Sangerfest i Nakskov
Bel canto-stjerner på afgrundens rand
Opera
Som kollega Michael Bo, der er yderst kyndig i disse materier, bemærkede i fredags, er Rossini af de fleste operaelskere alene kendt for sien komedier, skønt han har skrevet talrige seriøse værker. Mener man, at opera skal opleves i tearet snarere end ved højttalerne, har muligheden for at lære dem at kende simpelthen ikke eksisteret herhjemme i generationer. Også Deres ærbødige hører til de vankundige, der aldrig havde hørt eller set en alvorlig Rossini-opera - før i fredags, og da af alle steder i Nakskov, hvor det nystiftede Opera i Strostrøms Amt trådte frem med "Otello" fra 1816.
Det var en stor og glædelig overraskelse, både hvad angår musik og udførelse. Rossinis seriøse stil viste sig mere kernefuld og afvekslende end man kender det fra f.eks. "Barberen i Sevilla" med tyngde og fylde i satsen og en del forfriskende harmonisk gods. Komponistens berømte energi er kanaliseret ud i et næsten ubrudt dramatisk højtryk, der også gennemsyrer de akkompagnerede recitativer som konsekvent erstatter det cembaloledsagede secco. Og modsat det 18. århundredes opera seris (af f.eks. Händel og Mozart) som Rossini på mange måder viderefører, er "Otello" så rig på liflige ensembler, at de i hvert fald opvejer arierne.
Sidst men ikke mindst er det den smeltende og storslået virkende bel canto-stil, der sætter sit præg. Den er genrens raison d'être, der ubekymret tilsidesætter alle hensyn til plausibel dramatisk timing til fordel for en uhæmmet hengivelse til strømme af højstemt vokallyd: udtryksfuldt, men også så meget et mål i sig selv, at helheden bliver kulinarisk distancerende snarere end seriøst dramatisk.
Helt afgørende for om en opførelse af "Otello" lykkes, er derfor ikke så meget iscenesætterens eller scenografens indsats, ja knap nok dirigentens, men sangernes. Bel canto er sanger-opera par excellence (ligesom i øvrigt senbarokkens opera seria) og giver kun mening som sangerfest.
Det var oprigtig talt mere end man turde håbe på i en sammenhæng som denne, men miraklernes tid er ikke forbi: Sangerfest var præcis hvad det blev, i hvert fald i et sådan omfang at det alene var forestillingen - og rejsen - værd. Hvad man fik at høre i det næppe kvart fyldte teater i Nakskov, var sangpræstationer der i skønhed, virtuositet og udtryksfuldhed lå på et niveau man ville være lykkelig over at møde på en storbyopera i Europa. Helt nøjagtig var der 2,5 af den slags mesterstykker fordelt på de tre vigtigste partier. Ganske godt gået! Den halve var titelhelten selv, den 'ædle mor' fra Venedig, som hollænderen Harald Quaaden gav et mindre varieret udtryk end han efter alt at dømme havde været i stand til med en mere målbevidst musikalsk og scenisk instruktion. En meget flot behersket, spændstig, men til det aggressive grænsende høj-komprimeret dramatisk tenorklang med en ret imponerende dybde dominerede helt hans parti, men spredte udtyndinger og affraseringer antydede uudnyttede nuancer. En konstant vredladen fremfærd bidrog til det hårde indtryk, og da han med udtværet skosværte i ansigtet og hovedet på skrå nærmest lignede noget katten havde slæbt ind, blev det urimelig svært at fatte sympati for figuren.
Des lettere var det at smelte hen over Desdemona, en skøn, mørkhåret grækerinde, der med et levende ansigt og udtryksfulde øjne gav stærkt og troværdigt udtryk for de sjælekvaler, der i Rossinis version af historien er nærmest kroniske. Og utrolig smukt sang hun med en mørklødet perlemorsglans i den tindrende sopran, et hurtigt, intenst vibrato som springbræt for koloraturernes generøse luksus og en bevægende sjælfuld frasering og farvelægning. Et højdepunkt - og meget velkomment lyrisk hvilepunkt - var sangen om piletræet og bønnen, der præcis som hos Verdi finder sted på sengekanten lige før Otello myrder hende. Det var uforfalsket stjerneformat. Det samme kunne siges om den mexicanske Rodrigo: en tæt og glansfuld men aldrig tung eller overspændt tenor med en fabelagtig højde, drømmende æteriske udtyndinger og en umådeligt indtagende, solbeskinnet varme. Som sopranen former og fraserer han spændstigt og livfuldt med fornemt musikalsk overblik og i tæt kontakt med teksten, og hans personlige udstråling er frisk og sympatisk.
Hans fremskudte position undrer måske kendere af Verdis "Otello", men Rossinis historie har kun lidt at gøre med Verdis (og Shakespeares) at gøre. Jago spiller her en underordnet rolle, Cassio og det berømte lommetørklæde er slet ikke med, og grundkonflikten, som er til stede fra handlingens begyndelse, er at Desdemonas far ønsker hende gift med Rodrigo. Otello og Desdemona elsker hinanden, men operaen skildrer ikke deres kærlighed, kun hans jalousi, der næres af, at de dårligt kommer i kontakt. Desuden træder det racistiske element stærkere frem end hos Verdi. Desdemonas far, Elmiro, og hendes fortrolige, Emilia, var meldt indisponerede, men klarede sig godt, han lidt grov, men effektiv i udtrykket, hun noget forsømmelig med teksten. Jagos meget nordisk-lyriske tenorstemme stod lidt fremmed midt i al den glansfulde latinerklang, men den var ikke ueffen som karakterkontrast til den robust naive Otello i den duet, der er hans vigtigste nummer. Og med en særdeles smuk tenor havde Sandro Ferri fortjent en større udfordring end to småroller.
Paul Terracini har reduceret partituret til Storstrøms Kammerensembles ti musikere, som han ledte frodigt og med håndelag men ikke altid lige pointeret. der var mange fine blæserindsatser, men det er ikke let at få den solistiske strygerbesætning til at klinge overbevisende. Koret taler vi ikke om.
Iscenesættelsen er ukrukket og adækvat og respekterer, at musikken sætter handlingen i stå. Scenografien er enkel og funktionel uden større æstetiske ambitioner, og kostumeringen er smagfuldt historiserende.
Der er planlagt seks forestillinger frem til den 26. september i Nakskov, Vordingborg, Herlufsholm og Nykøbing F., men i skrivende stund er gennemførelsen yderst tvivlsom på grund af økonomisk-organisatoriske uregelmæssigheder som omtales på side 3 i dagens avis.
Jan Jacoby.
