Derfor hader jeg Holberg
Den litterære kanon omfatter de klassiske værker, der anses for uundværlige for en dannet dansker. Men holder de for en kritisk synsvinkel? I denne og to følgende artikler anlægger Niels Peter Juel Larsen (seneste roman: vejen til Jerusalem, 1997) her et helt ukanonisk syn på sine store kolleger fra fortiden: Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger og Johannes V. Jensen.
Der synes at være et særpræget, næsten symbiotisk forhold mellem en nation og dens litteratur. Det er svært at afgøre, om det er litteraturen, der præger vores nationale mentalitet - eller omvendt, men det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at vi ikke kan lade være med at fortolke virkelighed ved hjælpaf den litteratur vi læser. På godt og ondt. Det skrevne præger os. Vi præger det skrevne. Det er en dyb, hemmelig og ofte skæbnesvanger dialog mellem mennesker og litteratur, noget, som alle magthavere, ikke kun de kommunistiske, altid har forsøgt at få kontrol over. I Danmark står Holbergs komedier for mig, ikke mindst Jeppe på Bjerget, som det klareste udtryk for et nationalt karaktertræk, der uhæmmet hengiver sig til skadefryd og det billige grin. I Holbergs nærmeste eftertid blev Jeppe, helt i forfatterens ånd, opfattet som komisk, dyrisk, fordrukken, grov og usympatisk. I forrige århundrede under romantikken og frem til brødrene Brandes forsøgte man at tolke noget tragisk ind i ham. Jeppe blev sympatisk. I hvert fald på overfladen. Man gik endog så vidt, at man rettede skylden mod baronen i stykket for dette 'rå, til svineri gående spil mod et menneske, som den stakkels forpryglede Jeppe'. Et af de utallige, vidunderlige vildskud omkring figuren. Edvard Brandes var meget tæt på sandheden, da han konkluderede, at slutningsmoralen i Jeppe er 'absolut aristokratisk konservativ, men selve stykkets anlæg nu synes os demokratisk'. Stykket havde behov for omfortolkning, som Harald Nielsen skriver i 1923. Men igen den egentlige skyldige, nemlig stykkets ophavsmand: baron og professor Ludvig Holberg. Professor Holberg var ikke digter, heller ikke dramatiker og slet ikke poet. Han er noget helt andet, nemlig en kynisk adelssnob med stor formuleringsevne og en udpræget evne til at skaffe sig latteren på sin side. Kejserens nye Klæder er skrevet forgæves, hvis man ikke kan få øje på det.
Enevældens revy. Jeppe på Bjerget var tænkt og skrevet som et stykke propaganda for den oplyste enevælde og ikke for noget som helst andet. Det er revy-komedie på linie med Den mellemste Køje, Ud at lufte hundene og Lorteland, men har intet at gøre med verdenslitteratur. Hensigten var ikke at skabe en menneskelig komedie, men at udstille Jeppe til tilskuernes hån og spot, og dermed uskadeliggøre enhver form for oprørsk tanke og idé, der gik enevælden imod. Det er der sådan set heller ikke noget suspekt ved. Det suspekte opstår, når man ophøjer den slags til stor kunst. I dansk litteraturhistorie opfattes Holbergs indsats fortsat, især hans 'poetiske' raptus, altså komedierne som Jean de France, Den Stundesløse, Den Politiske Kandestøber, Erasmus Montanus og Jeppe på Bjerget, som genial verdenslitteratur på dansk - en dansk variant af Molière - men hvor Holbergs personer ikke er andet end skabeloner, er Molières personer menneskelige og alt for komplicerede til at udløse de store, skadefro latterbrøl, der hagler ned over Jeppe.
En so og en hanrej. Læser man Jeppe på Bjerget for hvad der står i teksten, er det klart, at Holberg ikke har humane hensiger med at udstille denne fordrukne fæstebonde. Alene stykkets åbning er nok. Jeppes hustru, Nille, prygler sin ægtemand. Hun bruger krabasken, Mester Erik, så det er en lyst. Ederne hagler ned over ægtemanden, han er en slyngel, en fæhund, en hanrej. Nille jubler i triumf, når Jeppe rigtig kryber. Jeppe tager til genmæle efter samme recept og kalder Nille en so, men klogt nok uden for hendes hørevidde. Dette er hverken en genial foregribelse af kvindesagen eller belyser tabet af familieværdier. Det er blot: udtryk for den afgrundsybe foragt, som Holberg følte fopr primitive fæstebønder. 'Folk siger vel i herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker'. Jeppe drikker, fordi hans kone slår ham, fordi ridefogeden driver ham til arbejde, og degnen gør ham til hanrej. Holberg er inderligt ligeglad med de dybereliggende grunde til Jeppes drikkeri - hvis de findes. For ham er Jeppe ikke et menneske, men en skabelon. End ikke Jeppes kærlighed til sin ældste datter, Marthe, som han giver udtryk for langt senere i stykket, da han tror, han skal dø, er andet en endnu en lejlighed til spot: "Far vel, min datter Marthe! Far vel, min øjesteen! Dig ved jeg selv at være far til, thi du blev gjort, førend degnen kom hid." Man kan ligefrem høre latterbrølene i Grønnegade over denne udhængning af de socialt udstødte, der i deres magtesløshed lader det gå ud over hinanden, i stedet for at stå sammen mod herrefolket.
Møddingen t/r Jeppe som person er i øvrigt fuldstændig uden indre sammenhæng. I første akt er han intelligent, har indsigt i egen fornedrelse og er en ualmindelig velformuleret drukkenbolt af en fæstebonde at være, men så dukker baronen, Nilus, op og løjerne begynder for alvor. Baronen er den tids typiske godsejer, der gerne vil have så meget afkast som muligt af sin jord og indimellem lidt underholdning til afveksling for det monotone landliv. Han er ved at falde over Jeppe på vejen og tror først, at der ligger en død mand. Nej, Jeppe sover blot. Som Erik Lakaj senere siger: Jeppe på Bjerget er en af de stærkeste sovere i det hele herred.' Han kunne baronen nok have lyst til at spille en komedie. 'Kan I ikke hitte på noget, der kan divertere mig'. Erik Lakaj er ikke længe om at komme med en god idé. Måske er det ham, der har læst tyskeren Bidermanns komedie, der er forlægget for stykket. I hvert fald foreslår Erik Lakaj, at man lader den fordrukne bondemand klæde af og lægge i baronens seng, for så at se, hvad der vil ske. Når løjerne ikke er så morsomme mere, kan man jo altid drikke Jeppe beruset og sende ham tilbage til den mødding, som han kom fra. Det er den slags idéer, der gør en lakaj sin løn værd.
Angst for det nye Da Jeppe vågner i baronens seng, har vi med en anden person at gøre. Det er ikke længere den forkuede, intelligente og hjertensgode drukkenbolt fra første akt, men et snu, liderligt og despotisk bondehøved. Holberg er ikke interesseret i Jeppes spaltede sjæl, hans skyggesider og afgrunde. Han ønsker blot at demonstrere, at når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være. Jeppe i baronens seng forarges over, at baronens sekretær får 200 rigsdaler i årsløn: 'Hvad gavn gør du for 200 rigsaler?' spørger han. Et helt igennem fornuftigt spørgsmål, som det lykkes Holberg at latterliggøre. Jeppe har god lyst til at hænge sin plageånd af en ridefoged. Holberg får det drejet, så Jeppe fremstår stupid og vilkårlig. Man aner tydeligt den egentlige motivering for at skrive disse scener: kongen, adelens og de mægtiges angst for de ny tanker, der allerede på det tidspunkt kom ude fra Europa og trekvart århundrede senere førte til den franske revolution og guillotineringen af Ludvig den 16. Uden Holbergs indsats tør man kun gisne om, hvordan de samme idéer ville have påvirket begivenhederne i Danmark. Nu forløb det fredeligt, men man må ikke tro at Danmark var så roligt under overfladen, som de fleste historikere gerne vil bilde os ind.
Den sidste ydmygelse Den oprørske Jeppe vågner så igen op på møddingen, hvor han rettelig hører hjemme. Brodden er taget af oprøret. Selve oprørets idé har fået sit grundskud i den udlægning, som Holberg giver det. Her er ikke tale om fornyende idéer og nødvendige samfundsomvæltninger, men blot om slaver, der gerne vil slå sig op til tyranner. De enevoldskonger, Holberg tjente under, værdsatte ham højt. Jeppe spares end ikke for den sidste ydmygelse. Tilbage på møddingen og med fire rigsdaler på lommen indfinder han sig hos Jacok Skomager for at få stillet sin tørst. der møder baronen også op, nu forklædt som en fremmed på egnen, og fortæller en morsom historie om en dum bonde. 'Jeg havde nær leet mig ihjel' siger han, efter at have fortalt om den spøg, som baronen har haft for med Jeppe. Jeppe lusker skamfuld bort.
Om han bliver menneske igen vides ikke, mend et synes ikke at interessere Holberg. Som han selv skriver efter at være blevet godsejer: "En velhavende bonde er i almindelighed en arbejdsom og duelig husbond, ligesom den fattige er gemenligen ikke andet end en doven og forsømmelig husbond". Sådan er det. Hvis man vil arbejde, så skal man også nok finde arbejde Hvad skal vi med arbejdsløshedsforsikring og bistandshjælp?
Hjerteløs spøg Alt i alt er komedien om Jeppe en koldsindig og hjerteløs spøg, der udleverer en forsvarsløs fæstebonde til adlens og borgerskabets hånlatter og i øvrigt krænker enhver form for menneskelighed. Humoren er udelukkende på bekostning af de forsvarsløse, og hvis man på den tid, i den oplyste enevældes storhedstid, havde accepteret begreber som menneskerettigheder, ville stykket være fordømt som den sorteste reaktion. Ikke desto mindre fortsætter erklærede humanister og officielle medmennesker at lade Holbergs komedier opføre. Jeg har en skummel mistanke om, at det sker, fordi de samme humanister i deres inderste hjerter er lige så rabiate åndsaristokrater som Holberg, for ligegyldigt hvor sympatisk Jeppe fremstilles på scenen, så kommer man ikke uden om den understrøm af bagstræberisk reaktion, der strømmer ud fra stykket. Det hvisker sit klare budskab: Dummerhoveder, bliv på jeres plads og lad de kloge klare resten.
NIELS PETER JUEL LARSEN
