Tirsdag 13.oktober 1998
Bare kom, Dronning Margrete!
Anmeldelse: Man må håbe, at Dronning Margrete d. Anden lægger vejen forbi Esrum Kloster og ser sin forgænger på tronen - Margrete I spillet af Chili Turèll. Monologen, som er skrevet og instrueret af Lars Kaaber, er et stykke medrivende middelalder.
Af Simon Riedel
"Selvfølgelig skal man slå børn - hvorledes skulle de ellers lære at tåle de langt værre slag, som livet selv tildeler dem?" sagde Margrete den Første spillet af Chili Turèll. Det var visdom af denne kyniske slags, der gik igen Esrum Kloster ved premieren.
Monologer er jo ikke ligefrem tidens trend - teaterpublikum elsker de helt store musicals med kæmpe kostumer og orkestre. Men mindre kan absolut gøre det. Med Chili Turèll på scenen i halvanden time - hvor hun uen en eneste fejl siger de 10.500 ord, får man et drønspændende kig ind i den sorte middelalder.
Med så stor kunstnerisk personlighed som Chili Turèll, og Esrum Kloster som scene, føles tiden ikke lang. Man får et kig ind i den herskende klasses intriger og magtkampe, som tjente til at bevare magten.
Stykket, som er skrevet af Lars Kaaber, oser af en slags visdom, som nogle kender fra Macchiavellis bog om Fyrsten fra 1500-tallet. For eksempel siger Dronning Margrete: "Jeg er aldrig gået ind i nogen dyst uden at være sikker på sejr". Med andre ord: hun undgik altid at komme til at stå som taberenb i en kamp.
Margrete I var bestemt ikke en kransekagefigur, og takket være hendes vise lederskab af Danmark, lykkedes det hende at skabe en union mellem Danmark, Norge og Sverige. I stykket dukker flere pendanter op til den nuværende unionsdebat, men ikke så det stjæler billedet.
Denne nordiske union krævede dog ofre undervejs. Dronning Margerte den Første så sig nødsaget til at sende sin egen søn på bålet. Den svenske Kong Albrecht, som vel egentlig var den eneste, hun på noget tidspunkt var lidt forelsket i, måtte på pinebænken. Forinden havde han dog - trods det, at han var lænket ti en seng og smurt ind i mudder - flirtet med den kølige Margrete, som altså havde et enkelt blødt punkt.
Margrete den Første var ikke hersker i Danmark af nød, men af lyst, hvilket Albrecht af Sverige gjorde opmærksom på: "Deres magtsyge har forgiftet Deres kvindelighed!"
Med monologen har man en chance for at forstå noget af det, man muligvis gik glip af i historietimerne - men til gengæld i en mere underholdende form.
Monologen opføres fra den 8. til den 17. oktober på Esrum Kloster.