Årvågen frue faldt kun i søvn til sit bryllup

"Margrete I intenst spillet i Esrum"

Af Knud Cornelius
Alle danskere ved, at Margrete I samlede Norden. Nu har Esrum Kloster sat sig for at vise, hvordan det gik til. Lars Kaabers sceniske monolog om "Danmarks frue og husbonde" blev i aftes uropført under intens opmærksomhed fra det lyttende publikum. Chili Turéll imponerede vist alle.

I sagens natur er der ikke mange underværker. Chili Turéll spiller rollen op mod Abbedsalens nøgne væg og i sparsomt lys, så forestillingens effekt skal fremstå af ordene- og pauserne! Margrete tænker sig nemlig om og er tydeligvis beregnende. Det virker troværdigt, for hun var jo "kun" sin fars datter og skulle jo klare sig. Teksten fremhæver, at hun evnede at styre mandfolkene og glædede sig til at trække sig tilbage til Vadstena og nyde blomsterne dér. Selv var hun kun nået til kålen i Esrums klosterjord, der endda trængte til kalk…

Teksten giver desuden plads til en fin, tyst humor, som hele tiden dukker op mellem faserne af det ret dramatiske livsforløb. Lars Kaaber har på ingen måde skrevet sit stykke som indlæg i kønskampen, men svedne bemærkninger undervejs viser, at han forstår Margretes situation. Han lader hende være temmelig uinteresseret i mænd, velsagtens fordi hun aldrig fandt en, der kunne måle sig med hende. Nærmest kom biskop Peder Jensen Lodehat, og dog gennemskuede hun også ham og hans uefne vidnearrangement, da sønnen Olufs forsvinden skulle forklares.

Katastrofale fejl

Margrete blev som 10-årig gift med den norske konge, men forstod ikke meget af det og faldt i søvn på sin fars arm under brylluppet, fortælles det. Hun fik den ene søn og fandt ham svag som sin far, men selv var hun jo også en Valdemarsdatter. Forfatteren og skuespilleren er enige om, at hun har beundret sin far og ubevidst ønsket at gøre det bedre end ham, når det gjaldt at sikre Danmarks fremtid. Derfor er en af stykkets morsomme replikker beretningen om de norske "unionsmodstandere", der kræver Norge fri af den nordiske union med Oluf som deres konge. Det fører til hans grufulde endeligt, som stykket tager nænsomt på men dér ryster selv en moder på hånden…

Margrete har ellers i forestillingen lige sagt, at "det er vigtigt at spare på ordene, når man skal sikre en union", men hun har også fastslået, at de få fejl, hun lavede undervejs i livet, fik katastrofale følger.

Det tænker man over på hjemvejen i den mørke oktobernat. Hvor har hendes tid været sort, hvis resten af landet har været som Esrum sådan en buldrende mørk aften "langt væk fra alting". Hvad har der ikke kunnet smedes af rænker under de forhold! Margrete synes at være kommet de fleste i forkøbet, og teksten om hende er ganske underholdende og en anelse spydig, f.eks. i forholdet til den mecklenborgske frier, Albrecht af Sverige, der ender i hendes seng, men rigtignok som lænket krigsfange.

Regerede hun af nød eller lyst? Af lyst, skønt hun gerne ville fremstille det, som var det af nød. Hun har løst vanskelige problemer, når tingene ikke udviklede sig, som hun havde forestillet sig, og der er en munter brod i hendes forklaring på, at hun valgte sin pommersk-gifte søsters dattersøn, Bugislav, som adoptivsøn i Olufs fravær og lærte ham, at han skulle hedde Erik efter tre stolte konger før ham. Margrete siger om sin handling: "Det ville være lidt af et kunststykke at få en søn uden en mand, der så ville have været konge!"

Chili Turéll fører sig som en dronning, en rank og stolt og selvsikker kvinde med en plan, som hun gennemfører trods voldsomme stød undervejs. Kun lige i starten har hun lidt svært ved at tale om sig selv, medens tilhørerne får faderens historie ridset op som en nødvendig forudsætning for at forstå hende selv. Erindringsbillederne om hendes eget liv, lyse og mørke i vekslen, flyder derimod naturligt og holder publikum i en skrustik. Klarer hun det? Ja, det gjorde hun, både nu og for 600 år siden. Stykket er vedkommende.