Om "Den ryggesløse"
 - en comoedie om Ludvig Holbergs komplet uetiske levned.
Grønnegadeteatrets publikum: Piger fra folket svømmer hen over noget kærlighed, som Pernille har lokket den intetanende Holberg til at smække ind i komedien - harmløst tøjeri.  Michelle Lund, Stine Meier & Katrine Kirk.

Åh, hvor jeg nød at få lov at svine Holberg til. Jeg ved godt, at han tegnede sig for dansk teaters fødsel og at vi kan takke ham for mangt og meget - men han var altså også et frygteligt menneske, der lukrerede på en masse virkelige talenter, som han bevidst holdt i skyggen af sit eget geni. Han stjal med arme og ben fra udlændinge som Plautus, Shakespeare og Molière. Det skal han have lov til - for gode digtere stjæler, men i stedet for - som andre gode digtere - enten at holde sin kæft med det eller ligefrem at stå ved sine rapserier, valgte Holberg, som det fæ, han var, at rakke sine leverandører ned i håbet om på den måde at forhindre, at deres værker blev importeret og hans tyverier afsløret.

Nu kan man jo argumentere, at Plautus, Shakespeare og Molière kunne være ligeglade, døde, som de var, og det er sandt. Holbergs værste side var da også hans adfærd imod sine samtidige. Jeg ville godt fortælle historien om Capion, Montaigu og hans familie, Studenterne Høberg, Ulsøe og Wegener - og hvis man nu tænker "Hvem fanden er de?", så er det et klart bevis på, at Holberg har nået sit mål. Uden dem var Ludvig Holberg nemlig gået i graven som en vindtør professor ved Kiøbenhavns Universitet og intet andet.

Capion og Montaiguerne  var såmænd den franske indvandrertrup, hvis penge financierede Grønnegadeteatret og Høberg, Ulsøe og Wegener var de danske studenter, som ofrede deres karriere på komediehuset. Holberg nævnede dem så godt som aldrig i sine mange skriverier om sig selv, og han vendte dem allesammen ryggen, da det virkelig gjaldt. Se, det er det, "Den Ryggesløse" handler om.

Holberg markerer sig i mine øjne positivt på to fronter. For det første var han progressiv i sit kvindesyn, ud over samtidens bud. Og for det andet - selv om det ikke taler direkte til Holbergs fordel - så må hans komedier i den grad underlægges skuespillernes og instruktørernes og dramaturgernes respektive eller forenede genialitet, hvis de overhovedet skal opføres. "Hvordan får vi gjort det gamle møg morsomt og vedkommende?" må man spørge sig selv, "Hvordan slører vi den omstændighed, at Holberg politisk står til højre for Hitler, og at han burde været jaget ud af landet med stokkeslag? Hvordan retfærdiggør vi, at han er blevet hædret med en statue på Kgs. Nytorv?". Og dette dilemma har undertiden tvunget scenekunstnere ud i virkelig storslåede redningsmanøvrer, må jeg indrømme, selv om jeg personligt hellere havde set dem opføre "Dyrene i Hakkebakkeskoven" - eller stort set alt andet.

Men jeg er jo ikke alene om at hade Holberg. Niels Peter Juel Larsen skrev en vidunderlig artikel, som jeg vil tillade mig at gengive i dette forum. "Niels Peter Juel Larsen: Derfor hader jeg Holberg" (Politiken 12/4/98)
Hr. Ludvig Holberg (Björn Emil), Student Wegner (Jonas Prahl), Kancelli-sekretær Rostgaard (Finn Lange) og selveste Hans Majestæt Frederik IV (Kim Valeur) var den følgende sommer på Island, og se hvad de fandt: en pose kaffe med mit navn på! Kaffen drak jeg - den smagte dejligt - men her er et billede af posen. Sådan noget skal man altså til Island for at finde.
Holberg er ved at dø af skræk over, at han rent faktisk har skrevet noget progressivt - men bare rolig: det bliver ændret igen til en ganske uprovokerende gang gøgl med almuen. De kan jo tåle det.

Anmeldelse af "Den ryggelsløse", Boblen, februar 1999:

Holberg på scenen

Med en kraftanspringelse springer Holberg op mod kongelogen og tilbyder Kongen, Dronningen og Kulturdirektør Rostgaard ... en fransk kartoffel. Altsammen for at forhindre, at de høje personer - vi er jo i enevældens tid - får hørt og set det teaterstykke, som Holberg godtnok har skrevet, men som den delvist franske teatertrup, der opfører, ændrer undervejs. Missionen lykkes: en succes er i hus. Og Holberg lader sig hylde på trods af, at han ved, at havde skuespillerne ikke udfoldet deres talent og lavet om og improviseret, ja, så var det aldrig gået.

Det handler om Holberg, og Bjørn-Emil Jensen var formidabel - ikke mindst i den afsluttende hospitalsscene, hvor Holberg fabler om sit berømte liv, men ingen har lyst til at besøge ham. Selv fru Thalia, imponerende spillet af Lone Østergaard, har fået nok. Hun tømmer cognacflasken og hiver stikket til life-supporten ud. Holberg er ikke mere.

Der var mange smaddergode skuespilpræstationer og fine sange, som sammen med de flotte kostumer fra Helle Triers hånd og Kirsten Larsen effektfulde scenografi gjord Den ryggesløse til endnu en god komedie i helsinge. Makkerparret Kaaber og Svagin har endnu en gang fået drejet drama og musik, så der er kommet en seværdig forestilling ud af det.

Vidste vi det ikke før, så ved vi det nu: Holberg var en ambitiøs egoist, der lod hånt om sine venner og hjælpere, bare han selv kom til at sole sig i rampelyset. Kaabers Den ryggesløse er garanteret ikke et teaterstykke de vil se på med milde øjne nede på Sorø Akademi!

Keld Hilding