Margrete den Første

En sal på Esrom Kloster. Margrete den Første, Danmarks Frue og Husbonde og hele Rigets mægtige Formynder, ca. 50 år gammel, kommer ind i havetøj anno ca. 1405, og med en kurv med få haveremedier og nogle mislykkede kålhoveder over armen. Hun bærer en slængtaske af lærred fra skulder til hofte, samt en bredskygget solhat, som hun tager af, idet hun entrerer.

MARGRETE:
 Jeg - kan  - ikke - få kålen til at gro i urtehaven. Jeg har prøvet alskens gødning, jeg har ladet mine folk vande bedene, derpå dræne dem igen, jeg har sågar sendt brev til Ingegerd i Vadstena kloster - for hun forstår sig på planter - og hun svarede mig, at jorden kanske var for sur i Esrom, og at jeg skulle lette den med ... med - ja, jeg husker ikke med hvad, men i al fald er kålen så godt som død, og Ingegerds råd kom for sent. (tager et kålhoved op af kurven). Halvdelen af bladene er hvidgrønne, resten er sorte.

Margrete sætter kurven fra sig, men beholder et af de mislykkede kålhoveder i hånden.

MARGRETE:
 Den danske jord for sur! Da min far, Kong Valdemar, døde på Gurre slot, var han ifærd at underlægge sig de sidste sønderjydske len, for således at sætte kronen på sit store værk: samlingen af det danske rige. Han manglede kun at få indløst den allersydligste del af landet, og han var på vej i felten mod Holstenerne, som ikke ville underlægges. Han var på vej, men så var det altså, at han døde. Det er ofte store folks lod, at de går bort midt i ufuldendt gerning. Lad det da i mit eget tilfælde gælde den ulyksalige kål. 

På vej til STOLEN slænger Margrete  kålhovedet over mod kurven.

MARGRETE: (med stor iver, som altid når talen er om politik)
 Da min far blev konge af Danmark, var hele landet pantsat. Det lykkedes ham at gifte sig til landet nord for Limfjorden, samt Himmerland. Min far, som var en kløgtig mand, benyttede sig af, at de, som ejede pant i landet, var mange, og de kunne ikke enes. Han havde derfor ikke een stærk fjende, men mange små modstandere, og fordi han vidste at vente til det rette øjeblik, lykkedes det ham at få generobret landet bid for bid, len for len, først af Jylland, siden Sjælland, og endelig Fyn. Og det i løbet af mindre end tyve år.

Margrete sætter sig.( Herfra er business og ture uannoterede)

MARGRETE:
 Far havde to stærke forbundsfæller på sin side. Ikke rigsmænd, for selv de pålideligste af rigsmænd er dog mennesker, og fars styrke lå bestandig deri, at han aldrig stolede på noget menneske.

Næ, i 1346, kun syv år før jeg blev født, drog han på hesteryg i strakt galop til Jerusalem på Nordens raskeste pilgrimsfærd. Paven blev vred, for far havde jo ikke fået kirkens hjemmel til at gøre den rejse, men hvad brød han sig om det?

Han var nu Ridder af Den Hellige Grav! For hele norden at se stod han nu som en kristen konge, og det med et ridderslag i tilgift! Og således, ved politisk snilde, blev Vorherre hans ene forbundsfælle i samlingen af det danske rige. Og hvem står sig vel mod den, som Herren selv har velsignet med et ridderslag? Hans anden store hjælper var Pesten, der kom i 1348. Hver tredje dansker bukkede under. Mange stormænd døde, og deres jord tilfaldt kronen. Desuden lempede far den danske lov, så færre skulle lide dødsstraf for deres forbrydelser. Derved blev han såre populær blandt almuen, og de rejste sig i oprør mod de stormænd, som stadig ville modsætte sig fars styre. Så havde far både Gud og folket på sin side, og har man det, står man sig ikke dårligt.

Tilsidst var kun tre jyske stormænd tilbage blandt fars modstandere: Uffe Stigsøn, Peder Anderssøn og Niels Bugge. Far lod disse tre vide, at han ønskede fred, og han indkaldte dem til møde i Kalundborg, og der talte man sig så til et forlig. Det er i al fald, hvad far senere sagde. At man nåede et forlig. Man har det kun fra far, for efter mødet drog Uffe Stigsøn, Peder Anderssøn og Niels Bugge hjemefter mod Jylland. De nåede til Middelfart. Og aldrig længere. De blev hugget ned på stranden af stedlige fiskere. Der var selvsagt dem, der mistænkte far for at have betalt deres banemænd, men far savnede ikke fæller, der ville sværge hans uskyld, og hele den historie fik en fredelig udgang. På nær, naturligvis, for Uffe Stigsøn, Peder Anderssøn og Niels Bugge.

Nu manglede far kun Sønderjylland og Skåne. Det var uheldigt, at Sverige og Norge befandt sig i en slags forlig, fordi svenske kong Magnus søn, Håkon, sad på den norske trone. Det kunne i længden betyde, at samlingen af det danske rige ville blive kortfristet, idet vi var trængt syd fra af Mecklenburgerne, og både Sverige og Norge ville modsætte sig dansk styre af Skåne. Men Skåne måtte vi have, hvis vi skulle gøre os håb om at erhverve os Østersø-handlen med Hansestæderne. For at styrke Danmarks position, gik mine to søstre og jeg ind i kampen - uden egentlig at vide det. Mine søstre blev giftet bort til Pommern og til Mecklenburg, og jeg selv, som endnu var for ung til giftermål, jeg var kun otte år, jeg blev trolovet med Håkon af Norge. Da det lykkedes far at erobre Visby, et vigtigt led i erobringen af Skåne, blev de svenske stormænd for alvor bekymrede, hvad de nu også havde anledning til, og de krævede, at min trolovelse med Håkon blev hævet. I stedet blev Håkon trolovet med Elisabeth af Holsten. Brylluppet blev fastlagt, bruden og hendes medgift sat ombord på et skib nede ved Holsten, og så sejlede det afsted i pomp og pragt mod den norske kyst.

Margrete klukker lidt , sådan for sig selv, inden hun fortsætter.

MARGRETE:
 Nu var det så, at far kunne trække yderligere renter af det ridderslag han fik i Jerusalem, for Vorherre kom ham til hjælp. Skibet med den holstenske hertugdatter nåede aldrig til Norge. Det strandede under en storm ud for den Skånske kyst, ærkebispen af Lund - og han må jo have været meget imponeret af det ridderslag - lod pigen hente og låste hende forsvarligt inde - i magelige kår, naturligvis, for hun var dog datter af en hertug - og ærkebispen sendte ilsomt bud til min far, som lod svenske Kong Magnus og hans søn, Håkon af Norge, hente til København, og der - blev jeg gift og der blev jeg Norges dronning, kun 10 år gammel.

Af selve højtideligheden husker jeg kun lidet. Man havde formanet mig og badet mig og påklædt mig i så mange timer forinden, at jeg faldt i søvn på fars arm, da han bar mig til alters. Han måtte knibe mig i benet, at jeg kunne holde mig vågen, mens biskoppen forrettede vielsen. Og der var så mange mennesker, alles blikke var rettet mod mig. Jeg havde jo ikke deltaget i offentligheden før i denne time, og jeg forstod egentlig så lidt af det hele. Jeg var ikke ganske sikker på, hvem jeg i grunden blev viet til, men far udpegede Håkon for mig, og forklarede mig at han nu var min husbond, og jeg hans dronning. Jeg måtte lyde ham. Og jeg så på Håkon, og det syntes mig allerede dengang, at han fattede endnu mindre af det hele end jeg selv. Og han var tilmed en voksen mand. Lyde Håkon! Du milde skaber. Den Hellige Birgitta i Vadstena var ikke fornøjet ved den begivenhed. Hun kaldte det "Kong Valdemars leg med dukker". Kong Valdemars leg ... med dukker! Det er meget fornærmende ...at blive omtalt ...som en dukke.

Og derpå begyndte jeg min værdige tilværelse som Dronning af Norge.
I Norge. Langt fra Danmark. Den hellige Birgitta havde en datter, Merete Ulfsdatter, og denne Merete Ulfsdatter skulle opdrage både mig og sin egen datter - Ingegerd. Søde, milde Ingegerd, som nu har skrevet til mig, at jeg skal lette den sure danske jord med ... (roder efter Ingeborgs brev) ... et eller andet, som kan få kålen til at vokse. Den første dag græd jeg meget, for jeg savnede far og Danmark, og jeg brød mig slet ikke om at være Håkons dronning af Norge. Merete Ulfsdatter gav mig slag med riset, og det brød jeg mig endnu mindre om. Jeg protesterede voldsomt og sagde, at jeg vel var dronning af Norge, og at mine undergivne ikke burde slå mig. Men Merete Ulfsdatter sagde: "Sålænge I græder, er I ikke dronning" og så gav hun mig en gang til med riset for at belægge sine ord. Næste dag græd jeg knap så meget, og jeg fik færre slag. Tredje dag skulle Merete Ulfsdatter kun vise mig riset, og straks holdt jeg op at græde. Se - sådan blev jeg vænnet af med at klynke.

Jeg har nu alle tider været en svoren modstander af vold. Naturligvis skal man slå børn, for hvorledes skulle de ellers lære at tåle de langt værre slag, som livet selv tildeler dem? Men det forstår man ikke, når man kun er ti år gammel. Man kender ikke forskel på tugt og ondskab. Hos Merete Ulfsdatter var den forskel nu også vanskelig at få øje på, og jeg har aldrig kunne befri mig for den tanke, at i hende forenedes snarere tugt og fornøjelse. Og hende var det vel nok, som gav mig afsmag for vold. Selv syv år senere, da Vorherre betænkte mig med en søn, Oluf, var min første tanke stadig: han skal aldrig smage riset. Men der begik jeg måske nok min største fejl.

Og Olufs far - Jeg kan ikke sige, at jeg agtede min mand og konge udover pligtens bud. Håkon var ... svag. Og desuden havde jeg ikke forestillet mig at skulle leve min tid som dronning ved hans hof i dybeste armod. Vi havde ikke en skilling. Jeg måtte sælge mine smykker for at få råd til at beværte hoffets gæster - de få gæster, vi havde - i en stil, som kun i ringe grad overgik folkenes køkken. "Norges dronning" - jo, det var kønt. Jeg takkede Gud for min nøjsomhed i de år. Alle mine smykker blev solgt - kun ikke denne ring, som far gav mig ved min vielse. Da var den for stor til mig, naturligvis, og jeg bar den i en kæde om halsen, men senere voksede jeg til, at jeg kunne passe den, og siden har den aldrig været af min finger. Denne ring ...solgte jeg ikke. Og der, i Norge, med ubetalte regninger, tomme fadebure, uden smykker og uden en skilling, kunne jeg så følge sagerne, som udviklede sig under min fars, Kong Valdemars styre i Danmark. Og det var jo egentlig min far, jeg kom fra;

Han var just i færd med at samle Sønderjylland, den sidste brik i puslespillet til et genforenet Danmark. Og så, ganske pludseligt, så pludseligt som far gjorde alt andet her i livet, blev han syg, dødeligt syg, i Gurre. Buddet nåede mig, at han kunne ikke leve. Jeg ilede til Gurre i samme hast hvormed far i sin tid må have ilet til Jerusalem - vi standsede ikke undervejs uden for at skifte heste, vi sov ikke, og jeg undte kun folkene og Oluf, som var med mig, korte hvil til at spise. Selv spiste jeg intet på hele rejsen. Og sådan var min vej til Gurre.

Det er et sælsomt syn at betragte, hvad Gud tager fra os i denne verden, når han kalder os hjem. Alt, hvad jeg huskede om min far af ildhu, iver... glød, raseriet og latteren, alt det var borte nu. I alkoven bag forhænget lå kun det jord, hvoraf han var kommet. Et billede af en mand, som ikke længere var, og tilmed et dårligt billede, for det manglede alt, der havde gjort ham stor. Det slog mig, da jeg stod ved min døde far, hvor kort livet er, og hvor kort den frist, hvori vi kan udrette vore gerninger.

Men hele norden ville vide, hvorledes det nu stod til med Danmark, og talsmænd fra Sverige, fra Hansestæderne og fra Mecklenburg var ilet til Gurre. Der var et værre rend. De folk, som var omkring min far, da han døde, havde fortalt alle disse talsmænd, at kongens tilstand var usikker, og at ingen måtte komme til ham. Det  - var klogt. Og jeg selv, ved min ankomst, jeg løj og lod folkene fortælle, at Kong Valdemar endnu levede.

Jo, for jeg så jo straks, at nyheden om kongens død måtte forhales. Rigsrådsdagen var om føje tid og fars store livsværk vaklede og kunne let tvinges i knæ og tilintetgøres på netop denne dag. Der var jo Mecklenburg, den gamle ræv Mecklenburg, som nu ville vinde tilbage fra Danmark, hvad han havde tabt til min far. Og ræven Mecklenburg havde anbragt sin sønnesøn Albrecht på den svenske trone, øst for Danmark, nu ville han selv rykke op fra syd, og indlemme Danmark under det Mecklenburgske rige. Noget af alt dette havde jeg erfaret allerede før jeg forlod Norge, resten fik jeg at vide af trofaste rådsmænd, henover min døde fars krop. Mecklenburg ville i Rigsrådet fremsætte det forslag, at Danmark skulle være frit og selvstændigt af gavn, men af navn høre under en konge fra Mecklenburg! Den gamle ræv havde endda ladet tegne et nyt våbenskjold, hvor det Mecklenburgske vartegn, en trold, sad ovenpå danernes tre leoparder. Han lagde så sandelig ikke fingrene imellem! Og ifølge hans plan skulle Danmark forhandle med tyskere hvad end man skulle foretage sig.

Se, slige kår kendte jeg kun alt for godt fra min tid ved det norske hof - at måtte gå tiggergang for hver en skilling, at være pålagt at skulle handle klogt og rådeligt, og dog - alt i en andens navn. Trældom uden ære. Den tort havde jeg vel selv tåle, men den skulle ikke overgå Danmark. Og så oprandt Rådsdagen i det Herrens år 1375.

Og hvad gjorde jeg? Jeg kom for sent. Med vilje. Jeg ville, at Mecklenburg skulle spille sine letgennemskuelige kort ud først. Jeg regnede med, at han ville møde lidt modstand fra de danske stormænd, men samtidig få Hansestæderne på sin side. Hansestæderne er jo i bund og grund kræmmere, som ønsker ro til deres handel - de drejer med hver en vind, der blæser. Altid holder de med den stærkeste - og det var Mecklenburg. Mere værd i sjælelig styrke end alle de stormænd, Danmark dengang kunne mønstre. Og så, når de danske stormænd var ved at bøje af for Mecklenburg og Hansestæderne - da, og først da gjorde Margrete Valdemarsdatter sin entré.

Jeg lod dem vide, at min far just var død. Jeg havde netop siddet ved hans side få timer før, sagde jeg, og jeg havde hørt hans sidste åndedrag. Af den grund blev tonen mig venligere stemt fra det øjeblik jeg ankom. Den arme pige har netop mistet sin far, tænkte de. Derpå indsatte jeg, som den største naturlighed, min søn Oluf, Valdemars dattersøn, og arving til den norske trone, som Danmarks konge. For det, sagde jeg, havde Kong Valdemar udtalt på sit dødsleje, det var hans sidste vilje i verden.

Hansestæderne, kunne jeg se ud af øjenkrogen, hviskede indbyrdes.

Det var min pligt overfor Kong Valdemar, sagde jeg, at bevare Danmark på danske hænder. Og selvfølgelig skulle regenten være af Kong Valdemars æt. Hvem skulle vel ellers regere i riget? Mecklenburg var rasende! Han svarede, at med Kong Valdemar var slægten et usikkert emne - næppe en mø i Danmark kunne jo vide sig sikker i Valdemars manddomsår, så hvem kunne vel kende hans ægtefødte børn fra hans uretmæssige yngel? Med denne tilsmudsning af den nyligt afdøde konges navn og ære - for slet ikke at tale om hans nærværende og sørgende datters ære - vendte stemningen sig straks fra Mecklenburg. Og da jeg fremsagde, at jeg selv ville styre riget indtil den dag kom, hvor Oluf var af mandsår, var de danske rigsrådsmedlemmer så ganske på min side: de regnede vel med, at skulle jeg styre for Oluf, så skulle de styre for mig, der selv kun var 22 år ... og tilmed kvinde.

Hansestæderne ... vaklede.

Og så spillede jeg mit bedste kort ud - just de landområder i Sønderjylland, som far ikke havde nået at få underlagt sig. Jeg lod ane - men jeg lovede intet - at disse jorde skulle tilfalde danske hænder. Se - det var det prægtige ved mit udspil, at det var så såre konkret. Mecklenburg kom med et våbenskjold og en alliance med tysken - jeg kom med jord. Og hvilken dansk stormand er i virkeligheden så stor, at han vil agte et stykke papir over så meget som een tønde land? Næ - kræmmersjæle var de, just som jeg havde regnet med. De var nu alle på min side.

Og Hansestæderne ... var ligeså.

Med dette manglede jeg nu kun kirken - og kirken i Danmark hed netop da Peder Jensen Lodehat, biskop af Roskilde. Ham lod jeg vide, at iblandt min fars sidste ord var det ønske, at Lodehat skulle have København.  (smiler) Det var ikke så lidt, min far fik sagt mig på sit dødsleje, når man betænker, at han var død, da jeg nåede frem. Jeg tror nu nok, at Lodehat anede uråd, og jeg skulle mene at han, da han takkede mig for København, meget vel vidste, at dette ikke var Kong Valdemars værk, men hans datters. Lodehat var ikke dum. Det så jeg straks, og jeg tænkte, at denne mand må jeg alliere mig med, for hvis jeg ønsker at bekæmpe ham, ville min sejr blive tvivlsom. Og jeg er aldrig gået ind i en dyst, hvor jeg ikke var sikker på sejr! Så var vel København en ringe pris for hele Danmark, og med Lodehat på min side gav jeg således ikke køb på noget.

Og Lodehat løftede Oluf op, højt op i luften, så alle kunne se ham, og hele Rigsrådet hyldede ham som konge af Danmark! Hansestæderne hyldede med, som havde jeg betalt dem for det!

Mecklenburg forsvandt så ganske i jublen. Han var slået på denne dag, og han vidste det, det så jeg i hans ansigt - så klart som i nogen bog. Og det kom til at holde stik.

Det er en arv fra min far, at jeg kan læse en modstanders ansigt så godt. Det kunne han, og derfor, skulle jeg mene, forlod han denne verden ubesejret af nogen mand. Han kunne læse mænds ansigter, og straks kunne han se hvad de rummede. Det kan ikke læres. Det kan ikke tilegnes som latin eller salmevers, det er ... en gave. At kunne se i ansigtet på en mand, at hans troskabsløfter er uredelige, og derved kunne slutte, at han om føje tid vil svigte sin ed og blive din fjende, eller at kunne betragte sin fjendes åsyn og afgøre, om man fra ham har noget virkeligt at frygte - det er gaven. Og kan man det, så skal sværdet aldrig drages unødigt, stemmen aldrig hæves uden grund. Min mor, som sjældent sagde noget godt om far, sagde dog, at dette ene kunne han. Men hun tilføjede også, at med en kvindes ansigt kunne far intet stille op. Intet læse. De kunne fylde ham med løfter og løgne, som råbte til himlen, og han vilde tage hvert et ord som bibelsk sandhed.

Ikke alene har jeg arvet denne min fars evne til at læse mandens hensigt i mandens ansigt - jeg er jo desuden kvinde, og jeg mødte aldrig den mand, der kunne læse af mit ansigt, hvad jeg tænkte eller havde i sinde at gøre.

Til stede på den rigsrådsdag var iøvrigt den unge Mecklenburg, Albrecht af Sverige. Jeg så ham, han var der med den gamle Mecklenburg. Midt i sejrens stund - min sejr - så jeg ham. Og han smilte. Jeg havde jo tankerne andre steder dengang, men siden undrede dette smil mig. Netop som Gamle Mecklenburg var slået, og Albrechts egen stilling i Sverige dermed svækket, og det betydeligt, da stod han og smilte. Ham, Albrecht. Jeg tænkte dengang, at han vel ville stille an med et tappert ansigt i nederlagets stund, det var det hele, men ham af alle læste jeg nu galt. Og det skulle få følger.

Og sådan har det været i mit hele liv - de mange sejre har været store, men følgerne af de få fejl, jeg begik - kolossale ... javist, men dette regnskab er dog i Guds hænder.

Rigsrådsdagen fik en ende, jeg skrev et dokument, og det vil sige ord, som intet lovede og kun lidt betød, og dermed sad Oluf på den danske trone, og det gjorde jeg med. (skåler og drikker)

Men så var der de skånske borge. Se, dem havde Hansestæderne, og det var uheldigt. Min far havde tidligere givet dem lov at beholde de borge i femten år, men ingen i norden troede vel, at de ville overgive borgene, når tiden var udløbet. Dertil var deres fordele for mange.

Dog! Der var en mand, Grubendal, en ugudelig slubbert, som havde bedrevet enhver tænkelig brøde under solen, og som desforuden var ganske og aldeles frygtløs. Han havde forbrudt sit liv - indtil flere gange - og skulle længst have været på skafottet. Men jeg benådede ham! Det var ikke uden fortilfælde - far havde jo ladet enhver slippe for straf, som var gået fri af pesten. Nuvel - pesten var længst overstået, men Hansestæderne, kunne man vel sige, forpestede endnu de skånske borge, og Grubendal - han kunne sejle. Han var den fremmeste blandt søfolk, og det kunne jeg bruge.

Når historien engang skal skrives, vil der stå, at Østersøen i disse år jeg nu taler om - de år, der lå forud for Hansestædernes overgivelse af de skånske borge - var hjemsøgt af sørøveri i et omfang man aldrig tidligere havde set. Og det var såmænd ikke kun i Østersøen - overalt, hvor de sejlede, syntes Hansestædernes skibe forfulgt af disse forbrydere.

Hansestæderne, i deres kvide, sendte en talsmand til mig, og han mindede mig om, at den danske konge havde pligt til at holde vandene fri for sørøveri. Jeg var jo den danske konge ... s formynder, så jeg havde pligt at minde kongen derom. Jeg svarede, at jeg havde søgt at få min søn, den danske konge, til at sætte ind imod sørøverne, men at den danske konge, min søn, var rasende - rasende - over, at Hansestæderne endnu ikke havde afhændet de skånske borge. Min søn havde netop forfattet et klageskrift, hvori han udstedte et utvetydigt ultimatum til Hansestæderne. Sagde jeg. Og da Hansestædernes repræsentant var gået med uforettet sag, måtte jeg så have Oluf til at underskrive det brev, som jeg selv havde skrevet, hvori han udtrykte sit raseri.

Dog var Oluf allerede dengang begyndt at blive ... besværlig. Han talte bestandigt om at komme til at regere, men han hverken fattede eller interesserede sig for politik. Alene det at få ham til at underskrive brevet til Skåne var en kamp uden lige. Han forlangte at læse brevet grundigt igennem, før han underskrev. Nuvel, det havde vel sin rimelighed, selv om det smertede, at han ikke havde tillid til min dømmekraft. Han læste det, og sagde: "Jeg er ligegodt vred, hvad?". Jeg svarede, at det burde han være, dersom han havde sat sig ind i forholdene. Han underskrev, men jeg måtte i tilgift forære ham en hest. Han pressede mig til at skaffe ham en hest, da han så, hvor meget hans underskrift betød for mig. Og han klagede over, at jeg behandlede ham som et barn!

Aldrig så snart havde jeg fået Oluf ud af døren før Albrecht af Sverige meldte sin ankomst. For at mægle i sagerne med de skånske borge, tænkte jeg. Men nej, sagde han, det var slet ikke om de skånske borge, han ville tale. Han ville fri til mig.

Se, nu var det jo sådan, at Håkon var død. Det glemte jeg vist at nævne, men det skyldes ene og alene, at der nu heller ikke var meget liv i ham, mens han levede. Selvfølgelig er det en væsentlig begivenhed i en hustrus liv, at hendes mand dør, og i en dronnings liv, at hendes konge og mage går bort, men dette .. skæbnesslag havde Håkon bestandigt stræbt efter at mildne ved sit skikkelige og spagfærdige væsen. Hans skikkelige væsen, det er nok det, man i eftertiden vil huske om Håkon. Skikkelig. Alt for skikkelig til at regere, og i det store hele for skikkelig til at leve. Han døde i en meget tør sensommer, og han gik bort, netop som heden var allerværst og alt, der groede på markerne stod og sukkede efter vand. Vi var vel elleve - tolv sjæle, der vågede ved hans dødsleje, og han lod os ikke vente længe. Men just som Håkon holdt op at trække vejret, trak skyerne sammen, og det begyndte at regne. Og alle vi, der vågede, vendte os, som snoredukker trukket af den samme snor, og gik til vinduerne for at se på regnen. Håkons gamle amme sagde, at hans sidste vilje måtte gjælde afgrøderne i landet, siden regnen satte ind netop nu. Men hun var en følsom gammel sjæl, og sådanne spekulationer som hendes har jeg intet med at gøre. Jeg fandt det blot pudsigt, at den dags store begivenhed ikke var Håkons død, men det, at vi fik en byge. Men døde - det gjorde han altså, og nu, såre kort tid efter, kom Albrecht af Sverige for at fri.

Jeg gættede det ikke først - det må jeg indrømme. Kanske fordi jeg aldrig før var blevet friet til. Han talte til mig om den første gang, han så mig, på Rigsrådsdagen, og deri var han klog, for den dag erindrede jeg med glæde. Han sagde, at han siden da havde beundret den sjælsstyrke, som måtte ligge i en lille kvinde, der således kunne tumle med det ganske Rigsråd efter sin vilje. Mens jeg svarede ham på dette og hint, og han lyttede andægtigt, spekulerede jeg som rasende: hvad er det, han vil mig, om han ikke vil have mig til at lempe kravene til de skånske borge? Og dog var der små tegn, som jeg kunne have tolket hurtigere, hvis ikke jeg havde haft de forbandede borge i tankerne netop da. "Er det ikke vanskeligt at skulle regere alene, Margrete?" spurgte han. "Alene"! Jo tak. Han talte også om Håkon, og hvordan han nu var gået bort; "Elskede De ham, Margrete?" Om jeg elskede Håkon? Nej, det ved Gud, jeg ikke gjorde, men det var jeg ikke til sinds at meddele Albrecht af Sverige, så jeg svarede undvigende, at jeg ægtede Håkon på min fars forlangende, da jeg var 10, og hvad kender vel en ti-års pige til kærlighed? "Men nu - " sagde denne Albrecht, "Nu, hvor både Deres far og Håkon er borte, kan De vel råde for Dem selv, Margrete". Idet han sagde dette, rykkede han tættere på mig - vi var jo ene i gemakket, og det forledte ham til at blive ... personlig. Han kom så tæt på mig, at jeg mærkede en svag duft - af violer! Han havde stænket sit skæg med blomstervand! Mage til narrestreger! Jeg rykkede bort fra ham, og han mærkede vel, at jeg havde fundet ham ud, men det lod ikke til standse hans fremfærd. "Hvad var det, De sagde, Albrecht?" Han gentog, med samme frejdighed som før: "Nu, hvor De er alene, kan De vel råde for Dem selv?" Og han kaldte sig Konge af Sverige - han burde vide, at vi, som har riger at regere, vi råder aldrig for os selv. Jeg svarede ham: "Råde for mig selv - det kan jeg kun sålænge, jeg også råder vel for Danmark". Og så var det, han friede. Han mente, at norden var tjent med en alliance nu, mellem Sverige, Norge og Danmark. Ja - det mente jeg vel også, men ikke under Albrecht af Mecklenburg! Det ved Gud! Og fra det øjeblik lå naturligvis hans rænker åbne for mig; "sådan en lille kvinde som De, Margrete", "Nu kan De vel råde for Dem selv, Margrete" - Ha! Jeg lod ham vide, at han var gennemskuet. "De tror at kunne købe Dem til Danmark ved et giftermål, Albrecht". Det tog han meget fortrydeligt op: "Jeg siger jo, at jeg elsker Dem Margrete". Snak. At høre en Mecklenburger sige, at han elsker Valdemars datter, det er som at høre ræven sige, at den elsker gæs. Han bedyrede sin oprigtighed og sagde: "Jeg kommer med ærlige hensigter for at anmode om Deres hånd". Ærlige hensigter, det skulle jeg tro! "De kommer, Albrecht, med Deres vakkelvorne styre af Sverige, hvor De sidder så usikkert i sadlen som en rytter uden ben, De trues af Skånes kapitulation, som vil bringe et stabilt Danmark tæt på Deres svenske grænser - og det kalder De ærlige hensigter!"

Så blev han vred, og det må jeg sige, det klædte ham bedre end hans kæmmede hår og det blomstervand, han havde stænket sig med. "Deres sind, Margrete, er så betændt af at regere, at De tiltænker andre Deres egne rænker! Deres magtsyge har forgiftet Deres kvindelighed!" Og så drejede han om og gik. Men jeg fik mere at høre fra denne Albrecht af Sverige. Ja.

Men Hansestæderne, fornedrede og udsultede, da ingen forsyninger nåede frem til dem, hærgede, som de var, af sørøveriet - de faldt til føje og rømmede de tre borge, som retteligen tilkom mig. Jeg mener - Danmark. Og da lod jeg - og jeg mener; min søn, Oluf, den danske konge - nådens lys skinne på dem. Dokumenterne, som blev udfærdiget på dagen for rømningen, tilbagedaterede jeg til den dag, hvor borgene ifølge fars gamle dokument skulle være rømmet, at ikke eftertiden skulle læse om Hansestædernes nyttesløse vrangvilje. Eller tænke sit om den kedelige historie med sørøveriet. Det er en stor hersker, som kan møde selv sendrægtig lydighed med belønning.

Hansestædernes overgivelse var en lettelse af min gerning som regent. Og fra den selvsamme dag hørte sørøveriet på forunderlig vis op i de skånske vande.

Margrete får øje på Ingegerds brev i kurven.

Der er jo Ingegerds brev! Så kan jeg jo læse igen, hvad det var jeg skulle gøre ved den sure jord i kålbedene. (roder i flere brevsider) Du godeste - der står jo også noget på bagsiden. Det var dog sparsommeligt, men kære Ingegerd - du skriver alt for mange ord. Kunne du nu ikke spare lidt på dem også? Jeg tilskrev dig jo kun for at spørge om kålen. Og så får jeg en levnedskrønike..."Jeg går nu og passer blomsterbedene i Vadstena" - ja, det ved jeg jo godt, Ingegerd, det var jo der, jeg sendte mit brev - "og tænker på dig, som nu i mange år har passet en langt større have, Danmark" - (Margrete sender et blik ud, som for at sige: "nej, ved du nu hvad, Ingegerd") - "og således arbejder vi begge med Guds værk, at få ting til at spire og til at gro, men i den sidste tid har jeg tænkt meget på dig, Margrete, og på, om ikke Vorherre har lagt flere skuffelser i dit virke end det var rimeligt at bære for et menneske, og tilmed en kvinde".

Tilmed en kvinde! Jeg tvivler på, at nogen mand - udover min far - havde kunne gøre, hvad jeg har gjort! Og så skal man skyldes på, at man kun er kvinde! Albrecht af Sverige sendte mig et brev. Et officielt brev, og det ankom til Rådsmøde, hvor hele mit hof var forsamlet. Og han vovede at gøre sig lystig af mit køn!

Han stilede brevet til "Kong Bukseløs af Danmark". Og i brevet meddelte denne Albrecht, at han ville skænke os en gave, som passede for vor værdighed. For det første sendte han mig, hvad han kaldte "den nye danske fane" - det var en vadmelssæk fra hans køkken. Det køkken, hvor han gerne så mig fortsætte mit virke i hans tjeneste, kan jeg tænke mig.
"Gaven" indeholdt tillige en hvæssesten, som han anbefalede til mine synåle! Det var altså sådanne sysler, jeg burde befatte mig med, hvis Albrecht skulle råde. Og jeg så på mændene i rigsrådet - jeg så i deres ansigter, at latteren var nær, og havde jeg ikke stirret stift rundt på dem alle, og havde ikke mit ansigt været blegt af raseri, så fornemmer jeg, at de havde leet, med Albrecht. Af mig! Mit eget rigsråd! Kun ikke Lodehat så ud til at more sig. Jeg tænker han gættede, hvad der måtte komme. Jeg sagde: "Vi skal vide at svare Albrecht af Sverige. Vi vil svare ham, at den hvæssesten, han har sendt os, vil vi benytte til de danske sværd. Vi vil råde ham til også at lade sine egne våben hvæsse, for vi vil give Albrecht et svar, der vil føre ham i felten: Min søn Oluf er sønnesøn af Kong Magnus Smek af Sverige, som blev afsat af den gamle Mecklenburg for at gøre plads for denne Albrecht. Nuvel, vi vil da forlange, at Albrecht straks tilbageleverer, hvad der uretmæssigt blev taget fra os: den svenske krone! Vi erklærer Oluf for retmæssig konge af Sverige!"

Se, det fik så aldeles smilet til at forsvinde fra rigsrådets ansigter. De gik i panik, og flere af dem indførte, at Albrecht jo var blevet indsat med opbakning fra de svenske. Jeg vidste til gengæld, at mange af hans gamle støtter var faldet fra, og det netop ved Olufs indsættelse som konge af Danmark. Da så svensken nemlig, at man kunne stå sig imod Mecklenburg, og det med held, men da var det for silde for dem selv derovre. Det lykkedes Danmark - det lykkedes mig -  at feje Mecklenburg af brættet, fordi vi formåede at vække kærligheden til fædrelandet, og det samme kunne gøres med held i Sverige. Hvor let ville det ikke være at stemme svenskerne for en konge af deres egen slægt, langt hellere end for en fra Mecklenburg?

Rigsrådet mumlede, for de var jo alle mænd, og mænd mumler. En kvinde ved at tie, til hun har noget på hjerte, og da taler hun med høj og klar røst. Men rigsrådet var alle mænd, så de mumlede. En stemme trængte igennem denne mumlen, og spurgte mig, ret ud, om dette anfald mod Albrecht ikke var grundet på min vrede over den svenske gave, snarere end på politisk kløgt.

Det er ofte først i den stund, hvor vi bliver bedt om at gøre rede for grundene til vore handlinger, at vi selv kender dem. Det er i sådanne øjeblikke, at Guds virke bliver synligt i os. Vi gør vort arbejde i Hans navn, og hans veje, det står skrevet, er uransalige - indtil det øjeblik, hvor vi klart skal svare for de handlinger, han har budt os øve. Det var i dette øjeblik, i rigsrådet, foran de forsamlede rigsmænd, at jeg klart så den vej ad hvilken jeg havde vandret siden min fars død.

Jeg rejste mig og svarede: "Vel er jeg vred på Albrecht, men så lad da kun denne vrede virke til rigets fremgang. Vort mål har hidtil været at undgå krig, da krige ofte volder stor ulykke, og ofte kun medfører små goder. Dog, denne krig vil ingen bebrejde os, da den kommer som en følge af Albrechts åbenlyse trods. Vi kan med denne krig - som vi ønsker må blive kort og nådig for danskerne - bringe Sverige til os, og vi ser således en mulig opfyldelse af vor fars, Kong Valdemars gamle drøm om et forenet norden. Vi kunne, af denne korte krig, skabe en union med Sverige, som kunne virke til nordens vel mange år fremover."

Så mumlede de igen, men denne gang en god mumlen, fyldt med tanker om et samlet norden. Jeg smed da en sidste brændeknude på den ild, der nu var begyndt at blusse op:

"Denne union vil samles under min søn, Oluf, men endnu må vi virke for ham. Og hvem er vel bedre skikket hertil end vi selv? Vi - datter af danske Kong Valdemar, enke efter Håkon af Norge, og svigerdatter til Sveriges retmæssige konge, Magnus. På dette grundlag vil vi nu forhandle med Sveriges stormænd om indsættelsen af Oluf som konge over Sverige. Måtte Gud råde om udfaldet."                                                                                

Og dermed lukkede jeg mødet, og så gik de hjem.

Der var kun et problem ved den krig. Krigserklæringen måtte komme fra Oluf, og just da valgte han at trodse mig. Han lod mig vide, at han var på vej til Tyskland sammen med sin væbner Henrik, , og det lod sig ikke gøre, hverken at underskrive erklæringen til Albrecht eller at gå i krig med Sverige. I begyndelsen forsøgte jeg at gøre ham klart, at udfaldet ville gøre ham til Konge af Sverige. Han var tvær, og svarede mig bittert, at han endnu ikke var konge af Danmark. Ikke så han mærkede noget til det, sagde han.

Hans væbner, Henrik,  var tilstede, da han talte sådan til mig, og Lodehat var der også. Det pinte mig, at de to skulle høre på Olufs opsætsighed mod mig, og måske gjorde det mig mere vred end ... nej, jeg var ikke overilet. Min vrede passede mål for mål til de ord, han vovede at rette mod mig. Jeg bad Henrik om at tale ham til rette, så han ville udsætte denne rejse til Tyskland, men dette gjorde kun Oluf endnu mere arrig - at jeg hellere talte fornuft med hans væbner end med ham selv. "Jeg er altid den sidste, du spørger til råds" sagde han, "og det i sager, som angår min person!" Jeg svarede ham, at han var altid den sidste, der forstod noget af det hele." Dersom han havde vist evner og interesse for Danmark,da havde jeg gladeligt sluppet tøjlerne og ladet ham regere. Men han voksede sig stadig mere dorsk og dum år for år. Det var af nød, sagde jeg, at jeg stadig måtte regere i hans navn -

Nej! Sagde han. Det er af lyst - den eneste lyst, du kender til. Han sagde, at hvad jeg kaldte politik, det kaldte han for nedrige rænker, og han havde ingen evner eller interesse i mine rænker, og han krævede, at jeg blandede ham udenom.

Han hævede stemmen her, og jeg formoder, at han ville indgyde respekt og frygt. Men det gjorde han ikke, det kunne han ikke, og jeg så, at han var Håkons søn, langt mere end Valdemars dattersøn. Min tålmodighed slap op, allerede mens jeg søgte at tale ham til rette. "du har ingen ret til at kræve noget sådant" sagde jeg, "Min far var Kong Valdemar af Danmark, og det er Guds bestemmelse, at du, som min søn, skal og må arve de byrder, der lå på hans skuldre. Tror du, at du frit kan bestemme over dig selv? Nej. Det tungeste ansvar, de største byrder er lagt på kongelige skuldre, og først når de byrder bliver løftet og båret kan man kræve for sig selv. Før du indser det, kan du ikke regere i dit eget navn".

"Mit navn!" gentog han. Han stod lige overfor mig og hvæsede, med klynken i stemmen, som det forurettede barn, han var. "Jeg vil ikke vide af det navn! Jeg forbander mit navn!"

Jeg slog ham, hårdt, over ansigtet. Det slag af mange, som jeg burde have tildelt ham - åh, år forinden. Men nu var det forsent. Han smilede ondskabsfuldt og sagde - og jeg skulle mene, at jeg husker ordene, som de faldt:

"Godt!" sagde han, "På denne henvendelse vil jeg svare dig: vær selv konge over Sverige, og over Danmark og Norge med, for den sags skyld! Se, hvad de svenske stormænd vil svare dig, når du gør krav på tronen i dit eget navn."

Og jeg svarede ham: "Da forbander jeg dig, Oluf! Drag til Tyskland, drag til helvede, om du vil - hvis du vender mig og Danmark ryggen nu, da skal du aldrig vende tilbage!"

Og sådan endte den samtale. Og jeg havde forbandet min søn.

Det, at forbande et barn, sit eget barn, det er at sige: "jeg har aldrig født dig. Jeg kender dig ikke. Du er ikke længere til for mig". Det betød også, i mit tilfælde, at sytten års arbejde var spildt, og at unionen, endsige samlingen af Danmark, ville være endt i ruin. Nu, på tærkslen til sit attende år, netop, hvor han stod for at skulle regere fra den trone, han havde besteget tolv år forinden, netop da valgte han at levere det endegyldige bevis på sin ... uduelighed.

Herren krydser ofte vore planer for at prøve os, men undertiden tillige for at anvise os en bedre vej end den, vi selv har valgt ... i sådanne øjeblikke må man have tålmodighed og tiltro til, at alt vil mage sig.

Og jeg havde jo netop Lodehat ved min side, kirkens mand, og tilmed min skriftefader, og min ven. Han var mig til megen trøst i denne den mørkeste stund i mit liv. Han rådede mig til at underskrive krigserklæringen selv, i Olufs navn, ganske vist, men Oluf, som var på vej til Tyskland, ville næppe møde op og gøre indsigelser, og derpå rådede Lodehat mig til at ruste mig til mødet med Albrechts hær. Han ville personligt sørge for alt det øvrige - og jeg erfarede senere, langt senere, hvad dette 'øvrige' måtte være.

Men hele den historie fik i første omgang et heldigt udfald: Albrecht fandt ikke tilstrækkelig opbakning i sit eget land til at mønstre en hær, så han måtte betjene sig af tyske lejetropper, og i året 1389, på en streng vinterdag, rykkede Albrecht og hans tyskere, på vegne af et Sverige, som ikke holdt med ham, imod de danske besiddelser. Vore danske tropper - og de var helt igennem danske, derpå tør jeg sværge, danske til sidste mand - rykkede imod ham, og de to hære mødtes ved Fallköping, ved det sted, som kaldes Falen. Ved et vandløb, der var dækket af is. Albrecht ville rykke over, og han gjorde det, skønt det forlyder, at flere af hans mænd rådede imod: isen var for tynd og ville ikke kunne bære. Albrecht ville jo evig og altid kun følge sit eget hoved, tåbelige mand som han var. Dersom hans mænd havde rådet ham til at rykke over, havde han sikkert ikke været til at rokke fra bredden. Men han rykkede over, gjorde Albrecht, og isen var for tynd, den brast, og der - i mudderet ved Fallköping, blev Albrecht og hans hær et let bytte for Margrete Valdemarsdatter og hendes danske soldater!

Jeg lod Albrecht føre til mig, og som tak for den fine gave, han havde sendt mig, lod jeg ham lænke og smide i mit sovegemak - i min seng. Jeg lod ham ligge der en stund, alene, at han rigtig kunne betænke, hvor vidt en fornærmelse kan føre i den gale retning.

Og så, da han havde ligget en tid, gik jeg ind til ham. Iført en kjole indlagt med guld og perler. Den kjole har jeg endnu. Det er den prægtigste kjole, jeg nogensinde har ejet, måske endda den prægtigste kjole nogensinde båret af en dansk dronning. Det var ikke en kjole, jeg havde ladet sy til mig selv af forfængelighed, for siden min tid ved det norske hof har jeg aldrig været forfalden til den slags nykker. Næ, jeg havde ladet den gøre til sejren over Albrecht. Ikke så meget for at han skulle se den, selvfølgelig, men jeg ville bære den i rigsrådet, efter sejren, for at give forsamlingen et indtryk af den storhed, der nu ventede Danmark. Den var indlagt med guld og perler, sagde jeg det? Nå, men der kom jeg ihvertfald i min kjole med guld og perler - og der lå Albrecht, tilsølet af blod og af mudderet fra Fallköping.

"De dufter ikke just af violer denne gang" sagde jeg.

Han smilte. Det må jeg lade ham, han havde stil, og han formåede at bære selv dette sit endelige nederlag med løftet pande.

"Det er min seng, De ligger i, Albrecht" sagde jeg, "Så vidt jeg forstod på Dem ved vort sidste møde, søgte De at tale Dem vej til netop min seng".

Han vidste at svare mig med sin vante frejdighed. Han sagde: "javist, men jeg havde jo ikke tænkt, at jeg skulle ligge her alene". Nuvel, jeg havde vel format til at føje en falden fjende, så jeg satte mig på sengekanten, ved siden af ham. I guld og perler. Jeg sagde:

"Livet har lært mig, Albrecht, at vi får alt, vi beder om - men sjældent til tiden, og omstændighederne er aldrig, som vi havde tænkt os".

Han smilte igen og sagde: "Næ - min vielsesring er mig godt nok noget tung". Det var lænkerne, han mente, men der føjede jeg ham naturligvis ikke. Dem fik han lov at beholde på. Dog: jeg smilte tilbage til ham, for morsom, det var han jo. Så der sad vi altså begge to ... og smilte.

"Nu har Gud maget det således" sagde jeg, "at De er bragt til mig i lænker, og Deres fremtid - ja, den er tvivlsom, må De erkende. Deraf ser man, hvordan alt kan vende på en enkelt dag."

Og da svarede han mig, at den lektie havde han lært længe før idag; hans egen skæbne, sagde han, var beseglet den første gang han så mig, på rigsrådsdagen, alle de år tilbage.

Tænk engang - han havde den frækhed at gentage sit bejleri! Han troede stadig, sagens udvikling til trods, at han kunne besnakke mig med fagre ord om kærlighed, som havde jeg været en simpel køkkentøs! Og han lå der - en køn bejler, må man sige - og bedyrede, at hans attrå kun gjaldt Margrete og ikke magten i norden, og at han aldrig ville blande sig i styringen af riget - hverken Danmark eller Sverige - dersom jeg tog imod ham. Han havde ingen interesse i politik. "Så er De en nar, Albrecht!" sagde jeg, "Og dersom Deres ord er uredelige, da må De jo tro at jeg tillige er en nar". "Næ, De er ingen nar", sagde han, men hvis jeg jeg fandt ham naragtig for hans kærlighed, så måtte det så være". Havde den mand da ingen ære i livet! Men han talte nu kønt, det tilstår jeg.

Mit egentlige ærinde med denne audiens var jo at kræve, at han måtte afstå magten i Sverige, og overhænde den til Danmark. Skriftligt. Og desuden meddele ham, at pinebænken ventede, dersom han ikke godvilligt, og på baggrund af sit militære nederlag, gik med til dette. Det sagde jeg ham, og han svarede, at på pinebænken, der havde han været i alle årene siden han så mig på rigsrådsdagen. Og der lå han, i mudder og snavs, og der sad jeg, i guld og perler.

Jeg har da siden, fra tid til anden, tænkt, om den lykke, som bliver andre mennesker til del, den lykke, man måske kan have held til at finde i ubemærkethed, hvis man ikke just er i færd med at samle norden, den lykke, hvorom netop denne Albrecht talte så kønt, om den havde fandtes også for mig, dersom jeg på den vej, jeg dengang tog, havde sat min hest i trav og rejst en kende roligere.

Men det er frugtesløse tanker man gør sig, hvis man søger at forestille sig, hvorledes man kunne have handlet. Alt er jo dog, i sidste ende, i Guds hænder. Vi skal ikke rase mod skæbnen, så lidt som søge at ændre den. Og man er da ganske forrykt, hvis man vil ændre på det, som nu en gang er sket. Den vej bugter sig, hvorad vi vandrer og hvem af os, der kun er mennesker, kan vel se om hjørner?

I triumfens time kom nyheden om min søn Olufs død, og dette ændrede alt. Oluf var død i Skanør, af en sygdom, som var kommet pludselig over ham, fik jeg at vide, og lige så pludseligt havde gjort en ende på hans kun atten-årige liv. Meget pludseligt. Lodehat bragte mig bud, men han rådede mig fra at syne liget. Jeg lod være. Jeg så kun båren på afstand, og liget var dækket af et lagen. Men jeg havde jo også på min side svoret aldrig at se Oluf igen.

Og Albrecht. Hvad skulle jeg gøre ved Albrecht? Jeg lod ham føre på pinebænken, og der pinte man det svenske kongedømme af ham. Så var det kapitel forbi.

Situationen så ved første øjekast fortvivlende ud for unionen, og dermed for Danmark. Jeg var jo kun regerende enkedronning i Norge, så længe Oluf var umyndig, og i Danmark sad jeg slet ikke, uden gennem ham. Svenskerne var blevet godt trætte af Albrecht, og var det, som jeg havde sagt, allerede før nederlaget ved Fallköping, men - desværre - i et kristen og oplyst land tilfalder kongemagten ikke som nogen selvfølge sejrherren, og da slet ikke, hvis den sejrende herre er kvinde.

Men Lodehat - Peder Jensen Lodehat, Biskop af Roskilde - viste sig så praktisk, som han var mig tro. Ved hans planlægning var alle raådsmændene på forunderlig vis lige i nærheden, da ulykken ramte, og man kunne nedsætte et råd med uhyre kort varsel. Nu var det naturligvis uheldigt, for at sige det mildt, at mit tab gjaldt en søn, og ikke en ægtemand, for som enkedronning havde jeg været nærmere magten, men Lodehat fik besnakket rigsrådet til at skabe en helt ny titel til mig, og således blev jeg, om ikke dronning, så dog "Danmarks Frue og Husbonde og hele Rigets mægtige formynder" ... "Danmarks Frue og Husbonde og hele Rigets mægtige formynder". Det lyder sågar bedre end blot "dronning". Det er længere, i al fald. Og Gud slå mig død, om ikke det lykkedes Lodehat at få mig installeret på en lignende titel i Norge. Nuvel - man kan vel sige, at i Norge var jeg magten nærmere - der var jeg jo enkedronning. Så gjaldt det kun Sverige - hvorledes skulle jeg holde fast på Sverige? Se, det at få endnu en søn, og dog undgå at få en mand, som jo straks ville kræve kongemagten - det ville være noget af et kunststykke. At få børn uden ved en mand, det lykkedes jo kun for een, og man kan ikke grundlægge rigets politik på et guddommeligt mirakel. Det havde jeg da lært. At Gud var med mig, det følte jeg, men hemmeligheden bag en alliance med Vorherre er aldrig at give ham for meget at lave. Vi må bestandig vise, at vi kan selv.

Nu var det sådan, at min anden søster - hende, som far giftede bort til Pommern, kort før jeg selv blev afsat til Håkon af Norge - hun fødte i første omgang en datter, men denne datter fik en søn, Bukislav, og denne søn adopterede jeg nu som min egen, for min søster var længst død. Denne Bukislav var fem år. Eller rettere - der var tretten år, til han blev myndig. Bukislav duede ikke som navn, det så jeg straks. Jeg valgte at kalde ham Erik - Erik af Pommern - at han kunne bære tre stolte, nordiske kongers navn. Da jeg fortalte ham, at han nu ikke længere hed Bukislav, og ikke længere måtte kalde sig Bukislav, men at han selv og alle andre skulle tiltale ham ved hans nye navn, så så han på mig, og så gentog han: "Erik. Erik..." tre eller fire gange. Og allerede den første dag havde han lært sig det. Se, da vidste jeg, at han var til at have med at gøre. Det barn ville jeg ikke få sorg af. Det skulle komme til at holde stik.

Og så oprandt 1397, hvor jeg indkaldte hele norden til mødet i Kalmar. Og der, for øjnene af forsamlingen, tog jeg ordet og fik indsat Erik som konge over Danmark, Norge og Sverige, og Lodehat løftede Erik op, højt op i luften, at alle kunne se deres nye konge. Så var den sag klar, og så kunne vi tage fat på at drøfte vilkårene for den nye union.

Se, når man skal skabe en union, så er det vigtigste af alt at spare på ordene. Naturligvis skal der være love og forskrifter i et vist mål, men ikke for mange. Der skal være lige nøjagtig så mange love og forskrifter, at rådsmedlemmerne ikke finder nogle væsentlige mangler. På den anden side bør der være små og uvæsentlige mangler, for da vil man sysselsætte rigets vogtere med udbedringen af disse små mangler, og uden at de egentlig bliver klar over det, vil de beflitte sig på at lappe sammen på unionen snarere end at drage hele dens væsen i tvivl. Mit gode råd er derfor: aldrig for mange ord! (Margrete vifter med Ingegerds brev). Jeg tænker, at hvis Ingegerd, det søde væsen, som får et simpelt haveråd til at fylde fem-seks sider - og det endda skrevne på begge sider af papiret - hvis hun skulle have nedlagt lovene for min union, - Gud forbyde det! - så havde hun affattet sig med hver eneste detalje. Hun ville have beskrevet hvor mange sting man måtte bruge, når man skulle fæstne ærmet på en kjortel, hvor mange gryn man skulle koge til en gryde grød, og om markedsprisen på tællelys. Unionen ville forgå i så mange love og forskrifter, at den ville være død længe før det hele var skrevet ned. Men jeg vidste, og apostlen Paulus har sagt det før mig, at "bogstaven ihjelslår, mens ånden levendegør". Min union var ånd, og det hele stod at læse på et enkelt dokument. Det fyldte mindre end Ingegerds haveråd! Dette dokument gav jeg ordre til at få afskrevet i kopier, men jeg tog selv dokumentet med mig, så det lod sig pudsigt nok ikke gøre. Ingen var helt klar over, hvor det dokument var, og ingen vidste, hvad det dokument i grunden var, men alle vidste, at det var, og dermed var Kalmar-unionen en realitet. Og dermed var de urolige år bragt til ende. For Danmark. Og for Norden.

Det var også, i det store hele, fredelige år for mig selv. Jeg kunne rejse rundt i mit rige på tingmøder og udrette små gerninger, som kunne lette hverdagen for folk i norden. Skønt man er regent, og skønt man ved, at eftertiden, når krønikerne skal skrives, kun nævner de store dage, hvorom historien drejer sig - i mit eget tilfælde velsagtens Rigsrådsdagen efter fars død, min sejr over Albrecht af Sverige og Kalmarmødet - så består vort menneskeliv tillige af alle de små dage, hvor intet synes at ske, men som dog må forløbe, at vi kan bringes frem til de store dage. Fra min tid som Norges dronning huskede jeg kun alt for godt, hvor besværlige disse små dage kan være, og hvilket kolossalt arbejde det kan være blot at skaffe føde i fadeburet, eller klæder på kroppen. Det tænkte jeg meget på i de år, som fulgte, i årene efter Kalmar, og jeg skulle mene, at jeg også der udrettede et vigtigt værk. Man er sig jo tillige bevidst, som regent, at verden, som den egentlig ser ud, den ændrer man ikke på. Ikke på selv de største dage i historien. Man sagde om mig, at jeg bragte Norden sammen, men det er jo stadig kun ord. Sverige og Skåne blev liggende, hvor de lå, og ligger der stadig, uanset hvad jeg skrev i Kalmar. Sønderjylland er stadig landfast med resten af riget, skønt jeg ikke formåede at få samlet de sidste len dernede under Danmark. Folkene, som bor der er stadig de samme, hvadenten de nu skal kaldes danske eller tyske. I verden, som Gud har skabt den, ændrer vi i grunden intet.

Det slog mig i disse rolige stunder, at jeg skyldte Gud en skilling for hans hjælp, så jeg gav milde gaver til kirken og dens klostre. Det skader jo aldrig at have kirken på sin side.

Og derved fik jeg anledning til at besøge Ingegerd i Vadstena Kloster, hvor hun er abbedisse. Søde Ingegerd. Hun så alle dage så mildt på denne verden og alt, der sker i den. Hun hjalp mig gennem de tidlige års genvordigheder med Merete Ulfsdatter og hendes ris, og Ingegerd og jeg, vi taler så godt sammen.

Så i et af disse fredelige år, hvor stormen over norden havde lagt sig, da fik jeg lyst og lejlighed til at besøge Ingegerd i Vadstena. Det var en sælsom oplevelse at vende tilbage til Vadstena. Der var en sådan fred deroppe, og det syntes mig, at her måtte tiden være gået i stå - og Ingegerd med - men på en ganske forunderlig og dejlig måde. Ingegerds hele dag gik med tanker til Gud, og så med at passe blomsterbedene. Og det var i sandhed nogle prægtige blomster, hun havde tryllet frem af jorden, ved Guds hjælp, naturligvis, for intet bliver gjort i verden uden ved Hans mellemkomst.

Jeg blev søster i klostret deroppe. Det vil naturligvis sige: jeg blev søster mest af navn, for endnu havde jeg ikke tid til at slå mig endeligt ned deroppe. Men tanken var mig ikke fjern, at det måske en snarlig dag skulle times mig, at jeg kunne trække mig tilbage og blive der, i klostret, sammen med Ingegerd ... og hendes blomster. En dag, når Erik er af mandsår og kan overtage styringen af unionen, naturligvis. Erik var iøvrigt med mig i Vadstena, og Ingegerd var tilbørligt imponeret af hans lydighed. Men han er nu også faldet heldigt ud.

Ingegerd spurgte ham, om han ikke snart var nået den giftefærdige alder, og han spurgte mig, hvad jeg syntes. Og hvad syntes så jeg?

Jeg syntes, at det ville være et klogt træk at anmode om Prinsesse Philippa af Engelands hånd. Philippa er nemlig datter af Kong Henrik, og med vor danske Erik i alliance med Engeland ville vi kunne få et fodfæste derovre, i de gamle danske besiddelser. Desuden vidste jeg, at England netop da havde uro i styret, og om jeg har lært noget af far, så er det at fiske i rørte vande. Dette giftermål var egentlig noget, jeg endnu ikke havde drøftet med Erik, og nu fik altså Ingegerd lokket det ud af mig, mens han var tilstede.

Erik svarede, at dersom denne alliance behagede mig, og var til gavn for riget, da ville han ikke modsætte sig, og Philippa var vel så god som nogen.

Ingegerd viste sig at være lidt af en drillepind - sådan huskede jeg hende slet ikke fra de tidlige år. Hun spurgte Erik, om han da havde set denne Philippa af England. Hvad om hun var grim og hvad om han ikke kunne føle nogen attrå for hende? Og da svarede Erik: "Så må jeg vel slukke lyset i sovegemakket, før jeg tænker på arving til tronen!"

Hvor var jeg stolt af ham! Og Ingegerd, det sagde jeg, var også imponeret. Hun sagde: "Der har du så sandelig fundet dig en søn efter dit eget hovede, Margrete!" Og det havde jeg. Iøvrigt var denne Philippa ingenlunde grim, jeg havde fået sendt hendes portræt, og hvis malerens evner ikke havde skjult sandheden, så var hun en ganske nydelig pige - ihvertfald når man betænker, at hun nu er fra Engeland. (Markant stemningsskift - en skygge glider over Margretes ansigt)

Det var i Vadstena, at jeg modtog et ilbud fra Lodehat i Danmark. Nogle oprørske nordmænd, som fra begyndelsen havde været imod indsættelsen af Erik som ny konge, havde - efter alle disse år - fundet frem til en mand i det nordlige Tyskland, som hævdede at være - Oluf, min søn. Lodehat skrev i sit brev til mig, at der var tale om en bedrager, hvis krav let lod sig tilbagevise. Nordmændene var dog i den grad ihærdige, at bedrageren måtte prøves for en rettergang, det kunne ikke være andet.

Der var noget ved Lodehats helt igennem beroligende brev, som foruroligede mig, og det var dette: hvis Lodehat stod med en indlysende svindler på hånden, da kunne han meget vel have klaret den proces i stilhed, og stadig have tilbagevist de oprørske nordmænds påstande. Lodehat var for klog til at lade svindlere komme til offentlighed. Jeg fornemmede, at sagen var mere indviklet, end han lod mig ane. Han skrev tillige, at han havde fundet tre vidner, som alle ville sværge på, at de havde set Oluf dø, dengang i Skanør. Hvorfor tre? Et gudsfrygtigt vidne havde været nok, og ingen af disse tre, som Lodehat nævnte, havde jeg talt med, endsige hørt om før nu. Lodehat skrev endvidere, at bedrageren ikke kunne tale et ord af hverken dansk eller norsk. Men fjorten år var gået siden dengang Oluf drog afsted til Tyskland - kunne en mand efter fjorten år i udlændighed ikke glemme sit modersmål? Jeg vidste det ikke.

Jeg drog hjem til Danmark, men Lodehat rådede mig til at holde mig ude af processen. Det ville ikke gavne sagen, om jeg var der, sagde han. Jeg kendte Lodehats råd for godt til ikke at agte dem, så også denne gang gjorde jeg, som han bad mig - jeg holdt mig borte, men i nærheden, at jeg kunne få tidender om sagen hver time, mens processen stod på.

Men med denne rettergang havde Lodehat forregnet sig. Jeg så straks, og det gjorde alle tilstedeværende desværre også, at Lodehat ikke var redelig med sine vidner. Vidnerne var så ueffne i deres vidnesbyrd, at de ikke en gang kunne få deres beretninger om Olufs død til at stemme overens; to af dem sagde, at han var død af sygdom, den tredje, at han havde set ham drukne. Og alle var de edsvorne "vidner for Herren". En frygtelig mistanke, som havde gemt sig i mit sind i alle de fjorten år, meldte sig nu atter: at Lodehat havde ladet nogle håndlangere myrde Oluf på hans vej til Tyskland. Jeg havde fordrevet denne tanke gang på gang, for Lodehat, tænkte jeg, ville vel ikke plette sine hænder med blodet fra Valdemars dattersøn, ikke med blodet fra min søn. Ikke destomindre stod det enhver klart, at vidnerne var underkøbte, og det af Lodehat, som var sagens domsmand, og det var uheldigt, for det faldt ud til nordmændenes fordel.

De fremførte, at denne den sande arving til Norges trone, Oluf Haakonssøn, i sin tid var skaffet af vejen fordi han agtede at løsrive Norge fra unionen. Det stemte jo dårligt overens med de virkelige kendsgerninger, for Oluf havde jo ikke hoved for politik, og som regent ville han snart have ført selv det mindste kongedømme til ruin. Derfor stod det klart for mig, at var Lodehat uredelig, så var nordmændene det også. Men Lodehat var afsløret, og det var nordmændene endnu ikke, derfor stod de stærkere, og den norske forsamling brød ud i tumult under feltråbet "En norsk konge i Norge!"

Da meldte buddet mig, at nordmændene ikke længere ville lade sagen blive hos Lodehat, men at de dog ville agte min afgørelse. En mor måtte vel kende sin egen søn, sagde de, og de forlangte, at jeg afsatte Lodehat som domsmand og selv afgjorde sagen med mit eget udsagn. Jeg havde lidt alle helvedes kvaler i mit gemak, for intet er værre end at bevidne sin egen katastrofe og dog være afskåret fra at gribe ind. Det var derfor med blandede følelser, at jeg indfandt mig i domssalen.

Og der - kom jeg atter til at stå ansigt til ansigt med min søn Oluf, efter fjorten år. Der var ingen tvivl. Han var ældre, naturligvis, han var blevet en voksen mand, men han var dog stadig den samme. Jeg lod salen rydde, at jeg kunne veksle nogle ord med ham. Det var sandt, at hans danske tungemål var gået til grunde i nogen grad, men han talte det dog stadig, omend det lød mere som tysk. Det var ikke usandssynligt i hans tilfælde, for han var jo aldrig lærenem, og alting kom kun langsomt til hans forstand. Efter fjorten år med intet uden tysk omkring sig måtte han glemme det meste af sit modersmål bort. Men så meget kunne han dog, at han sagde, straks vi var blevet ene: "Nu ser du vel, at det er mig?". Og det gjorde jeg.

Det lig, man dengang bragte hjem med nyheden om Olufs død, det var hans væbner, Henrik. Lodehats mænd havde indhentet dem ved Skanør, og de havde hugget Henrik ned. Oluf havde de givet besked om at drage videre til Tyskland med påbud om aldrig at vende tilbage til Danmark.

I Tyskland havde han levet i disse fjorten år, blandt jævne folk, og han havde da ikke haft det ringe. Også det lyder ganske sandsynligt: at Oluf skulle have befundet sig godt blandt jævne folk. Han var jo altid ilde til mode ved kongemagten.

Det var naturligvis ikke hans eget påfund at gøre krav på den norske trone - han var tilfældigt blevet fundet af nordmænd, som meldte tilbage til de norske modstandere af unionen, og de havde brugt ham som brik i deres politiske rænker. Men Oluf havde ønsket at se Danmark igen, og mig med, lod han mig vide. Vi havde ikke altid været i overensstemmelse, sagde han, men jeg var jo dog hans mor, og han min søn.

Men der tog han fejl. For han havde jo een gang forbandet sit kongenavn, og derpå havde jeg frakendt mig ham, og mit ord, det måtte stå ved magt. Selvom det smertede mig, så kunne jeg ikke tage ham til mig og erklære ham for min søn. Lodehat havde ladet ham skaffe af vejen, fordi han var til fare for unionen - og det var han stadig.

Han græd, da jeg sagde ham dette - den vane havde han ikke lagt fra sig i de fjorten år, der var gået - men han skånede både sig selv og mig for dette sidste uværdige: at trygle for sit liv. Skønt han må have anet, hvad der ville følge. Måske - måske stak hans tårer virkelig dybere end jeg havde fornemmet, for det var ikke den vanvittige gråd, man hører når dødsangsten melder sig hos den dømte, det var mere som sorgen over det sidste, knusende slag i et liv fuldt af skuffelser. Og dette slag måtte jeg bære med ham, også dette var mit ansvar.

Og på denne dag, Mikkelsmesse 1402, blev han kendt skyldig i landsforræderi og brændt på bålet.

Jeg tænker undertiden på, at det, vi mennesker må døje her på jorden kan trækkes fra vore pinsler i skærsilden og gøre regningen lettere at betale på Dommedag. Jeg ved ikke, om sådanne spekulationer har kirkens velsignelse. Men jeg håber i det mindste så inderligt, at min egen sjæl på sin sidste rejse må få dette ene skudsmål: Hun gjorde, som hun skulle.

Margrete synes at ville tale videre, men hun standser sig selv og skifter kurs.

MARGRETE:
 Jeg har ladet anlægge en urtehave herude foran klostret. I det stykke jord, der ligger mellem klostret og kirken, derovre, hvor min mor ligger begravet. Der går endnu nogle år før jeg med god samvittighed kan slå mig ned hos Ingegerd oppe i Vadstena, og for at dulme min længsel efter fred og ro, og små, bittesmå dage, har jeg ladet grave et bed herude. Således tænkte jeg at bringe et lille stykke af Vadstena til Esrom.

Jeg lod folkene grave haven op, men jeg har selv passet den. Og det stod mig ganske klart lige fra starten, at jeg ikke skulle dyrke blomster. Det klarer Ingegerd så smukt, men det ligger ikke for mig, og det skrev jeg til hende. "Blomster ... blomster er naturens smykke og rosen er, ifølge Salomo Højsang, sindbilledet på kærlighedens gave". Det sagde Ingegerd dengang jeg besøgte hende i Vadstena og hun viste sin rosengård frem. "Naturens smykke", javel, men jeg har heller aldrig haft med smykker at skaffe. Mine egne smykker, dem solgte jeg jo i mine unge år. Og den kjole jeg har, den med guld og perler, den var jeg godt nok stolt af, og smuk er den, men den er ikke magelig. Og måske klæder den mig nok heller ikke - jeg forsvinder på en måde i den kjole, jeg bliver væk i alt det guld og alle de perler. Så nu er den lagt til side, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at bære den igen. Det er ikke for mig, den slags stads. Og hvad angår den kærlighed, som Ingegerd nævnte, så gør man i almindelighed alt for megen stads af den også. Jeg skulle mene, at med kærligheden måtte jeg selv nøjes med en... svag duft af violer. Og det er vel også, i mit tilfælde, fuldt rigeligt.

Næ, jeg ville have kål i min urtegård. Kål - det er af denne verden, og det giver folket noget at æde. Ikke, at de alle sammen skal æde min kål, forstås, jeg ville sætte et eksempel for dem, af praktisk karakter. Men hvilket eksempel har jeg dog sat med den kål!

Margrete indikerer den dårlige kål i kurven, derpå leder hun i Ingegerds brev.

MARGRETE:
 Ingegerd skriver.... (læser i brevet): ja, her er det vist ...man skal jo lede grundigt imellem alle Ingegerds mange ord..."Det er bedrøveligt, at du har kvaler med din urtehave. Du beretter, at du har både vandet og drænet indtil flere gange. Jeg gætter på, at denne fremgangsmåde har forvirret din kål" ...det var i grunden ganske vittigt skrevet af Ingegerd! "Din kål, som mine roser, skal have en kærlig men fast hånd, og ro til at vokse i fred"... jeg skulle mene, at du har ret, Ingegerd. Og her kommer det: "Ifald jorden i Esrom er for sur til den kål, du vil dyrke, kan du søge at lette mulden med ..." Kalk! Det var kalk. Hun vil ha' at jeg skal lette jorden med kalk. Tak, Ingegerd. Men så vil jeg da se, om jeg kan nå at redde den kål, der endnu ikke er gået ganske til. Det kan dog næppe være Guds mening, at jeg, der har samlet hele Norden, ikke skulle kunne klare et enkelt bed med kål.

Margrete begynder at gå ud, men standser.

MARGRETE:
 Jeg bryder mig iøvrigt slet ikke selv om at spise kål. Men jeg bryder mig endnu mindre om nederlag.

Margrete ud til kålbedet.

SLUT