Tirsdag 25.juli 2000

Knippelflot, Gutter

Anmeldelse: Som man behager er titlen på GUTs nye opsætning i Remisen i Gilleleje. Begejstringen var stor ved premieren i fredags.

Af Simon Riedel

"Jamen, hende der, der spiller hovedrollen, man skulle da tro, at hun var professionel" sagde en tidligere skolekammerat til mig i pausen. Jo, vi er efterhånden temmelig forvænte, når GUT sætter en af sine Shakespeare-stykker op. Spørgsmålet er ikke, om det er godt, men hvor godt det er.

Sportsdirektøren for GUT-holdet hedder Lars kaaber, der har skrevet og instrueret, og ceremonimester er Rasmus Christensen. Som den altid angrebslystne rytter ses Morten Bo Koch, der med en Buster Keatonsk mine charmerer Kira Li Chirholm, med det resultat, at hun på et tidspunkt kaster sine herreklæder og viser sig at være en rigtig kvinde. Beklager meget, at vi her kom til at røbe den del af pointen...

Shakespeares stykke "Som man behager" er oprindeligt fra 1598, men i GUTs sommerforestilling er den flyttet lidt tættere på tidsmæssigt - nemlig til 1920ernes USA, helt nøjagtig på en af de mange smugkroer under spiritusforbudet.

Scenografien er meget fornemt udført af Brian Scanni, som også selv står på scenen, hvor han gør en god præstation.
Som det ofte sker i Shakespeares stykker, så er temaet: mand møder kvinde, mand vil ha' kvinde, kvinde vil ikke ha' mand, før han har bevist, at han mener det i alvor og er til at stole på. I det her tilfælde er det lidt mere raffineret, fordi kvinden må maskere sig i herretøj for ikke at blive genkendt af en forbryderkonge (mere om ham senere). Således bliver den mandlige hovedrolleindehaver faktisk forelsket i en dreng - og det er da anderledes, ikk? Ny på holdet er Columbos navnebroder Peter Falk. Han spiller forbryderkonge på en meget overbevisende og selvironisk måde med det sikre resultat, at folk er flade af grin. Han stammer fra Jylland, bor nu i København, og han udgør sammen med Anders Kanberg et perfekt forbryderpar på scenen.
Alt i alt er der tale om en særdeles underholdende forestilling, hvor der både er god musik, strip (to gange), humor og lidt kysseri.