Moliere: Misantropen
Bearbejdet af Lars Kaaber efter P. Hansens oversættelse.

Alceste, Basque og Philinte. Basque er i færd med at barbere Alceste.

PHILINTE: Hvad er der dog i vejen?

ALCESTE: Jeg be’r dig, lad mig være!
PHILINTE:
Hvis jeg ikke får en grund er det jo ikke til at bære. Det der raseri, det ka’ da ikke blive ved –

ALCESTE: Jeg gi’r dig ingen grunde – jeg har lov at være vred. Hidtil har jeg kaldt dig for min allerbedste ven, men hele vores venskab vil jeg skrotte nu igen. Alt imellem os to er for evigt forbi – jeg holder mig fra mennesker uden sandhed i.

PHILINTE: Men hvad har jeg dog gjort? Du er jo helt forvandlet –

ALCESTE: Du burde skamme dig, sådan som du har handlet. Jeg ser dig vise fremmede den allerstørste hæder og sige dem hvor overmåde deres venskab glæder lovord og forsikringer flyder fra din mund til man tror at al den varme må have en gyldig grund. Men spø’r jeg hvem det er, som du har kysset og favnet så husker du ham ikke, hverken manden eller navnet, så snart han er borte, ryger venskabet med og hele sagen kommer dig ikke mere ved. Havde jeg vist en adfærd af lignende slags, så ville jeg gå hen og hænge mig straks.

PHILINTE: Vil du da ikke svare folk med venlighed og sige dem til gengæld det smukkeste du ved?

ALCESTE: Nej! Jeg kan ikke udstå den falske metode som bruges af de fleste af jer, der er på mode og mest af alt så hader jeg løgn og hykleri, og andre høfligheder uden spor af sandhed i. Al agtelse beror på et fortrin – det er tingen, og ham, der agter alle, han agter slet ingen. Når du har gjort dig selv til hele tidsåndens tolk, så regner jeg dig ikke blandt hæderlige folk, Sådan venner har jeg ikke, så sejl din egen sø, hvis ikke man er ærlig, kan man lisså godt -

BASQUE er irriteret over, at Alceste ikke kan sidde stille mens han bliver barberet.

BASQUE: - monsieur!

PHILINTE: Men vil man omgås andre, kan man sandelig ikke sådan kaste vrag på høflighed og skikke.

ALCESTE: Der findes ingen straf, der er hård nok til dem, der møder med en løgn, når han kalder sig min ven. Vil man gå for en mand, må man i al sin stræben ærligt og frit bære hjertet på læben.

PHILINTE: Men nogle gange er det da bedst at skjule lige hvad man mener, selvom ordene bli’r hule. Sikke mange mennesker, man sårer og krænker hvis man si’r dem ligeud, hvad man virkelig tænker. Sæt, der var en til stede, man ikke gider se – sku’ man sige ham det i hans ansigt, måske?

ALCESTE: Ja.

PHILINTE: Tag nu Emilie - ville du så sige at hun vil spille ung, skønt hun er en gammel pige, at hendes tykke sminke vækker latter hos enhver?

ALCESTE: Ja.

PHILINTE: Og til Dorilas, at han er til besvær og fylder ved hoffet hvert eneste øre med pralen og brovten, som ingen gider høre?

ALCESTE: Naturligvis.

PHILINTE: Det mener du ikke.

ALCESTE: Jo jeg gør, og gør man andet er det fordi man ikke tør. Overalt i byen ser jeg falskhed og løgne, forræderi og smiger blænder mine øjne. Jeg væmmes ved al denne lumskhed og svig og derfor erklærer jeg den hele verden krig.

PHILINTE: Jeg skulle mene du har ret, i teorien, men i praksis – ha’ mig undskyldt – er du lidt til grin.

ALCESTE: Fint! For vores samfund er blevet så defekt, at jeg vil skamme mig ved at nyde dets respekt. Hyklere og løgnere sku ha' en omgang klø Men istedet bli'r de adlet og forfremmet til -

BASQUE: - monsieur!

PHILINTE: Det’ altså på hele den stakkels menneskehed, på hver og en iblandt os, du har set dig vred? Der findes dog iblandt dem, nogen man må kalde –

ALCESTE: Nej, der findes ingen – jeg hader dem alle! Den ene på grund af hans usle karakter, den anden fordi han udemærket ser det usle, men alligevel holder sin mund - jeg hader dem alle af en eller anden grund. Den fyr, jeg har proces med, den nedrige mand, hans slyngelstreger trodser enhver forstand; alle ved, hvilke svinestreger han har begået for at få den stilling, han nu endelig har fået. og hvor han nu, i et magtfuldt miljø får dygtighed og dyd til at rødme -

BASQUE: - monsieur!

ALCESTE: Og dog er hans grimme fjæs så velset alle steder, man ta'r imod ham, smiler, viser ham hæder. For helved da! Det ærgrer en ærlig mand til døde at se, hvor man bestandig kommer lasterne i møde.

PHILINTE: Processen, ja - den sku' du ta' og tænke på, min ven.

ALCESTE: Nej - hvorfor fanden sku' jeg bekymre mig om den? enten det er rigtigt eller galt, hvad jeg gør, så rør jeg ikke en finger -

PHILINTE: Det syns jeg nu, du bør...

ALCESTE: Jeg flytter ikke en fod -

PHILINTE: Nej, ved du nu hvad, tænk dog på din modpart -

ALCESTE: Nej! Jeg er ligeglad.

PHILINTE: Du ku' let ta' fejl.

ALCESTE: Ja, det vil vise sig.
PHILINTE:
Men ...

ALCESTE: Taber jeg, hvad så? Det rører ikke mig.

PHILINTE: Men ...

ALCESTE: Hvis jeg taber sagen er det et klart bevis at der ingen retfærdighed er til i Paris at selv vort retssystem er blevet så slet at ærlige folk blir nægtet deres ret.

PHILINTE: Nej, det er dog for galt!

ALCESTE: Jeg taber gerne sagen, når bare dette punkt blir rigtigt lagt for dagen. Jeg vinder, hvis jeg taber.

PHILINTE: Men de spartanske sæder, som du med vold og magt forlanger alle steder, den komplette mangel på løgn og hykleri - findes det hos hende, du har forelsket dig i? Den unge smukke enke, som fik dig til at falde hun syns mig ligegodt at være værst af dem alle.

ALCESTE: Hvis du nu -

PHILINTE: Nej, ta' dig ikke af jeg taler; jeg dømmer hende ikke, men du med dine idealer, kunne man vel vente, ville finde en anden. Hvad Celimene angår, syns jeg dog, så svigter forstanden. Eliante elsker dig, hun er ærlig og god, den dydige Arsinoé ligger for din fod, Når to så rene piger vil ha' dig, hvorfor så er det at kun Celimene kan bevæge dit hjerte?

ALCESTE: Jeg ved det ikke. Jeg ser hendes fejl, og jeg dømmer dem hårdt, Men min strenghed kommer hele tiden til kort. Hun sejrer ved sin ynde. Hun står fast i mine tanker og med tiden kan jeg nok få fjernet hendes små skavanker.

PHILINTE: Hvis du ku' gøre det, så fortjente du en pris. Men tror du, at hun elsker dig?

ALCESTE: Ja, naturligvis. Jeg elsked hende ikke, hvis jeg ikke troede det.

PHILINTE: Nuvel - hvis det er sandt, så kan jeg ikke rigtig se, hvordan dine rivaler kan genere dig, min ven?

ALCESTE: Fordi - En sjæl, som elsker, vil elskes helt igen

PHILINTE: Hvis valget nu var mit, med alt, hvad jeg nu ved, så bad jeg Eliante om hendes kærlighed. Hun sætter dig højt, og hvis du valgte hende, så valgte du en ædel og elskelig kvinde.

ALCESTE: Og spurgte jeg fornuften, så gjorde jeg det med - men fornuften er ikke det, der styrer kærlighed.

PHILINTE: Jeg vil nødig slå dig ud, men jeg frygter du vil finde, at Celimene -

ORONTE: Halloo! Er der nogen derinde? Jeg måtte op - forstyrrer jeg? - for lige at erklære hvor højt jeg beundrer Dem og agter Dem, min kære. Jeg har så længe følt, at De af alle mænd er den, som jeg allerhelst vil ønske mig som ven. De sande værdier, som vi begge anerkender gør os to bestemte til at bli' de bedste venner. Jeg taler til Dem, som de måske observerer.

ALCESTE: Til mig?

ORONTE: Ja, til Dem, hvis det ikke generer.

ALCESTE: Åh nej - men jeg må tilstå, det overrasker mig. At så megen ære skulle falde på min vej.

ORONTE: Hvad jeg si'r af høfligheder kan enhver betragte som ærligt ment - og Dem må hele verden agte.

ALCESTE: Min herre -

ORONTE: Staten selv, hvor meget den end gør kan langt fra belønne Dem så højt som den bør.

ALCESTE: Min herre -
ORONTE: Selv de bedste blandt os, må jeg sige, de mangler temlig meget i at være Deres lige!

ALCESTE: Min herre -

ORONTE: Hvad jeg siger er sandt, hvert et ord! Og lad mig nu bekræfte, at i mit hjerte bor kun ærlighed, min ven  - og derpå vil jeg trykke Dem til mit bryst, og sætte kronen på min lykke! Så er vi altså venner - jeg rækker hånden frem, Tag den!

ALCESTE: Min herre -

ORONTE: Hvad? De betænker Dem?

ALCESTE: Min herre, De viser mig al for megen ære, men det sande venskab, synes jeg, det bør dog være mere helligt. Hvis man bare åbner sin favn for alle, så misbruger man venskabets navn. Et venskab bør fødes af hjertet og forstanden og før man bli'r venner bør man - kende hinanden; hvem ved om Deres sind er det samme som mit? Om ikke vi begge to fortrød det gjorte skridt.

ORONTE: Hvor er De dog forstandig! Som De kan ræsonnere! og derfor respekterer jeg Dem kun så meget mere. Så lad os vente på at Tiden knytter vores pagt Men mig kan De straks kalde kammerat, som sagt. Kan jeg ved hoffet være Dem til hjælp på nogen måde, så ved de, jeg er hos kongen i ikke ringe Nåde, Kort sagt, jeg er til tjeneste med alt hvad De begærer, da det er Deres dom, jeg fremfor alle andres ærer og lad mig begynde vort venskab idet jeg viser Dem et digt jeg har skrevet, en sonnet. Sig mig, om mit lille digt fortjener at komme i trykken!

ALCESTE: Jeg plejer at være streng i mine domme. Forskån mig!

ORONTE: Hvorfor?

ALCESTE: Fordi jeg er slem til at sige min mening en smule ligefrem.

ORONTE: Det er da det, jeg vil! Ellers ville jeg da klage, idet jeg netop siger: De må slet slet ikke tage det mindste hensyn, men gi' mig klar besked.

ALCESTE: Nuvel da, som De vil - begynd - jeg er bered.

ORONTE: "Sonnet" - for det er en sonnet, må De vide. "Håbet" - øh, det' til en dame, jeg særligt godt kan lide. "Håbet" - eh, det' ikke af den pompøse slags, bar' et fint lille digt, smægtende og sart.

ALCESTE: Det vil vise sig.

ORONTE: He he - kun tror jeg nok at stilen ku' trænge, som man siger, til lidt mere med filen. Jeg tænker på ordene, diktionen, om De vil.

ALCESTE: Ja, det vil vise sig.

ORONTE: Det hele blev vist til på højst et kvarter, jeg husker ikke lige -

ALCESTE: Ja, læs nu bare - tiden har ingenting at sige.

ORONTE: At håbet er en trøster ved jeg vel jeg ved, at for en stund vor sorg det dølger men Phillis, ikkun stakket er vort held, når ingenting i håbets fodspor følger!

PHILINTE: Hvor fint. Og charmerende over al måde!
ALCESTE: Hvo'n fanden kan du synes godt om sådan noget?

ORONTE: Vel viste du mig tit, du var mig god, men heller måtte mindre god du blive og spare på din godheds overflod når håb er alt, hvad du mig har at give.

PHILINTE: Hvor er det elegant, og hvor rimene falder!

ALCESTE: Hvordan kan du dog rose det tanketomme skvalder!

ORONTE: Skal i en evig venten jeg fortæres, skal med et evigt håb min flamme næres, da bliver graven snart mit hvilested. Din godhed, Phillis, vækker kun min klage, thi man har ikkun håbløshed tilbage når man skal håbe i al evighed.

PHILINTE: Den slutning faler flot, så elegant turneret.

ALCESTE: Gid du måtte falde og få dit fjæs skamferet elendige løgner, så skete dig din ret.

PHILINTE: Jeg mindes ingen vers, der flyder så let.

ALCESTE: Hold da kæft!

ORONTE: He he - De smigrer mig - De tror måske det glæder?

PHILINTE: Nej, det er ikke smiger.

ALCESTE: Hvad er det så, forræder?

ORONTE: Men De skal sige Deres mening, efter aftalen vi har, så sig mig ganske ærligt, hvordan versene var.

ALCESTE: Det er lidt vanskeligt, når så'n noget skal bedømmes. Hvis vi tror vi har talent, så vil vi godt berømmes. Dog sagde jeg engang til - nå, ligemeget hvem om nogle af hans vers, da han viste mig dem, at den, som vil holde på sin værdighed, bør søge at dæmpe eller helt at skjule sin skrivekløe, og at man handler klogt, hvis man forstår at lægge bånd på sin lyst til at glimre for andre med sin ånd. At man i sin trang til at vise sine værker let gør sig til nar, førend man selv mærker.

ORONTE: Skal der dermed måske være mig på hjertet lagt, at jeg må ikke digte?

ALCESTE: Det har jeg ikke sagt. Men jeg sagde til ham, der dengang søgte poesien at hvis man fremturer, bli'r man meget let til grin.          Lad manden, der skrev det, være nok så rar - vi dømmer altid folk efter fejlene, de har.

ORONTE: Men har De da noget imod min sonnet at sige?

ALCESTE: Det har jeg ikke sagt. Men jeg viste ham tillige, at denne skrivesyge i vor tid især har ødelagt folk, som dog var bedre værd.

ORONTE: Er jeg iblandt dem? Og skriver jeg da dårligt?

ALCESTE: Det har jeg ikke sagt, men jeg sagde: helt alvorligt - Med disse digternykker sku' du ta' dig godt i agt. Hvorfor vil du trykkes med djævlens vold og magt? Kun hvis en mand må skrive, for at kunne eksistere kan hans dårlige bog få lov at passere. Jeg råder Dem - hold op med det verseskriveri og indvi fremfor alt ikke andre deri. De har jo ry som hædersmand på mange fine steder, slip dog ikke det for en indbildt digterhæder hold fast på den respekt, som De nyder - den er sikker, istedet for et vanry som en ussel penneslikker. Den tabte stolthed, den ka' være svær at erstatte.

ORONTE: Jo, meningen er god nok, og meget klar at fatte. Men må jeg ikke vide, hvorfor min sonnet -

ALCESTE: Gem den langt væk i skuffen, for så gør De ret. Den omvendte ordstilling flyver rask afsted og sproget er brækket fuldstændig af led. Hvad er nu det: at for en stund vor sorg det dølger? og det, at ingenting i håbets fodspor følger? Og spare på din godheds overflod, når håb er alt, hvad du mig har at give? Og at man har ikkun håbløshed tilbage, når man skal håbe i al evighed? Den billedrige stil, som er brug i vores tid, er lutter svulstigheder, som ikke si'r en skid. Det er kun spil med ord og affekterte talemåder, det er ikke sproget, hvor naturligheden råder. De gamle, de var platte, det' en afgjort sag, men sandere end vi var de i deres smag. Og højt over modens poesi, må jeg bekende, sætter jeg en gammel enfoldig sang som denne:

Om kongen ville give mig sin stolte stad Paris Og måtte jeg forlade min egen pigelil så svared' jeg Kong Henrik: behold din stolte stad, for jeg og min pige kan aldrig skilles ad.

Stilen er forældet og rimet ikke rigt, men af sand poesi er der mer i dette digt end i alle de snirkler man nutildags maler, for her er det sandhed og følelse, der taler.

Om kongen ville give mig sin stolte stad Paris Og måtte jeg forlade min egen pigelil så svared' jeg Kong Henrik: behold din stolte stad, for jeg og min pige kan aldrig skilles ad.

Sådan taler netop det forelskede hjerte. (til Philinte, som ler) Ja, le De kun, min herre! men jeg si'r at sådan er det.

ORONTE: Jeg holder desuagtet endnu på min sonnet.
ALCESTE:
Ja, De har Deres grunde, dem fatter man let, men jeg har også mine, og De kan ikke fordre, at mine skal bøje sig efter Deres ordre.

ORONTE: Det er mig nok at andre har blik for dens værdi.

ALCESTE: De lader, som De har det, men det er hykleri.

ORONTE: De tror måske, at De har patent på al forstand?

ALCESTE: Hvis jeg nu roste digtet, vill' De synes lissådan.

ORONTE: Åh, pyt med Deres ros - jeg kan leve uden den.

ALCESTE: Det bli'r De også nødt til, min fornemme ven.

ORONTE: Det kunne være morsomt, om De ville skrive et digt. Jeg gad nok se, hvordan det ville blive.

ALCESTE: Det blev desværre ligeså dårligt måske, men så fik heller ingen produktet at se.

ORONTE: De ta'r det, lille herre, lidt strengt med Deres kald.

ALCESTE: Slet ikke, store herre, jeg ta'r det som det skal.

PHILINTE: Mine herrer - tag det roligt - vil De nu besinde Dem -

ORONTE: Javist - jeg har uret. Og jeg skal iøvrigt hjem.

Oronte går.

PHILINTE: Oprigtig - det er du! Men hvad er hele takken? Du har igen fået en fjende på nakken. At Oronte ville roses, det så jeg meget vel -

ALCESTE: Tal ikke mere til mig!

PHILINTE: Men ...

ALCESTE: Gå din vej! Farvel!

PHILINTE: Men hør nu -

ALCESTE: Farvel, sagde jeg.

PHILINTE: Men jeg -

ALCESTE: La mig dog være! Vi to, vi har ikke mer' at sig' hinanden!

PHILINTE: Min kære -

ALCESTE: For pokker! Det er for galt. Jeg mener det alvorligt!

PHILINTE: Du slipper ikke fri for mig. Du kender mig kun dårligt.

PHILINTE ud. ALCESTE ud og straks ind efter CELIMENE.

CELIMENE: Det lader næsten til, at De har fulgt mig hjem kun for at yppe strid imellem mig og Dem.

ALCESTE: Jeg ypper ikke strid! Jeg ser kun med smerte at den første, den bedste får del i deres hjerte. De trækker alle ind i Deres lille spil og det har jeg ... lidt svært ved at vænne mig til.

CELIMENE: Kan jeg gøre for, at mændene ka' li' mig? Og at de flokkes omkring mig i stimer? Og når jeg bli'r belejret af en beundrende flok - sku' jeg så jage allesammen væk med en stok?

ALCESTE: Det er ingen stok, Madame, De behøver, men et hjerte, der nøjere vejer og prøver. At Deres skønhed blænder, ja, det ka' jeg forstå, men alle dem, den blænder, dem holder de på! Det er der, De synder, eller skal vi sige - fejler; De vækker samme søde håb hos hver enste bejler. Trak De Dem lidt tilbage, sku' De hurtigt erfare hvor tyndt der ville blive i de sukkendes skare. Men sig mig i det mindste ved hvilken tryllekunst Clitandre er steget så højt i Deres gunst? Er det hans lillefingers mærkværdigt lange negl der pludselig har gjort ham til hele modens spejl? Eller har han mon forstået at fængsle Deres ånd ved sin kniplingsbesætning og de brogede bånd? Eller er det hans latter, hans høje falset, der således har besejret dem komplet?

CELIMENE: De ved godt han har lovet at han vil stå mig bi efter evne i den sag, jeg er indviklet i.

ALCESTE: Det ville være bedre om De tabte denne sag - helre end De omgås en, som jeg får kvalme af.

CELIMENE: De er da også skinsyg på alle og enhver!

ALCESTE: Fordi jeg ser alverden blive modtaget her!

CELIMENE: Den er dog lidt urimelig, den skinsyge-galde, når jeg er lige høflig og venlig imod alle. De havde mere grund til at blive rigtig vred hvis jeg nu viste een af dem min hele venlighed.

ALCESTE: Men jeg, som De mener er frygtelig jaloux - hvad stiller mig bedre end de andre nu?

CELIMENE: Den lykke at vide Dem elsket, min ven.

ALCESTE: Hvad grund har mit hjerte til at tro på den?

CELIMENE: Jeg synes dog, de ord, De nu har hørt mig sige burde få den stærkeste tvivl til at vige.

ALCESTE: De mener måske ikke, at jeg går rundt og tror, at De trøster alle andre med de selvsamme ord?

CELIMENE: Det er nydeligt sagt af en bejler, må jeg sige, Deres tanker om mig må være mærkelige. Nuvel, for at spare Dem den tvivl, jeg har vakt: Så ta'r jeg alt tilbage igen - hver ting, jeg har sagt. Så glem kun Deres kærlighed - jeg gi'r den ingen ord.

ALCESTE: Desværre - jeg elsker Dem overalt på jord! Jeg skulle takke himlen for alt, hvad jeg har lidt, hvis bare mit stakkels hjerte igen engang blev frit. Jeg kæmper stærkt imod det, og hele min længsel er at bryde mine lænker og sprænge mit fængsel, men ikke al min vilje kan rokke hjertets dør - jeg elsker Dem stadig så meget som før.

CELIMENE: Unægtelig - De elsker med en varme uden lige.

ALCESTE: På dette punkt må alle andre bejlere vige. Alle andres følelser er kun en barneleg, for ingen i verden har elsket som jeg.

CELIMENE: Men måden er ny - det må da bekendes! De elsker alene for at komme til at skændes: De taler om følelser som en pinefuld bås, og kærlighed er noget, der skal overstås. Deres flamme får luft i et dårligt humør - så gnaven en elsker så man aldrig før.

ALCESTE: Det beror på Dem selv om striden skal endes, om vreden skal standses og lykken skal vendes - lad os nu tale åbent, med fredeligt sind -

BASQUE ind.

CELIMENE: Hvem er det?

BASQUE: Acaste -

CELIMENE: La ham bare komme ind...

ALCESTE: De er da heller aldrig et øjeblik alene!

CELIMENE: Sku' jeg da la' ham gå igen? Det kan De ikke mene! Tænk hvis Acaste fik mistanke om at han ikke var velset, hver enste gang han kom.

ALCESTE: Hvad det skulle skade, det ser jeg ikke rigtig ...

CELIMENE: Jo, en mand som Acaste må behandles forsigtigt - ved hoffet gælder netop den slags mennesker som han, der gør de megen lykke, skønt jeg ikke ved hvordan.

ALCESTE: Hvis det er Deres mening, hvo'n kan De så forsvare -

BASQUE  ind.

TJENER: Clitandre, Madame!

ALCESTE: Ja, det manglede bare!

CELIMENE: Hvor skal De hen?

ALCESTE: Jeg går.

CELIMENE: Nej, bli'.

ALCESTE: Hvorfor det?

CELIMENE: Fordi jeg ønsker det...

ALCESTE: Madame, kan De ikke se, at disse herrers tale er forfærdelig tom og tynd, at fordre jeg skal høre på dem, det er da synd.

CELIMENE: Jeg ønsker, at De bliver.

ALCESTE: Det er ikke til at fatte.

CELIMENE: Så gå - eller bli' - se, om jeg ta'r mig af det.

ELIANTE ind, lidt efter PHILINTE ind.

ELIANTE: Begge de to marki'er er fulgt med herhjem. Det har du fået at vide?

CELIMENE: Ja, ja - sæt stole frem. De er her endnu?

ALCESTE: Jeg går ikke min vej for nu skal De ha' valget mellem dem og mig.

CELIMENE: Så hold dog mund...

ALCESTE: De skal vælge, det' en afgjort sag.

CELIMENE: De er jo fra forstanden.

ALCESTE: Og det skal ske idag!

CELIMENE: Uha, da!

ALCESTE: Tag en beslutning!

CELIMENE: De er til grin, må De vide.

ALCESTE: Det kan være. De må træffe Deres valg - det' på tide.

CLITANDRE og ACASTE ind.

CLITANDRE: Jeg kommer li' fra Louvre. Gudsdød - De skulle se Hvor latterlig Cleonte er ved Kongens levée! Har manden dog ikke en ven, der kan sige at hele hans facon og manér er uden lige?

CELIMENE: Ja, han skaber sig bestandig så komisk, det er sandt, at alle må finde ham ekstravagant.

ACASTE: Om sande idioter ved jeg allerbedst besked - jeg kommer fra en af de værste, jeg ved: Damon, som har tvunget mig til at spadsere en time i solen og hør' ham konversere!

CELIMENE: Ha ha - både hans ture og hans tale går i ring og han bruger mange ord for at sige ingenting; han snakker uafladeligt, men hvad man får at høre er lutter tomme lyde, som går forbi ens øre.

ELIANTE: Hvis samtalen fortsætter på samme vis er der snart ingen venner tilbage i Paris.

CLITANDRE: Men så Timante, da? Han er heller ikke dårlig.

CELIMENE: Fra issen til foden så mystisk og alvorlig. Han ser forvirret på Dem idet han går forbi, har intet at bestille, men aldrig en time fri. Bestandig skal han hviske som en hemmelighed hvad der slet ikke er det, og hvad hele verden ved.

ACASTE: Og Geralde, Madame?

CELIMENE: Nej, Vorherre gi' os fri! Hele tiden ta'r han jo det fornemme parti - Han omtaler hoffet som lutter gamle venner, og 'Hr.' foran navnet er noget, han ikke kender.

CLITANDRE: Med Belise er han meget intim, såvidt jeg tror -

CELIMENE: Den lille gås! Hun si'r jo aldrig et ord! Hver gang hun kommer, får jeg kvaler uden lige af lutter forlegenhed for hvad man dog skal sige, hendes ord er så knappe, så korte, så få at samtalen hvert minut går i stå! "Hun bli'r nok ikke længe" får man hver gang lov at håbe, men hun kan gerne sidde i en time og måbe, man gaber i smug, man ser på sit ur, men hun bli'r siddende stille og stiv som en mur.

ACASTE: Hvad si'r De om Adraste?

CELIMENE: Åh, han har mange kvaler: Han elsker sig selv og har ingen rivaler. Han raser imod hoffet fordi man ikke der har tilstrækkeligt blik for hans mageløse værd. Han føler at alt med uret går hans næse forbi og hvis andre får lidt ære, er det bare hykleri.

CLITANDRE: Men den unge Cleon, hos hvem man dagligt ser det allerbedste selskab - behager han Dem mer?

CELIMENE: Det kan jeg ikke sige - hans kok er en mester, og det er spisestuen, og ikke ham, man gæster.

ELIANTE: Ja, alt, hvad han serverer, skal være komplet -

CELIMENE: Hvis bar' man ikke fik ham selv serveret som ekstraret! Hans egen person er en føde, som forspilder nydelsen ved alle hans ellers fine gilder.

PHILINTE: Hans onkel Damis er da overmåde net.

CELIMENE: Han er en ven af mig, og De har ganske ret.

PHILINTE: En brav, forstandig mand, og virkelig meget klog.

CELIMENE: Ja - men desværre er hans tale altid som en bog. Bestandig på stylter - det må da også være svært hver gang man åbner munden at sku' sige noget lærd. I alting ser han fejl, for det går ikke an at rose nogen ting, når man er en dannet mand. Han tror hans kritik er tegn på lærdoms fylde at det er tegn på dumhed at beundre og hylde.

ACASTE: Gudsdød! Portrættet rammer på en prik, det må man sige.

CLITANDRE: I at afmale folk har De ikke Deres lige.

ALCESTE: Ret så, mine venner fra hoffet, klem på! Skån ingen! Lad bare hele hovedstaden få! Dog er der ikke en af dem alle, som I ikke vil møde med goddag og med venlige blikke vil falde om halsen og forsikre med ed at I er hans venner nu og i evighed.

CLITANDRE: Hvorfor siger De det til os, min herre? Tal til Madame, hvis De har lyst at belære.

ALCESTE: Nej, netop til Dem - kan De nægte det er Dem, hvis latter og smil får bagtalelsen frem? Det er ved Deres jubel og deres vamle smiger at hendes satire og spot bestandig stiger; hun ville aldrig være så hvas i sine ord hvis ikke hun var sikker på deres bifaldskor.

PHILINTE: Men hvorfor ta'r du pludselig disse folks parti? Du plejer at fordømme dem lisså godt som vi.

CELIMENE: Hvor skulle han vel mene, hvad alle andre mener? Han vil jo hele tiden ha' sin mening alene. For hvad der fremfor alt i hans sind har slået rod er at han uafladeligt skal sige folk imod, han ville vist betragte det som den største skam hvis nogen skulle dele deres mening med ham. At sige imod er den største fryd han kender og han modsiger gerne sig selv - jo, det hænder: han kæmper imod det, han selv har brugt som grund så snart han hører argumentet i en andens mund.

ALCESTE: Latteren har De helt på Deres side, det har De - brug mig kun som skydeskive, værsåartig!

PHILINTE: Du kan dog ikke nægte, at du altid står på vagt og springer i harnisk uanset hvad der bli'r sagt. At du automatisk lægger enhver person på is ligemeget om han så gi'r roser eller ris.

ALCESTE: For pokker! Jeg er da i min allerbedste ret når alle andres mening er så ussel og så slet! Når man til alle tider ser at mennesker så gerne vil rose uden grund og kritisere uden hjerne.

CELIMENE: Men -

ALCESTE: Om det så skal blive mit allersidste ord: Jeres morskab er mindre uskyldig end I tror. I står og dissekerer med satirens skalpel De fejl hos alle andre, som madame rummer selv.

CLITANDRE: Tillad mig at sige - De må tro mig, om De vil, Men fejl hos Madame har jeg aldrig mærket til.

ACASTE: Dyder og skønhed er der masser af hos hende, men hendes fejl - nej, dem kan jeg sørme ikke finde.

ALCESTE: Des bedre kender jeg dem - det ved hun meget godt. Jeg skjuler dem ikke - jeg lægger dem blot. Jo renere kærlighed, des mindre smiger og det er sandheden, som det rene hjerte siger - jeg ville gi' fanden i en tilbederflok, som ikke kunne rose mine svagheder nok!

CELIMENE: Sand kærlighed forbyder da efter Deres lov at være hensynsfuld - man må kun være ... grov. I Deres øjne er den enste kærlighed der gælder den kærlighed, som hele tiden skælder og smælder.

ELIANTE: Hvis man elsker for alvor, ser man slet ingen fejl for laster bli'r til dyder i kærlighedens spejl. Her bli'r hver detalje set som sjælden og unik Der findes ingen mislyde i hjertets musik

ALCESTE: Og jeg, jeg påstår at -

CELIMENE: Nej - jeg orker ikke mere Måske d'herrer har lyst til at spadsere? Eller måske skal De hjem?

ACASTE og CLITANDRE: Nej, madame, meget nødig.

ALCESTE: De ser deres frygt er ganske overflødig. Bliv De kun mine herrer, men vil De huske på, at førend De er gået, agter jeg ikke at gå.

ACASTE: Ja, dersom mit besøg blot ikke vil besvære så ku' jeg blive hele dagen, hvis det skulle være.

CLITANDRE: Når blot jeg kan møde ved couchéen idag, så hindres jeg ikke af nogen anden sag.

CELIMENE: (til Alceste) Det var vel deres spøg?

ALCESTE: Nej - og tillad mig at sige: Vi skal se, hvem af os, der først kommer til at vige.

BASQUE ind.

ALCESTE: Hvad er der nu?

BASQUE: En stævning til.

ALCESTE: Hvem fanden er nu det?

BASQUE: Det har jeg ikke checket - øjeblik, så skal jeg se. Ah - det er Oronte, som har indanket sagen.

ALCESTE: Oronte? Hvad vil han? Hvad står der? (læser)

CELIMENE: (til Philinte) Hvordan lyder klagen?

PHILINTE: Det må vær' sket imorges, da Oronte kom for at vise ham et digt, som han ikke synes om. Nu vil man vel prøve at nå et forlig -

ALCESTE: De får mig ikke til at sige, at hans møg er poesi.

PHILINTE: Men stævningen må følges - så du må nok gå med.

ALCESTE: Hvordan skal forlig imellem os ku' finde sted? Vil domstolen dømme mig til at stå og sige at Orontes stygge versefødder er vidunderlige? Jeg vil sige igen, hvad jeg mener, ganske kort: de er usle!

PHILINTE: Javel, men sig det mindre hårdt.

ALCESTE: Jeg bruger ingen omsvøb, jeg holder mig til sagen.

PHILINTE: Så læg dog en smule medgørlighed for dagen og kom.

ALCESTE: Javel, jeg kommer, men ingen skal få mig til at skifte mening!

PHILINTE: Nej, nej - lad os nu gå.

ALCESTE: Kongen selv ku' bare lige prøve at befale mig at rose de vers, som her er på tale, Og hvis loven nu vil blande sig i kunst og digteri så sku' Oronte hænges for sin usle poesi. Le De bare, mine herrer! Bli' endelig ved at gø Det er så morsomt, når retssystemet går i frø!

CELIMENE: Alceste -

ALCESTE: en flok hyæner!

CELIMENE: - Skynd Dem nu afsted. De må ikke la' dem vente.

PHILINTE: De har ret. Lad os gå med.

ALCESTE, BASQUE, PHILINTE, ELIANTE og CELIMENE ud.

CLITANDRE: Min kære Marki, må jeg spørge dig -

ACASTE: Om hvad?

CLITANDRE: Har du egentlig grund til at være så glad?

ACASTE: Tja - jeg er rig, jeg er ung, og jeg hører til en slægt, som nævnes alle vegne med hæder og respekt, Jeg ser da ikke værst ud, så vidt jeg ve' og har endnu et fortrin, som du ikke får at se.

CLITANDRE: Jeg tvivler ikke på, at du bedårer de smukke, men hvorfor så gå her og spilde dine sukke?

ACASTE: Jeg? Du mener mig? Jeg kender ikke til den kunst at sukke for en dame, som nægter mig sin brunst ... gunst!

CLITANDRE: Men Celimene - tror du, du kan få ..det som du vil?

ACASTE: Det mener jeg, marki, at have gode grunde til.

CLITANDRE: Men jeg forsikrer dig, at du ta'r fejl, dit lille skind. Du smigrer dig selv, og du må være blind.

ACASTE: Du har ret: jeg smigrer mig selv, og jeg er blind.

CLITANDRE: Men at tro, du gør lykke, hvo'n falder det dig ind?

ACASTE: Jeg smigrer mig selv.

CLITANDRE: Men en grund - lad mig dog høre.

ACASTE: Jeg er blind.

CLITANDRE: Lad mig se de beviser, du kan føre.

ACASTE: Jeg skuffer mig selv.

CLITANDRE: Har Celimene måske i hemlighed ladet dig sin sande mening se?

ACASTE: Nej, hun holder mig for nar.

CLITANDRE: Lad mig nu få alt at vide!

ACASTE: Jeg hented' mig en kurv.

CLITANDRE: Nej hør nu - spøg til side, fortæl om Celimene har lovet dig at gi' sit ja.

ACASTE: Mig kan hun ikke udstå - det' kun dig, hun holder af. Hun hader mig. For mig er der nu kun tilbage at hænge mig en af de allerførste dage.

CLITANDRE: Hør nu her: jeg lover, at jeg trækker mig hvis du kan bevise, at Celimene elsker dig, hvis du så til gengæld vil love at gå hvis jeg kan bevise, det er mig hun tænker på.

CELIMENE kommer ind.

CELIMENE: De er her endnu?

CLITANDRE: Ja - lænkede af Dem.

CELIMENE: Jeg hørte lige nu, at en vogn kørte frem. ved De, hvem det er?

ACASTE: Nej.

BASQUE: Arsinoé er inde og spørger efter Dem.

CELIMENE: Åh nej - hvad vil dog den kvinde?

ARSINOÉ kommer ind. ACASTE og CLITANDRE går ud.

CELIMENE: Næ - hvad kan jeg takke for denne store ære? Jeg var såmænd ganske urolig for Dem, kære.

ARSINOÉ: Jeg kommer for at råde Dem til Deres eget vel.

CELIMENE: Hvor venligt! Jeg må rigtignok prise mit held!

ARSINOÉ: Hvor var det betænksom, at d'herrer lod sig fjerne.

CELIMENE: Men vil De ikke sidde?

ARSINOÉ: Tak, jeg står lisså gerne. Madame, det sande venskab bør vise sig især i sådanne ting, som man mest tillægger værd. og da nu ingenting i livet eller verden kan være mere vigtigt end det, der berører vores ære, så er det i den anledning, at jeg vil bringe frem en ytring, som viser, hvor højt jeg sætter Dem. Jeg var igår til stede i en meget fin og dannet familie, hvor man talte ... om Dem, iblandt andet. Om deres fortrin var det, meget af snakken gik, men i det store hele var det ikke ros, De fik. Den mængde folk, som her til huset trækker Deres eget lette væsen og den opsigt det vækker blev omtalt på en måde, som ikke var så net og strengere bedømt end det vistnok var ret. At jeg efter evne forsvared' Dem mod slige beskyldninger, behøver jeg vel ikke at sige; Det var for Deres gode hjerte, at jeg indestod og påstod hele tiden, at meningen var god; men der er et og andet - det vil De selv erfare - som med selv den bedste vilje er vanskelig at forsvare. Og deri må jeg gi' de onde tunger ret, at det skader Dem selv at leve så let - De kunne godt, hvis De ellers brød dem om det udsætte Dem lidt mindre for verdens hårde dom. Ikke fordi jeg tror, der er nogen virkelig fare -. sådanne tanker ku' jeg aldrig forsvare! Men efter skinnet dømmer så let den store flok, og at man ved sig skyldfri er ikke altid nok. De er for klog, Madame, til ikke at lytte venlig til mit råd og drage det til nytte. De ved, at det ene og alene kommer frem af hensyn til det venskab, der knytter mig til Dem.

CELIMENE: Jeg er fortvivlet, Madame, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal takke Dem - nej, jeg bli'r ikke vred, og jeg skal straks være Dem til tjeneste igen og gi' Dem et råd som en virkelig ven; De viser Deres venskab for mig, når de melder om alle de historier, som andre jo fortæller: Nuvel, jeg følger altid et godt eksempels magt, så også De kan vide lidt om, hvad der bliver sagt om Dem - og jeg besøgte forleden nogle venner folk, hvis fortjeneste vi begge anerkender. Det var meget vidt omkring at samtalen kom og Dem og Deres adfærd taltes også om. Man roste ikke just det eksempel, De giver med Deres snerpethed og deres fromme iver; den affekterte alvor, De bærer som en pryd, den evige snakken om ærbarhed og dyd, det væsen, De gør, så snart De tror at høre et tvetydigt ord, hvorfor kun De har øre, den strenghed, hvormed de præker og formaner om ting, hvis slette sider aldeles ingen aner, alt dette - ja, undskyld, at jeg taler så frit - blev ikke just omtalt så overmåde blidt. Hvorfor - var deres ord - er minen så alvorlig? Den passer - hvis man kender hende - overmåde dårlig. Ganske vist er hun punktlig med faste og bøn, men hun banker sine folk og beholder deres løn. Hun si'r at hun er træt af overfladiskhed og fester mens hun bøder med sminke på skønhedens rester. Jeg tog Dem i forsvar, som De jo nok kan vide, og sagde, det var ondskab fra Deres fjenders side, men ikke en eneste ville stå mig bi, man mente, at De nok ville gøre klogt deri at tænke lidt mindre på andre folks vegne, og så måske til gengæld lidt mer på Deres egne. For man skal nøje kende sit eget forhold før man gi'r sig til at feje for nogen andens dør. De er for klog Madame, til ikke at lytte venligt til mit råd og drage det til nytte. De ved, at det ene og alene kommer frem af hensyn til det venskab, som knytter mig til Dem.

ARSINOÉ: Ja, kritiserer man en anden, så kan man jo vente, at kritikken kommer tilbage igen med rente; Deres svar var dog så skånselsløst, at jeg næsten tror De har følt Dem meget stødt af mine velmente ord.

CELIMENE: Nej, kære, tværtimod, det ville være et gode, hvis den slags venneråd kom almindeligt på mode. Vi to kan godt fremover, hvis det er Deres mening på denne måde hjælpe hinanden i forening ved ret at bide mærke i, og sige ligefrem hvad De får at høre om mig og jeg om Dem.

ARSINOÉ: Ak nej, Madame, om Dem får man meget lidt at høre, mod mig derimod er der klager nok at føre.

CELIMENE: Javist, men tag det ikke nær - kritk er jo en sag, der meget kommer an på alder og på smag. Ungdommen passer bedst til liv og romantik, men man bli'r snerpet, når man ser tilbag' på det, der gik. Man bli'r jo mer' moralsk, når ens ungdom er forbi, Gud ved om ikke jeg engang vil handle lissom De? Tiden ændrer meget, og jeg tror nok De forstår - man spiller nødig snerpe, når man er tyve år.

ARSINOÉ: Den smule, jeg er ældre end De er ingen grund til at tage så myndige ord i Deres mund. Og jeg må sige lige ud, at det er mig en gåde hvorfor jeg behandles på så mærkelig en måde.

CELIMENE: Og mig er det en gåde, som jeg ikke kan forstå, alle de bebrejdelser, som jeg må høre på. Hvorfor er det altid imod mig, De fører klage? Er det min skyld Deres friere har trukket sig tilbage? Når nu jeg er så heldig at vinde folks behag og derfor belejres hver eneste dag med bønner, som skurrer så slemt i Deres øre, er skylden så min? Hvad vil De, jeg skal gøre? De har jo også chancer i dette lykkespil. Så sæt kun Deres fælder op, så meget som De vil.

ARSINOÉ: De ved jo meget vel, at De besmykker Dem med løgne ifald De tror at mændene falder kun for Deres øjne. De ved såvel som jeg, at man får ikke mænds respekt på grund af sine mørke krøller eller intellekt Det er en anden ting, hvorfor de gør sig det besvær og skal ilden ikke slukkes, må lønnen være nær. Ifald jeg var misundelig på de sejre som De vinder så kunne jeg jo gøre lissom De og andre kvinder og vise, hvor overmåde let det går til at få en flok elskere, hvis det er det, man vil.

CELIMENE: Åh ja, Madame, det må De endelig gøre, det ville være sjovt at se, hvorvidt det ville føre, og uden -

ARSINOÉ: Nok, Madame! Skal vi ikke sige stop? Det kan jo gå for vidt, hvis vi ikke hører op. Jeg skulle være gået, og det for længe siden, men min vogn la'r mig vente langt over tiden.

CELIMENE: Jeg be'r Dem, bli' dog. Men hvis mit selskab generer, så skal De få et andet, som behager Dem mere. Her er såmænd Alceste, som fra himlen sendt, han har vist et bedre konversationstalent. Nu må jeg gå, Alceste, jeg har et brev at skrive, som haster meget - men jeg beder Dem blive og tale med Madame - hun bliver ikke vred, det er jeg ganske sikker på, for min uhøflighed.

ARSINOÉ: Der er ikke andet for - De må finde Dem i dommen og underholde mig til min vogn er kommen: og jeg må prise lykken, for det bedste jeg ved er at tale med Dem i fortrolighed. Gud give, at Hoffet meget snart vil forstå hvor meget De er værd, og skønne derpå. De skjuler Deres dyder og jeg harmes ligefrem hver dag jeg ser, der ingenting gøres for Dem.

ALCESTE: For mig, Madame? Hvad adkomst har jeg til hoflig støtte? Har jeg nogensinde gjort samfundet nytte? Jeg klager heller ikke, idet jeg ikke ser at jeg har nogen grund til at være anset der.

ARSINOÉ: Det er jo ikke altid fortjensten, det skyldes, når forskellige ved hoffet både æres og hyldes: lidt held må der til, en gunstig lejlighed, og når man nu om deres fortjenster ved, at De -

ALCESTE: Jeg be'r, forskån mig, jeg gider ikke høre - og ved hoffet, Madame, har jeg ingenting at gøre.

ARSINOÉ: Jeg ved for eksempel, at De blev rost i går to steder af folk, som ikke så lidt formår.

ALCESTE: Nu roser man jo alle og enhver, og jeg bryder mig ikke om ros, som ingenting betyder. man priser i flæng, man blander stort og småt. og alt er nutildags lige herligt og godt Man drukner i beundring, i rosen og prisen og selv min kammertjener har været i avisen.

ARSINOÉ: Åhr, gid De ville stille Dem selv lidt mere frem! En stilling ved hoffet ku' jo ikke skade Dem. Hvis blot De havde lyst, så fandt man nok en måde hvorpå man kunne trække i de rigtige tråde. Jeg kender mer end en, som af hensyn til mig ville arbejde for Dem og bane Deres vej.

ALCESTE: Hvad skulle jeg dog der? Efter en dag i Versailles så ville jeg vær' så led og ked, at jeg ku' brække mig. Jeg trækker vejret tungt i sådan en atmosfære og mangler vistnok alt til en hof-karriere. At sige min mening er alt, hvad jeg formår og forstillelse er noget, jeg slet ikke forstår. Den, der ikke skjuler sine tanker med sin tale gør ikke nogen heldig figur i hoffets sale. Til gengæld er man fri for den ærgrelse det volder enhver fornuftig mand at sku' spille flove roller; her er intet hovmod jeg skal finde mig i, jeg behøver ikke rose de herres poesi, ikke lefle for damerne med alverdens smigrerier eller lede efter hjerneceller hos de små marki'er.

ARSINOÉ: Nuvel, hvis dette tema gør Dem led og ked, så lad os heller tale om Deres kærlighed. Hvis De vil ha' min mening helt oprigtigt at vide, så så jeg heller deres hjerte vendt til anden side. En meget bedre skæbne er De i sandhed værd, og De er alt for god til den, som De har fået kær.

ALCESTE: Men sig mig lige engang - er det gået Dem af minde, at den omtalte dame er Deres veninde?

ARSINOÉ: Det husker jeg nok, men det gør mig så trist at vide med sikkerhed: hun skuffer Dem til sidst.

ALCESTE: Hvordan skal jeg dog takke Dem, Madame, fordi De viser min sag så megen sympati?

ARSINOÉ: Hun er min veninde, og jeg siger det med smerte, men hun fortjener ikke en ærlig mands hjerte: i hende bor kun falskhed -

ALCESTE: Måske har De ret skønt - at se ind i sjælen er slet ikke let; og Deres fromme hjerte, hvordan kan det dog nænne at give mig en sådan bekymring som denne?

ARSINOÉ: Ja hvis sandheden virkelig rammer så slemt så kan jeg tie stille, det er da meget nemt.

ALCESTE: Ikke for Dem, Madame, det lader jo til at holde Deres mund er det sværeste, De ved Iøvrigt, Madame, hvis man ønsker at kende den hele fulde sandhed, så tvivlen kan få ende, så skal De vide, at jeg sætter ikke pris på andet end et klart og fuldstændigt bevis.

ARSINOÉ Nuvel - det skal De få - så meget lys på sagen at hele Celimenes væsen bliver bragt for dagen Alle de intriger, hun har smedet bli'r lagt frem hvis De vil gå med mig et øjeblik hjem. Der har jeg et bevis, som får al tvivl til at forsvinde og De vil tabe troen på den intrigante kvinde Og kunne det så slukke flammen i Deres bryst så kunne det jo tænkes, at jeg kendte en trøst.

ELIANTE og PHILINTE ind.

PHILINTE: Jeg kender intet sind, der er så stridigt at regere og forliget var slet ikke nemt at arrangere. Man prøved' med det gode, og man prøved' med magt - Han stod standhaftigt på, hvad han en gang havde sagt "Hvordan" sagde han, "Sku jeg ku' tage denne sag alvorligt? Er jeg sigtet bar' fordi Oronte digter dårligt? Kan jeg gøre ved, at min kritik kom på tværs? Man ka' godt vær' en hædersmand, og skrive slette vers. Den ting har ikke noget at gøre med hans ære. Jeg anser tværtimod Oronte for at være både tapper og galant, men ingen Moliére" Han slutted' dog sit forsvar på en blidere tone og det var nok - Oronte lod sig i nogen grad forsone: "Jeg ønsker oprigtigt at jeg ku' gi' Dem ret og dømme noget mildere om Deres sonnet" Det slog man sig til tåls med og fik på minuttet Deres hænder i hinanden og dermed sagen sluttet.

ELIANTE: Ja, mærkelig er han, i sin hele levevis, men jeg må ærligt tilstå, at jeg faktisk sætter pris på netop denne sandhedstørst, der fylder hans hoved - den har et strejf af heroisme, som er gået af mode. Det er en sjælden egenskab, i vor tid især, og det var godt, hvis andre ku' få øje på dens værd.

PHILINTE: Og jeg - ja, jo mere jeg ser ham, des mindre begriber jeg den lidenskab, der fylder hans indre. Når hele tidens falskhed gi'r ham kronisk mavepine hvo'n kan han så forelske sig i netop Der's kusine?

ELIANTE: Det viser da så tydeligt at kærlighed er blind og meget sjældent finder et ligestillet sind.

PHILINTE: Men elsker hun da ham? Har hun fortalt Dem det?

ELIANTE: Det tror jeg ikke engang at Celimene rigtigt ve'.

PHILINTE: Jeg frygter at min gamle ven vil få en hel del sorger for al sin kærlighed, før den forelskelse går over. Og jeg kan love Dem, at hvis han lytted' lidt til mig, så sendte han sin kærlighed en ganske anden vej. Hans kærlighed må være både blind og døv hvis han kan elske Celimene, når han ku' ha' fået Dem.

ELIANTE: Vi kan ikke vælge kursen, vore hjerter ta'r Og hvad Alceste angår, med de følelser han har så ku' jeg gerne nøjes med at være ham en ven og så dem gerne sammen, hvis hun elsker ham igen. Men sker det derimod - og det kan seføli hænde at han lærer kærlighedens modgang at kende, Hvis hun ikke elsker ham igen, men la'r ham gå sin vej så ku' jeg la' ham vide, at han har en plads hos mig.

PHILINTE: Jeg vil så kvittere med min egen lille sag; Hvis de to får hinanden, vil jeg håbe på den dag hvor De ku' overveje, når Alceste er godt i vej, måske at dele Deres egen lykke lidt med mig?

ELIANTE: Nu spøger De nok med mig, Philinte -

PHILNTE: Ikke spor. Jeg taler af mit hjerte og jeg mener hvert et ord. Men jeg vil være lige så tålmodig som De selv, og håbe på at andres lykke bli'r mit store held.

ALCESTE ind.

ALCESTE: Jeg beder Dem, Madame! De må hjælpe mig og råde For jeg er blevet krænket på den skændigste måde.

ELIANTE: Hvad er det? Hvad har dog bragt Dem sådan i affekt?

ALCESTE: At nogen dog kan handle så lumpent og frækt! Om jorden selv var splintret og solen gik itu så ku' jeg ikke være værre ramt, end jeg er nu. Alt, alt har jeg nu mistet ... min kærlighed, min tro -

ELIANTE: Så fat Dem dog, Alceste, og kom da lidt til ro.

ALCESTE: Retfærdige himmel! Hvordan kan man dog finde nog't så smukt og usselt hos en og samme kvinde!

ELIANTE: Men sig mig dog, hvem har -

ALCESTE: Alt er nu forbi! Dalila var en helgen imod det forræderi!

ELIANTE: Betro mig da, hvad grund Deres mistanke har.

PHILINTE: Tag det lidt med ro, min ven, og gi' os dog et svar. Måske du la'r dig blænde af lutter kimærer ...

ALCESTE: Jeg be'r Dem, bland Dem ikke i mine affærer. (Til Eliante) Hendes perfide adfærd ligger nu så åbenbar med hendes egen hånd i et brev, som jeg har, et brev hun har skrevet til Oronte - på hver en side er tusind beviser på det, som jeg må lide - Oronte, som jeg aldrig har frygtet som rival fordi jeg altid troede, hun foragtede den karl.

PHILINTE: Et brev kan også snyde vore øjne, må du vide - prøv at se på sagen fra en anden side.

ALCESTE: Endnu en gang, min herre: må jeg være i fred? De ting, vi taler om, kommer Dem ikke ved.

ELIANTE: Men -

ALCESTE: Hjælp mig at hævne min skændsel på hende den fuldstændig falske og skamløse kvinde. Finder De da ikke, hun er troløs og fejg?

ELIANTE: Men hjælpe Dem at hævne ... hvordan skal dog jeg -

ALCESTE: Gift Dem med mig. Så vil hun fortryde alt det slemme, jeg indtil nu har ladet mig byde. Hendes straf skal være det kærlige bånd, som knytter mig til Dem, så gi' mig deres hånd, Vores ægteskab vil blive åh, så fint og stort så Celimene kan angre alt det onde, hun har gjort.

ELIANTE: Når den, der gør uret, er så yndig som hende, Så lover jeg Dem, at der er forsoning at finde. så lad kun Deres grumme hævn vente en lille stund. De skal jo ikke gifte Dem af den forkerte grund.

ALCESTE: På forsoning kan jeg da overhodet ikke tænke og sku' jeg bare finde mig i at la' mig krænke? Det må jo bli'e et brud - jeg bli'r genstand for spot og foragt for mig selv, hvis alt igen bli'r godt. Der er hun. Jeg må fri af hendes bånd og lægge min skæbne i deres kærlige hånd. Rolig nu ... rolig ... fattet, men direkte.

CELIMENE: Uha! sikket slet humør! De ligner jo tredje akt i en gammel antik tragedie.

ALCESTE: Hele byens samlede fordærv og hykleri når Dem kun til knæene, med Deres falske svig.

CELIMENE: Hvor er De galant! Nu kender jeg Dem atter.

ALCESTE: Jeg finder ingen anledning til ironi og latter. De skulle helre rødme, det passed' bedre her, for jeg sidder med beviset for hvad De virkelig er. Derfor var det altså, at jeg aldrig rigtig troede på Dem, og gik rundt og var så ængstelig til mode. Min mistro blev mødt med overbærende ord - men nu kan alle se, at jeg var på det rette spor. Jeg ved jo godt at ingen magt på jorden kan bringe et hjerte til at elske, det la'r sig ikke tvinge, Havde De nu sagt mig, at De kun holdt mig for nar, så ville jeg ha' taget deres ord, for hvad det var. Men De har leget rundt med mig, som med de andre herrer og sådan en løgnagtighed gør alting meget værre. Og hvis De nu sku' tro, at De kan slippe så let fra denne svinestreg, så kender De mig slet.

CELIMENE: Hvad går der af Dem? De bærer Dem jo ad så fuldstændig forrykt som - jeg ved ikke hvad.

ALCESTE: Ja - jeg er forrykt, men det er Deres skyld, desværre, for De har blandet malurt i mit lykkebæger. Jeg havde ment at finde et godt og ærligt sind bag disse skønne formers bedrageriske skin.

CELIMENE: Bedrageriske skin? Hvordan har jeg bedraget?

ALCESTE: Hvordan? Så selv den største skurk ku' blive slemt forarget. Men nu skal det ha' ende - se her - dette brev - De kan nok kende skriften, og De husker hvad De skrev:

CELIMENE: ja, men - at det kan støde Dem, det finder jeg utroligt.

ALCESTE: Og jeg må undres over, at De ta'r det ganske roligt. Benytter De Dem af, at der mangler underskrift?

CELIMENE: Nej - hvorfor sku' jeg fragå min egen hånds bedrift?

ALCESTE: Det siger De så fattet, som var det bagateller, De må dog ku' forstå - det' deres egen dom, De fælder!

CELIMENE: De er den mest excentriske mand, jeg har kendt.

ALCESTE: De finder altså intet i dette dokument? De tror, at disse venligheder som Oronte får fra Deres hånd, er noget, jeg forstår?

CELIMENE: Oronte? Hvordan ved De, det var til ham, jeg skrev?

ALCESTE: Det ...ved jeg fra dem... som gav mig Deres brev. Men lad os sætte, det var til en anden herre, det gør Dem ikke mindre skyldig, hvem han så kan være.

CELIMENE: Men sæt nu, det ikke var til en ham, men til en hende? Hvad nu hvis brevet er til en veninde?

ALCESTE: Det var kløgtigt tænkt, det havde jeg aldrig gættet - så - nu er jeg helt slået af brættet. Men lad os se engang, om De nu også har kløgt til at klare den løgn, som De her har forsøgt. Hvorledes kan de ømme ord, man her kan finde, hvordan kan De få dem til at passe på en kvinde? Vil De - lad mig se - være sød at sige mig -

CELIMENE: Det tror jeg ikke.

ALCESTE: Hvabehar?

CELIMENE: Gu' vil jeg ej. Det klær Dem ikke spor at træde op og tale som om de var herre her og kunne befale.

ALCESTE: Bliv nu ikke vred, men prøv nu lige på at vise mig, hvordan at dette kan forstås -

CELIMENE: Det har jeg ikke lyst til. Og deraf kan De finde at Deres mening ligger mig meget lidt på sinde.

ALCESTE: Men hvis jeg be'r så mindeligt, så vis mig dog hvordan det passer på en kvinde og ikke på en mand.

CELIMENE: Nej - brevet det er til Oronte, som De siger, jeg sætter megen pris på hans artige smiger, mit hjerte det danser af fryd, når han er nær, kort sagt - De har ret - hvad vil De så mer'? Nu ved De besked, så gør kun hvad De mener er rigtigst og skån mig for lignende scener.

ALCESTE: Aldrig har så grusom en smerte sønderslidt et menneskehjerte som den, der flår i mit! Forsvar Dem i det mindste - stå ikke ligegyldig og stil Dem an, som om at De var skyldig!

CELIMENE: De er jo rent afsindig, og De keder mig med deres vanskelige sind, så gå Deres vej. Hvis nu jeg synes bedre om en anden end om Dem, sku' jeg så ikke tilstå det ganske ligefrem? De, som elsker sandhed overalt på jord De kender ikke sandhed, når den bli'r sagt med rene ord. Tænk dog på, hvor svært det må være for en kvinde at tale om de følelser hun bærer inderst inde. Blufærdighedens love dikterer at vi nøler og tier, helre end sige ligeud, hvad vi føler. Og så, når pigen vælger at bide hovedet af al skam og sige til sin kæreste, hvor højt hun elsker ham, for en gangs skyld gå videre end kun til søde blikke og gi' sit hjerte ord - ja, så tror De hende ikke! Jeg burde forlængst have vist Dem tilbage og givet Dem virkelig grund til at klage!

ALCESTE: De snyder mig igen! Min svaghed er for stor! De gemmer et bedrag bag Deres søde ord. Og dog må jeg tro Dem en smule, når De taler og følge den vej, som min skæbne befaler. Jeg må vide med sikkerhed om De har hjerte til at sætte min lykke så grusomt på spil.

CELIMENE: De elsker mig ikke så højt, som De tror.

ALCESTE: Min kærlighed kan ikke beskrives med ord! Den stormer så vildt, så umætteligt frem at alle dens ønsker går ud over Dem! Ja, gid Deres skønhed med et må forsvinde, Gid De var en fattig og hjælpeløs kvinde, gid De hverken ejede Gods eller rang så skulle min kærlighed vise sig engang i hele sit omfang, så De kunne fatte at alting i verden det kunne den erstatte og jeg ville være lyksalig og stærk ved at vide Deres lykke var min kærligheds værk.

CELIMENE: De ønsker mig godt på en underlig måde! Jeg er glad for, De ikke får lov til at råde ... Jeg skulle fornedres, så vidt jeg forstod, for at se at Deres hjerte er en gavebod. men der er Basque - med fart på. Hvad er det mon han vil?

ALCESTE: Hvad pokker gør du her?

BASQUE: Jeg har en stævning til.

ALCESTE: En stævning til! Man tror snart jeg er vaneforbryder! Lad mig se den - bla bla bla bla - hvordan lyder klagen....ah! Der' en bog i omløb, en rædselsfuld pjece af den slags som det er en skændsel at læse - den udråbes jeg nu som forfatter til! Og det kan jeg prøve at benægte hvis jeg vil! Det er Oronte, der har ladet den sag gå for retten - bare fordi jeg ikke ville rose sonetten!

CELIMENE: Jeg må gå, desværre, jeg har et vigtigt møde...

(Celimene går)

ALCESTE: For pokker, jeg er ved at blive stævnet til døde! Selvom Oronte taber sagen, så kan rygtet skade mig alligevel -

PHILINTE: Og det sku' du nok ha' frygtet noget før ...

ALCESTE: Du vover vel ikke at råde mig til at gå ind i hele det fordærvede spil?

PHILINTE: Nej, tværtimod, jeg finder du har fuldstændig ret og verden er fordærvet og nedrig og slet, men skal man ikke, netop i en sådan verden øve sin filosofi og sætte den prøve? Har ikke netop dyden sin slagmark her? Hvis ærlighed fandtes hos alle og enhver Så havde dyden jo ingenting at lave Og så var dine fortrin en overflødig gave.

ALCESTE: Ja, ræsonnere kan du, så mesterligt som få, men mig har dine ord ingen indvirkning på.

PHILINTE ud
Jeg må nu i retten til møde nok en gang - jeg er der snart så tit, at jeg sku' ha abonnement.

ALCESTE  på vej ud, hører CELIMENE og ORONTE komme og gemmer sig bag skærm.

ORONTE: Ja, De må selv afgøre, om Deres smukke hånd skal knytte mig til Dem med det ømmeste bånd. Og før jeg løser en billet til Paradis, så kræver jeg kun det ringeste bevis.

CELIMENE: De kræver et bevis på mine følelser, min herre? Og kalder det for ringe - hvad kan det bevis mon være?

ORONTE: Hvis De nu agter mig så højt som De skulle, så behandler De Alceste med noget mere kulde, Vis ham uden omsvøb, De ikke holder af, at han kommer her, og smid ham på porten i dag.

CELIMENE: Hvor er de opbragt på ham! Hvordan kan det nu være De, som mange gange har talt til hans ære?

ORONTE: Ja, det er ligemeget, for det er Deres dom og ikke min, beviset drejer sig om. En af os må vælge, og hvad De har besluttet, det retter jeg mig efter, lige på minuttet.

ALCESTE: (træder frem) Ja, Hr. Oronte har ret - vælg ham eller mig, det ønske, han har udtalt, det tiltræder jeg. Og det er med den samme lidenskab at jeg begærer at De for en gangs skyld træder frem og erklærer hvem af os De foretrækker - nu er det på tide. Og bli'r det ikke mig, så træder jeg til side.

ORONTE: Nu er det Dem, Madame, vi venter på at høre.

ALCESTE: Tal uden frygt, Madame, nu er vi lutter øre.

ORONTE: Gi nu uden omsvøb Deres dom i denne sag.

ALCESTE: Ta' nu og fortæl os hvem af os De helst vil ha'.

CELIMENE: I bruger Jeres iver på det forkerte sted, og det er ikke meget kløgt, I optræder med. Omend I ser mig tøve, så vakler jeg dog ikke, for hvem jeg foretrækker ved jeg godt, til punkt og prikke. Men at sku' sige det her, det ved jeg ikke om jeg vil for den slags erklæringer hører barndommen til. Som voksen læses hjertet af de små og fine spor, som for den rette læser siger mer' end tusind ord.

ORONTE: Nej - kom med en erklæring! Den gør mig ikke bange den må jeg netop ønske.

ALCESTE: Og den må jeg forlange! Kald os kun barnagtige, men lad det få en ende og giv os så een gang for alle deres dom til kende.

ELIANTE ind.

CELIMENE: Kom mig til hjælp, kusine, du kommer li' i tide mod disse sammensvorne, så stil dig ved min side. De vil at jeg skal vælge, mens de begge hører på!

ELIANTE: Så giv dem dog et svar, som de begge kan forstå.

ORONTE: Ja netop - og der ser De, modstand nytter ikke mer.

ALCESTE: Nu vil vi ha' et svar, og det er lige nu og her.

ACASTE, CLITANDRE, PHILINTE, ARSINOÉ.

ACASTE: Her kommer vi, Madame, ifald vi må besvære Dem bare et minut med en lille affære.

CLITANDRE: Hvor heldigt, at vi netop skal træffes her idag, for De er også med i den omtalte sag.

ARSINOÉ: Det må vist undre Dem at se mig her igen, men jeg blev budt herhen af disse herrer, min ven. De kom til mig og talte om et groft bedrageri som De var skyld i - men det fandt jeg ingen mening i. Jeg sagde: "Til deres beviser fæster jeg slet ingen lid" og - idet jeg glemte vores sidste lille strid - kommer jeg nu med dem, alene for at høre hvor let deres bagvaskelse la'r sig tilintetgøre.

ACASTE: Ja, vi vil ganske roligt og upartisk se til om De formår at klare et sådant dobbeltspil. Dette brev fra Dem, Madame, fik Clitandre leveret.

CLITANDRE: Og dette brev har De så til Acaste adresseret.

ACASTE: De er et underligt menneske, når De misbilliger min munterhed, og påstår, at jeg er fornøjet, når De er borte. Hvis De ikke snart kommer og beder mig om en undskyldning, bliver det aldrig godt imellem os mere. Vores langbenede dumrian, Vicomten - det er synd, at han ikke er her - vores langbenede dumrian, Vicomten, som De beklager dem over, han skal ikke besvære Dem mere. Efter jeg har set ham stå i tre kvarter og spytte ned i en brønd for at lave ringe, er jeg færdig med ham. Hvad den lille marki angår - det er mig, mine herrer, uden at rose mig selv - hvad den lille marki angår, som slet ikke ville slippe min hånd igår, så kender jeg ikke noget så ubetydeligt som denne lille mandsling, det eneste, der kan more ved ham, er hans påklædning. Den er til gengæld også helt til grin. Angående herren med de grønne bånd - det er Dem min herre (Alceste) - Angående herren med de grønne bånd, så må jeg sige, at han sommetider morer mig med sine voldsomme udfald mod alle og enhver, men som oftest finder jeg ham aldeles utålelig. Herren med den fine vest - Nu kommer turen til Dem (Oronte) - Herren med den fine vest, som vil agere skønånd og med vold og magt vil kaldes digter, ham kan jeg ikke holde ud at høre på, og hans prosa keder mig lige så meget som hans vers. Derfor kan De være forvisset om, at jeg savner Dem, mere end De kan ane, for det er er dog altid sjovest at være sammen med folk, man holder af."

CLITANDRE: Nu kommer jeg: "Deres Clitandre, som De taler til mig om, er ham, jeg finder latterligst af alle. Han er dum nok til at tro, at jeg holder af ham, og De er ligeså dum, når De tror, at jeg ikke holder af Dem. Hvis De vil gøre mig en tjeneste, så besøg mig så tit, at der ikke bliver tid til ham."

Det er altså her, at vores tiltro den slutter. Madame, De lagde brevene i forkerte konvolutter. Nu kan det være nok - vi forlader Deres hjem og fortæller alle vegne, hvad man skal tro om Dem.

ACASTE: De skal få at se, at en lille marki har damer til trøst, som står højere end De.

ORONTE: (til Alceste) Som De sagde lige før - fuld besked er altid bedst, så nu fortrækker digterspiren med den fine vest.

ARSINOÉ: Man skal vist lede længe, om man nogensinde ser mage til intriger - jeg kan ikke tie mer. Sådant svineri kan intet navneord betegne Jeg taler ikke her på de andre herrers vegne. men på hans, som ved et under for deres fødder faldt en mand som han, der æres og agtes overalt, som elskede Dem med en ømhed uden lige -

ALCESTE: Tillader De måske, Madame, mig selv at sige, Hvad der skal siges her; jeg har, så vidt jeg ved, ikke bedt om Deres hjælp ved denne lejlighed. Den iver, De viser, den fatter jeg tilfulde men kan desværre ikke lønne den, som jeg skulle for valgte jeg - ja, undskyld, jeg taler så ligefrem - men valgte jeg en anden, så blev det ikke Dem.

ARSINOÉ: De tror da vel ikke, i Deres vildeste fanstasi at jeg går rundt og håber på at De skal fri? Jeg ved De er indbildsk, men vel ikke helt så dum for alvor at gi en sådan tanke rum? Hvad Madame først har vraget, det kan vel ingen agte så højt, at man finder det værd at eftertragte. Besind Dem dog, og bild Dem for Guds skyld ikke ind, at damer som jeg er efter deres sind. Men fortsæt De endelig med at sværme for hende; så underligt et par, det så man aldrig nogensinde.

(Arsinoé ud)

ALCESTE: Nu har jeg tiet stille, mens ordene de faldt, og stået tålmodig og tavs og hørt på alt. Det kosted' mig en selvbeherskelse uden lige; Nu må jeg vel -

CELIMENE: Ja, alt, hvad De vil, det må De sige; kald mig et dårligt menneske, fordærvet og slet. Sig, hvad De vil - De er i Deres gode ret. Jeg ved, jeg har fejlet, jeg ved jeg er skyldig - jeg regner ikke selv nogen udflugt for gyldig. Alle de andres vrede brød jeg mig ikke om, men angergiven bøjer jeg mig for Deres dom. Den rammer med en vægt, som jeg knap formår at bære, jeg ved godt, hvad Deres tanker om mig må være. Jeg ved at De føler, efter alt, hvad der er sagt at jeg har fortjent Deres had og foragt. Nuvel - så had mig da!

ALCESTE: Åh, ku' jeg bare hade! Men intet får forelskelsen til at forlade mit hjerte - den sidder fast, og det er en ringe trøst at ingen kan tvinge et elskende bryst. (Til Eliante og Philinte) I to - I kan se, hvad min vilje den er værd I er mine vidner på, hvor svag jeg egentlig er: (til Celimene) Lad bare Deres fejl imod de andre være glemt, for ungdommens svagheder tilgives nemt. Jeg vil stadig ha' Dem, hvis bare De selv vil ta' med mig og sige denne usle by farvel. Langt væk, hvor hykleriet og løgnen ikke ved at finde hen, der vil jeg leve på et ensomt sted. Ta' med, for så formindsker De det onde, De bedrev og formilder de mange mensker, om hvem De skrev. så at den stygge sag vil kunne gå i glemme og jeg igen kan følge min kærligheds stemme.

CELIMENE: Jeg skulle sige verden farvel i mine år! Begraves i en ørken i ungdommens vår?

ALCESTE: Hvis Deres hjerte føler den sande elskovs flamme, kan da den hele verden ikke være Dem det samme? Er jeg Dem ikke nok? Vi deler fælles kår!

CELIMENE: Men ensomheden skræmmer, når man er tyve år. Jeg er ikke så stærk, som De tror, og jeg bekender at jeg mangler modet til at leve uden venner. Men dersom De vil tage til takke med min hånd, har jeg intet imod at knytte det bånd, som ægteskabet -

ALCESTE: Nej! Der fik De taget min kærlighed af dage! Foragt, Madame, er alt, hvad jeg nu har tilbage! Kan jeg ikke være alt for Dem, som De for mig så vil jeg intet være! Så gå De Deres vej. Der sprængte De min lænke så jeg igen er fri. Jeg takker Dem, for alt imellem os er nu forbi.

Celimene går ud.

ALCESTE: (til Eliante) Blandt deres mange dyder beundrer jeg især den ærlighed, som altid betegner Deres færd. De har altid haft min allerstørste sympati, for Deres væsen er der både kløgt og sandhed i. Tilgiv, at mit hjerte, uroligt og forsagt ikke bøjer sig ærbødigt for Deres skønheds magt; Jeg føler mig så ringe og er begyndt at fatte at himlen aldrig skænker mig livets bedste skatte. Desuden ...

ELIANTE: De har ret. Jeg deler Deres mening Jeg har aldrig rigtig ønsket sådan en forening. Men hvis jeg nu i stedet gav Deres ven et praj, så kunne det jo tænkes han ku' nøjes med mig ...

PHILINTE: Det tror jeg nok han kunne. Det sku' være ham en ære. Han ville gi' sin højre arm, hvis det sku' være.

ALCESTE: Så kom der dog lidt lykke ud af den elendighed. Jeg ønsker jeres sande kærlighed må vare ved. Og jeg vil leve ensomt, til jeg engang skal dø og aldrig stole mere på min kærlighed -

BASQUE: (holder jakke frem) - monsieur...

ALCESTE: Jeg tror, at jeg vil finde mig en fjern og fremmed strand et sted, hvor man har lov at være en hæderlig mand. Så kan måske mit stakkels hjerte få en smule fred for alle verdens løgne - Basque, jeg håber du ta'r med...

ALCESTE og BASQUE ud

PHILINTE: Det må vi forsøge at få ham fra, naturligvis, for med ham ryger det sidste strejf af sandhed i Paris.


SLUT.