"Margrete den Første " på Esrum Kloster

af Grethe Jørgensen

Esrum: En kålhave, er vel ikke netop det, man forbinder med Margrete "Valdemarsdatter, Danmarks Frue og Husbond og Rigets mægtigste Formynder - eller kortere: Margrete den første.

Ikke desto mindre, er det hendes bekymring, over, at kålen ikke vil vokse i hendes nyanlagte have, som manuskript forfatteren og instruktøren Lars Kaaber først lader os opleve, da vi møder dronningen i skuespilleren Chili Turélls skikkelse i Abbedsalen på Esrum Kloster i monologen "Margrete I".

Kålen er dog kun optakten til dronningens tilbageskuen over et liv fyldt med magt og intriger, snilde og overblik. Vi møder hende i 1406 på Esrum Kloster, hvor hun iht. historien opholdt sig i visse perioder. Som datter af Valdemar Atterdag er det jo "på egnen", og hendes moder, dronning Helveg, ligger i øvrigt begravet på klostrets område.

Chili Turéll er smuk og stolt som dronningen i hendes 52.år - hun fik sin Kalmarunion gennemført i 1397 og fik søstersønnen Erik kronet til konge samme år over Danmark, Norge og Sverige, som Erik af Pommern. Det har alt sammen kostet, selv sønnen Oluf som hun fødte 1370, måtte hun ofre på magtens alter.

Her differerer historien, for Lars Kaaber lader sønnen, som iflg. den almindelige historieskrivning omkommer i 1787, dukke op og blive genkendt af Margrete, selvom det påstås at han er en svindler og ikke den ægte Oluf. Han duer bare ikke, sorgen over hans forsvinden dengang var også til at bære, hører vi af hendes mund, så hun lader retten dødsdømme ham, for Erik af Pommern er jo en realitet.

Som Kaaber lader dronningen berette sit liv i tilbageblik, får vi for det første indblik i magtens pragmatiske spil, hvad vi selvfølgelig kan føre helt op til det 20. århundrede. Men vi får også et nuanceret billede af en stærk kvinde, der vil magten, lige fra hun kommer hjem fra sin ægtemand, den norske Kong Håkon, til sin faders dødsleje, hvor hun fortæller rigets mænd, at hans sidste ord til hende var, at hun skulle overtage den danske trone, selvom han rent faktisk var død, da hun ankom.

Hun er ikke umiddelbart sympatisk skildret men der er øjeblikke af forsonende tør humor i hendes ræsonnementer, og en næsten skræmmende styrke i hendes konklusion af det liv, hun har levet; hun fortryder ingenting, alt har været nødvendigt og hun er først og fremmest stolt!

Chili Turéll er imponerende helt alene på scenen i halvanden time med en stol, et bord, en kurv med for små kål (!), et glas og en karaffel med vin! Ifølge noterne er der 10.500 ord i hendes monolog! Glemte hun nogle, mærkedes det ikke. Hun pauserede fint, bevægede sig naturligt i de "kulisser" som udgjordes af Abbedsalens nøgne murstensvægge.

Hendes diktion er vidunderlig klar - hvordan talte egentlig en dronning for næsten 600 år siden? - Chili Turélls og instruktørens valg af sprogrytme og betoning forekom rigtig, og Britt Jørgensens elegante dronningekostume var meget smukt og med fine valg af stoffer og farver.