1819 
 (De virkeligt  Elendige)

MUSIK: "Jerusalem" i kapelmesterens tv-showsagtige arrangement. Scenen befolkes af mennesker i kostumer.

STUDIEVÆRTINDE i afslappet Empire-påklædning kommer ind. Et skilt bliver hejst af en fra koret: "APPLAUS" (aktørerne klapper for).

STUDIEVÆRTINDE: (tandsmil) Mine damer og herrer, velkommen til en hyggelig aften i selskab med nogle af de mest fremtrædende englændere fra begyndelsen af det 19. århundrede. Aftenens emne er industrialisering, og vores første gæst i aften er den berømte naturforsker, Dr. Charles Darwin!

APPLAUS skiltet kommer op igen, og DARWIN kommer løbende ind fra KS på en meget Bent Burg-agtig måde. DARWIN kommer ind fra KS og og stiller op MS.

STUDIEVÆRTINDE: De er netop vendt hjem fra udlandet, ikke, Dr. Darwin?

DARWIN: Jo, jeg har været jorden rundt med det gode skib "Beagle" og har indsamlet op -

STUDIEVÆRTINDE: (afbryder) Hvor længe varede rejsen?

DARWIN: øh, 5 år.

APPLAUS skiltet op igen, og alle klapper. STUDIEVÆRTINDEN vender sig med en "ih, dog - mine".

DARWIN:
 Og jeg har samlet oplysninger til et stort værk om arternes oprindelse. Det skal hedde "Arternes oprindelse".

APPLAUS skiltet op, klap, klap, klap.

STUDIEVÆRTINDE: Held og lykke med det - Og vi siger velkommen til aftenens anden gæst, filosoffen Karl Marx.

APPLAUS skilt op, Karl Marx kommer løbende på en Bent Burg-agtig måde fra DS.

STUDIEVÆRTINDE: Karl Marx, de er også ved at skrive på et stort værk, ikke?

KARL MARX: Jo, jeg arbejder på et samfundsøkonomisk værk om den dialektiske materialisme -

APPLAUS skilt op, klap, klap, klap.

STUDIEVÆRTINDE: Kan De formulere det kort?

KARL MARX: I det moderne samfund er forbindelsen brudt mellem mennesket og produktet af hans arbejde, fordi hensynet til de tekniske fremskridt og produktiviteten står i forgrunden. Herved -

APPLAUS skilt op, Marx bliver afbrudt.

KARL MARX: Herved kan mennesket ikke virkeliggøre sig selv, før fremmedgørelsen ophører og arbejdsdelingen bliver sat ud af kraft til fordel for det klasseløse samfund.

APPLAUS igen.

STUDIEVÆRTINDE: Hvad mener De om det, Darwin?

DARWIN: Ifølge min udvælgelsesteori vil samfundet altid søge imod en naturlig fordeling af stærke og svage, hvor de stærke får overtaget og de svage vil rangere nederst.

STUDEIVÆRTINDEN: Vi siger tak til Darwin og Marx, vil I være venlige at tage plads på podierne. Og nu til aftenens underholdende indslag - den industrielle revolution: Mr. James Watt!

APPLAUS skiltet kommer op igen. KORET fordeler sig på scenen og afslører JAMES WATT med hans dampmaskine. Alle fryser på scenen, til MUSIKKEN begynder.

WATT: Jeg har netop ta'et patent på denne topmoderne ting og er ivrig efter at få sat en produktion i sving med en smule kapital, så kan den komme godt i vej, så hvis nogen ville hjælpe med en skilling?

ARKWRIGHT:                                                                  Det vil jeg!

ARKWRIGHT springer frem med løftet arm - som til en auktion - og ALLE FRYSER.

DARWIN: (forsigtigt ding) (leder efter navnet) Øh - øh....Richard Arkwright! Tidligere barber, som stjal patentet til den første bomuldsspinde-maskine og byggede et finansimperium op på sin investering.

Mens sangen fortsætter, går STUDIEVÆRTINDEN til DARWINS pult i DS og vender et pointkort til 5.

MARX: (ding) - den første moderne kapitalist!

STUDIEVÆRTINDEN vender et 1-tal på MARXs pult. MARX kigger efter for at se, hvor meget han har fået.

ARKWRIGHT: Jeg vil gi' dig 400 £ up front for din maskine og så 2% af indtægterne, resten, de bli'r mine, og hvis ellers lortet virker, vil det hurtigt løbe op og vi scorer begge kassen, så hva' si'r du?

WATT: Jeg si'r: Top!

Handelen afsluttes hurtigt, kontrakt underskrives, penge skifter hænder.

KOR: Fortæl, fortæl, hvordan du fik ideen!
WATT:(beskeden) Den er faktisk ganske ligetil, når først at man kan se den.
WATT: Jeg begyndte i et værksted hvor man laved instrumenter hvor jeg fik en ussel timeløn på enogtyve cent og jeg sku' prøveblæse fløjter og basuner og trompeter og kassere dem, der producered' atonaliteter.

ALLE: Han kassered' dem, der producered' atonaliteter!

WATT: Og jeg blæste hele da'n til jeg blev ganske blå i bærret og jeg tænkte: kan det være rigtigt jeg skal miste vejret? Og så plusli kom ideen, og jeg tænkte: død og pine! mine lunger kan erstattes af den nye dampmaskine.

ALLE: Ja, hans lunger kan erstattes af den nye dampmaskine!

WATT: (KOR går hum-hum, pp ) Men problemet med maskinen var: cylindren sku' gør's kolder' for hvert stempelslag og derfor opfandt jeg en slags beholder, som ku' samle spildevandet til et genbrugsdestillat og så forbedre dampmaskinen med min egen kondensator!

ALLE: han forbedred' dampmaskinen med sin egen kondensator!

WATT & ALLE (kontra) og beholderen kan køles af kondensvand, som kan sættes          vi - for - står ik'  et  hak til cylindren, som bli'r holdt i gang af dampen, der fortættes,          af - hans - tekniske  snak så det er et minimum af energi, der går til spilde -          men - det - lyder jo godt, en triumf for vores samfunds videnskabelige snilde.     Hr. Watt.

ALLE: En triumf for vores samfunds videnskabelige snilde!

SCENESKIFT til LANDLIG IDYL. (fuglefløjt fra MUSIKKEN)

MARX: (ding) Arkwright satte straks gang i produktionen og startede en landbrugsnation. Det gammeldags landbrug med små husmandssteder var ved at forsvinde.

STUDIEVÆRTINDEN vender MARXs point-kort til 5.

FAMILEN PAWN : (den gamle far i gyngestolen grynter med.) Vi har et lille landsted, som vi arvede fra far, hvor vi kan få til livets ophold med det lidt vi har Vi lever på et minimum, vi tjener ikke meget, men det vi har, er helt OK, for det er vores eget. En hest, en mark, et lille hus, en meget gammel gris, med dette kan vi stadig klare os på bedste vis, og håbe på at landbrugsvarer stiger lidt i pris.

MARX: (ding) Men så kom centraliseringen af landbruget, hvor priserne i første omgang faldt, så alle de små husmænd gik nedenom og hjem og blev eksproprieret af staten. 

MARX får tildelt 5 point for denne smøre og er nu oppe på 10.

PETER: Lucy - Mary; hvis vi skal beholde vores hjem, må jeg til byen og tage arbejde på en fabrik, så vi kan skaffe penge.

LUCY: Så bli'r vores familie jo splittet - men det kan vel ikke være anderledes. Farvel, Peter - lev vel, tjen penge til os og skriv hjem.

LUCY og MARY kysser PETER farvel, og han går over til den gamle far i gyngestolen.

PETER: Farvel, far - jeg kommer snart hjem igen med penge til os allesammen.

FAR: grynt.

LUCY og MARY skifter, så LUCY tager ploven med HESTEN og MARY tager væven. Der sidder de så lidt.

MARY: Åh, Lucy - jeg er så misundelig på Peter, at han får set den store by. Jeg tror også jeg tager derind. Kan du klare gården alene?

LUCY: Men Mary, hvad skulle du dog lave i byen?

MARY: Jeg ville sige til dem derinde, at jeg kan væve og sy, og måske får jeg et arbejde, hvor jeg kan sy kjoler til de fine damer.

LUCY: Jeg vil ikke stå din lykke i vejen, Mary. Pas godt på dig selv og tal ikke med fremmede.

MARY løber over til den gamle far og giver ham et kys på kinden.

FAR: grynt.

DARWIN: (ding) Øh - indhegningsbevægelsen! Det var det, det hed, da de eksproprierede de små husmandssteder. Aristokraterne gik i spidsen for indhegningsbevægelsen, for de havde råd til at klare omkostningerne ved reformen, men de små husmandssteder blev ødelagt.

LUCY kommer med ploven.

LUCY: Nu er jeg den en'ste, der ka' passe vores jord Kun med far som selskab, og han siger ik' et ord, Men jeg klager ikke, jeg vil trofast blive ved på at holde sammen på familiens gamle sted -

FAR udstøder et sidste grynt og synker død sammen.

LUCY: Far?

LUCY løber op til sin gamle far og konstaterer, at han er død. MUSIK fortsætter.

LUCY: Stakkels far har fået fred og det er sikkert bedst, nu' mit en'ste selskab vores kære, gamle hest -

HESTEN udstøder et sidste vrinsk og synker død sammen. LUCY står et øjeblik uden at røbe nogen sindsbevægelse, så sender hun et blik ud.

LUCY: Jeg tror, jeg ta'r til byen nu.

Efter REP fortsætter MUSIK med at afrunde Lucy's tema og løbe over i London-tema.

LUCY er 'ankommet til byen', dvs. kulisserne er blevet vendt/smidt på/el. lign.

LUCY: Du godeste, hvor er London stor...

MUSIK: et par takter af "Rule Britannia".

LUCY: Nå, jeg må se at finde min bror...

En masse mennesker i arbejdertøj kommer myldrende om et hjørne.

LUCY: Goddag, mit navn er -

LUCY bliver tromlet ned af de mange, travle mennesker.

ET PAR AF MÆNGDEN: Ikke tid.

LUCY: Sikke dog et hastværk: det brænder nok et sted.

DARWIN: På benene igen, min ven, giv ikke op, bli' ved!

En ny mængde drejer om hjørnet.

LUCY: Er der nogen af jer, der kender -

LUCY bliver igen tromlet ned.

FLERE af MÆNGDEN: Ikke tid.

LUCY: Er der overhovedet ingen, der vil svare mig?

DARWIN: Du må være stærk, hvis du vil klare dig.

En ny mængde drejer om hjørnet (her må vi nok genbruge samme gruppe som før, der f.eks. er gået igennem lærerværelset. En af dem kan da bære et skilt: "Vi beklager genbrug af statister") Hvoromalting er:

LUCY: Kan -

LUCY bliver tromlet ned igen.

HELE MÆNGDEN: Ikke tid.

DARWIN: (muntert belærende) Sådan er der mange, der bli'r tromlet ned -

LUCY: Øh, undskyld...?

DARWIN: Hvabehar?

LUCY: Ja, Dem. Kunne De ikke hjælpe mig?

DARWIN: Ikke spor. Det ville være snyd. Her må man klare sig selv. Men De kunne prøve at spørge den pudsige herre derovre (peger på Marx). Han er så solidarisk.

LUCY går til den anden side af scenen, hvor MARX sidder.

LUCY: Undskyld - pudsige herre.

MARX: Javist, ja. Prøv den dør. Spørg efter Mr. Ark-wright, en modbydelig kapitalist, som sikkert ejer den fabrik, hvor din bror arbejder. Den dør der, værsgo - PAS PÅ!

Netop som LUCY er ved at krydse scenen, kommer endnu en hurtigt-gående gruppe arbejde over scenen. Her kunne det måske være sjovt at lægge en tog-fløjtelyd ind.

LUCY (da gaden er sikker at krydse) Tusind tak.

LUCY banker på hos Arkwright, som selv åbner (det sparer tid).

ARKWRIGHT: Ja?

LUCY: Goddag, De kender mig ikke, men jeg hedder Lucy Pawn, og jeg leder efter min bror, som vistnok arbejder på Deres fabrik -

Mens LUCY taler, er Arkwright kommet ud af døren og går rundt om LUCY, mens han glor op og ned ad hende.

ARKWRIGHT: Hvilken en af dem?

LUCY: Hva - åh, De har flere?

MARX: Richard Arkwright havde ca. 22 fabrikker spredt over London og industriområderne Manchester og Liverpool.

MARX får tildelt 5 point til.

LUCY: Så ved De måske, om min bror, Peter P-
ARKWRIGHT: Ingen anelse. Jeg aner ikke, hvad de hedder, dem, der arbejder for mig.

LUCY: Så kan det nok blive svært at finde ham...

ARKWRIGHT: Umuligt, ville jeg sige. Men øhm...måske du vil tjene lidt penge, nu, hvor du alligevel er i byen?

Der er en lummer nuance i ARKWRIGHTS sidste replik, som den renhjertede LUCY ikke fanger.

LUCY: Åh ja, mange tak. Jeg er god til at arbejde - hvad det skal være, det må godt være hårdt, så længe det er ærligt og kristent arbejde.

ARKWRIGHT: Øh...nå. Men så kan du få et job ved samlebåndet på en af mine pragtfulde fabrikker. Du vil elske det - det er meget hårdt.

LUCY: (entusiastisk) Tusind tak!

ARKWRIGHT knipser med fingrene. JOHN kommer ind.

ARKWRIGHT: Her er...øh...øh....

JOHN: John.

ARKWRIGHT: John, og han vil sætte dig ind i arbejdet. Hør nu godt efter, så du ikke sinker produktionen.

JOHN og LUCY møder hinanden, og vi har et lille Disney-øjeblik. (MUSIK LEAD IN)
LUCY: Lucy.

JOHN: Godt, hør så her:

LEAD IN er gået over i SANG.

JOHN: du får en dims fra den, der står ved siden af og er gevindet skævt så smider du den væk. Og får en ny -

LUCY: dims?

JOHN: dem ska' du hele tiden ta' og se dem efter og husk at dobbelt-check.

Så ta'r du denne dippedut af jern, med otte sider så samler du dem og tilslut så sender du dem vid're

(mellemspil)

JOHN: Ka' du finde ud af det?

LUCY: Ih ja, det tror jeg da. (på sang igen)

Jeg får en dims af den, der står ved siden af og er gevindet skævt så smider jeg den væk. Og får en ny, (her begynder JOHN kontra)

dem ska' jeg hele tiden ta' og se dem efter og husk at dobbelt-check.

Så ta'r jeg den her dippedut af jern med otte sider så samler jeg dem og tilslut så sender jeg dem vid're.
JOHN (kontrastemme) (til sig selv) Nej, hvor er hun sød -

JOHN stryger hendes hår uden at hun mærker det og får øje på sine negle;

JOHN: Uh, mine negle er sorte... Jeg ser farlig ud,

JOHN lugter til sin ene armhule.

JOHN: og jeg sku' ha skiftet skjorte.

(på B-stykket): Ja, så ta'r du den der duppedit af - jern -

(Da LUCY stikker skruen i møtrikken reagerer JOHN på de freudianske undertoner og glemmer at synge og falder ud af sin kontra. Han ser nu meget forelsket ud.

I mellemtiden er resten af "samlebåndet" kommet på fra begge sider. JOHN og LUCY har stået i en lyskegle, nu kommer lidt mere SCENELYS på, og rækken rykker lidt mekanisk mod DS, så en ny arbejder kommer ind i den stadig synlige lyskegle.

ARBEJDER: Jeg får en dims pr. hvert minut i tretten timer dagen lang og jeg får ikke fri

RÆKKEN rykker videre, så vi har en ny arbejder i SPOT.

NY ARBEJDER: før en af dem, der står ved siden af, besvimer ud på aftnen, ca. klokken ti.

ALLE: (imens der stadig skiftes arbejdere i SPOT) Vi pukler hele da'n og vi får næsten ingen penge vi slider til vi dør - det varer sikkert ikke længe

Nu kommer PETER ind i SPOTTEN. PETER har en lille solo, mens de ANDRE fylder ud med Uh-uh. MUSIK evt. ned i tempo.

PETER: Det ville gi' lidt mening hvis jeg bare kunne se Hvad alle de små dimser som jeg samler, bruges til -

ARBEJDEREN før PETER falder nu besvimet eller død om,

ARBEJDER: jeg kan ikke mere - (plop)

og straks lyder FABRIKSFLØJTEN - fyraften.

ARBEJDER ved siden af PETER: Vil du med over på pubben, Peter?

PETER: Jo, en enkelt øl kan vi vel godt tage.

LYS ned, SPOT på MARX.

MARX: Efter en lang dag med urimeligt arbejde, går de uskyldige ofre for kapitalismen ind på et sted, hvor der udskænkes øl.

MARX går selv ned og er bartender. Der kommer et skilt op med pubbens navn. Den hedder "The Manifesto". ARBEJDERNE myldrer ind og sætter sig.

ARBEJDER: Max, øl til alle!

MARX: Sågerne.

ARBEJDER: Og fortæl os nogle af dine sjove historier, Max.

MARX: "Enhver skal yde efter evne og modtage efter behov"

ALLE: Ha ha ha ha. En til, Max!

MARX: "Vi må indføre proletariatets diktatur".

ALLE: Ha ha, rap rap rap, ha ha. En til!

MARX: "Proletaren har kun sine lænker at miste og verden at vinde".

ALLE: Ha ha ha...åh, du tager livet af os med dine vitser".

ARBEJDER: Øjeblik - måske er det ikke så tosset endda. Sig det lige igen.

MARX: "Proletaren har kun sine lænker at miste og verden at vinde".

ARBEJDER: Hvem er den der proletar?

MARX: Men det er jo jer - I er proletarer, hele bundtet.

ARBEJDER: Hov hov - du skal ikke kalde os for ... det du sagde lige før.

MARX: Men proletarer, det er jo kun folk, som ikke besidder noget særligt, men arbejder for dem, der ejer det hele.

PETER: Nå ja, det...det passer jo meget godt på os.

ARBEJDER1: Dem der ejer det hele - hvem har egnt'lig brug for dem?

ARBEJDER 1 falder i søvn.

ARBEJDER 2: Hvad ville de nu gøre hvis vi allesam'n gik hjem? Vi ku lave en....

MARX: - strejke.

ARBEJDER 2 falder i søvn.

ARBEJDER 3: Vi ku' bli' organiseret Hvis vi nu forenede os, ville Arkwright vær' leveret.

ARBEJDER 3 falder i søvn.

SANGEN herfra lægges ud til ARBEJDER1, 2, 3, 4 og PETER. Alle falder i søvn af udmattelse efter at have sunget deres egen linje.

Vi ku' stille krav og måske få lidt flere penge- vi ku' få en timelønsforhandling langt om længe - Ulykkesforsikring, hvis man nu sku' kom' til skade - 5 min. frokostpause - gratis brusebade faste arbejdstider - 11 timer pr. person, fagforeningsfrihed - lønnet ferie - en pension

Det' en glimrende idé, det lyder meget lov'nde vi må ta' det ....op igen når vi ... ka' holde os ...vågne... Z Z z z z z z

Alle ARBEJDERNE er faldet i søvn. Et point til DARWIN. En FABRIKSFLØJTE lyder og alle arbejderne vågner med et sæt.

PETER: Åh nej - vi skal allerede på arbejde.

ARBEJDER1: Nu nåede jeg ikke hjem og banke konen og børnene.

"The Manifesto" 'forsvinder' idet arbejderne tager afsted. PETER er sidst i gruppen, og nu kommer, fra den anden side, en hestevogn ind. HESTEN er en forklædt arbejder, og i vognen sidder MARY, belæsset med rigdommens insignier. I første omgang er de to søskende ved at passere hinanden, men så genkender de pludselig hverandre.

PETER: Mary!

MARY: Peter!

MARY hopper ud af vognen og de giver hinanden et knus.

PETER: Hvor ser du strålende ud - og hvor er det noget fint tøj, du har på, og smykker.

MARY: Ja, jeg har gjort det ganske godt.

PETER: Din mand må være meget rig...

MARY: Ih, han har styrtende med penge, han ved slet ikke, hvad han skal bruge dem til. Han er noget i industrien.

PETER: Det er jeg også! Hvor er verden dog lille! Jeg står ved et samlebånd på en af Arkwrights fabrikker. Han er frygtelig slavepisker, men det er da ærligt arbejde. Hvad hedder din mand?

MARY: Han, øh...hedder Richard. Men han er nu ikke min mand.

PETER: Hvad?

MARY: Vi er ikke sådan ... blevet gift, men ellers er det fuldstændigt som et ægteskab.

PETER: Men det er jo afskyeligt. Så er du jo -

MARY: (stumfilmsgestus) Sig det ikke!

PETER: Han betaler dig for -

MARY: (stumfilmsgestus igen) Åh!

PETER: Og du gi'r ham -

MARY: (stumfilmsgestus) Ah!

PETER: Min søster! En -

HESTEN: Vrinsk.

PETER: Jeg væmmes ved dig! Jeg vil aldrig se dig mere!

PETER går ud.

MARY: suk.

PETER kommer ind igen, MARY farer sammen med et sæt.

PETER: Jeg er måske fattig, men jeg har æren i behold!

PETER går ud igen.

MARY synger sin lille, sørgelige ballade. Hesten synger med.

MARY: Da jeg kom til den store by for allerførste gang - en ung, uskyldig pige med en provinsiel accent - da ville jeg sy kjoler og klæ' fine damer på. men alt blev syet på maskiner, jeg ku' intet få.

Jeg måtte finde mig et job, men hvad sku' det dog være? Det ens'te, jeg ku' finde på at sælge var ... min ære.

Jeg startede i Soho på et andenrangs bordel men avancered' hurtigt til mit eget klientel Jeg blev mere eksklusiv og det gav resultat, fordi jeg fik et tilbud fra en industrimagnat

MARY og HESTEN: Det er ikke kærlighed, men dog en levevej. Heller ikke ægteskab, men samme bolledej. Tiderne er hårde, man må ta' hvad man kan få, og man må synke dybt, hvis man vil være højt på strå.

Og så måske det bedste, der kan si's om konkubiner: vi er nok de sidste, der erstattes af maskiner.

ARKWRIGHT kommer ind med en NY PIGE.

ARKWRIGHT: Åh, Mary - der er du. (til PIGE) Vent her et øjeblik, darling.

ARKWRIGHT går til MARY og, under REP, begynder han at tage pynten af hende.

ARKWRIGHT: Det er desværre blevet nødvendigt at foretage omrokeringer i personalet. Tag det endelig ikke for nær, men du bliver udskiftet med en yngre model. Jeg kalder det produktsdifferentiering. Jeg kan desværre ikke tilbyde nogen økonomisk kompensation, men jeg vil med glæde anbefale dig til fremtidige arbejdsgivere, som du roligt kan referere til mig. (til ny PIGE): værsgo min pige.

NY PIGE: Tusind tak, det er alt for meget. (flår det til sig og stiger op i kareten)

ARKWRIGHT: Tak for den tid, du har været i firmaet, og held og lykke fremover.

ARKWRIGHT og NY DAME triller afsted i kareten.

HESTEN: Nå, men farvel...

MARY: Farvel.

MARY sætter sig ned på gaden. I det fjerne høres nu et blandet kor, der synger en drikkevise. Om hjørnet drejer BYRON, SHELLEY, MARY SHELLEY og WILLIAM BLAKE. De er halvfulde.

BYRON, SHELLEY, MARY SHELLEY og BLAKE: Fuld igår fuld idag, fuld igen i morgen....

BLAKE: (får øje på MARY) Åh se - en falden kvinde! Et offer for schamfundet og den tscheknologiske udvikling.

ALLE på SCENEN fryser og venter respons fra panelet. BLAKE skæver lidt - sin fastfrosne positur - til DARWIN og MARX.

DARWIN: Øh...øh -

BLAKE: (hjælper) Den tabte uskyld...

DARWIN: (ringer på sin klokke) Blake! - Det er William Blake, 1757 - 1827, kendt for sine angreb på industrialiseringen!
DARWIN får nu 5 point ekstra.

SHELLEY: (med upassende patos): "En sart mimose på gadens sten..."

DARWIN: (ding ding) Shelley! Percy Bysshe Shelley, 1792-1822, smidt ud fra Oxford på grund af en afhandling, som forsvarede ateismen, og øh...

MARX ringer ivrigt på sin klokke, så snart DARWIN går i stå.

MARX: Forfatter til flere socialistiske digte!

STUDIEVÆRTINDEN tripper frem og tilbage og vender point-tavlerne.

DARWIN: (ding ding) Og så må damen være Mary Shelley, datter af Mary Wollstonecraft, som skrev om ligeret for kvinder!

MARY SHELLEY nejer.

DARWIN: Og den sidste må være...må være...øh -

BYRON tager en lille rundtur på gulvet, som demonstrerer, at han har klumpfod. Han halter.

DARWIN: Byron! George Gordon, Lord Byron, romantisk digter, 1788 - 1824, har holdt taler i parlamentet om maskinstormerne og om det Britiske Museums tyveri af Parthenon-frisen i Athen!

APPLAUS skiltene kommer op igen, alle klapper. STUDIEVÆRTINDEN vender point hos DARWIN. DARWIN er synligt stolt.

SHELLEY: Vi har været ude hele aftenen og lede efter inspiration...

BLAKE: Men intet er så inspirerende for en digter som menneskelig elendighed...

SHELLEY: Vi ku' ha sparet fjorten flasker vin, hvis vi havde mødt dig før.

MARY SHELLEY: Har du intet sted at gå hen, du lille stakkel?

MARY: Nej, jeg er blevet hældt ud.

BLAKE: Hvor inspirerende!

BYRON: Hvad hedder du, min blomst?

MARY: Mary.

MARY SHELLEY: Det gør jeg også, tænk engang! Fortæl os om dig selv.

MARY: Jeg er vokset op på landet -

ALLE DIGTERNE kommer med benovede og anerkendende ytringer og ser på hinanden.

MARY: Men tiderne blev strenge, og så rejste jeg herind for at prøve lykken -

ALLE DIGTERNE kommer nu med beklagende ytringer.

MARY: Men der var intet arbejde at få, så jeg måtte...jeg måtte...

ALLE DIGTERNE bryder hulkende sammen, og MARY SHELLEY sætter sig ved siden af MARY og omfavner hende. BLAKE og SHELLEY pudser næse.

MARY SHELLEY: Åh, dit lille skind! Hvor vi føler med dig! Et offer for rationalismen. Den menneskelige hjernes triumf, men hjertet, medfølelsen har de glemt. Drenge - I må skrive mindst eet digt hver om hendes sørgelige skæbne, og om magthavernes hensynsløshed.

SHELLEY: Jeg er allerede begyndt på et mens hun fortalte sin historie. Det starter: "Kapitalisten er en heldig kartoffel -" Men nu kan jeg ikke komme videre...

BYRON: Lad os gå hver til sit og digte! Jeg ta'r den ulykkelige pige med hjem og gør hende lykkelig. Du kan sove hos mig, Martha.

MARY: Mary...

ALLE DIGTERNE flyver afsted for at digte.

BYRON: Du skal være min muse i nat, Magda. Det er en stor ære. Jeg vil skrive et udødeligt værk som vil blive læst af millioner verden over.

MARY: Hvad er der i vejen med din fod?

BYRON: Åh, det er en medfødt skavank. Alle vi digtere har et eller andet særkende, som adskiller os fra de andre. Blake er skizofren, Keats har tuberkulose, Shelley bliver søsyg, Coleridge er stofmisbruger, Wordsworth er kedelig -

MARY: Og dit særkende er, at du er født med klumpfod?

BYRON: Det er det mindste af det...

MARY: Nåhr, hvor er det synd.

BYRON: Ynk mig ikke, mit barn - det er nyttigt, når jeg skal digte. Se her, hvis jeg starter på venstre fod, går jeg i jamber - da dum da dum da dum - og hvis jeg starter på højre fod, går jeg i trokæer: dum da dum da dum da. Det er meget smart. Kom, Marlene, så går vi.

(Under næste lille scene bliver SENGEN bragt ind MS - i mørke).

ENGELS lister sig op til MARXs podium)

ENGELS: Karl - har du tid?

MARX: Min lille Engells - har du varen?

ENGELS: Ja, men det tog mig flere uger at rette.

MARX: Nå - var der mange fejl?

ENGELS: For det første var der alle stavefejlene - 'kapital' staves med P, ikke med to b'er -

MARX: Ssh!

ENGELS: (sænker stemmen) Her er dit manuskript...

ENGELS giver MARX et tynd bunke papirer på ca. tyve sider.

ENGELS: - Og så har jeg tilføjet lidt hist og her, hvor jeg synes, at der manglede noget....nu bliver jeg vel nævnt som med-forfatter?

ENGELS giver MARX en kæmpe bunke papirer, ca. 500 sider....

MUSIK og LYS op på SENGEN, MS, hvor MARY sidder og BYRON befinder sig på kanten, i færd med at knappe sin skjorte.

BYRON: Åh, hvor er jeg inspireret! Jeg må ha' fat i en pen og et stykke lini-eret papir, et øjeblik, min ven!

Prøv at drapere denne tarvelige klud og sid bare der og se fattig ud.

MARY: Hvorfor ska' jeg -

BYRON: - vend dig mod den der dør og si' li' præcis hvad du sagde før...

MARY: Øh...far kradsed' af, da jeg var otte år -

BYRON: Inspirer'nde...

MARY: Så hele min barndom var vi frygt'lig flade.

BYRON har i rasende fart kradset poesi ned, og læser nu op:

BYRON: "Faders bene hviler på vor kirkegård, men midt i vores armod var vi alle glade."

MARY: Det var svært at skaffe mad til hele vores flok -

BYRON: Ti nu bare stille - jeg er inspireret nok. Jeg kender fattigdommen, jeg har følt den på min krop; det skete i min barndom at vor's formue slap op Vi måtte fyre gartneren og sælge vores slot Og tænk, i flere dage var vi næsten bankerot. Men jeg har draget nytte af de trøstesløse tider, for er man digter må man kende livets mørke sider. (skifter pludsligt emne) Sig mig: har du elsket? Er der en, du holder af?

MARY: Næ, jeg leder stadig -

BYRON:                                  Nå, han kommer nok en dag. Selv har jeg jo lidt forfærdeligt af elskovskval Just fordi jeg tidligt fandt mit kvindeideal Dejlige Augusta - hvilke øjne, hvilke bryster, Hun er helt perfekt - desværre er hun jo min søster. derfor er vor alliance dømt til undergang men kærlighedstragedie producerer skønnest sang. Og jeg ta'r med glæde imod hjertets små konflikter, de kan nemlig gør' mig til en endnu bedre digter.

(til MARY) Tak, Maj-Britt, for en pragtfuld aften - du er nu blevet til en versefod i litteraturhistorien, en lille tankestreg i Byrons Samlede Værker.

MARY: Tusind tak.

BYRON: Det var så lidt. Men jeg har flere planer med dig - imorgen ta'r jeg dig med til en soiré i det bedre borgerskab, så de kan blive rystet ud af deres selvtilfredshed ved at se et ægte eksemplar af arbejderstanden. Du vil blive en sensation.

SENGEN, MARY og BYRON UD. LYS skifter; Nu myldrer det ind med FESTKLÆDTE MENNESKER.

KOR: Det bedre borgerskab har aldrig været bedre Her er så mange store mænd og kvinder vi kan hædre Vi efteraber og citerer hvad de si'r og gør; Det bedre borgerskab har aldrig været bedre før.

(MUSIK fortsætter - enter BYRON og MARY)

TJENER: George Gordon, Lord Byron med...øh, en eller anden.

ALLE klapper, vender sig og synger.

KOR: Ta' nu en mand som Byron, han har stort potentiale som digter og så er han altid god for en skandale. Vi fatter ik' et pluk af hans fortænkte poesi, Men han ser godt, han har klumpfod (break i musikken, mens damerne siger; nåååhr!) - og så er han rig.

VÆRTINDEN: Lord Byron, har De set den nye dans - valsen. Man skal røre meget ved hinanden, mens man danser - det er noget ganske nyt. Måske vil de prøve.

BYRON: Det kunne være morsomt.

BYRON går forbi hende til MARY. Der valses lidt.

TJENER: Napoleons overmand, Lord Wellington, med......

(WELLINGTON kommer alene, men gør en plat fodboldgestus på sin entré og mængden standser valsen og bryder ud i klapsalver og jubel).

KOR: Lord Wellington han lever stadig højt på Waterloo Og det skønt attenhundredtolv er syv år siden nu. Men han er nok det største militærgeni, der find's, og hvis han havde tabt, var England blevet fransk provins.

TJENER: Slavernes befrier, Sir Wilberforce med ... øh, briller!

WILBERFORCE kommer ind, venlig og beskeden. Samtidig går tjenere rundt med bakker med champagneglas (m. 7up.)

KOR: Og Wilberforce har været no'et så sød imod de sorte, han gav dem deres frihed dengang ingen andre gjord' det, vi fatter ikke hvad han sku' befri de slaver for, men ikke destomindre er han vores helt i år.

(Udfald og skål)

En skål for 1819, for kultur og godt humør - det bedre borgerskab har aldrig været bedre før!

MARY SHELLEY kommer ind med SHELLEY og får øje på BYRON og MARY.

MARY: Georgie, Dah-ling, den samme pige som igår - hører jeg bryllupsklokker?

BYRON: Yndig kjole - venter du dig?

MARY: George, jeg barsler med et udkast til en børnebog. En, som på samme tid vil gavne og fornøje børn i en alder af fem til tolv.

BYRON: Fortæl, fortæl.

Flere af GÆSTERNE samles for at høre MARY SHELLEYs historie.

MARY: Den handler om en læge, Dr. Petersen, der er besat af tanken om at genoplive dødt, menneskeligt væv. Han samler en krop af ligdele, som han graver op på kirkegården, og syr de slimede og mudrede menneskerester sammen til et helt kadaver -

GÆSTERNE, der lige havde det så godt, er ved at brække sig.

MARY SHELLEY: Og så, ved hjælp af en eller anden videnskabelig, elektrisk dims genopliver han liget og så vandrer det ud i verden og oplever en masse spændende ting.

BYRON ser betænkelig ud, og SHELLEY kommenterer det.

SHELLEY: Jeg har sagt til hende, at det ikke duer.

MARY: Percy tror, han er den eneste, der kan skrive.

BYRON: Hvad er der i vejen med det?

SHELLEY: Der er da indlysende, hvad der er i vejen med hendes børnebog: Lægens navn, Dr. Petersen, er ikke romantisk nok.

MARY SHELLEY: Det kan jeg jo hurtigt lave om. Min hovedperson skal prøve at få nye venner, men det er svært for ham, som han ser ud. Hvad synes du, George?

BYRON: Jeg synes det er glimrende set: videnskaben som skurken, der lader hånt om alle menneskelige hensyn og bruger andre for at fremme deres egen sag.

MARY SHELLEY: Det havde jeg nu ikke tænkt på....

TJENER: Dronning Caroline af England!

ALLE gisper skuffet.

VÆRTINDEN: (knust) Hende har jeg ikke inviteret!

Vild forvirring, FANFARE fra orkestret, alle kaster sig hovedkulds på knæ med næsen mod døren. Dronning CAROLINE kommer bagfra, så alle ligger med røven vendt mod majestæten.

DRONNING CAROLINE: (slår en bøvs) BLRRP! Jeg er her. Ha ha ha.

ALLE farer op og er meget servile.

VÆRTINDEN: Deres majestæt, hvilken ære, Deres Majestæt, og så ganske uventet -

DRONNING CAROLINE vralter som en skurekone op mod tribunen. Helt oppe vender hun sig mod VÆRTINDEN.

DRONNING CAROLINE: Stik mig noget at drikke.

VÆRTINDEN: (klapper ad tjenere) Noget at drikke til hendes Majestæt! Åh, Deres Majestæt, har Deres Majestæt set, at vi har Lord Byron blandt gæsterne i aften? Den berømte, romantiske digter.

DRONNING CAROLINE: Jeg gider ikke tale med den svans. Er Vællingtån her ikkø? Jeg vil tale med Vællingtån.

Hendes Majestæts drink er kommet.

VÆRTINDEN: Deres Majestæt, her er Deres Majestæts drink, chambertin dissept -

DRONNING CAROLINE: Ikke det tynde sjask, stik mig en bajersk øl. Vællingtån! Har du set min kårsasje?

WELLINGTON: (krybende servil) Åh, Deres Majestæt, Deres nåde, hvilken yndig -

WELLINGTON har stukket næsen helt hen til DRONNING CAROLINEs blomst og får nu en stråle vand i ansigtet.

DRONNING CAROLINE: HA HA HA.

SELSKABET, der først har været forstenede af chokket, er nu tvungne til at grine med.

SELSKABET: ha ha ha.

DRONNING CAROLINE har sat sig på reposen.

DRONNING CAROLINE: Vællingtån, sæt dig her ved siden af mig....

WELLINGTON sætter sig, men DRONNING CAROLINE smutter en pruttepude under ham, og salen genlyder af en kæmpe fis. Samme reaktion som før.

DRONNING CAROLINE: HA HA HA. Se, det er en pruttepude!

SELSKABET: ha ha ha.

DRONNING CAROLINE: Åh, Vællingtån, du er sgu så sjov. Nå, der er endelig min bajer!

VÆRTINDEN: En skål for.....

VÆRTINDEN vender sig mod Dronningen, kun for at opdage, at Dronningen ikke har ventet på at få udbragt en skål. Hun bæller allerede.

VÆRTINDEN: ...vores...yndige dronning.

ALLE drikker efter et spredt 'skål'.

DRONNINGEN får øje på MARY.

DRONNINGEN: Halløj, do dær - kom lige her hen.

MARY går frygtsomt op til Dronningen, Byron følger efter på sikker afstand.

DRONNINGEN tager fat i MARYs lidt tarvelige klæder og betragter dem med en uudgrundelig mine. Selskabets damer, som tager Dronningen respons for misbilligelse, fniser lidt hånligt.

DAMER: hy hy hy, fnis.

DRONNINGEN: Hvad griner I ad? Jeg vil sæl ha så'n en kjolø. Du ser øøndig ud - hvad hedder du?

MARY: Mary....Mary Pawn.

BYRON: Hvis Deres Majestæt tillader - jeg har taget hende med i aften som mit kulturindlæg. Hun er en pige fra folket. En af de undertrykte masser, for hvem den industrielle revolution betyder sult og nød.

DRONNING CAROLINE trykker MARY på barmen.

DRONNING CAROLINE: Er de ægte eller har du stoppet dem ud?

BYRON: - For hvem den nye tids teknologiske mirakler betyder undergang. Udviklingen har glemt disse mennesker, og har anbragt dem i kulminerne og i fabrikkerne. Men ingen nation er rigere end den fattigste fra folket - ingen nation kan vigte sig af velstand, når de mindste mangler brød på bordet.

DRONNING CAROLINE: Hold kæft, hvor du snarker.

MUSIK

BYRON: Jeg taler om at ha' det vigtigste i verden - det, uden hvilket ingen kan prise sig lykkelig, det, som giver selve livet mening -

EN FRA FORSAMLINGEN: Mad?

BYRON: Nej.

EN ANDEN FRA FORSAMLINGEN: Penge?

BYRON: Nej.

EN TREDJE FRA FORSAMLINGEN: Kærlighed?

BYRON: Nej, nej, nej - jeg taler om: at ha' en sag!

ALLE: En sag?

BYRON: (parlerer de næste to linjer over to lange akkorder) Et veldædigt formål, som man rigtig kan gå op i, for man glemmer kedsomheden, hvis man har en hobby.

Man må sør'me ha' en sag, helst en ny hver anden dag Nogle stakler at forsvare i den undertrykte skare eller i et fremmed land, find en sag, hvorend du kan!

BYRON: (mens alle andre går 'Hum. Hum.') Sidste uge støtted' jeg den græske frihedskrig, og i dag bekæmper jeg den nye industri.

BYRON & ALLE: Det gi'r indhold i dit liv, det' det bedste tidsfordriv, Du ser bedre ud i pressen, når du viser interesse med vetalenhed og glød for de små, der lider nød.

BYRON: (mens alle andre går 'uh-huuh', andagtsfuldt) Pak det ind i floskler og lidt poesi, få det trykt, så bli'r du ov'nikøbet rig.

ALLE: Der er ingen på vor jord der kan stå for fagre ord, slut dig end'lig til en fane i de frelstes karavane, ta kun del i andres kampe og hold ud til sidste jambe, det kan være gamle sten de vil flytte fra Athen, bistandshjælp, der er for lille - emnet spiller ingen trille, find dig no'et at ta' dig af - du må sør'- me - ha' - en -

DRONNING CAROLINE: bøvs.

ALLE:  - Sag!

LYS ud MS - STUDIEVÆRTINDE frem på rampen i SPOT.

STUDIEVÆRTINDEN: Stllingen er nu (xx) til Darwin og (xx) til Marx. Vi vender tilbage til studiet efter en kort pause.

PAUSE

II Akt.

DARWIN kommer på, og der ligger en tyk A4-kuvert og venter på hans pult. Han åbner den og læser:

DARWIN: "Kære Charles Darwin, Jeg har forstået, at De har samme interesse for udviklingslære som jeg selv. Mit navn er Alfred Russel, og jeg er netop ved at afslutte et hovedværk om dette emne, og jeg ville være glad, hvis De gad og læse mit manuskript, som endnu ingen har set, og give mig Deres ærlige mening. Jeg vedlægger manuskriptet - pas godt på det, for det er endnu ikke kopieret. Venlig hilsen, Alfred Russel Wallace."

DARWIN åbner Wallaces manuskript og bladrer igennem. Under læsningen bliver han mere og mere utilpas og chokeret.

DARWIN: "Varieringslove.....korrelativ variering....artskarakterer mere variable end slægtskarakterer - åh nej, nej....om sjældenheden af overgangsformer...det er jo nøjagtigt det samme, som jeg har --- !

DARWIN tager sig i at fuldføre sætningen og ser skummelt omkring sig.

DARWIN: Hm, lad mig se... mit manuskript, som endnu ingen har set ...bla bla...pas godt på det, for det er endnu ikke kopieret... he he he...

NU fortsætter stykket: Åbningsbillede er endnu en seng, men en langt mere tarvelig seng end den sidste; vi er nemlig i seng med LUCY og JOHN.

JOHN: Hvornår skal det så være?

LUCY: Til august, tror jeg.

JOHN tænker lidt.

JOHN: Bliver det en dreng eller pige?

LUCY: Vi må vente og se.

JOHN tænker lidt igen.

LUCY: Du er vel ikke ked af det?

JOHN: Nej, nej - men det kommer jo til at koste penge, og vi har ikke nogen.

MARX ringer på klokken.

MARX: (ding) En almindelig fabriksarbejder i 1819  tjente 15 schilling om ugen, en kvindelig fabriksarbejder tjente 10 schilling om ugen. De faste udgifter lå på omkring 20 schilling ugentlig, ikke inklusiv tøj og brændsel.

(MARX får 5 point)

JOHN: Netop, men når du skal føde, må du vel have fri et par dage, og så går vi jo ned i løn...

LUCY: Kender du ikke nogen, der kan hjælpe os med et lån?

JOHN: Næ, jeg mistede hele min familie sidste år under en julefrokost. Mineskakten styrtede sammen...

LUCY: Og jeg kan ikke finde nogen af mine søskende...

JOHN: Det er da også for dårligt, at man ikke kan klare sig for den løn, man får! Vi burde klage.

LUCY: Hvem skulle vi klage til?

JOHN: Ja til... til....der må da være nogen, der tager sig af os.

Det banker på og nogle naboer kommer ind.

NABO 1: Godaften - vi bor lige inde ved siden af, og vi kunne høre jeres samtale gennem de papirstynde vægge.

NABO 2: Det er vældig interessant, hvad I snakkede om, og jeg synes, vi skulle gøre noget ved det.

JOHN: Hvad skal vi gøre?

NABO 1: Jo, vi havde snakket om at -

FLERE NABOER (tre stks) kommer ind.

NABO 3: Må vi også være med?

NABO 2: Det er nogle søde mennesker, som bor til leje i vores klædeskab.

NABO 4: Vi snakkede netop om forleden, at vi skulle organisere os og lave en demonstration.

NABO 5: Skal vi ikke hente de andre?

LUCY: Hvad er en demonstration?

NABO 4: Det er, når man i stedet for at gå på arbejde, går hen foran en ministers hus og siger, at det er for dårligt.

NABO 1: Så alle kan se, at vi er utilfredse.

DE ANDRE kommer ind, og nu er der en hob. JOHN og LUCY kommer hurtigt i tøjet.

MUSIK begynder -

LUCY: Åh, hvor er det rart, at vi har venner.

JOHN: Så var der alligevel nogen, der kunne hjælpe os.

NABO 2: Vi skal finde på et eller andet at råbe, så folk kan høre os.

NABO 4: Hvad skal vi råbe?

NABO 2: Noger, der fortæller, at vi vil ha' mere i løn...

NABO 3: Hvad med: "Mer i løn?"

NABO 4: God idé. 1 - 2 - 3 - 4:

ALLE: Mer i løn! Mer i løn! Mer i løn!

ARBEJDERNE begynder at marchere. I mængden får LUCY pludselig øje på PETER.

LUCY: Peter! PETER!

PETER: Lucy!

De omfavner hinanden. MUSIK.

LUCY: (til JOHN) JOHN - det er min bror, Peter, som jeg ikke kunne finde! Peter, det er John, der arbejder på den fabrik, hvor jeg også arbejder. Vi er blevet gift!

JOHN og PETER giver hinanden hånden.

PETER: Men...hvad med gården? Hvad med far?

LUCY: Åh, John, far døde, og jeg solgte gården og grisen og købte mig en billet til byen for pengene. Hvorfor skrev du ikke?

PETER: Jeg er ved at spare sammen til et frimærke.

LUCY: Vi må skynde os efter de andre, ellers kommer vi for sent til demonstrationen.

De skynder sig efter de andre.

En fra MÆNGDEN: Der er en ministerbolig! Der bor Castlereagh!

MARX trykker på knappen. DARWIN kom forsent, og det ærgrer ham.

MARX: (ding) Castlereagh - 1769-1822 - en af de mest forhadte udenrigsministre nogensinde, men han havde Kongen og regeringen bag sig. Han levede i en evig angst for, at Den franske Revolution skulle gentage sig i England.

MARX får point.

ARBEJDERNE: Mer i løn! Mer i løn! Mer i løn!

Ingen reaktion fra CASTLEREAGHs balkon.

ARBEJDER: Jeg tror ikke, han er stået op...

ANDEN ARBEJDER: Skal vi prøve at smide en sten på vinduet?

ALLE ARBEJDERNE bukker sig og samler sten op, og smider dem mod balkonvinduet i udenrigsministerens hus. LYDEFFEKT af KNUST GLAS.

ARBEJDERNE: Ups.

Nu dukker MARY - i morgenkåbe - op på Castlereaghs balkon.

MARY: Ministeren er ikke hjemme, han er i kabinetsmøde. Kan I komme tilbage senere?

LUCY griber PETERS arm.

LUCY: Peter - det er Mary! Mary - Juhu! Mary!

MARY: Lucy? Peter?

LUCY: Mary, kom ned til os!

PETER: Jeg har mødt hende efter jeg kom til byen - hun tjener penge på...hun - hun er blevet en -

ALLE rømmer sig.

LUCY: Vær nu ikke sådan en snerpe, Peter! Hun er vores søster, og nu er familien samlet igen. Åh, hvor er jeg glad!

MARY er nået ned. Omfavnelser og fryd & gammen.

MARY: Lucy! Peter! Hvor har jeg dog savnet jer!

De andre arbejdere piller ved MARYs guldbrokade på morgenkåben.

LUCY: Sikke noget fint tøj - du må ha' tjent en masse penge.

MARY: Ja, men jeg har også ligget vandret....

LUCY: Jeg er blevet gift! Det er John, min -

De bliver afbrudt af WELLINGTON, der er ankommet.

WELLINGTON: Hvad bilder I jer ind? Hvad er det her for noget? Hvem har ødelagt det vindue?

ALLE ARBEJDERNE skraber i jorden og ser uskyldige ud.

WELLINGTON: Skam jer! Skam jer! Tænk hvis der kom nogen og smadrede jeres vinduer - hvad ville I sige til det? Ja, tænk engang over det.

ARBEJDER: Vi ville bare ha' mere i løn...

WELLINGTON: I vil ha' og I vil ha'! Der må slås hårdt ned på arbejderklassens grådighed. Mere i løn! Hvad bliver det næste? Fri juleaften?

ARBEJDER: Det ku' da være meget rart...

WELLINGTON: I tænker kun på at dovne! Ingen disciplin! Da jeg lå i felten ved Waterloo, sagde jeg så før det afgørende slag: "nu har jeg været her i fjorten dage, nu vil jeg gerne hjem til familien"?  Nej - hvis jeg ikke havde passet mine pligter, så havde I allesammen været under tøflen hos Napoleon, og så var I blevet tvunget til at spise frøer!

ARBEJDER 1: Spise frøer?

ARBEJDER 2: De smager ligesom rotter, det er bare lidt finere.

WELLINGTON: Hvis jeg nogensinde tager jer i at lave ballade igen, så falder hammeren. Se at komme afsted med jer.

MARY: Hvor er han dog modbydelig!

JOHN: Sådan er de allesammen...

MARY: Nej - der er mange af de fine folk, som holder med os. Der er Lord Byron, for eksempel - han er helt vild med arbejdere.

LUCY: Tror du, han vil hjælpe os?

MARY: Vi kan jo spørge....

MARX: (ding) Det er et sen-kapitalistisk fænomen: I den periode, hvor klassekampen nærmer sig sin afgørelse, går den herskende klasse i opløsning ved at en mindre del af den slutter sig til den revolutionære gruppe i befolkningen. Ligesom tidligere, da en del af adelen gik over til borgerskabet, går nu en del af borgerskabet over til arbejderklassen.

MARX får 8 point for den smøre. IMENS er ARBEJDERNE gået til BYRON, med MARY i spidsen.

BYRON: Se'føli vil jeg gerne hjælpe dig og dine venner, og jeg kan hente hjælp hos mange andre, som jeg kender, Så jeg har inviteret en poet og en minister og Wilberforce, og ca. 27 journalister, for hvis vi skal ha' slagkraft, må vi sørge for lidt presse - de møder allesammen li' om lidt på min adresse.

Der myldres ind hos BYRON.

BYRON: Kære folk fra pressen, nu må det vist vær' på tide at vi gør en indsats for  - vær sød at gå til side -

(Sidste REP til ARBEJDERNE, der har stillet sig i vejen for PRESSEFOLKENE)

- de stakkels små iblandt os, som der er så mange af, Syn's I ikke også?

WILBERFORCE og CORBETT: Ih Gud jo, det syn's vi da.

BYRON: Parlamentets fattiglov er en grotesk forbier og det har jeg skrevet om - jeg har et par kopier.

BYRON begynder at dele kopier af sit digt ud til PRESSEN.

CORBETT: Vi må ha' en ny reform - åh, tegn mig med et smil -

WILBERFORCE: ja, hurtigst muligt - ser jeg ikke bedst ud i profil?

ALLE TRE: Vi er, åh, så indignered' over det, som finder sted, vi vil gi' vor's højre arme - fik I nu det hele med?

REPRÆSENTANT FRA PRESSEN: Ja, vi fik det hele, d'herrer - kunne vi få et billede af jer tre sammen, inden vi går?

BYRON: Naturligvis.

Der bliver straks stillet et staffeli op og en pressemand giver sig til at male de stivnede liberale.

BYRON: (ud gennem tandsmil) (til ARBEJDERNE) Det kommer til at vare et par timer - gå I kun, vi kontakter jer senere.

ARBEJDERNE går. LYS ned på pressemødet.

LUCY: Det er da forfærdeligt sødt af dem, at de vil hjælpe os, synes I ikke?

MARY: (betænkelig) Joeh...

PETER: Det er rart at vide, at man kan regne med støtte fra de store.

MARX smider et flyveblad ned fra podiet, så det lander foran gruppen af arbejdere.

MARY: Prøv at se her: der er en tryksag.

MARY samler den op og læser. DE ANDRE samles omkring hende.

JOHN: Hvad står der?

MARY: Der står, at det er maskinerne, som er skyld i arbejdernes dårlige kår.

URO i RÆKKERNE.

ARBEJDER: Det havde jeg slet ikke tænkt på....

MARY: Maskinerne har gjort, at der er overskud af arbejdskraft, og derfor ryger lønnen ned.

ALLE: Nåååh...

MARY: Men der er grupper af arbejdere over hele landet, der gør oprør mod maskinerne. De angriber fabrikkerne og ødelægger inventaret i protest mod teknologien. De opfordrer alle arbejdere til at slutte sig til dem.

MARX: (ding) Det var det, man kaldte maskinstorm eller 'Luddisme' efter Ned Ludd, som indledte de første angreb på nogle strikkemaskiner i 1812.

MARX giver sig selv 5 point. DARWIN, der til stadighed har siddet og skrevet af fra Wallaces manuskript, vågner op og ser utilfreds ud med pointsstillingen.

MARY: Der skal være en kæmpe demonstration på mandag ved -

DARWIN: (DING!) St. Petersfield!

MARY: Ja. De her flyveblade er sendt ud i alle insdustri-områderne. Det bliver en kæmpe demonstration, hvis der altså kommer mange nok.

LUCY: Skal vi ikke ta' derop? Det kunne blive vældig festligt.

ALLE samtykker.

LUCY: Mary, ta'r du med?! Du er jo egentlig ikke arbejder -

MARY: Nu er jeg! Jeg har været ensom i så lang tid, nu vil jeg være en af jer.

PETER går hen og omfavner sin søster. Det er meget rørende.

JOHN: Lad os se at komme afsted -

MARX og DARWIN rammer deres respektive klokker på samme tid, men MARX hamrer flere gange.

MARX: Mandag d. 16. august 1819!

MARX får point igen. LYS ned på scenen - alle ARBEJDERNE fryser.

DARWIN: (læser højt, mens han skriver brev) "Kære Alfred Wallace, tak for Deres brev. Jeg har desværre ikke haft tid til andet end lige at skimme Deres manuskript, og jeg øjnede et par småfejl, som jeg meget gerne vil have tid til at se efter endnu engang, så jeg kan give Dem den behandling, De fortjener..."

DARWIN ser op og ler for sig selv.

DARWIN: he he he.

DARWIN fortsætter med at skrive.

DARWIN: Der kommer jo nok til at gå en lille måneds tid, før jeg kan svare dem til fulde, men da De jo har været mange år om værket, vil denne lille ventetid nok ikke gøre Dem utålmodig. Jeg er sikker på, at jeg vil få stort udbytte af Deres manuskript. Deres ærbødigste, Charles Darwin."

DARWIN lægger brevet i en kuvert og tilkalder en af ARBEJDERNE.

DARWIN: Vil du aflevere brevet i postkassen og den store kuvert til min forlægger. Det er en hastesag. Her har du en skilling.

DARWIN godter sig.

DARWIN: he he he.

Så bliver DARWIN klar over, at alle øjne hviler på ham og tager sig sammen.

MUSIK. ARBEJDERNE er ankommet til St. Petersfield.

LUCY: Hvor er her mange mennesker!

JOHN: 60.000, hørte jeg nogen sige.

PETER: Hvad kan det så gøre, at vi har parlamentet imod os - jeg mener, når vi er så mange. Vi er mange flere, end der sidder i regeringen og parlamentet tilsammen.

LUCY: Og det er dejligt vejr.

WELLINGTON kommer rendende.

JOHN: Se, der kommer Wellington.

WELLINGTON: Kan I så holde op med at forsamle jer! Hvad er det for noget! Gå dog hjem og gå på arbejde.

PETER: Vi har ret til at forsamle os...tror jeg nok.

WELLINGTON: Ret? Hvem har bildt jer ind, at I har nogen rettigheder!

JOHN: Vi gør jo ikke noget...hvorfor må vi ikke holde møde?

WELLINGTON: Fordi jeg siger det! Og gå så hjem med jer!

STEMMER fra GRUPPEN: Vi går ingen steder. Vi bli'r her. Du kan selv gå hjem! osv.

WELLINGTON: Det er jo franske tilstande! Men godt! I er advaret. Kom ikke og sig, at I ikke er advaret!

WELLINGTON marcherer bagud, ned ad midtergangen.

WELLINGTON: (mumler på tur) Jeg skal give jer rettigheder....

LUCY: Jeg har taget madpakker med til os allesammen.

JOHN: Åh ja, nu skal det gøre godt med lidt frokost...

MARY: Og jeg har syet nogle badges til os, så vi ligesom kunne uniformere os i dagens anledning.

LUCY: Nej, hvor kreativt...

MARY: Jeg har selv designet logoet - det er sådan nogle cirkler, der symboliserer det globale sammenhold, og så et kors, fordi vi er kristne...nu skal jeg finde dem, så I kan se dem....

LUCY: Det lyder vældigt fint, Mary....

CORBETT kommer gående forbi.

PETER: Se, der er ham ministeren fra pressemødet. Halløj! Er du kommet for at solidarisere dig med os?

CORBETT: Næ - jeg er kommet for at sige, at jeg desværre må trække min støtte tilbage. Man har truet med at fratage mig min ministerpost og min embedspension.

JOHN: Fordi du støttede vores sag?

CORBETT: Nej, fordi jeg lod mig portrættere sammen med Byron, det grødhoved. Han er på forsiden af alle aviserne på grund af en affære med et parlamentsmedlems kone. Jeg beklager...

PETER: Sikken skuffelse. Nå, men der er jo andre...

Mary: Der kommer Wilberforce...

WILBERFORCE kommer på.

WILBERFORCE: Jeg er ked af, at jeg har gjort en fejl - men I må klare jer selv. Befrielsen af de sorte slaver gik så godt, men jeg er ikke så sikker på den her sag;  den passer ikke så godt til mit image. Jeg vil hellere huskes som ham, der ophævede slaveriet i England.

WILBERFORCE skal til at gå, men standses af JOHN.

JOHN: Er vi da ikke ligeså gode som slaverne?

WILBERFORCE: Ærligt talt, nej. I er jo ikke engang sorte. Og når alt kommer til alt, så er I jo en reaktionær bevægelse, imod den nye tid, ikke? Og jeg har ikke lyst til at blive identificeret med jer. Iøvrigt har jeg en frygtelig fornemmelse af, at det her går galt.

LUCY: Hvorfor det?

WILBERFORCE: Det er mest min sjette sans, der siger mig det, men desuden ser det heller ikke godt ud, at Wellington og hans mænd er stillet op i kolonne derovre. Jeg er smuttet, hej.

WILBERFORCE hurtig exit.

PETER er meget skuffet og sætter sig.

PETER: Nu er der lige pludselig ikke nogen, der kan lide os mere....

LUCY: Se - der er Lord Byron!

BYRON kommer ind i bermudashorts, spraglet skjorte og med en pakket kuffert.

MARY: Byron, stikker du også af fra os?

BYRON: Sådan ville jeg nu ikke sige det - men min tilstedeværelse er påkrævet i Grækenland. Landet er besat af tyrkerne, og jeg føler, at jeg kan gøre mere dernede. Men jeg vil tænke på jer - og dig vil jeg aldrig glemme, Miriam. (sender et fingerkys til MARY)

PETER: Vil det sige, at du svigter os for en samling udlændinge?!

MARY: Betyder vi slet ikke noget for dig?

BYRON: Kære venner, jeg er digter - for en digter er virkeligheden kun et stykke kladdepapir med små stikord til de udødelige værker, han skaber. I har inspireret mig enormt meget, og jeg har allerede skrevet pragtfulde verselinjer, som vil blive husket længe efter at I er borte. Venner - kunsten er lang, men livet er kort - (Byron ser ud over flokken, ned mod Wellington)

WELLINGTON: (OFF) Alleeee ret!

BYRON:  - og i jeres tilfælde, meget kort, tror jeg. Hygge.

BYRON er væk på 2 sekunder. De ANDRE står og ser efter ham et øjeblik.

LUCY: OK - så er vi 60.000 minus tre, og hvad så? Vi er stadigvæk langt i overtal. Og vores sag er ligeså god som den hele tiden har været -

PETER: Hvad betyder 'reaktionær'?

LUCY: Pyt med det! Lad dem kalde os, hvad de vil - vi ved, at vi har ret! Vi vil ha' en bedre verden som vores børn kan vokse op i, med træer og grønt græs og, og -

MARY: Blomster!

LUCY: Og ikke de der hæslige fabrikker, hvor vi bruger hele dagen på at lave noget, vi ikke ved, hvad er.

Samtykkende tilråb fra FLOKKEN.

LUCY: Lad os så få stemningen i vejret!

MARY: Og lad os allesammen tage mine badges på!

MARY leder i sin taske efter sine badges.

LUCY: Ja, lad os tage Marys badges på, så vi rigtigt kan føle, at vi er del af en gruppe.

MARYs deler glad sine badges ud til de omkringstående, som straks placerer dem på deres kjole/skjortebryst. MARYs badges ligner til forveksling skydeskiver.

LUCY: (mens alle går 'hum. hum') La' kun vendekåber vende om og hoppe fra - vi er mange nok alli'vel, det ta'r vi os ikke af!

ALLE: Vi vil ikke kun se te og la' alt det grimme ske - Vi er mange, vi ska' bare holde sammen og forsvare vores menskelige ret, står vi sammen, er det let.

Parlamentet må forstå vi er mange, der er små Det er alle os hernede, der gør dem deroppe fede,

(Wellington OFF: læg an!)

vi må ha' en ny balance, de må give os en chance, hvis de ikke vil, nuvel, så må de - slå - os - i-

(Wellington OFF: FYR!)

GEVÆRSALVER - ALLE falder døde om og ligger bomstille.

MUSIK begynder (pp) på "Jerusalem". DARWIN vender sin point-tavle. MARX og DARWIN kommer ned for at se på ligene. De er begge lidt chokerede over sagens udfald, men lader sig ikke mærke med noget. DARWIN har dagens avis.

DARWIN: Sikken et rod, hva?

MARX: Ja....jeg må tilbage til tegnebrættet med den idé...

DARWIN: (skimmer overskrifterne) "Shelley druknet under lystsejlads i Speziabugten...Byron død i Grækenland...."

MARX: Nå...faldet i kamp?

DARWIN: Næ...død af lægebesøg. (bladrer) Hm..."Dronning Caroline på statsbesøg i Frankrig"

MARX: Tsk tsk...ikke andet end ulykker....

DARWIN: Lad os se under vittighederne... (bladrer) Hm...Castlereagh har skudt sig selv.

(pause - DARWIN og MARX ser på hinanden)

DARWIN: Vi ka' ikke rigtig slutte her, vel?

MARX: Næ...det er jo en musical. Og der har heller ikke været så mange sange i 2. akt.

DARWIN: (til Kapelmesteren) Ku du ikke spille noget muntert?

KAPELMESTEREN slår en intro an to gange, og MARX begynder at flytte ligene lidt tilbage, så der er plads på scenen til et lille nummer.

DARWIN: Wellington, er du der endnu?

WELLINGTON: Vel er jeg så.

DARWIN: Ku' vi få en spot herned?

WELLINGTON: Naturligvis.

Der kommer FØLGESPOT på midtscene. MARX og DARWIN falder ind i en lille soft-shoe til 'Side by Side', i en løssluppen show-stil. Det ser ikke kønt ud, men de gør deres bedste.

MARX og DARWIN: "Oh, we ain't got a barrel of money Maybe we're ragged and funny, But we travel along, singing a song, Side by side.

Don't know what's coming tomorrow, Maybe it's trouble and sorrow, But we travel the road, sharing our load, Side by side.

Through all kinds of weather, What if the sky should fall, Just as long as we're together, It doesn't matter at all.

When they've all had their quarrels and parted, We'll be the same as we started, Just trav'ling along, singing a song, Side by side."

ba-da-ba-dam.

Et af LIGENE hæver APPLAUS-skiltet.

BLACK OUT. SLUT.