"Slaget på Reden" - Helsinge 1997
Kamma Rahbeck knalder ud (Kira Li Chirholm)


Jeg blev jo ganske enkelt nødt til at lave lidt sjov med Kulturby-projektet. Der var sådan en københavnsk selvtilfredshed med, at hele verden skulle valfarte til vores hovedstad for at se kultur - og selvtilfredsheden blev ikke mindre barok af, at vi netop det år pakkede flere seværdigheder ind i grønt plast-net, fordi de skulle repareres. I nogle tilfælde fjernede vi dem helt (Frihedsstøtten).

Det var nu også selvtilfredsheden, jeg ville ramme, og ikke for eksempel enkeltindivider som Kamma Rahbeck eller Oehlenschläger - skønt de fik en hård medfart i komedien. Men de kan vel tåle det.

Og så var jeg ikke så lidt chokeret over at erfare sandheden om Danmarks rolle under Englandskrigene. Jeg havde da lært i skolen, at vi var uden skyld i Englands modbydelige overgreb, bombardementet af København og tyveriet af flåden, jvf. verset: "Det var i atten-hundrede-syv, at England kom, den forbandede tyv og tog vores prægtige flåde". Jeg havde aldrig et øjeblik studset over hvorfor England overhovedet gad at give sig i kast med en så ubetydelig nation som os. Men så gik det op for mig (research er jo undertiden en god ting) at vi sejlede med kontrabande. Vi producerede og solgte krigsmateriel til alle de krigsførende nationer, vi tjente fedt på krigen og tog os slet ikke af englændernes rimelige krav om, at vi måtte vælge side. Da England sendte en gesandt med en sidste advarsel, kunne han kun få foretræde for en embedsmand, der ikke forstod engelsk.  Vi havde fortjent hver eneste bombe, der ramte os i 1807.

Helt aktuelt havde Danmark også en lille, pinlig sag kørende med handlen af feta-ost i hine forgangne kulturår (jeg mener 1996), hvor man måtte aflyse den officielle  modtagelse af den dødsdømte Rushdie af angst for at denne støtte af en politisk forfulgt kulturpersonlighed skulle få følger for feta-eksporten til de muslimske lande. Og dette i kulturåret - det måtte jeg jo have med i komedien i en eller anden form!
Året efter besøgte jeg FN-bygningen, hvor en italiensk guide-dame fortalte mig, at FN havde en sag kørende med Danmark p.t. for at få stoppet produktionen af løsdele til landminer. Jeg tænkte: "Hvaffornoget?! Producerer Danmark løsdele til landminer? Det usleste våben af alle, der ligger tilbage længe efter krigen er slut, så børn og andre sagesløse kan jokke i dem?" Jeg kunne dog ikke få oplyst nogen steder, hvor i landet denne produktion foregår.

Hvis FN-guiden har ret, er der intet sket med Danmarks moral siden englandskrigene. Men det er naturligvis også naivt at tro, at en nation bliver mere etisk bevidst, bare fordi den bliver mindre og fattigere.


Om et øjeblik bomber englænderne København, men endnu kammer alt over i nationalfølelse; Blandt den begejstrede skare på randen af statsbankerot ses Peter Willemoes (Esben Pedersen), Ida Bruun (med tørklædet - Charlotte Wilsbech) Adam Oehlenschläger (Simon Bamberger), Kamma Rahbeck (i guld, selvfølgelig - Kira Li Chirholm), udenrigsminister Bernstorff
(Nicolas Følsgaard) og Shack von Staffeldt (Jakob Holm i den ternede rædsel). "Slaget på Reden".


Flådeadmiral Olfert Fischer på randen af et evigt nervesammenbrud: "Vi er fortabte! Fortabte!" Og det var vi da også.