Information torsdag 21. september 2000

Når opera bliver til virkelighed

Der spilles 'Otello' på scenen, uden for scenen ligner det mere 'Mahagonny'. Dramaet i dramaet vækker mediernes opmærksomhed.

Opera af Anders Beyer

"Denn wie mann sich bettet, so liegt man" hedder det et sted i Weills "Mahagonny". I dette værk vil juryen dømme Jimmy til døden for en ubetalt regning. I Storstrøms Amt ligger en operaforening med en kunstnerisk leder, som kender den problematik. Han ender næppe i den elektriske stol som Jimmy, men han vil på den anden side nok heller ikke møde frydesskrig hos bevilgende myndigheder, hvis han igen sender en ansøgning om støtte til en forestilling.

Statens Teaterråd og Storstrøms Amt har sammen givet 550.000 kr til opførelse af Rossinis Otello. Knippelgod idé, men pengene slap op på premieredagen, oplyst fra den nu eksilerede, kunstneriske leder. De unge, udenlandske sangere kunne sidde på hotelværelset og nynne med på Otellos frase: "Jo, jeg kender dig, og derfor frygter jeg dig ikke; jeg gentager: jeg føler kun foragt for dig".

Åh, Min grædepil!

Opera er en herlig genre: totalt krukket, opstyltet og fremstiller verdensbilleder med sang i stedet for bare at sige, hvad de handler om, så man dog kan forstå ordene. Hvorfor går vi så alligevel ind og oplever det store sanglige udtræk i teatrene? Fordi de store følelser aldrig går af mode. I opera skammer man sig ikke over at være til, at ville noget med kærligheden, hadet, jalousien.

Vi tager endnu en sætning fra Rossinis Otello: "Åh, grædepil, elskede kærlighedstræ! Udstræk din venlige skygge (uden tanke for min sorg) til min begravelseskrukke, og lad ikke mere brisen give ekko til min sorg."

Denne ene sætning er nok til at trække tæppet væk under de fleste.

Alt kan lade sig gøre i opera, fordi opera er uden sikkerhedsnet. Det kan gå galt på en hulens bunke områder. Spørg bare foreningen i Storstrøms Amt, der nu ligger inde med en fremragende, næsten ubrugt Otello - hvis De står og mangler et værk til opsætning.

Værket er blevet til en meta-ting, som medierne er begyndt at interessere sig for. Når grænserne mellem værk og virkelighed bliver udflydende, kommer skriverkarlene til. Hvis det bare havde været en 'almindelig' forestilling, ville et par aviser rapportere fra begivenheden. Nu rumsterer begivenheden i såvel æterbårne som trykte medier. Måske er fallitten noget, de genialt har fundet på i Storstrøms Amt. I givet fald har reklamemanden Christian Have fundet sin absolutte overmand. Have kan nemlig kun finde ud af at remse op, hvor mange kændisser der kommer til premieren på Phantom of the Opera. And so what!

Nej, at lave en rigtig skandale, med strandede, udenlandske sangere, der ikke får deres honorar, og så - vel at mærke - en forestilling, der præsenterer hamrende god performance, det er det bedste medietrick, der længe er set i dansk kulturliv.Bortset fra at det formodentlig ikke er et trick, men hard core virkelighed.

Den lidende sjæl.

De medvirkende kunne efter premieren have anlagt et vildt raseri, der opflammede deres hjerter og følgelig bød dem nedlægge arbejdet, mend e gjorde noget stort. De unge mennesker er netop nu i landet, musikerne har øvet sig, prøverne har stået på i en måned. Kort sagt: de medvirkende gav en forestilling i Den anden Opera. For egen regning, så at sige.

På dette tidspunkt er skandalen allerede så omtalt, at det ikke er til at få en plads i Den anden Opera.Det lykkedes Information at få en enkelt billet, og du milde skaber, hvor han fik valuta for pengene.

Deres udsendte kendte godt de danske medvirkende, men slet ikke de udenlandske. Hollænderen Harald Quaaden gav den som Otello. En glimrende stemme har han, med smæld og metal på toppen, som nås ret ubesværet. Han har dog lidt af en underlig stemmedannelse, der undertiden får vokaler til at lyde indeklemt.

Otellos fjende Jago blev sunget af tenoren Mads Elung-Jensen, der snart må beslutte sig til, om han vil være flødebolle eller operasanger. Det første er der nok mest fremtid i. Manden bevæger sig pingvin-agtigt på scenen og synger med luft på stemmen, så det giver mindelser til et ventilationsanlæg.

Nej, hele forestillingens magi og attraktionsværdi består i det sanseberusende nærvær, som skabes af den græske sopran Inga Balabanova (Desdemona) og den mexicanske tenor Ricardo Bernal (Rodrigo). Balabanova kan bare det med at udtrykke kærlighed, foragt, frygt, hengivenhed, osv. Og så har hun en stemme, der siger spar to til det meste, denne lytter har oplevet.

Storstrøms Kammerensemble under ledelse af Paul Terracini spillede næsten uden bøffer - det var virkelig en fornøjelse at høre. Et mere lydhørt akkompagnement skal man lede længe efter. Efter Den anden Opera-forestillingen skulle det være fini, slut, farvel. men alt kan ske i opera: I aften opføres værket i Næstved, kl. 19.30 i Helenhallen på Herlufsholm. det er en må-opleves-ting. Med eller uden regning.