Om "Da farcen blev født" 1998


Kejserinde Poppeia excerserer sine tropper - Jeg tror det er Adam Apel bag Kiras højre knæ, derefter, Kira Li Chirholm, Nicolai Wiechmann og Christian Larsen.

"Farcen" - Egentlig en højst teatervidenskabelig udredning af dramatikken i Rom under Kejser Nero - men det gjorde vi vort bedste for at skjule. Omstændighederne var, at man blandt Roms åndselite (anført af filosoffen og dramatikeren Seneca) søgte at holde den græske finkultur i hævd, alt imens atellaner-farcen vandt stadig mere indpas. Folk havde ganske enkelt tragedier nok i hverdagen under Neros forrykte regime, og når de gik i teatret, ville de more sig. Farcen vandt da også til sidst, og den stolte tragedietraditionen skred lige lukt ned i Cloacca Maximus.


Sappho og hendes sapphiner - flere hundrede år fejlanbragt tidsmæssigt, men det holdt Sappho vist nok af at være.

Anmeldelse, Boblen marts 1998
Igen i år var der rift om billetterne, da det snart mangeårige komedie-team Lars Kaaber og Søren Svagin i slutningen af januar blændede op for dette års forestilling "Da farcen blev født".

Som sædvanlig stod Lars Kaaber både for manuskript og instruktion, og lige så sædvanligt havde Søren Svagin komponeret nogle slagkraftige melodier, der på flotteste vis blev fulgt til dørs af de medvirkende både på scenen og i orkesteret. Rammen var i år hentet fra Det gamle Rom og krydret med velvalgte uddrag af det antikke Grækenland som f.eks. Oraklet i Delfi.

Men hvad enten rammen er Rom eller som sidste år, København under englandskrigene, så er det fremstillingen af menneskelige karaktertræk i de enkelte personer, der gør det hele interessant og meget muntert. Der er for eksempel det yndige unge par, hvis kærlighed forstyrres af forskelle i stand og uddannelse eller af en fremturende og herskesyg mor, der er den ophøjede og selvtilstrækkelige Cæsar, som keder sig over det hele, men som til sidst afslører sit jævne jeg og slår gækken løs på bedste folkelige manér, eller der er gøglertruppen, hvis umiddelbare mål er at skaffe til dagen og vejen, men som til sidst i bogstaveligste forstand får den etablerede digterkunst til at glide i en bananskræl og dermed ufrivilligt give sit bidrag til kunstens udvikling.

Der var et væld af gode skuespiller-præstationer. Helt uretfærdigt nævnes her kun et par stykker: Fra Kirsten Jeppesens indsættelsesreception vidste mange blandt publikum, at Kira Li Chirholm havde en helt forrygende sang. Og den blev imødeset med spænding. Da Kira som Kejserinde Poppea et stykke inde i 1. akt entrerede med sin garde opstod nærmest en fortættet spænding. Og Kira skuffede ikke, hun gav den alt, hvad den kunne trække. Og garden, med deres 'meterlange lanser' gav et artigt modspil. Bjørn Emil Jensen sugede alles opmærksomhed til sig ved en kraft- og effektfuld fremstilling af Pompilius og den klassiske digterkunst. "Ka-thar-sis!" sagde Bjørn med dyb stemme og stillede sig i positur. Men til sidst måtte han dog slippe de strenge klassiske former og lade humoren træde frem - ikke mindst efter at han var faldet i en bananskræl til publikums udelte begejstring.

Sara Grabow Jonsen tryllede endnu en gang med sin stærke og flotte stemme som den udfordrende frontfigur for Sappho og hendes Sapphiner.

Men alle fortjener en stor ros for at have tilvejebragt en flot forestilling. Nævnes skal de flotte kostumer. Helle Trier havde virkelig lagt sig i selen, assisteret af Bente Thomsen og Kirsten Augustesen. Scenografien var på vanlig vis enkel, men ikke mindre effektfuld. Den stod Kirsten Larsen for. Samlet kommer en sådan præstation jo ikke af sig selv - stædighed og hårdt arbejde skal der i hvert fald til.


Kira Li Chirholm og Nina Samuelsen.