Frederiksborg Amts Avis, 20/4 1999.

Kærlighedens luftkastel

Esrum Kloster har elegant sat Cole Porter til Shakespeare

Anmeldelse

Af Knud Cornelius

Esrum Klosters tykke mure får i disse aftener lovsange at høre, som munkene dengang vel knap turde tænke på. "Kjolen skal af, naturligvis, for ligesom himlen gemmer den et paradis" synger nutidens smoking-klædte charmør og fortæller minsandten "Hvad skal du med en dyne, når du har en mand?"

Der er kommet hed kærlighed inden for murene, ulastelig i det ydre, besættende under huden. Og så er den endda af notabiliteter som Andrew Marvell, John Donne og William Shakespeare, der på fredag fylder 435 år, fastslår programnoterne i "Kærlighed i klostret", en ganske raffineret kabaret, der forbinder Shakespeare og Cole Porter, fordi ingen som de to nogensinde har været forelskede på samme grundige måde. Forestillingen spilles i klostersalen med publikum på en lidt primitiv forhøjning og de tre aktører og fire musikere på gulvet op mod bagvæggen, alle i nobelt aftentøj, de to damer med bare skuldre og lange, sorte handsker, et par af musikerne med praktiske kondistøvler til smokingbukserne. De gør det godt allesammen. Forestillingen har nået den tilstræbte elegance, og ikke mindst dens koreografi er skæg. For kærlighed er jo en alvorlig sag, der begynder med fest og ballade, inden tårerne pibler frem. Det har kabareten lagt fint tilrette. Den åbnes med to æggende soloer, inden manden i midten rigtig kommer til orde. Hurtigt pjankes kærligheden ud til alle sider, men med to kvinder er der nok til, at den ene både kan blive jaloux og knust: "Du har ham og du er køn, to aktiver du plejer som en gnier" siger den forsmåede og indrømmer, at kærligheden har gjort hende syg: "skønt vor kærlighed er blevet bitter/ må jeg fortsat drikke til jeg dør". Disse tekster hører til efter pausen og går i langsom samba- eller blues-takt, indtil det bliver så sørgeligt, at man lige så godt kan fjolle. Det gør de så alle tre til "Some of These Days" inden lyset for alvor slukkes for 'kærlighedens luftkastel'.

Gåsehud af dig
Publikum opdager det knapt, men de filosofisk livskloge mellemtekster er hentet fra Shakespeares sonetter, der også rummer denne bekendelse: "Digterord, mens livet selv forsvinder". Mosaikken er fordansket meget veloplagt af Lars Kaaber og Morten Holm-Nielsen, og kabareten har fået et forløb og en rytme, som bør kunne friste f.eks. teaterbådene i Nyhavn eller de små scener i hovedstaden. Der er klogskab og humor nok til at udfordre professionelle kunstnere. Esrums kabaret udføres af rutinerede amatører, som kommer langt med deres uforfærdede sikkerhed. Hvis de to piger i forestillingen virker mest overbevisende, giver det næsten sig selv: De er de attråede dejligheder og kan spille på hele registret, også det klynkende, og det volder ikke besvær at slå om på et øjeblik som i denne tekststump: "...ser tjekket og livstræt ud, til jeg pluds'li får gåsehud, når jeg møder dig..." Da har Morten Bo Koch det nok sværere som manden, fordi han ikke er gammel nok til de længselsfulde digteres drømmekvaler. Han er bare et 'hit' på pigesjov, og derfor bliver nogle af ordene for store i hans mund (og nogle af dem forkerte: "ligger vores plan", "klader" med et 'd' for lidt eller tris-tand, men det sidste kan være en vits... Kira Li Chirholm spiller stort ud og imponerer som solist, men Anna Panduros kælne kærlighed har stor virkning, og i duetter når hun længst. Orkestret med Martin Bonde ved klaveret, arrangøren Rasmus Christensen på guitar, Simon Abrahamsson på kontrabas og Jakob Holm ved trommerne leverer gedigen jazz med fint overskud, og så viser det sig ydermere, at solisterne kan spille både klarinet og saxofon.
Kødets krav
Forestillingen har stor charme og en drilsk tone, der i de bedste numre er af glimrende virkning. Og fornøjelsen er så stor, at man næsten overhører digterens smertende erfaring: "Vor sjæl betaler alt for høj en pris for kødets krav..."
Hvad mon munkene har at sige til den?