Shakespeares "Som man behager" Remisen 2000.


Orlando (Morten Bo) og Rosalinde (Kira)
VI HAVDE TAGET Shakespeares stykke og sat det i USA under spiritusforbudet. Jeg tænkte, at Shakespeares Arden-skov var et fristed i en verden af forbud og korruption, og så blev den i sommeren 2000 til en 'speak-easy' i 20erne.

Brian Scanni havde designet og bygget et ret imponerende New Yorker-baggårdsmiljø, med et brownstone-hus i damesiden og så vores smugkro i kongesiden, og Rasmus Christensen havde denne gang luret 20er-30er-swing og blues af så overbevisende, at mange af publikummerne lod sig narre. Og vi havde berømtheder med: Kira lavede en hæsblæsende Katherine Hepburn i dobbelt tempo, Morten Bo var en overbevisende Cary Grant, Nadia Mostrup en glimrende Jean Arthur, og det gjorde heller ikke noget, at Charlotte Bøjlén rent faktisk kunne stepdanse.

Der var ændret mere i Shakespeares dialog end i de to foregående år, og så havde vi sat alle kræfter ind på en god, gedigen parodi på Amerika. Sylvius var blevet Sylvester, Jaques til Jack, Touchstone naturligvis til Touchdown, og vi havde svedig jazz og baseball-spil. Orkestret foreslog begejstret, at de skulle smøge den gennem hele forestillingen, især fordi røgen ville få vores flotte persienne-effekt til at stå virkelig flot i rummet, mente de, og så fordi man vel ikke kan spille jazz uden cigaretter. Men det gik ikke. Det ville ikke have været politisk korrekt. Ikke i disse tider.


Den nedrige Oliver (Peter Falk), der er god nok på bunden.

En pudsig detalje I Shakespeares stykke møder Orlando og Rosalinde hinanden i begyndelsen og forelsker sig. Da de senere mødes igen, kan han ikke genkende hende, fordi hun er i drengetøj. I GUTs opsætning havde vi vinklet det således, at Orlando udmærket genkender Rosalinde, men respekterer hendes forklædning, der lige så meget skyldes hendes angst for at forbinde sig endegyldigt i et forhold, som det skyldes hendes flugt fra Oliver.Undervejs i komedien bliver Rosalinde gradvist klar over, at Orlando - naturligvis! - har gennemskuet hende, og hendes komediespil og mange referencer til 'vores køn' klingert stadig mere hult og ironisk.  Selvfølgelig var denne tolkning lagt på et subtilt plan - der var ikke ændret i teksten på dette punkt, men det drejede sig om små blikke, variationer i tonefald og andre petitesser.

Da anmeldelserne kom, og ikke nævnede tolkningen med et ord, begyndte vi at spørge tilskuerne, når vi faldt i snak med dem efter forestillingen. Og da viste det sig, besynderligt nok, at stort set alle de kvindelige tilskuere svarede: "Ja, naturligvis genkendte han hende med det samme!" - mens kun ganske få af fyrene blandt publikum havde bemærket det. Det kan skyldes en afgørende forskel i de to køns psykologiske observationsevne, men kan lige så vel tænkes at bunde i denne enkle omstændighed: Tolkningen ligger hovedsageligt i Morten Bo Kochs spil, og det - eller ham - har kvinderne siddet og betragtet, mens herrerne vel ikke har taget blikket fra Kira. Og det kan vel ingen bebrejde dem.

Anmeldelse, Frederiksborg Amts Avis (Marianne Due)

Anmeldelse Ugeposten (Simon Riedel)

Anmeldelse, Helsingør Dagblad (Grethe Jørgensen)


Plakaten tegnet af Lis Bo


Kira Li Chirholm - Rosalinde Morten Bo Koch - Orlando Lone Østergaard - Celia Anders Kanberg - Charles Jakob Holm - Adam Anna Panduro - Corinne Martin Ammitsbøl - Jack (Jaques) Morten Schelbech - Touchdown (Touchstone) Brian Scanni - Sylvester (Silvius) Peter Falk - Oliver Nadia Mostrup - Phebe Mike Hyslop Graham - Valentin
Musik: Rasmus Christensen Kostumer: Britt Jørgensen Scenografi: Brian Scanni Teknik: Tue Barfod Spot: Markus Schulin-Zeuthen
Orkester: Rasmus Christensen - guitar Simon Abrahamsson - bas Martin Bonde - keyboard Kristian Rymkier - saxofon Jakob Holm - trommer
Assistenter: Rie Fynbo Stine Borre Flemming Steensen Johnny & Bettina Lorentzen Henrik Ammitsbøl Caroline Lonning
Manus og instruktion: Lars Kaaber