Ugeposten, Tirsdag d. 4. april 2000
Menneskefjenden i Esrum
Anmeldelse:GUt står bag endnu en fremragende præstation: Misantropen af Molière bearbejdet af Lars Kaaber.
Af Simon Riedel
I folkeskolen i dag lærer man ikke, hvem Molière er, og heller ikke, hvad misantrop betyder. Så her er lidt hjælp: Molière var en fransk komediedigter, der levede i det 17.århundrede, han var selv skuespiller og regnes for at være Frankrigs betydeligste dramatiker.
Misantropen betyder slet og ret: Menneskehaderen eller menneskefjenden - og da Molière netop er kendt for sine skarpe personkarakteristikker, så er det måske ikke så overraskende.
Lars Kaaber har moderniseret komedien - men har bevaret verseformen med enderim. Opsigtsvækkende og sjovt i en tid, hvor næsten alle ander teatre nærmest krampagtigt forsøger at være længst fremme i skoene, hvad angår det nutidige sprog.
I en af de indledende scener siger hovedpersonen, menneskehaderen Alceste: "Jeg har lov at være vred!" - og det er en interessant udtalelse. Vi har mange rettigheder, civile rettigheder og menneskerettigheder, men vi har ikke på papir skrevet nogen steder, at vi har ret til at være vrede. Vrede passer heller ikke godt ind i hverken den gamle kristne verden eller den moderne verden, hvor de utilslørede følelsesudbrud - eller livsytringer, som Sløk vel ville kalde dem - ikke anses for at være god tone. Især ikke i det gode selskab - eller skulle vi kalde dem kultureliten.
Misantropen Alceste hader den falskhed, han er omgivet af. Folk, der smisker for hinanden for at opnå fordele. For eksempel talentløse forfattere, der roser hinanden til skyerne og derved trækker hinanden opad.
Alceste er helt i den modsatte grøft, hvor han ikke kan få sig selv til at sige noget positivt om andre, hvis han ikke virkelig mener det.
Han modsiger gerne sig selv for hele tiden at være Rasmus Modsat. Og han lægger gerne andre personer på is, hvad enten de har givet ham roser eller ris, som der siges undervejs.
Hovedpersonen spilles meget dygtigt af Morten Bo Koch med stor entusiasme og energi - en kraft, som han roligt kan dosere af.
Den kvindelige modpart Celimène, som Alceste ikke overraskende forelsker sig i, spilles meget troværdigt af Kira Li Chirholm. Modsætninger mødes ... og mødes oftere og oftere.
Det lader til, at hun har adskillige bejlere - yderst morsomt spillet af Anders Kanberg, Martin Ammitsbøl og Peter Falk, selv om man forvirres af, at de to sidste virker mere interesserede i drenge end i piger.
Lars Kaaber viser endnu en gang, at han er i rivende udvikling. Det er, som om han i stadig højere grad udnytter teatrets muligheder og rammer.
Men ikke mindst bryder han med rammerne og træder bevidst ved siden af. For eksempel da Alceste råber til pinaisten, som efter Alcestes mening leverer underlægningsmusikken for højt: "Så hold da op!"
De morsomme situationer opstår, når rammerne brydes, når det uventede sker (hvilket er en af grundene til, at Danmarks Radios Hjem til Fem ikke er særlig morsom).
I en særlig fin rolle ser man Nadia Mostrup, der som veninde til Celimène viser, at hun har mange strenge at spille på, mange nuancer i sit udtryk.
Musikken er beskeden, enkel, men først og fremmest meget professionel og everet af Rasmus Christensen, som ikke alene har en stor fremtid for sig, men også en nutid som kmponist og modtager af Amtets Musikpris for 1999.
Det ville være på sin plads med ros for både scenografien (til dels et gammelt pissoir!) og de øvrige skuespillere, hvor ikke en eneste falder igennem.
Alt i alt kan man sige, at GUT holder fast ved sin særlige GUT-stil, hvor samtiden og nutiden ikke er så væsentlig som de grundlæggende menneskelige temaer - kærlighed, had, sandhed og falskhed eller smerte og nydelse.
Celimène afsløres - sidste scene af "Misantropen"
