Margrete uden Daisy

Chili Turéll går følelsesløsheden helt ud i sin rådronninge-monolog

Af Anne Middelboe Christensen

Hun stolprer op på scenen, så hun er lutter fødder og tunge ben. Og hun vender og drejer sig med så manisk foretagsomhed, at den brokadetunge kjole dundrer mod skosnuderne som en uniformskappe, og opmærksomheden ganske forsvinder fra hendes smukke øjne. For hvor er den kvindelige sødme hos denne Margrete I?

Den er der selvfølgelig ikke. For det er hele pointen i Lars Kaaber og Chili Turélls fortolkning af den magtfulde dronning, at Margrete I netop ikke sad fast i det traditionelle kvindebillede, men at hun handlede som - en mand. At hun udelukkende ræsonnerede og udtænkte sine strategier ud fra idealet om magt og besiddelse af det berømte samlede Norden. Ingen dukke eller Daisy her.

Chili Turéll går den overdrevne følelsesløshed helt ud. Stemmen er rå og sarkastisk og blottet for blødsødenhed, og monologens ord messes med så stønnende en frasering, at sætningerne bliver til sære melodistumper af et uharmonisk livskvad.

Afstumpethedens sejr

Af og til anes blot en undren over egen følelsesløshed, ikke mindst over for den afskrevne søn Oluf - en afstumpethed, som tilsyneladende var en arv fra faderen Valdemar Atterdag. Og et enkelt øjeblik spores endda en uroskabende tvivl om det sære kærlighedsløse liv, som hendes adfærd har kostet hende.

Men så skubbes refleksionerne til side. Der er ingen grund til at dvæle ved noget, som ikke entydigt ville kunne opfattes som en sejr…

Chili Turélls yndige ydre skaber en voldsom kontrast til Margrete I´s rå tanker. Og hun indtager scenen i kirkerummet - p.t. i Skt. Petri kirkens anneks - som en virkelig dronning, der brutalt holder sine tilskuere i ånde med sin sære enetale; også selv om Lars Kaaber måske har udstyret hende med flere ord end nødvendigt er. Omvendt gør teksten tilskueren endnu mere sulten undervejs, for 1300-tallets magtkampe bliver præsenteret, så enhver historielærer burde være misundelig.

Og hendes slagord er fortsat aktuelt: "Når man skal skabe en union, skal man spare på ordene". Men forestillingen er mere end historieformidling. Den er både snu og kvindelist og fængende fortællerkunst - alt sammen hardcore, naturligvis.