21.juli 1999
Shakespeare får et spark i rumpetten
Flot teaterstykke fra unge skuespillere i Gilleleje
Man tager en flok unge mennesker, mellem 16 og 22 år; en talentfuld instruktør og et Shakespeare-stykke med 400 år på bagen. Og vupti - har man et forrygende teaterstykke, der får unge og gamle tilskuere ud på en følelsesmæssig rutschebanetur, som ikke kunne gøres bedre af professionelle teaterfolk.
GUT har gjort det igen. Den unge trup, som fandt sammen i Græsted-Gillelejes musikskole, har for fjerde år i træk skabt en teaterforestilling, der får folk ud på kanten af sæderne. Der er ikke en tone eller et ord, man vil gå glip af.
Shakespeare´s klassiske stykke "Hellig Trekongers Aften" er blevet moderniseret med nænsom hånd. De smukke gamle tekster går hånd i hånd med moderne virkemidler. Og der var ikke et øje tørt, da forestillingen havde premiere i den nedlagte remise ved Gilleleje Station i torsdags.
Omgivelserne er helt rigtige i den gamle bygning, som med sine grå rustikke vægge skaber en fornem ramme om stykket. Kulisserne er blevet opdateret, så stykket foregår på en legeplads med sandkasse, gynge og vippe. En scenografi, som ifølge instruktør Lars Kaaber skal illustrere, at den måde, personerne i stykket opfører sig på, er temmelig barnagtig.
At give sig i kast med det gamle skuespil er lidt af en satsning. Stykket fra mesterens hånd er en ordentlig kolos at bakse med. Når man så samtidig tænker på, at mange af skuespillerne stadig er teenagere, er det med en smule skepsis, at man sætter sig på de hårde træbænke for at se stykket. Men lige fra den første tone bliver spillet, er man væk i det morsomme stykke, der strækker sig over knap to timer.
Det smukke sprog
Stykket handler om tvillingeparret, Sebastian og Viola, der bliver adskilt under et skibsforlis.De overlever begge, men Viola klarer sig ved at klæde sig ud som en dreng. Hun får tjeneste hos grev Orsino, som er forelsket i Olivia. Han sender Viola afsted for at fri med det resultat, at Olivia forelsker sig i Viola. En tredje medvirkende er tjeneren Malvolio, der bliver narret til at tro, at Olivia er forelsket i ham. Senere dukker Sebastian op sammen med vennen Antonio, der er forelsket i Sebastian.
Den megen forvirring skaber nogle forvekslingsituationer, der udvikler sig til det groteske. Men stykket ender i fryd og gammen.
De 14 unge skuespillere spiller alle forbavsende professionelt. De gamle Shakespeare-ord kan ellers godt slå krøller på tungen. Grev Orsino har for eksempel på et tidspunkt følgende replik: "Kvinden er som en roses blad, der kun der udfoldes for at visne i samme stund".
Linier som disse, der stræber mod de højere poetiske luftlag, kan let falde til jorden med et brag. Men det virker, og man oplever lige pludselig, hvor smukt det danske sprog kan være i disse "Hva´så" - tider.
Det er svært at fremhæve enkelte af skuespillernes præstationer, da de alle udfylder deres rolle fornemt. Men Kira Li Chirholm som Viola, Anne Panduro som Olivia og Morten Bo Koch som grev Orsino spiller deres svære roller medrivende og flot.
Endelig skal også nævnes Jacob Holm som Andreas Blegnæb og Anders Kanberg som Tobias, som udgør et morsomt Gøg og Gokke-par, der får latteren til at runge i den lille teatersal.
Nye sange
En vigtig del af forestillingen er musikken. Oprindeligt var der fire sange i Shakespeares stykke. De er dog alle sparket ud til fordel for nyskreven musik af forestillingens komponist Rasmus Christensen. Og netop sangene og musikken, som spænder bredt fra tangorytmer til moderne Grease-rockrytmer, giver forestillingen et moderne pust. Musikken er en fornøjelse.
Melodierne er så medrivende og melodiske, at vi nok skal komme til at høre mere til den unge komponist Rasmus Christensen i fremtiden. Og han bliver sikkert ikke den eneste, der på et tidspunkt kan komme til at hitte, når de flyver fra den trygge rede i Gilleleje Ungdoms Teater. Der er en stor talentmasse, og at det er kommet frem i lyset, har instruktør Lars Kaaber en stor del af æren for. Den stakkels instruktør blev set gå forvirret rundt inden premieren, da lampefeberen havde ramt ham. Men nu kan han godt slappe af.
"Helligtrekongersaften" er kommet til ære og værdighed i den gamle tog-garage i Gilleleje.
Godt gået.
Kira Li Chirholm (Viola) og Morten Bo Koch (Orsino) Foto: Stefan Frederiksen