GULDALDEREN

 
 
SYNGEPIGER:
Kære klientel
Ta med os her i kvæld
Til dengang vort gamle fædreland
Var romantisk over al forstand
For det var dengang unge pi’r gik rundt i krinoliner,
(og) øved sig i timevis på Kuhlaus sonatiner
De slog beskæmmet blikkene ned
og rødmed blufærdigt når herrerne talte om kær-
lighed.
 
På Det kongeli’
Var tonen mindre fri
Det var ikke som vi ser idag,
Der var ingen der tog tøjet af
Heiberg censurered’ alle stykker i de dage
Så der næppe var et eneste hormon tilbage
Alting det blev ved bare en flirt
For alt var så ærbart og propert og snerpet og pænt
Og tørt
Spør’ I os, sir vi:
Vi’ sgu glade for
Det er forbi.
 
DET KONGELIGE TEATER  etableres på scenen under 2. vers. Vi er midt i en prøve på ROMEO og JULIE, FRU HEIBERG og MICAHEL WIEHE spiller, HEIBERG instruerer, og SILLE BEYER er konsulent på Shakespeares manuskript.
 
JOHANNE LUISE:
”Hvad er da et navn? Hverken fod
Eller arm, ansigt, ej nogen del
Af det vi kalder et menneske.
Åh, Romeo, vælg et andet navn!
Og Romeo vil, hvad end han hedder –”
 
HEIBERG:
Åh, undskyld, et øjeblik, min engel. Frk. Beyer –
 
SILLE:
Ja, hr. Heiberg.
 
HEIBERG:
Jeg finder denne tale for ... ja, hvorledes skal jeg udtrykke det... for intim ... eller ...kropslig. Ja, det er ordet. Det må De gøre noget ved.
 
SILLE:
Jeg har prøvet at være så forsigtig jeg kunne, Direktør Heiberg, når jeg stadig skulle følge Hr. Shakespeares tekst.
 
 
HEIBERG:
Ja, der har vi det måske. Jeg ved, De holder meget af forfatterskabet, Frk. Beyer, men det er gammelt, og den slags plumpe løjer, man dengang kunne tillade sig, vækker mishag i en mere dannet tid som vor egen.
 
JOHANNE LUISE:
Min egen –
 
HEIBERG:
Ja, min due?
 
JOHANNE LUISE:
- hvad hvis jeg springer Romeos legemsdele over, og går lige fra ’Hvad er da et navn?’ og til ’den blomst vi kalder rose’?
 
HEIBERG:
Fremragende, min due – du har så ganske forstået princippet. Fortsæt. Du spiller fortryllende.
 
JOHANNE LUISE:
Så hedder det nu:
”Hvad er da et navn? -
den blomst vi kalder rose,
ville dufte lige sødt, hvad end den kaldtes,
og ligeså vil også Romeo, hvad end han hed - ”
 
HEIBERG:
Øjeblik igen, min sukkerhøne. Nu lyder det, som om du omtaler Romeos kropslugt, hvilket naturligvis for et dannet publikum vil forekomme anstødeligt.
 
JOHANNE LUISE:
Nuvel, min egen, jeg springer lige til: ”Bortkast dit navn, og i bytte, tag hele mig!”
 
HEIBERG:
Ahr....
 
JOHANNE LUISE:
“Får du mig?”
 
HEIBERG:
(mishagsytringer)
 
SILLE:
”får du min hånd?”
 
HEIBERG:
Ja, meget bedre, Frk. Beyer.
 
SILLE:
Versefødderne kommer til at halte hvis han kun får hånden.
 
HEIBERG:
Det er der ingen, der bemærker. Og så må det være –
 
WIEHE:
Skal jeg nu, Hr. Heiberg?
 
HEIBERG:
Ja endelig, min dreng.
 
WIEHE:
”jeg ta’r dig – ”
 
HEIBERG:
Nej, nej, nej!
 
WIEHE:
”... på dit ord...”
 
HEIBERG:
Nej, Wiehe, De må virkelig følge fodslaget i tankegangen her.
 
SILLE:
”Jeg hører dig?”
 
Heiberg nikker.
 
WIEHE:
”Jeg hører dig, kald du mig din, så vil jeg døbes om,
fra nu af er jeg aldrig mere Romeo”
 
JOHANNE LUISE:
”Hvem er dog du, som skjult af natten
trænger dig ind i ... (hører selv at det kan misforstås) eh-øh... afbryder mine hemmelige tanker?
Du er vist Romeo og en Montague?”
 
WIEHE:
Ingen af delene, ædle frøken,
Hvis nogen af disse mishager dig.
 
JOHANNE LUISE:
Hvorledes kom du herind? Hvorfor?
Den høje mur er svær at overstige,
Og med dit navn er det den visse død.
 
HEIBERG billiger, at Johanne Luise spiller latterligt opstyltet.
 
HEIBERG:
Glimrende. Glimrende. Fremragende.
 
WIEHE:
På elskovs vinger fløj jeg over muren,
Stenvolde holder ikke elskov ude,
Hvad elskov kan, tør elskov dristigt prøve,
Din hele slægt kan ikke standse mig -
 
HEIBERG:
Men det kan jeg, Hr. Wiehe. Hvordan er det, De spiller? Det er jo aldeles løssluppent!
 
WIEHE: Undskyld, Direktør Heiberg, jeg tænkte blot, at Romeo i denne deres afgørende scene sammen måtte have nogen fokus på pigen han elsker, og tillige røbe blot minimale tegn på, på, nåja, ophidselse...
 
HEIBERG: (irriteret)
Har De nu igen lyttet til Frederik Høedt? Og har han fyldt Dem med sine griller om den moderne spillestil? Behøver jeg at sige Dem, at her på Nationalscenen hylder vi Det Skjønne og Det Sande, og skal vi tvinges til at vælge, må det blive Det Skjønne. Ja, jeg skænder på Dem, Michael Wiehe, for jeg har gentagne gange betonet, at vi ikke huser slige slibrigheder her i huset.
 
WIEHE:
Jeg beklager, Direktør Heiberg. Det skal ikke gentage sig. Jeg vil nu gennemføre resten af scenen uden så meget som at se på min medspiller.
 
HEIBERG:
Det var bedre. Hun er jo dog også min hustru, erindrer De nok.
 
WIEHE:
Javel, Hr. Direktør.
 
WIEHE spiller nu videre i ustyrligt frikadelle-spil uden noget samspil på scenen, ganske som han har lovet.
 
WIEHE:
”Min elskov, som først drev mig til at søge,
jeg lånte amor øjne, han mig råd.”
 
HEIBERG:
Ja, det er jo meget bedre.
 
JOHANNE LUISE:
”Du ved at nattens slør er på mit ansigt,
For ellers farved rødme mine kinder
Men bort med omsvøb – elsker du mig da?”
 
HEIBERG:
Ja, nu skønner jeg, at I kan det. Vi har jo dog også haft hele fire prøver alene på dette stykke, og må vel snart være klar til premieren. Jeg tager hjem nu – skal du med, Hannepige?
 
JOHANNE LUISE:
Jeg kommer ganske snart, min egen. Jeg vil lige løbe replikker og arrangementer igennem endnu en gang.
 
HEIBERG:
Husk, at du har budt Andersen på visit kl. 5.
 
JOHANNE LUISE:
Åh ja. Han bød nu sig selv, men jeg skal nok være hjemme inden da.
 
HEIBERG ud. WIEHE sukker tungt.
 
SILLE:
Jeg føjer lige beskæringerne ind, fru Heiberg – vi har nu skåret alt det anstødelige og jeg er bange for, at den hele spilletid er nede på under en time.
 
JOHANNE LUISE:
Ja – men vi må jo heller ikke kede publikum.
 
SILLE:
Nej vist.
 
JOHANNE LUISE går over til WIEHE.
 
JOHANNE LUISE:
Jeg fornemmer, at De ikke er helt tilfreds, Wiehe.
 
WIEHE:
Jeg synes bare – ja, jeg ved godt, at jeg taler Deres mand midt imod – men jeg synes blot, at der kunne komme så meget mere ud af denne scene.
 
JOHANNE LUISE:
Heiberg ved nok bedst.
 
WIEHE:
Ja, det siger De – men der kunne jo være en anden og sandere måde at præsentere stoffet på –
 
JOHANNE LUISE står bag Wiehe og ser betaget på ham indtil han vender sig.
 
WIEHE: (vender sig mod JOHANNE LUISE)
- og hvis jeg ikke tager meget fejl, fru Heiberg, så har jeg flere gange fornemmet under vore prøver, at også De ønsker mere nærhed -
 
JOHANNE LUISE: (alarmeret):
Hvad mener De?
 
WIEHE:
...mere, nå ja, intimitet i spillet. Det er jo dog to unge forelskede, varmblodige mennesker, det handler om -
 
JOHANNE LUISE:
Tilmed sydlændinge.
 
WIEHE:
Netop ja, og – hvis De ikke tager mig det ilde op – så sætter jeg altså sandhed højere end skønhed –
 
JOHANNE LUISE:
Gør De?
 
WIEHE:
Ja, men jeg kan ikke se, hvorfor de to ikke kunne forenes. Og Frederik siger –
 
JOHANNE LUISE:
Nej, nu må De stoppe med den Frederik Høedt! Hører De? (griber Wiehes arm) Han er alt for avanceret, øh, jeg mener outreret, for den danske nationalscene, og han –
 
WIEHE:
Ser De selv, fru Heiberg – kropskontakt!
 
JOHANNE LUISE:
Ah!
 
WIEHE:
De søger instinktivt imod berøring og intimitet, alene fordi vi er midt i prøverne på Romeo og Julie –
 
JOHANNE LUISE:
Ja, kun derfor.
 
WIEHE:
Og ser De, hvilket tag rollen har fået i Dem, at De nu lader hånt om sømmeligheden, hvad De jo aldrig ellers ville drømme om –
 
JOHANNE LUISE:
Nej! Ha ha ... ha.
 
WIEHE:
Og just derfor tror jeg på, at der er –
 
JOHANNE LUISE:
Nej, De må lade dette fare, Wiehe. Jeg har ikke mod til at sætte mig op imod den gode smag, og De selv ville vist fortryde, hvis De gjorde det. Vi må spille partituret, sådan som Heiberg har skrevet det.
 
WIEHE:
Javel. Ja, det er nok det fornuftigste. Men hvorf-
 
JOHANNE LUISE:
(formanende) Ah-ah!
 
WIEHE:
Nej. De har ret. Farvel da, fru Heiberg. Vi ses til prøven imorgen.
 
JOHANNE LUISE:
Ja. Ja, det gør vi.
 
WIEHE går. JOHANNE LUISE sukker dybt.
 
JOHANNE LUISE:
Bag disse scener, som digter’n har drømt
Bag hvert et kærligt og længselsfuldt ord
Banker et hjerte så smerteligt ømt –
Du aner slet ikke spor.
 
Wiehe, min Wiehe,
Ak, jeg må fortie
Alt det, som jeg allerhelst vil.
Alle kan se det,
Men slet ingen ve’ det:
At intet på scenen er spil.
 
Wiehe, min Wiehe
Jeg kan ikke sige
Hvor meget jeg tænker på dig
Artigt jeg holder
Mig til vore roller
Og til at det hele er leg.
 
Hver aften står vi i hed dialog
Du som en knøs der har taget min ro
Jeg som heltinden der glad gir sig hen
Den lykke når vi nok aldrig, min ven.
 
Wiehe min Wiehe,
Du må dog forblie
Min inderste hemmelighed
Som jeg udstiller
Sålænge vi spiller
Som dør, hver gang tæppet går ned
 
MUSIK fortsætter. SILLE BEYER kommer ind.
 
SILLE
Jeg slukker nu, fru Heiberg.
 
JOHANNE LUISE:
Har De føjet alle ændringerne ind i manuskriptet, Frk. Beyer?
 
SILLE:
Ja. Det blir nu en ganske ærbar forestilling.
 
JOHANNE LUISE:
Suk.
 
SANGERINDERNE + UH-KOR.     
Det hun vil sige
Om ham Michael Wiehe
Hvis vi har forstå’t hende ret:
Gerne hun døde
For én tur i høet
Men det’ åbenbart ikke let.
 
Guldalderdrømme
Er varme og ømme
Men må dog forbli’ sværmeri
For hvis nu drengen
fik fruen i sengen
Er guldalder’n nemlig forbi.
 
JOHANNE LUISE:
Hver aften får jeg min elskede skat,
Men ak, vi skilles når vi si’r godnat
Jeg si’r farvel til den mand jeg har kær,
Evigt så fjern, skønt han synes så nær.
 
Wiehe, min Wiehe,
Du mit himmerige
Min engel, mit et og mit alt
Ingen må vide
Hvordan jeg må lide
Og dermed er alting fortalt.
 
JOHANNE LUISE går nedtrykt hjemefter. En flok STUDENTER kommer forbi: FRITZ, LUNDBY, ORLA, JONAS, GUSTAV og JENS.
 
FRITZ:
Næ, nu har jeg aldrig – det er jo Fru Heiberg. Halløj, fru Heiberg!
 
JOHANNE LUISE:
Goddag, unge herrer. Hvor venligt af Dem at genkende mig.
 
JENS:
Åh, De er klædeligt beskeden, fru Heiberg.
 
ORLA:
Ja, De er jo en berømthed. Vi har set alle Deres forestillinger –
 
LUNDBY:
- oppe fra høkerlogen. Vi får rabat.
 
JOHANNE LUISE:
Åh, I er studenter.
 
FRITZ:
Ja, jeg læser biologi, Fritz, goddag (gir hånd) Orla læser æstetik, Jonas læser til ingeniør, Jens læser jura, Gustav her, min lillebror, er netop begyndt på retorik, og Lundby, han er elev ved kunstakademiet.
 
JOHANNE LUISE:
Hvor må det være spændende for jer.
 
GUSTAV:
Morderligt spændende.
 
ORLA:
Vist så, men vi glæder os nu til at være færdige. Vi vil se verden, og være berømte, som De selv, og opleve kærligheden –
 
JOHANNE LUISE:
Åh, I heldige kartofler. Verden venter på jer, Livet ligger jer åbent –
 
ORLA:
Hvor er det romantisk sagt!
 
FRITZ:
Vi skal til Rom i dette semester, på dannelsesrejse!
 
JOHANNE LUISE:
Hvor er det inspirerende at møde sådan nette unge herrer, opstemt af så ædle mål og forventninger til fremtiden, og så sunde interesser. Gid alt må gå jer godt i livet.
 
FRITZ:
Farvel, fru Heiberg. Det var en ære at møde Dem, sådan rigtigt.
 
De vinker fru Heiberg afsted. Hun går AF.
 
FRITZ:
Hør, skal vi ikke gå på bordel? Jo, for når vi kommer hjem fra Rom, kan det hænde at vi er for dannede til den slags. Hvad siger du, Lundby?
 
LUNDBY:
Næ, jeg tror jeg sidder over. Men gå I bare.
 
ORLA:
Er det din Louise, der spøger?
 
LUNDBY:
(suk) Ja.
 
JENS:
Ikke om jeg begriber, at du ikke meddeler hende dine kedsommeligt reelle hensigter – Du har sukket efter den unge frøken i mange måneder.
 
LUNDBY:
Åhr, men hun er sådan en fin frøken, af god familie, og jeg er jo kuns en fattig maler...Og tilmed vist nok en mådelig kunstner.
 
JENS: Nej, nej, Lundby, du er skam dygtig nok.
 
FRITZ:
Og når først vi kommer ud i verden, nøj, hvor skal vi da være berømte og rige og ombruste af succes.
 
GUSTAV:
Morderligt berømte.
 
FRITZ:
Det har vi jo selv besluttet. Ved hun det, din Louise?
 
LUNDBY:
Nej, jeg har ikke sådan ... talt med hende. Om fremtiden og sådan noget.
 
JENS:
Jamen, det sku du nu ta’ og gøre.
 
LUNDBY:
Tak for rådet, gutter. Jeg vil nu få mig en bajersk øl i Nyhavn, og tænke over, om jeg måske tør. Hav en god dag.
 
ORLA:
I lige måde, Lundby.
 
LUNDBY går ud og passerer AMALIE på vejen.
 
JENS:
Han er helt ude af den. Så I, hvordan han rent glemte at kigge efter den unge frøken han passerede?
 
FRITZ:
Hov se, hun taber sit lommetørklæde. Frøken!
 
FRITZ løber ned til AMALIE.
 
AMALIE:
Nej, jeg må ikke tale med nogen! Jeg må faktisk slet ikke være ude på gaden selv, men jeg måtte have noget mere lyserødt garn til mit broderi.
 
FRITZ:
Åh, de broderer?
 
AMALIE:
Ja, jeg gør. Jeg er ved at brodere et sofapudebetræk, der forestiller Psyke, just som hun spilder noget brændende talg på den slumrende Amor, men jeg må altså ikke samtale med Dem.
 
FRITZ:
Men vi samtaler jo allerede – tænk på, hvor meget jeg nu ved om Dem.
 
AMALIE:
Åh nej, De ved vist ingenting.
 
FRITZ:
Jo, jeg gør – jeg ved at De er ved brodere et pudebetræk med klassisk motiv, og at De er den smukkeste pige i verden.
 
AMALIE:
Ja, jeg har ofte tænkt det samme, og onkel Edvard giver mig ret, men så skænder mor på ham og siger, at han bare giver mig nøkker.
 
FRITZ:
Hør, jeg må vist hellere følge Dem hjem. Her på gaden kan De træffes at blive antastet af alskens pak – søfolk på orlov og studenter med lav moral.
 
AMALIE:
Hvor er det godt, De fortæller mig det, for jeg ved slet intet om verden. Det er første gang, jeg har været så langt væk som nede i garnforretningen, der ligger 150 meter fra min hoveddør. Jeg er allerede helt svimmel af indtryk.
 
FRITZ:
Vent et moment, kære frøken, mens jeg tager afsked med mine kammerater – (til de andre) Gutter, jeg må forlade jer. Jeg er forelsket.
 
JENS:
Kan det virkelig gå så hurtigt?
 
FRITZ:
Ork ja, og er hun ikke det dejligste væsen – hør, hvad hedder De, frøken?
 
AMALIE:
Jeg hedder Amalie Olsen. Mine søstre kalder mig Malle, men det siger jeg aldrig til nogen, for jeg vil ikke have, at det kommer ud.
 
JONAS:
Nå, lad os gå, gutter.
 
DE GÅR. CARSTENSEN, POLLY ind fra DS, og LUMBYEog PETRA ind DS.
 
CARSTENSEN:
Åh, HC, Lumbye, Min kære ven og Petra – jeg har vigtigt nyt at berette!
 
LUMBYE:
Jamen, goddag, Georg, goddag frk Carstensen.
 
CARSTENSEN:
Hans Majestæt Kongen har bevilget mig grunden ved Vesterport til min fornøjelige forlystelseshave for Kjøbenhavnerne.
 
LUMBYE:
Virkelig?
 
CARSTENSEN:
Ja – det var min søster, der kom på argumentet, som gjorde udslaget. Hvad var det du sagde, Polly?
 
POLLY:
Jeg sagde, at hvis blot Københavnerne morede sig tilstrækkeligt, så havde de ikke tid at tænke på politik.
 
CARSTENSEN:
Ja, og som du ved, Lumbye, så er der så forfærdelig meget i gære med stænderforsamlinger og stemmeret –
 
PETRA:
Ja, og de fattige har det heller ikke for sjov –
 
CARSTENSEN:
Men det får de nu, Petra, for bare et par skilling, og så har de slet ikke tid til politik, som jeg da iøvrigt heller ikke selv forstår mig på.
 
LUMBYE:
Heller ikke jeg. Men hør, lad dog mig skrive et stykke musik til indvielsen!
 
CARSTENSEN:
Åh, men det må du! Et festligt stykke, ikkesandt Lumbye!
 
LUMBYE:
Jeg går straks hjem og går i gang!
 
POLLY:
Ja, og vi må videre –
 
CARSTENSEN:
Vi skal ud og købe farveblyanter, så jeg kan lave tegningerne.
 
ALLE ud. JAKOB og JOSEFINE hen over scenen fra KS.
 
JOSEFINE:
Det var ikke hvad jeg havde ventet, Jakob.
 
JAKOB:
Det er jeg ked af, Josefine.
 
JOSEFINE:
Måske var mine forventninger skruet i vejret. Det er beskrevet så smukt og romantisk i bøgerne, og så var det bare ind og ud, og så var det hele overstået på under et minut.
 
JAKOB:
Jeg beklager.
 
JOSEFINE:
Jeg fandt det faktisk lidt vulgært.
 
JAKOB:
Jeg har forstået.
 
JOSEFINE:
Jeg gør det aldrig igen.
 
JAKOB:
Du behøver ikke at tvære i det.
 
JOSEFINE:
To skilling. To skilling i entré for at se kronjuvelerne på Rosenborg, og så lignede det hele skåret glas.
 
FRK. SUHRs PIGESKOLE ind. FRK SUHR forrest, og en hale af 13 PIGER og hjælpelærerinde FRK. GYLDENCROHNE bagest. RÆKKEN bevæger sig hurtigt.
 
PIGERNE snakker når de kommer ind.
 
FRK. SUHR:
Stille piger. Hvis I taler for meget, blir I aldrig gift. Har vi dem alle sammen, Frk. Gyldencrohne?
 
FRK. GYLDENCROHNE:
Ja, alle tretten.
 
EMMA rækker hånden op.
 
FRK. SUHR:
Var de ikke fjorten? Ja, Emma?
 
EMMA:
Må man vel gå på græsset i Kgs. Have, Frk. Suhr?
 
FRK. SUHR:
Jeg ved det ikke, Emma. Klump sammen, piger, så jeg ikke skal anstrenge mine lunger.
 
PIGERNE klumper artigt.
 
FRK. SUHR:
Det er Rosenborg Slot derovre, som Chr. IV lod bygge –
 
ELNA:
Det er pænt.
 
FRK. SUHR:
Ja, men vær stille Grethe, jeg vil netop citere noget poesi.
 
ELNA:
Jeg hedder Elna – det er Grethe.
 
FRK. SUHR:
Jeg beklager. Som Steen Steensen Blicher nyligt har skrevet –
 
IRMELIN:
Hvem er han?
 
FRK. SUHR:
Han er poet.
 
EMMA:
Ligesom Go-ethe?
 
FRK. SUHR:
Ja, men det udtales Goethe. O – e siger ø. Og Steen Steensen Blicher er også poet, og han skrev – ja, Juliane?
 
JULIANE:
Hvoffer hedder det så ikke ’pøt’?
 
FRK. SUHR:
Hvad?
 
JULIANE:
Hvis o, e blir til ø, hvorfor hedder det så po-et og ikke pøt?
 
FRK. SUHR:
Åh, jeg ved det ikke. Ved De det, Frk. Gyldenchrone?
 
FRK. GYLDENCROHNE:
Nej.
 
FRK. SUHR:
Men vores egen po – øh, digter, Blicher, skrev: ”End seer vi på Rosenborg klædet, som kongeligt blod haver vædet – ”
 
ILSE:
Det er forkert at vædde, siger min far.
 
FRK. SUHR:
Ja, men det betyder ikke at vædde om noget, men at væde, som i ’gøre vådt’, Else.
 
ILSE:
Jeg hedder Ilse.
 
GERDA:
Jeg skal på to-a-lettet.
 
FRK. SUHR:
Åh, nu kom jeg ud af det.
 
FRK. GYLDENCROHNE:
”to hundrede år ej udsletter de kongelige purpurne pletter”
 
FRK. SUHR:
Tak, Frk. Gyldencrohne.
 
FRK. GYLDENCROHNE:
Åh, jeg ber.
 
EMMA rækker hånden op.
 
FRK. SUHR:
Ja, Emma?
 
EMMA:
Hvornår sagde De at slottet var bygget, Frk. Suhr?
 
GRETHE:
Det sagde hun ikke.
 
FRK. SUHR:
Nej, det sagde jeg ikke, for jeg husker det ikke, men det er godt, at du spørger, Emma, for ellers får du aldrig noget at vide.
 
CAROLINE:
Hvad laver de to hunde derovre?
 
FRK. SUHR:
Hvor ... åh! Øh, hunhunden er træt af at gå, så hanhunden skubber hende hjem.
 
KIRSTEN:
Det var da pænt af ham. Men jeg synes ikke rigtig, at de kommer ud af stedet.
 
FRK. SUHR:
Lad os skynde os ind på slottet, piger. Kom, kom....
 
ARABELLA:
Jeg skal osse på to-a-lettet.
 
FRK. SUHRS PIGESKOLE defilerer forbi LUNDBY i NYHAVN m. SYNGEPIGERNE
 
LINE:
Hør, unge herre, jeg synes De sidder og hænger med næbbet ned i Deres bayerske øl.
 
LUNDBY:
Ja – det har De nok ret i, frøken.
 
SINE:
Så er det nok enten karrieren eller kærligheden, det er galt med.
 
LUNDBY:
Ja, karrieren er det ikke.
 
LINE:
Har Deres udkårne givet Dem en kurv?
 
LUNDBY:
Næ, ingen kurv. Men hun forærede mig en skitseblok, som jeg kunne tegne på. Se, her er den.
 
SINE:
Ja, vi tænkte jo nok, at De var kunstner, for sådan nogle er i reglen mere nedtrykte end vi andre.
 
RIE:
Er det hende, De har tegnet her?
 
LUNDBY:
Ja (suk) det er Louise Neergaard.
 
SINE:
Og hun har foræret Dem blokken, siger De? Jamen, så kan hun jo ikke være helt ligeglad med Dem.
 
LUNDBY:
Nåeh, den skitseblok har vel ikke kostet hende noget.
 
PIGERNE kigger på hinanden.
 
SINE:
Hør, Karen – vi må ha en bayersk øl mere til den herre her. Det var ikke nok med en.
 
KAREN henter en øl til Lundby.
 
LINE:
Men hvad så – er hun lovet bort til en anden?
 
LUNDBY:
Næ, såmænd er hun ej.
 
SINE:
Er hun bortrejst?
 
LUNDBY:
Næ, hun er skam derhjemme endnu.
 
FIE:
Nej, hør nu, De må virkelig ud med sproget. Hvad er det dog der stiller sig i vejen for Deres kærlighed?
 
LUNDBY:
Åhr, bare det, at jeg ikke har spurgt hende.
 
LINE:
Har De ikke?
 
LUNDBY:
Uha nej. Jeg tør ikke. Tænk hvis hun siger nej. Hvor ville jeg blive ked af det.
 
SINE:
Ja, det er jo ikke fordi De særlig munter nu.
 
KAREN bringer LUNDBYs øl.
 
KAREN:
Værsgo – den er på huset.
 
LINE:
Har De da slet ikke røbet, hvad De føler for hende?
 
LUNDBY:
Nej, det er jo ikke sådan noget, man går og belemrer andre mennesker med.
 
LINE:
Men De må dog have tilbragt nok tid sammen med hende til at tegne disse portrætter – hvor mange er der?
 
LUNDBY:
85. Men vi har ikke sådan været sammen om det – hun dukkede op i Kgs. Have med skitseblokken, måske fordi jeg havde sagt hende, at jeg sad der hver eftermiddag fra 2 til 4, og så pludselig begyndte hun også at komme i Kgs. Have i netop samme tidsrum.
 
RIE:
Hvor længe har det stået på?
 
LUNDBY:
Åh, et halvt års tid.
 
FIE:
Og i al den tid har De ikke talt til hende?
 
LUNDBY:
Nej, men jeg har tegnet hende fra afstand, med en kikkert.
 
RIE:
Du glade gud.
 
KAREN:
Og det er slet ikke faldet Dem ind, at hun kommer der kun for at mødes med Dem?
 
LUNDBY:
Jo, faldet mig ind er det, men jeg forkastede det som overspændte, romantiske fantasier.
 
SINE: Næ, ved De nu hvad. Nu skal De lytte til os: vi har nemlig forstand på kærlighed.
 
KAREN:
Ja, på det felt er vi professionelle.
 
LINE:
Og hvis kvinder har en eneste rettighed her i verden, så er det, at gå at vente på at manden spørger.
 
PIGERNE:
Det er hver en piges ret at det er ham der spø’r
Og hun ka som regel se, når han er ud’ med snøren
Så kast bare krogen ud, gå på med godt humør
 
Du skal si’
Du vil fri
Hvodden sku hun ellers vide
Hva det er
Der rumster’
i dine hjerterum
 
Slå dig løs
Me’ din tøs
Og få sagt det helst i tide
I en fart
Ganske snart
La vær og være stum.
 
LUNDBY:
Jam -
 
PIGERNE:
Det er ganske ligetil
vil du ha din pigelil
Så må du sgu melde trumfen ud
i kærlighedens spil
 
LUNDBY:
Jam, jeg ka da ikke bare -
 
PIGERNE:
ingen brok
det er nok
at du sir det kort og fyndigt
ingen lang
klagesang
det ta’r kun et sekund
 
og vi ve
det kan ske
at hun ta’r det ganske yndigt
og så har
du et svar
og det gør ikke ondt
 
LUNDBY:
Det tror jeg nu alligevel det kan komme til -
 
PIGERNE:
Gi et tegn
Henad vej’n
Så hun ved du er på banen
La hend’ vid’
Helst i tid’
At du er intresser’d
 
Køb en ting
Gern’ en ring
Hvis du vil ha hend’ i kanen
Skriv et kvikt
Lille digt
Så’ alle pi’r lever’d
 
LUNDBY:
Et digt? Men det kan jeg jo ikke -
 
Du må ikke ængstes for at turd’ stå frem og si’
Lige netop hvad du føler for den søde pige
Og hvis du vil bindes blir du nødt til først at fri
 
Så...
 
Gi en lyd
Hun ka tyd’
Pigebørn har gode ører
og hun ved
Allered’
Hvad du ska til at si
 
Men du bør
La hen’ hør
At du sagtens tør at spørge
Så la vær
Og vær sær
Gå nu hen og fri.
 
På de sidste linjer stikker Fie ham en buket blomster til Louise og Karen smækker hatten på hovedet af ham, så på sidste tone af sangen er han helt klar.
 
LUNDBY:
Jeres muntre og løsslupne sang har givet mig mod – og måske den gratis bayerske øl også har hjulpet. (ser på lommeur) Jeg går hen og spørger Louise med det samme! Klokken er kun halv tre.
 
LINE:
Godt!
 
LUNDBY:
Nu må det bære eller briste!
 
SINE: Hvo intet vover, intet vinder.
 
LUNDBY:
ja også det.
 
KGS HAVE. FANNY OLSEN kommer gående med sin forlovede, HENRIK og leder efter Amalie.
 
HENRIK:
Din søster Malle må da være gået gennem haven, Fanny. Ellers er hun da faret ganske vild.
 
FANNY:
Lad os vente her og se, om hun kommer. I mellemtiden kan du åbne din fødselsdagsgave.
 
HENRIK:
Næ, har du købt en gave til mig? Men er det nu ganske sømmeligt for en ung frøken at give sin tilkommende gaver, når De endnu ikke er gift?
 
FANNY:
En gang imellem må man blæse lidt på sømmeligheden for at vise, at man holder af hinanden. Pak den nu op, Henrik.
 
HENRIK:
Ja, jeg ved ikke om du har ret i det med sømmeligheden, men jeg er nu alligevel spændt på at se, hvad du har fundet på til mig. Se, jeg pakker den meget forsigtigt op, så kan man bruge både båndet og indpakningen igen senere.
 
Det er en pibe.
 
HENRIK:
Næ – det er en pibe!
 
FANNY:
Ja. Og den er stoppet. Og jeg har taget tændstikker med, så jeg kan tænde for dig –
 
HENRIK:
Næ, som du snakker, Fanny! Det ville ikke være tilstedeligt, at en ung frøken sætter ild på sin kærestes pibe midt i parken, til skue for offentligheden. Ha ha. Næ, jeg vil gemme den til en senere lejlighed. Jeg skulle mene, at der er tobak til tre kvarter i dette pibehoved, og når jeg får min lektorstilling ved universitetet, vil jeg hver dag ankomme tre kvarter før timen begynder, og så vil jeg sidde i et af de små kontorer, som hver af de ansatte får tildelt, og nyde min pibe, kan du tro.
 
FANNY:
Men der er jo længe til, Henrik. Føler du aldrig den mindste tilskyndelse til at tage glæderne på forskud?
 
HENRIK:
Jo, naturligvis gør jeg det, Fanny, men jeg besinder mig. Det sætter jeg som den højeste dyd.
 
FANNY:
Ja, du gør.
 
HENRIK:
For eksempel, lige nu, her i dette romantiske sceneri med de gamle træer og solskinnet og fuglene, der fløjter ville en anden ung mand måske ikke tøve med at give sin forlovede et kys –
 
FANNY:
Nej –
 
HENRIK:
- men det ville en mand med omtanke jo aldrig gøre, for tænk, hvis din far fik det at vide, hvor ville han skuffes over mig.
 
FANNY:
Åhr, far ville såmænd nok forstå. Vi to har jo været forlovede i henved tre år nu –
 
HENRIK:
Fanny, Fanny, du snakker dog, som du har forstand til! Jeg har jo sagt dig, at en kløgtig mand umuligt kan tilbyde sin tilkommende ægteskab, før han har foden under eget bord.
 
FANNY:
Men far har jo sagt, at han ville give os en lejlighed på Østerbro –
 
HENRIK:
Ja, men det er sådan nogle artigheder, som mænd siger hinanden, og som en mand af ære umuligt kan tage imod fra sin kommende svigerfar. Det ved din far meget godt, selv om det går hen over hovedet på pigebørn som du selv. (klapper hende på kinden)
 
FANNY:
Jeg tror nu, han mente det.
 
HENRIK:
Men når jeg nu udgiver min artikel om fossiler i Danmark i Det Arkæologiske Magasin, så skal du se, snart sidder jeg på mit kontor på universitet og nyder din pibe, mens du sidder derhjemme og syer korssting og venter på, at jeg skal komme tilbage.
 
FANNY:
Er du snart færdig med din afhandling?
 
HENRIK:
Ja, nu kan det ikke vare længe. (griber i lommen) Se, her er en af de forsteninger, som Professor Heiseballe har fortalt os om. Ja, du fatter vel næppe, hvad det er, det går vel ganske hen over dit kønne hoved, min søde Fanny, men dette er en ammonit, et lille kryb fra urtiden, som er blevet forstenet og har måtte befinde sig i denne tilstand lige siden.
 
FANNY:
Det lille skind.
 
HENRIK:
Vil du tænke dig, Fanny, den er 20 millioner og otte og et halvt år gammel.
 
FANNY:
Kan man virkelig fastsætte alderen på så gamle ting med sådan nøjagtighed, Henrik?
 
HENRIK:
Ja, for da jeg gik på første semester, fortalte Professor Heiseballe os, at den var 20 millioner år gammel, og det er netop otte og et halvt år siden, at han sagde mig det.
 
Det slår et øjeblik Fanny, at Henrik måske aldrig får den lektorstilling.
 
FANNY:
Lad os gå tilbage til Borgergade, Henrik. Måske Malle allerede har fundet hjem på egen hånd.
 
Et par takter af ”Du ska si du vil fri” bringer LUNDBY på banen med blomster til Louise.
 
LUNDBY:
Åh, der er Louises Neergaards bænk – og hun sidder der som altid, den trofaste sjæl! Åh, hvor blir jeg nervøs. Nej, måske er det ikke det rette øieblik.
 
LUNDBY prøver at vende om, men SYNGEPIGERNE barrikaderer tilbagetoget.
 
LUNDBY:
Nuvel. Men jeg kan umuligt se på hende, mens jeg spørger!
 
LUNDBY knæler ned bag bænken.
 
LUNDBY:
Ja, her ser De mig på knæ, frøken – eller: De ville se mig på knæ, hvis De vendte Dem om, men det må De endelig ikke gøre, for så mister jeg modet. Det jeg ville sige ... altså... jo, jeg har nu i et halvt års tid næret de varmeste og dybeste følelser for Dem, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke kan leve uden Dem. Ikke særlig godt i hvert fald. Og jeg ved, at jeg kuns er en ringe kunstner uden tilstrækkelige subsidier til at kunne forsørge Dem i den stand, De er vant til og har fortjent, men... hvis... kærlighed kunne omsættes i valuta, så ville De... øh, og nåja, så ville De være rig, og, og hvis jeg slår igennem som maler, så kunne vi få råd til at købe os et hus, med have, for jeg ved, at De holder af blomster, og ... ja, så ved jeg ikke, hvad mere jeg skal sige.
 
PIGEN vender sig. Det er Julie Tutein
 
JULIE:
Det ved jeg heller ikke – mon ikke Deres ord er tiltænkt en anden?
 
LUNDBY:
De er jo ikke Louise Neergaard!
 
JULIE:
Nej, hun gik for en halv time siden.
 
LUNDBY:
Men – men hun sidder her jo altid fra 2 til 4!
 
JULIE:
Den er også kvart i fem. Deres ur er gået i stå. Jeg har bænken fra 4 til halv fem i håb om at møde den fattige komponist Hr. Weyse. Han plejer at komme helt tilfældigt forbi hver dag på denne tid og slå en lille passiar af. Ja, vi får nok aldrig hinanden, for min far vil ikke ha, at jeg gifter mig under min stand, men drømmer om det, det gør jeg. Nå, men Weyse kommer nok ikke i dag, så jeg går bedrøvet hjem.
 
Julie UD.
 
LUNDBY:
Åh, det er skæbnen! Det er ikke at læse i mine kort, at jeg skal være lykkelig, det ved jeg nu! Så kan jeg lige så godt tage på dannelsesrejse et år og være u-lykkelig i Rom. Farvel, min Louise – det skulle ikke være os, det ser jeg nu klart.
 
LUNDBY ud, til SYNGEPIGERNES store fortydelse. LINE får øje på REGINE.
 
LINE:
Hør, hende der ser heller ikke for glad ud.
 
SINE:
Hvad er der i vejen med dig, min blomst?
 
REGINE:
Åh, jeg har bare stået her og ventet i fire timer på at en ung mand skulle indfinde sig.
 
RIE:
Men parken vrimler jo med unge mænd ...
 
REGINE:
Åh ja, men dette er en særlig ung mand, begribeligvis. Hr. Kierkegaard – han er stud. theol. Han sagde udtrykkeligt, at vi skulle mødes her kl. 1. Jeg har taget frokost med – kyllingen var lun, da jeg gik hjemmefra, men nu er den naturligvis blevet ganske kold og rynket.
 
KAREN:
Kan det være den duknakkede fyr, der kommer der? Han kunne godt ligne en teolog.
 
REGINE:
Åh ja – det er ham. Tak. Goddag Søren.
 
SØREN:
Goddag, Regine. Ja – her har du mig.
 
REGINE:
Men Søren – vi skulle jo mødes kl. 1. Kom der noget i vejen?
 
SØREN:
Næ, såmænd ikke. Men da klokken var kvarter i et, og det var tid at skulle afsted, fik jeg pludselig lyst til noget andet, så jeg satte mig og læste Schopenhauers ”Verden som vilje og forestilling” fra ende til anden. Og da jeg så var færdig, trængte jeg til lidt frisk luft og tænkte, at jeg lige så godt kunne se, om du stadig var her. Og det er du.
 
REGINE:
Ja, naturligvis, Søren. Og jeg har taget frokost med, endskønt det vel snarere blir aftensmad nu.
 
SØREN:
Så lad os sætte os i græsset et sted, for nu du alligevel er her, har jeg noget vigtigt at spørge dig om.
 
REGINE:
Lad os gå derover, så.
 
SØREN:
Fint med mig.
 
CARSTENSEN og  POLLY ind KS, LUMBYEog PETRA ind DS.
 
LUMBYE:
Georg! Og Polly, goddag – jeg har allerede skrevet et stykke til din have, men jeg er ikke ganske tilfreds. Måske du kunne sige mig, hvad der er i vejen med det?
 
CARSTENSEN:
La høre, la høre.
 
LUMBYE:
(til ORK)
en – to – tre, og:
 
MUSIKKEN spiller optakten til Champagnegaloppen (ga-da-gum, ga-da-gum, ga-da-gum) hvorpå LUMBYE giver PETRA signal til at blæse i en togfløjte.
 
CARSTENSEN:
Ja, du har søreme ret – der er et eller andet galt.
 
LUMBYE:
Ja, ikkesandt? Nå, tilbage til tegnebrættet.
 
PETRA:
Vi finder på noget andet.
 
CARSTENSEN:
Ja, vi må også videre. Jeg har netop færdiggjort et kinesisk tårn og Polly, hun har koloreret det med farvekridt.
 
PETRA:
Der kommer Kongen og Grevinde Danner.
 
POLLY:
Ja, hende hilser ordentlige folk ikke på.
 
ALLE UD. CARSTENSEN krydser GREVINDE DANNER, som  kommer ind med KONGEN.
 
CARSTENSEN:
Åh, Deres Majestæt, og ... nå ja.
 
GREVINDE DANNER:
Så du, hvor Polly Carstensen så lige igennem mig? Som de dog foragter mig, de fine Københavnerinder.
 
KONGEN:
Men, Louise, det er jo hele tiden dig, der vil ud og mænge dig med dem her i haven. Endda i myldretiden.
 
GREVINDE DANNER:
Det er jo din have! Og jeg nyder at minde de dydsirede madammer om, at Kongens gemalinde kommer fra Skidenstræde. Se – der springer konsulinde Glamfeldt ned bag en busk for at undgå at hilse på mig. Og folket holder heller ikke af mig. De hvisker og fniser bag min ryg.
 
KONGEN:
Dem vi mødte ved indgangen af parken var nu meget indladende og venlige. De var helt henne og hilse på og sige artigheder.
 
GREVINDE DANNER:
Ja, det forstod jeg heller ikke. Men jeg havde på fornemmelsen, at der stak noget under. Og de fniste, da de gik bort. Se – de står stadig derovre og fniser, mens de ser i vores retning.
 
GREVINDE DANNER har vendt sig om efter dem, og alle kan nu se, at hun har en stor seddel på ryggen, hvor der står ”SPARK MIG”.
 
GREVINDE DANNER:
Og alle de skillingsviser, de skriver! Du må altså gøre noget ved ytringsfriheden, Frede.
 
KONGEN:
Flere af viserne er nu meget fornøielige –
 
GREVINDE DANNER:
Hold mund Frede. Lad os gå i Nyhavn og drikke os i hegnet.
 
KONGEN og DANNER  UD. STUDENTERNE – ORLA, JENS og JONAS kommer tilbage gennem Kgs Have.
 
JENS:
Det var vel nok en skam at bordellet var lukket på grund af visitation fra ordenspolitiet.
 
GUSTAV:
Mordeligt ærgerligt.
 
ORLA:
Ja, der er sandelig ikke meget at grine af i disse dage.
 
JONAS:
Og en stor skygge hviler over min rejse til Rom. Min far har forlangt, at jeg tager Andersen med.
 
ORLA:
Men det kan da være festligt. Alle hans fornøielige eventyr.
 
JONAS:
Ak nej – Andersen er aldrig festlig. Han taler kun om sig selv og gider ikke høre på andre. Og hans eventyr vil ganske givet stille sig i vejen for mine.
 
ORLA:
Lad os se, om vi ikke kan hægte ham på en sød italienerinde, som kan holde ham beskæftiget, mens vi selv går i byen.
 
JONAS:
Ja, vi kan jo prøve, men jeg tror ikke den virker med Andersen.
 
REGINE kommer løbende i fuld firsping, meget glad.
 
JENS:
Hov – pas på vi ikke bliver løbet over ende af den lille frøken med frokostkurven!
 
REGINE:
(over lykkelig) Åh, undskyld, De herrer. Undskyld mange gange.
 
REGINE løber ud.
 
JENS: Ingen årsag, frøken. Nå, hun virkede glad over et eller andet.
 
ORLA:
Ja. Sødt lille nummer, hvad? Hør, lad os gå ned og se, om Lundby stadig skulle sidde og hænge i Nyhavn.
 
STUDENTERNE ud – KIERKEGAARD kommer på.
 
KIERKEGAARD:
Ja. Det var det. Hun sa ja. Hm.
 
Jeg er i godt humør
Det har jeg ikke rigtig prøvet før
Det er en sælsom emotion
At sådan føle nog’t for no’n
Tænk, det’ et eventyr
At være som en helt almindlig fyr
Der drømmer om at stifte bo
Og få en søn og måske to
Som så igen blir lykkelig’
Den dag de selv skal til at fri
Det hele virker som en leg.
Jeg’ glad. Og det bekymrer mig.
 
Det’ svært at definer’
Hvad grunden til humøret egent’lig er
Der var en pige der sa’ ja
Men så’n nog’t sker hver enste da’
Så hvorfor sku dog jeg
Af den grund gå omkring og glæde mig?
Fordi man nu skal følges ad
Med den man elsker og vær’ glad
Næ, det’ en risiko fordi
Det kan forklejne mit geni
Det er langt mindre ordinært
At gå omkring og ha’ det svært.
 
Hvis jeg’ en lyk’lig fyr
Så sætter jeg en masse over styr.
Min dybe tankevirksomhed
Fungerer kun når jeg er ked
Og jeg må si’ farvel
Til tanker om at slå mig selv ihjel
Hvis man er andet end betrübt
Så kan man ikke tænke dybt
Hvad skal dog al den lykke til?
Er det nu det jeg gerne vil?
At få en stilling og en brud
Nej, jeg må se at komme ud!
 
Men hvis jeg bar’ slår op
Så vil den hele by jo få en prop
Og pressen kritisere mig
Og skrive at jeg er et kvaj.
Næ det går ikke an
At bryde løfter når man er en mand
Der kræves anden strategi
Jeg må få hende til at si
At hun er blevet led og ked
Af al min store kærlighed
Så hun igen vil være fri,
Og så – ja, så’ det bal forbi.
 
Så det var lykken – ikke mer.
Den vared’ (tjekker lommeur) cirka et kvarter.
 
I SØKVÆSTHUSET, HOS HEIBERGS.
 
JOHANNE LUISE:
Det er idag, du skal ud med din unge mand, ikke Marie?
 
MARIE:
Jo, han er allerede kommet. Ludvig – sig goddag til fru Heiberg.
 
LUDVIG:
Goddag, fru Heiberg.
 
JOHANNE LUISE: (elevatorblik)
Hvilken pæn ung mand. Og han har blomster med.
 
MARIE:
Ja, han er godt opdraget. Vi skal i Dyrehaven.
 
JOHANNE LUISE:
Dyrehaven – uha, pas på nu. Der kan ske så meget med en ung frøken bag de røde porte efter mørkets frembrud.
 
MARIE:
Det vil jeg da sandelig håbe, fru Heiberg. Hvorfor ellers ta derud? Jeg skifter lige, og så går jeg, fru Heiberg.
 
JOHANNE LUISE:
God fornøjelse, Marie. (til sig selv:) ...heldige tøs.
 
HEIBERG kommer ind.
 
HEIBERG:
Hør, Johanne Luise, det er meget vigtigt, at du forklarer Andersen, at jeg ikke er at træffe. Han kommer sikkert for at presse dig til presse mig til at antage hans seneste stykke, Maurerinden. Jeg har allerede læst det.
 
JOHANNE LUISE:
Hvorledes er det?
 
HEIBERG:
Det er ikke et stykke af den slags, man let lægger fra sig.
 
JOHANNE LUISE:
Åh?
 
HEIBERG:
Nej. Det bør kyles med stor kraft. Romantisk pladder fra ende til anden.
 
JOHANNE LUISE:
Åh, min egen – nu du selv nævner romantik, om end i et nedladende tonefald, har du aldrig tænkt på –
 
HEIBERG:
Hvad, min blomst?
 
JOHANNE LUISE:
Ja, om vi to ikke savner noget i livet.
 
HEIBERG:
Savner noget? Næ. Vi har netop fået bonet gulvene og jeg har bestilt stofferne til de nye gardiner i dagligstuen.
 
JOHANNE LUISE:
Jeg tænker på børn, Johan Ludvig.
 
HEIBERG:
Børn? Bryder du dig da om dem?
 
JOHANNE LUISE:
Åh, du ved, ingen kvinde føler sig ganske komplet uden.
 
HEIBERG:
Men tænk dog på, min søde Johanne Luise, alt det besvær man skal igennem for at få dem.
 
JOHANNE LUISE:
Ja, det er nu just en del af det besvær, jeg savner, Heiberg. Ret meget på det sidste.
 
HEIBERG:
Du er dog en pudsig størrelse. Gad vide, om jeg nogensinde blir klog på dig. Men sød og dekorativ, det er du. (klapper hende på kinden, JHL følger kælent hans hånd) Nå, der er Andersen. Ham må du klare. Jeg går op og kigger stjerner.
 
JOHANNE LUISE: Men det er jo højlys dag.
 
HEIBERG:
Ja, ha ha.
 
ANDERSEN kommer ind.
 
HC:
Oh, fru Heiberg – hvilken lykke det er at møde Dem, sådan ansigt til ansigt, ja, jeg blir ganske stum af betagelse –
 
JOHANNE LUISE:
Jamen, kære Andersen, fornøjelsen er da så ganske –
 
HC:
Jeg kan næsten ikke få et ord frem. Og som jeg dog har glædet mig, som et lille barn, til at høre af Deres egen mund, hvorledes De er kommet så vidt som – ja, som De nu er kommet.
 
JOHANNE LUISE:
Ja, for det meste skyldes det jo min –
 
HC:
Deres tro på det gode i menneskene, ja det siger jeg også altid. For De ved så vel som jeg, fru Heiberg, at der er så megen nedrighed blandt folk. Og ikke kun blandt de fattige, de små skind, de kan såmænd være rædsomme nok, men også de velhavende, som dog ikke har nedrighed behov, men er i en position, hvor de kan hjælpe deres medmennesker. Men troen på det gode i menneskene – det var klogt sagt, fru Heiberg – den må man bevare! Også selv om der slet ingen godhed er, så må man dog beholde sin tro på den.
 
JOHANNE LUISE:
Jeg tror nu, Andersen, at hvorend man kommer frem i verden, så vil der komme øieblikke, hvor man -
 
HC:
Hvor man pludselig opdager, at man ikke har pakket tilstrækkelig reent linned i kufferten, ja, den erfaring har jeg også gjort mig, fru Heiberg, og jeg ville grumme gerne udveksle rejseerfaringer med Dem, men ved De, jeg var ikke tilsinds at forlade vort forrige emne just nu, for jeg fortabte mig et øieblik i mindet om en usigelig nedrighed begået imod min person.
 
JOHANNE LUISE:
Men dog –
 
HC:
Ja, vil De tro det. Jeg var netop begyndt på min forfatterkarriere, og verden lå mig åben, da direktør Collin blev klar over, at jeg ikke kunne stave. Han sendte mig derfor i skole –
 
JOHANNE LUISE:
Men det var da pænt af ham –
 
HC:
Javist, men hvad andet kunne han vel have gjort, som et anstændigt menneske? Nej, det må De forstå -
 
JOHANNE LUISE:
Men Collin, som dog var vildT fremmed for Dem, bekostede da Deres uddannelse?
 
HC:
Javist, ja, men han havde jo penge nok. Lad nu det fare, derom handler min historie slet ikke. Næ, jeg blev sendt til Professor Meislings skole i Slagelse, hvor jeg naturligvis straks markerede mig blandt de øvrige elever –
 
JOHANNE LUISE:
Ved Deres sarte og følsomme natur?
 
HC:
Nej, fordi jeg var ti år ældre og to alen højere end de øvrige i klassen. Og Professor Meisling gav os en fristil, vi skulle skrive om os selv, hvilket jo faldt mig lettere end mine klassekammerater –
 
JOHANNE LUISE:
Ja, naturligvis, fordi De var ældre og havde mere at skrive om –
 
HC:
Nej, fordi jeg var Digter og eiede en sart og følsom Natur. Og jeg udgød min inderste Sjæl, fru Heiberg, jeg skrev om hvordan jeg måtte så grueligt meget ondt igennem, og hvor gudsjammerligt jeg havde grædt, og ved De – når man er rigtig ked af det, så hjælper en småkage altid –
 
JOHANNE LUISE:
Javist.
 
HC:
Som nu, for eksempel, hvor jeg er ret bedrøvet over at skulle gjenopleve den tid hos Meisling –
 
JOHANNE LUISE:
Ja? Åh! (ringer med klokken)
 
HC:
Hvor er De elskværdig og betænksom, fru Heiberg. Man må jo være glad for den liden godhed, man møder i verden.
 
MARIE kommer ind.
 
JOHANNE LUISE:
Marie – vil du bringe os nogle småkager?
 
MARIE:
Så når jeg ikke toget til Klampenborg.
 
JOHANNE LUISE:
Jeg ved det, men Andersen vil så gerne have en småkage nu.
 
MARIE:
Javel, frue.
 
HC: (til MARIE)
Åh, frøken – hvis der er vanilliekranse, så er det mine yndlings, må De vide.
 
MARIE:
Ih, altså.
 
HC:
Tak. Hm. Hun virker lidt simpel og grov, Deres tjenstepige. (JOHANNE LUISE skal til at forsvare Marie, men afbrydes). Nå, men der skal vel være plads til alle. Lader det til. Jeg burde ikke spise de småkager, men gør det artigt, når De nu byder. Den korte glæde det bringer mig, må betales med den skrækkeligste tandpine. Jeg må sige Dem, fru Heiberg, jeg har længe vidst, at det ikke er min lod at komme let til noget her i verden, endsige slippe billigt. Så ganske anderledes med Dem, fru Heiberg, De lykkens yndling.
 
JOHANNE LUISE:
Nå, jeg kender nu også til modgang, Andersen.
 
HC:
Ja, det siger De, kære sjæl, men hvad ved De om –
 
JOHANNE LUISE:
Som seksårig blev jeg tvunget til at danse på billardbordet for at underholde min far og hans liderlige drukvenner –
 
HC:
Selv dengang gjorde De lykke! Se, det er alt jeg nogensinde har fordret af livet – at kunne adsprede andre mennesker for således blive genstand for deres grænseløse beundring og umådeholdne hyldest og hengivenhed. Om andet har jeg aldrig bedt. Og hvad er takken? Nå, men jeg skrev min fristil til Meisling, hvori jeg blotlagde min inderste sjæl, min inderste sjæl, siger jeg Dem, og det var mit eget livs eventyr, for hvem der kunne se det, for jeg havde forlagt handlingen til Vestindien for at give stilen et mere eksotisk strejf, forstår De, og så handlede min historie om en krukke –
 
JOHANNE LUISE:
En krukke?
 
HC:
Ja, et overdådigt stykke Caraibisk keramik, ikke meget at se til, bevares, på ydersiden var den simpel terracotta, men den rummede så meget mere end alle de øvrige krukker omkring den, som var finere gjort. Og der stod den, på en terrasse på Skt. Thomas, og længtes ud mod de fjerne vidder, den kunne se mod Stillehavets horisont –
 
JOHANNE LUISE:
Vestindien ligger i Det atlantiske Ocean, Andersen.
 
HC:
Hvad? Åh, De har mig til bedste, fru Heiberg, De foregiver for morskabs skyld at være pedant, mens De udmærket ved, at oceanet ikke just er det væsentlige ved min historie. Åh, der er vaniliekransene.
 
MARIE ind med kranse.
 
MARIE:
Værsgo, Hr. Andersen.
 
HC:
Tak.
 
MARIE:
Jeg græd, da jeg læste Deres eventyr ’Den lille pige med svovlstikkerne’. Jeg synes bare jeg ville sige det.
 
Marie nejer og går UD.
 
HC:
Det var da et usædvanligt belevent pigebarn. Hende har De rigtignok været heldig med, fru Heiberg. Dejlige vaniliekranse. Nå men, jeg fik skrevet min fristil, og som De nok kan forestille Dem, var jeg umådelig spændt på, hvad professor Meisling ville sige. Jeg sov ikke den hele nat. Mmm (vanilliekransene) Jeg glædede mig som et lille barn. Åh nej, er der hakkede mandler i? Men vil De tænke Dem, Meisling havde kun ufølsomme ord til overs for min stil! Han kastede den foran mig på min pult – ja det kan meget vel være, at han bare lagde den, men for mig virkede det, som om han smed den foragteligt – og sagde kun et. Han sagde: ”Der skal ikke D i gjort, Andersen. Nu må De lære det”. (gentager med pathos, som om Meislings replik var virkelig ufølsom): ”Der skal ikke D i gjort”.
 
Fru HEIBERG har gabt i smug bag Andersens ryg, og vender sig skyndsomt om for at ikke Andersen skal bemærke det. Hun gaber så højt, at hun får tårer i øjnene.
 
HC:
Hvad mener De dog om det? Her havde jeg udgydt – næ, men fru Heiberg dog! De har tårer i øjet! Ja, jeg vidste jo nok, at De af alle ville forstå omfanget af Meislings ondskab. Men alle disse trængsler har været umagen værd, når jeg nu har set tårer i øjnene på vor nations største skuespillerinde.
 
JOHANNE LUISE:
Ja, Deres beretning har været et glimrende eksempel på menneskelig hensynsløshed –
 
HC:
Lige mine ord, og – åh nej, de hakkede mandler har sat sig fast mellem tænderne!
 
JOHANNE LUISE:
Men Andersen, De kom i et ærinde, sagde De?
 
HC:
Åh ja, jeg kom for at høre angående mit stykke til Deres mand som vil vække jubel på Nationalscenen.
 
JOHANNE LUISE:
Min mand?
 
HC:
Mit stykke.
 
JOHANNE LUISE:
De ved, Heiberg har så travlt for tiden. Med prøverne på Romeo og Julie, som åbner -
 
HC:
Ja, men mit stykke er meget bedre. Det hedder Maurerinden, ja jeg havde tænkt, at De skulle spille hovedrollen, og hun skal så grueligt meget ondt igennem –
 
JOHANNE LUISE:
Men så blir alt godt til sidst?
 
HC:
Nej, hun dør, for det er en tragedie må De vide. Har Deres mand sagt noget eller kunne jeg formå Dem at spørge ham? På en ganske upåfaldende måde, De må endelig ikke lade ham tro, at jeg rykker ham for svar. Beskedenhed er allermest klædelig hos genier, har jeg altid holdt for.
 
JOHANNE LUISE:
Jeg skal gerne spørge, Andersen, meget beskedent på Deres vegne.
 
ANDERSEN tømmer kagefadet ned i lommen.
 
HC:
Ja – så vil jeg gå igen, fru Heiberg, med mindet om Deres godhed imod mig. Det vil forsøde mine ensomme stunder, hvor jeg plejer at fælde en tåre over al den nedrighed, jeg må døje fra andres side. Farvel -
 
JOHANNE LUISE: Farvel, Andersen.
 
SYNGEPIGER introducerer REGINE-historien
 
Det, vi endnu har fortalt
Gennemsyres overalt
Af ulyk’lig kærlighed
Og vi frygter det blir ved
 
Der er nemlig ingen trøst
Alting ender uforløst
Ja, vi foregriber lidt
Det I endnu ikk’ har set.
 
Vi håber I forstår
Årsagen til det går
Som det går er den
Simpelthen
Skønt knap så praktisk
Så er elskov faktisk
Langt mere romantisk når
Alting i vasken går
Ingen får
Den som de højest har kær
Alle går og må sukke alene og hver især
 
Vi vil springe lidt afsted
Håber, at I springer med
For vi skal besøge no’n
Midt i en klaverlek
Midt i en klaverlek
Midt i en klaverlektion
 
REGINE sidder og spiller med sin klaverlærer Frederik SCHLEGEL.
 
SCHLEGEL:
Husk, at der er b for.
 
REGINE:
Åh ja.
 
SCHLEGEL:
Jeg må ønske Dem tillykke med forlovelsen, frøken Regine og al mulig lykke i fremtiden.
 
REGINE:
Tak, Hr. Schlegel. Åh, nu glemte jeg fortegnet igen.
 
SCHLEGEL:
Men, tillad mig at sige: De virker ikke... De virker ikke ....
 
REGINE:
Hvad virker jeg ikke?
 
SCHLEGEL:
...så lykkelig som en ung, nyforlovet frøken bør, øh, plejer at virke.
 
REGINE:
Jamen, hr. Schlegel dog!
 
SCHLEGEL:
Nej, det var forkert af mig. Jeg burde ikke have talt.
 
REGINE:
Nej, det burde De ikke.
 
REGINE spiller lidt videre. Standser så.
 
REGINE:
Men De har ret, hr. Schlegel. Og grunden er, at Søren ikke virker så lykkelig som en tilkommende gom bør.
 
SCHLEGEL: Og især Deres gom, frk. Regine. Se. Her er fortsættelsen. (sætter nyt nodeark foran hende)
 
REGINE:
I går var mine forældre ude til middag, og havde taget mine søstre med, så Søren og jeg var ganske ene i lejligheden.
 
SCHLEGEL:
De var alene med Hr. Kierkegaard?
 
REGINE:
Ja, min far turde godt tiltro ham at være anstændig.
 
SCHLEGEL:
Og var han det? Åh, undskyld, det tilkommer ikke mig at spørge...
 
REGINE:
Men det må De godt, Hr. Schlegel, for han tilbragte hele aftenen med at læse højt for mig.
 
REGINE spiller lidt videre.
 
SCHLEGEL:
Må man spørge hvad han læste for Dem?
 
REGINE:
(suk) Biskop Münsters prædikener.
 
SCHLEGEL undrer sig.
 
SCHLEGEL:
Hele aftenen?
 
REGINE:
Ja. Biskop Münster har skrevet ret mange prædikener. Udgivet på Det Gyldendalske Forlag i femten bind. Vi nåede til Bind otte, før aftenen var forbi.
 
SCHLEGEL:
Nå.
 
REGINE spiller lidt videre. Standser så.
 
SCHLEGEL:
Men talte I virkelig ikke om andet?
 
REGINE:
Jeg spurgte på et tidspunkt – jeg tror det var i kapitel femten af sjette bind – om han dog ikke ville sidde ved siden af mig på chaiselonguen –
 
SCHLEGEL:
Og det ville han ikke?
 
REGINE:
Nej. Han sagde: ”Den størst mulige misforståelse i forhold til det religiøse mellem Mand og Kvinde, er når manden, der vil bibringe hende det religiøse, i stedet bliver genstand for hendes elskov.”
 
SCHLEGEL:
Hvor besynderligt sagt.
 
REGINE:
Han har jo ret. Han er jo blevet genstand for min elskov.
 
SCHLEGEL:
Jamen, det er vel, som det bør være. I skal jo (suk) giftes.
 
REGINE:
Ja, men han er for fint og dannet et menneske til at lade sig lede af dyriske drifter. Han er den rene ånd, og just derfor er han så fascinerende. Det må De forstå.
 
SCHLEGEL:
Men et modikum af dyriske drifter er vel på sin plads, når I skal dele bord og seng –
 
REGINE:
Hr. Schlegel! Det er ikke sådan noget, en spillelærer taler med sin elev om. Jeg må irettesætte Dem.
 
SCHLEGEL:
De har ret, Regine. Tak. Husk Deres fortegn.
 
KGS. HAVE. LUMBYE kommer ind fra én side, CARSTENSEN og POLLY fra den anden.
 
LUMBYE:
Åh, Georg – jeg har været i tænkeboksen med min galop. Nu må du høre: Er I med, Gutter? En, to, tre, og:
 
MUSIKKEN spiller optakten til Champagnegaloppen (ga-da-gum, ga-da-gum, ga-da-gum) hvorpå PETRA blæser i et andekald eller en kazoo.
 
CARSTENSEN:
Næ – næ, den er der altså ikke helt endnu, HC.
 
PETRA:
Det var det jeg sagde.
 
LUMBYE:
Jeg tænkte det nok. Jeg er vist faldet af på den på det sidste. Jeg skal nok tage mig sammen.
 
CARSTENSEN:
Jeg ved det, HC. Nu løber Polly og jeg ud og køber kulørte lamper.
 
HC kommer spadserende med FREDERIK HØEDT.
 
HC:
Ja, Høedt, jeg ved, at De ikke bryder Dem om fru Heiberg, men mit indtryk af hende var nu, at hun var overmåde dannet, og veltalende – og hun græd, siger jeg Dem, hun græd da hun hørte om nedrighederne begået imod min person. Men se, her har De et stykke, jeg har skrevet, brug det eller lad være, men det vil vække jubel, og handler om en fattig fiskerpige i Fiumicino, der skal så gruelig meget ondt igennem, og så videre -
 
HØEDT:
Men jeg er jo ikke længer ansat ved Det kongelige, ved De nok.
 
HC:
Ikke det?
 
HØEDT:
Nej – direktør Heiberg brød sig ikke om mine nye idéer, og især ikke, at jeg undlod at underrette ham, før jeg implementerede dem på scenen.
 
HC:
De burde have sagt mig fra begyndelsen, Hr. Høedt, at De intet kan gøre for mig. Nu har jeg jo spildt en halv eftermiddag.
 
HØEDT:
Ja, det beklager jeg. Men her kommer Wiehe, som jeg har en aftale med.
 
HC går. MICHAEL WIEHE ind.
 
WIEHE:
Hallo, Frederik!
 
HØEDT:
Godt, du kom. Jeg var nær aldrig sluppet af med Andersen. Det er gruopvækkende, hvad du har fortalt mig, Michael, men det kommer ikke bag på mig. Nationens dramatiske udtryksform er i hænderne på den stive, gamle farisæer til Heiberg. Men husk: Prøverne hersker han over, forestillingerne er dine egne.
 
WIEHE:
Du råder mig altså til –
 
HØEDT:
Spil, som du føler! Publikum vil skønne, hvor fornyende det er.
 
WIEHE:
Men Frederik, jeg har jo ikke øvet det –
 
HØEDT:
Det gør vi nu! Lige her! Jeg har til formålet indøvet rollen som Julie, så tag du blot dine egne replikker i balkonscenen. Nu er jeg Julie (Høedt falder ind i rollen)
 
WIEHE:
Nuvel. ”Jeg sværger ved den lykkelige måne,
Der strør med sølvglans disse frugttrætoppe – ”
 
HØEDT (som Julie):
”Nej! Månen må du ikke sværge ved,
den skifter jo hver måned i sit løb,
din elskov må da ikke skifte ligedan!”
 
HØEDT stryger WIEHE over håret.
 
WIEHE:
”Hvad skal jeg – ” (afbryder sin replik) Det føles altså mærkeligt, Frederik.
 
HØEDT:
Det kan vel ikke føles mærkeligere end med fru Heiberg, det forstilte fruentimmer. Du er skuespiller! Improvisér!
 
WIEHE:
Nuvel: ”Hvad skal jeg da sværge ved?”
 
HØEDT: (som Julie)
”Ved ingenting!
Jo, sværg da ved dit eget kære væsen,
Det er det gudebilled jeg tilbeder,
Så vil jeg tro dig!”
 
WIEHE:
”Ja, så sandt mit hjerte – ”
 
HØEDT:
Mere kropslig! Mer intim! Deri ligger hele naturalismen!
 
WIEHE tager HØEDT i sine arme. Det har Høedt ikke spor imod. Men FRK SUHR, som netop kommer med hele din PIGESKOLE er forfærdet over det homoerotiske skue, og GENNER hurtigt pigerne forbi, med FRK GYLDENCROHNE som bagtrop. KAMMA standser op og ser på mændene –
 
KAMMA: (til Frk. Gyldencrohne)
Hvad laver de, frøken?
 
FRK. GYLDENCROHNE får hevet hende væk.
 
WIEHE:
”Ja, så sandt mit hjerte – ”
 
HØEDT: (som Julie)
Nej, ikke sværge! Skønt jeg frydes ved dig
Så er jeg ikke glad ved denne pagt,
Den er for rask,uovervejet, hastig,
Lissom et lyn, der er forsvundet
Før man får sagt: det lyner.
 
HØEDT trykker et kys lige på trutten af WIEHE, som prompte og reflektorisk slår ham i gulvet. PLAF.
 
WIEHE:
Åh, undskyld, Frederik – det var en refleks. Gjorde det ondt?
 
HØEDT:
Nej, tænk ikke på det, lad os fortsætte. Men du må virkelig prøve at se Julie foran dig.
 
WIEHE:
Ja, det vil jeg prøve. (Han prøver)
 
HØEDT: (som Julie)
”Måske vor elskovs knop snart åbner sig
Til dejlig blomst ved sommerluftens ånde”.
(som sig selv:) Nu løber Julie ind til Ammen – så er det dig.
 
HØEDT sunder sig og kommer på benene.
 
WIEHE:
”En salig, salig nat! Jeg frygter kun
Da det er nat, at alt blot er en drøm,
For liflig sød til helt at være sand.”
 
HØEDT: (som Julie)
”Et ord, min Romeo, og så godnat!”
 
WIEHE:
”Det er min sjæl, der kalder mig ved navn!”
 
HØEDT: (som Julie)
”Åh, jeg har glemt hvorfor jeg kaldte på dig”.
 
WIEHE:
”Så blir jeg her til du erindrer,
og selv jeg glemmer noget andet hjem”
 
HØEDT: (som Julie)
”Godnat, godnat, så sød er afskedssorgen
Jeg siger helst godnat til det blir morgen”
 
WIEHE trykker et kys på trutten af HØEDT, som besvimer af overvældelse
 
WIEHE:
”Nu går jeg til min skriftefaders celle,
Ber ham om hjælp og vil ham alt fortælle”
 
(Her dratter HØEDT om. Plonk)
 
WIEHE:
Frederik! Er du vel?
 
HØEDT:
Såmænd. Det må have været slaget i hovedet før. Men det var fremragende spillet, Michael.
 
WIEHE:
Ja, jeg fornemmede selv, at nu var den der. Det var et glimrende råd, at jeg ligefrem skulle leve mig ind i rollen. Så nyskabende.
 
HØEDT:
Ja. Det er naturalismen.
 
WIEHE:
Åh, der kommer nogen. Vi må hellere gå et andet sted hen. Ellers skal vi til at forklare folk, at vi bare øver på et skuespil.
 
HØEDT:
Ja.
 
STUDENTERNE ind i parken
 
JENS:
Gutter! Jeg har fået billetterne! Men jeg måtte stå i kø i fire timer – den gik to gange rundt om Kgs. Nytorv. Jeg købte ikke nogen til Lundby – jeg tror ikke det er godt for ham at se en forestilling om ulykkelig kærlighed.
 
FRITZ:
Fik du også en billet til Amalie?
 
JENS:
Ja, jeg gjorde.
 
JONAS:
Fritz. Jeg må sige som din kammerat, at jeg fatter ikke, hvad du får ud af den forelskelse.
 
FRITZ:
Hvad mener du? Amalie er det yndigste væsen, som –
 
JONAS:
Hun er porcelænsdukke, er hun.
 
FRITZ:
Næ, nu har jeg aldrig –
 
JONAS:
Nej, det har du aldrig. Og det kommer du heller ikke til med hende. Hun aner intet om seksualitet, hun er jo ganske tilbagestående.
 
FRITZ klapper JONAS en, så han går i gulvet.
 
ORLA:
Nej, men Fritz, besind dig dog!
 
FRITZ:
Kan jeg rolig stå og høre på, at han tilsviner min forlovede?
 
ORLA:
Er I blevet forlovet?
 
FRITZ:
Ja, igår. Og det vidste du nok ikke, hvad?
 
JONAS:
Nej, bevares, godt ord igen, så. Men jeg var så oprevet over, at du alligevel ikke vil med os andre til Rom.
 
ORLA:
Skal du ikke med?
 
FRITZ:
Næ, nu har jeg andet at tænke på. Jeg må se at blive færdig med studierne i en fart, så jeg kan forsørge Amalie. Vi ses imorgen aften – men det blir nok sidste gang, så.
 
JENS:
Jamen, Fritz, dog.
 
FRITZ:
Jo, for jeg skønner nok I ikke bifalder, at jeg er blevet voksen lidt før jer andre. Farvel – det har været fornøjeligt at kende jer.
 
ORLA:
Ak, som kærligheden dog spolerer vores lille, glade studenterflok.
 
LYSSKIFT. AFTEN. DET KGL. TEATER. FRK.SUHRS PIGESKOLE kommer ind.
 
FRK. SUHR:
Hvad er det så, vi skal huske, når vi kommer ind?
 
ALLE PIGERNE:
Vi skal være helt stille.
 
THERESE rækker hånden op
 
FRK. SUHR:
Klump sammen, piger. Ja, Jeanette.
 
THERESE:
Jeg hedder Therese. Hvoffer var det nu, vi skulle se det?
 
FRK. SUHR:
Fordi det handler om den rene og uskyldige kærlighed, som kan opstå mellem to sjæle, der er i fuldkommen harmoni. Som vi håber, at I må møde, piger, når I bliver voksne. Det er ikke enhver beskåret at opleve sådan kærlighed. Jeg selv, for eksempel, var aldrig så heldig, men jeg håber så inderligt for jer, at ... åh (Frk Suhr overvældes af følelser)
 
CAMILLA:
Hvoffer tuder Frk. Suhr?
 
FRK. GYLDENCROHNE:
Det er fordi, stykket ender så sørgeligt. Har I husket jeres lommetørklæder, piger?
 
PIGERNE:
Ja.
 
SØREN og REGINE ind i forgrunden.
 
REGINE:
Åh, Søren, hvor er det spændende! Jeg har aldrig været i Det kongelige Teater.
 
KIERKEGAARD:
Heller ikke jeg.
 
REGINE:
Og så at se fru Heiberg optræde! Hele byen taler om hende. Åh, bare jeg nu ikke falder igennem med denne kjole – det er jo en, jeg selv har syet.
 
KIERKEGAARD:
Den er yndig.
 
REGINE:
(ægte rørt) Synes du?
 
KIERKEGAARD:
Ja – du ser dejlig ud.
 
REGINE er lykkelig.
 
KIERKEGAARD:
Har du rigtig glædet dig til i aften?
 
REGINE: Åh, Søren, jeg har glædet mig så usigeligt, som jeg aldrig har glædet mig til noget i mit liv – vi har jo aldrig været ude sammen.
 
KIERKEGAARD:
Har du glædet dig længe?
 
REGINE:
Ja, Søren – i tre uger, lige siden du fortalte mig, at du havde købt billetter.
 
KIERKEGAARD:
Ja. Det er godt. Men jeg har nu ikke købt billetter.
 
REGINE:
Har du ikke?
 
KIERKEGAARD: Nej – det var, det var en lille usandhed, he he, som dog havde et godt formål.
 
REGINE:
Men – kan vi så ikke komme ind?
 
KIERKEGAARD:
Uden billetter? Jeg tvivler stærkt på, at man lader os passere foyeren. Og desuden er der vistnok udsolgt.
 
REGINE:
Hvad var det gode formål?
 
KIERKEGAARD:
Jo, at du har gået og glædet dig i hele tre uger. Usigeligt, siger du endda. Den glæde har jeg beredt dig, og det har endda ikke kostet mig en øre.
 
REGINE løber bort netop som hun begynder at græde.
 
KIERKEGAARD:
Ja – så græder hun igen. Kvinder er vel nok forudsigelige væsener.
 
KIERKEGAARD tipper hatten og går. ”ROMEO OG JULIE”-PREMIEREN. ALLE DAMERNE kommer til i fine kjoler og nogle med champagneglas og deslige.
 
SYNGEPIGERNE + KOR af teatergæster
Der er premier i København
hovedstadens filantroper
kommer alle i kulturens navn
for at se hinandens rober
 
”Hvilken en charmner’nde kreation”
”sikken spænd’nde brug af tyllen’
denne aftens hovedattraktion
er at se i vestibulen
 
”Hvor fortryllende, quel raffinement”
- den har kostet mindst en bondegård –
”Var det klokken, der ringed’ tredje gang?”
- tar jeg ikke fejl var det vist den hun bar samme tid sidste år –
 
Vil De tage mit champagneglas?
Sig mig li’ hva stykket hedder?
Sidder min tiara lige nu?
Vi må hel’re komme ind på plads.
 
LAURIDS LAKAJ kommer ind og annoncerer:
 
LAURIDS:
Hans Majestæt kongen!
 
ALLE:
Næææ.
 
ANNA-SOFIE:
Jeg har aldrig været så tæt på kongen før!
 
LAURIDS:
Og Grevinde Danner.
 
ALLE:
Åhhh...
 
ANNE-MARGRETE:
Nej, hvor spændende!
 
ANNA-SOFIE: (til Anne-Margrete)
Vi taler ikke til hende!
 
FREDERIK VII kommer på, med GREVINDE DANNER ved sin side. Hun har en påfaldende uædel gang.
 
DANNER:
Laurids – du skal ta’ slæbet.
 
LAURIDS tager slæbet.
 
DANNER:
(til forsamlingen)
Ja, det huer nok ikke de fine damer og herrer at se mig her. Jeg ved meget vel, at I ikke holder af mig, men det gør jeres konge, og det må I finde jer i. Jeg mærker nok, at man fniser i krogene, hver gang jeg viser mig –
 
FORSAMLINGEN fniser undertrykt, fordi LAURIDS laver kaninører på DANNER bag hendes ryg.
 
KONGEN:
Skal vi ikke skynde os i kassen, Louise?
 
FNIS igen
 
DANNER:
Det hedder logen, Frede, og vi kan ikke gå ind endnu, for jeg har sendt besked til fru Heiberg, at hun skal se mig i foyeren.
 
KONGEN:
Nå. Hvor sidder den?
 
FOLK undertrykker endnu en fnisen.
 
DANNER:
Det er dette rum, Frede. Vi må vente. Og de må alle andre også.
 
LIGE UDENFOR FOYEREN.
 
JOHANNE LUISE:
Jeg går ikke op og hilser på!
 
SILLE:
De kan ikke fornærme kongen – han har jo dog givet det danske folk en grundlov.
 
JOHANNE LUISE:
Ja, og sømmeligheden et grundskud, ved at ægte den simple mær. Jeg kender hende fra balletskolen, hvor hun gik under navnet ’Rundetårn’.
 
SILLE:
På grund af hendes højde?
 
JOHANNE:
Nej – på grund af det store antal Københavnere, der havde været oppe i hende.
 
SILLE:
Vi kommer ikke i gang, før De har hilst på. De må holde paraden ud.
 
SILLE skubber JOHANNE LUISE ud i foyeren.
 
DANNER:
Hanne! Hvor fornøjeligt at se dig igen!
 
JOHANNE LUISE:
Søde Louise.
 
De giver hinanden et kindkys en halv kilometer ved siden af.
 
DANNER:
Ja, det er altså Grevinde nu, men ellers er alt ved det gamle.
 
JOHANNE LUISE:
Ja, jeg ser det – der er stadig unge herrer, der løfter op i dine klæder. (referende til Laurids, der holder slæbet)
 
DANNER:
Og du er stadig for kraftig sminket, kære Hanne, men hvilken sød og ærbar kjole. Måske en kende for ungdommelig...
 
JOHANNE LUISE: Det er mit kostume. Jeg skal spille en dydig jomfru på tretten år.
 
DANNER:
Åh, det må kræve al dit skuespillertalent.
 
JOHANNE LUISE:
Ja, det er en udfordring at skulle spille ganske ung.
 
DANNER:
Jeg tænkte på det dydige. (til alle) ja, jeg kender jo fru Heiberg fra balletskolen.
 
ANNE-MARGRETE:
Har Grevinden danset ballet?
 
ANNA-SOFIE:
Sh!
 
JOHANNE LUISE:
Ja. Især hendes spagat var imponerende. Sikke hun ku sprede benene. Og Bournonville blev aldrig træt af at indøve Deres pas-de-deux’er med Dem - i enrum.
 
KONGEN:
Sa’ hun pattedyr?
 
DANNER:
Nu tror jeg vi går i gang med forestillingen, søde Hanne.
 
JOHANNE LUISE:
(nejer) Deres majestæt, Grevinden.
 
KONGEN:
(om sin billet, som han står og vifter med)
Hvem river den af?
 
DANNER:
Vi går bare ind, Frede.
 
ALLE fniser. SALEN i DET KGL. etableres her. FRITZ og AMALIE kommer løbende fra KS
 
AMALIE:
Jeg kan altså ikke løbe sådan, Fritzemand. Jeg har jo høje hæle på.
 
FRITZ:
Men hvis vi kommer forsent, lukker de os måske slet ikke ind. Og vi kunne have nået det, hvis ikke du havde brugt to og en halv time på at komme i tøjet.
 
AMALIE:
Men Fritz, skænder du på mig?
 
FRITZ:
Nej, undskyld, min elskede – du ved jo, at langt hellere end at se fru Heiberg sad jeg såmænd gerne hele aftenen og så dig klæde dig på. Eller af.
 
AMALIE:
Nå, jeg mente det også nok.
 
FRITZ: Kom min egen – vi skal op i høkerlogen i aften, men når jeg får en stilling og god løn, kan du tro, vi kommer til at sidde bedre i Det kgl.
 
IMENS, I WIEHES GARDEROBE:
 
WIEHE:
Åh, Frederik – modet svigter mig nu hvor øjeblikket er kommet!
 
HØEDT:
Nej – du bakker ikke ud nu! Just på triumfens tinde. Her – tag en snaps.
 
WIEHE drikker en slurk.
 
HØEDT:
Jeg sidder derude, i anden loge i damesiden, og sender bølger af motivation ned til dig.
 
WIEHE:
Men Frederik – jeg skal jo stå på scenen med fru Heiberg –
 
HØEDT:
Ja, tror du ikke jeg ved det? Den sæk!
 
WIEHE:
Men hun er intetandende om vore modernistiske tiltag. Hvorledes vil hun mon reagere?
 
HØEDT: Her – tag en slurk til. Hun må jo spille med! Hun har en fuld sal af et publikum, som har betalt i dyre domme for at se hende. Hun vover ikke at afbryde. Også hun er jo kunstner – af en slags.
 
WIEHE:
Men mon ikke Heiberg vil gribe ind? Han har jo målt arrangementet op med en tommestok – jeg skal hele tiden holde mig fru Heiberg otte skridt fra livet, ellers vil han ganske sikkert afbryde.
 
HØEDT:
Du har ret – giv mig den (flasken – blob). Vent –
 
WIEHE:
Med hvad?
 
HØEDT: Vent med at revolutionere det danske teater indtil 3. akt.
 
WIEHE: Jeg skal altså –
 
HØEDT:
Du skal til at begynde med spille som du plejer, og som det værdiløse oldtidsfund har instrueret dig. Her, tag nok en slurk. Jeg har aldrig set ham holde mere end to akter uden at falde i søvn – hvilket er forståeligt nok til de forestillinger han selv har iscenesat. Før tredje akt vil han ligge i sin loge i en dødlignende dvale, og da – da skal du spille, som jeg har vist dig! Femte scene, tredje akt – scenen mellem de unge elskende, som jeg øvede med dig hele natten.
 
WIEHE:
Vil de ku lide det, publikum?
 
HØEDT:
De vil elske det! Alle de unge frøkner forguder dig jo allerede. Der vil ikke være et sæde, jeg mener, et øje tørt. Vi skriver historie! Du og jeg! Tag endnu en slurk.
 
WIEHE:
Nej, jeg må hellere – nå, nuvel, da. (tager nok en slurk af snapsen)
 
HØEDT:
Afsted, afsted – dit publikum venter!
 
WIEHE skal til at gå, men standser, vender sig og rækker hånden ud.
 
WIEHE: Tak – af hjertet tak, Frederik.
 
HØEDT kysser ham lige på trutten i stedet for at give hånd. WIEHE vapper ham en, så han går i gulvet.
 
WIEHE: Åh nej! Undskyld, Frederik, det var en betinget refleks!
 
HØEDT (fra gulvet)
Det gør intet - il nu til dine triumfer, min kære ven.
 
SALEN på DET KONGELIGE TEATER. Lys på HEIBERG, som kommer frem på scenen.
 
HEIBERG:
Ehem, hem ... Kære publikum – vi har i aften premiere på et stykke af William Shakespeare, kaldet Romeo og Julie. Ehem. Det er fra dramatikerens hånd for plumpt og upoleret til at fremføre på scenen i vor forfinede og sømmelige tid, det var kort sagt de rene fjællebodsløjer, men ved hjælp af Frk. Sille Beyer har vi beskåret forlægget og foretaget justeringer, således at det sømmer sig for en ung herre at tage sin forlovede, eller sågar sin mor, med ind og beskue dette spil. Og Frk. Suhr kan roligt medbringe sin pigeskole he he. (Frk Suhr fniser betaget) (Her kommer efterfølgende REP ind fra AMALIE og FRITZ, men HEIBERG fortsætter, lidt dæmpet, indtil sang begynder): Der høres så meget rendestenssprog fra digtere i vore dage, ja selv vor højt skattede Oehlenschläger har gjort visse eskapader udi det vovede, men det tillader vi ikke her, hvor hele familien skulle komme, og hjertensgerne må, for der gives rabat -)
 
AMALIE:
Er forestillingen sådan hele aftenen, Fritz?
 
FRITZ:
Ja -  han taler hele aftenen.
 
AMALIE:
Nå.
 
FRITZ:
Nej, min due. Det er bare direktør Heiberg, der byder velkommen, før den rigtige forestilling begynder.
 
AMALIE:
Åh, det var din spøg?
 
FRITZ:
Ja, min skat (smiler, og Amalie smiler igen)
 
SYNGEPIGERNE:
Lidet aned’ Fritz
Hvor sand den var, hans vits.
Direktøren talte tre kvarter
Mest fordi han ville kompenser’
For tragediens korthed efter der var censureret
Så at ikke folk sku hjem før de var arriveret
Men lad os springe lidt i vort spil
Til der, hvor det nye i dramaets kunst kommer til
og til
der hvor Høedt had’ sagt:
femte scene i tred-i-e akt
 
LYSET er gået lidt ned, mens Romeo og Julie III.5 blir etableret, når det går op igen, sover alle tilskuerne.
 
JOHANNE LUISE: (som Julie):
Å, går du nu? Det er jo langtfra dag
Det var jo nattergalen, ikke lærken,
Der synger hver nat hist i hine træ:
 
HØEDT (tilhvisker Wiehe fra balkonen)
Pst! Michael! Så er det nu! Han sover!
 
WIEHE hører det, og går under næste replik helt op til Johanne Luise, som bliver alameret.
 
WIEHE (som Romeo):
Nej, det var lærken, morgenens forkynder
Og ingen nattergal. (Wiehe griber JHL) Se, elskede,
Udbrændt er nattens lys, den muntre dag
På tåspids står bag hine bjerges tåger.
 
JHL vrister sig løs fra Wiehes greb og løber bort – han løber efter.
 
JOHANNE LUISE: Å, bi dog lidt, det haster ikke sådan.
Bliv dog lidt hos mig min elskede.
 
WIEHE griber fat i JHL og slæber hende hen over gulvet (ud over at være supernaturalistisk er han også blevet en kende fuld af Høedts brændevin).
 
WIEHE:
Nuvel! lad dem blot gribe mig og dræbe mig!
Hvis blot det er din vilje, er jeg glad.
 
WIEHE har lagt sig mellem JHLs ben – hun kæmper for at komme fri.
 
WIEHE (fortsat)
Vi siger det er ikke morgenlyset,
Men bare månens sølverblege genskin,
 
JHL kommer op og må kravle tværs over WIEHE for at komme væk, men han standser hende, just da hendes skørt er over hans hoved. Han fortsætter med at udtale Romeos replikker under JHLs kjole.
 
WIEHE:
Jeg blir her meget heller end jeg går.
Kom død, og vær velkommen, Julie vil det:
 
Under det efterfølgende får Wiehe lagt JHL på ryggen, hvilket er uheldigt for en kvinde i en tid, hvor skørterne har stivere. Publikum kan nu se lige op i fru Heibergs mamelukker.
 
GREVINDE DANNER:
Nå – der ser vi rigtignok fru Heiberg fra hendes bedste side.
 
JOHANNE LUISE:
(til SILLE i sufflørkassen)
Hjælp mig Sille!
 
SILLE:
Nej det er lærkens sang...
 
JOHANNE LUISE:
Ikke med replikken! Jeg kan replikken! Hjælp mig fri af Wiehe!
 
SILLE:
Nej, jeg vil ikke. Scenen har aldrig været bedre.
 
JOHANNE LUISE:
Nej det er lærkens sang, så skærende,
At sangens mislyd skurrer i mit øre.
Man siger lærken bringer håb og glæde,
Men der er håbløs afsked i dens sang.
Farvel, min ven, det lysner mer og mer –
 
JHL er endt oven på HØEDT, som laver meget obskøne bevægelser, så JHLs replikker lyder, som om de var afleveret fra en kængurustylte.
 
GREVINDE DANNER:
Nøjagtig sådan husker jeg hende fra balletskolen, Frede.
 
WIEHE:
Og sorger mørkner om os fler og fler.
Farvel, farvel. Endnu et kys – det sidste!
 
HEIBERG er vågnet.
 
HEIBERG:
Hvad i alverden?
 
JOHANNE LUISE:
Ak, tror du, vi skal ses igen en gang?
 
WIEHE:
Ja, ganske sikkert – al vor sorg vil tjene
Som morsom underholdning sidenhen.
 
Vi finder på flere sjofle arrangementer under prøverne. HEIBERG afbryder forestillingen.
 
HEIBERG:
Tak, kære publikum – tak fordi I kom. Og kom endelig igen. Nu godnat! Deres majestæt, Grevinden -
 
JONAS:
Jamen, er stykket da –
 
HEIBERG:
Så GÅ dog!
 
ALLE forlader teatret, enkelte udgangsreplikker:
 
BOLETTE:
Tænk, jeg troede det var en tragedie – men det så da ud til at ende meget godt.
 
GREVINDE DANNER:
Jeg har aldrig moret mig så godt i Det Kgl. før.
 
JULIANE:
Hvoffer sku’ vi ha lommetørklæder med? Det var jo sjovt.
 
CAROLINE:
Ja. De gjorde lissom de to hunde, vi så i Kongens Have.
 
JOSEFINE:
Det var underligt uforløst, Jakob. Jeg er skuffet.
 
JAKOB:
Ja, det er jo ikke mig, der har skrevet det, Josefine
 
CARSTENSEN kommer løbende til.
 
CARSTENSEN:
Hør allesammen, hvor belejligt I kommer valsende ud fra teatret lige nu, for jeg er netop blevet færdig med mit forlystelsesetablissement, jeg kalder det Tivoli!
 
ALLE:
Næææ...
 
CARSTENSEN:
- og i anledning af åbningen, er der fri entré, endskønt det koster penge at prøve noget i haven.
 
ELISE:
Hvad ka man prøve?
 
OBS! Folk næh-er efter hver nævnte forlystelse.
 
CARSTENSEN
Der er en rutsjebane, og der en koncertpavillion, hvor Lumbye vil spille, en karrussel og et sted, hvor man kan smide bolde ned i gabet på nogle elefanter og løver og næsehorn, og hvis man rammer, kan man vinde en flødebolle.
 
LUMBYE:
De fattige iblandt jer vil måske især blive begesjtrede for den forlystelse. I har jo aldrig set vilde dyr.
 
ELISE:
Heller ikk flødeboller.
 
POLLY
Og der er osse en arkade, hvor man kan kigge ind i nogle kasser og se tredimensionelle prospektkort af verdens hovedstæder.
 
CARSTENSEN:
London, Paris og Moskva.
 
POLLY:
Det er mit det bedste. Det er SÅ flot.
 
CARSTENSEN:
Gå ind og mor jer, allesammen. Der er tydeligt afmærket, hvor I skal betale –
 
LUMBYE:
Næ men Georg, dog – du må ikke sende dem afsted endnu.
 
PETRA:
Lumbye har jo komponeret et musikstykke til indvielsen, husker du nok.
 
CARSTENSEN:
Åh, for syv søren da. Er du blevet færdig?
 
LUMBYE:
Ja, jeg tror jeg har fået løst problemet. Er I klar gutter? Petra? En, to, tre, og:
 
MUSIKKEN spiller optakten til Champagnegaloppen (ga-da-gum, ga-da-gum, ga-da-gum) hvorpå PETRA  åbner en champagneflaske.
POLLY får proppen i ØJET.
 
KAREN:
Og Lumbyes champagnegalop blev en stor succes, men proppen slog øjet ud på Polly Carstensen, så hun ikke længere kunne se de tredimensionelle prospektkort, som ellers var hendes det bedste.
 
LUMBYE og CARSTENSEN styrter hen for at hjælpe Polly. Champagnegaloppen fortsætter, og folk jubler ud til deres respektive fornøjelser.
 
LINE:
Og mens guldalder-Københavnerne morer sig, kan I andre gå til øl-teltet nede bagved. Priserne er steget lidt siden 1840ene, men er stadig til at betale for almindelige mennesker. Vi ses om et kvarter.
 
 

ANDEN AKT

 
SYNGEPIGERNE
Har I skyllet ned?
Så tag med os afsted
Vi skal ned til sydens grisefest
Langt fra fædrelandets regn og blæst
(hvor) Digterne de digted’ ganske uden samfundstøtte
tårer sku i øjet stå og alle hjerter blødte
ingen ku se at kassen var tom
når vi vi drog i massevis ned for at ta’ en svingom
i Rom
 
Man slog tid’n ihjel
Ved Trevis kildevæld
Det var romere i fri dressur
Der fik genoplivet dansk kultur
Der var meget få af vor’s der længtedes tilbage
For Italien bød på underliv og glade dage
Og mellem olie og akvarel
Der ku man jo gøre lidt kur til sin lille model
Med held.
Som vi møder dem,
Ka’ det undre os
At de kom hjem
Igen.
 
En TAVERNA i ROM. JENS og ORLA kommer på, JENS med LUCIA under armen. De ser JONAS. GUSTAV er allerede på scenen.
 
JENS:
Halløj, Jonas! Er her ikke pragtfuldt? Vi har været oppe i Villa Borghese og der mødte jeg hende her, og hun er ikke til at ryste af igen.
 
ORLA:
Hvad ved du om det? Du har jo ikke prøvet.
 
JENS:
Hun hedder Lucia – Lucia, sig pænt goddag til Jonas Collin.
 
LUCIA:
Piacere.
 
JONAS:
Ja, i lige måde.
 
JENS:
Har hun ikke en sensuel stemme?
 
JONAS:
Jo, såmænd.
 
ORLA:
Hvad med dig, Jonas? Hvad har du lavet?
 
JONAS:
Åhr, jeg har såmænd ikke kunne slippe for Andersen. Jeg har været på apoteket fyrre gange, så nu ved jeg hvad sådan et hedder på italiensk.
 
LUCIA: (til JENS)
Non é contento?
 
JONAS:
Hvad sir hun?
 
JENS:
Jeg ved det ikke. Hun knævrer løs hele tiden og jeg fatter ikke et suk.
 
LUCIA:
Aspetti, signore – ho una amica per lui.
 
LUCIA løber ud.
 
JENS:
Nå, der stak hun af. Ha ha. Sødt lille nummer, hvad?
 
ORLA:
Men det er da kedeligt, at Andersen er syg.
 
JONAS:
Åhr, han fejler jo ikke noget. Han skaber sig b-
 
JENS:
Sh! Der kommer han.
 
HC:
Åh, der er du, Jonas. Ja, og du får dig en lille passiar med dine unge venner. Ja, det skal der vel også være tid til ... lader det til. Og så må en anden en ligge og døje med sine skavanker.
 
JENS: Her kommer maden.
 
LUIGI og FRANCA kommer ind med maden.
 
LUIGI:
Prego, signori.
 
FRANCA:
Buon appetito.
 
JENS:
Man skulle tro, at på et osteri fik man kun ost, men her er både kød og postej og vin og det hele. Hvor ser det godt ud.
 
ORLA:
Men Andersen, hvad fejler De?
 
HC
Godt har man det jo aldrig i min alder, men hvis Gud vil, at jeg skal blive ved at leve, så må man jo finde sig i det.
 
LUIGI:
Qualcosa per il signore?
 
ORLA:
Han spørger vist om De vil have noget, Andersen.
 
HC:
Åh nej, jeg kan intet spise, for jeg har jo ikke haft åbning i flere dage. Der kommer en smule diarré, noget tyndt og ildelugtende sjap, hvis jeg sidder længe og presser meget, men deraf får jeg jo hæmmorrider, og de bløder noget så forskrækkeligt.
 
STUDENTERNE var ellers ved at gå til fadet, men mister appetitten.
 
LUIGI:
Cosa?
 
HC: (nu til Luigi)
Jeg fik at vide, at hvis jeg indtog nogle skefulde af olivenolie, ville det give en mere lind afføring, og få alt det med ud, som havde lejret sig i tarmen -
 
FRANCA:
Cosa dice?
 
LUIGI:
Non so.
 
HC:
Ja, men olivenolien var harsk, og så fik jeg opkastning. Dertil kommer min tandpine –
 
LUCIA kommer tilbage med CARLA. HC taler videre til LUIGI, som er den eneste, der hører efter.
 
LUCIA:
Signore –
 
JENS:
Hør Jonas – jeg tror Lucia har fundet en veninde til dig.
 
JONAS: (overrasket glad)
Til mig?
 
JENS:
Ja, jeg tror hun hentede hende, fordi hun ku se, at du var nedtrykt. Er hun ikke sød?
 
JONAS:
Jo...
 
LUCIA:
Prego, signore –
 
CARLA:
Mi chiamo Carla.
 
JONAS:
Goddag, Jonas Collin. (til JENS): Hvad hed hun?
 
JENS:
Jeg fik ikke fat i det. Enten var det Chiamo eller også var det Carla.
 
JONAS:
Buon, eh, buongiorno.
 
CARLA:
Ma! Parla italiano! Bravo!
 
JONAS:
Nej, hvor er hun sød. Og køn.
 
HC er ellers begyndt at guffe løs af studenternes mad, men får nu øje på JONAS og CARLA.
 
HC: (til Luigi)
Åh, et øjeblik.
 
LUIGI:
Si, si.
 
HC:
Scusi, unge frøken.
 
ANDERSEN trækker CARLA til side og hvisker noget. CARLA ser forskrækket ud.
 
CARLA: (til Jonas)
Ma signore! Lei non é una persona seriosa! Buongiorno!
 
CARLA går.
 
JONAS:
Åh, nej, Andersen! Hvad sagde De til hende?
 
ANDERSEN:
Jeg sagde, at du var forlovet med en ung frøken hjemme i København og bare havde taget ringen af, fordi du ville bringe unge romerinder i uføre.
 
JONAS:
Men det passer jo slet ikke!
 
ANDERSEN:
Nej, det var en lille hvid løgn, men i en god sags tjeneste, for hvis du spankulerer omkring i Rom med dine veninder, hvad skal så jeg stille op? Nu vil jeg gå tilbage til bordet og samtale med den venlige herre, som har spurgt til mit helbred. (til Luigi) ja, det var altså forstoppelse, jeg kom fra, ostipazione –
 
LUIGI:
Ma, sfortuna.
 
ORLA:
Det var da tarveligt gjort.
 
GUSTAV:
Morderligt tarveligt.
 
JONAS:
Sådan er han. Da jeg sad og talte med en ung frøken forleden, afbrød han os og fortalte hende, at jeg havde en kønssygdom.
 
JENS:
Nej men dog.
 
LUNDBY kommer på, nedtrykt.
 
ORLA:
Se, der er minsandten Lundby! Halløj, Lundby – får du malet noget?
 
LUNDBY:
Næ, det er ikke stort. I hvert eneste motiv ser jeg kun Louises øjne.
 
ORLA:
Nå, der blev ikke noget af at glemme hende, hvad?
 
LUNDBY:
Næ, hver nat, før jeg lægger mig til at sove, koncentrerer jeg mig om at have glemt hende næste morgen, men netop derfor er hun det første jeg tænker på, når jeg vågner.
 
JENS:
Du må se at finde en anden, eller et par stykker – måske forelsker du dig igen.
 
LUNDBY:
Sådan er det ikke, Jens. Mennesket har kun een blomstringstid, og når den er forbi frembringer livet kun vildskud. Og jeg har læst et sted, at den sande kærlighed kun kan indtræffe hos en mand under tyve. Al senere kærlighed beror på selvbedrag, og blir kuns til en kunstig drivhusplante uden duft og friskhed.
 
JAKOB og JOSEFINE kommer ind.
 
JOSEFINE:
Det var ikke hvad jeg havde ventet, Jakob.
 
JAKOB:
Det er jeg ked af, Josefine.
 
JOSEFINE:
Tyve lire. Tyve lire i entré for at se en masse sten, der er styrtet om.
 
JAKOB:
Ja, det er jo ikke mig, der har væltet dem.
 
JENNY LIND kommer på
 
JENS:
Men se – der er Jenny Lind! Den svenske nattergal.
 
LUNDBY:
Ja, det er hun søreme osse.
 
HC:
Åh, Jenny – så mødes vi atter!
 
JENNY:
Åh nej, Andersen – er De her?
 
HC:
Som De ser. Men jeg burde være vred på Dem – De har jo ikke svaret på mine breve. Hvis De vidste, hvor jeg har grædt over Deres hensynsløshed.
 
JENNY:
Men Andersen – jeg har jo været på turné.
 
HC:
Ja, så siger vi det, så har De den undskyldning. Jeg er hernede med den unge Collin –
 
JENNY:
Hvor hyggeligt.
 
HC:
Ja, det kunne det have været, men unge mennesker er så skrækkelig egoistiske, de tænker kun på sig selv. Men hør, nu De er her, kunne De så ikke promovere mig ved at afsynge en fædrelandssang, jeg har forfattet her i min udlændighed? Det lidt kunne De vel gøre for mig, når De nu har nu har været så forsømmelig med Deres korrespondence.
 
JENNY:
Jamen, Andersen, jeg skal jo synge i aften i operaen, og må virkelig spare på min –
 
HC: (jamrer sig)
Åh! Nu giver mit hjerte mig igen kvaler. Åh nej, hvilket anfald!
 
LUCIA, CARLA og LUIGI kommer til.
 
HC:
Åh, derover til stolen. Ja, Jenny, jeg ved jo ikke hvor længe jeg holder, og er såmænd heller ikke interesseret i at leve meget længere i en verden, der er så kold og selvisk –
 
JENNY:
Giv mig sangen. Jeg skal nok synge den for Dem.
 
HC: (glad og frisk igen)
Her er den – (til Luigi) lad venligst være med at befamle mig med Deres hænder (til Jenny) man ved jo ikke, hvor han sidst har haft dem.
 
JENNY LIND synger, og ALLE falder i på omkvædet og evt. hele sidste vers.
 
Jeg kvæde vil en kærlig sang
til gode gamle Dannevang
med bøgelund og kæmpehøj
og snaps og jordbærsyltetøj
kun der kan mensker hygge sig
thi denne glose findes ej
på andre landes tungemål
og kun derhjemme si’r vi ’skål’.
Vort fædreland, vort fædreland
Hver hædre dig, som hædre kan
Med dine grønne bøgelunde.
Skønt det grønne skvatter af
Hver gang  at vi mod vinter stunde
Stedse kommer det tilba’.
 
Vi rejser ud og straks vi ser
At alt fungerer bedre der
At mensker trives endnu mer
og tog’ne kører skønt det sner
Men væbner os med kærlig trods
Mod alle ikke lissom os.
for dog i vore hjerter bor
Vort eget rod så langt mod nord
Vort fædreland, til evig trøst
der hører vi vor moders røst
Skønt det er vås hvert ord hun siger
Fylder hjemve hvert et bryst
Mod Danmark vore hjerter higer
Mod vort hjemlands danske kyst.
 
Om vejret end er pissekoldt
Hver tredje mand en drukkenbolt
Og staten gik – vi ved det godt
I atten-tretten bankerot
Trods selvtilfredshed, hykleri,
og andre ting du svælger i
som jantelov og nedrighed
Så er vor store kærlighed
Dog stadig dig, vort fædreland
Der gives nok et bedre land
Med dejligt vejr og lave skatter
Mere hjerte og forstand,
Dog, tar vi ud, vi længes atter
Hjem mod dig, vort fædreland.
 
ORLA:
Tænk, hvor jeg pludselig kom til at længes hjem.
 
JENS:
Ja, man er ligesom mættet med indtryk og solskin og livsglæde, ikkesandt?
 
ORLA:
Jo, man savner det danske tungsind og de evige omslag i vejret.
 
GUSTAV:
Morderligt meget.
 
JENS:
Jamen, så lad os komme tilbage. Hvad siger du, Jonas?
 
JONAS:
Jeg synes nu ikke jeg har fået noget ud af turen indtil videre, men som sagerne står, med den rejsekammerat jeg har, kan jeg lige så godt tage hjem.
 
SYNGEPIGERNE:
Og så ska vi atter hjem til gamle Dannevang
Hjem til regnen og til depressionerne
Og her skal vi møde Carstensen endnu engang
Som I husker: manden med visionerne
Han er ikke længer helt den samme som han var
Han er slået ned og knap så livli
For han er nemli
Smidt ud af tiv’li
Men I ska høre det fra ham selv....
 
KØBENHAVN. KGS. HAVE. CARSTENSEN og POLLY kommer på, Polly med klap for øjet. Lumbye kommer ind fra modsatte side.
 
LUMBYE:
Goddag, Georg – hvor ser du nedtrykt ud. Du er jo slet ikke til at kende igen, når du ikke griner over hele femøren.
 
CARSTENSEN:
Ak, HC – jeg er såmænd blevet stemt ud af min egen bestyrelse i Tivoli. De føler, at mine investeringer er for farlige, og mine forlystelser ligeså. Især rutsjebanen.
 
LUMBYE:
Du godeste – er nogen kommet til skade?
 
CARSTENSEN:
Nej, ikke rigtig – kun en tjenstepige, der blev slynget ud og dræbt, og når man sætter det i relation til al den morskab, jeg har beredt Københavnerne, så finder jeg det højst utaknemmeligt.
 
PETRA:
Også jeg.
 
CARSTENSEN:
Dette er ikke landet, hvor man skal komme med nye idéer, eller hvor man skal prøve at more folk. Det hele løber panden imod burokratiets mur.
 
LUMBYE:
Åhr, op med humøret, gamle jas. Du ska se, der kommer nok en tid, hvor man vil skønne på det, du har gjort.
 
CARSTENSEN:
Måske, men så er jeg nok længst død og borte.
 
KAREN:
Og det var han forresten.
 
CARSTENSEN:
Jeg går hjem nu og drikker en flaske champagne, før jeg får en depression.
 
LUMBYE:
God idé, Georg.
 
PETRA:
Pas godt på ham, Polly.
 
POLLY:
Det vil jeg. Farvel med jer.
 
I SØKVÆSTHUSET – HJEMME HOS HEIBERG. JOHANNE LUISE kommer hjem. Der er LARM ovenfra.
 
MARIE:
Fruen er sent hjemme?
 
JOHANNE LUISE:
Ja, Marie – prøven trak ud, fordi Hr. Wiehes afløser ikke kan huske fra halv tolv til middag. Er du på vej ud?
 
MARIE:
Ja, Ludvig og jeg skal på Tivoli.
 
LUDVIG:
Jeg har taget blomster med til Marie.
 
JOHANNE LUISE:
Hvad er dog det for en utilladelig larm? Er det her fra huset?
 
MARIE:
Det må fruen hellere spørge herren om.
 
HEIBERG kommer ind i samme nu.
 
JOHANNE LUISE:
Hvad er dog det for et spektakel, Heiberg?
 
HEIBERG:
Ja, det ku du rigtignok li at vide, hvad? Det er min overraskelse til dig. Til din fødselsdag, som du sikkert troede, jeg havde glemt, hvad?
 
JOHANNE LUISE:
Min fødselsdag er først om fire måneder.
 
HEIBERG:
Ja ha ha.
 
JOHANNE LUISE:
Men hvad er overraskelsen?
 
HEIBERG:
Jo, du fortalte mig jo, hvorledes du længtes efter børn, ikkesandt?
 
JOHANNE LUISE:
Jo, men –
 
HEIBERG:
Jeg har adopteret fjorten rollinger fra fattiggården. Dejlige små livstykker i alderen fra et til seksten.
 
JOHANNE LUISE:
Men Heiberg –
 
HEIBERG:
Ja, du er overvældet, kan jeg se. Men du må tage dig sammen, for den mindste skal vist ha skiftet ble, og jeg aner ikke hvordan man gør. Og jeg vil heller ikke vide det. Ha ha.
 
JOHANNE LUISE:
Heiberg – jeg går nu!
 
HEIBERG: (som om hun har sagt noget morsomt)
Næ, nu har jeg aldrig.
 
JOHANNE LUISE:
Og jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage – eller om jeg nogensinde gør det!
 
JOHANNE LUISE skrider.
 
HEIBERG:
Nå, ha ha, er det den tid på måneden? Marie – ser du lige til børnene?
 
HEIBERG går ind igen. MARIE og LUDVIG sender hinanden et blik.
LUNDBY kommer over scenen i uniform.
 
LINE;
Nej se dog, der er vores lille maler. I unform.
 
SINE:
Hallo, Lundby – skal du i krig?
 
LUNDBY:
Ja, jeg tager til Sønderjylland. Vi slås jo mod prøjserne.
 
KAREN:
Ja, vi hører det. Hvordan gik det nogensinde med dig og Louise Neergaard?
 
LUNDBY:
Åh, det gik slet ikke. Jeg fik jo aldrig spurgt hende.
 
RIE:
Men er det så ikke nu, du skal gøre det, i det mindste for at sige hende, at du drager i krig?
 
LUNDBY:
Jeg ved jo ikke om det vil interessere hende.
 
LINE:
Han er da helt umulig.
 
LUNDBY:
Havde man dog bare ikke haft et hjerte, så lykkelig man ku ha været.
 
FIE:
Farvel, Lundby. Lev vel.
 
LUNDBY:
Ja, det ka I selv gøre.
 
HOS OLSENS. REGINE får klavertime af SCHLEGEL.
 
REGINE:
Jeg har ikke fået øvet mig så meget som jeg burde, Hr. Schlegel.
 
SCHLEGEL:
Nej, De har jo haft selskabelighed i anledning af deres 18-års fødselsdag. Havde De en fornøjelig dag?
 
REGINE:
Nej.... (falder grædende sammen over noderne)
 
SCHLEGEL:
Men frøken Regine, dog! Hvad er der hændt?
 
SCHLEGELs første indskydelse er at klappe hende på skulderen, men tør så ikke.
 
SCHLEGEL:
Men fortæl dog. Måske det hjælper.
 
REGINE:
Undskyld – jeg tabte fatningen et øjeblik. (tørrer sine øjne). Vil De være sød ikke at omtale det for nogen?
 
SCHLEGEL:
Ja, naturligvis, kære frøken. Men sig mig dog, hvad der trykker Dem?
 
REGINE:
Jeg fik en gave af Søren. Den her.
 
SCHLEGEL:
En parfume. Og tilmed et dyrt mærke, kan jeg se.
 
REGINE:
Det er min yndlingsparfume.
 
SCHLEGEL:
Han har jo ment Dem det godt, og han har ordentlig revet sig, for jeg tror ikke, at Hr. Kierkegaard har de store indtægter.
 
REGINE:
Ja, den er dyr.
 
SCHLEGEL:
Men ... er det da af lutter rørelse, De græd?
 
REGINE:
Nej. Her er kortet, der hørte til.
 
SCHLEGEL:
(læser) "Du erindrer måske, at jeg for et års tid siden sendte dig en flaske af denne essens. Jeg sender dig nu nok en flaske, indsvøbt i en mangfoldighed af blad-omslag, men denne indpakning er ikke af den slags man i hast river af og kaster bort for at komme til indholdet, tværtimod, jeg ser for mig med hvor megen omhu du vil udfolde hvert enkelt blad og derved erindre vor tid sammen. Din S.K.”
 
REGINE:
Han havde pakket flasken ind i alle de breve, jeg har sendt ham i den tid vi har været forlovede.
 
SCHLEGEL er lamslået.
 
SCHLEGEL:
Frk. Regine – hvis De tillader, så har jeg også en gave til Dem. Hvis De altså ikke finder det usømmeligt.
 
REGINE:
Den tror jeg godt jeg må modtage, Hr. Schlegel. De er jo en nær ven af huset.
 
SCHLEGEL:
En nær ven, ja.
 
REGINE pakker ud. Det er en brosche.
 
REGINE:
En kamébrosche. Hvor er den fin.
 
SCHLEGEL:
Det er et arvestykke. Den har været min mors.
 
REGINE:
Men Hr. Schlegel! Den kan jeg da ikke ta’ imod! Den skal Deres tilkommende da ha.
 
SCHLEGEL:
Næ – min mor sagde, at jeg skulle gi’ den til den pige, jeg sætter allerhøjest. Og det er jo ikke sikkert, at jeg nogensinde blir gift.
 
REGINE:
Der er vist ingen af os to, der har held i kærlighed.
 
SCHLEGEL:
Næ.
 
REGINE:
Nu skal De høre sonatinen – men jeg har altså ikke øvet mig.
 
REGINES SONATINE går over i SANG:
 
SYNGEPIGER:
Vi må springe ind nu med en sørgelig besked
Eftersom vi netop nu har fået bud
At vor stakkels maler som I husker gik og led
Han blev ramt i ho’det af et vådeskud 
Lundby trak en nitte båd’ i krig og kærlighed
Og skønt kuren var lidt hård desværre
Så gik de over,
Hans hjertesorger,
og nu har han end’lig fået fred
 
KGS HAVE. FRITZ og AMALIE kommer gående.
 
AMALIE:
Og så skal der være sådan hvide blonder, der går lidt ned over hænderne, jeg har set på noget stof, der er broderet med liljer, og så et langt, langt slæb –
 
FRITZ:
Men Amalie, min engel, nu er der jo andre og væsentligere ting ved ægteskab end brudekjolen.
 
AMALIE:
Nej, Fritzemand, du taler som du har forstand til! Det er jo kjolen  som alle kigger på, må du vide.
 
FRITZ:
Javist, i kirken og til middagen, men der kommer jo en tid efter –
 
AMALIE:
Jamen, jeg har da også planlagt andendagskjolen. Vil du høre?
 
FRITZ:
Nej, min skat – det er slet ikke det, jeg mener.
 
AMALIE:
Det er mig ubegribeligt, hvad du taler om.
 
FRITZ:
Jo, vores samliv, altså.
 
AMALIE forstår ikke en dyt.
 
FRITZ:
Når vi får den lejlighed, som din far vil forære os ... hvordan skal jeg dog sige det? Mænd har jo visse behov.
 
AMALIE:
Ja jeg ved det godt.
 
FRITZ: (håbefuldt)
Du ved det?
 
AMALIE:
Ja, tihi – tror du jeg er dum? Men far har ordnet det hele. Vi får Rikke, vores tjenstepige med os. Jo, du kan tro jeg kender til mænds behov – tre måltider om dagen, og småkager til aftenkaffen.
 
FRITZ:
Ja, kaffe og kage -
 
AMALIE:
Men jeg kan altså ikke lave mad, det må du ikke forlange af mig, Fritz.
 
FRITZ:
Men, du ved, Amalie, når vi nu har drukket aftenkaffen og spist småkagerne, og vi så skal i seng -
 
AMALIE:
Ja?
 
FRITZ: (lægger armen om hende)
Og vi er helt alene i sengen –
 
AMALIE:
Nej, ikke helt alene!
 
FRITZ:
Hvad?
 
AMALIE:
Jeg må ha’ mine dukker med.
 
FRITZ:
Nåja.
 
AMALIE:
Ellers kan jeg slet ikke falde i søvn.
 
FRITZ:
Men, altså, når vi ligger der med dine dukker, så er det, æh, jo altså, det man plejer at gøre, når man er gift, og når en mand og en kvinde er rigtig rigtig glade for hinanden – så, eh ...
 
AMALIE:
Hvad er det du søger at sige mig, Fritzemand? Jeg kan slet ikke begribe det.
 
FRITZ:
Det er altså meget svært at forklare. Må jeg give dig et kys?
 
AMALIE:
Ja, naturligvis må du det. Vi er jo forlovede.
 
AMALIE vender kinden til FRITZ. Han giver hende et rigtigt kys.
 
AMALIE:
Ad! Nej, hvor er det uappetitligt! Hvad er det dog du gør!
 
FRITZ:
Det var et kys, Amalie. Det var meningen du sku ku li’ det.
 
AMALIE:
Jamen, det kunne jeg slet ikke! Nej, vi kan altså ikke sove sammen, hvis du gør sådan noget.
 
FRITZ:
Suk.
 
AMALIE:
Jeg går nu. Og du skal ikke følge mig. Jeg finder selv hjem. For du har været uartig. 
 
De GÅR hver til sin side. HENRIK og FANNY ind
 
FANNY:
Men hvad sagde da professoren til din afhandling, Henrik?
 
HENRIK:
Jeg er bange for, at Professor Heiseballe er en ignorant, Fanny. Han fandt, at alle mine data er ca. 1 million år ved siden af, og juvelen i min samling, den som hele min disputats hviler på, du ved, den forstenede tånegl fra en dinosaurus – den mente Heiseballe ikke var andet end et bulet og tilkalket vaskerimærke der havde ligget nogle år i Holmens Kanal.
 
FANNY:
Jeg synes jo nok den så bekendt ud. Men hvorledes endte da samtalen, Henrik?
 
HENRIK:
Ja, den endte aldeles sælsomt. Professor Heiseballe råbte ad mig: ’De er jo en fuldkommen idiot’ – men der vidste jeg nok hvad jeg skulle svare ham, Fanny, og jeg sagde: ”Nå nå, professor Heiseballe, ingen er vel fuldkommen”. Derpå skreg han: ”Vi kan ikke lære Dem mere her på arkæologisk institut!” og så mente jeg, at så måtte han jo hellere give mig mit diplom med det samme.
 
FANNY:
Hvad sagde han så?
 
HENRIK:
Ingenting. Han blev kobberrød i ansigtet og sank om på gulvet.
 
FANNY:
Sank han om?
 
HENRIK:
Ja, jeg måtte tilkalde en ambulance, men jeg tror nu ikke han klarer den.
 
FANNY:
Jamen, det er jo skrækkeligt.
 
HENRIK:
Ja, værre er det jo ikke end at vi så får en ny professor, og måske en, der er lidt mere visionær og kan se hvad jeg er værd. Og så skal du se, snart sidder vi lunt i det, vi to og jeg har et kontor på universitetet hvor jeg kan nyde den fine pibe, du forærede mig til fødselsdag.
 
FANNY: (mistrøstigt)
Jaha.
 
HENRIK og FANNY ud. KIERKEGAARD ind.
 
KIERKEGAARD: (til PUB)
Mangen mand er bleven geni ved en pige, mangen mand bleven helt ved en pige, mangen mand bleven digter ved en pige, mangen mand bleven helgen ved en pige; - men!  Han blev ikke geni ved den pige, han fik, thi med hende blev han kun etatsråd, han blev ikke helt ved den pige han fik, thi ved hende blev han kun general, han blev ikke digter ved den pige han fik, thi ved hende blev han kun far, han blev ikke helgen ved den pige han fik, thi han fik slet ingen, og ville kun have een eneste, som han ikke fik. Ja.
 
OLSEN
Åh, undskyld, Hr. Kierkegaard.
 
SØREN:
Ja goddag, direktør Olsen – hvor hyggeligt at møde Dem her.
 
OLSEN:
Gid jeg kunne sige det samme. Min datter Regine er komplet utrøstelig. Hun hverken spiser eller sover – og det er altsammen Deres skyld!
 
SØREN:
Åh, det kan jeg vel næppe vigte mig af. Det skyldes snarere, at hun stadig er forliebt, men jeg forsikrer Dem, at jeg har gjort mig de hæderligste anstrengelser for at kurere hendes forelskelse.
 
OLSEN:
Hr. Kierkegaard! Omend det er mig usigeligt meget imod, fordi jeg finder, at De er ubetydelig lille orm, så må jeg bede Dem tale med min datter.
 
SØREN:
Tale med hende? Jamen, hvad skal vi dog tale om?
 
OLSEN:
Ja, det ved jeg heller ikke – men De, som er så studeret, må dog kunne finde på noget, der vil gøre livet lettere for hende. For jeg lover Dem – hvis hun bukker under for denne depression, så gør jeg en ulykke på Dem. Og nu har jeg ikke tid at tale med Dem mere, for jeg har netop fået øje på en anden slyngel, som har forulempet min yngste datter.
 
KIERKEGAARD går ud, FRITZ kommer på.
 
OLSEN:
De! – De sjuft! Hvad er det, De har gjort ved min øjesten?! Amalie er ganske utrøstelig!
 
FRITZ:
Men, Direktør Olsen – jeg har intet gjort ved Deres datter, men har opført mig på det ærbareste –
 
OLSEN:
Hun fortæller mig, at De har stukket noget ind i hende!
 
FRITZ:
Hvad? Åh, nå det ...
 
OLSEN:
De benægter det ikke engang! De har forført min dydige datter, endnu før brylluppet, og nu har De vel tænkt Dem at løbe fra Deres ansvar og lade hende sidde tilbage med skammen! De æresløse slyngel, De -
 
FRITZ:
Der blir ingen skam, hr. Direktør. Hun kan umuligt være blevet frugtsommelig af det.
 
OLSEN:
Hvor kan De være så sikker? Amalie sagde, at De havde stukket noget ind i –
 
FRITZ:
Ja, i hendes mund!
 
OLSEN:
Hvad? Har De udsat min datter for eksperimenterende, alternativ –
 
FRITZ:
Nej, nej! Jeg kyssede hende bare på munden, og så, et øjeblik ...forglemte jeg mig, og –
 
FRITZ peger på sin tunge.
 
OLSEN:
(skuffet)
Nå. Var det ikke andet?
 
FRITZ:
Nej, på min ære – som er lige så sørgeligt intakt som Deres datters. Jeg ville aldrig tvinge hende imod hendes vilje.
 
OLSEN:
Hm. Men nu vil De velsagtens løbe fra forlovelsen?
 
FRITZ:
Nej, nej.
 
OLSEN:
Heller ikke det?
 
FRITZ:
Jeg elsker Deres datter, Direktør Olsen –
 
OLSEN:
Gør De virkelig?
 
FRITZ:
Ja. Og jeg ved, at hun er jomfrueligt uvidende om alle de lavere, kødelige aspekter af menneskelivet.
 
OLSEN:
Ja, pigen er idiot.
 
FRITZ:
Men direktør Olsen dog -
 
OLSEN:
Hun er så dum som dobbelt fløjdør med profilfyldninger. Guderne skal vide, at både hendes mor og jeg har forsøgt at bidrage hende en forståelse af livets realiteter, men hun er komplet uimodtagelig. Hun er et ægte barn af denne rædsomt bornerte tid.
 
FRITZ:
Ikke desto mindre – jeg må ha hende, Direktør Olsen. Jeg beder Dem, stå ikke min lykke i vejen.
 
OLSEN:
Jeg ville gøre det, hvis jeg virkelig havde tanke for Deres lykke, men som det er, har jeg nok at gøre med at få afsat mine døtre. Det er urimeligt svært, må De vide. Min ældste datter er forlovet med en, som ikke vil giftes, før han er blevet lektor ved universitetet, hvilket har lange udsigter, for manden er imbecil og kunne lige så gerne ønske sig at blive konge af Sverige. Min mellemste er ulykkeligt forelsket i en sadistisk filosof, og min yngste – ja, men det ved De jo alt om, De stakkels fyr. Kan De forestille Dem, hvilken knibe en far kan være i? Nej, hør, jeg byder på en bayersk øl i Nyhavn. Lad os drikke os stive. Det kan vi begge trænge til.
 
FRITZ:
Jeg takker, Direktør Olsen.
 
OLSEN:
Kald mig Terkel.
 
DE GÅR. JOHANNE LUISE kommer til og ser søgende ud. Straks efter får hun øje på WIEHE, der kommer sørgmodigt gående.
 
JOHANNE LUISE:
Pst! Michael Wiehe!
 
WIEHE:
Åh, fru Heiberg. Hvor pudsigt at rende på Dem her.
 
JOHANNE LUISE:
Det er ikke spor pudsigt. Jeg har gået i timevis og ledt efter Dem.
 
WIEHE:
Nå. Går det godt på teatret?
 
JOHANNE LUISE:
Nej – det går slet ikke efter De blev fyret. Frydendahl har overtaget rollen som Romeo.
 
WIEHE:
Ja, jeg hører det, men han er da også en glimrende –
 
JOHANNE LUISE:
Han er to-og-halvfjerds! Åh, Wiehe, jeg savner Dem så usigeligt. Jeg får aldrig en medspiller som Dem. Det var det jeg måtte sige Dem. De spillede fortryllende, især den sidste aften. Jeg spår, at De har en stor karriere foran Dem, når alle disse støvede, gamle konventioner engang er borte.
 
WIEHE:
Næ, der tager De nu fejl, fru Heiberg. Jeg har ingenting foran mig, udover de sidste stadier af en dødelig tuberkulose.
 
JOHANNE LUISE:
Åh, nej!
 
WIEHE:
Åh jo. Jeg kommer netop fra Kommunehospitalet. De gav mig intet håb. Jeg har vist kun et par uger, mener de derovre, og så ligger jeg med muld på maven.
 
JOHANNE LUISE:
Klynk. Da må jeg berette det hele for Dem, Wiehe. Jeg elsker Dem!
 
WIEHE:
Næmen, dog –
 
JOHANNE LUISE:
Jo! Jeg har elsket Dem fra første gang jeg så Dem på teatret, og jeg har aldrig elsket nogen så højt i mit liv!
 
WIEHE: Pas dog på, fru Heiberg. De ved jo hvor godt Deres stemme bærer, og vi står jo midt i Kgs Have....
 
JOHANNE LUISE:
Jeg er ligeglad! Jeg vil, at De skal vide det, alle må vide det, og –
 
Hun trykker et KYS lige på trutten af WIEHE. Han slår hende efter sædvane i gulvet. Bonk.
 
JOHANNE LUISE:
AH!
 
WIEHE:
Åh, om forladelse, fru Heiberg – det er sådan en kedelig refleks, jeg har.
 
JOHANNE LUISE:
Tænk ikke på det. Gå nu bare.
 
WIEHE:
Ja jeg går...
 
Og det gør han.
 
JOHANNE LUISE:
Åh, lort.
 
REGINE sidder og spiller noget urimeligt sørgeligt på klaveret. FANNY kommer ind.
 
FANNY:
Regine – Søren er kommet på visit.
 
REGINE:
Er Søren?
 
FANNY:
Ja – her er han.
 
FANNY går ud.
 
SØREN:
Goddag, Regine. Din far sagde, at jeg skulle tale med dig.
 
REGINE:
Sagde han det?
 
SØREN:
Ja. Jeg har også bragt dig en blomst.
 
REGINE:
Har du?
 
SØREN:
Ja. (tager en visnet rose op af lommen).
 
REGINE:
Det er en vissen rose, Søren. Hvad vil du sige med det?
 
SØREN:
At jeg i lang tid har været vidne til hvordan denne blomst svandt hen, den tabte duften, dens blade bøjede sig i dødens strid, dens rødme svandt hen, den glemte sin herlighed, og nu er den helt...kaput. Værsgo.
 
REGINE:
Javel. Hvilke planer har du med dit liv, Søren?
 
SØREN:
Åhr, planer har jeg ingen af. Ha. Det er gået med mit liv, Regine,  som med ordet Schnur i leksikonnet, der for det første betyder en snor, for det andet en sønnekone. Det manglede blot, at det for det tredje skulle betyde en kamel og for det fjerde en støvekost.
 
REGINE:
Jeg forstår dig ikke, Søren.
 
SØREN:
Nej, og det gør jeg heller ikke. Netop som jeg havde valgt dig, Regine, var jeg glad. Men så så jeg mig selv være glad, og derpå så jeg mig selv se mig selv være glad, og snart var jeg spaltet i en række jeg’er, der betragtede hverandre. Og kun en af alle disse var glad for at have valgt dig. Og det var jo ikke nogen god prognose.
 
REGINE:
Vil du aldrig giftes, Søren?
 
SØREN:
Jo, måske, om ti år, men da må jeg have en anden hustru, for så er du blevet for gammel.
 
REGINE:
Kys mig, Søren.
 
SØREN:
Javel.
 
KIERKEGAARD kysser Regine på panden.
 
SØREN:
Farvel, Regine.
 
SYNGEPIGERNE:
Og det var de sidste ord hun hørte Søren si’
Og det sidste kys fra hendes kæreste
For nu tog Regine imod Schlegels frieri
Hvilket sikkert ikke var det væreste.
 
Men for Søren banked hendes hjerte stadigvæk
Og hun så ham tit i Kongens Have
Hun sendte blikke
Han svared ikke
Og sådan går
henved femten år
 
Indtil Frederik Schlegel han blev hofambassadør
Hvilket var et ærefuldt avancement
Aftnen før de rejste til vestindiens fjerne øer
Løb Regine ned til haven sidste gang
 
Og hun fandt sin Søren trave rundt som altid før
I en række jeg’er ingen kendte
Et kys til Søren
Han tipped’ børen
Og siden mødtes de aldrig mer
 
Og derpå
Tar vi nok en sang
For at si farvel for denne gang
Det har været trist,
Men det gik dog skidt til allersidst
For hver enste skæbne var så overmåde rædselsfuld
Hvorfor i alverden kalder vi aldern guld?
- Kan I si’ os det? -
Klynk og klage
Sure dage
Som man aldrig ønsker sig tilbage.
 
Dog fra dengang af
disse gyselige gamle da’
fuld af frustration
er der pensum nok t’en hel kanon
så vi døjer stadig med hvad disse stakler gik og led
for hvert ord de skrev det ska vi notere ned
- Vi ska op i det -
Det står skrevet
Vi blir hevet
Gennem alt hvad de har lidt og levet.


SLUT