Rossinis Otello

Anmeldelse, Børsen.

Super Otello for manglende millioner
af Ulrik Cold

"Opera i Storstrøms Amt" under kunstnerisk ledelse af Steffen Gliese satsede stort med at gennemføre Rossinis "Otello", som ikke har været påført i Danmark siden 1845. Økonomisk gik det galt - øjensynlig på grund af budget-vanvid - og en skare idealistiske mennesker fik en lang næse for deres knokleri. For at redde stumperne gav de medvirkende med desperat energi tirsdag aften en opførelse på den gæstfrie "Anden Opera"s trange plads i Kronprinsensgade  i København. En sidste forestilling finder sted på Herlufsholm i aften. Man kunne håbe på en økonomisk redningsaktion, så forestillingen kunne vises flere gange, for den er det værd. Sant nok er handlingen fæl og Shakespeare ikke spurgt meget til råds, men vi finder os jo lammefromt i de mest kulørte historier, når blot forrygende sangere får lov til at blære sig vildt og virtuost - og det tør man nok antyde, at de gør der!

De fornemme sangere vælger klogeligt at køre på stjerneudstrålingen i den fjollede historie; Shakespeare må græmme sig i sin himmel, men publikum var henrevet, omend ikke hævet over spydige fnis, når to ikke udpræget atletiske ungersvende trækker deres kårder og pirker i luften til en duel, der bliver afværget under tårestrømme.

Nok blev rammerne omkring forestillingen ændret i sidste øjeblik, men noget af den sceniske ubehjælpsomhed må skyldes uimodtagelighed for personinstruktion. Otello hældte hele tiden vand ud af VENSTRE øre. Hvis han en gang imellem havde hældt vand ud af højre øre, ville der blive en bedre ligevægt.

Tenorerne Harald Quaaden som Otello og Ricardo Bernal som Rodrigo henrykkede i storslået vokal udfoldelse og levede således helt op til den helt overvældende Inga Balabanovas Desdemona. Disse tre stormægtigheder interesserer sig mest for at vise deres forbløffende stemmeomfang og lydstyrke, mens mange af komponistens små hurtige nodeværdier må prøve at følge med, som de kan, men tit nok sløres det af det hidsige vibrato. Egentlig er det en kunstfejl, at koloraturerne ikke sidder som perler på en snor, men mange af Rossinis musikalske indfald er så støvede, at de kun bliver pænere af at få en på frakken, selv om der så ryger en perle og et par frynser her og der.

Mezzoen Carla Regina farvede sin stemme ekstra mørk som kontrast til Balabanovas fuldtonede røst. Mads Elung-Jensen gav med begrænsede stemmemidler en udsøgt modbydelig Jago, mens Hans Lawaetz i Elmiros umulige rolle frydede med sin skønne klang og blev hyldet hjerteligt for det. Paul Terracini og Storstrøms Kammerensemble tog sig af akkompagnementet med usvigelig sikkerhed og elegance.Cantemus-koret kunne have lydt kønnere, og det forbavser at se moderne briller til historiske kostumer, når nu eleverne på seminariet for formgivning har slidt sådan med det.