HELENE I LIVE
En50 minutters monolog-cyklus om danskere
af Lars Kaaber
Personerne:
Helene – en kvinde midt i 30erne, programvært i et debatterende tv-program
Christian – Helenes mand, lærer.
Simone – Christians kollega, elskerinde, og mor til Jonas på 7.
Mehdi – en ung andengenerations-indvandrer, 17 år.
”Helene i live” ville nok gøre sig bedst som low budget (eller no budget) tv-drama, men er ikke desto mindre skrevet til scenen. Som scenedramatik er stykket tænkt til tre separate, små scener i samme teaterrum: ”Hjemme hos Helene”, ”Hjemme hos Mehdi” og ”Hjemme hos Simone”.
I en spot ser vi HELENE, en smart, blond kvinde over 30, taler ud i rummet fra en to-personers sofa. Hun taler som i et personligt interview – lige ud til publikum.
HELENE:
Der er et eller andet i vejen, noget rivende galt et sted, men jeg kan ikke rigtig se, hvad det skulle være.
Jeg er holdt op med at tage fontex, men det har jeg ikke fortalt Christian. Han tror, jeg stadigvæk er på dem, men at jeg har opøvet en tolerans, så de ikke virker mere. Jeg tror vist i øvrigt nok, at man skulle vente 2 måneder, før man kunne se virkningen. Det har jeg ikke tålmodighed til.
Jeg fik sådan en overvældende kvalme af dem, som om jeg havde spist to kilo modellér-voks, der nåede ned til mellemgulvet. Og aldrig videre. Jeg kunne ikke kaste op. Jeg kunne heller ingenting spise. Jeg drak en del.
Nu er det sådan med mig, at jeg ikke tror på indogene depressioner. altså, at det skulle være noget kemisk. Jeg har interviewet hen ved 300 stakler til det ene program efter det andet, folk med alle mulige problemer, og jeg har aldrig mødt nogen, der var 'indogent deprimerede'. Det kommer ikke indefra. Det gør det aldrig.
I begyndelsen. Tja. I begyndelsen sad jeg bare derhjemme på sofaen. Hver dag når jeg kom hjem fra optagelser, en to-tre timer. Og der sad jeg. Og sad. Og sad.
Så kom Christian hjem, og han løb igennem stuen ud til køkkenet -
LYS OP. Døren går i baggrunden. Christian løber gennem stuen DS mod KS.
CHRISTIAN:
Hej.
HELENE:
Sagde han. Jeg blev siddende. Så, et par minutter senere styrtede han tilbage igen for at tjekke sin mail på kontoret -
Christian løber igennem stuen KS mod DS.
CHRISTIAN:
Haft en god dag?
HELENE:
Nej.
CHRISTIAN:
Ok!
HELENE:
Sagde jeg og sagde han. Han havde en reaktionstid på et par minutter, så råbte han, inde fra kontoret:
CHRISTIAN: (OFF)
Er der noget på TV?
HELENE:
Det kan godt være, at han havde registreret, at fjernsynet ikke var tændt...
(til Christian)
Det ved jeg ikke.
CHRISTIAN:
Jamen, hvad ser du?
HELENE:
(kniber øjnene sammen for at fokusere)
Et grønt tapet, effektmalet med en svamp, med en lilla skjold der hvor Henning, en anden svamp, ramte væggen med en chianti til min fødselsdag.
Christian kommer langsomt ind i stuen.
CHRISTIAN:
Helene - er der noget i vejen?
HELENE:
Ja.
CHRISTIAN:
Hvad?
HELENE:
Det ved jeg ikke.
CHRISTIAN:
Har det ... har det noget med mig at gøre?
HELENE:
(Til publikum)
Se, så vidste jeg, at Christian havde en affære. Han duskede rundt med en eller anden dulle, som nok var en pæn og proper lærerkollega, han havde mødt et eller andet sted på en eller anden dag i ugen klokken det og det. Men jeg var egentlig ligeglad, så jeg sagde:
(til Christian)
Nej, det tror jeg ikke. Jeg er bare deprimeret.
CHRISTIAN:
Meget deprimeret?
HELENE:
Man kan ikke være meget deprimeret eller lidt deprimeret. Det er, som hvis jeg havde fortalt dig, at jeg var gravid, og du så spurgte: meget eller bare lidt gravid? Det er en trinløs tilstand.
CHRISTIAN:
Er du gravid?
HELENE:
Nej.
CHRISTIAN:
Bare i dårligt humør?
HELENE:
Nej. Når man er i dårligt humør. så har man lyst til at blive glad igen. Når man er deprimeret, så har man lyst til at dø.
Christian sætter sig ned i sofaen og lægger armen omkring Helene.
CHRISTIAN:
Jamen - det kan vi da ikke ha'. Har du talt med Kieler?
HELENE: (Til publikum)
Det havde jeg så ikke - min depression var jo kun en eftermiddag gammel, men jeg havde på fornemmelsen, at den ikke ville forsvinde lige med det samme. Så jeg lovede Christian at tale med Kieler.
CHRISTIAN:
Godt!
Christian rejser sig.
HELENE: (Til publikum)
Og Kieler gav mig fontex.
CHRISTIAN:
Godt! Man skal ikke kimse af sådan noget. Hvis det drejede sig om en fysisk lidelse, eller, jeg mener, noget, hvor man var i fare for at fjerne symptomerne og lade sygdommen florere, så skulle man nok tage sig i agt, men depressioner, det er ikke andet end symptomer, og hvis man fjerner dem, så er det hele jo væk. Ikk´?
HELENE (til publikum):
Jo – hvis de var indogene. Men jeg har jo lige taget livet af alle indogene depressioner.
CHRISTIAN:
Det er jo nok stress eller sådan noget. Du har arbejdet meget.
HELENE sender et blik ud.
CHRISTIAN:
Ville du ikke mene det? Helene? Skat? Sig noget.
HELENE:
Sig noget?
Birgitte, Birgitte Begøje
Havde ondt i det ene øje.
Så smurte hun det med tjære,
så blev det meget værre -
CHRISTIAN:
Ha ha. Gider du lige?
HELENE:
Så smurte hun det med ...ja, hvad smurte hun det i grunden så med?
CHRISTIAN:
Fløde.
HELENE:
Ja, det er rigtig, hun gik til Dr. Kieler og han udskrev en recept på fløde,
men der opstod komplikationer og så begyndte det sågu at bløde.
Så fik hun en anden recept på blæk, og smurte sig godt ind,
og så gik det hele væk.
CHRISTIAN:
Udødelig poesi.
HELENE:
Hvor har du ret, min egen.
CHRISTIAN:
Hun var i øvrigt en rigtig person.
HELENE:
I modsætning til mig?
CHRISTIAN:
Birgitte Gøje. Hun var gift med ...eh...
HELENE:
En rigtig mand?
CHRISTIAN:
En eller anden kendt ... jeg slår det lige efter.
Christian ind på kontoret.
HELENE: (Til publikum)
Og ind på kontoret med ham. Man kan slå alt efter på nettet, og bare man ved, hvordan man skal begrænse sin søgning, så får man ikke alt muligt lort i hovedet.
Imens sad jeg på sofaen og på fontex og spekulerede. Jeg spekulerede på, om depressionen nu også gik væk af de piller, eller den bare blev erstattet med den ulidelige kvalme, for at man så kunne ha' noget reelt at bekymre sig om. Det tror jeg faktisk. Fedt præparat.
Og jeg tænkte - for man tænker så godt og grundigt, når man er deprimeret - at min depression nok skyldes noget, der ikke er der. I livet, mener jeg. Et sort hul i psyken. Og så kan man jo ikke fjerne det. En stor og ubestemmelig minus-masse af det, jeg ikke havde. Indtil videre. Og så var det, jeg lavede den liste over det, jeg havde. En uddannelse. Tjek. En flot taglejlighed på Østerbro. Tjek. Så et job som programværtinde - tjek - på en af de førende kanaler - tjek, tjek - og hvilket moderne menneske vil ikke gi' sin højre arm for bare to minutters sendetid? Alles misundelse - tjek. Jeg havde en times sendetid hver uge - tjek. Og så Christian - der kunne jeg vælge at sige halv tjek, for jeg skulle jo sikkert dele ham med hende dersens uden navn og ansigt, men jeg kunne også vælge at sige 'dobbelttjek', for jeg havde jo både Christian og en rivalinde. Så ...hmm...tjek, tjek. Jeg vil gi' mig selv lov at se lyst på noget. Og når bare man ved, hvordan man skal begrænse sin søgning, så får man ikke alt muligt lort i hovedet.
Christian kommer ind - Helene gemmer sedlen væk.
CHRISTIAN:
Hvad laver du?
HELENE:
Skriver et selvmordsbrev. Der bliver ikke flere programmer med titlen "Helene Live", for Helene har taget billetten.
CHRISTIAN:
Jeg har fundet ud af, hvem Birgitte Gøje var gift med. Det var Herluf Trolle, stor søhelt fra det 17. århundrede. Forældrene var imod forlovelsen, men de to stak af sammen. De kunne ikke få børn, så efter Herluf Trolle var død i et søslag mod svenskerne, stiftede Birgitte en skole for drenge, og ved du, hvad det var for en?
HELENE:
Næ...
CHRISTIAN:
Herlufsholm!
HELENE:
Nej, dog.
CHRISTIAN:
Jo, den er der endnu. Flere...øh, fire hundrede år gammel. Det er sgudda sjovt.
HELENE:
(uengageret)
Ja, Christian, det er det.
CHRISTIAN:
Synes du ikke?
HELENE:
Jo, for søren. Men på den anden side: alting er blevet så morsomt, efter jeg er begyndt på de piller. Så jeg må lissom forlade mig på din vurdering.
CHRISTIAN:
Du virker som om det går bedre. Hvad har I på fredag?
HELENE:
”Indvandrere.”
CHRISTIAN:
Hvad er din vinkel?
HELENE:
"Der er plads til os alle".
CHRISTIAN:
Hvem er opponenten?
HELENE:
Margrete Ulsøe.
CHRISTIAN:
Det tunge skyts! Hvad siger hun?
HELENE:
"Spark dem hjem".
CHRISTIAN:
Hvem har I inde?
HELENE:
En socialdemokrat og en perker.
CHRISTIAN:
Er I klar med det hele?
HELENE:
Jeg mangler perkeren. Kender du nogen?
CHRISTIAN:
Nej. Jo, forresten, der er dem i butikken hernede på hjørnet. Jeg har da snakket et par gange med ham, der kører biksen. Flink fyr. Han taler OK dansk.
HELENE:
Anden generations?
CHRISTIAN:
Næ - men hans sønner må da være det. De er der også.
HELENE:
Det skal være 2. generations.
CHRISTIAN:
Gå ned og spørg. Eller skal jeg?
HELENE:
Jeg gør det - gider du så slå op, hvornår Koranen er skrevet? Tænk nu, hvis jeg dummede mig på skærmen. Det er jo live. Tak.
CHRISTIAN:
Lad vær og sig 'tak' før jeg har sagt, om jeg gider.
HELENE:
Se at komme af sted. (til sig selv) Nå. Så kører bussen.
LYS NED på HELENE - LYS OP på Mehdi, en ung anden-generations-indvandrer, 17 år.
MEHDI:
Jeg havde set hende gå forbi butikken et par gange. Jeg sagde til far: "Det er hende fra fjernsynet - Helene fra "Helene Live". Far ser ikke fjernsyn - jo, MBC en gang imellem, efter vi har fået hybrid.
Hun ... ser ældre ud i virkeligheden. Ligeså gammel som min mor. Naj, ikke helt så gammel, men det er der ingen danske kvinder, der gør. Kulden konserverer, tror jeg. Men 40, måske nok.
Seføli var det lidt mærkeligt. Der stod et fjernsynsprogram inde i butikken mellem grøntsagerne og snakkede til mig. Om jeg ville være med i et program på fredag? Joeh. Om anden generations-invandrere - for det var jeg vel? "Min far er førstegenerationsindvandrer", sagde jeg, "og hvis min mor er til at stole på, så er jeg vel anden-generation". Det sagde jeg for at være sjov, og jeg synes da også selv, det var meget skæg. Men jeg griner ikke ad mine egne vittigheder, så hun forstod den ikke.. Bum. Den faldt til jorden. Hun begyndte bare at skrive ned på en lille blok
Skulle jeg spørge min far, om jeg måtte være med på TV? Det sagde hun. Nej, for fa'en sku' jeg ej. Jeg er dansker, jeg er sytten år, jeg ka' gøre hva' jeg vil, sålænge det er lovligt.
Hun er meget sød. Hun snakkede løs, og spurgte mig om alt muligt, skole, arbejde, familie, venner, kæreste, hun havde alle de der ting skrevet ned på blokken, og så hakkede hun af, hver gang jeg havde svaret. Nærmest som en indkøbsliste.
På TV? Det bli'r meget mærkeligt. Hun sagde, at jeg skulle ikke være bange - når man først er derinde, så tænker man slet ikke på, at der sidder folk i hele landet og ser på en. Så tænker man kun på, hvad man bli'r spurgt om, og hvad man skal svare.
Jeg sagde, at jeg var ikke spor bange.
Det er jeg nu, lidt. Bange for at sige noget dumt. Men det står man jo ikke og siger lige op i hendes blå øjne og lyse hår. Og bryster. Hun var ret sød.
Jeg kom faktisk til at sige noget dumt, allerede der i butikken: jeg sagde, "hvornår kommer det så på TV?". Hun smilede til mig og sagde: "Med det samme - det er det, 'live' betyder". Jeg ku' ha' bidt tungen af mig selv.
Og så, bagefter, har jeg tænkt: "hvorfor vil hun ha' en eller anden dum perker på TV?" Måske skulle jeg gøres til grin. Måske hun har jagtet hele byen rundt og interviewet 200 fyre som mig, men de var alle sammen for kloge, og så fandt hun mig og tænkte: haps! han er dum nok! Nu skal Helene nok vise, hvor ubegavede de er alle sammen. Live, mand! Skide grønthandler, hold kæft, mand!
Men ... jeg tror det ikke rigtig. Hun var meget sød. Hun virkede ærlig nok. Lidt forvirret, men ærlig nok. Bare jeg dog ikke havde spurgt, hvornår det kom på TV...
CROSS FADE til HELENE i sofaen.
HELENE:
Han er vanvittig begavet. Alligevel kun sytten. Han havde meninger om alt, om integrationspolitik, offentlige tilskud, uddannelse for indvandrere, og han kan skyde Margrete Ulsøes fascistiske holdninger i sænk så let som ingenting - jeg behøver sikkert ikke engang blande mig i debatten. Kun sytten år gammel. Men Ulsøe er vel heller aldrig nået til puberteten, selv om hun er langt over fyrre. Eller vent lidt - er hun blevet halvtreds? Nej, det må jeg tjekke. Christian må slå det op.
"Har Danmark tacklet indvandrerpolitikken godt?" - Nej, sagde han, Danmark har begået alle de samme fejl som USA begik for 100 år siden. Tænk, det sagde han, uden et sekunds tøven, "Hvad skulle vi da ha' gjort?". Og igen, uden betænkningstid: "Det første, man skal gøre, når man får en masse indvandrere, det er at gifte sig med dem. Lige med det samme. Det er den eneste integration, der virker". Jeg så ind i hans ansigt for at se, om han sagde det for sjov - men der var ikke antydningen af smil.
Og så er han en køn knægt, det skader jo heller ikke. Køn og kvik. Hans dansk er forbløffende godt, men jeg ved heller ikke hvad jeg havde ventet - han har jo boet her hele sit liv. Snakker jeg for meget om ham? Vi må jo se, hvordan det går. Bare han ikke får lampefeber og går i baglås. Han er jo kun sytten...
LYS NED.
HELENE:
Nej, for helvede -
LYS OP (som om det ikke var planlagt)
HELENE:
Det kommer til at gå skidegodt. Jeg mener - der sidder Margrete Ulsøe og ligner en kvindelig brugtvognsforhandler, og udstråler uærlighed på alle leder og kanter, og så Mehdis - han hedder Mehdi - og så Mehdis umiddelbare, begavede holdninger, udtrykt på smukt formuleret dansk - hans sprog er vist endnu mere nuanceret end Ulsøes, hun kører jo rundt i de samme floskler igen og igen. Det bliver en menneskeofring! Gud, hvor jeg glæder mig.
LYS NED OG OP ( igen som om det ikke var planlagt)
HELENE:
Og et eller andet sted i København vil Christian sidde sammen med sin navnløse elskerinde og se Margrete Ulsøe tabe vælgere for åben skærm. Selvfølgelig vil han være sammen med hende. Elskerinden, altså. Ikke Margrete Ulsøe. Det er han hver fredag. Det er jo den eneste dag i ugen, han ved, hvor jeg er. Det står i avisen.
De lader sikkert fjernsynet køre, mens de elsker. Mellem halv ti og halv elleve. Mens jeg kværner løs. Hvor pikant!
Jeg forestiller mig, at hun har fjernsyn i soveværelset, så der sidder de, arm i arm i dobbeltsengen og ser mig hudflette løgne og bedrag i det danske samfund.
(hun ler).
Tænk, hvis det er en mand! Det ville overraske mig. Hvis Christians hemmelige elskerinde var en fyr. Hold da kæft ... (hun ler lidt igen)
Hvorfor er jeg ikke jaloux? Der må være noget rivende galt. Jeg er ikke det mindste jaloux. Det er nok de fontex.
Ny Location. CHRISTIAN og SIMONE, hans elskerinde, sidder sammen i en sofa og ser TV.
SIMONE:
Han klarer det da godt.
CHRISTIAN:
Det sagde Helene også at han ville. Prøv at se - kameraet skifter vinkel på Margrete Ulsøe hele tiden...
SIMONE:
Det får hende til at se usikker og flakkende ud, synes du ikke?
CHRISTIAN:
Det er det, der meningen. Mens ham der fyren –
SIMONE:
Mehdi.
CHRISTIAN:
ja - han er hele tiden skudt fra samme - næ, nu kører de også på ham.
SIMONE:
Lidt ned, ja....wow - god vinkel. Han har virkelig overtaget nu! Man behøver slet ikke høre efter, hvad de siger, det hele ligger i vinklerne. Er det Helene, der tilrettelægger det?
CHRISTIAN:
Jeg ved det faktisk ikke. Det ku' nu godt ligne hende, det der. Er det for meget, synes du?
SIMONE:
Næ. Hvis Magrete Ulsøe bare taber stemmer, så er det i en god sags tjeneste. Tænk, hvis nogen havde gjort det med Hitler i '33...
CHRISTIAN:
ja...
SIMONE:
For et par uger siden hørte jeg i radioen, at tre unge anden-generations-indvandrere var blevet pågrebet efter et overfald...
CHRISTIAN:
Ja. det er jo ikke de rene engle allesammen.
SIMONE:
Nej, men jeg tænkte: hvorfor overhovedet nævne i radioen, at de er anden-generations-indvandrere?
CHRISTIAN:
Nåja.
SIMONE:
Man hører aldrig, at det drejer sig om tre unge mænd fra Ålborg eller Herning, og når de allerede har pågrebet gerningsmændene, er der jo ingen mening i at give et signalement. Og det var på Danmarks Radio. Hvis det så endda havde været en småfascistisk lokalradio i provinsen...men det var Danmarks Radio.
CHRISTIAN:
Hvor har du ret, Simone.
SIMONE:
Ja. Men Helene gør noget ved det ...du må være stolt af hende.
CHRISTIAN:
Ja, for pokker.
Simone ser på Christian. Han mærker det, ser tilbage og smiler.
SIMONE:
Har hun fundet ud af det her med os?
CHRISTIAN:
Fundet ud af?
SIMONE:
Du har vel ikke sagt det? Nej - det har du ikke.
CHRISTIAN:
Jeg troede du mente, om hun havde fundet ud af tackle det.
SIMONE:
Hun ved det altså godt?
CHRISTIAN:
Det skulle jeg mene. Hold kæft, hvor har lysmanden været ond ved Ulsøe der!
SIMONE:
Ha ha. Belyst nede fra. Hun ligner Frankenstein.
CHRISTIAN:
Du mener Frankensteins monster - Frankenstein var videnskabsmanden, der lavede monsteret.
SIMONE:
Du ved, hvad jeg mener. Hvor har hun fundet Mehdi?
CHRISTIAN:
Det var mig, der fandt ham. Hos den lokale grønthandler. Prøv at se, hvor hun kigger på ham ... Helene. Hun er så afgjort på hans side. Det er sgudda for tydeligt - Helene, tag dig sammen! Hele landet kigger!
SIMONE:
Christian - har hun sagt noget om os?
CHRISTIAN:
Okay - nu skal jeg fortælle dig noget om Helene. Hun er lissom sine TV-programmer; den ene uge er det indvandrerpolitik, den næste uge er det den gule presse, så er det anmeldervældet i kultursektionen, så er det, at alle pengene i sundhedssystemet administreres væk -
SIMONE:
Men altsammen gode sager -
CHRISTIAN:
Ja, for helvede, men hele tiden noget nyt! Hun skifter kanal u-af-ladeligt. Det holder hende oppe.
Hun hang godt nok lidt med næbbet i sidste måned, og jeg havde på fornemmelsen, at det havde noget med os at gøre, altså dig og mig, men nu er det glemt igen. Hun er en zapper. Hun er en kvik gymnasieelev, skidekvik, men hun kommer ikke længere. Hun er gået i stå lige der. Og jeg er hendes gymnasieflirt og det har jeg været i ti år.
SIMONE:
Men ... du elsker hende da stadigvæk.
CHRISTIAN:
Jo, for Søren.
SIMONE:
Det kom uden forbehold.
CHRISTIAN:
Ja.
Simone ser granskende på Christian.
SIMONE:
Det gjorde det.
CHRISTIAN:
ja, det gjorde det.
LYS NED på Christian og Simone, LYS OP på HELENE. Hun ser lidt hærget ud.
HELENE:
Skal vi begynde med small-talken? Det gik godt med Mehdi. Rigtig godt endda. Margrete Ulsøe var helt nede og kysse gulvet. Hun blev sat lige overfor en af dem, hun prøver at ramme med sin politik, og alle ku' se at det var en begavet, charmerende og positiv fyr, der fortjener enhver chance i samfundet. Jeg tror ikke engang hendes egen mand stemmer på hende ved valget.
Det gik bedre end jeg havde regnet med. Og værre. Meget værre.
Og nu skal jeg altså ha' en smøg.
(Helene tænder en smøg)
Det blev lørdag, og jeg lå og hvilede på laurbærene. Det blev søndag, og jeg havde allerede tilrettelagt programmet for næste uge - det bli'r undervisningsministeriets nye reform, der vil smide 30 elever i hver gymnasieklasse, en skandale - det blev faktisk sent om søndagen, da jeg pludselig, og for første gang i 17 år, begyndte at tænke på noget, jeg gjorde, da jeg var 20. Et valg, jeg traf.
Det var før Christian. Jeg var lige blevet færdig med studentereksamen, og hele livet lå foran mig som et væld af muligheder. Syntes jeg. Jeg kunne blive, hvad jeg ville, med mit gennemsnit. Jeg kom sammen med Michael, en ret borgerlig fyr, skidesød, men borgerlig, og han - ja, han sagde kondomet sprang, men jeg tror nu, han prikkede hul på det, med en nål. En slags kvindelig udspekulerethed fra hans side. Og som det sker i alle de gode film, blev jeg gravid med det samme. Eller også har han prikket hul på flere kondomer.
Nå men, jeg styrtede ind og fik en abort.
- sagde jeg lige før, at jeg ikke havde tænkt på det i 17 år? Det er løgn. Der er nok ikke gået en uge i alle de år, uden at det har strejfet mig. Hver eneste gang jeg har set andre piger med deres børn. Er det ikke skidetrist? Og så her, til optagelsen i fredags, var scripteren der - Bettina, Berit, Britta, et eller andet med B - lige fra barselsorlov, og hun havde sit barn med. Det stod inde i redigeringssuiten under optagelserne. I en lift. Vi skulle allesammen ind og betragte vidunderet. Og han var da også næsten lisså sød, som moderen syntes. Det var lige sådan en hurtig lille oplevelse, som satte sig fast. Jeg kom til at tænke igen: "Det ku' ha' været dig, Helene".
Nå, men så kom åbenbaringen, sent sidste søndag. I tre omgange: først slog det mig, at hvis jeg virkelig havde fået det barn dengang, så ville det jo ikke længere være et spædbarn - det ville være en fyr på sytten. Ja, altså, hvis det ellers var blevet en dreng.
Og så, åbenbaring nummer to: det var jo simpelthen det, der manglede på min liste. Den liste, med alle mine fortræffeligheder. Et barn. Og jeg tænkte: Du godeste, hvor er sandheden banal. Det var ikke et eller andet stort og eksistentielt, og livets mening-pladder, det var bare et barn.
Det stod mig pludselig meget klart, at jeg måske havde forpasset den chance. Og at det var det eneste, der kunne fjerne det tomrum, som pillerne var ved at fylde op med modellérvoks og kvalme. Og at alle de muligheder, jeg troede jeg havde, i virkeligheden var lutter umuligheder, en efterligning af virkeligheden, som den skulle have været. Giver det mening? Eller er det bare skruk?
Hvordan skal jeg forklare det sidste? Jo, ærligt talt, så har jeg slet ikke lyst til at få et barn, og slet ikke med Christian, og hvis det skulle være med ham, så skulle det ikke være nu, hvor han ser en anden, og jeg ikke har tid, og en million andre ting, jeg ikke helt har tænkt ud og ... nå ja. Jeg tænkte: Mehdi. Mehdi, tænkte jeg. Jeg begyndte at forestille mig, at han var det barn jeg ville have fået den gang - jeg ved det lyder vildt, lige til gummicellen, men jeg havde udviklet en slags beskyttertrang over for ham. I øvrigt havde jeg drukket to flasker rødvin den aften. Men alligevel: i min opfattelse kunne han godt have været ... selvfølgelig var Michael ikke Iraner - altså ham med nålene og kondomerne - men på et eller andet kosmisk plan... Hold kæft, hvor det lyder langt ude.
Så lad os sige, at jeg savnede et menneske. Nogen, jeg kunne vise, at jeg ikke bare foregav at være interesseret i folk, der skulle optræde i programmet, og så udnytte dem på de offentlige one-night-stands, som det show jo for helvede er. Politisk porno. Det havde jeg et helt enormt behov for at vise Mehdi. At jeg ikke bare ville udnytte ham.
LYS ned på HELENE og LYS OP på MEHDI.
MEHDI:
Så kom hun ned i butikken igen. Først troede jeg, det var for at sige til lykke med, at det var gået godt, for det sagde alle, at det var, og det syntes jeg også selv. Hun sagde også til lykke, og hun blev at snakke om, hvad der var sket, og vælgertallene og alt det, og hun begyndte lissom at køre i tomgang, ikk'? Og hun blev alligevel stående.
Jeg nåede lige at tænke: det kan være jeg skal i TV igen. Jeg er måske blevet TV-stjerne, hey...
Men så spurgte hun, om jeg ville spise til middag med hende.
Nå.
Jeg så ned på hendes hænder, for at se, om hun havde en vielsesring på. Hun havde et halvt dusin ringe, og kunne ikke huske, om vielsesringen sidder på højre eller venstre hånd. Jeg tænkte: Mehdi - hvad har du rodet dig ud i? Men jeg var jo allerede ude i det, så jeg sagde ja tak. Samme aften, var det. Man spilder ikke tiden på Østerbro.
LYS NED på MEHDI - LYS OP på HELENE.
HELENE:
Jeg havde tænkt, at aftenen skulle forløbe som en slags familie-interview. Jeg havde et eller andet sted i baghovedet, at jeg var hans mor, som havde måtte bortadoptere ham, da han blev født. Jeg anede ikke, hvad han ku' li, jeg vidste ikke engang, om han var rettroende muslim - ja, han var jo ikke fundamentalist, det havde jeg da forstået - men jeg var for en sikkerheds skyld nede hos Halal-slagteren, så der var ikke noget der. Og så skulle jeg høre om, hvordan det stod til med ham, ikke i den sidste uge, men i de sidste 17 år. Det var spøjst. Jeg havde virkelig en meget stærk binding til ham, mens jeg gik og lavede mad og dækkede bord.
Jeg tænkte mit eget liv igennem og hvordan det havde været, hvis jeg havde valgt at beholde ham. Da jeg begyndte på journalisthøjskolen, ville Mehdi være to år gammel. Det ville betyde, at jeg stadig skulle ha' ham med til undervisningen, jeg skulle skifte ble på ham, og amme - ammer man stadigvæk børn, når de er to? Nej, det gør man vel ikke. Da jeg var færdig på min skole, skulle han begynde i sin. Altså i første klasse. De fleste børn begynder vel i en eller anden daginstitution før det. Han ville være nået i 8. klasse, da jeg fik mit TV-job, og han ville lige være begyndt i gymnasiet, da jeg fik showet.
Så ville han have været stolt af sin mor. Tror jeg da. Jeg har en fornemmelse af, at jeg tager mig OK ud på skærmen - jeg prøver i det mindste ikke at ligne en teenager på 37. Og programmerne har da en vis saglighed. Jeg tror, det er den slags udsendelser, man bånder og viser i dansktimerne. Eller samfundsfag. Jeg har haft brug for nogen, der er stolt af mig. Uha, det her er rigtig guf for en psykiater - det er nu ikke for at hulke. Christian er da stolt af mig, tror jeg, men man kan ikke sige han ser op til mig. Kan man?
Hold kæft hvor er det underligt at sætte ord på det her! Det virkede okay, da jeg gik og tænkte på det hjemme i køkkenet. Nå men, I kan lisså godt få det hele: Jeg tændte levende lys - det var sådan helt privat for mig selv - en slags erstatning for de lys i de sytten lagkager jeg ikke havde fået tændt for Mehdi. Så - nu er det sagt. Det var ellers højdepunktet af den lille historie, jeg gik og fandt på: lysene i lagkagerne. Det skulle jo ikke virke for påfaldende, så jeg satte dem rundt omkring forskellige steder i stuen og i alle værelserne - de sidste i noget sammenkrøllet sølvpapir, for jeg ku' ikke finde flere lysestager.
Jeg blev helt melankolsk, da jeg gik rundt med de lys. Jeg kom til at tænke på, hvordan de fleste liv løber i paralleller, der aldrig møder hinanden. To mennesker, der ellers kunne være bestemt til at høre sammen, kommer til at leve hver for sig. Og alting afhænger af små tilfældigheder.
Det er en frygtelig verden.
LYS ned på HELENE og LYS OP på MEHDI. Mehdi virker lidt rastløs
MEHDI:
Jeg tænkte, da jeg var på vej derop: det ka' da godt være, at hun vil snakke mig til at komme på TV igen. Men hvorfor til middag? Hun ku' da bare ha' spurgt mig i butikken.
Nå, tænkte jeg så - det er nok sådan man gør, når man er i show-biz. Og det ka' osse være, at der er masser af mennesker deroppe, fra TV. Det kan være jeg skal møde en masse andre tv-producere.
Mehdi sidder og tænker lidt, bekymret.
MEHDI:
Jeg skiftede tøj tre gange. Først havde jeg taget noget fint tøj på, hvid skjorte, mørke bukser. Så tænkte jeg: Det er sgu for fint. Jeg ser ud, som om jeg skal på en date - eller så hun tror, at jeg tror, jeg skal på en date. Så skiftede jeg. Til jeans og en T-shirt. Så kom jeg til at ligne Freddie Mercury. Af med det igen. Så tog jeg jeans og hvid skjorte. Hold da kæft, tænkte jeg, jeg står foran spejlet som en anden kælling. Så tog jeg en sweatshirt på, og beholdt jeansene. Yep. Det var det. Og så kom jeg i tanke om min aftershave: "Obsession". Det er Calvin Klein. Det kan være hun kendte den, og så ville hun måske også misforstå det. Så jeg vaskede den af. "Obsession" er ret svær at vaske af. Og så kom jeg en anden after shave på. "Escape". He he. Det er osse Calvin Klein.
LYS OP på CHRISTIAN, hos SIMONE.
CHRISTIAN:
Jeg var ikke hjemme den aften. Jeg var ovre hos Simone. Hun skulle have været på kongres, men hun måtte hente Jonas fra skole, fordi han havde fået mæslinger eller røde hunde, så hun kom ikke afsted.
Det er en herlig knægt, hun har der. 7 år gammel, lige begyndt i skolen, men han er eddermulemig kvik. Jeg læste "Den lille Havfrue" for ham. Den var noget længere, end jeg huskede den. Og meget sørgeligere. Jeg fik en klump i halsen. Det må jeg indrømme.
Så satte jeg mig ud til Simone i køkkenet.
SIMONE:
Og da der var gået en halv time, kunne vi høre Jonas græde inde på sit værelse. Jeg troede han havde det dårligt ...
CHRISTIAN:
- men det var historien. Det var det sted, hvor prinsen har giftet sig med prinsessen, og Havfruen ved, at hun vil blive opløst og blive til skum på havet, når solen står op...
SIMONE:
Men hun kan redde sit liv, hvis hun stikker en kniv i hjertet på prinsen.
CHRISTIAN:
Det er heller ikke en historie der er egnet for børn!
SIMONE:
Og Jonas græd og sagde: "Det sku' hun ha' gjort!"
CHRISTIAN:
He he. Så sagde jeg: men nu kommer hun jo op til luftens døtre og bliver så glad, så glad - se, det står lige her.
SIMONE:
Og Jonas sagde: "Det forstår jeg ikke!"
CHRISTIAN:
Og det gør jeg heller ikke.
Simone ler. Christian ler med. LYS NED på CHRISTIAN og SIMONE, og LYS OP på HELENE
HELENE:
Han var så fin i tøjet, da han kom. "En smart ung mand!" tænkte jeg, "Og det er min søn". Men jeg sagde det naturligvis ikke til ham. Han havde taget en flaske vin med - så var han altså ikke en meget streng muslim. Hvis han da overhovedet var muslim. Han havde heller ingen spørgsmål til kødet, så jeg fik ikke brug for at fortælle ham, at det var halal.
LYS OP på MEHDI og LYS bliver på HELENE, i hvert deres rum.
MEHDI:
Hun ku' ikke lave mad. Al maden smagte af kartoffelskræller.
Og der var ikke andre hjemme end hende. Men vi snakkede meget hyggeligt. Først gentog hun alt, hvad hun allerede havde sagt i butikken, om hvor godt det var gået sidste fredag -
HELENE:
Det var lidt svært at komme i gang. Hvis jeg begyndte at spørge ham om hele hans liv ville det jo lyde som et tredjegradsforhør.
Det var sjovt - da jeg så ham igen, virkede han ældre end sidst.
MEHDI:
Så spurgte hun om skolen, og om vennerne, og min familie, hvor meget jeg arbejdede i butikken, og om det gik godt med lektierne -
HELENE:
Han klarede sig godt i alle mine egne yndlingsfag; engelsk, dansk, oldtidskundskab og historie. Han havde svært ved matematik, og jeg sagde til ham:
MEHDI:
"Jeg ved af erfaring, at det får man aldrig brug for" he he. Hun var ret sjov. Får man brug for oldtidskundskab? Spurgte jeg. Alle de gamle historier?
HELENE:
Det er dannelse. Og det er jo gamle myter, der bliver ved med at dukke op i kulturhistorien. Vi befinder os alle sammen en gang imellem i samme situation som de gamle grækere.
MEHDI:
Hun lød lidt som en lærer, men det er jo ikke hver dag, man sidder og spiser middag med en af sine lærere. Det var lissom ... jeg ved ikke. Jeg sidder tit og tænker, i skolen, når lærerene bliver rigtig forfærdelige - Holger, vores matematiklærer, han er ikke spor rar - meget...autoritær, ja. Så forestiller jeg mig, at han sidder på toilettet. Det gør vi alle sammen fra tid til anden, også Holger. Sidder på toilettet. Men det er svært at være autoritær, når man sidder der.
LYS op på HELENE.
HELENE:
(ler hjerteligt)
Det var fuldstændig, hvad jeg tænkte, da jeg gik i skole! Jeg havde en biologilærer, Markersen, som jeg var bange for, så da jeg skulle op til eksamen forestillede jeg mig, at han sad i et badekar med en plastik-and!
MEHDI:
Det er jo ikke helt det samme...
HELENE:
Men det er tæt på! Ha ha.
LYS ned på HELENE.
MEHDI:
Så var det hun spurgte mig om jeg havde en kæreste. Det havde hun spurgt mig om før, men det var i butikken, før jeg var på TV, mens hun stod og krydsede af på sin liste. Det var noget andet nu, hvor vi sad alene i hendes hus. Jeg sagde: "Kan du ikke huske, hvad jeg svarede sidst?" Næ, det kunne hun ikke. Så måtte jeg sige til hende, at i sidste uge havde jeg ingen kæreste. "Men har du en nu?" Jeg spurgte, om hun troede, jeg havde fået en, bare fordi jeg havde været på TV? Så grinede hun. Det var meget underligt.
"Har du selv en kæreste?" spurgte jeg. "Jeg spurgte først" sagde hun. Jeg havde jo svaret hende. Hvorfor spurgte hun igen?
HELENE:
Jeg fortalte ham om mit liv, også om Christian og hans elskerinde, som jeg godt nok ikke kendte, og jeg sagde også, at jeg ikke havde været så glad på det sidste. At det nok var en midtvejskrise - og så var der det med, at jeg havde leget, at han var min søn. Det var for intimt, på en eller anden måde. Jeg ville forfærdelig gerne ha' at han skulle vide det ... men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det sagt ...
MEHDI:
Hun begyndte at snakke om, at hun ikke havde fået nogen børn. Det var meget pinligt. Og så var det, jeg så mig om: hun havde tændt stearin-lys overalt i huset, helt ind i soveværelset, hvor døren stod åben, så man ku' se en stor dobbeltseng. Jeg tænkte: "Mehdi, din store idiot! Du er for nem!" Jeg var lige ved at løbe ud af døren.
Men så .... Jeg ku' ikke rigtig se hende i øjnene, så jeg så ned på bordet. Hendes hænder - med alle ringene - hendes fingre pillede nervøst ved en af de blå papir-servietter, hun havde foldet så pænt. Hun havde nulret sin serviet i småstykker. Det var på en måde så trist. Jeg fik ondt af hende. TV-stjernen. Så helt alene i det store hus ... så jeg ... jeg rakte hånden ud og lagde den oven på hendes ... og så ...
Mehdi sidder et øjeblik og vånder sig. Han lader til at ville tale videre, men opgiver det, ryster på hovedet og ser ned.
CROSS FADE til HELENE. Hun er nu i slåbrok, undertøjet synligt indenunder. Hun ryger en smøg. CHRISTIAN kommer ind ad døren.
CHRISTIAN:
Har du ikke været i seng?
HELENE:
Jo. Jo for pokker, det har jeg. Kan du lige tro …
CHRISTIAN:
Har du ventet oppe på mig?
HELENE:
Næ.
CHRISTIAN:
Ingen forklaring?
HELENE:
Kom lige her. Før du løber ud i køkkenet eller ind for at tjekke din mail. Kom lige her hen.
CHRISTIAN sætter sig ved siden af Helene.
CHRISTIAN:
Lige her skat.
Helene tager hans hånd imellem sine hænder. Hun ser på ham, Pause. Hun ser ned og klapper hans hånd.
HELENE:
Hvordan ville du vurdere vores ægteskab, efter 13-skalen?
CHRISTIAN:
Helt ærligt?
HELENE:
Helt ærligt.
CHRISTIAN:
Et solidt ni-tal eller et lillebitte ti-tal. For de gode dage.
HELENE:
For den selvstændige, men noget rutineprægede præstation?
CHRISTIAN:
Ja.
HELENE:
Fint.
CHRISTIAN:
Hvor ligger din vurdering?
HELENE:
Samme sted. Mangler vi noget?
CHRISTIAN:
Du er holdt op med at tage dine piller, ikke?
HELENE:
Jo. Jeg fik kvalme.
CHRISTIAN:
Fint nok.
HELENE:
Det sagde du også, da jeg begyndte at tage dem.
CHRISTIAN:
Ja. Og hvad kan vi så lære af det?
HELENE:
Hvad end jeg gør, så er det OK med dig.
CHRISTIAN:
Nemlig.
Beat.
CHRISTIAN:
Er du klar til på fredag?
HELENE:
Undervisningsministeren: "Vi er ved at forberede nye læringsprocesser i gymnasieskolen"
CHRISTIAN:
Og dig?
HELENE:
"Hvad fanden ligner det at stoppe tredive elever ind i hver klasse?!"
CHRISTIAN:
Har du opponenterne?
HELENE:
Jeg skal ud og finde nogle gymnasie-elever.
CHRISTIAN:
Jeg finder nogen til dig. Se at få noget søvn. Du ligner en hængt kat.
Christian går ud i køkkenet.
HELENE:
Sagde min mand, Og jeg tænkte: Alt i alt en helt i orden uge: jeg stoppede min fontex-behandling, jeg fik jordet en fascistisk politiker, jeg fik et knald - og det er vist alligevel ikke meningen, at jeg skal ha' nogen børn. Og godt det samme.
Helene tager et ordentlig hvæs af cigaretten.
HELENE:
"Birgitte, Birgitte Begøje
Havde ondt i det ene øje.
Så smurte hun det med ...
CHRISTIAN:
(OFF)
Blæk.
HELENE:
Og så gik det hele væk."
BLACKOUT.
