Shakespeare flirter med Spice Girls

Anmeldelse

I teatrets verden er det ofte en risikabel affære at blande flere stilarter sammen i samme forestilling. Gys med komedie, realisme med fiktion - eller tragedie med humor.
I deres sommermusikteater "Et vintereventyr" gør GUT det helt hæmningsløst det sidste. Og forbløffende nok slipper de godt fra det. Måske fordi der også er så mange andre udtryk som dans, show og syngenumre, der i sine højder når tæt på scenografien fra en koncert med selveste Spice Girls. Med enkelte undtagelser er forestillingens første akt Shakespeare-tung klassisk tragedie, som var det Royal Theatre på en dybsort scene.

Vi er hos Kng Leontes på Sicilien, som har besøg af sin gode ven Kong Polixenes af Bøhmen. Under besøget får Leontes den tvangstanke, at vennekongen er sammen med hans kone, Dronning Hermione.
Et sandt helvede af jalousi bryder løs i den sicilianske konge, som har en æresfølelse af dimensioner. hans nærmeste bliver efterhånden dødens bytte - det tror man i det mindste.

Især skuespillerne Morten Bo Koch, Karoline Munksnæs og Kira Li Chirholm lader sig fange af forfatter Shakespeares univers, som de gengiver med stor overbevisning i den store mesters egen, gammeldags sprogbrug.
Midt i al denne hulk hulk tragedie kommer Sara Grabow Jonsen ind som et lettelsens pift. Hun har et stort mål af humor i sin gengivelse af sicilianerkongeparrets lille søn Mamillius med en herlig, barnligt forvrænget stemmeføring.

Snart drager vi på rejse op til bønderne i Bøhmen. Og så bliver tragedie med et til morskab. Ungdomsteatret nærmest skriger på et frikvarter, og pludselig er vi midt i et befriende Spice Girls-agtigt dansenummer, hvor husorkestret for første gang kommer helt til sin ret.

Endnu sjovere og mere underholdende bliver det, da Hyrde og Søn, spillet af Anders Kanberg og Martin Ammitsbøl, kommer ind i stykket og finder den lille bortviste 'utroskabsprinsesse' i en kurv i skoven.
"Hva så, hva fa'en er det, hun er sej, ræspækt! siger Hyrdesønnen. Det må der slås på tromme for, og i et rigtig flot show springer vandet op fra orkestrets store pauker. Ham hyrdesønnen, han er en værre en. Ikke færre end tre kærester har han på en gang, uden at nogen kender de andre. Men luskeriet afsløres og de tre forsmåede kærester stemmer i sang: "Nu si'r vi hasta la vista, kærlighed på deltid bli'r man trist af..."

Stykket igennem er Anna Panduro fortælleren. Hun føjer endnu en ingrediens til den Shakespeareanske biksemad, bevidst skabagtig er hun som hevet ud af en berliner-cabaret.
De unge skuespillere går til opgaven med stor entusiasme, hvad enten deres lod er at græde eller grine. De er næsten bedst til det sidste. Underholdningsværdien er nemlig størst, hvor anarkiet slippes løs, og ham der Shakespeare ikke får lov at styre mere, end han har fortjent det. Nu, hvor studiebøgerne er smidt på hylden og det endelig er blevet solrig sommerferie.

Musik, tale, lys og kostumer går flot igennem på den sorte trin-scene i togremisen i Gilleleje Station.
Lars Kaaber er instruktør og manuskript-forfatter, Rasmus Christensen komponist, Britt Jørgensen kostumier og Tue Barfod står for teknikken.

GUTs forestilling spiller hver aften kl. 20 frem til den 2. august.

- aus