Romantikerne

DS: På scenen står en stol med armlæn, et simpelt træbord bord, og en træ-kontorstol, i gammel stil, ved bordet. På bordet ligger en bunke papirer, nogle bøger og der står en karafel med vin og et glas. KS: Mary sidder i en stor stol, en gobelin hænger bag hende, og ved siden af stolen står en gammel herre-hattæske. Mary holder en lille, rød bog i hånden. LYS op på MARY, en pige på 19.

MARY: Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Rygterne om den sommer er løbet verden over så mange gange, at det kan være svært at skelne mellem det der skete, og det, vi bare drømte. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skal begynde...  for det meste oplever vi livet som en række kapitler, hvor den ene begivenhed afløser den anden, uden nogen synlig sammenhæng. Vi møder nye mennesker, de forsvinder igen fra os, et kapitel slutter og vi tager fat på et nyt. Det ville være let for mig at se sommeren i Villa Diodati som sådan et uafhængigt kapitel... det smukkeste, og det frygteligste kapitel af dem alle. Men sommetider, gerne når man er forelsket, eller når katastrofen rammer, ser man alt, som hænder en, i et større, og i et sandere perspektiv, og man ved, at intet sker tilfældigt. Derfor, hvis jeg skal tale om sommeren 1816, må jeg forholde mig tro imod kærligheden og katastrofen, og jeg må begynde - som i en banal roman - helt ved min egen begyndelse: Min far, William Godwin, havde markeret sig i de litterære cirkler som en radikal reformator; han var demokrat, tilhænger af fri kærlighed, og fuld af filosofier om en bedre verden. Min mor var Mary Wollstonecraft, berømt som forfatterinden til "Et forsvar for kvindernes ligeberettigelse". Men hun måtte sørgeligt sande, at naturen ikke har ligeberettiget kvinderne, for hun døde i barselssengen, da jeg    kom til verden. Jeg lærte hende kun at kende gennem hendes skrifter og min fars kærlige erindring om hende. Jeg nævner dette, fordi jeg senere kom til at se en sær sammenhæng mellem mine egne barndomskår, og Lord Byrons. I al beskedenhed. Jeg voksede op uden en mor, han voksede op uden en far. Jeg hørte meget om det senere, da Byron arbejdede på sine erindringer. Han nævnte altid sin medfødte klumpfod som det kors, han måtte bære gennem livet, men det forekom mig, at han havde andre, og større kors at bære...

BYRON (ca. 28) ind før slutningen af Marys REP. Han går med en halten bagfra scenen til kontorstolen ved bordet DS. CROSS FADE til BYRON.

BYRON: (citerer fra "Don Juan") "Hans mor var intellektuel og ret belæst  udi hver en videnskab som tænkes kan hun talte fejlfrit sprog fra øst og vest   i færdigheder gik hun over al forstand Hun gjorde professorer slemt til skamme  i hver en tesalon, ved middagsbordet hvis deres mening ikke var den samme   som hendes, så slog hun dem på ordet."

BYRON sætter sig på bordet.

Og det kan jo gøre ondt. Hun var også småtosset. Hun havde et skab, som altid var aflåst. Et lille tobaksskab af mørk mahogni. Og hun sagde til mig: "Georgie - det skab må du aldrig kigge i, hører du?" Jeg sagde: "Mor, det kan jeg jo ikke - du har jo låst det", og hun svarede: "Javel, men selv om du nu en dag skulle finde det ulåst, må du ikke kigge i det alligevel, det må du sværge". Se, det var jo en udfordring, og for en dreng på 8 år var det et løfte, som i eventyrene, og man kan jo ikke i et eventyr høre om  hemmelighed, som ikke vil blive afsløret før historien er forbi. Og der var det så, det eventyr af mørk mahogni, hvis hemmelighed jeg skulle erfare. Jeg ventede i dagevis, i flere uger, tror jeg nok, på at finde det ulåst, jeg var hver dag henne og rykke i lågen for at se, om min mor nu havde holdt sit løfte og glemt at låse det, men nej. Og så ... måtte jeg jo selv tage affære. Nøglen var ikke svær at finde - den lå i min mors husalter - whiskyskabet - bag alle de halvtomme flasker, og jeg sneg mig uset op til tobaksskabet, åbnede og så ... ingenting. Der var intet derinde. Skabet ... var tomt. Nogle mørke mahognihylder og derudover ... rien, som de siger i Frankrig. Nulla. Nichts. Non c'era niente. Det. Var. Tomt.

Måske var det kun tomt idag, tænkte jeg, som allerede dengang, kun otte år gammel, var opsigtsvækkende genial, måske var der noget i det skab af uendelig stor betydning, som min mor netop havde i brug et andet sted, og måske ville hun have stillet det tilbage igen inden længe, så jeg gjorde en vane af at åbne skabet fra tid til anden, ca. en gang om dagen, og blev til sidst ret skødesløs. Jeg humpede fløjtende ned til de tomme whiskyflasker og hentede nøglen, vandrede op til skabet og åbnede det, og smækkede det i igen, næsten før jeg havde set efter. For der var jo ingenting. Der havde aldrig været noget i det skab, og der vedblev at være ... ingenting. Ingenting.

BYRON sætter sig i kontorstolen. CROSS FADE til MARY.

MARY: Far giftede sig igen, med en enke, som bragte sine egne børn med sig fra et tidligere ægteskab, og pludselig var vi fem børn i flokken. Jeg blev sendt til Skotland for at bo hos slægtninge. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg blev sendt afsted ... måske har jeg været lidt jaloux. Puberteten er altid besværlig, og hvis man, som jeg dengang gjorde, mener, at man har noget konkret at klage over - jeg følte mig tilsidesat, da far pludselig skulle dele sin kærlighed ligeligt mellem fem børn og en ny kone - bliver det hele vel værre. Det er en frygtelig kærlighed, den, som en datter føler for sin far, og den er dømt til ulykke på forhånd.

CROSS FADE  til BYRON, der kigger igennem manuskriptet til sine erindringer. 

BYRON: Min mor var ganske enkelt for skør til at stå med eneansvaret for  min opdragelse, så jeg blev overladt til en barnepige ... May Gray. May var ikke den skønånd, min mor havde taget hende for, og jeg fandt snart ud af, at det var mig, der lærte hende at læse, under påskud af det modsatte. Til gengæld var der noget andet, som May - qva sit aldersmæssige forspring - kunne lære mig. Hun var nemlig - og det kan man ikke tage fra hende - pædofil. Hun insisterede på at bade sammen med mig, sove sammen med mig, og i det store hele tog hun sig visse friheder med min ... person. Jeg var ni år gammel - jeg troede, at det var, hvad en barnepige forventedes at skulle gøre! Det stod på i to år, til jeg var 11, og jeg anede ikke uråd, før der pludselig blev et vældigt postyr, jeg blev taget i forhør, og May blev fyret.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Det var, da jeg kom hjem fra Skotland, at jeg mødte den unge digter Percy Shelley. Han kom for at besøge far, og jeg vidste, før han forlod vores hjem den aften, at han var alt, jeg nogensinde havde drømt om, og nogensinde kunne ønske. Han var gift, ganske vist, men ægteskabet var gået dårligt, og Percy levede ikke længere sammen med Harriet og deres to børn. Han var 21. Jeg var kun seksten, men jeg var ikke naiv: Jeg vidste, straks jeg så ind i Percys ansigt, at den mand kunne aldrig lyve, og aldrig med forsæt gøre nogen kvinde fortræd. Undertiden er forelskelse ikke andet end en betagelse af et andet menneske, og man føler, at man kun rigtigt lever i samværet med, eller tanken om den elskede. Man er glad, når han er der - Det gør ondt, når han er væk. Jeg vil tro, at mange mennesker, og måske især englændere, i hele deres liv kun oplever kærligheden som det. Sådan var det ikke for mig. Da jeg mødte Percy, var det ikke kun i ham, jeg forelskede mig, men i alt omkring ham. Percy var idealist, mere end nogen anden, jeg har kendt. Jeg så nu verden med hans øjne, både som den var og som han mente, at den kunne blive, og det var en dejlig verden. Fri for alt, der tynger, mættet med glæde og poesi, og midt i denne dejlige verden stod nu jeg. Han lærte mig at elske mig selv.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: "Livet kan aldrig gengive os så stor en lykke, som den, der blev taget fra os". Da jeg var femten, elskede jeg Marian Chaworth over alle grænser. Selvom jeg havde været godt og grundigt i kløerne på May Gray, var mit unge hjerte endnu intakt, og jeg længtes imod den uskyld og den renhed, som Marian lyste af. Åh...hun var en yndig pige, hun sang som en engel, og altid den samme sang. Ingen ord, kun rene vokaler, der svævede gennem luften og synes at rense den for al smitte. (Byron nynner) Dog et par oktaver højere forstås. Hvor meget mit femtenårige hjerte og sind end elskede Marian Chaworth kunne jeg ikke, når jeg var alene, genkalde mig hendes ansigt, jeg kunne kun huske detaljer - hendes kønne, blå øjne, hendes bløde, lyse krøller, hendes sirlige mund med den smukke amorbue, men jeg kunne ikke sætte detaljerne sammen til en helhed. Det har altid været tilfældet med folk, jeg virkeligt holdt af. Men Marians melodi kunne jeg udenad, og jeg skrev nogle linjer til den. Til hende. Jeg forklarede hende i ord, hvor højt jeg elskede hende, og at det var mit dyreste håb at tilbringe resten af mit unge liv ved hendes side. Åh, hvor jeg nervøs, da jeg haltede op til hende, med digtet i mine svedige hænder. Hun stod i haven og var ved at klippe røde roser til en borddekoration. Hun læste digtet, smilede sødt og rakte det tilbage til mig. "Men Georgie" sagde hun, "jeg vil ikke giftes med en krøbling".

Nuvel - den klumpfod har bragt mig omkring i verden, og senere synes den ikke at stå mig i vejen. Tværtimod - den har hjulpet mig i min digtning: når jeg begynder på venstre fod, går jeg i jamber, da-dum-da-dum-da-dum-da...og når jeg sætter af på den højre, går jeg i trokæer: dum-da-dum-da-dum-da! Vældig praktisk, når man tænker efter. Jeg kom på Cambridge, jeg kom på dannelsesrejse med min snerpede studiekammerat Hobhouse, og jeg kom tilbage til England i 1812 med en anselig gæld og et langt, episk digt, om en ung drømmer, der rejser verden rundt. Gad vide, hvem modellen var? Og det digt tog forlæggeren Murray til udgivelse.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Under mit to-årige ophold i Skotland nåede Lord Byrons berømmelse mig som et fjernt ekko fra London. "Childe Harold" var blevet udgivet og blev hyldet som selve tidsåndens stemme sat på vers. Og digtet var uløseligt forbundet med Lord Byrons egen person - den mørke, jagede helt i digtet var digteren selv, og romantikken i England havde omsider fået et ansigt og en skikkelse.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Jeg vågnede op en morgen og var berømt. Alle havde læst "Childe Harold" og den blev hyldet, dyrket og citeret. Alverden lå åben for mig... eller ihvertfald alverdens kvinder. 200 af slagsen, alt fra kvieøjede, liljearmede ungmøer til erfarne gifte damer, 200 alene i året efter "Childe Harolds" udgivelse. Sagde rapporterne. Jeg står ved de 100 af dem. Så sandheden er nok et sted mellem 60 og 80. Men det var nok til at holde mig fuldt beskæftiget. En af dem, Lady Caroline Lamb, havde faktisk den særlige ambition at holde mig fuldt beskæftiget, ene kvinde. Hun kæftede op i hele London om vores affære, om hvordan hun var kvinden, der havde tæmmet den vilde Lord Byron, og hun glemte rent i al sin entusiasme, at hun selv var gift, og det med et parlamentsmedlem, Lord Lamb. Det gjorde man meget ud af i London. Til et kostumebal, hvor jeg var udklædt som Arabisk Fyrste, kom Caroline som min slavedreng. Det var noget af et syn. Hun var sminket i en mørk sepia på alle synlige steder af kroppen, hun havde klippet sit lange hår af, og bar et lændeklæde af guldlamé - eller var det sølv, jeg husker det ikke lige. Det var vist guld. Hun var iøvrigt topløs. Jo. Hun ønskede at vække skandale, og havde måske gjort det, dersom hendes bryster havde været 10 år yngre. Som det nu var, blev hun genstand for medlidenhed og spot. Lady Caroline kaldte mig "Forrykt, fræk og farlig at kende". Da jeg meddelte hende, at jeg havde i sinde at gifte mig, og at det skulle være med den unge Annabella Millbanke, som havde sagt ja, var det nu Lady Caroline, der blev forrykt. Ved en stor soiré knuste hun et champagneglas, skar sig i håndleddene og svinede mere end en bekostelig galakjole til med blod.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Lord Byrons berømmelse var måske det mærkeligste kapitel af Englands historie. En hel nation, der intet turde, havde forelsket sig hovedkulds i en, der vovede alt, men som ofte, når kujoner elsker, var romancen dødsdømt af ønsket om at finde noget, en brist, et fejltrin, der kunne kurere forelskelsen. For, når alt kommer til alt, er kærligheden en vanskelig størrelse at tumle med. Og England har aldrig været tryg ved store følelser. Far var ikke da heller ikke glad for min alliance med Percy, og det på trods af, at han i sin ungdom havde advokeret kraftigt for fri kærlighed. Det mindede jeg ham om, og han svarede: "Mary - du vil lære, at alting stiller sig anderledes, når det gælder ens egne børn". Percy og jeg måtte mødes i hemmelighed. Min søster Claire støttede os fantastisk, hun gjorde en mission ud af vort forhold, og hun fik den idé, at vi alle tre skulle stikke af til Europa. Så det gjorde vi, i juli måned, og rejste sorgløst og glade gennem Frankrig, Schweiz og Tyskland i seks uger. Da vi kom hjem, summede hele London af rygterne om Lord Byrons forestående ægteskab. Og det var en stor overraskelse: ud af alle de farverige og højt kultiverede kvinder, der havde omgivet ham, havde han valgt en lille, stille og grå pige, Annabella Millbanke, hvis største passion var ... matematik.

CROSS FADE til BYRON:

BYRON: Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg giftede mig med Annabella. Eller hvorfor jeg giftede mig overhovedet. Det er nok det dummeste ... (retter i manuskriptet til sine memoirs) Det er nok det mest impulsive, jeg nogensinde har gjort. Jeg søgte tilflugt fra den demente Lady Caroline og de 200 andre damer, der iøvrigt allesammen var i en eller anden grad af demens, og Annabella Millbanke syntes mig at være det bedste valg, men jeg fandt mig pludselig låst inde... i et tomt skab. Jeg fik kolde fødder. "Vi kommer til at fortryde det her" sagde jeg til Annabella, og det blev hun meget ked af, at jeg sagde. Jeg havde måske heller ikke behøvet at sige det allerede på vej fra alteret, men sådan var det: jeg måtte meddele mine sande følelser, nårsomhelst de indtraf. Det har jeg altid holdt i hævd.

Vi tog direkte fra vielsen til Halnaby, og der, i brudesuiten, stod en frygtindgydende dobbeltseng, pyntet op med alle de mest borgelige blomster og bånd - det lignede en ligvogn. Jeg tænkte "Det kan jeg ikke! Kønsakten ville blive en flov affære i den kulisse" - så jeg skyndte mig at fuldbyrde ægteskabet på gulvet, mens jeg stadig havde lidt livsmod tilbage. Annabella var kun halvt klædt af, da jeg begyndte, så hun blev meget forbavset, men jeg fortsatte, hvad jeg nu engang var i gang med, og da jeg ligesom havde en fornemmelse af, at nu måtte hun da være besvangret, tog jeg i byen og drank mig stinkende beruset.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Percys første kone, Harriet, havde ikke taget skilsmissen godt, og det bekymrede ham. Hun skrev gentagne gange til ham og bad ham komme hjem til hende og børnene. Han skrev tilbage og foreslog hende, at hun og børnene kunne flytte ind med os. Det fortalte han mig, og han spurgte, om det ville såre mig, hvis Harriet kom til. Men det var det forunderligste ved vort forhold - jeg følte ikke den ringeste grad af jalousi. Jeg tvivlede ikke på Percys kærlighed til mig, og sålænge man elsker uden tvivl, kan man klare alt. Jeg vidste også, at Percy, med sit store og rene hjerte, ville have nok af kærlighed til os begge to. Men Harriet kom ikke.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Annabella bar ægteskabet som en martyr. Hun bebrejdede mig intet - ikke et ord sagde hun, men hun har vist ikke haft det for morsomt. I begyndelsen prøvede hun flere gange at etablere lidt intimitet. En eftermiddag, hvor jeg sad og skrev, kom hun ind til mig og lænede sig over min skulder. Jeg skrev videre. Da jeg ikke lod mig mærke med hendes tilstedeværelse spurgte hun, for at gøre opmærksom på sig selv: "Er jeg i vejen for dig?" og jeg svarede: "Noget så forfærdeligt!". Så gik hun. Hvis man vil høre høfligheder og løgne, skal man ikke spørge en digter.

Et lyspunkt i dette frygtelige samliv var, at jeg begyndte at se min halvsøster Augusta. Vi havde ikke haft nogen barndom sammen, Augusta boede ikke hos os, men nu kom hun til, som et kærkomment indslag af familieliv. Hun talte godt med Annabella, og jeg talte overordentlig godt med Augusta. Hun var som et filter af kærlighed og forståelse, som det gitter, gennem hvilken katolikker taler med præsten i skriftestolen. Når jeg sagde barske ting om ægteskabet - blandt andet om Annabellas totale mangel på sans for eksperimenter - gengav hun dem til min kone, på en måde som ikke vakte anstød, og således kunne Annabella svare mig - gennem Augusta - på en ligeså nænsom måde. Jeg tænkte: "Måske skal man være tre, for at dette ægteskab kan fungere".

CROSS FADE til MARY;

MARY: I april 1816 vidste hele London, at Lord Byron stod i forhold til sin egen søster, og at Annabella havde forlangt skilsmisse. Byron måtte, ikke helt uopfordret, forlade landet. Nu vågnede England op, som på en morgen efter festen og så med rædsel på det, de havde hyldet som deres forbillede. Der var ingen grund til at ynke Lord Byron - han sagde frejdigt farvel til den engelske vinter, sagde han, som slutter i juli og begynder igen i august, og derpå sejlede han ud. Og det var i Dover, at jeg så Lord Byron første gang. Det var min søster Claire, som absolut ville møde ham inden han forlod England, og da hun var ængstelig ved mødet, måtte hun så afgjort have Percy og mig med sig. Hun havde læst Coleridges beskrivelse af ham: "Så fuldendt et ansigt har man aldrig set - hans øjne er portaler til selve solen, og alle træk er skabt til at udtrykke den yderste sandhed". Og det var nøjagtig, hvad Claire så, da hun mødte ham ved Dover.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Hun var en forrykt kælling. Hun var fast besluttet på at etablere et forhold til mig, og hun stod og citerede Coleridge for mig - Coleridge, den gamle stofmisbruger! - og mine egne digte flød også fra hende i een endeløs strøm, som jeg ikke formåede at standse, selv om jeg gentagne gange sagde: "Ja tak, jeg husker det så udemærket. Jeg har jo selv skrevet det". (Suk) Til sidst så jeg ingen anden udvej end at gå i seng med hende. Men straks efter, istedet for at nyde den postcoitale stilhed, kværnede hun videre. Det var ubeskriveligt. Hendes store forhåbninger til fremtiden, og al den poesi, der nu skulle komme ind i hendes liv. Forhåbninger! "Hvad er håbet? Intet andet end sminken på livets ansigt. Den mindste berøring af sandheden tørrer sminken bort, og så ser vi den hulkindede hore, vi krøb i seng med"

CROSS FADE til MARY;

MARY: Efter deres første nat sammen, kunne Claire ikke udholde tanken om at skulle skilles fra ham, og vi blev enige om at følges til Schweiz, hvor Byron havde lejet et hus for sommeren. På bredden af Geneve-søen.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Det var sandelig ikke på grund af Claire - hende fik jeg hurtigt nok af. Næ - udsigten til et lille samfund af kunstnere i eksil, den tiltalte mig. Percy Shelley var en oprørsk idealist, og selv om hans personlige skandale ikke havde været så ... monumental som min egen, så havde han dog - ved at forlade sin kone og finde en ny - landet et næveslag lige i ansigtet på borgerskabet. Jeg blev ganske glad ved tanken, for måske havde vi en mission derude, i vores eksil fra England. Derhjemme havde de set mig som selve legemliggørelsen af den romantiske idé, og nu, hvor de havde kastet mig ud, tænkte jeg: hvorfor ikke? Jeg har vel noget at fortælle dem allesammen. Om det tynde lag af fornuft, som de havde bygget deres samfund på. England havde hyldet fornuften alt for længe - og hvad havde det bragt os? Slaveskibe til Amerika, en industri, hvor man lukkede mennesker inde i fabrikker og børn nede i mineskakter, og en nyttesløs videnskab, der eksisterede kun for at holde sig selv i gang. Jeg kunne istedet give dem nøglen til sjælens allermørkeste gemmer, med alt hvad det indebar af lyster, længsler og lidelser. Verden havde tænkt for meget - nu skulle den føle ..."selve livet er det, selv om følelsen er smerte".

Jeg tror, at Percy var enig med mig der. Og så var der Mary, hans kone til venstre hånd, kunne man sige, og hun ... ja, jeg ved ikke - hun fascinerede mig. Dybt. Der var en himmelvid forskel mellem hende og hendes skrupskøre søster. Men de var vist også kun halvsøstre. Hendes øjne - Marys, altså - syntes at absorbere alt med en modenhed og visdom, som trodsede både hendes alder og - hvis jeg kan tale frit - hendes køn.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Lord Byron rejste ud med sin læge, William Polidori, en lille spinkel og undselig mand på tyve år, lige frisk fra medicinstudierne. Han var ... ivrig i alt, han gjorde, som om han bestandig var på prøve. Hans egentlige ambition var at blive digter, men han havde altså afsluttet sine medicinstudier for at tækkes sin far, og det have han vist bitterligt fortrudt. Han var nu så opsat på at være Byrons mest fortrolige ven, at han gjorde en lidt løjerlig figur. Men i alle Polidoris akavede bestræbelser var der dog en kærlighed, en dyb hengivenhed for Byron, som rørte mig.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Han var skide-irriterende. Jeg kunne dårligt åbne munden, uden at han straks skulle kommentere mine ord, og han anede kun sjældent, hvad samtalen drejede sig om. Og så insisterede han på at kalde mig ved initialer på en lidt pubertetsagtig måde, samlet op fra hans tid på en eller anden middelmådig skole, kan jeg tænke, så jeg - Lord Byron - blev til L. B. Vorherrebevares. Det kunne jeg ikke få ham fra. Som straf kaldte jeg ham Pollydolly. "Åh nej - Kan du ikke kalde mig noget andet, L.B." sagde Pollydolly - "Det får mig til at lyde som en papegøje." "Javist, men det er også det dyr, der ligger dit væsen nærmest" sagde jeg. Jeg besluttede ved min afrejse at skrive mine erindringer. Det kan lyde opstyltet, når man kun er 28, men jeg følte som sagt, at jeg havde noget at fortælle mine landsmænd derhjemme. Og jeg ville give dem lektien ved eksemplets magt. Mit eget eksempel. Om at kaste sig ud i livet som den man er, med alt hvad det indebærer, og også lidt om prisen for at lade være. Jeg ville betro manuskriptet til den irske digter Thomas Moore, for det ville blive det rene kætteri, og irlændere er altid glade for oprør.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Og så rejste vi ud - mod Schweiz, mod Villa Diodati - og vores skæbne. Det lykkedes snart Byron at få Claire til at rejse hjem. Han var træt af hende, og hun kunne da også, det vidste jeg vel, være meget trættende. Han vidste ikke da, at Claire ventede hans barn. Men jeg opdagede, til min og Percys store lykke, at jeg selv var gravid, og således blev det en sommer, fuld af store løfter og håb til fremtiden. Paradisets porte stod på klem. Byron var i gang med at skrive den anden canto af "Don Juan", og han fortalte mig hvorvidt han nu var kommet: Hans unge helt, Juan, var blevet sendt hjemmefra på en dannelsesrejse efter en affære med den smukke, unge, men gifte Donna Julia ...

LYS op på BYRON;

BYRON: Ombord på det skib, der skal tage ham til Cadiz, tager han afsked med sit fædreland, og med den unge Julia - med sig har han kun sin chaperone, præsten Pedrillo, sin fars cocker spaniel og et brev fra Donna Julia - det sidste, hun skrev, hendes farvel til ham. Da skibet lægger fra, læser han brevet igen og igen, og hans tårer væder papiret, hun skrev på -

MARY: Det begyndte så romantisk -

BYRON: Så blæser det op til storm, Don Juan får kvalme og andet at tænke på. Søsyge er dog værre end et knust hjerte -

MARY: Men så tog digtet en uventet drejning...

BYRON: En storm kæntrer skibet, masterne slås omkuld, skroget smadres, og folkene, deriblandt Don Juan og præsten Pedrillo går i redningsbåden. Don Juan prøver tappert at redde søfolkene, men tohundrede sjæle forlader deres legemer denne nat -

MARY: Hvad med hunden? spurgte jeg.

BYRON: Den får Don Juan med i båden -

MARY: Åh, gudskelov!

BYRON: Men nu sidder de tredive skibbrudne i båden. Der er ingen vind, der rører sig, skibet er borte - de er fortabte. Ingen væske, ingen føde. Fire dage går - Så æder de Don Juans cocker spaniel.

MARY: Åh nej!

BYRON: Endnu to dage går, og situationen bliver kritisk. En af staklerne ombord i båden må lade livet, hvis de andre skal overleve. De må trække lod. Der er kun eet stykke papir ombord -

MARY: Donna Julias brev!

BYRON: Præcis! Det river de i stykker og uddeler som lodder i det dystre lotteri.

MARY begynder at le.

BYRON: Præsten Pedrillo taber. Han indvilliger i at lade sig spise, da det som præst er hans pligt at ofre sig for det fælles bedste, men han beder dog så mindeligt om at blive åreladt og tømt for blod, før han skal spises. De åbner præstens årer, og hans kristne blod løber ud i oceanet ...

MARY ler højere.

MARY: Og så kommer hajerne!

LYS ned på MARY.

BYRON: Så kommer hajerne, ja ... Hun var mageløs! Ikke en af de 200 stjernebestrøede englænderinder, jeg havde kendt i London havde hendes forstand. Hun forstod nøjagtig, hvad jeg sagde, og hun forudså i flere tilfælde, hvad jeg ville sige. Et skridt til i denne retning, og hun kunne selv have skrevet det. Det var ... det var Goethes 'valgslægtsskaber' - hun kunne have været min søster ... nåja, ikke min søster, det familieliv fik jeg da spoleret, men min søster i ånden. Det var hun.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Han var jo slet ikke romantiker - han latterliggjorde de høje følelser, som alle mente, han selv rummede. Og hans blik - ja. Coleridge havde jo beskrevet det, men som kvinde oplevede man det anderledes - han så igennem alt, der var ingen tilflugt mulig i de sædvanlige små mysterier, vort køn kan skærme sig med. Han skuede lige ind i sjælen. Og jeg kan sige med stolthed, at i mit tilfælde syntes han om, hvad han så. Jeg mærkede, efter den eftermiddag, hvordan han begyndte at drage mig med i samtalerne, når han og Percy diskuterede. Fra tid til anden vendte han sig mod mig, der ellers var tilfreds med at sidde ganske stille og bare lytte, og spurgte: "Mary - hvad siger du til alt dette? Hvad mener du?" Jeg svarede, efter evne, og han lyttede opmærksomt til alt, hvad jeg havde at sige.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Hun var langt ældre end sine nitten år, og hendes intuition var uhæmmet af alle overlæg - med det mener jeg; at kvinder åbner sjældent munden i mandligt selskab uden med en veldefineret effekt for øje, de vil virke uskyldsrene, eller belæste, eller kokette, men altid vil de gøre et bestemt indtryk på de mænd, de nu har omkring sig - med Mary var det anderledes: hvert ord kom fra hjertet, og med en sådan begavelse og indsigt, at hun, hvis hun havde været en mand, ville have vejet tungt i enhver diskussion.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Byron fik en sen aften den idé, som nu hele verden kender til, at hver af os tre - han selv, Percy og jeg, skulle se, hvem, der kunne forfatte den bedste gotiske rædselshistorie. "Men jeg er jo ikke digter" forsøgte jeg at undslå mig, men han sagde: "Nej - ikke endnu!". Og jeg gik i seng den aften og forsøgte at tænke på det uhyggeligste, jeg nogensinde havde fantaseret - men hvordan kunne jeg tænke på uhygge i den sommer? Jeg var sammen med Percy, som jeg elskede, og som elskede mig, og hvis barn jeg bar. Hver morgen spurgte Byron mig: "Har du fundet på en historie?", og hver morgen måtte jeg svare, at det havde jeg ikke.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Pollydolly ville absolut være med i vores konkurrence - han havde jo idéer om, at han kunne blive en stor forfatter. Han behøvede naturligvis ikke vente på inspirationen - og det kunne da også have varet til dommedag - så han skrev straks en gang juks om en dame udstyret med et skelethoved, altså istedet for hendes eget hoved - og det havde hun fået som straf for at kigge gennem et nøglehul og se et eller andet ganske utilstedeligt, en frygtelig og amoralsk hemmelighed, som Pollydolly naturligvis ikke havde fantasi til at beskrive. Men efter sådan at have pillet ansigtet af sin heltinde, havde Pollydolly heller ingen idé om, hvad han så skulle gøre med hende. Det kunne jo dårligt gå hende værre. Så han kylede hende ned i Capuletternes gravkammer, ved siden af Romeo og Julie. Du glade Gud!

CROSS FADE til MARY;

MARY: En sen aften sad Percy og Byron og diskuterede livet som fysisk fænomen. Erasmus Darwin havde observeret, at elektrisk strøm havde fået et stykke vermicelli til at bevæge sig, og i Newgate fængslet have Giovanni Aldini iagttaget spasmer hos en henrettet fange, da man tilførte ham elektriske impulser.

LYS op på BYRON;

BYRON: Det var en interessant diskussion, fordi den førte os frem til en definition af selve livet - kan det, som bare bevæger sig af sig selv, siges at leve? Hvor sætter vi grænserne for liv? Skal man kunne tænke? Føle? Kunne for eksempel Pollydolly anses for en livsform på linje med os andre? Man viger i rædsel tilbage for tanken ...

LYS ned på BYRON;

MARY: Da jeg gik i seng den nat, kunne jeg ikke sove, men jeg kan heller ikke sige, at jeg tænkte videre - mine fantasier tog deres egen flugt, og jeg så en bleg ung student udføre forbudte eksperimenter i sit mørke laboratorium. Jeg så den skrækkelige skikkelse af et afsjælet legeme ligge udstrakt på bordet foran ham, med elektroder anbragt overalt på kroppen. Og pludselig, som af egen drift - åbnede liget sine øjne. Jeg åbnede mine egne i rædsel og prøvede at finde trøst i virkeligheden omkring mig: jeg kan stadig huske, i alle detaljer, det værelse, hvor jeg befandt mig: det mørke flisegulv, de tillukne skodder, hvor måneskinnet kæmpede sig igennem i tynde plader af lys, og den isnende fornemmelse, at derude ved den glasklare sø og de hvide alper strejfede en kæmpemæssig, dunkel og truende skikkelse nu om, som var uhyret sluppet løs og brudt ud af mit eget mareridt. "Jeg har det!" tænkte jeg - "Nu har jeg det! Hvad der har skræmt mig selv, vil også skræmme andre".

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Og den næste morgen vidste jeg, at jeg ikke havde taget fejl af Mary - hendes geni havde kun ventet på den rette impuls, og en digtersjæl som hendes kunne kun vækkes af det størst tænkelige emne - livet selv. Og hele industrialiseringen med alle dens nymodens rædsler skyllede ind over hendes fortælling: de modbydelige rationalister og videnskabsfolk, der troede, at de med deres opfindelser kunne træde i Skaberens fodspor -

LYS op på MARY;

MARY: Titlen måtte jeg finde på, for historien skulle jo have et navn -

BYRON: "Uhyret", "Monstret", "Eksperimentet" - det var for tamt, "Livets gåde", nej - det lyder som noget Pollydolly ku' ha' fundet på ...

MARY: Der var den amerikanske forsker og statsmand, som eksperimenterede med elektricitet - ham med dragerne ...

BYRON: Benjamin Franklin ...

MARY: Ja, men så skulle det være mere gotisk ... Franklin ...Frankenstein. (Mary ser spørgende ud)

BYRON smiler.

BYRON: Eller: "Den moderne Prometheus"

MARY: Ja! Den unge student, Frankenstein, har læst gamle skrifter om reanimering af dødt væv, men ingen på universitetet ... i Ingolstadt - vil støtte ham i hans eksperimenter. Han fortsætter på egen hånd og etablerer selv et laboratorium.

BYRON: Hendes fantasi arbejdede hurtigt som elektriciteten selv -

MARY: For at lette sit arbejde, vil han benytte et legeme, der er over middelstørrelse. Han finder ikke eet lig, der passer, men sammensætter sit præparat af dele af forskellige lig, som han graver op på kirkegården og syr sammen til et makabert puslespil. Således bliver han ophavsmand, ikke til en ny ideel race af udødelige, men til uhyre, som snart vil ødelægge alt omkring sig.

BYRON: Frankenstein ægter den unge Elizabeth, som han har kendt siden barndommen, og som han har betragtet som sin søster. Beskrivelsen af deres forhold - et ægteskab mellem søskende - synes bestemt som et forsvar for min affære med Augusta - jeg ved ikke, om Mary havde tænkt på det. Men min beundring for hende steg gradvist, som rædsel efter rædsel synes at springe uhindret frem fra de mørkeste gemmer af hendes unge uskyldige sjæl; et barn bliver dræbt af uhyret, barnepigen anklages og hænges af en rasende pøbel, Frankensteins nære ven og den unge brud må begge lade livet. En efter en mister hovedpersonen alle, der står ham nær.

LYS ned på BYRON;

MARY: Under Byrons opmuntrende indflydelse arbejdede jeg støt videre på min roman. Der gives stunder, hvor vi føler, at alt omkring os, alt i universet føjer sig til det bedste. At hvert øjeblik, hvert sekund, fører os nærmere lykken. Vi var, i vores skabertrang, i vort venskab og vor kærlighed, som på et skib med kurs mod friheden, og jeg kan endnu føle den fortryllelse, som herskede den sommer. Jeg kan, hvis jeg koncentrerer mig, huske det hele, uden at gå det frygtelige skridt videre i erindringen, at vores lykke snart skulle på støde grund i Villa Diodati. For der hvilede en forbandelse over os alle: hvert et ord vi skrev, blev sandt for os selv. Alt hvad vi skabte, kom tilbage, som uhyret i min fortælling, for at hjemsøge os og knuse vore drømme... og vore liv.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: John Cam Hobhouse, min gamle kammerat fra studietiden og min ledsager på ungdomsrejserne, eller anstandsdame, skulle jeg vel sige, ankom til Villa Diodati med brev fra England. Fra Murray, min forlægger. Han meddelte, at han ikke havde i sinde at trykke "Don Juan" idet han frygtede, at indholdet ville vække anstød. Jeg fornemmede en sær tilfredsstillelse hos Hobhouse, en slags skadefryd, som forstemte mig mere end brevet selv. John Cam Hobhouse. Min evige skygge over livsudfoldelsen. Under alt, hvad Hobhouse sagde, lå et evindeligt: "det kan man da ikke" - et "næ, hør nu!" eller et "hvad vil folk da tænke?" Hvad vil folk tænke? Kan de overhovedet tænke? Og hvis de kan, hvilken magt på jord kan da forhindre dem i at tænke, hvad de vil? "Jeg må vel se mig om efter en ny forlægger" sagde jeg, og han sagde: "Du vil få svært ved at finde nogen, der vil trykke dine værker i England". Romantikken havde ikke været andet end en mode i England, det så jeg godt. Sidste års mode. Dette års mode syntes at være sæk og aske. "England blev en klæbrig dej af to lige mægtige komponenter dem, der keder, og dem der keder sig" Der var endda i det år, en præst, Pastor Bowdler, som havde sat sig for at redigere i Shakespeares værker, at censurere alt det sjofle bort, så disse ellers så gode stykker kunne læses højt af gentleman i selskab med damer. Hvad denne gentleman så foretog sig med damerne, når han var færdig med at læse for dem, ja, det bekymrede ikke Pastor Bowdler. En sky var gledet for solen i Villa Diodati, og den kom fra kedsomhedens og hykleriets hjemland.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Byron var med et underligt forstemt. Han kom op at skændes med Percy. Percy bebrejdede ham, at han ikke ville se Claire igen, skønt hun indtrængende havde bedt ham om at få lov at komme til Schweiz. Det var en dum misforståelse - Percy mente vel, at jeg ville blive såret over Byrons afvisning af min søster, men jeg havde ikke store forhåbninger til det forhold. Byron sagde, at en hustru ville være ham en lænke om foden, han vidste det af bitter erfaring. En digter må være fri, sagde han. "Gælder det også mig?" spurgte Percy, "Og mit ægteskab med Mary?". "Naturligvis" sagde Byron, ret hjerteløst. "Som du vil være en lænke om foden på Mary" Jeg sagde, da han nu havde været så venlig at prise min evner som digter - hvorfor skulle jeg miste de evner, fordi jeg blev hustru og mor?

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: "Det pragtfulde værk, som du er i færd med at skrive, kunne aldrig være skrevet af en mor og en hustru. Kunsten bor ikke i en toværelseslejlighed med vinduer, der skal pudses og børn, der skal ammes. Den flyer det lykkelige hjem og det normale hjerte for at bygge sin rede i det hjemsøgte, formørkede sind. Percy vil snart bekymre sig om at skrive vers, der kan bringe huslejen ind, og hvis du i fremtiden skriver mere, vil det blive vuggeviser, der kan lulle både dine børn og dine drømme om udødelighed i søvn."

LYS op på MARY;

MARY: Percy var uenig. Kunsten udspringer af kunstnersjælen, så naturligt som blade på træet og roser på busken, sagde han. Den kan ikke undertvinges, uanset hvad der overgår kunstneren selv.

BYRON: Kunsten er ikke en rose!

MARY: Svarede Byron -

BYRON: Roser er en gang spidsborgerligt ukrudt! Hvis kunsten er en blomst, er den en orkidé, der vokser sig asymmetrisk og individuel, prangende, måske, og unaturlig, og den spreder en sødmefuld duft af forfald.

LYS ned på BYRON:

MARY: Den aften samledes vi i daglistuen - Byron, Percy og jeg selv, Hobhouse og Polidori. Byron havde ikke skrevet nogen historie ned, men for at jeg ikke skulle stå alene med mit prægtige indslag i konkurrencen, ville han alligevel berette sin egen gotiske fortælling for os, sagde han. Og det gjorde han. Han begyndte sin fortælling, mens solen sank bag søen, og skyggerne blev lange i den dunkle dagligstue. Byron fortalte om en adelsmand, der havde solgt sin sjæl til djævlen for evig ungdom. Han måtte ligge som død, sålænge solen var oppe, men ved mørkets frembrud gik han på jagt efter unge mænd og kvinder, hvis blod han drak, for således at holde sig selv i live. Vi hørte om ofrenes dødskamp som en grusom ekstase, og tilintetgørelsen af liv fik undertoner af både forfærdelse og fryd. I Byrons fortælling blev livet selv til en forbandelse, en smerte, og døden til en befriende lindring. Vi sad alle som paralyserede, trukket ind i hans dystre univers, og turde ikke røre os. Det var ubeskriveligt. Jeg så i fortællingen et skriftemål, vampyren var ham selv, og de ulykkelige ofre var alle de knuste skæbner han havde ladt bag sig. Hans kone Annabella, Lady Caroline Lamb, min søster Claire, og Gud ved hvor mange andre. Han forklarede den impuls, som drev ham, med en sådan sandhed, at jeg forstod, det kunne ikke være, og ville aldrig blive anderledes. Mens Byrons stemme tonede i mol gennem den mørke stue, følte jeg mig stadig mere utilpas, af lutter medlidenhed med dette frygtelige væsen, som var ham selv, troede jeg først, men det var ikke medlidenhed, som gjorde mig syg ...

MARY er krøbet sammen i sin stol. CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Pludselig var der blod. Ægte, varmt blod, som om virkeligheden i den mørke stue forsøgte at føje sig efter min fortælling. Mary rejste sig langsomt fra stolen og så ned ad sig selv - en mørk plet bredte sig over skøddet på hendes lyse kjole. Jeg vidste jo godt, hvad det betød: den lykkelige fremtid, som Shelley så håbefuldt havde investeret i Marys spinkle liv, var nu blevet ... til ingenting.

Shelley greb hende, før hun faldt, og Polidori fulgte med dem ovenpå. Så der stod jeg i stuen, alene med tragedien... og med Hobhouse.

Han stod foran mig som selve indbegrebet af britisk moral. Jeg havde hele dagen vidst, at det var ham, der havde overtalt Murray til at afvise "Don Juan". Han benægtede det da heller ikke: han havde drøftet udgivelsen med Murray, og havde forsigtigt advaret ham, sagde han, at forlaget ville blive miskrediteret, hvis man trykte Lord Byrons nye værk. Min ven!

"Har du fået en af mine jamber i den gale hals? Eller er det en aleksandriner, der har viklet sig om din ene hjørnetand og irriterer dine gummer? Hvad er det, du ikke kan fordøje, Hobhouse, min ven?"

Åh, poesien var jo uangribelig, nej, det var emnerne, mine angreb på anstændigheden, han ville advare imod. Det vidste jeg da godt. Digtet svælgede jo i alt kannibalisme til hor, og jeg havde da heller aldrig påstået, at det var en håndbog i anstændig livsførelse. Men hvad så? "Om en bog bliver læst eller ikke læst, vil aldrig holde eet eneste pigeskørt nede om anklerne." Murray havde før publiceret mine værker uden at blinke. "Bruden fra Abydos", som legede lystigt rundt med incest. Et kæmpehit i London. Det var Hobhouse, der havde overtalt ham til at standse samarbejdet med "Don Juan". Men hvorfor nu? Hvad fik ham til det? Spurgte jeg. Og jeg fik da også svar.

Mine erindringer. Mine memoirs - dem havde jeg lovet Thomas Moore. Den lille fedtede irlænder. Javel. Det havde jeg jo gjort. Givet dem til Moore og ikke til Hobhouse. Så det var altså grunden. Og det sagde han, ligeud.

Han var ærlig nok, Hobhouse. Ærlig - oprigtig - sanddru - nej. Vi mangler et nyt ord for ærlighed. Det kan ikke være meningen, at den ærlighed som hviler på en fuld erkendelse af sandheden, som man ser den, og føler den, at den ærlighed, som ligger i at stå frem for alle at se som den man er, at den skal slås i hartkorn med Hobhouses sure lille bøvs af misundelse over at være blevet forbigået. Selv ærlighed blev hos Hobhouse noget som belemrer, fremfor at befri.

Jeg svarede ham, at det kan meget vel tænkes, at Thomas Moore er en ussel digter, at han er en lille, fedtet, logrende skødehund i digtekunsten, det kan ovenikøbet også tænkes - med fare for at være for hård - at han er irlænder, men han er fri! En fri sjæl, Hobhouse, og han ville aldrig censurere noget, jeg har skrevet. Han ville ikke stryge een eneste linje, endsige eet ord, for at tækkes borgerlige, snerpede hensyn i London.

Også i sit svar på det var Hobhouse ærligoprigtigsanddru. Han ville rigtignok censurere, sagde han, både min digtning, og mine erindringer. Han gøs ved tanken om, hvad jeg havde skrevet om ham i de memoirs. Om ham? Hobhouse? Jeg svarede, at så vidt jeg erindrede, var han slet ikke nævnt. Jeg ønskede jo ikke at kede mine læsere ihjel. Nej, Hobhouse, du er blevet udeladt på linje med ubetydeligheder som togplaner og toiletbesøg.

Der tog jeg ligegodt fusen på ham. Hans fårede guvernantefjæs skiftede på sekundet fra snerpet ængstelse til såret stolthed. Vores rejser sammen, spurgte han - var der intet om dem i mine erindringer?

Jeg tænkte, og tænker såmænd stadig på, hvad grunden til hans ængstelse kan have været. Hvad kunne denne renlivede brite vel have gjort, og jeg have set, på de rejser? Næ, de rejser blev skam først interessante, da Hobhouse tog hjem. Da forsvandt skyen fra min skovtur, og jeg kunne tumle mig som et sorgløst barn med sit legetøj.

Og havde jeg mon også, - spurgte han, idet han gjorde mine til at spille en trumf ud - i mine erindringer nævnt at noget af det legetøj ...var drenge? Havde jeg nævnt mine små eventyr i det græske øhav? Ja, naturligvis, Hobhouse. Det er jo sandheden, jeg vil fortælle - Og tror du, at en stor digter, når han beruser sig i selve livskraften og livsglæden, når han udfolder sit ypperste af både ånd og sjæl, tror du så, at han kan bryde sig om uvæsentlige detaljer, såsom andre menneskers køn?

Jeg troede et øjeblik, at han ville få et hjerteslag. Han var ildrød i ansigtet, sveden sprang frem på hans pande, og hans stupide, småborgerlige øjne så ud til at ville springe ud af hovedet. Men hele det opbud af lidenskabeligt raseri resulterede kun i et enkelt ord, som han hvæsede ud mellem tænderne: "Smuds!"

"Undskyld?" sagde jeg.

"Smuds!" skreg han.

Ja det håber jeg for fanden, at det er, for ellers kan det umuligt være sandt. Livet er smudsigt, og før man digter, må man have levet. "Don Juan" - kunne jeg have skrevet een eneste linje af den, hvis ikke jeg havde væltet mig i smuds? Hvis ikke jeg havde gjort det, John Cam, overalt fra Konstantinopel til Berkeley Square? I en vogn, i en stald, op ad en væg, på et bord, og under det? Det er måske ikke kærlighed efter din paulinske standard, men for helvede, hvor har det været sjovt!

Han løb ud, i sin evige forfærdelse, han pakkede i hast alle sine fortrængninger og komplekser sammen i sit lille, borgerlige bryst og strøg ud ad døren. Farvel. Deroppe lå Mary og blødte sin lykke ud, dernede stod jeg mens hele min digterkarriere randt mig fra ryggen af det sår Hobhouse nu havde tilføjet mig. Mary havde mistet barnet, og jeg havde mistet både en gammel ven og en forlægger. Hvor var vi dog klodsede, begge to. Men jeg forstod nu, hvor vigtige de erindringer egentlig var, og jeg forstod også, at de aldrig nogensinde måtte komme i hænderne på Hobhouse.

Pollydolly kom ned til mig, da Mary var faldet i søvn. Det skulle han nok aldrig have gjort.  Jeg må med skam melde ... (streger ud) nej, aldrig skam - jeg må med beklagelse melde, at min vrede over Hobhouse fløj i hovedet på Polydolly. Det var ikke min mening, men store genier handler altid på impulser - de trættes til døden af individer som ingen har. Og Pollydolly havde ingen impulser, ingen fantasi - ikke det, der lignede. Der stod han, med sin påtagede medicinske saglighed, der var mange numre for stor til ham, og aflagde rapport om Marys tilstand. Skæbnen havde sparket en stor og skabende sjæl lige i maven, og der stod Pollydolly og fortalte, at nu havde hun fået en pille og var faldet til ro.

Og så ... bad han mig endnu engang om ikke at kalde ham Pollydolly. Hans navn var Polidori. Åh ja - hans navn, som han så gerne så i en engelsk avis, behængt med laurbær, fordi han havde begået et dødssygt stykke for et forlystelsessygt publikum i WestEnd. Hvad bildte han sig ind? Og nu fulgte han mig i hælene, overalt hvor jeg gik, studerede mig, efterabede mig, citerede mig, mens jeg selv var tilstede, som om jeg var et fag i underskolen. Som om man kunne aflæse min sjæl på mine madvaner eller farven på mine strømper. Og kaldte sig min ven -

"Du ved, jeg er din ven" sagde han, med tårer i øjnene.

Ja, det ved enhver, ellers skal du nok sørge for, at de får at vide. Det er hele din identitet. Når du står hos Skt. Peter oppe ved Perleporten er det din ambition at kunne præsentere dig som: den berømte digters ven. Og på den konto håber du at kunne skride uhindret ind i Elysium. Fordi du aldrig havde mod nok til at blive mere end det -

Han så ud, som om jeg havde slået ham. Og så gav han sig til at græde for alvor. Hans spinkle krop skælvede og tårene løb ned ad kinderne, men han tog ikke blikket fra mig. "Mere end din ven?"

Nå ja, jeg havde jo bare ment: mere end en kopi af noget, han aldrig selv kunne blive, men jeg så i hans ansigt, i det øjeblik, at han troede jeg mente noget ganske andet. Han følte sig gennemskuet. Han frygtede, eller håbede, at jeg nu endelig så, at hans inderste og allerhemmeligste længsler ikke gjaldt digtningen, men digteren selv. Og der stod han, flæbende som en skolepige, og ville aldrig i sit usle og forskræmte liv kunne åbne munden og sætte ord på sine drømme. Og det var for mig, i et kort øjeblik, som om hele det sandhedsforskrækkede England havde samlet sig for mine øjne i den lille fyrs skikkelse, og tiggede mig om befrielse. Og det var i grunden så lidt, han bad om. Så jeg ... så jeg tog ... nå ja ... det skulle jeg vel heller ikke ha' gjort.

LYS NED, da Byron igen bøjer sig over papirerne. CROSS FADE til MARY;.

MARY: Næste morgen havde Polidori forladt villaen, endnu før solopgang. Det varede længe, før vi igen hørte om ham, og da havde han skrevet et drama ud, over Byrons vampyr-fortælling, og fordi han satte Lord Byrons navn på manuskriptet, under sit eget, satte man det op på et teater i Paris. Og det blev en katastrofe. Jeg læste det aldrig, så det naturligvis heller ikke, men det kan meget vel have været en trofast gendigtning af den fortælling, Byron fortalte, dog sikkert uden den sandhed, og smerte, vi den aften var vidner til. Stakkels Polidori. Han var nu lige fortabt i poesien som i kærligheden - de to ting, som ingen lægekunst kan kurere. Kun smerten formåede han at standse, med arsenik fra sit medicinskab. Og sådan bukkede Polidori af fra livets store scene.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Vi brød op fra Villa Diodati. Vi hørte at Percys første hustru, Harriet, havde druknet sig i Serpentine Lake i Hyde Park, men Percy fik ikke forældremyndigheden over deres to børn. Han og Mary flyttede til Italien, men Mary blev vist aldrig den samme efter tabet af barnet. For at give sin ubændige frihedstrang et lille afløb, købte han en båd, som han døbte "Don Juan". På en ellers klar dag i Juli ville han krydse Speziabugten, men blev overrasket af en pludselig storm. "Don Juan" forliste, og Shelleys lig skyllede op på stranden ved Viareggio. Han havde ligget flere uger i vandet og var næsten kun genkendelig på den poesibog, han havde i lommen. Han var da begyndt på et meget lovende digt med titlen "livets triumf" - og så døde han altså. Jeg brændte Percys lig der på stranden, og det var en besynderlig ting, men hjertet ville ikke brænde. Det var, som om det blev ved at sende væsker ud, der dæmpede flammerne. Jeg satte flere gange ild til det, men uden resultat. Så bragte jeg det hjem til Mary ... i en æske. "Livets triumf" - han blev aldrig færdig med det digt. Og det var ærgeligt. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad det endte med ...

CROSS FADE til MARY;

MARY: Percy skrev i sin "Ode til vestenvinden" om de børn han aldrig fik:

Gør mig, som skoven, til din stolte lyre mens mine blade falder bort som vissent løv Lad mig mod større harmonier styre mit liv, før alt igen bli'r støv. Driv mine døde tanker over verden som blade, der kan gøde liv igen spred mine ord, med livet og med smerten som gløder fra et ildsted, der dør hen. Blæs ud din profeti, du vestenvind! For er det vinter nu, må våren være nær.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Og så kommer der stunder i enhver mands liv, hvor han må måle sig med andre mænd og andre skæbner. Ligesom da jeg svømmede over Hellespont, med klumpfod og det hele. Samme rute som Leander, da han skulle kurtisere den smukke Hero. Han druknede og vandt udødelig berømmelse, jeg måtte nøjes med en slem forkølelse. Og hvad andet får vi for det meste ud af vor høje stræben? Jeg mindedes Shelley, der var død i en alder af tredive. Vi havde sat os for at befri hele verden, og det havde anet mig, at det var for stor en mundfuld, selv om vi var nok så geniale. Så jeg tænkte: jeg tror jeg nøjes med Grækenland. "Marathon vendte sit blik mod bjerget bjerget mod havet vendte sit Og det faldt mig ind, i en stille time, at Grækenland egentlig bør være frit."

CROSS FADE til MARY;

MARY: I 1823 drog Byron af til Grækenland. Landet var besat af tyrkerne, og Byron gjorde et kæmpemæssigt arbejde med at skaffe midler til at mønstre en modstandshær. Hans breve lod mig ane et nyt livsmod, en ny epoke i hans liv, han var vældigt optændt af arbejdet med sine erindringer, som omsider, sagde han, skulle fremstille sandheden og forklare alt. Men først og fremmest havde Grækenland tændt en gnist i ham, som han troede længst var borte.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Jeg har en oppasser, en herlig knægt, Loukas, flot fyr - som trådt ned fra en af soklerne på British Museums græsk antikke sal. Jeg havde så småt håbet, at han kunne blive en Patroklos til min Achilles, men - han var ikke således disponeret, og han var ikke lige sådan at overtale. Han syntes, det var en frygtelig idé. Grækenland er desværre gået slemt i frø siden Platon holdt sine symposier. Nuvel, jeg gav alligevel en pæn sum penge til hans fattige, gamle mor og hans fire søskende - det skulle vel ikke regnes drengen til last, at han ikke havde læst sine klassikere. Men der er nu en særlig ironi at spore, for det anede mig, at dette skulle blive sidste gang, mit hjerte for alvor bandt sig til et andet menneske - nå, ja - det tænker man vel altid, når man sidder midt i det, men alligevel: jeg erindrede Marian Chaworth, som dengang, for enogtyve år og tusind somre siden, sagde nej til en ung fyr på femten med klumpfod ... den dumme tøs ... og nu Loukas, den åndede unge ... og imellem de to, som sagde nej, var en hel verden gladeligt jublet lige i mine lagner. Men sådan er det. I kærligheden rækker vi ud efter noget, vi aldrig kan nå. Og jeg ved, hvad jeg taler om, for få har nået så meget ... eller så mange som jeg. Og dog har jeg aldrig haft det held at elske nogen, som også elskede mig. Ikke samtidig, ihvertfald. Tættest kom vel Mary Shelley ... men det var et venskab, og venskab ... er kærlighed uden vinger.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Byron blev ramt af en feber, da han nåede Missolonghi, og to læger, Dr. Bruno og Dr. Millingen, anbefalede begge åreladning. Byron var imod det, men efterhånden som hans kræfter svandt, fik lægerne deres vilje ... og de tappede alt hans livsblod af ham, de drænede ham ihjel. Han døde d. 19. april 1824. Og på den samme dag, af uforklarlige årsager, udsatte Dr. Bruno og Dr. Millingen hans afsjælede legeme for en amatøragtig obduktion - de skar ham i stumper og stykker, og således blev han bragt hjem til London. Hjertet lod de blive i Missolonghi.

CROSS FADE til BYRON;

BYRON: Jeg har med djævlens vold og magt forsøgt at bryde livets store, mørke mahogniskab op, kun for at finde det rungende tomt. Måske er tiden kommet, hvor jeg selv må sørge for at stille noget derind. Men hvad? Jeg er så foranderlig, alt i mig skifter og varer ikke længe, og jeg er sådan en blanding af ondt og godt, at jeg må være vanskelig for andre at beskrive. Dog har jeg, i hele mit liv, hadet hykleri og elsket sandheden. Selvom den har vist sig upraktisk, amoralsk og æresløs, så bærer den dog i sig sin egen adel. Det tror jeg på, og det har jeg skrevet. Så det er mit sidste brev til en verden, der aldrig har turde vågne op fra drømmen og se sig selv i øjnene. Vi må jo se, hvordan de tager det. Ja. (lukker manuskriptet og tager sit glas). Lad os se ... Loukas ... og Marian Chaworth ... skål på jer.

CROSS FADE til MARY;

MARY: Manuskriptet til Byrons erindringer blev sendt til Thomas Moore, sådan som Byron havde betinget sig det, men i den afgørende time svigtede Moore. Han lod sig overtale af Hobhouse og Annabella til at lade dem gennemlæse siderne. Hobhouse og Annabella læste det, og derpå brændte de det. Så kunne verden drømme videre ...

LYS ned på MARY. BLACKOUT.