I PANSER OG PLADE
STARTKOR af følgende: GERTRUD, BONIFACIUS, BILLE, KURT, ROSELIL, SIGNE, HANNE, ADELHEIDE, TERESE-MARIE. (plus evt. støttestemmer):
(oratorisk og Disney-agtigt)
Her er en historie
fra de meget gamle dage
det’ så længe siden
at der næsten ikk’ er mer’ tilbage
af det Danmark som der fordum var
dengang vores drot hed Valdemar
Det var dengang kirken
Endnu hørte under Paven
Dengang at de endnu leved’
Som forlængst fik muld på maven
Og vort kloster her ved Esrum Pyt
Det var dengang stadig splinternyt.
Vi skal møde kongens højre hånd,
Go’e gamle biskop Absalon
som har taget gamle Saxo med
for at han ka’ skriv’ det hele ned.
Tag med os tilbage
På en rejse gennem tiden
Ottehundred-femogtred’ve
år er gå’t forbi os siden
Dog, når vi nu ser hvordan der var
Under vores første Valdemar
Ser, at det, der dengang satte os i rotation
Det var ting som sex og politik og rel’gion
Altså, hvad der opta’r alle folk til hver en tid
Så’ der faktisk ikke sket en skid.*
ESRUM KLOSTER. BISKOP ABSALON ind med SAXO.
ABSALON:
Se så, min gode Saxo – dette er Esrum. Et smukt stykke landskab i den danske sommer.
SAXO:
Mind mig lige om, Biskop Absalon, hvad det er, vi skal så langt ude på landet.
ABSALON:
Vi skal mødes her med Esbern Snare, og sammen skal vi sørge for at befæste Valdemars kongemagt – du ved at skrive en krønike, der entydigt skildrer ham som en stor helt, og jeg og Esbern Snare ved at sikre, at han bliver ved kongemagten til sin død, samt at den ikke indtræffer lige de første par uger.
SAXO:
Nej, hvorfor skulle den da også det? Han så da sund og rask ud i forgårs.
ABSALON:
Heinrich Løwe af Sachsen er i omegnen og lægger onde råd op imod Valdemar. Han har planer om at overtage den danske trone. Han mener, at han har retten på sin side, fordi Valdemar selv blev konge ved at myrde både Svend og Knud, som stod før ham i rækken og dermed sveg den aftale, som Knud havde gjort omkring magtdeling med Sachsen.
SAXO:
(skriver)
Javel, ja.
ABSALON:
(ser først nu, at Saxo skriver)
Hvor meget af det har du skrevet ned?
SAXO:
Hvert et ord, på smukt latin.
ABSALON:
Hm. Nu fremgår det vel, at det er Heinrich af Sachsen, der mener, at Valdemar dræbte Svend og Knud for at få magten, ikke? Og altså ikke, at han rent faktisk gjorde det?
SAXO:
Jamen, gjorde han da ikke det?
ABSALON:
Jovist gjorde han, men derfor behøver du vel ikke skrive det sådan ligeud i din Danmarkskrønike, vel?
SAXO:
Jeg kan bruge en hypotetisk konjunktiv i den sætning, så læserne ikke kan vide sig sikre...
ABSALON:
Nej, nej, det er slet ikke tilstrækkeligt! Hvis det står uklart, så tænker folk hvad de vil, og det er jo det værste der kan ske. Nej, skriv: ”Heinrich af Sachsen gerådede udi den vildfarelse, at Valdemar havde ombragt – osv.”
SAXO:
Javel. Jeg benytter så en vildfarelsens ablativ. Jeg gør det, men under protest –
Mens SAXO taler videre går ABSALON lidt omkring for at recognosere, måske oven i købet med k.
SAXO:
Forstår De, jeg føler en vis forpligtelse, når jeg skriver på kirkens sprog. Hvis vi lader alt for mange, skal vi sige: ”unøjagtigheder” snige sig ind, så vil det snart hedde i folkemunde, at alt på latin er ganske uvederhæftigt. Biskop Absalon?
ABSALON kommer tilbage til Saxo.
ABSALON:
Ja?
SAXO:
Jeg føler ikke, at jeg har Deres fulde opmærksomhed...
ABSALON:
Det har du heller ikke. Men hør - det næste, jeg siger dig, det skal du slet ikke skrive: jeg har i samråd med den kongetro Esbern Snare – som vil møde os her ganske snart - lagt en snedig plan, som skal forhindre Heinrich af Sachsen i at tage tronen fra Valdemar.
SAXO:
En snedig plan?
ABSALON:
Vi vil slå ham ihjel.
SAXO:
Ja, det er rigtig nok snedigt.
ABSALON:
Jo, for han er her incognito, og derfor hverken beskyttet af sin titel eller af sine hirdmænd. Rygtet vil vide, at han er her alene med sin søster, den ærgerrige Kunigunde. Ingen mistanke vil falde på mig eller kongen.
SAXO:
Men –
ABSALON:
Det er en genial plan, med kun den ene brist –
SAXO:
Ja?
ABSALON:
Jeg ved ikke hvordan han ser ud.
SAXO:
Ikke det?
ABSALON:
Aldrig set ham. Men jeg formoder, at hans fede accent vil røbe ham iblandt det brave, danske tungemål, som tales her på egnen. Hans accent og så en eller anden latterlig forklædning.
ABBED FREDERICK kommer ind.
ABBEDEN:
(med fransk accent)
Monsieur – De må være Abøsalong, Kong Valdemars højre hånd, og det agtværdige Biskop af Roskil-dø. Må jaj bide Døm bienvenu til vort smukke nye kloster i Esrûme.
ABSALON:
Hør, Saxo – tronraneren kommer på stikordet, og som jeg sagde dig: hans naragtige accent har allerede dødsdømt ham.
ABBEDEN:
Eh – det err os et stur, stur ærø, at –
ABSALON:
Klap i, din lede udlænding. Dine skumle planer er afsløret.
ABBEDEN:
comment?
ABSALON:
(trækker sit sværd)
Bered dig på din død, dit intrigante svin!
ABBEDEN:
Ah! Mais monsieur! Der må foreligge et drabølig misforståelse – ah!
ABSALON hugger ud efter ABBED FREDERICK, som løber. ABSALON løber efter.
ABSALON:
Stå stille, din prøjser, mens jeg gennemborer dig og dit karnevalskostume!
SAXO:
Men, Absalon –
ABBEDEN:
Jaj er ikke fra Preussen, jaj er frarnsk!
ABSALON:
Ha! Jeg ventede da ikke, at du ville indrømme –
DE stæser fortsat rundt.
SAXO:
Men -
ABBEDEN:
Hyr herr: sous le pont d’Avignon, l’ont y danse, l’ont y danse ...
ABSALON:
Kom her! Du må dø for at Danmark kan eksistere i fred!
ABBEDEN:
- eh, Champs Elysees, eh – plusqueparfait ...
SAXO:
Absalon! Det er abbeden her på klostret. Abbed Frederick.
ABSALON:
(standser) Er du sikker?
SAXO:
Jeg bevidnede hans indsættelse i embedet i forrige måned. På latin.
ABSALON:
Nå. Nåmen, det må du undskylde. Det var din accent.
ABBEDEN falder flæbende sammen.
ABBEDEN:
Åh, hvor var jeg bangø! Jeg troede jeg sku deux.
ABSALON:
Man kan jo tage fejl.
ESBERN SNARE kommer ridende ind og stiger af hesten.
SAXO:
Agtværdige Abbed Frederick – De var ved at sige ...
ABSALON:
Der er Esbern Snare ...
ABBEDEN:
Åhja: (rejser sig) Det er os en stur ærø, at modtage Biskoppen af Roskildø her i Esrûme -
SNARE:
(peger på Abbeden)
Du har pisset i bukserne.
ABBEDEN:
– Åh! Hvurdan kan jeg udføre Herrens arbejde i denne Gudsforladte land! Hvad forventer du af mig, Herre? Bon Dieu! Dem er barbarer!
ABBEDEN ud.
ABSALON:
Han blev sgu sur.
SAXO:
Abbeden og de fromme brødre har bragt et stort offer ved at komme her. De har forladt deres hjemlands tryghed og må nu vie deres liv til kampen mod oldnordisk hedenskab og den ubestemte artikel i det danske sprog. Og så havde abbeden nok ikke ventet, at biskoppen af Roskilde ville prøve at hugge ham til pindebrænde.
ABSALON:
Nej, jeg har vist nok gjort Valdemars ærinde i Esrum besværligere nu...
SAXO:
Hvad er da kongens ærinde i Esrum?
ESBERN SNARE:
Komplet åndssvagt: han vil have Esrum Kloster til at gå i forbøn hos Paven i Rom, så hans far, Knud Lavard, kan blive helgenkåret.
SAXO:
Men der var jo intetsomhelst helligt ved Knud Lavard!
ABSALON:
Nej, vel? Og desuden er det krænkende, at Valdemar ikke har bedt mig gå i forbøn hos Paven. Jeg er dog ærkebisp og har bragt store ofre for den stilling.
BILLE, ORLA, KURT, DAGMAR, RIGMOR og GUNHILD kommer ind med et bord og begynder at dække og pynte op.
SAXO:
Har De bragt store ofre?!
ABSALON:
Ja, det har jeg, Saxo. Først efter udnævnelsen kundgjorde man for mig, at en biskop ikke måtte gifte sig. Min kæreste blev ulykkelig, da jeg fortalte hende det. Nu truer hun med at forlade mig. Men igennem alle personlige nederlag er jeg til enhver tid beredt til at tjene fædrelandet. Og hvordan sagerne end står, så vil jeg ofre alt for at sikre Valdemars kongemagt.
SAXO:
Fordi han er den bedste konge?
ABSALON:
Vorherrebevares nej. Han er et fjols. Men der må bringes fred til Danmark. Det er på høje tid.
ESBERN SNARE:
Indenfor det samme århundrede er fem konger myrdet, og fire fornuftige kongsemner ombragt på mistænkelig vis. Det kan jo ikke blive ved.
ABSALON:
Ved du Saxo, jeg drømmer undertiden om Det gamle Danmark. Som det var engang før verden gik af lave, og før vi blev overrendt af underlige udlændinge som nu ham abbeden og Heinrich af Sachsen. Dengang nationens børn var lutter gode, oprigtige, danske mennesker, raske svende og milde kvinder, der levede i samdrægtighed på Dannevangs grønne agre.
SAXO:
Var De der dengang, måske?
ABSALON:
Næ ...
SAXO:
Nej. Og det var der heller ingen andre, der var. Hvis det er eventyr, De vil have, må De finde en anden skriver.
ABSALON:
Jeg må finde Valdemar, må jeg. Hvis du så prøver at opsnuse den nedrige Heinrich, Esbern. Men det skal ikke med i krøniken, Saxo, så slap af og nyd landlivets fred i en dags tid eller to ... De grønne marker, floraen, luften ...
ABSALON og ESBERN på vej ud.
SAXO:
Ja, ha ha, og duften fra møddingen og det spændende natteliv med de mange kulturelle tilbud. Gid jeg var vel hjemme på stenbroen.
ESBERN:
Og prøv at finde et berømmeligt tilnavn til Valdemar.
ABSALON:
God idé, Esbern.
SAXO:
Et tilnavn?
ESBERN:
Ja, ligesom Knud den Hellige, et eller andet, der vil sætte sig fast i eftertidens bevidsthed.
SAXO:
Et tilnavn til Valdemar?
SVEND ind. Han øver sig på en tale, han har skrevet.
SVEND:
”Kære unge mennesker...” – nej: ”Kære Ingeborg og Peder” – ja – ”foran jer ligger år og dage med tårer og latter, som I skal være sammen om, for i ægteskabet går det op og ned – ” Nej, det lyder som jeg mener noget andet. ”For i ægteskabet, som i livets andre forhold, kommer der kriser, men det vigtigste er, at I står sammen – ”
INGEBORG kommer løbende på, med GERDA og KIRSTEN i hælene.
INGEBORG:
Nej, nej nej, siger jeg jo!
GERDA:
Men, Ingeborg -
INGEBORG:
Der er ikke mere at diskutere!
GERDA:
Men det er din fars beslutning! Og du har pligt til at lyde ham.
BIRGITTE og AGNETE kommer løbende til.
INGEBORG:
Jeg kan umuligt have pligt til at lyde ham i sager, som vil have indflydelse over mit liv længe efter at han ligger med muld på maven. Det er ikke retfærdigt.
GERDA:
Nu vil din datter pludselig alligevel ikke giftes med Peder Litle. Og så pisker hun en stemning op.
INGEBORG:
Jeg vil hellere dø som gammeljomfru!
KIRSTEN:
Men du holdt jo så meget af Peder. Har du da slet ingen følelser til overs for ham?
INGEBORG:
Jo – jeg hader ham.
KURT:
Skal vi ta’ bordet væk, så?
INGEBORG:
Ja!
BILLE, ORLA, KURT, DAGMAR, RIGMOR og GUNHILD begynder at fjerne ting fra bordet, så de kan slæbe det ud.
GERDA:
Nu skal du ikke basere hele din fremtid på følelser. De går over igen. Da jeg først mødte din far, kunne jeg ligge vågen hele natten og tænke over noget, han havde sagt. Nu falder jeg i søvn, før han får talt ud.
INGEBORG:
Jeg vil ikke tale om det.
SVEND:
Hør her, datter – en sammenlægning af jorden er uundgåelig, og kun et ægteskab kan sikre vores andel. Hvis du ikke vil ha Peder, så kan du tage Grev Gorm, som ejer godset på den anden side.
ORLA:
(til de andre, som slæber bordet)
Vent lidt ...
GERDA:
Men Svend dog – Grev Gorm er 88!
SVEND:
Netop – den perfekte ægtemand for vores vrangvillige Ingeborg. Hun vil ikke, og han kan ikke.
GERDA:
Men Svend, vi er gamle, og jeg ønsker at se vores familie videreført. Jeg savner lyden af små fødder.
INGEBORG:
Så få dig en hund! Den har dobbelt så mange fødder.
SVEND:
Hør her, datter: Der går rygter om, at Kong Valdemar er set i omegen og at han pønser på at annektere hele området som krongods. Vi står usikkert, meget usikkert, fordi vores jord ligger lige op til klostret. Vores er den første ager, hans grådige øje vil falde på.
GERDA:
Det er rigtig nok hvad din far siger. Halvdelen af Esrums jorde er nu overdraget til klostret, og hvis resten blir snuppet af Kong Valdemar, så kommer dine forældre til at henleve hele deres livs efterår med kun det jord din far har i hovedet. Du kan ikke kun tænke på dig selv.
INGEBORG:
Fjern det bord! Jeg vil hverken ha den ulidelige fløs til Peder eller den olding til Grev Gorm.
BILLE, ORLA, KURT, DAGMAR, RIGMOR og GUNHILD begynder at slæbe bordet ud.
SVEND:
Men du forstår ikke, Ingeborg – jeg har allerede skrevet bryllups-talen, og din mor har lagt sildene i lage og har digtet en sang til lejligheden.
GERDA:
Ja – den går på melodien ”Jeg sad ved tavlebordet, alt i skumring” – for den kender alle.
SVEND:
Du er 18 og snart ikke længere til at få afsat. Og din storesøster Birgitte har stadig ikke fundet en, hun vil giftes med -
BIRGITTE:
Jo, jeg har!
Overraskelse fra ALLE de andre.
GERDA:
Kom tilbage med bordet! Men – men ... er det en her fra egnen?
BILLE, ORLA, KURT, DAGMAR, RIGMOR og GUNHILD slæber bordet ind igen.
SVEND:
Har han jord?
BIRGITTE:
Tænker I da aldrig på andet end ejendom? Jeg ved alt, hvad jeg har brug for at vide om ham. Han er charmerende, beleven, flot, moden og mandig, og han elsker mig.
GERDA:
Hvad hedder han?
INGEBORG:
Det ved jeg ikke.
GERDA:
Jeg håber han hedder noget med to stavelser, for så kan jeg bruge den festsang jeg allerede har skrevet til Ingeborgs og Peders forlovelse.
SVEND:
Kære Gerda – vi må have en fælles holdning overfor pigebarnet. Birgitte – hør nu her: hvis din mystiske frier skal komme i betragtning, må du straks finde ud af, om han ejer jord. Og hvis han gør det, så kan din søster slippe for Peder, som hun jo ellers er så glad for, men som hun nu lige pludselig ikke vil giftes med.
GERDA:
Og find også ud af, hvad han hedder.
SVEND:
Men hvis han ikke ejer jord, så har vi fået et tilbud fra Jon, vores nabo –
INGEBORG:
Tosse-Jon?
SVEND:
Jamen, hans forældre ejer markerne øst for skellet, og det er jo ikke så tosset. Kom, kone. (til pigerne) Jeres far har talt!
GERDA:
Og det har jeres mor osse.
SVEND og GERDA ud
INGEBORG:
Åhr, de er jo ligeglade med os og vores lykke, når bare de kan beholde deres jord. De tror stadig vi er i begyndelsen af den mørke middelalder, hvor man kan skalte og valte med unge piger som det passer deres forældre. Men De tager fejl. Vi er nået til midten af den mørke middelalder, vi skriver 1169, og i dag vil unge piger vælge selv.
AGNETE: (til Birgitte)
Hvem er han, ham din fyr?
BIRGITTE:
Jeg aner det ikke. Jeg har aldrig set ham før.
AGNETE:
Er han ung og flot?
BIRGITTE:
I får intet at vide. Men han er noget ældre end mig –
INGEBORG:
Ja, når ens nærmeste nabo er et munkekloster, kan man jo ikke være alt for kræsen.
KIRSTEN:
Ingeborg – hvad er der dog sket mellem dig og Peder?
INGEBORG:
Jeg så ham kysse Mette-Marie.
KIRSTEN:
Åh, herregud, er det ikke andet? Han sagde jo, at han bare skulle bare øve sig, så han ku overraske dig med sine færdigheder.
INGEBORG:
Det gjorde han også.
BIRGITTE:
Der er Ingeborgs fyr.
ABEL kommer på (han er munk).
AGNETE:
Åh, dav, Abel. Har du fået talt med Abbeden?
ABEL:
Nej, ikke endnu. Jeg ville vente til lejligheden bød sig, men lige nu har vi et farligt mas med at få afhøvlet gulvet i refektoriet, og så kan jeg ikke undværes.
AGNETE:
Så kommer vi til at holde vores kærlighed skjult lidt endnu?
ABEL:
Ja, desværre.
AGNETE:
Åhr, det skal du ikke være ked af – det er nu så spændende. Men jeg har aldrig kunnet få ind i hovedet hvorfor Gud ikke vil ha’ at munke gifter sig.
ABEL:
Abbeden siger, at cølibatet er til, fordi piger distraherer os. Og det kan der være noget om.
AGNETE:
Ja. Kærligheden er distraherende. Dejligt distraherende...
SANG. (MÅSKE DELES OP I TO DELE – før og efter Peder/Ingeborg-dialog)
INGEBORG, BIRGITTE, AGNETE, ABEL, KIRSTEN BILLE, ORLA, KURT, DAGMAR, RIGMOR og GUNHILD + GERTRUD, ROSELIL, SIGNE, HANNE, ADELHEIDE synger med.
PEDER kommer gående.
KIRSTEN:
Se – der er Peder, og han er så ked af det, fordi du alligevel ikke vil forloves med ham. Gå ned og snak med ham. Han er dog den rette for dig, Ingeborg.
INGEBORG:
Nuvel. Jeg taler med ham. Det kan vel ikke skade. Goddag, Peder.
PEDER:
Goddag, Ingeborg.
INGEBORG:
Min veninde Kirsten har talt din sag godt og overbevist mig, at du ikke havde noget for med Mette-Marie.
PEDER:
Det er jo det, jeg har sagt hele tiden.
INGEBORG:
Ja, men det havde du sikkert også sagt, selv om det ikke var sandt.
PEDER:
Men det var det altså ikke.
INGEBORG:
Jeg går ind i forholdet vel vidende, at vi passer meget dårligt sammen.
PEDER:
Syns du?
INGEBORG:
For det første skal du altid modsige mig.
PEDER:
Nej, der tager du helt fejl.
INGEBORG:
Se. Men jeg går med til forlovelsen, kun fordi min mor allerede har lagt sildene i lage og skrevet en sang. Kun derfor.
PEDER:
Fint nok med mig.
ABBED FREDERICK ind med VALDEMAR.
VALDEMAR:
Men det kan vel ikke koste Dem noget at sende den ene skrivelse til Paven? Jeg betaler gerne forsendelsen.
ABBEDEN:
Det kan koste min gode navn og rygte at gå i forbøn for et dårlig sag. Og jeg kan ved Gud ikke se, hvorfor Deres far skulle helgenkåres.
VALDEMAR:
Men det blev kong Knud jo i 1086.
ABBEDEN:
Ja, men han blev dræbt i et kirke. Deres far blev dræbt udenfor et ølstue. På vej ud, vel at mærke.
VALDEMAR:
Men jeg har bygget en kirke, der hvor ølstuen stod! Skt Albani Kirke. Kan det ikke hjælpe?
ABBEDEN:
(opgivende)
Det er det forkerte rækkefølge. Faktorernes orden er ikke ligegyldig i dem slags sager. Kære Kong Valdemar, jeg har det største agtelse for deres familie – det, der er tilbage af den efter de fleste er slået hinanden ihjel – men De må virkelig anstrenge Dem noget mere for enten at påvise en mirakel eller også øve et eller andet storslået dåd i Deres fars navn. Vi kan jo ikke uddele helgenkåringer som oblater søndag formiddag. Det ville nedbringe kurset.
ABBEDEN får øje på ABEL, der taler med AGNETE.
ABBED:
Abel! Broder Abel! Hvad har du for med den pigebarn?
ABEL:
Undskyld Abbed Frederick. Hun ville vide om hun kunne blive konfirmeret i klostret.
ABBED:
Et ungt, kønsmodent pige i en munkekloster? Hvad tænker du dog på? Der skulle komme kloster-inspektion i denne uge.
ABEL:
Jamen, jeg sagde også til hende, at det nok ikke kunne la sig gøre.
ABBED:
Ja ja, nu kommer du med maj, og så ska du ikke bruge tid på dem dumme tøser. Vi skal have afhøvlet gulvet i refektoriet inden den pavelige klosterinspektion!. Allez!
ABBEDEN og ABEL ud. VALDEMAR sætter sig. BIRGITTE ind.
VALDEMAR:
Et mirakel... en storslået dåd ... det blir ikke let.
VALDEMAR får øje på BIRGITTE.
VALDEMAR:
Åh, skønjomfru – hver gang jeg ser Dem, er det som om solen står op på ny. Må jeg kalde Dem Bengerd?
INGEBORG:
De må De godt. Selv om jeg hedder Birgitte.
VALDEMAR:
Birgitte, nåja. De er alt jeg lever for, ved De nok.
BIRGITTE:
Javist, men nu har jeg mine forældre på nakken, og De vil absolut vide et og andet om Dem.
VALDEMAR:
De ... De har fortalt deres forældre om os?
BIRGITTE:
Jeg var nødt til det – de var meget insisterende. De truede med at gifte mig bort til en anden.
VALDEMAR:
Jamen, havde det nu været så slemt?
BIRGITTE:
Hvordan kan De sige det? Det ville jo ganske spolere vor kærlighed.
VALDEMAR:
Ikke det fjerneste. Det ville tværtimod gøre det hele mere pikant. Det ved jeg med sikkerhed, for De må vide – jeg er faktisk selv gift.
BIRGITTE:
Tænk, jeg er næsten ved at blive vred på Dem. Hvorfor har De ikke sagt mig det?
VALDEMAR
De spurgte jo ikke. Men bare rolig – min hustru betyder intet for mig. Det var et arrangeret ægteskab, forstår De.
BIRGITTE:
Åh, De stakkels, stakkels – ja, hvad hedder De egentlig? Det ville mine forældre også godt vide.
VALDEMAR:
Øh, Vladimir. Kald mig Vladimir.
BIRGITTE:
Hvor eksotisk. Men Deres kone vil dog alligevel være en skygge over vor lykke.
VALDEMAR:
Det har jeg nu ikke tænkt mig at hun skulle være. Og det er heller ikke sikkert, at hun holder så længe. Alle mine nærmeste har det med at dø i tide og utide.
BIRGITTE:
Åh, hvor det rører mig. Har De mistet mange?
VALDEMAR:
Begge mine barndomsvenner, Svend og Knud, er nyligt gået bort, kort efter hinanden.
BIRGITTE:
Det må være svært at miste sine barndomsvenner!
VALDEMAR:
Det skal jeg love Dem for, at det var. Meget svært. Det var nær aldrig lykkedes.
BIRGITTE:
Men De er altså gift. Det er både godt og skidt. Godt, fordi jeg foretrækker en erfaren mand, men det er unægtelig en bet, at Deres hustru endnu lever. Sig mig, Vladimir ... Vladimir! Hvilken smuk og fremmedartet klang, og hvor praktisk at jeg nu kender Deres navn. Det gør samtalen meget lettere. Sig mig, Vladimir, jeg ville ikke kunne bære tanken om, at De havde henslæbt lange år uden kærlighed, for det må have gjort Dem afstumpet og følelseskold. Har De og Deres hustru aldrig været lykkelige?
VALDEMAR:
Åh, jo, ak Gud da! Vi var begge meget lykkelige i atten år -
BIRGITTE:
Godt.
VALDEMAR:
- men så var det, vi mødte hinanden.
ABSALON ind med SAXO.
ABSALON:
Der er du! Du har været exceptionelt svær at finde, når man tager i betragtning, at man kan spytte tværs over Esrum.
VALDEMAR:
Jeg har haft travlt.
ABSALON:
Ja, jeg ser det. Frøken, vil De have os undskyldt et øjeblik?
BIRGITTE:
Bevares.
BIRGITTE UD.
ABSALON:
Du står i fare for at blive offer for Heinrichs intriger – han er på spil igen.
VALDEMAR:
Heinrich Löwe – men sidder han ikke i Sachsen?
ABSALON:
Han er her i Esrum, sammen med sin –
VALDEMAR:
Ha ha – fik du den? ”sidder i Sachsen”
ABSALON:
- sammen med sin søster, den nedrige Kunigunde. Gid du ville tage det alvorligt! Heinrich er en trussel mod din position som konge.
VALDEMAR:
Hvad er det værd at være konge, når man ikke engang kan få sin far gjort til helgen? Hør Absalon, i stedet for at bekymre dig om Heinrich, skulle du hellere finde på et eller andet mirakel eller noget heltemodigt, jeg kunne gøre. Det ville i sandhed befæste min kongemagt.
SAXO:
- og gi mig noget at skrive om. Indtil videre ser det ud til at blive den tyndeste krønike, man kan tænke sig, efter Absalons censur.
ABSALON:
Saxo har fået i kommission at skildre dig som helt. En umulig opgave.
VALDEMAR:
Så sent som i går frelste jeg en pige fra at blive voldtaget.
ABSALON:
Se – det kan du skrive om.
SAXO:
Hvordan?
VALDEMAR:
Jeg beherskede mig.
Opgivende reaktion fra ABSALON. På vej ud:
ABSALON:
Saxo, har du tænkt over Esberns idé med tilnavnet?
SAXO:
Lige nu faldt ”Valdemar den Vellystige” mig i tankerne, men jeg forkastede det.
ABSALON:
Godt.
DE går ud. HEINRICH og KUNIGUNDE kommer listende om hjørnet i modsatte side.
KUNIGUNDE:
Der går han, det værdiløse drys. Han ved ikke, at hans dage er talte, bror Heinrich.
HEINRICH:
Når først vore nedrige og undergravende planer træder i kraft, er magten vor, Kunigunde. Har du sendt bud efter Dronning Sofie, så hun med selvsyn kan se hans troløshed?
KUNIGUNDE:
Ja – hun kan være her hvert øjeblik. Og når hendes far, den russiske fyrste, hører om Valdemars behandling af hende, går han grassat.
HEINRICH:
Det blir herligt. Sh! Hvem er det?
BONIFACIUS og TERESE-MARIE, de pavelige klosterinspektører, kommer anstigende.
BONIFACIUS:
Goddag. Jeg er broder Bonifacius og dette er Søster Terese-Marie. Vi er udsendt af Hans højvelærværdighed, Pave Victor Octavius for at inspicere samtlige ordner i Danmark. Kunne I sige os, hvor vi finder Broder Frederick, lederen af dette kloster?
HEINRICH:
Han har ventet Jeres ankomst med længsel. Sidst jeg så ham, var han sammen med de fromme brødre i færd med at slibe gulvet i refektoriet.
BONIFACIUS:
Glimrende. Man siger ganske vist, at for den rene er alting rent –
TERESE-MARIE:
- men det må godt være ekstra rent, når Pavens udsendinge kommer på besøg.
BONIFACIUS:
Så sandelig. Giv Abbeden et plus i vore notater til Paven.
TERESE-MARIE:
Det er gjort.
HEINRICH:
Hvordan får man den ære at blive Pavens betroede udsending, om man tør spørge?
BONIFACIUS:
Ved med stor strenghed at overholde budet om cølibat, og aldrig få en eneste syndig tanke om kvinder –
TERESE-MARIE:
Eller mænd.
BONIFACIUS:
Kolde afvaskninger –
TERES-MARIE:
Hænderne over dynen.
BONIFACIUS:
Og bøn, bøn, bøn.
KUNIGUNDE:
Interessant.
HEINRICH:
Vi andre har meget at stræbe efter i fromhed.
BONIFACIUS:
Gud være med jer.
HEINRICH:
Med jer.
BONIFACIUS:
Med jer.
De går ud. SOFIE kommer ind i baggrunden, med HOFDAME KIRSTINE.
KUNIGUNDE:
Se! Der kommer Sofie!
SOFIE:
Hvor er min mand, Kongen? Jeg vil straks konfrontere ham med hans utilgivelige opførsel og kalde jer til vidner.
HEINRICH:
Nej – gør ikke det!
SOFIE:
Hvorfor ikke? Det passer måske ikke?
KUNIGUNDE:
Jo, naturligvis, men, øh –
HEINRICH:
Der kommer intet godt ud af en direkte konfrontation. Han vil enten benægte eller undskylde, og i begge tilfælde forstætte sine usømmelige ugerninger bag Deres ryg.
BIRGITTE kommer ind.
KUNIGUNDE: (peger på Birgitte)
Men der er hans sidste erobring!
SOFIE:
Hende? Men hun er jo et rent barn! Hvad har du for med min mand?
BIRGITTE:
Er De Sofie? Åh, De stakkel – jeg hører, at De er døden nær.
SOFIE:
Hvem har sagt det?
BIRGITTE:
Deres mand. Men De ser nu raskere ud end jeg troede efter hans beskrivelse
SOFIE:
Jeg har det glimrende!
BIRGITTE:
Ja, Deres alder taget i betragtning, mener De, men De er naturligvis en del ældre end mig. Og det er klart, i Deres alder har man ikke længere den samme lyst på livet, og ikke den samme evne til at dreje mandfolkenes hoveder, og det er jo trist, men sådan er nu livets gang. Det var rart at møde Dem – jeg må gå nu. Jeg skal hjælpe til med maden.
BIRGITTE ud.
SOFIE:
Sådan skal man altså se ud for at tækkes ham!
HEINRICH:
Det gør os ondt, Deres højhed.
SOFIE:
Jeg har været uheldig med begge mine ægtemænd! Den første døde, og det gjorde den anden ikke.
KUNIGUNDE:
Jeg ville virkelig være vred nu, hvis jeg var Dem.
SOFIE:
Vred er ikke ordet! Jeg har aldrig i mit liv været så ydmyget! Er jeg gået i forfald?
KIRSTINE holder spejl op for SOFIE. PEDER kommer ind med en bakke med madvarer til bordet.
HEINRICH:
Slet ikke.
SOFIE:
Skulle jeg ikke kunne dreje mandfolkenes hoveder? Vel har jeg lysterne i behold, men hvad har De med ægteskab at gøre? Her har jeg gået med mine oldnordiske forestillinger om troskab, mens den libertiner - ! Åh, jeg må straks ha’ min kvindelighed bekræftet – Dér! Der er en ungersvend, som kan hjælpe mig. Unge mand, kom her.
SOFIE farer op og vælter PEDER om på bordet i et hedt kys. Netop da kommer INGEBORG ind.
INGEBORG:
Peder, har du taget de stegte –
INGEBORG får øje på PEDER, der triller rundt på bordet med SOFIE.
INGEBORG:
- sild.
INGEBORG smider hvad hun har i hænderne og løber rasende ud.
SOFIE:
Åh! Jovist har jeg stadig en tiltrækning på det modsatte køn. Tak, unge mand. Det var livsbekræftende.
PEDER:
Hvad var det?
KUNIGUNDE:
(til Sofie)
Øh, hvis jeg var Dem, ville jeg ikke gøre flere uoverlagte ting, men straks skrive til min far, den russiske fyrste, og –
SOFIE:
Nej, aldrig i livet! Ikke om min familie i Rusland skal høre om mit nederlag, før jeg har vendt det til en sejr. Jeg vil tage hævn over Valdemar ved at lægge hver eneste mand i Esrum ned. Og jeg begynder nu. Kom, Kirstine, du skal stå for.
SOFIE ud.
HEINRICH:
Det gav bagslag. Hvad gør vi?
KUNIGUNDE:
Du ved meget vel, hvad der må gøres nu.
HEINRICH:
Da vel ikke - !
KUNIGUNDE:
Vi må bruge ... nødplanen.
HEINRICH:
Nej!
KUNIGUNDE:
Jo! Et korstog! Vi får Abbed Frederick til at love Valdemar helgenkåring af Knud Lavard, hvis han drager i korstog mod Det hellige Land. Så er vi af med ham.
HEINRICH:
Men det vil koste tusindvis af uskyldige menneskers liv – kan vi leve med tanken om, at vi forårsager sådan en omfattende ulykke for egen vindings skyld?
KUNIGUNDE:
Ork ja.
HEINRICH:
Godt. Så lad os straks bearbejde abbeden.
BEGGE UD. SVEND ind.
SVEND:
”...dage med både latter og med tårer, for går man ind i den hellige ægtestand, må man forberede sig på modgang og sorger – ”
INGEBORG ind, med GERDA og KIRSTEN i hælene.
INGEBORG:
Jeg vil IKKE tale med ham! Jeg vil aldrig SE ham igen!
GERDA:
Men Ingeborg – nu gik det hele så godt. Og din storesøster har meddelt, at hun alligevel ikke skal giftes med sin mystiske tilbeder, for han er allerede gift. Tænk, hvor er mænd usle, når de bruger kærlighed kun til egen fordel! Hvor er de hjerteløse! Men nu må vi ha’ dig gift, hvis vi skal beholde jorden, der hører til gården.
KIRSTEN: (til Ingeborg)
Jeg er sikker på, at du har misforstået situationen, ligesom sidst.
BØNDERNE vælter ind, med MAREN i spidsen.
MAREN:
Vi har hørt at abbeden prædikede om sommerens og livets store fest. Hvad er det for noget og hvorfor er vi ikke inviteret?
ABSALON:
- det er jo en metafor, I tåbelige bønder!
ORLA
Vi er ligeglade! Vi vil med alligevel. Og vi er fortørnede over, at vi skal høre om sådan noget fra andre. Vi føler ikke, at vi får den påskønnelse, vi fortjener, I betragtning af, at vi laver alt arbejdet.
ABSALON:
Men – I er jo lægbrødre, I fjolser!
ORLA:
Ja, nu du selv kommer ind på det, Biskop Absalon: Vi føler, at vi er blevet fuppet med den lægbrødre-ordning. Vi pukler for en masse udlændinge, og vi får slet ingen fordele af det. Og vi bliver ikke behandlet med respekt.
ABBEDEN kommer ind med HEINRICH og KUNIGUNDE.
ABSALON:
Selvfølgelig gør I det, I lavtstående hundehoveder. Men der er Abbeden. Så kan han forklare det.
ABBEDEN:
Hvad sker der her?
ABSALON:
Bønderne brokker sig over klostret. Værsgo at overtage.
ABBEDEN:
Hvad kan jaj sige?
ABSALON:
På dansk? Ikke meget, din skide frøgnasker.
MAREN:
Vi skal slave for en fremmed klosterorden, og vi får ingen fordel af det.
ABBEDEN:
Jeg har jo sagt, at jeres egne sønner også har chance for at komme ind i ordnen som fuldgyldige klosterbrødre ... sålænge de kan passere optagelsesprøven, natyrligvis.
ORLA:
Jamen, den er jo praktisk talt umuligt at passere – for det første skal man kunne latin, og de fleste af os kan jo ikke engang læse.
ABBEDEN:
Ah! Der gives dispensation for latin-kundskaberne –
ORLA:
Ja, jeg ved godt, at I indlemmede smedens karl, Smukke-Abel, men han er også den eneste siden klostret åbnede. Alle de andre, der har prøvet, er blevet afvist.
ABBEDEN:
Nu husker jeg ikke lige hvem –
ORLA:
Jo, for eksempel Karl Kop-ar og Frede Friluftsgebis -
ABBEDEN:
Åh, javel ja, nu erindrer jeg ...
ORLA:
Og Svend Skeløje, og han ku’ endda latin!
ABBEDEN:
Ja ja...
TERESE-MARIE:
Besynderlige optagelseskriterier...
ORLA:
Så vi mistænker, at det, De kigger på –
ABBEDEN:
Stands! I er så ganske på den gale spor. Et klosterorden bør være eksklusiv. Der står i Det gode Bog, at mange er kaldede, men få er udvalgte –
ORLA:
Ja, men optagelseskriterierne –
ABBEDEN:
I tror, det er et dans på lagkager at være i en kloster, at vi bare driver, mens vi lader jer andre simple sjæle pukle, men det kræver et ufatteligt sjælsstyrke – jeg vil lade Broder Abel selv berette. Fortæl dem, hvordan vi slider, mit kære dreng, øh, broder.
ABEL:
Det meste af dagen beder vi, for alle sjæle her i sognet og også lidt for dem der ikke lige bor i nærheden. Lige ved solopgang synger vi så Prim, ud på formiddagen synger vi Ters, ved middag Sext, midt på eftermiddagen None, sidst på eftermiddagen Vesper, om aftenen Komplet.
ORLA:
I synger hele dagen?
ABEL:
Ja, det er meget effektivt. Men så skal vi også piske os selv, fordi vi er så syndige.
AGNETE:
Skal I piske jer selv?
ABEL:
Ja, men det hjælper Abbeden os med. Det foregår sent om aftenen, i hans kammer. Vi tager tøjet af, og så –
ABBEDEN:
Ja, nu skal du ikke afsløre alle ordnens hemmeligheder. Dem kunne let misforstås af u-indviede.
BONIFACIUS:
Også af de indviede ... hm. (noterer)
ABEL:
Men der er også fysiske anstrengelser. Jeg og Abbeden har ligget og høvlet løs på gulvet i tre dage.
FORSAMLINGEN bliver tavs efter den besked. HEINRICH rømmer sig for at minde Abbeden om korstoget.
ABBEDEN:
Mais oui - kære bønder, Biskop Abøsalong, Kong Valdømar. Jeg har modtaget et åbenbaring –
BONIFACIUS:
Oh!
BONIFACIUS gør godkendende tegn til at TERESE-MARIE skal notere.
ABBEDEN
Et himmelsk åbenbaring, som anviste mig det rette måde at gøre Knyt Lavar-dø til et helgen. Det kræver et indsats af jer alle, tous le monde, af hele den darnske folk: En korstog.
ABSALON:
En korstog?!
ABBEDEN:
Oui.
ESBERN SNARE:
Hva siger han?
ABBEDEN:
En korstog, en korstog – et hellig krik.
ABSALON:
Han vil ha os på korstog!
BONIFACIUS:
Glimrende. Godt initiativ.
TERESE-MARIE noterer flere plusser.
ABBEDEN:
Den Hellige Stad er taget af Sultan Saladin, det vantro hund. Hvis I befrier Jerusalem, jeg indstiller Knyt Lavar-dø til helgen ... med tilbagevirkende kraft.
VALDEMAR:
Er det en god idé?
ABSALON:
Det er den bedste idé i kristendommen! Endelig kan man tjene troen på en mandig måde i stedet for at synge salmevers og gå i skørter.
ESBERN SNARE:
(til alle) Danske mænd! Vi skal på korstog! Sultan Saladin, den mørkhudede haleneger, har indtaget vores hellige stad, og vi skal ned og befri den!
KURT:
Vores hellige stad?
ABSALON:
Jerusalem, din bonderøv. Men pyt med, hvad det er for en by. Vi skal i kamp for Kristus. Hvilket herligt tidsfordriv! Det er noget, der skiller drenge fra mænd.
SAXO:
Og folk fra deres hoveder.
ESBERN SNARE:
Og der er intet som en krig, der kan samle nationen!
SAXO:
På kirkegården, ja.
ABSALON:
Saxo, du lukker.
KURT:
Vi skal altså ned og smadre de vantro køtere?
ABSALON:
- vi skal bringe Guds budskab til de af vore brødre mod øst, som endnu ikke har haft det held at stifte bekendtskab med Kristi forsonende lære.
Kort pause, mens alle tygger på den.
KURT:
- altså, smadre dem?
ABSALON:
Ja.
ALLE:
Hurraa!
I panser og plade
Tapre danske mænd!
Vi laver ballade
I Jerusalem
Gir dem et par flade
Før vi vender hjem
Hvis de tror på Muhammed og Allah
Så må de tro om igen.
Absalon, parleret
Hører du om vantro svin
Dem hvis Gud er ikke din
Lyt da til vor kirkes bud,
Bring vor bibel østerud
Gør din simple kristne pligt
Sørg for deres endeligt,
Send dem hjem til Gud.
Esbern Snare, parleret
Og hvergang du finder no’en
Uden civilisation
Og af hedensk karakter
Lær dem hvo’n vi lever her
ALLE: Spids dine lanser!
På med dit panser!
Ud hvor alting sker.
I panser og plade
Grib dit sværd min ven!
Vorherres brigade
Hver en kristen svend
Vi gør masser af skade
Til vi ses igen
Hvis de nægter at tro på Vorherre
Så ka’ de tro om igen.
(hvisket) I panser og plade
I Vorherres hær
I blod skal vi vade
Frem med ild og svær
(højt) Englene blir glade
Paven gør især
Jer der ikke vil tro på Vorherre
I ka bare vente jer.
I panser og plade
Tapre danske mænd!
Vi laver ballade
I Jerusalem
Gir dem et par flade
Før vi vender hjem
Hvis de tror på Muhammed og Allah
Så må de tro om igen.
Lige efter sangen smider HEINRICH en pose penge til ABBEDEN.
BONIFACIUS:
Donationer til klostret. Fint.
TERESE-MARIE noterer et plus.
GUNHILD:
Må vi komme med?
ABSALON:
Nej, for helvede. Det er kun for mandfolk.
DAGMAR:
Der blir jo grusomt kedeligt i Esrum, når alle fyrene er taget væk.
RIGMOR:
Ja. Endnu kedeligere end der plejer at være. Åhr, sig nu ja.
ABSALON:
Nul. Et korstog er ikke for piger. Det kræver ... nåja, og dem har I altså ikke.
PIGERNE ud. BIRGITTE hen til VALDEMAR.
VALDEMAR:
(til BIRGITTE)
Ja, jeg må altså i krig, min engel. Sådan er det undertiden at være konge. Men jeg vil tænke på dig, når jeg slås i Det hellige Land.
SOFIE ind, sammen med JON – begge har hø i håret.
VALDEMAR:
Sofie! Hvad laver du her?
SOFIE:
Det samme som dig, Valdemar. Nøjagtig det samme som dig!
VALDEMAR:
Sørger for, at min far bli’r kåret til helgen, så hans sjæl kommer i himlen?
SOFIE:
(slår ham)
Forkert! Jeg sørger for, at vi begge to kommer i helvede. Og jeg har det herligt, kan du lige tro! Jeg har indtil videre haft det herligt – øh ...
KIRSTINE:
22.
SOFIE:
22 gange, ja.
VALDEMAR:
Jeg forstår ikke en lyd –
SOFIE:
(banker ham)
Så jeg er aflægs, hvad? Gammel og indtørret, hvad? På gravens rand?
VALDEMAR:
Sofie, besind dig dog!
SOFIE:
Det er slut med at være til grin! Det er slut med, at folk peger fingre ad mig og hvisker om mig i krogene!
ORLA:
(til KURT, peger ad Sofie)
Se, det var hende jeg fortalte dig om.
KURT:
Jo tak, jeg har været der.
SOFIE:
Du kan gøre som du vil, Valdemar, men du skal vide, at fremover gør jeg det samme. (får øje på BONIFACIUS) Næste!
BONIFACIUS:
Hvad vil den kvinde?
TERESE-MARIE:
De rører ham ikke!
SOFIE:
Flyt dig. Jeg skal bare låne ham i ti minutter.
BONIFACIUS flygter, SOFIE efter. TERESE-MARIE følger.
ESBERN SNARE:
Er hun meget humørsvingende, din kone?
VALDEMAR:
Næ. Humøret svinger ikke. Hun er altid hysterisk. Nej, hvor jeg glæder mig til at komme på korstog. Det blir den rene sommerferie.
SAXO:
(ser på sine notater)
”Valdemar Hanrej?” Nej, det er nok heller ikke en god idé.
DE går ud. PEDER kommer slæbende ud med en rustning. KIRSTEN kommer til.
KIRSTEN:
Hør, Peder – jeg er virkelig ulykkelig over, at det står sådan til mellem dig og Ingeborg. I er virkelig bestemte for hinanden.
PEDER:
Måske, men jeg kunne da ikke drømme om at ægte hende, hvis hun ikke vil ha mig.
KIRSTEN:
Men vil du ha hende?
I baggrunden ses SOFIE stadig på jagt efter BONIFACIUS.
PEDER:
Tja, hun er stridbar, egenrådig og evigt kontrær. Det ville jo ikke blive noget let samliv.
KIRSTEN:
Nej, vist ikke – men du har dog fordel af, at du ved det inden brylluppet. For de fleste ægtemænd kommer det som en stor overraskelse.
PEDER:
Det har du nok ret i.
KIRSTEN:
Er det din rustning?
PEDER:
Ja. Det er den jeg skal bære i kortoget. Jeg fik den billigt, fordi der hviler en forbandelse over den. Er den ikke flot?
KIRSTEN:
Jo, meget. Og den passer i farverne til din sværd-skede. Du blir den smarteste ridder på korstoget.
PEDER:
Tak.
KIRSTEN:
Hør, Peder – jeg får en idé – måske skulle du tage den på og gå hen et sted, hvor Ingeborg kan se dig. Jeg ved med sikkerhed, at hun ikke kan stå for en fyr i rustning.
PEDER:
Ja det ku være meget sjovt. Men jeg har svært ved at få den på. Jeg tror min overarm er for lang til at jeg kan bøje den ind i åbningen på rustningen. Den er vist et par numre for lille.
KIRSTEN:
Jamen - lad mig hjælpe dig! Jeg har hjulpet mine fire brødre med deres rustninger.
PEDER:
Gider du?
KIRSTEN:
Ja. Og så bagefter ta’r du en lille tur omkring i Esrum, og lader som om du helt tilfældigt kommer forbi Ingeborg..
PEDER:
Fin idé! Men vi kan ikke tage den på her, så alle kan se, hvor svært jeg har ved at komme i den.
INGEBORG:
Så lad os gå ind i teltet der. (Et lille middelaldertelt)
DE GÅR ind i teltet. INGEBORG og AGNETE kommer ind.
AGNETE:
Du siger, at du har konfereret med dit hjerte?
INGEBORG:
Ja. Og mit hjerte siger at jeg skal tage Peder. Trods alt. Han er måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, og helt urimeligt kontrær er han tillige, og så var der den historie med den fremmede dame -
AGNETE:
Jamen, hun hopper jo på alle, enten de vil eller ej.
INGEBORG:
Ja, jeg ved det godt, og jeg har også besindet mig. Jeg har gjort ham uret. Peder er ganske givet en trofast fyr, der aldrig med vilje ville bedrage mig. Det er dog noget at bygge på... jeg er ked af, at jeg talte hårdt til ham.
INGEBORG hører nu KIRSTEN og PEDER i teltet.
KIRSTEN:
Kom nu, Peder – stik den så ind!
PEDER:
Nej, den er for stor! Vi får den aldrig ind gennem det lille hul.
KIRSTEN:
Sludder. Jeg har prøvet det før.
INGEBORG:
Ah! Det er Kirsten og Peder!
KIRSTEN:
Kom nu!
PEDER:
Jamen, jeg presser alt hvad jeg kan.
(Der høres stønnen under deres forsøg på at få PEDERs arm i ærmet på ringbrynjen.)
KIRSTEN:
Du kan ikke bare møje den ind for fuld hammer! Det kræver teknik. Måske skulle vi prøve fra en anden position.
PEDER:
Åbningen er altså for lille! Det går ikke. Åh, hvor er det ærgerligt – nu havde jeg lige glædet mig sådan.
KIRSTEN:
Det skal gå! Som jeg sagde: den passer til skeden. Kom nu!
(mere stønnen, efterfulgt af stønnende jubel)
KIRSTEN:
Ah! Den er inde!
PEDER:
Nej, hvor det gjorde godt!
KIRSTEN:
Men sikke et mas – tænk at så mange mænd gider at ha ulejlighed med det.
PEDER:
Ja, ha ha. Men det går bedre når man er to! Tal for hjælpen.
KIRSTEN:
Det var så lidt. Nu må du gå ud i byen og vigte dig.
INGEBORG har hørt – og naturligvis misforstået – det hele. Hun løber rasende derfra. PEDER og KIRSTEN kommer ud af teltet, PEDER nu i den flotte rustning.
PEDER:
Tror du virkelig, at Ingeborg vil falde for mig?
KIRSTEN:
Hun blir helt vild, hvis jeg kender hende ret.
PEDER opdager AGNETE, der prøver at lægge to og to sammen.
PEDER:
Hør, Agnete, har du set Ingeborg? Jeg vil vise hende den fine rustning, som Kirsten har hjulpet mig med at komme i.
AGNETE:
Hun gik den vej, men –
PEDER:
Tak. Jeg vil skynde mig at gå helt tilfældigt forbi hende, for jeg kan vist ikke marchere ret længe i den her mundering, den er temmelig tung.
AGNETE vil sige noget, men PEDER er allerede på vej væk. RIGMOR, GUNHILD og DAGMAR kommer ind, evt. trækkende heste.
KIRSTEN:
Hvad er nu det?
DAGMAR:
Ja – så ta’r vi altså på korstog sammen med mændene.
KIRSTEN:
Men – det får I da ikke lov til!
GUNHILD:
Nej, hvis vi spør. Men det gør vi ikke.
RIGMOR:
Ikke om vi gider gå herhjemme og kærne smør og karte uld, når alt det virkelig spændende sker i Langtbortistan.
KIRSTEN:
Men er det nu klogt?
GUNHILD:
Klogt? Nej. Men det blir vældig morsomt.
RIGMOR:
Vi har aldrig været uden for Esrum, bortset fra Dagmar, som fik lov at komme med på marked i Esbønderup sidste sommer. Vi vil se verden!
DAGMAR:
Vi vil møde mennesker fra fjerne himmelstrøg, med andre skikke og trosretninger -
GUNHILD:
- og slå dem ihjel.
KIRSTEN:
Men de vil måske også prøve at slå jer ihjel.
GUNHILD:
Det får de ikke lov til.
KIRSTEN:
Men, Kongen eller biskop Absalon vil ikke ha jer med, det hørte I jo.
GUNHILD:
Vi holder os skjult i bagtroppen indtil det er for sent at sende os hjem – når vi er godt langt nede i Tyskland eller Polen eller hvor det nu er vi skal hen. Så blir de nødt til at beholde os.
KIRSTEN:
Men –
DAGMAR:
Det nytter ikke at overtale os, Kirsten. Vi har allerede bestemt os.
DE hypper afsted. PEDER kommer ind.
KIRSTEN:
Jamen, Peder – hvad er der sket?
PEDER:
Ingeborg er blevet bims! Hun smed en natpotte i hovedet på mig. Det var heldigt, at jeg havde rustningen på. Og så råbte hun, at jeg skulle læse det brev, som lå i potten.
KIRSTEN:
Jamen, så gør det dog.
PEDER:
Ja. ”Kære Peder” – begynder hun, men så har hun streget ”kære” ud igen –
KIRSTEN:
Det lover ikke godt.
PEDER:
Nej, vel? Nå, men så står der: ”Jeg skriver dette brev langsomt, for jeg ved, at du ikke læser så hurtigt”. Nå, men det er jo også rigtig nok. ”Jeg håber du får en god tur til Jerusalem – ”
KIRSTEN:
Det er da sødt skrevet.
PEDER:
”...og at du blir dræbt hurtigst muligt, når du kommer derned. Og helst inden du får bedrevet en eller anden heltedåd, som jeg skal høre om senere, for det gider jeg ikke. Men hvor kan jeg dog tro, at du skulle gøre noget tappert og berømmeligt. Jeg må le. Ha ha. Det kan du jo slet ikke finde ud af, din elendige kryster. Hilsen, din ikke længere, Ingeborg.
KIRSTEN:
Nå.
PEDER:
Ja, det var jo en grim besked at få med på vejen.
KIRSTEN:
Og det fra kvinden du elsker.
INGEBORG:
Det kan godt være jeg elsker hende, men jeg tror ikke, jeg kan lide hende længere.
KIRSTEN:
Der må foreligge en eller anden grotesk misforståelse. Jeg taler med hende.
KIRSTEN ud.
PEDER:
Ja, jeg skal nok nære mig i fremtiden.
PEDER sætter sig og sliber sit sværd. HEINRICH og KUNIGUNDE ind.
KUNIGUNDE:
Det går strygende!
HEINRICH:
Ja, Absalon og Valdemar røg lige i fælden! Hele byen er på den anden ende og alle er på vej til Jerusalem. Nu skal jeg bare have Abbeden til at skrive til Paven, så er jeg konge af Danmark.
KUNIGUNDE:
Men det stopper ikke der –
HEINRICH:
Nej, for jeg vil jo lave en handelsalliance med Hanseaterne og få forenet først Norden og siden hele Europa. Det blir vidunderlige forhold, med fælles møntfod og ingen toldgrænser –
KUNIGUNDE:
Og dig som konge over det hele! Hvor ville far have glædet sig, hvis ellers ikke Valdemar havde drevet ham til selvmord. Det blir herlige nye tider!
HEINRICH:
Det er så tæt på at lykkes!
De giver hinanden et kram.
KUNIGUNDE:
Hov, der kommer nogen!
FØRST kommer BONIFACIUS løbende forbi, nu halvt afklædt, stadig med SOFIE efter sig, og TERESE-MARIE i hælene. Derpå kommer KIRSTEN styrtende ind.
KIRSTEN:
Ingeborg er blevet bims! Jeg fik også en natpotte i hovedet!
PEDER:
Nå. Jeg vidste ikke, at hun havde to.
KIRSTEN:
Åh, Peder, jeg aner ikke, hvad vi skal gøre!
PEDER:
Der er vel ikke andet at gøre end at tage til Jerusalem, og så se, om jeg ikke kan blive dræbt dernede, sådan som hun foreslår i sit brev.
KIRSTEN:
Åh nej, Peder, dog –
PEDER:
Jo. For jeg tror nemlig slet ikke hun blir glad for det. Jeg tror hun blir meget ked af det, i virkeligheden. Og det har hun rigtig godt af.
KIRSTEN:
Men – så vil du jo ikke være her, så du kan fryde dig over det.
PEDER:
Næ. Det er selvfølgelig sandt nok. (suk) Jeg glæder mig slet ikke mere. Hun har ødelagt hele mit korstog.
KIRSTEN:
Stakkels Peder.
ABSALON:
Så er vi klar til afgang!’
I PANSER OG PLADE re-cap. OVER I FINALESANG FØRSTE AKT (samme som INTRO, men ny tekst)
ABSALON får øje på HEINRICH, der ser glad til, at korsfarerne drager af.
ABSALON:
Hov, du der – skal du ikke på korstog?
HEINRICH:
Hvad mig? Øh, jeg har travlt –
ABSALON:
Ja, det har du, for vi ta’r afsted nu! Her – du ka’ låne en hjelm, og sværdet kan du få billigt, når vi ta’r over med færgen.
HEINRICH:
Jam –
KUNIGUNDE:
Bror!
HEINRICH skubbes af.
KUNIGUNDE:
Pas på dig selv dernede! Åh!
ABBEDEN kommer rendende for at hilse korsridderne af med en velsignelse.
ABBEDEN:
Guds velsignelse på vejet, jeg har den her: (seddel) – rid med Herren, tapre danere, og med sværdet og korset.
SAXO:
Det sku så ha været ”sværdet og korset”...
ABBEDEN:
Ja, den.
KOR lukker Første Akt.
KOR:
Og så tog de ud og slås
I fjerne varme egne
De drog ud med sværd og bibel
For at sejre eller segne
Men vi andre, vi ska knap så langt
Vi ska bare ud og ha en øl
Så vi holder pause et kvarter
Kære publikum – værsgo og skyl.
ANDEN AKT
BORDET er dækket. INGEBORG ind med KIRSTEN.
AGNETE:
Men, Ingeborg – skal du nu ikke vente til Peder kommer hjem?
INGEBORG:
Nej, for så får han mig bare til at fortryde. Jeg er for blød og sentimental, som du jo ved, og alt for påvirkelig, og hvis jeg venter, så blir jeg måske slet ikke forlovet med Jon.
KIRSTEN:
Men er Jon nu den rette?
INGEBORG:
Nej, vel er han ej, men han er den eneste, der ikke er på korstog, bortset fra din Abel.
KIRSTEN:
Jeg tror du kommer til at fortryde det bitterligt, Ingeborg.
INGEBORG:
Men mor og far er glade, for Jons forældre ejer jorden øst for markskellet.
KIRSTEN:
Peder blir altså forfærdelig ked af det.
INGEBORG:
Ja, det er jo hele idéen! Så – kommer I? Jeg vil ha overstået den her forlovelse så jeg kan komme videre med mit liv!
GERDA og SVEND og en masse gæster kommer styrtende.
GERDA:
Skynd jer med sildene, piger, og har du snapsen, Svend? Abel – nu kommer abbeden vel og lyser for parret?
ABEL:
Jow, han havde lovet at komme, så snart maden var på bordet.
GERDA:
Godt, så får vi da lidt glæde af det kloster.
INGEBORG:
Jon, kommer du?
JONs mor, MAREN, kommer løbende ind med en buket.
MAREN:
Se, jeg har plukket lidt blomster til bordet. Jons far kommer ikke – han kunne ikke få udgangstilladelse fra galeanstalten i Esbønderup. Der har han siddet i over et år. Man siger, det er arveligt.
GERDA:
Stakkels De, at De sådan må klare Dem uden en mand.
MAREN:
Åhr, det går såmænd glimrende, jeg er vant til det. Jeg har begravet to mænd før Kaj. Den ene af dem var oven i købet død. Ha ha!
SVEND:
Vi er glade for at få Deres jord – øh, jeg mener Deres Jon ind i familien.
MAREN:
Jeg er sgu glad for, at Ingeborg vil ha’ ham. Jeg var hunderæd for, at jeg aldrig fik ham afsat. Han er jo ikke ligefrem nogen charmetrold. Nej, Jon! Vi venter til vi har sat os!
(JON er gået gang med at spise sild med fingrene – MAREN dasker ham over fingrene)
MAREN:
Sådan er han! Ha ha!
INGEBORG:
Javel, ja – lad os nu endelig komme i gang. Der er Abbeden.
ABBEDEN kommer ind i samtale med ABEL.
ABBEDEN:
Men, kære Abel, er det nu et modent beslutning?
ABEL:
Alt det der med Jesus og Gud og sådan, det kan være meget godt, men man er også nødt til engang imellem at tænke på fremtiden. Og især nu med krigen, hvor der sikkert er røget et par stykker, så skal vi jo lissom ha suppleret op, ikke? Og det vil Agnete godt hjælpe mig med.
SAXO:
Hør Abbed Frederick, De ser nedtrykt ud.
ABBEDEN:
Ja – Broder Abel forlader vort orden. Suk. Unge mennesker tænker kun på tant og fjams.
SAXO:
Tant og fjas.
ABBEDEN
Ja, den. Men han var sådan et sympatisk ungt mand, jeg ynsker for ham, at den går godt i enden.
MAREN:
Hva faen er’d han siger?
ABBEDEN:
Dem må undskylde, at jaj lod vente på maj. Har vi dem unge mennesker?
INGEBORG:
Ja, vi er her. Jon – her!
ABBEDEN:
Jeg luser - hm.
ABBEDEN standser, da han ser JON drikke snaps af flasken.
INGEBORG:
Sæt den flaske!
JON bøvser.
MAREN:
Ha ha – fuldstændig som sin far.
ABBEDEN:
Nyvel - jaj luser for den unge par – Gyd, lad din velsignelsø luse over den unge par, at dem hver eneste dag må have grund at sige dig: ”Merci, fordi du er til”. I Faderens, seunnens og Elligåndens navn. Eh bien.
GERDA:
Og nu til bords – sæt jer, sæt jer. Jeg har skrevet en sang –
INGEBORG:
Åhr nej, mor – kan vi ikke springe den over?
GERDA:
Ikke tale om. Jeg har brugt flere timer på den. Det er kun 32 vers og vi fugter ganen undervejs. Det er sådan en god dansk, tradition, kære Abbed – vi tager en allerede kendt sang og så skriver vi en ny, personligt tilegnet tekst til parret med omvendte ordstillinger og dårlige rim.
ALLE:
Nu idag vi samlet er
Ingeborg og Jon at hylde
Med et lille snapsebæ’r
Og et overdådigt silde –
Bord, vi mindes år, der’ gå’ed
Dengang Ingeborg var spæd
Altid hørtes hendes gråd,
For hun var for alting ræd.
INGEBORG:
Ih, hvor er det ydmygende...
MAREN:
Skål!
GERDA:
Nåja. Ha ha.
ALLE SKÅLER.
GERDA:
Andet vers.
INGEBORG:
Suk.
ALLE:
Blandt de mange sjove ting
Som endnu ka’ gør os glade
Er dengang hun så sin far –
MAREN:
Skål!
ALLE SKÅLER.
GERDA:
Ja, videre:
... er dengang hun så sin far
som var ud’ og bade.
”Hvad er det, der hænger der,
så’n en vil jeg også ha’”
råbte hun og fader’n sa’
”Så’n en får du nok en dag”.
GERDA:
Ha ha ha.
MAREN:
Skål!
ALLE skåler. INGEBORG vånder sig.
GERDA:
Tredje vers:
”Hun sig ku’ ej holde tør,
Altid våd var sengen,
Og – ”
LAURITZ:
Hov – hvem er det?
LAURITZ har fået øje på en rytter i farvestrålende gevandter, SULIMAN, der kommer – forhåbentlig – galopperende mod dem et eller andet sted fra.
SVEND:
Hva fa’en er nu det?
SULIMAN standser hesten oppe ved scenen, springer af, trækker et eller andet stumpt våben og hamrer løs på gæsterne til forlovelsen. Han springer op på bordet og vader undervejs i de hellige danske relikvier: snapsen og silden.
SULIMAN:
Så kan I måske lære det!
SVEND farer over JON, der ligger livløs.
SVEND:
Åh nej!
GERDA:
Er han ... død?
SVEND:
Han trækker vejret, men han har fået et slemt hug i hovedet.
MAREN:
(tager en bid af et stykke brød)
I hovedet? Det sku han nok ku’overleve.
SVEND:
(til Suliman)
Hvad er meningen med den her opførsel, midt i vore forlovelsesfest?
SULIMAN:
Det er et hævn-togt for jeres elendige hærgen i Det hellige Land. Nu kan I selv få lov at prøve det.
INGEBORG er kommet over for at tjekke Jon.
SVEND:
Han kommer ikke på benene de første uger.
INGEBORG:
Jamen jeg skal nå at finde en fyr før Peder kommer hjem! Er der da ingen, der vil ta’ mig?!
SULIMAN:
Det der, det bekræfter hvad jeg har hørt om de danske piger. (tjekker en huskeseddel) Det var massakren. Det næste jeg skal er at skænde nogle kristne kvinder.
PIGERNE hviner. SOFIE rækker hånden i vejret og skal til at sige noget.
SULIMAN
(til Ingeborg)
Jeg kan jo begynde med dig.
SVEND:
Du kan virkelig ikke få lov at skænde vores piger –
SOFIE:
Nej, ikke de unge uskyldige lam!
SVEND:
- før vi ved noget mere om dig.
GERDA:
Nej. Hvad er din far?
SULIMAN:
Jeg er søn af Fyrst Saladin, den sande tros forsvarer imod de ækle vantro kristne, som han slog ved Damaskus og Aleppo. Stillingen står nu 2-2.
GERDA:
Fyrst Saladin?
SVEND:
Har han jord?
SULIMAN:
Jord? Det sku jeg nok mene. Han ejer hele Ægypten og store dele af Arabien.
GERDA og SVEND ser på hinanden.
GERDA:
Undskyld, vi afbrød dig: du var ved at sige noget om at skænde vore døtre.
SVEND:
Vi har hele tre –
AGNETE:
Far!
SOFIE skal til at gøre sig gældende igen, men BIRGITTE kommer hende i forkøbet.
BIRGITTE:
Du går med ørering.
SVEND:
Det er Birgitte, vore ældste.
SULIMAN holder hånden op foran BIRGITTES ansigt, så kan kun kan se øjnene.
SULIMAN:
Ja – du kan godt gå an. Jeg begynder med dig. (til SVEND) Er det der en af jeres hellige bygninger?
SVEND:
Ja, det er Abbedens kloster.
SULIMAN:
Fint. Jeg vil skænde din datter midt i den falske profets helligdom. Kom.
SULIMAN slæber af med BIRGITTE.
BIRGITTE:
Ja, hvis det ikke kan vær anderledes ..
ABBEDEN:
Åh, nej nej.
SULIMAN og BIRGITTE ud.
GERDA:
Iha, sikken en dag.
SVEND:
Ja, man ved aldrig hvad der venter lige om hjørnet.
GERDA:
Vi må hellere få dækket bordet op igen. Det kan jo være vi skal ha en festlighed for Birgitte og hendes fyr.
SVEND:
Hvilken lykke. Vi troede aldrig vi skulle få hende afsat.
INGEBORG:
Jeg tror ikke mine egne ører! I har smidt Birgitte i armene på en udlænding!
GERDA:
Vist har vi ikke, skat. Du hørte jo selv – han insisterede på at skænde hende.
SVEND:
Det nytter ikke at diskutere med sådan nogle typer.
INGEBORG:
Abbed Frederick – kommer Birgitte ikke også i helvede, hvis hun gifter sig med en vantro?
ABBEDEN:
Jo, det er bange for.
GERDA:
Ja, det ville selvfølgelig ikke være så godt. Men der er jo heldigvis længe til.
ABEL:
Men hun blir jo skændet. Det kan hun jo ikke selv gøre for. Sådan da. Tilgiver Jesus ikke det?
ABBEDEN:
Jo, Jesys ville nok gøre den, men jeg tror at kirken vil tage en anden syn på saget, hvis hun fortsat går med til at blive skændet. Med mindre, selvfylgelig, at Suliman blir omvendt til det kristne tro.
SVEND:
Ja, vi kunne selvfølgelig omvende ham. Det vil nok ikke blive svært, når han først har lært vores civiliserede verden at kende, og alle de fordele, der er ved at tilhøre den vestlige kultur. Som for eksempel, at vi blir frelst og kommer i himlen.
ABEL:
Ja, det er jo det. Den kristne tro er jo så fornuftig og fredelig i sit budskab, at bare man fortæller folk om Jesus og hans forsonende lære, så vil alle folk lade sig omvende. Det er jo fredens og næstekærlighedens budskab.
ABBEDEN:
Det er rigtig, min dreng.
Nu høres KORSRIDDERNE igen med deres slagsang.
KORSRIDDERKOR (først OFF, så kommer de til syne)
I panser og plade
Tapre danske mænd!
Vi laver ballade
I Jerusalem
Gir dem et par flade
Før vi vender hjem
Hvis de tror på Muhammed og Allah
Så må de tro om igen.
KORSRIDDERNE er kommet ind, med ABSALON og VALDEMAR i spidsen. KUNIGUNDE farer hen til HEINRICH.
KUNIGUNDE:
Bror– du er kommet frelst tilbage.
HEINRICH:
Ja, og det er lykkedes mig at holde min sande identitet skjult i al den tid.
ABBEDEN:
Fyrst Heinrich af Sachsen – det glæder mig at se Dem, for der var tredive rigsdaler for lidt i pungen, De gav mig som et bestikkelse.
ABSALON:
Fyrst Heinrich?
ABBEDEN:
Ja – det var ham, som fik det gode idé med korstogen.
VALDEMAR:
Var det virkelig? For det skal du slås til ridder af det hellige kors . Knæl.
HEINRICH:
Uh...
VALDEMAR:
(hæver sværdet)
I faderens, sønnens og (VAP!) helligåndens navn – og så er du måske færdig med at intrigere?
HEINRICH:
Av. Ja, jeg gør det aldrig mere.
ABSALON:
Han slap for billigt.
VALDEMAR:
Han ka bare få en til, hvis han fremturer. (til forsamlingen) Ja, så er vi vel hjemme igen. Vi har befriet Den hellige Stad for de vantro og har bragt kristendommen til de fjerneste egne af den kortlagte verden.
INGEBORG:
Det var hurtigt. I har jo kun været borte i nogle måneder.
ABSALON:
Er det virkelig ikke mere? Hvor er verden lille.
VALDEMAR:
En lille smule virak om vor hjemkomst ville være på sin plads. I stedet ser jeg et hærget sildebord og en udpræget underlig stemning.
SVEND:
Ak, der er sket meget større ting her i Esrum. Vi var netop ved at fejre Ingeborgs og Jons forlovelse –
PEDER:
Hvad?! Ingeborg, er du blevet forlovet med Jon lige så snart jeg vendte ryggen til?
INGEBORG:
Det blev ikke til noget. Forlovelsesfesten blev afbrudt.
PEDER:
Jeg havde heller ikke held med at blive slået ihjel i Jerusalem.
SVEND:
Vi blev invaderet af en muslim, midt mens vi var ved at afsynge den hjemmeskrevne festsang for parret.
VALDEMAR:
En muslim? I Esrum! Ganske uhørt!
ABSALON:
Hvor er han nu? Afvæbnet og uskadeliggjort?
SVEND:
Ingen af delene. Han er ved at invadere Birgitte –
ABBEDEN:
I mit kirke!
VALDEMAR:
Birgitte? Da vel ikke min – øh, jeg mener: den stolte, danske mø?
SOFIE:
Nåhr, det er vel så meget sagt.
VALDEMAR:
Ville da ingen forsvare hende?
SVEND:
Det så vi ingen grund til.
GERDA:
Det er også for sent nu. Der kommer de.
SULIMAN og BIRGITTE ind.
VALDEMAR:
Vantro køter! Du skal ikke ustraffet besudle vore møer!
BIRGITTE:
Gud, Vladimir – er du allerede tilbage?
VALDEMAR:
For sent til at forsvare din dyd, min fagre, men ikke for sent til at hævne den skændsel, du har måttet døje fra denne, denne ... omskårne hund!
BIRGITTE:
Der mangler nu ikke så meget dernede.
VALDEMAR:
Du tror, at du kan komme herop og stjæle vore danske piger!
SULIMAN:
Det var altså ikke særlig svært.
VALDEMAR:
Vid, din køter, at vi har indtaget Den hellige Stad, befriet den for muslimsk overherredømme og hærget den til ukendelighed.
ESBERN SNARE:
Her – se –Vi har hjembragt de vantro relikvier som trofæ, jeres afgudsbilleder.
ABBEDEN:
Knys den! Tilintetgør den og krænk den for øjnene af det vantro hund!
VALDEMAR kyler et relikvie på jorden og stamper på det og spytter på det. SULIMAN ser roligt til.
SULIMAN:
Du mangler noget der ...
SULIMAN tramper på resterne af det smadrede relikvium.
ESBERN SNARE:
Hvad?! Du vanhelliger selv dine egne helligdomme?!
SULIMAN:
Det der er ikke vores. Jeg har aldrig set det før.
VALDEMAR:
Ikke ... ikke jeres?
SULIMAN:
Uh-huh.
ABBED:
Men ... er det ikke muslimsk?
SULIMAN:
Overhovedet ikke.
ABBED:
Men hvor er den så fra?
VALDEMAR:
Jo, altså, fra den hellige stad, ikke?
SULIMAN samler et skår af det smadrede relikvium op.
SULIMAN:
Det ligner slet ikke noget fra Mellemøsten. Vent ... her står noget. ”Tilhører Arkona kommune”
VALDEMAR:
Arkona? I Rygen? Var det der, vi var?
SAXO:
Hmm... et tilnavn. Hvad med ”Valdemar Vildspor”? Nånej.
ABEL:
I har slet ikke været i Det hellige Land?
ABSALON:
Så skulle vi alligevel ha drejet til venstre der hvor jeg sagde!
PEDER:
Jeg synes jo nok, at der var lidt kort.
GERDA:
Så så, nu skal vi ikke skændes – vi skal hygge os. Drengene er hjemme igen, og der er dækket op med næste ret. Og vi har jo stadig et par, vi kan fejre. Det er ganske vist et andet par, men det er tanken, der tæller, og intet skal stå i vejen for den danske hang til hygge.
VALDEMAR:
Nej, lad os gå til bords. Man får ordentlig appetit af sådan et korstog.
AGNETE:
Birgitte – er du klar over, at far og mor er ved at love dig bort til ham der?
BIRGITTE:
Ja ja – man skal jo ikke modsætte sig sine forældres ønske.
AGNETE:
Men Birgitte, dog. Han er jo ikke engang dansk - og han har hul i ørerne!
BIRGITTE:
Ja! Han er den perfekte ægtemand: Han har følt smerte og har købt smykker.
ALLE har sat sig.
GERDA:
Først skal vi lige hilse på hinanden, he he.
SULIMAN:
Er det alkohol?
SVEND:
Det er vores bedste porsesnaps.
SULIMAN dypper tre fingre i snapsen og stænker dem på jorden.
SVEND:
Hov - hvad laver du?!
SULIMAN:
Sådan skal jeg gøre – profeten siger, at de første tre dråber er de farligste, så dem byder vore muslimske ritualer at springe over.
GERDA:
He he – se, hvis du skal gøre dig håb om at blive accepteret i et civiliseret land, så må du befri dig selv for al den hedenskab og overtro, som kendetegner folk fra de varme lande.
AGNETE:
Hvor er den store suppeslev, mor?
GERDA:
Den tog nisserne jo ved juletid, husker du nok.
SVEND:
Alkohol er vigtigt, min dreng. Den gør underværker for en mands selvopfattelse. Og se - her er et rigtig godt dansk måltid: Flæskesteg med sprøde svær, grisesylte, medisterpølse fra vort fedeste svin – du kan tro det smager godt – gule ærter, kogt på flæsk, kærnemælksvælling ...med flæsk, og –
SULIMAN:
Er det hele fra svin?
GERDA:
Ja, de lækreste, saftigste svin i Esrum –
SULIMAN:
Jamen, det er jo det dyr, som jeres egen profet manede djævlen ind i! Det gir jo ingen mening.
GERDA:
Det blir svært at ha ham med til højtiderne.
SULIMAN:
Jeg tager et stykke brød.
ABEL:
De sku’ også ta og spise lidt, Abbed. Det hjælper på humøret.
ABBEDEN:
Tak Er der noget surt til flæsket?
ABEL:
Øjeblik – (råber til den anden ende af bordet) – halløj, hvis der er flere agurker dernede, vil abbeden godt ha’ dem op i sin ende –
MARKANT TAVSHED følger denne ytring.
ABEL:
- øh, af bordet.
AGURKERNE ryger op i abbedens ende.
ABBEDEN:
Merci.
INGEBORG:
Far, Peder og jeg har talt sammen, og Peder vil godt –
PEDER:
Kan du ikke la mig selv spørge?
INGEBORG:
Åhr, det er da ligemeget! Peder vil godt –
PEDER:
Jeg vil godt anmode om Deres datters hånd. (ser irettesættende på Ingeborg) Sådan.
GERDA:
Åh, hvilken lykke, at I tror at I vil ha’ hinanden, langt om længe.
PEDER:
Jow, for vi har jo været så meget igennem.
INGEBORG:
Og det meste af det var din skyld.
SVEND:
Jamen, så vil jeg skynde mig at holde min lille tale, før I fortryder. (slår på glasset) Hem ehem ... ”Kære Peder og Ingeborg og kære Suliman og Birgitte. Foran jer ligger dage med tårer og –
GERDA:
Nej, Svend – nu har vi haft nok af tårer. Nu trænger vi ærligt talt til noget at grine af.
SALADIN er kommet til med hastige skridt, op bag SULIMAN, og har med mishag set, at SULIMAN sidder til bords med de vantro danskere. Han vapper SULIMAN en over nakken.
SULIMAN:
AV!
SALADIN:
Din forvorpne hvalp! Spiser du med de vantro?
SULIMAN:
Jeg har allerede hærget de kristnes land og skændet deres kvinder – hende der – sådan som jeg sagde, at jeg ville, og nu er jeg ved at gennemgå et eller andet ritual, som hører med til den slags.
SALADIN:
Fatimas hånd i skuret! Du sidder til bords med vore fjender! Har du måske nogensinde set din far gøre det?
SULIMAN:
Men far, vi har jo ingen borde derhjemme. Vi spiser på gulvet.
VALDEMAR:
Øh, må jeg lige –
SALADIN:
Hvem er du?
HEINRICH:
Det er Valdemar, den danske konge, som netop har ført korstog mod Det hellige Land – eller i hvert fald, havde tænkt sig at gøre det.
SALADIN:
I kristne har massakreret adskillige byer i mit område!
VALDEMAR:
Nå nå, ”massakreret” er nu sådan et følelsesladet ord...
SALADIN:
Hvad ville du ellers kalde det?
ABBEDEN:
Vi har bragt den glade budskab til fjerne egne –
SALADIN:
Hvem er han?
ABSALON:
Det er Frederick, abbed her i Esrum, for cistercienserne. En munkeorden.
SALADIN:
Abbed? Munkeorden?
ABBEDEN:
En gruppe gudsfrygtige mænd, som lever i næstekærlighed sammen i små samfund, og jeg er deres leder.
SALADIN:
En khawal?
ABBEDEN:
Ja, nu taler jaj jo ikke Deres sprog –
ABSALON:
Heller ikke vores.
ABBEDEN:
Men khawal, hvis den hedder sådan. Og jaj har svoret et hellig ed på at jeg vil sørge for, at der kommer flere khawaller i Deres hjemland.
SALADIN:
Flere khawaller i mit hjemland?!
ABBEDEN:
Oui. Således at den kristne budskab –
SALADIN:
Ved du, hvad vi gør ved khawaller i mit hjemland? Vi henretter dem på torvet under spredt bifald fra en begejstret forsamling.
ABBEDEN:
Ja, jeg ved godt, at I farer hårdt frem imod de kristne, men khawaller – som nu jeg - er netop regnet for dem helligste blandt kristne. Og Kristus var selv den første Khawal.
SALADIN:
Profeten til hest! Ved du hvad du selv siger?
ABBEDEN:
Vi Khawaller vier hele vort liv til Kristi lære og forsager omgang med kvinder for at leve sammen med andre mænd som os selv –
SALADIN:
Ja, naturligvis! Det er jo det, ”khawaller-røv” betyder!
SAXO:
Jeg tror der er lidt gloseforvirring i denne samtale ...
SALADIN:
Jeg vidste nok, at de kristne var fordærvede skabninger, men dette overgår mine vildeste mistanker! For alle af min tro er det en pligt at gifte sig og avle børn. Men det lader til, at udbredelsen af din tro er den bedste måde at komme de kristne til livs. Jo mere kristne I er, med al jeres khawalleri, des hurtigere uddør racen.
ABEL:
Jeg er pludselig meget glad for at jeg trådt ud af ordnen...
SALADIN:
Suliman – find din hest. Vi rider hjem i en fart, før du ligger og khawaller med de kristne drenge.
VALDEMAR:
Ja, afsted med jer – I hører ikke til her.
SULIMAN:
Men far – jeg er lige ved at blive forlovet med hende her.
BIRGITTE:
Vi er kommet alt for langt til at aflyse det nu.
SALADIN:
Han er søn af en sultan! Han skal ha’ Harem!
BIRGITTE:
Jeg er ligeglad hvad hun hedder, jeg finder mig ikke i utroskab.
SALADIN:
Uvidende kristne pige! Han skal ha fyrre hustruer!
VALDEMAR:
Hov, hov – her i landet tåler vi ikke jeres ugudelige flerkoneri.
SOFIE:
Og det sku komme fra dig.
SALADIN:
Og se bare – en kvinde, der svarer en mand igen! I en ordentlig kultur ville hun blive strengt tugtet. Sådan her –
SALADIN vapper SOFIE en over nakken.
SOFIE:
Av!
VALDEMAR:
Skal du slå min hustru?
SALADIN:
Du tør jo ikke selv!
VALDEMAR:
Vel gør jeg så! Men jeg vil ikke!
SALADIN vapper SOFIE en til.
SOFIE:
Ah!
SALADIN:
Tøsedreng! Tøffelhelt!
VALDEMAR:
Hold så op med at kalde mig det!
SALADIN:
Khawaller-karl!
VALDEMAR vapper SOFIE en.
SOFIE:
Ah!
SALADIN:
Nem at lokke!
VALDEMAR:
Tarvelige dyr!
VALDEMAR vapper SALADIN en.
SALADIN:
Ah! Hvor vover du, kristne køter! Træk!
VALDEMAR:
Træk selv!
FÆGTEKAMP. ABSALON vil forsvare VALDEMAR, men standses af SAXO.
SAXO:
Nej, lad dem nu selv. Tænk hvis alle krige kunne ordnes med tvekamp mellem statsoverhovederne.
HER skal så være en animeret tvekamp mellem VALDEMAR og SALADIN, med musik og stunts, ikke?
Den kører så længe som det nu er passende, med replikker, som improviseres frem under indøvningen, indtil de ligger fast i scenen, hvorpå dramatikeren efterfølgende skriver dem ind i manuskriptet, så det ser ud som om de har stået der hele tiden. OK?
KAMPEN afbrydes ved at RIGMOR, DAGMAR og GUNHILD vender hjem på deres heste. De er alle tre højgravide.
INGEBORG:
Se, der er Rigmor, Dagmar og Gunhild. De er også kommet hjem fra korstog.
GUNHILD:
Hvor blev I af? Vi ledte hele Jerusalem rundt, men vi kunne ikke finde jer nogen steder.
RIGMOR:
Men vejret var godt, og folk var meget flinke -
ABSALON:
Hvordan er det, I ser ud?
DAGMAR:
(ser ned ad sin mave)
Jo, vi mødte så nogen andre i stedet for ...
RIGMOR:
Ih, hvor er det pinligt, det her.
GERDA:
Nå. Det må I ikke mukke over. I har haft en god tur, I er vel hjemme igen, og børn er altid en velsignelse.
SALADIN:
Ha, havde det været vore muslimske døtre, havde vi ladet dem piske på torvet under spredt bifald fra en begejstret forsamling. Suliman – kommer du?
SULIMAN:
Nej, far. Jeg blir her. Jeg tror det vil være sjovere at ha’ et harem af danske piger.
SALADIN:
Du vil hvad?!
SULIMAN:
Jeg kan godt li, at man kan se på varerne, før man får dem hjem.
SALADIN:
Saladin! Så er det afgang.
SULIMAN:
Nej.
SALADIN:
Du vover at sige din far imod?!
BIRGITTE:
Ja, og sådan er det her i landet, det kan du lisså godt vænne dig til.
SALADIN banker SULIMAN
SALADIN:
Lømmel! Du må tage tredive gange til Mekka før denne forsmædelse er slidt af dit syndige, muslimske legeme.
SULIMAN:
Av! Hold dog op!
SALADIN:
Din mor parrede sig med et muldyr, mens jeg vendte ryggen til! Du gør mig vanære foran de kristne hunde!
De kristne hunde får sig en sund latter ved synet af Sultanen, der banker sin søn.
ALLE:
Ha ha ha.
SULIMAN:
Du ka slå så meget du vil. Jeg tar ikke med.
SALADIN sætter sig ved bordet og græder.
SOFIE:
Hør, Valdemar – det var faktisk helt romantisk. Du forsvarede min ære.
VALDEMAR:
Ja. Ja, det gjorde jeg vel.
ABSALON går over til SALADIN og klapper ham på skulderen.
ABSALON:
Ved du hvad, Saladin. Nu synes jeg vi skal kalde det uafgjort for i dag, og så må vi slås videre om Den hellige Stad på et senere tidspunkt. Når alt kommer til alt, så tjener vi begge Vorherre – du på din måde, og jeg på hans.
SALADIN:
Nuvel – vi holder en pause, og mødes i Jerusalem! Der skal vi lære jer respekt for andres ejendom.
ABSALON:
Vi respekterer skam andres ejendom. Vi respekterer den bare endnu mere, hvis det blir vores egen.
SULIMAN:
Men far – Jerusalem er jo heller ikke vores. Vi tog den jo fra nogen andre.
SALADIN:
Åhr, de khawaller-røve, der boede der først. De kunne jo ikke engang forsvare den.
GERDA:
Så, I kamphaner - skal vi nu ikke bare hygge os resten af dagen, sådan som Biskoppen foreslog. Vi henter øllet, og så tager vi en sang, for så kan det ikke blive mere dansk. Så må I slå hinanden ihjel ved en senere lejlighed.
SALADIN:
Ja, ja, vi skal få at se hvem historien i sidste ende vil holde med.
SAXO:
Åh, men historien vil favorisere Kong Valdemar. Det ved jeg med sikkerhed, for det er mig skriver den.
ABSALON:
Jeg skal lige se kladden, før du renskriver.
ESBERN:
Har du fundet et godt tilnavn til Valdemar?
SAXO:
Næ ...
SOFIE og BIRGITTE:
Den store.
SAXO:
Den store? Jamen han er jo kun 1,78, og – nåeh .... ha ha. Javel. Det blir det så. (skriver) Det gætter eftertiden aldrig.
FINALESANG – ”Dumme svin”
ABSALON
Der er folk af alle slags
Rundt omkring på jord
Og vi tar os vældig af,
hvad vi går rundt og tror
nogle er tilbagestående
nogle, de er forud
nogle de har munkeordner,
andre mangler forhud.
Men: hvadend man tror på Gud,
på Buddha eller Allah,
Om man er en dansker,
franskmand, tysker, eller jalla
En ting har vi fælles,
Både nordbo og beduin
Vi er allesammen
Nog’n utroligt ... dumme svin
Dumme svin!
Dumme svin!
ALLE:
Lad os hylde dumme svin
Det største broderfolk
Dumme svin behøver hverken
Ordbog eller tolk
Man ka vær’ et røvhul
Båd’ på urdu og latin
Der er stærke bånd imellem
verdens dumme svin.
Siden Adam prøved på
At gi sin kone skylden
Er der ingen der har klaret
At få hul på bylden
Vi er fuld af ondskab
Men! - den er universal
Det er nemlig overalt
At den er gru’lig gal
Hvem er bag hver enste krig?
Dumme svin, dumme svin!
Bag al løgn og hykleri?
Dumme svin, dumme svin!
Gode folk er gode
Hver på helt der’s egen måde
Hvorfor de nu er det,
Det forbliver så en gåde,
Dumme svin er ens
Og deres grund er ligetil
De vil skade andre
for at få det som de vil
Dumme svin er dem
Der evigt tror at de har ret
Derfor er det også dem,
Der altid har det let.
Aldrig nogen regler
Som de skal forhold’ sig til
Dumme svin de gør
Nøjagtig hvad de vil.
Gode mænd de dør
Og deres go’e idéer forgår
Helgener forsvinder
Men de dumme svin består
og idealisterne
Vil altid bli’ til grin
Når de må erkende
Verden tilhør’ dumme svin
(oratorisk, a capella, salvelsesfuldt):
Dumme svin, I skaber bånd
imellem alle lande
Skønt I måske mangler ånd
Stå frem med åben pande!
Li’ fra gadekæret til
Den aller-fjern’ste egn:
Dumme-svineri er menske-
racens kendetegn.
* OBS! Samme kor lukker første del, med ny tekst.
