Det uvurderlige

Chili Turéll som dronning Margrete I - oplevet i Petri Kirke i København

De gange man har mulighed for at opleve scenekunstnere på nærmeste hold i monologer, hvor de låner sig fuldkommen ud til et andet menneske, opdigtet eller historisk eller historisk opdigtet, bør man ikke forpasse.

Således også med den sælsomt forborgne og frimodige skikkelse, som skuespillerinden Chili Turéll skaber ud af dronning Margrete den Førstes bekendelser, som de er fabuleret frem af forfatteren Lars Kaaber.

Man erindrer, hvordan Berthe Quistgaard som kongedatteren Leonora Kristina i Sven Holms skuespil blev et menneske, der i en melankolsk verden glædede sig over at have gjort sin melankoli komfortabel.

Dronning Margrete I glæder sig over i en ond verden at have gjort sin ondskab nyttig, så den kun har været løs, når nogen virkelig skulle bides. Chili Turéll møder os med et åsyn og en stemme, der velgørende og skræmmende har lagt alle illusioner bag sig.

Hendes Margrete indvier os i, hvad klarsyn er, næsten hvordan det smager, og da dronningen i sin færd og færden stedse har vidst, hvad hun gjorde, er det naturligt denne stærke kvinde kun lader sig bedømme og bedømmer andre efter naturlovene, ikke efter de menneskeskabte normer.

På et tidspunkt skal hun segne. Hun har ikke kunnet lave om på, at blomst kommer før frugt. Men aldrig har det strejfet Margrete, at mennesker med stærk vilje har det alvorlige problem, at de ved ikke, hvor deres vilje fører dem hen.

Sådan ser vi hende nu, på skrømt som kommer fra grønttorvet, men i virkeligheden et skræmmende slotsspøgelse fra fortiden, eminent kaldt til live af Chili Turéll med en aura, der gør, at dette historiske menneske også har en historie i morgen.

Vi kan møde hende bedst som vi tror skæbnen er holdt op med at sende så stærke kvinder ind i Danmarkshistorien. På scenen er hun lige sluppet ind i det femtende århundrede, Lars Kaaber sætter mødeåret til 1804, hvor Margrete var 50 år gammel.

Chili Turéll formår netop i dette livsmoment også at holde fast på og vise den lille pige, for hvem historiens blodige gang har vaklet mellem klarhed og retfærdighed. Margrete har så valgt at kæmpe sig frem til klarheden, det synes hun har været det retfærdigste .

En dæmonisk skikkelse, fremragende gestaltet, med det altafgørende højdepunkt lagt, hvor hun skal skille sig af med den mand hun elsker, og derpå med den søn hun elsker, fordi hun sidst af alt vil tillade, at kærlighed gør hende blind. Det må naturen om.

Gang på gang evner Chili Turéll at presse sin Margrete så heftigt tilbage blandt fortidens slukkede skæbner, at hun står for os som en blandt mange af katedralernes stenfigurer - for så i uvilkårlig livsdrift af kaste denne kvindes lod i vægtskålen med en virtuositet, der gør at tilskuerne efter forestillingen næppe øjner nogen nede på rækkerne, der er mere sikkert i live end dronningeskikkelsen, der nu forlod dem for alvor, med en skæmt på læben.