Om Twains "Den mystiske fremmede"

(Oversat for Borgens Forlag i 1987)

Jeg har mødt tre andre mennesker, der efter at have læst Mark Twains "The Mysterious Stranger" tænkte som jeg selv gjorde, da jeg var færdig med bogen: "Det er det bedste, jeg nogensinde har læst!".

Dommen holder måske ikke ved nærmere eftersyn, og det er tænkeligt, at de skriftkloge har ret, når de kalder den lange novelle eller den korte roman for fragmentarisk og usammenhængende. Det var egentlig alle Mark Twains længere værker, når man ser dem efter i sømmene. Men det gør jo som regel ikke noget, at Twain tager så let på strukturen, og måske gør det allermindst i dette værk. I hvert fald får historien størst effekt, hvis man læser den som jeg - og de tre andre - gjorde: i ét stræk.

Jeg satte mig ned en sen aften i 1982 med et tykt bind af Twains samlede fortællinger, hvoraf jeg havde læst alle de korte, morsomme historier. Jeg skulle til en bifags-eksamen på universitet, jeg havde lavet et emneområde om Twains forfatterskab og havde sat mig for, at jeg ville læse alt, han havde skrevet. "The Mysterious Stranger" var den sidste novelle, der var tilbage, og den var lang. Jeg drog et dybt suk, tog en kop kaffe og gik i gang.

Og så kunne jeg slet ikke holde op. Jeg blev færdig langt ud på natten og ærgrede mig over, at der ikke var mere. Jeg gik tilbage i historien og læste nogle af afsnittene igen. Og så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke læste dem igen for første gang. Jeg kunne, bogstaveligt talt, ikke slippe bogen. "The Mysterious Stranger" er oven i købet ikke den bedste historie at gå i seng på. Det er på sin vis det allermest pessimistiske hjørne af Mark Twain, der her siger et gysende 'godnat' til en ond og uforståelig verden.

Romanen foregår i Østrig i 1590, i landsbyen Eseldorf. Tre kammerater, Seppi, Nikolaus og fortælleren Theodor, møder en engel, Satan, som får stor indflydelse på dem - og på hele byen. Drengenes gode ven, præsten Fader Peter er fængslet på foranledning af to magtfulde fjender, astrologen og fader Adolf, og Theodor og hans kammerater prøver at holde modet oppe hos Fader Peters datter, Marget, og hendes tjenstepige Ursula.

I slutningen af kapitel VII har Satan taget Theodor med på en rejse i tid og rum.

Mark Twain: "Den mystiske fremmede", kapitel VI.

Et øjeblik efter var vi i en fransk landsby. Vi gik gennem en stor fabrik af en eller anden slags, hvor mænd og kvinder og små børn puklede løs i hede og snavs og i en sky af støv; de var klædt i pjalter og sank sammen over arbejdet, for de var udslidte og udtærede, svage og udmattede. Satan sagde;

"Her har du noget mere moralsk sans. Fabriksejerne er rige og meget fromme, men det, de betaler disse deres brødre og søstre for deres arbejde, er kun lige nok til at forhindre, at de dratter om af sult. De arbejder fjorten timer daglig, hele året rundt - fra seks morgen til otte aften - også de små børn. De går til fods både til og fra den svinesti, hvor de bor, fire mil hver vej, igennem mudder og pløre, regn, sne, slud og stormvejr, år ud og år ind. De får fire timers søvn. De er stuvet sammen tre familier i hvert rum i en ufattelig snavs og stank; epidemier sætter ind, og de dør som fluer. Har de begået nogen forbrydelse, disse sølle skabninger? Nej. Hvad har de da gjort, siden de skal straffes så hårdt? Intet som helst ud over at blive født ind i jeres tåbelige race. Du har set, hvorledes man behandler en misdæder i fængslet; nu har du også set, hvorledes man behandler disse uskyldige. Er din race logisk, synes du? Er disse stikende stakler bedre stillet end kætteren? Absolut ikke. Hans straf er mild sammenlignet med deres. Efter at vi forlod ham, er han blevet sat på hjul og stejle og slået til ukendelighed. Han er død nu og fri for din dyrebare race. Men disse stakler her - de har været døende i årevis, og nogle af dem undslipper ikke livet de første mange år. Det er den moralske sans, som lærer fabriksejerne at kende ret fra uret; du ser selv resultatet. De tror sig selv højt hævet over hundene. Hvor er I dog en ulogisk, uvidende race! Og ussel - åh, det trodser enhver beskrivelse!"

Så lod han alvoren fare og gjorde sig umage for at gøre os til grin, og han drillede os for vor stolthed over krigsbedrifter, store helte, udødelig berømmelse, mægtige konger, gamle adelsmænd og ærværdig historie og så lo han, så man kunne blive helt syg af at høre på det. Derpå fattede han sig og sagde "Men det er dog, når alt kommer til alt, ikke kun til at grine ad. Der er en vis storladenhed over det, når man tænker på, hvor kort tid I har, hvor barnlig jeres pragt er, og hvilke skygger I egentlig er".

Alting omkring mig forsvandt pludselig for mine øjne, og jeg forstod, hvad det betød. I næste øjeblik gik vi igennem min egen landsby, og nede ved floden så jeg lysene fra "Den gyldne hjort". Så hørte jeg et glædesudbrud i mørket; "Han er kommet tilbage!"

Det var Seppi Wohlmeyer. Han havde følt blodet rulle raskere og hjertet banke på en måde, som kun kunne betyde én ting, og han vidste, at Satan var nær, skønt det var for mørkt til, at man kunne se ham. Han kom op til os, overstrømmende af glæde, og vi fulgtes ad alle tre. Det var, som om han havde genfundet en længe savnet barndomskæreste. Seppi var en kvik og livlig dreng, der var langt mere entusiastisk og udadvendt end Nikolaus og mig. Han berettede ophidset om det sidste nye i landsbyen; byens dagdriver, Hans Oppert, var forsvundet. Folk var begyndt at blive nysgerrige, fortalte han. Han sagde ikke "bekymrede" - nysgerrige var det rette ord.

Ingen havde set Hans i et par dage.

"Ikke siden han gjorde det dér brutale, I ved nok," sagde han.

"Hvad var det?" det var Satan, der spurgte".

Jo, han bankede altid sin hund, som er en god hund, som er hans eneste ven, og som er trofast og elsker ham og aldrig gør nogen noget; og for to dage siden bankede han hunden igen, uden grund - bare for sjov. Den hylede og peb, og Theodor og jeg bønfaldt ham om at lade være, men han truede ad os, og så slog han igen hunden så hårdt, han kunne, så dens ene øje faldt ud, og så sagde han til os; "Værsgo, nu håber jeg, I er glade - det kommer der af at stikke næsen i andres sager!" og så lo han, det hjerteløse dyr!". Seppis stemme skælvede af vrede og medlidenhed.

Jeg havde allerede gættet, hvad Satan ville sige, og han sagde det også. "Dér blev det ord misbrugt igen - ussel bagvaskelse. Dyr gør ikke sådan noget, kun mennesker!"

"Nå, men det var da i hvert fald umenneskeligt."

Nej, det var ikke, Seppi, det var menneskeligt - ganske umiskendeligt menneskeligt. Jeg bryder mig ikke om at høre dig bagtale de højere dyrearter og tilskrive dem egenskaber, de ikke har, og som kun findes i menneske hjertet. Ingen af de højerestående arter skæmmes af den sygdom, der kaldes den moralske sans. Rens dit sprog Seppi - undgå disse løgnagtige vendinger!"

Han talte strengere, end han plejede, og det gjorde mig oprigtigt ondt, at jeg ikke havde rådet Seppi til at være mere omhyggelig med sit ordvalg. Jeg vidste, hvad han følte; Satan var den sidste i verden, han ville gøre vred.

En ubehagelig tavshed fulgte, men den blev snart afbrudt, for dér kom den stakkels hund, med det ene øje hængende ud, og den løb lige hen til Satan og gav sig til at klynke med små intervaller, og Satan svarede den på samme vis, så vi forstod, at de to talte sammen på hundesprog. Vi satte os alle fire ned i græsset. Det var måneskin, for skyerne drev bort, og Satan lagde hundens hoved i sit skød og satte dens øje på plads, så hunden fik det godt igen og logrede med halen; den slikkede Satans hånd og viste sin taknemlighed. Den sagde det også, det ved jeg, selv om jeg ikke forstod dens sprog. Da de to havde talt en tid, sagde Satan;

"Den siger, at dens herre var fuld".

"Ja, det var han også", sagde vi.

"Og at han en time senere faldt ud over klippeafsatsen på den anden side af engen".

"Vi ved, hvor det er - det er tre mil herfra".

"Hunden har flere gange været nede i landsbyen for at bede folk om at komme med, men de jog den bort og hørte slet ikke efter".

Vi kunne godt huske det, men vi havde ikke forstået, hvad den ville.

"Den ville hente hjælp til den mand, som havde mishandlet den, og den ville kun det ene; den har ikke spist og ikke søgt føde. Den har våget over sin herre i to døgn. Hvad synes I så om jeres race? Er himlen forbeholdt jer, og er denne hund forment adgang, som jeres lærere fortæller jer? Kan jeres race føje en tøddel til denne hunds moral og storsind?"

Han talte igen til hunden, som sprang op, ivrig og glad, øjensynlig parat til at modtage ordrer og utålmodig efter at udføre dem.

"Hent nogle mænd og gå med hunden - den vil føre jer til det gamle ådsel; og tag en sjælesørger med, for døden er nær".

Med disse sidste ord forsvandt han til vor store sorg og skuffelse. Vi hentede nogle folk og Fader Adolf, og vi så manden dø. Ingen tog sig af det, undtagen hunden. Den sørgede og klynkede og slikkede den dødes ansigt; den var utrøstelig. Vi begravede manden, hvor han lå, uden kiste for han havde ingen penge og ingen venner ud over hunden. Var vi kommet tidligere, havde præsten kunnet nå at sende den arme fyr i himlen, men nu var han røget lige i helvede for at brænde i evighed. Det var sørgeligt at tænke på, at der i en verden, hvor så mange har svært ved at få tiden til at gå, ikke kunne afsættes én lille time til denne stakkel, som havde sådan brug for den, og for hvem det betød forskellen mellem evig lykke og evig pinsel. Det ændrede mit syn på en times værdi, og jeg tænkte, at jeg aldrig igen ville kunne spilde en time uden en følelse af frygt og anger. Seppi var nedslået og ulykkelig og sagde, at det måtte være meget bedre at være en hund og ikke løbe sådan en frygtelig risiko. Vi tog hunden med hjem og beholdt den. Seppi fik et glædeligt indfald på vejen hjem og det opmuntrede os og fik os til at føle os meget bedre tilpas. Han sagde, at hunden havde tilgivet den mand, som havde behandlet den så dårligt, og at Gud måske ville godtage det som syndsforladelse.

Så fulgte en meget kedelig uge, for Satan kom slet ikke. Ingenting skete, og vi drenge turde ikke besøge Marget, fordi månen skinnede og vore forældre måske ville opdage os, hvis vi vovede os ud. Men vi løb ind i Ursula et par gange, mens hun var ude at lufte katten langs floden, og hun fortalte os, at alt stod godt til. Hun så selv ud til at have det udmærket og havde fint, nyt tøj på. De fire groschen faldt punktligt hver morgen, og de behøvede ikke at bruge dem på mad og vin og den slags for også det sørgede katten for.

Marget tog sin ensomhed pænt, og Wilhelm Meidlings besøg hjalp på humøret. Hun var i fængslet hos sin onkel en time eller to hver nat, og kattens bidrag holdt ham godt i stand. Men hun spurgte en del til Philip Traum og sagde, at hun håbede, jeg ville tage ham med igen. Ursul ville også vide mere om ham og især hans onkel. De andre var ved at dø af grin, da jeg fortalte dem alt det ævl, Satan havde fyldt hende med. Hun fik ikke meget ud af os; vore munde var lukket med syv segl hver.

Ursula havde noget nyt at fortælle os; eftersom de havde penge nok nu, havde hun hyret en tjenestedreng til at hjælpe til i huset og løbe ærinder. Hun prøvede at sige det på en henkastet, ligegyldig måde, men hun havde svært ved at skjule, hvor stolt hun var. Vi glædede os og morede os over at se hendes forfængelighed, den kære, gamle tosse, men da vi hørte drengens navn, tænkte vi, om det nu også havde været så klogt at ansætte ham, for skønt vi var unge og ofte tankeløse, havde vi en instinktiv fornemmelse for visse ting. Drengen hed Gottfried Narr, og han var en enfoldig, rar fyr - der var intet ondt i ham. Vi havde ikke noget imod ham personlig, men for mindre end seks måneder siden havde en skæbnesvanger begivenhed kastet en skygge over familien; hans bedstemor var blevet brændt på bålet som heks. Den slags ondskab i blodet kan ikke altid renses ud ved én brænding; tidspunktet var ikke det bedste for Ursula og Marget at have med et medlem af familien Narr at gøre, for hekseforskrækkelsen var taget mere til i løbet af det sidste års tid end nogen sinde før. Folk blev næsten skræmt fra vid og sans, bare nogen omtalte en heks. Det var nu ikke så sært, for i de senere år havde man set flere slags hekse end tidligere; i gamle dage havde de kun været gamle koner, men på det sidste havde der været hekse i alle aldre - selv børn på otte og ni - og snart kunne alle gå hen og vise sig at stå i ledtog med Djævelen; alder og køn betød intet. I vores lille egn havde vi prøvet at udrydde heksene, men jo flere, vi brændte, jo flere af slagsen syntes der at komme i deres sted.

Engang havde lærerinderne i en pigeskole fundet ud af, at en af pigerne havde hele ryggen dækket af røde udslæt, og de blev meget foruroligede, da de mente, at det var djævelens mærke. Pigen blev bange og bad dem om ikke at angive hende, og sagde, at det kun var lopper, men naturligvis turde de ikke lade det blive ved det. Alle pigerne blev undersøgt, og elleve af de halvtreds piger var slemt mærkede, resten i mindre grad. - en kommission blev nedsat, men de elleve råbte hele tiden på deres mødre og ville ikke tilstå. Så blev de lukket inde hver for sig i mørke rum og fik kun rugbrød og vand at spise og drikke i ti dage, og da den tid var gået, var de komplet hysteriske, deres øjne var tørre, og de græd ikke mere, men sad kun og mumlede og ville ikke spise.

Endelig gik en af dem til bekendelse og sagde, at de ofte havde redet gennem luften på kosteskafter til heksesabbatter og havde danset, drukket og festet med hundreder af andre hekse og Den Onde selv på et øde sted oppe i bjergene, og alle havde opført sig uanstændigt og sagt dårlige ting om præsterne og Gud. Det var, hvad hun sagde - dog ikke så sammenhængende, for hun kunne ikke selv huske nogen detaljer, men måtte hele tiden mindes om dem. Dette gjorde kommissionen, for de vidste præcis, hvad de skulle spørge om; det hele var skrevet ned i en håndbog for heksekommissioner, som blev skrevet for to hundreder år siden. De spurgte; "Gjorde du dit og dat?" og hun sagde altid ja og så træt og hærget ud og virkede komplet ligeglad. Og da de andre hørte hendes tilståelse, tilstod de også og svarede ja på alle spørgsmålene.

Så blev de alle brændt på bålet, hvilket var ret og rimeligt, og alle i nabolaget gik hen for at se på det. Jeg gik også derhen, men da jeg så, at en af dem var en lille, sød pige, som jeg engang havde leget med, og som nu så så ynkelig ud, lænket til bålet, som hun var, og med sin mor, som græd over hende kyssede hende og sagde; "Åh, min Gud! Åh, min Gud!", blev det for meget for mig, og jeg gik min vej.

Det var en råkold dag, da Gottfrieds bedstemor blev brændt. Hun var anklaget for at have kureret voldsomme hovedpiner. Hun sagde selv, at hun blot havde masseret de lidendes hoved og nakke, men alle vidste, at djævelen havde stået hende bi. De ville underkaste hende et forhør, men hun standsede dem ved straks at tilstå, at hun stod i ledtog med Fanden. Så de dømte hende til at blive brændt på bålet tidligt næste morgen på torvet. Den embedsmand, som skulle sætte bålet op, var der først. Siden kom hun selv, ledsaget af endnu to embedsmænd, som lod hende blive tilbage, mens de hentede en anden heks. Hendes familie kom ikke; de ville være blevet hånet og måske stenet, hvis folk var ophidsede. Jeg gik hen og gav hende et æble. Hun sad på hug ved ilden og varmede sig, mens hun ventede. Hendes gamle læber og hænder var helt blå af kulde.

Så kom en fremmed forbi. Han var en rejsende på gennemfart, og han talte venligt til hende, og da han så, at kun jeg var i nærheden, sagde han, at det gjorde ham ondt for hende. Han spurgte om det var sandt, at hun var en heks, og hun svarede nej. Han så overrasket ud og blev endnu mere ked af det og spurgte hende;

"Jamen hvorfor tilstod du da?"

"Jeg er gammel og meget fattig", sagde hun, "og jeg må selv tjene til føden. Hvad andet kunne jeg have gjort? Hvis jeg ikke havde tilstået, havde de måske sluppet mig fri. Men det ville have ruineret mig, for alle ville huske, at jeg havde været mistænkt for at være heks. Ingen ville søge hjælp hos mig, og overalt, hvor jeg kunne tage hen, ville folk pudse deres hunde på mig. Jeg ville komme til at sulte. Så hellere bålet - det er snart forbi. I to har været søde ved mig, og det takker jeg jer for".

Hun trak sig længere ind mod ilden og strakte hænderne ud for at varme dem. Snefnuggene dalede blidt og stille ned over hendes gamle, grå hoved og gjorde det hvidere og hvidere. Folkeskaren havde samlet sig, og pludselig kom et æg flyvende gennem luften, ramte hende lige i øjet og flød ned ad hendes kind. Det lo man ad.

Jeg fortalte engang Satan om de elleve piger og den gamle kone, men det rørte ham ikke. Han sagde, at det jo blot var menneskeracen, og hvad menneskeracen gjorde, var så evig ligegyldigt. Han sagde, at han havde set den blive til, og at den ikke engang var skabt af ler, men af skidt - noget af den, i hvert fald. Jeg vidste, hvad han hentydede til; den moralske sans. Han så mine tanker, og det morede ham og fik ham til at le. Så kaldte han en tyrekalv fra engen hen til sig, klappede den og sludrede med den og sagde så til mig;

"Se, han her ville ikke drive børn til vanvid af sult, frygt og ensomhed og så brænde dem for ting, han selv havde hittet på, og som aldrig var sket. Han kunne heller ikke finde på at knuse gamle koners hjerter og gøre dem utrygge blandt deres egne, og han ville aldrig håne dem i deres dødsstund. Han er ikke besudlet af moralsk sans, men er som englene; han kender ikke til ondt og udøver det aldrig".

Hvor vidunderlig han end var, kunne Satan dog være dødeligt sårende, når han ville, og det ville han altid, når menneskeracen blev bragt på bane. Han rynkede på næsen ad den og havde aldrig et venligt ord tilovers for den.

Nå, men som jeg var ved at fortælle - vi drenge betvivlede visdommen i, at Ursula ansatte et medlem af Narr-familien. Vi havde ret i vores tvivl; Det vakte mishag hos offentligheden. Og desuden, hvorledes kunne Marget og Ursula, der ikke selv havde nok at spise, pludselig skaffe penge til at mætte endnu en mund? Det ville folk gerne vide, og for at få deres nysgerrighed tilfredsstillet lod de være med at undgå Gottfried, men opsøgte ham i stedet for at slå en sludder af med ham. Han var kun glad - anede ikke uråd - og plaprede ud med alt og viste omtrent samme diskretion som en bøffel.

"Penge!" sagde han, "dem har de masser af. De betaler mig to groschen om ugen ud over kost og logi, og de skummer fløden, skal jeg love for; fyrsten selv får ikke så god mad"

Denne overraskende oplysning videre bragte astrologen Fader Adolf en søndag morgen, da han kom fra messe. Han var dybt rystet og sagde;

"Dette må undersøges".

Han var overbevist om, at der måtte ligge sortekunster bag, og han pålagde folk i landsbyen at genoptage forbindelsen med Marget og Ursula, uden at det vakte mistanke, og alle skulle holde øjne og ører åbne. Alt, hvad man observerede, skulle drøftes i hemmelighed. Først var folk ikke så begejstrede ved tanken om at skulle betræde det forbandede sted, men præsten forsikrede dem om, at de ville stå under hans beskyttelse, og at intet ondt ville tilstøde dem, især ikke, hvis de tog en sjat vievand med sig og holdt deres bedekranse og krucifiker ved hånden. Dette beroligede dem og fik dem til at gå herhen - de værste af dem var ydermere ansporet af misundelse og skadefryd.

Således fik stakkels Marget igen selskab og var så veltilfreds som en kat. Hun var som enhver af os; kun et menneske, glad ved sin fremgang, og hun gik ikke af vejen for at bryste sig lidt og var naturligvis lykkelig over, at folk igen var venlige og smilende over for hende, for af alt, som er svært at bære, er det at være lukket ude fra andres fællesskab måske det værste.

Stedet var åbent nu; vi kunne alle gå derhen, og det gjorde vi så - med forældre og det hele - hver dag. Katten begyndte snart at overanstrenge sig. Den ydede sit ypperste for alle gæsterne; de fik i overflod, og mange af retterne og vinene havde de aldrig smagt før, men kun hørt om ad omveje gennem fyrstens tjenestefolk. Servicet var også udsøgt.

Marget blev undertiden lidt urolig og forfulgte Ursula med spørgsmål på en meget ubehagelig måde, men Ursula holdt på sit, at det hele skyldtes forsynet, og hun sagde ikke et ord om katten. Marget vidste udmærket godt, at intet var umuligt for forsynet, men det forekom hende ikke desto mindre lidt usandsynligt, at alt dette skulle stamme derfra. Hun sagde dog ikke noget af angst for, at det skulle få katastrofale følger. Det havde slået hende, at der kunne ligge hekseri bag, men hun skød tanken til side, for det var før, Gottfried kom i huset, og hun vidste, at Ursula var from og en stor modstander af hekse. Da Gottfried kom, var forsynets rolle allerede definitivt accepteret, og forsynet fik hele æren. Katten brokkede sig ikke, men blev mere og mere stilfuld og mesterlig, efterhånden som den fik øvelse.

I ethvert samfund, stort eller lille, er der altid en god del mennesker, som ikke af natur er ondskabsfulde, og som aldrig gør ondskabsfulde ting, medmindre de er overvundet af frygt, eller deres egne interesser er truede, eller sådan noget. Eseldorf havde sin del af sådanne mennesker, og almindeligvis gjorde deres gode indflydelse sig gældende, men dette var ikke almindelige tider - på grund af hekserædslen - og der syntes faktisk ikke at være flere gode hjerter tilbage i byen. Alle var opskræmt af de uforklarlige tilstande i Margets hus, og ingen var i tvivl om, at der lå sort magi bag det hele, og frygten lammede ganske deres sunde fornuft. Der var selvfølgelig nogle, som havde medlidenhed med Marget og Ursula, nu hvor de uafvidende svævede i stadig større fare, men ingen sagde noget, for det ville ikke have været sikkert. Så fik de andre det, som de ville, og der var ingen til at advare den intetanende pige og den tåbelige kone og råde dem til at dæmpe deres adfærd. Vi drenge ønskede at varsko dem, men da det kom til stykket, var vi alligevel for bange. Vi fandt, at vi hverken var mandige eller modige nok til at gøre en generøs handling, hvis der var den mindste risiko for, at vi selv ville få problemer. Ingen af os tilstod denne brist åbent og ærligt, men vi gjorde som alle andre; vi lod emnet falde og talte om noget andet. Jeg vidste, hvor usle vi følte os, når vi sad og spiste og drak Margets fine sager sammen med den samling spioner og fedtede for hende og komplimenterede hende med alle de andre og så, hvor tåbeligt lykkelig hun var, og aldrig sagde et ord for at advare hende. Hun var virkelig glad og stolt som en prinsesse og så taknemlig over at have venner igen, og hele tiden sad disse mennesker og holdt vagt over hende og indberettede alt, hvad de så, til Fader Adolf.

Men han kunne slet ikke regne ud, hvad der foregik. Der måtte være en troldkarl i huset et eller andet sted, men hvem var det? Man havde aldrig set Marget lave nogen kunster, ej heller Ursula eller Gottfried; og dog løb de aldrig tør for vin og lækkerier, og gæsterne kunne ikke bede om noget, de ikke fik omgående. En heks eller en troldmand kunne let frembringe disse effekter - det ville ikke have undret ham - men det blev øjensynlig gjort uden besværgelser og uden brug af jordskælv, lynild eller ånder, og det var aldrig set før; det var helt nyt og meget ureglementeret. Der stod intet om det i bøgerne. Fremtryllede ting var altid uvirkelige. Guld blev til jord, når fortryllelsen blev hævet, mad visnede bort og forsvandt. Men den prøve duede ikke i dette tilfælde. Spionerne bragte vareprøver; Fader Adolf læste bønner over dem, uddrev djævle fra dem, men lige fedt hjalp det; de forblev friske og virkelige; de gik kun i naturligt fordærv og var lige så længe om det som sædvanlig.

Fader Adolf var ikke alene i vildrede, han var også ganske fortvivlet, for disse ting overbeviste ham næsten - skønt han ikke sagde noget til nogen - om, at er ikke var hekseri med i spillet. Det overbeviste ham ikke helt, for dette kunne jo være en ny slags hekseri. Der var en måde, hvorpå man kunne finde ud af det; hvis denne utrolige overflod af forsyninger ikke blev bragt til huset udefra, men blev frembragt på stedet, så måtte der være tale om hekseri.