Kristian og kvinderne

SKOLEKOMEDIEN 2003

 
 
KOR:
Året er fjorten-og-et-eller andet
Rundt om i verden står alting på spring
Re-formation og –næssance blandt andet
Og store hjerner, der opfinder ting.
 
Et termometer i fjorten 90
Der var nok nogen der opfandt det første
Og til den anden ende en dims
Fuldtud så nyttig: den første tandbørste.
 
Plusli på en gang og fra alle kanter
Parredes nye idéer med flid
Bogtrykker, blyanter, faldskærme, vægtskåle,
Håndvåben, golfbolde, banker, sekstanter
De regned’ ned over den målløse tid
 
KONG HANS kommer på, i færd med at børste tænder. Allerede på scenen står hans bror, Hertug FRIEDRICH, og øver golfslag. Efter HANS kommer Bisp BELDENAKKE, og tre TJENESTEFOLK, der bærer tandkrus, spytbakke og håndklæde.
 
KONG HANS:
Nej! Nej! Nej!
 
BELDENAKKE:
Men – Deres Majestæt –
 
KONG HANS:
(tæller strøg med tandbørsten)
98-99-100. Vand.
 
Majestæten spytter i baljen. TJENEREN med vandkruset rækker det til kongen.
 
BELDENAKKE:
Men både jeg selv og alle de andre biskopper synes, at De handler imod al skik og brug. Overvej dog nok en gang -
 
KONG HANS:
Nej, blev der sagt! Hvor er tandrenseren?
 
TJENER med håndklæde:
Det er hans fridag.
 
HERTUG FRIEDRICH slår et slag, der høres en lydeffekt af golfbold og en tjener, der bliver ramt (OFF).
 
BELDENAKKE:
Men i generationer har kongeslægten været nært forbundet med kirke og adel –
 
KONG HANS:
Ja, og vi er blevet mærkelige alle sammen, og bagstræberiske og stokkonservative. Men nu skal det være anderledes! Min søn skal have en opdragelse, der er præget af fornuft og fremskridt. Han skal opdrages til at føre landet ind i nye tider!
 
Majestæten gurgler.
 
BELDENAKKE:
Hertug Friedrich, kan De ikke tale Deres kongelige bror til fornuft –
 
FRIEDRICH:
Nej, nej, jeg nedlader mig sandelig ikke til at blande mig i andres affærer. Man har jo besluttet, at min bror, og ikke jeg skulle regere -
 
KONG HANS: (til Beldenakke)
Man kan allerede se det på ham, han er begyndt at få det indolente, tomme blik i øjnene, som er typisk for den indavlede adelsstand.
 
FRIEDRICH
(fortsætter uden at bemærke at ingen hører efter)
 - og hvis man virkelig vil hænge sig i hans få måneders førstefødselsret, jamen, så skal det åbenbart være sådan.
 
BELDENAKKE:
Men … kunne jeg ikke i det mindste få lov at lære ham bare nogle af de nemme, latinske verber? Eller fadervor?
 
KONG HANS:
Han har ikke vist nogen tilbøjelighed for religion indtil videre.
 
FRIEDRICH (i selvsving)
… jeg skal sandelig ikke trænge mig på…
 
BELDENAKKE:
Men kronprinsen er jo kun -
 
KONG HANS:
Hent min søn!
 
 
BELDENAKKE:
Hertug Friedrich, De må virkelig yde os støtte, deres kongelige bror, Hans Majestæt, vil ikke lytte til –
 
FRIEDRICH:
Ti!
 
BELDENAKKE:
Åh, om forladelse, jeg uværdige ærkebisp, jeg kryber i støvet, jeg beder så mange gange om –
 
HERTUG FRIEDRICH:
Nej, tee. Jeg mangler en tee. Tjen mig i at holde min golfbold.
 
BISKOP BELDENAKKE:
Åh ja, naturligvis.
 
BELDENAKKE lægger sig på knæ og holder Friedrichs golfbold.
(kronprinsen bæres frem for Kong Hans. Kronprinsen er 3 mdr. gammel)
 
KONG HANS:
Nåeh, der er du, jaaa, gy gy .
 
KRONPRINSEN:
Blrblrauhau.
 
KONG HANS:
Hør, han si’r ”far”. (holder ham op foran Bispen)
Prøv at velsigne ham!
 
BELDENAKKE (stadig på gulvet):
Øh, ”I faderens, sønnens og helligåndens –”
 
Kronprinsen stikker i et højt vræl.
 
KONG HANS:
Der ser De! Han vil ikke. Her, tag ham igen. (kaster babyen over til ammen) Jeg har derfor besluttet, at han ikke skal udsættes for hverken adel eller religion før han er gammel nok til selv at vælge, og han skal lære sunde, fornuftige ting og han skal være tættere på sit folk end den danske kongerække hidtil har været.
 
HERTUG FRIEDRICH slår til bolden og rammer Biskop Beldenakke over fingrene.
 
BELDNAKKE:
Ah!
 
KONG HANS:
Valkendorf og Bille!
 
VALKENDORF og BILLE:
Lige her, deres majestæt.
 
KONG HANS:
I får ansvaret for at føre kronprinsen sammen med jævne folk og sørge for, at han morer sig. Han skal dyrke sunde, mandige interesser og kæve bajere med fiskerne i Hundested. Og han skal se verden! Hører I! Verden. Så kan han komme hjem og fortælle mig, hvordan der ser ud.
 
VALKENDORF OG BILLE:
Javel.
 
KONG HANS:
Der sker store ting derude, har jeg hørt.
 
SANG:
Konstantinopel falder
14 og 53
store kanoner medsamt deres kroner
og kunst måtte flygte vest.
 
Nogle de fortsatte turen
Alt efter penge og lyst
stævned’ de ud og i talrige skuder
Fandt de en fremmed kyst
 
Nye idéer, men aldrig her
alting gik øst mod vest og
Dengang var ude bedst,
dengang var ude altid bedst.
 
Nye idéer, men ikke her
Kloden blev plusli’ stor,
undtagen højt mod nord
undtagen netop hvor vi bor.
 
NORGE. KRISTIAN kommer gående med VALKENDORF og BILLE.
 
KRISTIAN:
Valkendorf, jeg synes Norge er vældig fin, men jeg kunne godt tænke mig at komme endnu længere væk. Meget gerne til Amerika, nu hvor det omsider er blevet opdaget. Eller Afrika. Det er snart tyve år siden, at Balboa nåede Kap det gode Håb.
 
ESKE BILLE:
Det lyder sandelig også spændende.
 
VALKENDORF:
Men vi skal nok lige hjem omkring København først – Deres far, Hans Majestæt, har jo fødselsdag i denne uge. Så mo vi finde ud af derfra, hvor vi -
 
KRISTIAN:
Ved I hvad? Jeg har sådan en fornemmelse af, at det er meget vigtigt, hvad jeg beslutter mig for nu. At det vil komme til at præge hele mit liv. Jeg tror jeg vil ha’ en kringle fra den kagebod der.
 
VALKENDORF:
Der er kø. Lad os bestille, mens De bare venter her og er kongelig.
 
KRISTIAN:
Næ nej, jeg vil sandelig dele kår med mine undersåtter.
 
SIGBRITT:
Næste! Åh nej, en adelig.
 
KRISTIAN:
Jeg vil gerne have en kringle.
 
SIGBRITT:
Så er du kommet til det rette sted.
 
KRISTIAN:
Lad mig se – hvad er der i?
 
SIGBRITT:
Der er rosiner med glasur, pommeransskaller uden glasur, rosiner og pommeransskaller uden glasur, rosiner og pommeransskaller med glasur, og så er der rosiner og creme, rosiner uden creme, og kommen. Hvad skal det være?
 
KRISTIAN:
Så tager jeg en med rosiner uden glasur.
 
SIGBRITT:
Med pommeransskaller?
 
KRISTIAN:
Nej, uden.
 
SIGBRITT:
Hm. Så skal den laves specielt.
 
KRISTIAN:
Jeg skal også ha’ noget til Valkendorf og Bille. (til Valkendorf) Hvis man bestiller noget, der ikke er på menuen, er man sikker på at få en frisk.
 
VALKENDORF:
Bare to almindelige til os.
 
SIGBRITT:
Her. (til Kristian) Du må vente lidt. Dyveke – pas lige disken, mens jeg går ud til ovnen.
 
BILLE og VALKENDORF får deres og går lidt ned ad scenen. DYVEKE kommer på. Der kommer spot og englekor og andre ting, der antyder, at KRISTIAN forelsker sig.
 
DYVEKE:
Næste.
 
KRISTIAN
(forelsker sig omgående)
Åh!
 
VALKENDORF:
Hvad?
 
Køen rykker.
 
NÆSTE KUNDE:
En med glasur og rosiner.
 
DYVEKE:
Gider du vente ved siden af køen? (til næste kunde) Ja?
 
KUNDEN EFTER DEN NÆSTE KUNDE:
En med pommerans og rosiner.
 
KRISTIAN går ned bagest i køen.
 
VALKENDORF:
Hvad laver De?
 
KRISTIAN:
Jeg må afgjort blive betjent af hende der! Jeg har dog aldrig i mit liv set så dejlig en pige.
 
BILLE:
Men De har jo bestilt.
 
KUNDE EFTER DEN KUNDE, DER KOM EFTER DEN NÆSTE:
En med rosiner og creme.
 
(Kristian er nu næst i køen, men der er kommet tre til bag ham)
 
VALKENDORF:
Pas nu på, at Deres kongelige hjerte ikke løber af med dem.
 
KRISTIAN:
Vist så, men Valkendorf, jeg er jo – uh!
 
SIGBRITT kommer ind igen til disken, netop som kunden foran forsvinder.
 
SIGBRITT:
Der er du. Værsgo. Fem skilling.
 
KRISTIAN:
Tak. Jeg vil også gerne have en med rosiner, kommen, creme og pommerans ved siden af.
 
SIGBRITT:
Hm. Javel. Dyveke, gider du lige igen. Hvis der er noget jeg hader, så er det besværlige kunder.
 
KRISTIAN betaler og går direkte ned bag køen igen.
 
KRISTIAN:
Men Valkendorf, jeg er jo opdraget til at holde af folket, og først nu ved jeg, hvad det vil sige.
 
VALKENDORF:
Men, Deres majestæt ved jo intet som helst om den pige –
 
KRISTIAN:
Åh, Jeg ved alt, hvad jeg behøver at vide, Valkendorf.
 
VALKENDORF:
Var det så ikke nemmere at invitere hende ud?
 
KRISTIAN:
Uh, det tør jeg skam slet ikke. Tænk, hvis hun siger nej. Det ville totalt ødelægge mit selvværd.
 
VALKENDORF:
Suk.
 
HENLEIN:
Små tredive år før dette sekund
Hvor Kristian møder sin udkårne skat
Blev Peter Henlein i Tyskland forundt
At blive født på en mørk vinternat.
 
I Henleins komplet ligegyldige liv
Er der en lille ting vi må hæfte os ved
Som sætter historien i perspektiv
Han var nemlig en ikke ueffen smed.
 
Og cirka omkring denne eftermiddag,
Hvor Kristian bestiller rosin og glasur
Der opfinder Henlein den lille sag
Der siden blev kendt som et lommeur.
 
Ifølge det ur, som Hr. Henlein fandt på
Kan vi slutte at henved tre timer sku’ gå
Hvor Kristian i Bergen må vente i kø
Før han end’lig omsider når frem til sin mø.
 
(Her skal scenen ommøbleres til festen samme aften)
 
Og han fik langt om længe budt Dyveke ud
Og på rådhuset holdt han et stort gæstebud,
Men Dyveke var dog den enste han så
For for Kristian den aften gik tiden i stå.
 
Vi er så til festen på rådhuset i Bergen. Kristian og Dyveke danser OFF (vi hører MUSIK), men befinder os blandt gæsterne udenfor.
 
ANNE HOLGERS:
Danser de stadigvæk?
 
ANE ROSENSTAND:
Ja. De har danset i fire timer – klokken er over tolv!
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Mit ur siger fem timer, og den er over et.
 
ELSE THOTT:
Ingen af os andre får en chance for at danse med kronprinsen.
 
ANE ROSENSTAND:
Hm. Mit ur er gået i stå. Billigt, tysk lort.
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Åh se – der kommer den skrækkelige kagekone, som er mor til det simple pigebarn.
 
SIGBRITT:
Halløj, piger. Nå, det er ikke meget, I har fået rørt jer her til aften.
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Hun vigter sig oven i købet.
 
ANE ROSENSTAND:
Er det Deres mening at Deres datter skal forføre kronprinsen?
 
ELSE THOTT:
Hun er jo slet ikke det mindste adelig.
 
SIGBRITT:
Åhr, når først Kristian får hevet tøjet af hende, kan han såmænd ikke se forskel.
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Og har De tænkt Dem, som mor, bare at se til, mens dette sker?
 
SIGBRITT:
Nej, det ved Gud jeg ikke har. Jeg har slet ikke tænkt mig at være i kammeret, når det sker. Og det gør det, hvis jeg ellers kender lidt til unge mennesker. He he. Men hør, De dersens -
 
KIRSTINE GYLDENSTJERNE:
Kirstine Gyldenstjerne.
 
SIGBRITT:
Ja. Sig mig: Hvad skulle der være så galt ved at kronprinsen morer sig lidt?
 
KIRSTINE GYLDENSTJERNE:
De taler med den vulgære forstand, De har. Folket tænker kun på at more sig - hvis de ellers havde tid. Men De kender kun meget lidt til den vakkelvorne, politiske situation i Norden, som kronprinsen skal overtage fra sin far.
 
SIGBRITT:
Så vil De måske være så god at oplyse mig?
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Alle de gamle adelsprivilegier står i fare for at forsvinde på grund af Kong Hanses kærlighed til det folkelige.
 
ANE ROSENSTAND:
Alene i år har vi mistet 14 tønder land og sommergodset på Feddet. Sikken en ballade der blev, da min mand hertugen fik det at vide.
 
SIGBRITT:
Jamen dog.
 
ELSE THOTT:
Og i fjor blev min fætter fængslet, fordi han havde voldtaget en bondepige. Jeg mener: en bondepige!
 
 
SIGBRITT:
I små, adelige skind. I frygter altså, at I ikke i fremtiden vil kunne få lov bare at eje det hele og gøre, som det passer jer. Ja, jeg forstår godt Deres bekymring.
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Nej, det tror jeg ikke, at De gør, Sigbritt Villums.
 
SIGBRITT:
Jeg var ironisk, Grevinde Gyllehjerne. Men ser I, mine damer, jeg var i højere kår hjemme i Holland, i meget fine kår –
 
ELSE THOTT:
Var De virkelig?
 
SIGBRITT:
Ja, og jeg ved nok, hvad det indebærer at være fornemme fruer. Vi er de støtter, hele samfundsmoralen hviler på, og vi er da også snøret ind i korsetter og meterlange skørter, så vi ikke kan røre sig ud af flækken.
 
ANE ROSENSTAND:
Det har jeg egentlig aldrig tænkt på, men nu De siger det -
 
SIGBRITT:
Men på trods af det – hvor er vi i beslutningsprocesserne? Sidder vi i rådene og tingene? Nej.
 
ELSE THOTT:
Egentlig er det strengt.
 
SIGBRITT:
Hvis der er en ting, jeg hader, så er det alle mænd.
 
ANNE HOLGERS:
Sådan har jeg aldrig før set på det.
 
SIGBRITT:
Da folket i mit hjemland gjorde oprør, holdt jeg med de revolutionære. Jeg råbte til dem: ”Kom herover først og skyd min mand, det drys! Ham har jeg aldrig haft andet end sorger af!”
 
ANE ROSENSTAND:
Du godeste, fru Willums. Og skød de folkelige oprørere så Deres mand?
 
SIGBRITT:
Næ, de turde ikke, og så måtte jeg selv gøre det. Oprøret blev desværre slået ned. Bagefter ville jo ingen vide af mig, så jeg flygtede til Norge, hvor jeg slog mig ned som kagekone, men det ved I jo.
 
ELSE THOTT:
Sikken historie. Og hvilket mod! Hvem der dog turde skyde sin mand.
 
SIGBRITT:
Vi bliver skam flere og flere, og jeg varsler nye tider nu, hvor renæssancen og reformationen står for døren. Vi må se at få smidt slæverne ind der. Og når jeg en gang imellem mister modet, så synger jeg som de revolutionære gjorde i mit hjemland:
 
Skråt op med hierarkiet
Få afskaffet det i tide
Få de lave op og de høje ned
Og kirken med.
 
ELSE THOTT:
Ih, det er en glimrende sang, og den rimer endda!
 
SIGBRITT:
Ja, men man kan ikke synge den alene, man skal være flere, ligesom man skal til et ordentlig oprør. Det er en kanon. Sådan en havde bønderne i mit hjemland nemlig læst, at man skal bruge til en revolution. Så hjælp mig lige, hvad:
 
(herpå synger Mor Sigbritt for og sætter de andre ind, så de rigtig kan fyre kanonen af.)
 
Skråt op med hierarkiet
Få afskaffet det i tide
Få de lave op og de høje ned
Og kirken med
 
Nu må vi kna’nspark’me gøre lidt nytte,
Vende en gammel konservativ bøtte
Hvor dem, der har siddet i hundrede år
Gi’r plads for idéer, der’ født i går
 
Hvis dem i toppen sku’ komme og spørge
Hvad fanden i helved jeg syns man sku’ gøre,
Så riget blev styret til fordel for fler,
Så lyder svaret så’n her:
 
Skråt op med hierarkiet
Få afskaffet det i tide
Få de lave op og de høje ned
Og kirken med.
 
KIRSTEN GYLDENSTJERNE:
Ja, det lyder kønt, det, De fortæller om revolutioner, Sigbritt Villums. Men jeg tror nu De vil finde, at mens det er forholdsvist let at skaffe sig af med de rige, så er det til gengæld meget, meget vanskeligere at skaffe sig af med de fattige.
 
SIGBRITT:
Sh! Hør engang:
 
Nu høres en ivrig lyd af knirkende sengefjedre fra det tilstødende lokale.
 
SIGBRITT:
Nå, for Søren – det går vist også op og ned derinde, hvad?
 
ANE ROSENSTAND:
Ih, Sigbritt Villums, De er vidunderligt vulgær.
 
SIGBRITT:
Ja, ha ha. Hvis der er noget, jeg hader, så er det snerper.
 
De andre går. Sigbritt sidder tilbage.
 
SIGBRITT:
Skråt op med hierarkiet
Få afskaffet det i tide
Få de lave op og de høje ned
Og kirken med.
 
LYSET skifter. KRISTIAN kommer ud.
 
SIGBRITT:
Nå, kronprins Kristian – hvorledes er natten gået?
 
KRISTIAN:
Åh – det har været, det har været – det er en skam, at den allerede er forbi.
 
DYVEKE:
Mor, prinsen siger, at han vil tage mig med hjem til Danmark, for han kan slet ikke leve uden mig, siger han.
 
SIGBRITT:
Siger han det? Jamen, så følger jeg med, Kristian – for mig og Dyveke, vi kommer sådan i en pakkeløsning.
 
KRISTIAN:
Jeg er da også sikker på, at der vil være et marked for Deres vældig gode kringler hjemme i København.
 
SIGBRITT:
Så det tror du? Næ, nu har jeg set nok af kringler. Men København vil jeg vældig gerne se.
 
 
KRISTIAN:
Jamen, så tag med i morgen – min far, Kong Hans, skal ride væddeløb. Det er han vældig god til.
 
I KØBENHAVN. FANFARE. DER lines op til tilskuerpladser til hestevæddeløb.
 
KONG HANS:
Åh! Hvilken herlig dag til hestevæddeløb! Og jeg føler mig endnu så ung og fuld af pep, at jeg tror jeg lever til jeg bliver 100. Se nu godt efter, min dreng, så skal jeg vise dig, hvordan man vinder et hestevæddeløb. Det ved jeg alt om, ikke brormand?
 
HERTUG FRIEDRICH:
Jeg nedlader mig ikke til at ha’ en mening om folkelige konkurrencer.
 
KONG HANS
Man har ganske vist fortalt mig, at min hest, ”unionen” har fået kuller og burde aflives, men det tager jeg mig ikke af. Han er så rask, som han nogensinde har været. Kryds fingre!
 
KONG HANS går ned til banen.
 
DYVEKE:
Er det din fars hest? Den ser nu godt nok ikke rask ud. Øjnene farer rundt i hovedet på den og den skummer så sælsomt om mulen.
 
KRISTIAN:
Sådan har den altid set ud – men den ser nu godt nok værre ud i dag….
 
NOK EN FANFARE.
 
ANNONCØR:
Og løbet er i gang, og kongen er forrest på ”unionen”, som ganske vist rider den forkerte vej – og nu! vender hele feltet og rider efter kongen, som – OGSÅ vender. En gang til! Grev Moltke på ”Det hellige sakramente” kommer ikke hurtigt nok af vejen og bider i græsset, Grev Moltke er nede, ”unionen” snurrer tre gange rundt om sig selv og prøver at bide kongen i knæene, men NNNU! Går det atter fremad og denne gang tilmed den rigtige vej på banen. Kongen fører stort på reformationen, og nu kommer den første forhindring – åh nej! ”unionen” refuserer og slynger kongen lige imod stakittet –
 
En serie BOING-lyde følger kongens fald.
 
ANNONCØR:
Kongen rikoterer og slynges tyve meter tilbage, hvor han rammer et ungt træ (BOING), der sender ham ud midt på banen. Det er ganske forfærdeligt – men se! Kongen har overlevet sit fald, han rejser sig og vinker, han er medtaget, men i live, og – åh nej, nej! Nu kommer resten af feltet (galoplyde), kongen har ikke set dem, og de er ude af stand til at standse deres heste, som da også blev grundigt forvirrede af ”unionen” lige efter startskuddet – og åh, nej, nej, nej!
 
ALLE ser forfærdede til, mens Kong Hans bliver redet ihjel af resten af feltet. Dyveke gemmer ansigtet i hænderne og putter sig ind til Kristian.
 
DYVEKE:
Er det uhyggelige forbi nu?
 
KRISTIAN:
Ja, det er det vist …
 
SIGBRITT:
Det har du så evigt ret i, knægt. Jeg har forhørt mig lidt om den danske økonomi, og landet læner sig jo kraftigt op ad en bankerot. Det kunne være rimeligt, når du nu hopper i kassen med min datter, at jeg så til gengæld tager mig lidt af statskassen. Jeg har vældig god forstand på finanser, må du vide. Så skal vi nok snart få denne synkende skude på ret køl igen. Det gør mig ondt med din far, men vi må videre.
 
 
PODEBUSK, IVER MUNK og NIELS HØEG samt HERTUG FRIEDRICH sidder og triller tommelfingre. De kigger på deres lommeure.
KOR kommer på.
 
KOR:
En søn af sin samtid, sir John Harington
- lad aldrig nogensinde hans minde dø –
han havde til mål, den forfinede ånd
at mindske stanken ved toiletbesøg.
 
Og det er Sir Harington vi stadig takker
Hvergang vi løber fulde af mad eller øl
For et verdensdækkende væld af kloakker –
Han opfandt det første lokum med skyl.
 
Efter denne landvinding var han dog brændt ned
Til videre tænkning var sir John ikke gearet
Derfor svandt endnu flere hundred år afsted
Før en venlig sjæl opfandt toiletpapiret.
 
HERTUG FRIEDRICH:
Varer det længe endnu, Iver Munk? Vi har ikke hele dagen. Rigsrådsmødet begynder snart.
 
IVER MUNK:
Jeg beklager – men en biskop må gøre hvad en biskop nu skal.
 
(Der høres lokumslyde udefra, for det er nemlig sådan en slags forestilling vi laver)
 
NIELS STYGGE (off)
Er der nogen, der kommer med en side af Kongens betænkning?
 
PODEBUSK river en side ud af betænkningen og rækker den ud af døren.
 
NIELS STYGGE (OFF)
Tak.
 
Straks efter høres lyden af et skyllende toilet, og Niels Stygge kommer ud.
 
NIELS STYGGE:
Jeg beklager forsinkelsen.
 
IVER MUNK:
Kongen er på trapperne. Lad os nu ikke længere tøve med at indsværge vort hemmelige broderskab til fremskridtets afskaffelse.
 
NIELS STYGGE:
Hvor har du ret, Iver. Mine brødre – eden.
 
Herpå følger en frimureragtig indsværgelse af latterlig karakter, hvorunder de med et hemmeligt håndtegn råber ”Bagstræb!” og ”Tilbagegang!” og ender med at slå knytnæverne sammen (på ”RA-RA-RA”), hvilket tydeligvis gør ondt. Av.
HERTUG FRIEDRICH ser på ritualet med vantro undren.
 
IVER MUNK:
Mine brødre. Vort erklærede, men tophemmelige mål er at få Hertug Friedrich på tronen, thi hans fremskridtsfjendtlige og regressive sind er hævet over enhver kritik. Men dette kan kun ske, hvis vi får narret Kronprins Kristian til at abdicere. Vort forehavende trues af Sigbritt, det lave fruentimmer, som Kristian gudhjælpemig vil gøre til skatteminister. Hun styrer riget lige imod en afgrund af reformation, ligestilling og sund fornuft.
 
NIELS STYGGE markerer.
 
IVER MUNK:
Ja, Niels Stygge?
 
NIELS STYGGE:
Jeg mener stadig, at vi bør forsøge at få Sigbritt udlagt som heks. Det vil sprede skræk og rædsel blandt den overtroiske og stupide befolkning, og stemme alle for en offentlig afbrænding.
 
PODEBUSK markerer.
 
 
IVER MUNK:
Podebusk?
 
PODEBUSK:
Niels Stygges idé er for farlig. Kongen og Sigbritt er begge meget populære, og vi risikerer selv at ryge på bålet. Vi må finde kongens svageste led. Og det er Dyveke. Hun er et simpelt pigebarn, men kongen hænger ved hende, og dersom vi foreholder ham at han må indgå ægteskab med en adelig frøken, vil han frasige sig kronen. Helt sikkert.
 
NIELS STYGGE:
Men hvad nu hvis han tager imod tilbudet, og så alligevel beholder Dyveke hos sig? Den danske kongerække tæller jo ti elskerinder for hver dronning.
 
PODEBUSK:
Det har jeg tænkt på: Vi foreslår ham at ægte Elizabeth af Habsburg. Hun er opdraget med et strengt mål af katolicisme og kønsforskrækkelse, så ikke alene vil hendes magtfulde forældre forlange, at kongen ophører at gå i seng med Dyveke – de vil sikkert heller ikke se med milde øjne på, at han går i seng med deres datter. Dyveke og Sigbritt forsvinder, Kristian vil gå spåner af frustration og livslede, og så får vi Friedrich ind og overtage tronen. He he  …
 
IVER MUNK, NIELS HØEG, PODEBUSK OG NIELS STYGGE:
He he he hå hå …
 
NIELS HØEG:
Så, Hertug Friedrich. Der kommer svenske Sten Sture og hans kone Kirstine.
 
HERTUG FRIEDRICH:
Jeg nedlader mig ikke til at tale med svenskere.
 
IVER MUNK:
Så skal vi nok gøre det, for disse to er magtfulde derovre. De vil løsrive Sverige fra unionen, hvis Kristian bliver konge. Hvilket vil betyde, at vi mister alle vore svenske len. Vi må holde os gode venner med dem, og så vente med at jokke på dem til efter De er indsat som konge.
 
NIELS STYGGE:
Heja, Sverige. Lad os tage en forbrødrende dram …
 
STEN STURE:
Tro ikke, Niels Stygge, bare fordi vi er svenske, at vi er tilfals for et glas snaps. Vi hader alle danskere –
 
KRISTINE STURE:
Men vi hader Kong Hans og hans tåbelige søn lidt mere end v hader jer.
 
 
STEN STURE:
Kun derfor tager vi imod jeres dram.
 
KRISTINA STURE:
Og den dag I kan bevise, at Danmark vil give Sverige dets selvstændighed, da får I en dram af os. Ikke før.
 
IVER MUNK:
Den dag er måske ikke så fjern, Kristina Sture – lad os indvie jer i vore tophemmelige planer om at sætte Hertug Friedrich på tronen.
 
STEN:
Det vil vi gerne høre, for I havde jo lovet Kong Hans at støtte valget af hans søn …
 
KRISTIAN kommer ind bagfra, mens KUMPANERNE er optagede af deres onde råd.
 
PODEBUSK:
Men vi har planer i gang … Først skaffer vi Mor Sigbritt af vejen, og siden slipper vi af med kongen, så Hertug Friedrich kan overtage magten -
 
KRISTIAN:
Undskyld –
 
PODEBUSK:
Vent venligst, til jeg er færdig med at udrede vores undergravende – ups.
 
KRISTIAN:
Jeg er ikke helt sikker på, hvem jeg skal sige det her til, men jeg vil helst være fri for at blive konge.
 
ALLE er tavse.
 
KRISTIAN:
Jeg har ikke tid. Mig og Dyveke har tænkt os at tage ud og rejse. Jeg vil vise hende verden, og jeg kunne også godt tænke mig selv at se den. Jeg håber ikke, at I bliver alt for sure.
 
IVER MUNK:
Jeg er øh, grædefærdig. Kan vi ikke på nogen måde overtale Deres kongelige højhed til at genoverveje?
 
KRISTIAN:
Jeg, øh –
 
IVER MUNK:
Altså nej. Men tænk ikke på os – det er Deres velgående, der kommer i første række. Vær tapre, rigsrådsbrødre. Vi må bruge mange timer på at udtænke den nye regering, men det er jo det, vi er her for.
 
KRISTIAN:
Nåmen, tak skal I ha’. Det er pænt af jer. Farvel.
 
KUMPANERNE:
Farve-el.
 
Så snart KRISTIAN er ude af syne danser KUMPANERNE af fryd.
 
BISKOP NIELS STYGGE:
Så er der alligevel en Gud!
 
IVER MUNK:
Hertug Friedrich! Kronprinsen har lige abdiceret, endnu før han tog magten.
 
PODEBUSK:
Tronen er Deres!
 
HERTUG FRIEDRICH:
Det er meget mere, end jeg havde ventet, men af grunde, som jeg ikke vil nedlade mig til at komme ind på har jeg alligevel en takketale i lommen …
 
ALLE klapper.
 
HERTUG FRIEDRICH:
He hem…. ”Var blot dette øjeblik kommet, mens min bror endnu levede, ville jeg have nydt det endnu mere. Vel er jeg ikke taler, men i sådan en stund som denne må man alligevel sige nogle få, men velvalgte ord …
 
HERTUG FRIEDRICH rasler rundt med et farligt bundt papirer, som antyder, at han har tænkt sig at tale i flere timer.
 
LYS ned KS, LYS op DS – VALKENDORF og BILLE kommer ind og henter KRISTIAN:
 
BILLE:
Pst! Deres højhed!
 
KRISTIAN:
Hvad er der?
 
VALKENDORF:
Der er noget, De skal se.
 
KRISTIAN går efter dem, til hvad der godt til lejligheden kunne forestille at være borgmuren. Der kommer røg, mærkelig musik og lige så mærkeligt lys. KONG HANSES GENFÆRD dukker op.
 
 
KRISTIAN:
(Gisp) Min fars genfærd! Men alt sådan noget overtroisk noget er jeg jo opdraget til slet ikke at tro på!
 
KONG HANSES GENFÆRD:
Ja, Hvad kan jeg sige, min søn? Jeg tog fejl. Som jeg tog fejl i så mange ting.
 
KRISTIAN:
Pyt med dig. Jeg synes du var en god far – det ville jeg godt ha’ sagt dig inden du faldt af hesten. Og så vil jeg også fortælle dig, at jeg har mødt en pige oppe i Bergen, og hun er smadder -
 
KONG HANSES GENFÆRD:
Hold kæft. Jeg har kun en stakket stund til at overdrage mit budskab:
 
KRISTIAN:
Jam’n, så tal, Min Fars Genfærd.
 
KONG HANSES GENFÆRD:
Din onkel er en ost. Du må under ingen omstændigheder overdrage ham tronen.
 
KRISTIAN:
Ih, altså – det er for sent. Jeg har lige sagt til rigsrådet, at –
 
KONG HANSES GENFÆRD:
Ja, det sagde Valkendorf og Bille. Men magtovertagelsen er først komplet ved tronbestigelsen, og din onkel har en tale, der varer til i morgen tidlig. Skynd dig over og sig, at du angrer –
 
KRISTIAN:
Jamen, mig og Dyveke –
 
KONG HANSES GENFÆRD:
Skynd dig! Min spot fader ud…. Adjø, adjø, adjøøøø ….
 
KONG HANSES GENFÆRD forsvinder.
 
KRISTIAN:
Jeg skulle jo ud og se verden. Det kan jeg jo ikke, hvis jeg skal sidde på den dumme tronstol hele tiden.
 
ESKE BILLE
Deres far genfærd har ret – Deres onkel Friedrich vil blive en frygtelig konge.
 
KRISTIAN:
Jeg kan jo være ligeglad, hvis jeg sidder i Amerika eller i Indien.
 
ESKE BILLE:
Nej, sådan må De ikke tænke. Så ville Deres far blive ked af det. Og det bliver jeg også lidt.
 
VALKENDORF:
Tænk på, hvad De kunne udrette som konge.
 
KRISTIAN:
Åhr, hvad ku’ jeg vel udrette?
 
VALKENDORF:
I stedet for at forlade Deres fædreland for at tage ud og se en masse nyt og spændende, så kunne De jo sørge for at få alt det nye og spændende herhjem!
 
KRISTIAN:
Men – jeg vil se bjerge og oceaner, og det er der jo slet ikke plads til herhjemme!
 
VALKENDORF:
Jeg mener ikke landskaberne, altså, men alle idéerne. Alle opfindelserne, de nye tanker om kirken og kunsten og kulturen – De kunne være kongen, der førte de friske havstrømme fra den nye, store verden derude indenom ad vore lumre, stillestående fjorde.
 
KRISTIAN:
Ja, det ku’ jeg selvfølgelig…
 
VALKENDORF:
Om føje år, og takket være Dem, så vil måske Amerika være her, på dansk jord, og Indien og Tyrkiet med. Vi vil spise andre ting, og gøre andre ting og tænke helt anderledes. Tænk, hvilken vidunderlig fornyelse det ville være!
 
ESKE BILLE:
Og De får alligevel masser af tid til at rejse senere. En konge laver sikkert ingenting.
 
KRISTIAN:
Godt, hvis I virkelig mener … ja ja da.
 
VALKENDORF:
Jamen, så gå op og hold rådet fast på Deres fars beslutning! Sig til dem, at De vil være konge.
 
LYS op i KS igen, midt i FRIEDRICHS takketale. KRISTIAN går op på tronstolen.
 
FRIEDRICH:
” … og allerede dengang syntes jeg, at min bror var alt for sød ved bønderne, og jeg sagde da også til ham: ”Vi har været alt for tossegode, men nu er det slut – ”
 
KRISTIAN:
Øh, halløj - ?
 
IVER MUNK vender sig for at tysse ad KRISTIAN, da han til sin rædsel opdager, at Kronprinsen har sat sig på tronstolen.
 
IVER MUNK:
Ah!
 
KRISTIAN:
Jeg har besluttet, øh, med lidt vejledning, at jeg alligevel godt vil være konge.
 
NIELS HØEG:
Åh-åh.
 
KRISTIAN:
Så må jeg min udenlandsrejse vente lidt endnu, er jeg bange for. Men jeg vil godt ha’ det hurtigt overstået.
 
IVER MUNK:
Tøv en kende, ærede kronprins, vi må allerførst afsynge vor inspirerende nationalhymne.
 
KRISTIAN:
Uh - Jeg bliver altid så forstemt over at høre den sang.
 
ESKE BILLE:
Ja – De kan jo indføre en ny nationalsang, når De nu er konge.
 
IVER MUNK:
Alle sammen, en, to, tre -
 
FÆDRELANDSSANG
Danskere har i Danmark hjemme
Blandt vore små og nære ting
Her i Dannevang kan vi glemme
Den hele verden rundt omkring
Pyt med at vor nationale føl’se
Ikke er andet end havregrød,
Æbleskiver, medisterpølse
Gule ærter og øllebrød.
 
Hvis man forlader de danske øer
Hører man sprog man ikk’ forstår
Man møder mensker der spiser frøer
eller har sort og kruset hår
Skulle en udve i hjertet gløde
Så gi’ den rødkål og flæskesteg
Har man først spist af den danske føde
Er det umuligt at flytte sig.
 
IVER MUNK:
Og nu, Deres kongelige højhed, om end endnu ikke Deres majestæt. Er de heelt, helt sikker på, at De vil være konge af Danmark?
 
KRISTIAN:
Ja, det er jeg vel.
 
KIRSTINE STURE:
Og Sverige også?
 
KRISTIAN:
Ja, da egentlig hellere Sverige, hvis jeg skulle vælge. Der er en meget pænere natur. Og bjerge.
 
Mumlen blandt rigsråderne.
 
KIRSTINE STURE:
Jeg tænkte det nok! Han er ligesom sin far!
 
IVER MUNK
Rådet kan ikke beskrive i ord, hvad vi føler ved denne Deres kongelige beslutning.
 
FRIEDRICH:
Slet ikke.
 
IVER MUNK:
(til de andre kumpaner) tilbage til den gamle plan. (til Kristian). Vi vil bakke ganske og aldeles op omkring Dem, men De må så afgjort først have en dronning.
 
KRISTIAN:
Men  - jeg har jo –
 
NIELS STYGGE:
Vi mener naturligvis en af adelig byrd.
 
ESKE BILLE:
(afsides, ser på Valkendorf)
Så for Søren.
 
KRISTIAN:
Øjeblik -
 
KRISTIAN løber ned til VALKENDORF.
 
KRISTIAN:
Hvad nu, Valkendorf? De siger, at jeg skal gifte mig.
 
VALKENDORF:
Det er deres modtræk. De vil skræmme Dem fra tronen. Det kunne ventes. Deres majestæt må gå ind på det.
 
KRISTIAN:
Men hvad så med Dyveke, Valkendorf? Hvad med hende?
 
VALKENDORF:
Deres majestæt, dette er, hvad man kalder en krisesituation. Lige nu gælder det om at redde øjeblikket, og så må vi tage vare på fremtiden senere.
 
ESKE BILLE:
Hvis Deres onkel bliver konge nu, hvad bliver der så af alle de nye idéer?
 
VALKENDORF:
Nu er det landets fremtid det gælder. Sådan må man tænke, når man er konge.
 
KRISTIAN:
Men – jeg ville jo heller ikke!
 
VALKENDORF:
De har lige sagt ja.
 
KRISTIAN skuler skuffet til Valkendorf og bestiger tronen igen.
 
KRISTIAN:
Jeg tror nok, jeg siger ja. Igen.
 
NIELS HØEG:
Meget vel, Deres majestæt. Vi har allerede fundet Deres tilkommende. Elizabeth af Habsburg. (Hiver et stort billede frem) Se, her er et portræt af hende. (ser selv på billedet). Et helt utroligt godt portræt – se, hvor naturlig hun ser ud: hun anede vist ikke, at maleren var der. (vender billedet – det er Elizabeth ansigt, men sat på en krop, der ligner en babe fra Baywatch).
 
KRISTIAN:
Du godeste.
 
NIELS STYGGE:
Hun har to meget store, og desuden meget indflydelsesrige forældre, og hendes onkel bliver vistnok kejser i næste uge.
 
NIELS HØEG:
Dog er hun endnu for ung til giftermål –
 
KRISTIAN:
Hun ser ellers ikke sådan ud.
 
NIELS STYGGE:
Maleren har måske nok taget sig visse kunstneriske friheder, og har – skal vi sige: kastet runer over pigens fremtidige udvikling –
 
NIELS HØEG:
Ikke desto mindre er det af forskellige grunde me-eget vigtigt for os, at ægteskabet straks bliver stadfæstet, om end kun in Effigie.
 
KRISTIAN:
Det ved jeg ikke hvor er.
 
IVER MUNK:
Ha ha, meget vittigt, Deres majestæt – vi mener, det kirkelige ceremoniel må straks klares, pro forma, om det ikke kan være andet, og så må ægteskabet, skal vi sige: fuldbyrdes ved en senere lejlighed. Båp, båp, he he.
 
KRISTIAN:
Ok.
 
Herpå følger en tavshed, hvor alle i rådet kigger på kongen og sig selv, lidt rådvilde, indtil VALKENDORF siger:
 
IVER MUNK
Øh, jeg tror Deres majestæt skal afslutte mødet.
 
KRISTIAN:
Er det mig, der skal gøre det?
 
HERTUG FRIEDRICH:
(tager sig til hovedet)
Hold kæft!
 
IVER MUNK, med et anstrengt og påtaget smil, der forsvinder med påfaldende hast:
 
IVER MUNK:
Ja. De er jo konge nu. He he …
 
KRISTIAN:
Jamen, så – hej så længe. Ja.
 
Alle sidder nu på spring for at komme op af sæderne, men der sker stadig ikke noget.
 
VALKENDORF:
Øh, Deres majestæt –
 
KRISTIAN:
Ja?
 
VALKENDORF:
Der er ingen der må rejse sig før Dem.
 
KRISTIAN:
Nå, for pokker! Jamen … så ser man lige mig.
 
KRISTIAN kommer op af stolen og skynder sig ud. VALKENDORF og BILLE efter.
 
KRISTIAN:
(på vej ud)
Det ku’ I da godt lige ha’ fortalt mig.
 
VALKENDORF:
Om forladelse, Deres majestæt.
 
ALLE exitter pånær KUMPANERNE og FRIEDRICH.
 
IVER MUNK:
Som De kan se, Hertug Friedrich, han bliver ikke svær at vælte af pinden.
 
HERTUG FRIEDRICH:
Denne dag har været den mest ydmygende i hele mit fyrstelige liv. Jeg vil ikke én gang til nedlade mig til at udtrykke begejstring, før jeg igen ser en tom tronstol. Farvel.
 
FRIEDRICH går.
 
NIELS STYGGE:
Nej – man skulle jo nødig gå og glæde sig.
 
NIELS HØEG:
Han kunne da godt have vist os lidt påskønnelse for alt det besvær, vi har gjort os.
 
IVER MUNK:
Skidt med ham. Fokusér i stedet på, hvordan Kristian snart er væk, så kirken og adelen vil komme til at skumme fløden endnu mere end før. Tænk på det, gutter.
 
ALLE ud. DYVEKE ind, opbragt, med KRISTIAN, VALKENDORF og BILLE efter sig.
 
KRISTIAN:
Men du må forstå, Dyveke – jeg skal jo ikke i seng med hende, jeg skal bare giftes med hende.
 
 
DYVEKE:
Men det ved jeg slet ikke, om jeg bryder mig om, Kristian.
 
KRISTIAN:
Valkendorf, hvad er det, der skal ske ved den ceremoni?
 
VALKENDORF:
Deres majestæt skal bare ligge ved siden af Elizabeth fra Habsburg i en seng sålænge som det tager biskoppen at velsigne sovekammerdøren. Så er I viede, såvidt kirken angår.
 
KRISTIAN:
Kan du se, Dyveke, der er intet farligt i det.
 
DYVEKE:
Hvor lang tid tager det biskoppen at velsigne døren?
 
VALKENDORF:
Åhr, en ti-femten sekunder.
 
SIGBRITT kommer ind.
 
SIGBRITT:
Åh, hør, Kristian – jeg sidder her med skatteregnskaberne for 1513 – vi kan smide de første 20 herremænd på porten for at undfly skatter igennem mange år. Så kan jorden overdrages til folket, som burde eje dem, for de skal jo alligevel passe den. Adelen kan jo ikke kende for og bag på en plov.
 
KRISTIAN:
Gør som du vil, Sigbritt – jeg har større ting at bekymre mig om. Dyveke vil ikke ha’, at jeg tager til mit eget bryllup.
 
SIGBRITT:
Jeg synes faktisk også det er en dårlig idé – jeg tror oppositionen er ved at tage fusen på dig. (til Valkendorf) Kan man ikke sende en stedfortræder?
 
VALKENDORF:
Jo, det kunne man selvfølgelig nok. Det er jo kun pro forma.
 
SIGBRITT:
Og så står der gudhjælpemig her, at Biskop Beldenakke har hyret en udlænding til at dekorere en Domkirke.
 
KRISTIAN:
En udlænding? Nye impulser. Hvor spændende. Hvem er det?
 
 
 
SIGBRITT:
En Mikkel et-eller-andet jeg ikke kan udtale. Han har malet et loft i Rom. Sku’ det nu være noget? Jeg har svaret Biskop Beldenakke, at han ikke skal gi’ penge ud til en eller anden spaghetti, når vi har masser af gode håndværkere herhjemme. Herregud, det drejer sig jo bare om at smøre noget maling på en væg, ikke? (til Dyveke) så, smil nu, min lille due, Valkendorf sørger for at sende en anden til det bryllup, og så bliver Kristian hjemme hos dig.
 
VALKENDORF:
Jeg tror jeg vil spørge Grev Rosenstand.
 
KRISTIAN:
Så, tør øjnene – hende Elizabeth er en lille, skrøbelig mindreårig. Det kan være hun dør på rejsen herop, og så har du grædt til ingen verdens nytte.
 
I HABSBURG. ELIZABETH har modtaget brev fra KRISTIAN.
 
ELIZABETH: (læser Kristians brev)
”Kære min kommende hustru
håber du har det godt
jeg har nu set dit billed
og syns det var meget flot.
 
Jeg sidder her med menuen
Til brylluppet, det skal jo klar’s
Og så var det jeg tænkte:
Kan du li’ høns i asparges?
 
Først skal vi giftes pro forma
Enten jeg vil eller ej
Jeg havde tænkt på september,
Den anden, passer det dig?”
 
ELIZABETH begynder at skrive et svarbrev.
 
”Kære Kristian, den anden
September, det passer mig fint.
Jeg kunne tænke at spørge
Dig ud om dette og hint.
 
Får jeg mit eget vær’lse
Der i mit nye hjem?
Jeg har to hundrede bamser
Er der mon plads til dem?
 
Hvad skal der ske om natten?
Det har jeg ikke forstået
Jeg har nok hørt et og andet,
Men ingen fortæller mig no’et.
 
Høns i asparges, det lyder
Som om det’ en lækker ret.
Hvad syns du om min håndskrift?
K.h., Elizabeth.”
 
LYS NED KS – LYS OP MS.
 
VALKENDORF:
Her er sovekammeret, Grev Rosenstand. Prinsesse Elizabeth ligger allerede inde i sengen. Er De nu helt sikker på, at De er klar over proceduren?
 
ROSENSTAND:
Ja, naturligvis! Jeg tilhører en gammel adelsslægt, som gennem århundreder er trænet i ceremonier af denne art. Min far har tidligere gennemgået nøjagtig det samme ritual, og hans før ham.
 
VALKENDORF:
- og De lægger Dem altså bare ved siden af prinsessen i sengen –
 
ROSENSTAND:
Ja, ja, ved siden af prinsessen …
 
VALKENDORF
- fuldt påklædt –
 
ROSENSTAND:
Ja! Lad os nu bare komme i -
 
Rosenstand vender sig for at gå ind i kammeret, men standser og vender sig.
 
ROSENSTAND:
Hvabbehar?
 
VALKENDORF:
De lægger Dem fuldt påklædt ved siden af prinsessen.
 
ROSENSTAND:
Fuldt påklædt?
 
VALKENDORF:
Ja.
 
ROSENSTAND:
Jeg skal altså ikke - ?
 
 
VALKENDORF:
Nej, for himlens skyld.
 
ROSENSTAND:
På intet tidspunkt?
 
VALKENDORF:
Slet ikke.
 
ROSENSTAND:
Men, kære ven, hvordan kan jeg så –
 
VALKENDORF:
Det skal De heller ikke.
 
ROSENSTAND:
Nå. Det er måske det, man forstår ved pro forma.
 
VALKENDORF:
Netop.
 
ROSENSTAND:
Men jeg synes bestemt, at jeg udtrykkelig har læst et sted, at –
 
VALKENDORF:
Ikke i reglementet, der gælder efter 1340.
 
ROSENSTAND:
Javist, det er jeg udmærket klar over! Jeg kan min adelsprotokol. (ser på sit lommeur) Men – den er jo også kun 11.50 .
 
VALKENDORF:
(beat) Trettenhundredefyrre.
 
ROSENSTAND:
Åh. Hvilken tåbelig misforståelse! Ha ha! Godt, at vi fik opklaret det i tide.
 
VALKENDORF:
Ja.
 
ROSENSTAND:
Hvad ville majestæten vel ikke have sagt? Ha ha.
 
VALKENDORF:
Uha, ja.
 
ROSENSTAND:
Nå, men – så må jeg til det … og jeg ligger altså bare der … ?
 
VALKENDORF:
Ja, for Guds skyld.
 
ROSENSTAND:
Ja, det skulle jeg jo nok kunne finde ud af. Ha ha.
 
VALKENDORF:
Ha ha.
 
Netop som Rosenstand skal til at gå ind i kammeret til prinsessen, kommer et kammerpige løbende.
 
KAMMERPIGE:
Grev Rosenstand! De må omgående komme hjem! Deres kone har brug for Dem.
 
ROSENSTAND:
Jamen, jeg har ikke tid – jeg står jo netop og skal i seng med en anden kvinde.
 
KAMMERPIGE:
Men deres kone er ved at føde.
 
ROSENSTAND:
Det kan jeg da ikke hjælpe hende med! Det må hun virkelig selv finde ud af. Hun har klaret de så glimrende de elleve gange før.
 
KAMMERPIGE:
Men – der er store vanskeligheder denne gang! Det kan koste Deres kone livet, siger lægen.
 
ROSENSTAND:
Nå, for Søren. Hvorfor nu det?
 
KAMMERPIGE:
Barnet ligger helt forkert.
 
ROSENSTAND:
Iha, da osse. (til Valkendorf) Det kommer der af at undfange det i en drosche.
 
KAMMERPIGE:
Og lægen siger, at nu må De beslutte, om barnet eller moderen skal reddes.
 
ROSENSTAND:
Beslutninger, beslutninger ….
 
VALKENDORF:
Suk.
 
 
ROSENSTAND:
Hvad ville De gøre i mit sted, Valkendorf? Jeg er egentlig ganske glad for min kone - (til kammerpigen) Bliver det en dreng eller en pige?
 
KAMMERPIGE:
Det ved vi ikke endnu.
 
ROSENSTAND:
Nåmen, jeg må desværre hjem, så De må finde en anden, der kan gå i seng med prinsessen.
 
VALKENDORF:
Så får jeg travlt - Bispen kommer snart og velsigner sovekammerdøren. (ser på sit lommeur) Han skulle faktisk have været her.
 
ROSENSTAND ud.
ELIZABETH åbner døren og kigger ud.
 
ELIZABETH:
Hvorlænge varer det endnu?
 
VALKENDORF.
Der er opstået nogen små vanskeligheder, Deres højhed, såsom at De mangler en mand.
 
ELIZABETH:
Nå. Tror De det tager lang tid at finde en ny?
 
VALKENDORF:
Jeg skal nok skynde mig.
 
ELIZABETH:
Men – når De nu alligevel er i gang, Valkendorf, kan De så ikke finde en pro forma for mig også? Det er lidt træls at ligge derinde og bare vente.
 
VALKENDORF:
Det ville jo være meget uregelmenteret –
 
ELIZABETH:
Men kongen kommer jo ikke alligevel, vel?
 
VALKENDORF:
Næ.
 
ELIZABETH:
Så kan jeg ikke rigtig se, at - hov, der kommer pigen med blomsterne –
 
METTE DYRE kommer ind med blomster.
 
TJENESTEPIGE:
Deres højhed må undskylde, at jeg kommer lidt for sent. De her skal strøs ud over sengen, fik jeg at vide.
 
ELIZABETH:
Gå du bare ind og strø væk –
 
TJENESTEPIGEN går ind og Elizabeth smækker døren efter hende.
 
ELIZABETH:
Sådan! Så skal De bare finde en afløser for Kristian. Hvad med ham der?
 
En KORDRENG, HANS,  kommer gående og svinger med et røgelseskar.
 
KORDRENG HANS:
Jeg skulle hilse og sige, at Bispen er blevet en smule forsinket, men han kommer lige med det samme.
 
ELIZABETH:
(til Valkendorf)
Jeg smutter …
 
VALKENDORF:
Glimrende, og tak for hjælpen, Deres højhed.
 
ELIZABETH går.
 
VALKENDORF:
Se, min ven, hvis jeg nu holder dit røgelseskar for dig, kan du så ikke lige –
 
VALKENDORF skubber kordrengen ind ad døren.
 
KORDRENG:
Uah!
 
VALKENDORF smækker døren i netop som ærkebispen drejer om hjørnet.
 
BELDENAKKE:
Min kære Valkendorf, jeg håber ikke De har ventet for længe. Jeg blev opholdt til et møde, hvor jeg skulle afgøre en arkitektkonkurrence omkring bygningen af et katolsk kloster her på Sjælland. Det vil tage mindst 50 år at bygge og kommer til at koste det hvide ud af øjnene, så det var jo nok så vigtigt.
 
VALKENDORF:
Javel.
 
 
BELDENAKKE:
En biskops dag er aldrig færdig. Nå, hvor er døren til brudekammeret?
 
VALKENDORF:
Lige her.
 
BELDENAKKE:
Og den unge, skælvende brud ligger ved siden af sin pro forma ægtemage? Ha ha.
 
VALKENDORF:
Ja, sådan cirka.
 
På dette tidspunkt lyder høje fnis og en brunstig latter fra brudekammeret. Beldenakke ser på Valkendorf, som gør tegn til at han skal gå i gang med velsignelsen.
 
BELDENAKKE:
Sidder min bispehue lige?
 
VALKENDORF:
Ja.
 
BELDENAKKE:
Nå, men så må vi til det… ”Vær I, O brud og gom, velsignede som Abraham og Sara, og bliv mangfoldige som Jakobs slægt – ”
 
Endnu højere, fornøjede hvin fra brudekammeret.
 
BELDENAKKE:
De går sandelig op i ritualet.
 
VALKENDORF:
Der er ingen grund til at gøre noget halvt.
 
BELDENAKKE:
- og gå med fred i Guds navn. Jeg erklærer jer nu for rette pro forma ægtefolk”. Ja, men det var så det.
 
Brunstige lyde fra kammeret.
 
BELDENAKKE:
Jamen, det skal jo nok gå godt … og nu farvel.
 
VALKENDORF:
Farvel, Biskop Beldenakke.
 
BELDENAKKE:
(til sig selv, idet han går)
Jeg må hjem og slå ”pro forma” op…
 
VALKENDORF:
Jamen, så kan I vist godt –
 
Valkendorf linder på døren og kikker ind, og lukker den hurtigt igen. Han ser chokeret ud.
 
VALKENDORF:
Vi er altså færdige … med ritualet.
 
KORDRENGEN – som hedder Hans – kommer ud og lukker sine bukser.
 
KORDRENG:
Det var da det morsomste, jeg har oplevet i hele min tid i kirken. (til METTE, som kommer lige bagefter) Var det også morsomt for dig?
 
METTE:
(retter også på tøjet)
Ja, det var. Jeg glæder mig til at fortælle mine forældre, hvad jeg har oplevet. De morer sig vist aldrig.
 
VALKENDORF:
I skal begge to ha’ mange tak. I har gjort mig en stor tjeneste, så hvis jeg frem over kan hjælpe jer med noget i karrieren, skal I endelig sige til. Hvad hedder I?
 
Hans skal til at række Valkendorf sin hånd, men tørrer den lige af i bukserne først.
 
HANS:
Hans Tavsen. 
 
METTE:
Mette Dyre.
 
VALKENDORF ud.
 
HANS:
Jeg gik ellers og overvejede, om jeg havde valgt galt, da jeg trådte ind i kirken. Man bestiller ikke andet end at synge og snakke om Helligånden på latin. Men det her åbner jo ganske andre perspektiver. Det kan jo være, at det her noget, man skal tit …
 
IVER MUNK, NIELS HØEG, NIELS STYGGE OG PODEBUSK samles igen.
 
(proceduren fra før; bagstræb, tilbagegang osv.)
 
IVER MUNK:
Brødre i oppositionen – det går ikke efter planen. Dronning Elizabeth har knyttet sig nært til Dyveke, de er blevet bedste veninder. Dermed kan vi ikke vente, at den Habsburgske kejserfamilie vil forlange Dyveke fjernet fra hoffet. Vi må prøve noget nyt.
 
NIELS STYGGE:
Lad os udlægge Sigbritt som heks. Det har jeg jo hele tiden sagt!
 
IVER MUNK:
Nej, det er for risikabelt. Men hør nu: Dyveke er ung og let at gøre indtryk på. Hun er heller ikke særlig kløgtig, og kan derfor ikke overskue konsekvenserne af noget som helst. Jeg har fundet et hemmeligt våben: Torben Oxe.
 
PODEBUSK:
Torben Oxe?
 
IVER MUNK:
Torben Oxe. Der er ganske få piger i København, der har kunnet modstå hans charme. Og når Torben Oxe har fået lagt Dyveke ned –
 
NIELS HØEG:
(gætter)
- Gør vi kongen bekendt med det! Fremragende! Han vil blive så skinssyg, at han forstøder Dyveke, og dermed ryger Sigbritt med i faldet.
 
PODEBUSK:
Glimrende idé, Ivar.
 
ALLE undtagen STYGGE:
Hå, hå, hååå.
 
NIELS STYGGE:
Jeg synes stadig, at vi skal udlægge Sigbritt som heks.
 
IVAR MUNK:
Det er for sent, Niels Stygge. Jeg har allerede indviet den drevne Torben Oxe i planen, og aftalt at du, Niels Høeg og du Podebusk, henter ham på hans logi i ”Den våde Mis” om en halv time. Imens har jeg sat kronprinsen stævne her, på det påskud, at han skal gennemse nogle ændringer i den kongelige håndfæstning, og jeg har sørget for, at det vil tage hele natten. Hå hå så med os, Niels Stygge – oppositionen må stå sammen, ellers går det aldrig galt.
 
NIELS STYGGE:
Nuvel, da.
 
ALLE:
Hå hå håå.
 
SCENESKIFT – TIL ”Den våde Mis”
 
LYS OP - Der ligger en stor bunke kvinder på sengen MS.
 
NIELS HØEG:
Godaften, mine damer – Har nogen af jer set noget til Torben Oxe?
 
ØVERSTE PIGE:
Vi har set  alt af Torben Oxe.
 
TORBEN OXE kommer tilsyne fra under pigerne.
 
TORBEN OXE:
Åh, Niels Høeg og Podebusk – jeg havde rent glemt, at I skulle komme.
 
PODEBUSK:
(benovet)
Ih, altså rygtet taler sandt! Alle de damer!
 
TORBEN:
Åhr, det her er såmænd kun mine nærmeste veninder.
 
NIELS HØEG:
Hvordan bærer De Dem dog ad, Oxe?
 
TORBEN:
Det er ingen sag. I kan sagtens gøre mig kunsten efter.
 
NIELS HØEG:
Nåeh, nej, vi er jo –
 
Niels Høeg smiler og indikerer sit store kors, Podebusk peger på sin bispehue.
 
TORBEN:
Generte? Det er ingen undskyldning. Jeg har et trick. Hør her:
 
MUSIK:
 
VERS:
Det’ slet ikk’ mit drengede smil
Der forklarer min sexappeal
Vaskebrættet, overarmen
De har ingen del i charmen
 
Min metode er ligetil
Min ”dåseåbner”, om man vil
er slet ikk’ spor brutal
Den er nemlig helt verbal:
 
OMK:
Sig et digt om kærlighed
Før du lyner noget ned,
La’ dem tro de er din muse
For det gør dem helt diffuse
Det er bedre end kys
Hvis du deklamerer løs
Og det tænder ligesom flammen
Før du sejler ind i varmen
Vær beredt, gå ombord
Med en velvalgt metafor
Det er chickt og det er skidenonchalant
Så find no’et poesi
Med lidt hormoner i
Alle pi’r er til fals for en sang.
 
VERS
Der er no’en der skriver selv.
Det er spildte kræfter. Stjæl.
Indled bare serenaden
Med et vers fra Iliaden
 
snup lidt Tasso og Ovid
Chaucer hvis du’ rigtig strid,
Dante er det rene guld,
(Hvis) ikke han ka’, så Catul.  
 
OMK.
Start du bare parringsleg’n
Med en tur på Mælkevej’n
Si’ et vers om nogen stjerner
Så fordamper deres hjerner
Du kan trykke dig nær
Mens du si’r hvor Venus er
ganske snart så vil de sikkert
gerne se din stjernekikkert
Lær de små pigebørn
Hvo’n de finder Store Bjørn
Gi’ dem måne, sol og stjerner natten lang
Det gi’r som reg’l point
I hver en himmelseng
Alle pi’r  -
 
PIGERNE:
Alle pi’r -
 
TORBEN:
Alle pi’r -
 
PIGERNE:
Alle pi’r  -   
Han er stiv i poesi
Og hans jamber elsker vi
 
TORBEN:
Deres knæ bli’r som gelé 
Og deres ben si’r kvart i 3
 
PIGERNE:
Det’ en sikker fidus
Med en tur på Pegasus
Skidt med versene er slidte  
Bli’ kun ve’ for vi ka’ li’ det 
 
ALLE:
De går li’ i spagat
Du ska’ bare ligg’ parat   
Og så går den sørenspark’me gang på gang
De syn’s jeg’ ideel
Det syn’s jeg osse selv
Alle pi’r er til fals
Alle pi’r er til fals
Alle pi-i-i’r er til fa-a-als for en sa-a-a-a-a-a-ang.

 
 
SCENESKIFT
 
DYVEKE sidder i haven med syv-otte tjenestepiger.
 
DYVEKE:
Her er en sang om kærlighed
Om ingenting og kærlighed
Der bar’ bli’r ve’ og ve’ og ve’
(-)
Den spænder ben for hver en plan
jeg går og tænker hele da’n
På mig og ham og den og det
 
Kærlighed – så er man tilfreds når intet sker
Fordi man slet ikke ønsker mer’
Ikke ked over at det hel’ er gåe’t i stå
For man har glemt hvad der var at nå
 
Man er lidt trist, man er lidt glad
Man er jeg ved snart ikke hvad
Men det’ alligevel til at bær’
(-)
for man kan nøj’s med ingenting
og selv om alting går i ring
så er man li’ hvor man ska’ vær’
 
Kærlighed – si’r det hele går den rette vej
Skønt ingenting rigtig flytter sig
Og et sted er der noget der føles cirka som
man plusli ved hvad det handler om.
 
ELIZABETH:
Det var vel nok en køn sang, og meget belærende. Jeg er jo blevet holdt i komplet uvidenhed om hvad det hele handler om.
 
DYVEKE:
Er du virkelig?
 
ELIZABETH
Jo, jeg har jo læst om den, men jeg tænker, at det må være andet og mere end bare at vende den anden kind til og gi’ sit overtøj væk til andre mennesker, sådan som Jesus siger vi skal. Jeg mener, hvor meget tøj har næsten vel brug for?
 
DYVEKE:
Jeg fatter ikke et ord af hvad du siger ….
 
ELIZABETH:
Joda, du ved  – næstekærlighed.
 
DYVEKE:
Næstekærlighed? Jamen jeg er kun nået til min første kærlighed.
 
ELIZABETH:
Du må fortælle mig noget om det, Dyveke. Det hele er så fjernt og uhåndgribeligt. Jeg har en gang hørt min tjenestepige hviske meget begejstret med staldkarlen om et eller andet, der skulle puttes ind i et noget andet, men jeg får jo aldrig noget at vide.
 
DYVEKE:
Åh, dit lille skind. Jeg føler en stærk og søsterlig tilskyndelse til at hjælpe dig. Ved du hvad: du kan få lov at låne Kristian i nat, og så sover jeg i din seng.
 
ELIZABETH:
Jamen –
 
DYVEKE:
Nej, nej – sig mig ikke imod. I har jo dog været gift i flere måneder. Det er på høje tid, at du bliver indviet i kærlighedens mysterier. De er nu slet ikke så mystiske endda, når man først har vænnet sig til dem.
 
ELIZABETH:
Jamen, så mange tak, da. Nej, hvor jeg glæder mig.
 
DYVEKE:
God fornøjelse. Åh, pludselig med ét føler jeg mig så god. Jeg er ellers kun vant til at føle mig ung og tiltrækkende. Det er egentlig en rar fornemmelse.
 
SKIFT til øen KS, hvor KRISTIAN sidder i møde med oppositionen.
 
KRISTIAN:
Men jeg forstår ikke – hvorfor skal vi omformulere relative bisætninger i håndfæstninger fra Erik Ejegods regeringstid?
 
IVER MUNK:
Det er vigtig, at alle tidligere dokumenter er rede, hvis nogen pludselig skulle finde på at skrive en grundlov.
 
KRISTIAN:
Men skal det være i aften? Jeg er træt og vil gerne i seng.
 
IVER MUNK:
Ja, he he, men der er ikke plads – øh, jeg mener, det er ikke på sin plads, øh, for en konge at gå i seng fra halvgjort arbejde. Og nu til denne: ”Hvis der opstår en fejde over et markskel mellem første part og anden part, da skal første parten, som herved kendes som grundejeren øst for markskellet, dersom det vender mod øst …
 
KRISTIAN:
Suk ….
 
CROSS FADE: DER ETABLERES et SOVEKAMMERVINDUE med gardiner, holdt af to aktører.
FADE UP TIL ELIZABETH, der går i DYVEKES seng. Hun nynner og sætter sig til rette.
Udenfor kommer TORBEN OXE listende.
 
PODEBUSK:
Se. der er vinduet til kongens sovekammer, og der –
 
TORBEN OXE:
- der er den dårende dejlige Dyveke, intetanende, at kongen i nat er blevet opholdt af oppositionens nederdrægtige rænker. Jeg bestiger først gesimsen til vinduet, og så  … 
 
PODEBUSK:
Bestiger du –
 
TORBEN:
Ha ha ha.
 
TORBEN OXE klatrer ind gennem vinduet. Der er ret mørkt i kammeret.
 
ELIZABETH:
Er det dig, Kristian?
 
TORBEN:
Oh, gid jeg var, du fagreste blandt kvinder! Du liljearmede ung-
 
ELIZABETH:
Hvem er du så?
 
TORBEN:
Hvad betyder vel et navn, min snehvide due?
 
ELIZABETH:
Det kan du jo ha’ ret i.
 
TORBEN:
Jeg er en, der alt længe har begæret dig på afstand – øh, hvor er du? Her er så mørkt.
 
ELIZABETH:
Herovre, på sengen.
 
TORBEN:
Oh, du min dyrebareste, min – uak!
 
I forsøget på at komme derover, falder TORBEN OXE og langer hovedet i sengestolpen.
 
ELIZABETH:
Åh. Kom du noget til?
 
TORBEN:
Nej. Jeg mener jo! Jeg modtog et dødeligt slag fra sengestolpen, og har nu kun en time at leve i, det mærker jeg klart. Berig denne sidste time af mit liv med dit favntag, oh, du fagreste. Jeg gør mig gerne til forræder, jeg trodser godvilligt kongens vrede –
 
ELIZABETH:
Han behøver da ikke få noget at vide.
 
TORBEN:
Siger du det? Jamen, så kom i mine arme, du fagreste blandt – nej, den har jeg brugt – du klareste stjerne på himlen! Modtag min store, alt for længe indestængte kærlighed -
 
(lyden af en lynlås) ELIZABETH hopper ned til Torben Oxe (de er nu begge på den modsatte side af sengen, væk fra publikum).
 
TORBEN:
Åh, Dyveke, omsider min!
 
ELIZABETH:
Jeg er nu ikke Dyveke. Du må ha’ begæret mig på meget lang afstand, hvis du ikke kan se forskel.
 
TORBEN:
(beat) Hvem er du da?
 
ELIZABETH:
Jeg er da dronning Elizabeth. Jeg befinder mig her i nat, fordi Dyveke syntes, at jeg også skulle prøve at  –
 
TORBEN prøver at komme op, men ELIZABETH holder ham fast.
 
TORBEN:
Lad mig komme ud!
 
ELIZABETH:
Nej, nej, bli’ lidt. Nu har du netop fået vakt min interesse for din indestængte kærlighed.
 
TORBEN OXE hives ned bag sengen.
 
TORBEN OXE:
Wow!
 
SENGEN vippes op. SCENESKIFT.
 
HANS TAVSEN:
Mette, min egen – nu har jeg talt med biskoppen, og han sagde, at det var en frygtelig synd, vi har begået, og mig især, selv om det var på kongeligt bud, og at jeg først vil blive tilgivet om tyve år, og det kun hvis jeg siger 2000 ave mariaer hver dag.
 
METTE:
Nå. Så får vi jo dårlig tid til hinanden.
 
HANS TAVSEN:
Jamen, derudover fik jeg også at vide, at jeg aldrig må se dig mere.
 
METTE:
Nå, for pokker.
 
HANS TAVSEN:
Men Mette, jo mere jeg tænker over det med kirken, jo mere løjerligt synes jeg det er. Der er så meget, der ikke hænger sammen. Her har Vorherre haft et vældigt mas med at skabe verden, og så må man ikke engang nyde den, hvis man skal være et troende menneske. Der står i Biblen, at man skal elske sin næste, men det må vi så åbenbart heller ikke. Og Jesus har selv sagt "Lad de små børn komme til mig", men hvor i alverden skal de komme fra, hvis vi alle sammen er så religiøse, at vi går i kloster? Jo mere jeg spekulerer på det, jo mere mistænker jeg, at kirkefædrene ikke har sat sig ordentlig ind i sagerne.
 
METTE:
Jeg forstår mig ikke på den slags, men det lyder da meget rigtigt, det du siger, Hans.
 
HANS TAVSEN:
Men nu har jeg hørt om Luther –
 
METTE:
Lutter hvad?
 
HANS TAVSEN:
Martin Luther, nede i Wittenberg. Han er en stor mand. En dag mens han sad på toilettet slog det ham pludselig, at den katolske kirke, og handlen med afladsbreve især, er noget værre lort. Han er ved at starte en ny kirke. Jeg vil tage ned og snakke med ham, og hvis han siger, at det er i orden at gifte sig, selv om man er præst, så kommer jeg tilbage og henter dig.
 
METTE:
God tur, Hans.
 
De GÅR UD.
KUMPANERNE ind.
 
PODEBUSK:
Nu er vi indkaldt til at stå skoleret for den frygtelige Sigbritt! Vil vore trængsler dog ingen ende tage?
 
IVER MUNK:
Og Torben Oxe har svigtet. Noget så grusomt!
 
IVER MUNK:
Og hvor er Niels Stygge? Han sagde, at han ville stille i dag.
 
RÅDET etableres. Der er en del mennesker til stede. SIGBRITT kommer på.
 
SIGBRITT:
Mine herrer. Nu har jeg fået kigget lidt på alle de besynderlige transaktioner, der er foregået med jord frem og tilbage under alle mulige slags borde, og det har jeg tænkt mig at sætte en stopper for.
 
PODEBUSK:
Men det er jo vanbyrdige, der tiltusker sig jord fra de adelige, hver gang –
 
SIGBRITT:
Ja, hver gang de adelige mangler kapital. Så er folkets penge gode nok, og så kommer I bagefter og tvinger handlen tilbage ved at beskatte folk til tiggerstaven, så de er nødt til at sælge. Og det er åndssvage skatter, såsom ”Ulveskat” – hvem har sidst set en ulv herhjemme? Jeg spør bare.  Men nu bliver det anderledes: skatten skal centraliseres, så den betales direkte til statskassen og alle skal registreres med navn, så vi kan se, hvem der har betalt.
 
IVER MUNK:
Det næste bli’r vel, at vi skal ha’ numre alle sammen.
 
SIGBRITT:
Hm. Det var måske en idé. Mere overskueligt.
 
NIELS STYGGE kommer bragende ind med en skarpretter, der bærer på et tildækket spejl.
 
NIELS HØEG:
Åh! Der kommer Niels Stygge!
 
 
 
NIELS STYGGE:
Sigbritt Villums! Dine uretmæssige dage i højsædet er nu talte! Jeg kommer for at udlægge dig som heks, og jeg har skarpretteren med, så Guds værk straks kan ske fyldest!
 
IVER MUNK:
(med høj hvisken)
Niels! Nej!
 
NIELS STYGGE:
Rolig, venner – jeg ved, hvad jeg gør!
 
SIGBRITT:
Og hvordan i alverden vil du bære dig ad med at bevise dine hysteriske påstande, Niels Stygge?
 
NIELS STYGGE:
Det står skrevet i ”Heksehammeren”, det lærde skrift udgivet i 1487 af de gudsfrygtige dominikanermunke Kramer og Springer, Summis desiderantes effectibus, at enhver, som har forskrevet sin sjæl til Djævelen – som du, Sigbritt Villums, -
 
SIGBRITT:
Fordrukkent sludder.
 
NIELS STYGGE:
- At de hver morgen inden middagstid er foruden deres spejlbillede og at man derpå kan kende dem fra rettroende væsner.  Og se, Sigbritt Villums! Der er endnu en time til klokken er tolv, og om føje sekunder vil du været afsløret som den lede troldkvinde du er. Se! Alle I, som er tilstede! Se i dette spejl! Skarpretter, er du rede?
 
SKARPRETTER:
Jeg er så klar som jeg kan være.
 
Alle ser interesseret i spejlet, da Niels Stygge med en dramatisk gestus flår klædet bort.
 
NIELS STYGGE:
Ha!
 
En forventningsfuld gysen går gennem forsamlingen, som straks efter slår over i tavshed, da alle kigger efter.
 
PODEBUSK
Man kan nu godt se Mor Sigbritt derinde.
 
NIELS STYGGE:
Hvad?
 
SIGBRITT:
(ser efter i spejlet)
Den krave klæ’r mig jo slet ikke. Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig det?
 
En gysen går igennem forsamlingen, da det går op for dem, at man ikke kan se Niels Stygges spejlbillede.
 
NIELS HØEG:
Men dig kan man altså ikke se, Niels.
 
NIELS STYGGE:
Hvad for noget?
 
Niels Stygge begår den taktiske brøler at gå helt hen til spejlet, så alle kan se, at han ikke er der.
 
PODEBUSK
Nej, for Søren – det har du ret i, Høeg.
 
NIELS STYGGE:
Det er hende, der udvirker dette! Det beviser intet!
 
Skarpretteren slæber af med Niels Stygge.
 
NIELS STYGGE:
Nej, nej! Lad jer ikke forlede til … uh huuuh.
 
SIGBRITT:
Nå, farvel, Niels Stygge. Vi hæver mødet her, mine herrer.
 
MUNK og PODEBUSK begynder at gå ud. SIGBRITT samler sine papirer sammen.
 
IVER MUNK
(til Podebusk og Niels Høeg)
Vi sagde jo, han sku’ la’ vær.
 
PODEBUSK
Gad vide, hvordan han har barberet sig om morgenen?
 
ELIZABETH kommer på. Hun har en kappe på.
 
ELIZABETH:
Pst! Mor Sigbritt.
 
SIGBRITT:
Ja, hvad er der min pige?
 
 
ELIZABETH:
Er det her, hvad jeg tror?
 
ELIZABETH slår kappen til side og viser sig at være højgravid.
 
SIGBRITT:
Jamen, du alforbarmende. Så dur Kristian alligevel til mere end jeg troede.
 
ELIZABETH
Næ, det er skam ikke Kristian, der har gjort det her.
 
SIGBRITT:
For pokker da. Hvad har du sagt til Kristian?
 
ELIZABETH:
Jeg sagde, at Herren havde velsignet vor alliance med et barn.
 
SIGBRITT:
Og det troede han på?
 
ELIZABETH:
Ja. Jeg behøvede slet ikke komme ind på, at herren i dette tilfælde hed Torben Oxe.
 
SIGBRITT:
Hm. Så lad du bare Kristian blive i troen.
 
KRISTIAN kommer på, i samtale med HANS TAVSEN.
 
HANS TAVSEN:
- og så er det altså mit forslag, at Deres majestæt konverterer hele landet til den protestantismen. Det er noget helt nyt.
 
KRISTIAN:
I så fald er jeg på forhånd positivt stemt. Jeg kan li’ næsten alting, bare det er nyt. Sigbritt og Elizabeth, kom og hør – Hans her vil fortælle os om den nye kristendom. Hvad går det ud på?
 
HANS TAVSEN:
Jo, det går jo mest ud på, at jeg selv gerne vil giftes, men så er det, at det passer på fint med Martin Luthers idéer nede i Tyskland.  Jeg har selv været nede og snakke med ham. For det første skal kirkerne være mindre –
 
SIGBRITT:
Fint. Så bliver de også billigere.
 
KRISTIAN:
Men er der så plads til alle de troende mennesker?
 
HANS TAVSEN:
Ja, for Luther vil fjerne alle helgenbillederne og pynten, så de bliver meget kedeligere at se på – så kommer der ikke så mange mennesker.
 
SIGBRITT:
Det bliver bedre og bedre.
 
HANS TAVSEN:
Man kan også spare på præsternes kostumer, for de skal bare gå i sort i allesammen.
 
KRISTIAN:
Ja, det lyder vel nok kedeligt. Er det det hele?
 
HANS TAVSEN:
Ja, og så det med skærsilden, som Pave Gregorius fik indstiftet, så kirken kunne tjene penge på handlen med afladsbreve.
 
KRISTIAN:
Hvad med den?
 
HANS TAVSEN:
Jamen, den skal så afskaffes. Det er da også vanvittig at gå og tro på, at folk skal brænde et eller andet sted for noget, de har gjort.
 
KRISTIAN:
Jo, det har jeg heller aldrig brudt mig om.
 
HANS TAVSEN:
Fuldstændig middelalderligt.
 
SIGBRITT:
Hvad så med alle de præster, der ikke vil lade sig omvende?
 
HANS TAVSEN:
Dem samler vi et sted og sætter ild til dem, siger Luther.
 
KRISTIAN:
Nå! Jam, er det ikke lidt -
 
SIGBRITT:
Vent et øjeblik, Kristian - Og hvad med alle pavekirkens ejendomme og jorde?
 
HANS TAVSEN:
De skal overgå til staten.
 
 
SIGBRITT:
Jeg er overbevist! Kors, hvor jeg føler mig protestantisk allerede!
 
KRISTIAN:
Jamen, alle biskopperne, mor Sigbritt  –
 
SIGBRITT:
Om de brænder på Gråbrødretorv eller nede i deres egen skærsild, det kommer vel ud på et. Tænk fremad, knægt!
 
HANS TAVSEN:
Hvad svarer kongen?
 
KRISTIAN:
Jamen, jeg kan ikke argumentere imod Mor Sigbritt – det har jeg aldrig haft forstand til. Smut du bare ud og begynd reformationen i Danmark –
 
HANS TAVSEN:
Tak. Jeg er tæskeglad. Må jeg så også godt gifte mig med Mette, når jeg har fået gennemført reformationen?
 
SIGBRITT:
Ja, for fa’en. Gift dig, til du er blå i hovedet.
 
KRISTIAN:
Bille og Valkendorf, kan I ikke tage til Rom og fortælle Paven, at nu løsriver vi os her i Danmark?
 
VALKENDORF:
Jeg tror Paven bliver tosset.
 
SIGBRITT:
Så meget desto bedre. Det ville jeg gerne se.
 
KRISTIAN:
Jeg går ind og skriver brevet.
 
LYSSKIFT.
KIRSTINE og STEN STURE ind. De er begge to rasende opbragte, som sædvanlig.
 
KIRSTINE STURE:
Nu kræver vi at få klarhed om, hvorledes Sveriges fremtid tegner sig – det må du sige til kongen, Sten, ellers gør jeg det.
 
STEN STURE:
Du skal intet sige, Kirstine – lad mig føre ordet for en gangs skyld! Jeg skal love dig, at jeg skal gi’ ham tørt på! Du skal få at høre, hvad jeg har at sige den danske konge. Den modbydelige undertrykker! Sverige har længe nok været i danske lænker! Og nu har vi i hånden det sværd, som skal befri vort land! Reformationen!
 
KIRSTINE:
Det venter han garanteret ikke. Og han skal vide, at det er enigt Sverige, der står imod ham. Sig ham det!
 
STEN:
Det skal jeg love dig, at jeg nok skal fortælle ham!
 
KIRSTINE:
Vi har fået nok!
 
STEN:
Ja, vi har fået nok! Der kommer han.
 
KRISTIAN:
Goddag, Sten Sture, og goddag Kirstine.
 
KIRSTINE:
Du skal ikke prøve at fange os ind med høflighedsfraser, danske Kristian! Et enigt Sverige står imod dig nu!
 
STEN:
Det var mig, der skulle sige det, Kirstine!
 
KIRSTINE:
Men så sig det dog, Sten!
 
STEN:
Et enigt Sverige står imod dig, Kristian, og du skal vide, at Sverige nu agter at løsrive sig ved protestantismen!
 
KIRSTINE:
Et enigt Sverige, pånær nogle enkelte, som vi alligevel ikke kan li’, har besluttet, at Martin Luthers ord er sandheden, og mod sandheden, Kristian, kan du intet stille op!
 
STEN:
Og et lutheransk Sverige kan ikke sameksistere i en union med et katolsk Danmark!
 
KRISTIAN:
Jamen, det var da pudsigt. Danmark er netop også ved at konvertere.
 
KIRSTINE:
Hør, hans udflugter!
 
STEN:
Gemene sjover!
 
KRISTIAN:
Jeg har lige sendt Hans Tavsen af sted for at reformere hele landet og brænde nogle biskopper, med mindre altså at de siger undskyld.
 
STEN:
Nå .
 
KRISTIAN:
Og jeg har også skrevet et brev til Paven. Vil I se det?
 
STEN tager brevet. Både han og Krisitine læser.
 
KRISTINE:
Protestant staves med o, ikke u.
 
KRISTINE:
Nå, for pokker. Det ville jeg godt have vidst lidt før, for nu er Bille og Valkendorf på vej til Rom.
 
KIRSTINE:
Det er en fælde! Jeg sagde dig, at han var listig!
 
STEN:
Jeg tror nu på ham. Han virker ikke som en, der har ressourcer til at være udspekuleret.
 
KIRSTINE:
Jeg siger dig, jeg har det underligt med det.
 
STEN:
Kong Kristian – et enigt Sverige, pånær min kone, omfavner din omfavnelse af lutheranismen, og indbyder dig til møde i Stockholm den 20.
 
KRISTIAN:
Glimrende. Jeg glæder mig til at komme og høre mere om vores nye religion.
 
STEN:
Nåmen – det var så det.
 
KRISTIAN:
Farvel.
 
STEN:
Farvel.
 
KRISTIAN:
Nå, der blev svenskerne nok glade. Det var da rart at se. Tingene går bedre nu, har du ikke lagt mærke til det, Elizabeth? Og som man dog kan se Herrens velsignelse efterhånden.
 
 
ELIZABETH:
Jamen, han har sandelig også velsignet mig flere timer i går nat med.
 
KRISTIAN:
Ja, det er aldrig af vejen. Nu kan jeg godt fortælle dig, Elizabeth, jeg havde de frygteligste bange anelser, da vi skulle giftes, for jeg havde det så fint med Dyveke og troede, at nu var det hele ødelagt, men vi har det jo godt sammen, har vi ikke?
 
ELIZABETH:
Jo, vi har, Kristian.
 
KRISTIAN:
Og jeg var også så bange for at regere, jeg mener – det virkede som sådan en vældig stor ting at skulle styre landet, men jeg synes faktisk, at det hele er gået meget godt. Alle mine bange anelser er gjort til skamme – fra nu af vil jeg aldrig mere bekymre mig om noget. Det hele går jo strygende, og alle kan li’ mig.
 
SCENESKIFT – IVER MUNK og NIELS HØEG sidder sammen og surmuler.
 
IVER MUNK:
Kronprinsen, det lille snotdumme kvaj, har fået krammet på os. Os! Som er landets skarpeste og mest intrigante hoveder. Og nu har Sigbritt knaldet Podebusk i hans tåbelige forsøg på at klunse alterlysestagerne før reformationen kom, så han skal henrettes i morgen. Niels Høeg, jeg ved hverken ud eller ind. Min nederdrægtige fantasi er helt slidt ned.
 
NIELS HØEG:
Kristian har i hvert fald fået grundigt ommøbleret på hele den dejlige, feudale og korrumperede styreform, der gav os smør på brøddet. Jeg måtte sælge mit familiegods til min hushovmester –
 
IVER MUNK:
Nej!
 
NIELS HØEG:
Jo. Han fik råd til at købe det på grund af Sigbritts skattelettelser for tjenestemænd og de nye regler for feriepenge. Suk. Niels Stygge er heldig, at han blev halshugget i tide, så han slap for at opleve dette nederlag. Gi’r du et kirsebær?
 
IVER MUNK:
De er forgiftede. De var tiltænkt Dyveke, den lille møgtøs.
 
NIELS HØEG:
Så synes jeg da ikke, at du selv skulle spise dem …
 
IVER MUNK:
Jeg vælger den nemme vej ud. Jeg vil hverken brændes på torvet eller konvertere så jeg må gå i den kedelige, sorte præstekjole. Men du, Niels Høeg, du må klare dig som du bedst kan. Hvis jeg var dig, ville jeg finde et påskud og søge tjeneste hos kongen – så kan du på nært hold finde en vej til at tage ham og Sigbritt med os i faldet. Farvel, og tak for den tid vi har kendt hinanden.
 
NIELS HØEG:
Farvel da, Iver.
 
STOCKHOLM - KRISTINE og STEN STURE taler med KRISTIAN:
 
KRISTINE:
Velkommen til Stockholm. Jeg beklager min tidligere opførsel, Kong Kristian. Jeg har for længe levet med et indgroet had til Danmark og de danske, men nu er jeg rede til at bygge bro mellem vore broderlande. Jeg lader al mistro fare -
 
KRISTIAN vil omfavne hende, og hun farer sammen.
 
STEN STURE:
Han vil bare gi’ dig et kram, Kristine.
 
KRISTINE:
Åh – jamen, naturligvis.
 
KRISTIAN og en håndsky KRISTINE krammer.
 
STEN:
Kristine – nu skal du gi’ Kristian vores gave ….
 
KRISTINA:
Ja, tak fordi du påminder mig. Kong Kristian – vi har bragt en gave til sammenkomsten. Halvfems fuldfede gæs – lige så mange, som der er svenske gæster til mødet i Stockholm. Det er symbolsk, for at vise vor beklagelse over, at vi vi var så dumme og mistro dig.
 
KRISTIAN:
Nej, det er alt for meget.
 
KRISTINA:
Det var mest Stens idé, men jeg synes, den er god.
 
KRISTIAN:
Jamen, så skal vi jo rigtig smovse …Hej så længe …
 
KRISTINA STURE og STEN:
Hej på dig.
 
ELIZABETH og DYVEKE kommer ind.
 
DYVEKE:
Nu har vi fået dækket bordet, Kristian. Vi har lagt skiftevis gule, blå, røde og hvide servietter. Det er blevet rigtig flot. Du skal ind og se det.
 
KRISTIAN:
I er så dygtige – vi har fået en masse gæs fra Sturene. Jeg må gi’ kokken besked. Gider du tage et diktat, Elizabeth?
 
ELIZABETH:
Jeg er klar.
 
KRISTIAN:
Der skal stå:
”Lad alle svenskerne indtage et måltid i fred og ro mellem to og fire, thi dersom de er for sultne og trætte ved slutningen af mødet, vil det dræbe den demokratiske beslutningsproces, som jeg af denne grund vil lade vente til efter middagen.” Har du det?
 
ELIZABETH:
Hvert et ord.
 
KRISTIAN:
Det er vigtigt, at vi lægger vægt på broderlighed overfor svenskerne. De er jo lige så glade for at spise og drikke som vi.
 
DYVEKE:
Kom og se bordet. Vi har også hængt serpentinere op i de fire farver.
 
KRISTIAN, DYVEKE og ELIZABETH går af. KOR på.
 
KOR:
Charles Marie de la Condamine
Rejste dengang til Amerika
Vi be’r jer nu om ikke at grine
Af det, Condamine tog med sig derfra.
 
Alt af naturlig værdi lod han ligge
Vi kan måske mene, at det var han dum i
Guld eller sølv intressered ham ikke
Alt, hvad han tog var en klat indisk gummi.
 
Lad hver revisor nu vise ham ære
Måtte hans navn få udødelig hæder
Hvis ej for ham ville verden nu være
Uden et eneste vidskelæder.
 
NIELS HØEG kommer ind og ser brevet. Listig musik.
 
NIELS HØEG:
Oh! Ser man det. Og endnu ikke sendt til renskrivning….
 
Niels Høeg lister et viskelæder  op af lommen og streger i manuskriptet.
 
NIELS HØEG:
Sådan. Det skulle nok ryste Kristians popularitet i sin grundvold.
 
SIGBRITT, ELIZABETH og DYVEKE ind.
 
SIGBRITT:
Goddag, Niels Høeg. Hvad laver du her?
 
NIELS HØEG:
Jeg er jo den eneste, der er tilbage af oppositionen, og jeg har aldrig haft rygrad til at stå alene om noget som helst, så nu vil jeg ydmyge mig og tjene jer. Jeg kommer med en forsoningsgave til Dyveke – åh, er dronningen gravid? Med en lille tronfølger måske? Jamen, så er disse måske i højere grad til hende. Det er kirsebær, rigtig sunde, fulde af jern –
 
SIGBRITT:
Som om hun ikke havde fået jern nok…
 
ELIZABETH:
Nej, Mor Sigbritt – vær nu sød.
 
SIGBRITT:
Hvis der er noget, jeg hader, så er det en vendekåbe.
 
ELIZABETH:
Jeg takker; Niels Høeg.
 
NIELS HØEG:
Jamen, så vil jeg gå min sleske og underdanige vej …Åh, der ligger vist et brev til kokken…ja, ikke at det rager mig … farvel. (Han går ud - OFF: hå hå håå)
 
ELIZABETH:
Det tager jeg straks ned til ham.
 
ELIZABETH og SIGBRITT ud. Straks efter kommer KRISTINA og STEN STURE ind med en masse NYOMVENDTE BISKOPPER.
 
KRISTINA:
Hvor er nu Kristian henne? Juhu, Kristian.
 
KRISTIAN kommer på.
 
KRISTIAN:
Ja?
 
KRISTINA:
Jeg har samlet de nyomvendte biskopper, som er kommet her til mødet. De vil gerne hilse på dig. (til biskopperne) Kom bare ind!
 
BISKOPPERNE kommer på. De har alle sammen gule og blå rundboldsbånd på.
 
BISKOP MATTHIAS:
Goddag, Kong Kristian. Foreningen af de nyligt omvendte biskopper har lavet et lille sangkor, og vi vil godt fremføre et lille oratorium. Det er meget kort.
 
KRISTIAN:
Det vil jeg da gerne høre. Og så fine I er …
 
BISKOP MATTHIAS:
Åh ja, dem her. Vi fandt ud af, at protestanter er meget svære at kende fra hinanden, så vi har taget rundboldsbånd på.
 
KRISTIAN:
God idé.
 
BISKOP MATTHIAS:
Nu kommer oratoriet …
 
BISKOPPERNES KOR:
Vi takker dig, O, du sande Gud
Fordi du’ så nem at skifte ud
I himlen du troner, O himmelske far
Det er jo alli’vel så langt herfra
Vi slap for aflad og skriftemål
Vi slap ikke mindst for kætterbål
Så tak fra os der i tide så
Hvor let vores tro er at ændre på..
 
KRISTIAN:
Uh, det er flot. Det er rigtig, sådan -
 
BISKOP MATTHIAS:
(barnligt glad)
Vi har øvet i flere timer.
 
KRISTIAN:                  Det er søreme også blevet flot. Man burde næsten skrive den ned og synge den ved hver gudstjeneste. Og nu skal vi ind og indtage et forbrødrende måltid.
 
STEN:
Det bliver så hyggeligt.
 
KRISTIAN:
Ved I hvad, alle sammen? Jeg var fornylig så forhippet på at komme til andre lande, og jeg kunne slet ikke vente på at komme ud og se verden. Men her i dag er jeg kommet til at tænke på – ja, undskyld, at jeg sådan begynder at holde en tale
 
ALLE (ad lib)
Nej nej, det ska du da endelig gøre, tal bare, vi er glade for, osv.
 
KRISTIAN:
Jo, jeg er kommet til at tænke på, at hvad er der vel at se ude i den store verden? Hver gang man hører noget, er det jo bare ulykker, og slægtsfejder, og massakrer og ugudeligt flerkoneri og nåja, kort sagt – en masse mennesker der er grimme ved hinanden.
 
KRISTINA, STEN og DE NYLIGT OMVENDTE BISKOPPER:
Hørt, hørt.
 
KRISTIAN er blevet så selvfed, at han er nær ved at græde, og det er svenskerne også.
 
KRISTIAN:
Og det kan da godt være, at vi heroppe i Norden ikke tager teten med alt det nye, der kommer, men ved I, hvad vi har? Hygge. Ja, du sagde det lige før, Sten. Og hvor har du ret. Den nordiske hygge.
 
ALLE: (ad lib)
Hygge, ja, det har vi da, vist så… osv
 
KRISTIAN:
Ja, og det har kun vi heroppe. Det har man ingen andre steder, jeg har selv prøvet at slå det op i en fremmeordbog. Men hygge. Det at vi kan sætte os ned omkring et bord og spise mad og drikke snaps –
 
ALLE (ad lib)
Ja, snaps, det er jo … osv.
 
KRISTIAN:
At være sammen i en stue, hvor der er varmt og kvælende og altså, hyggeligt i utrolig mange timer, det skal vi værne om. Har vi ikke andet, så har vi da det.
 
ALLE:
Ja!
 
KRISTIAN:
Det var jo så bare det, som jeg ligesom, ville sige …
 
STEN:
Jamen, skal vi så ikke tage et stort og forbrødrende og hyggeligt bunkekram alle sammen?
 
ALLE:
Jo!
 
ALLE KRAMMER. Alle tuder lidt, fordi de er så rørte over den nordiske hygge.
 
KRISTIAN:
Jamen, se så at komme ind og hygge jer ved middagsbordet. Dyveke og Elizabeth har pyntet smukt op i de nordiske farver.
 
GÆSTERNE ud.
 
KRISTIAN:
Åh, Dyveke og Elizabeth. Hvor har vi det egentlig godt, når man tænker efter.
 
KOKKEN kommer farende.
 
KOKKEN:
Jeg er fortvivlet! Hvad er det for en besked jeg har fået?
 
KRISTIAN:
Det skulle du nemt kunne klare – du plejer nok at kunne klare større ordrer på ingen tid.
 
KOKKEN:
Jamen, mener deres majestæt virkelig de svenske - ?
 
KRISTIAN:
Du kan vel være ligeglad, om de er svenske. Du skal jo ikke snakke med dem! Ha ha. De når nok ikke at få kaglet meget, før du hakker hovederne af dem. Ha ha. Og så ind i ovnen med dem.
 
KOKKEN:
I ovnen?!
 
KRISTIAN:
Ja! Hvad er problemet?
 
KOKKEN:
Jamen, jeg er jo bare en kok!
 
KRISTIAN:
Kære Claus, netop derfor får du sagen. Du har vel før gjort det af med stakkels kræ –
 
KOKKEN:
Joeh –
 
KRISTIAN:
I dette tilfælde er det ikke værre, end hvad du før har bedrevet, bare lidt flere på en gang, og så måske en kende større  –
 
KOKKEN:
Jo, men –
 
KRISTIAN:
Nu ingen indvendinger! Det tjener et politisk formål!
 
KOKKEN:
Ja, det kan jeg nok regne ud, men –
 
KRISTIAN:
Så lad os sige, at du herved kan bevise dig som en kongetro undersåt.
 
KOKKEN:
Jamen, så -
 
KOKKEN går jamrende og dybt ulykkelig ud. Elizabeth ind.
 
KRISTIAN:
Nu er Claus Kok da blevet komplet tosset. Det er nok noget med den nye ellevetimers regel, som Sigbritt fik indstiftet. Det har sat folket fluer i hovedet, som jeg nok tænkte, at det ville. Jeg sagde det også til hende.
 
I baggrunden høres: ”Helan går” afsynget af svenskerne.
 
KRISTIAN:
Hør, hvor de er glade derinde. Hvor er det hyggeligt med et forenet Norden.
 
HANS TAVSEN ind.
 
KRISTIAN:
Der er søreme Hans! Goddag, Hans. Hvordan har reformationen det?
 
HANS TAVSEN:
Jo, for min egen del udmærket, men Luther er blevet skør. De har netop massakreret mange tusinde bønder på hans foranledning nede i Tyskland, og det var Luther der sagde, at de skulle.
 
KRISTIAN:
Nå! Det var da tarveligt af ham.
 
HANS TAVSEN:
Bønderne var inspirerede af hans oprør imod kirken, og troede, at de nye kår også gjaldt dem, men nu siger Luther, at de har de komplet misforstået.
 
KRISTIAN:
Det er altid kedeligt med misforståelser. Det gør mig ondt for dig, Hans, du var ellers så glad for Luther.
 
HANS TAVSEN:
Jamen, det værste er søreme, at jeg nåede at gifte mig med Mette. Så jeg kan jo ikke så godt gå tilbage til Pavekirken heller.
 
KRISTIAN:
Ved du hvad, så bli’ her i Danmark hos os – så vil jeg gøre dig til kirkeminister eller ærkebiskop eller sådan noget, for du har jo mere forstand på den nye tro end nogen af os andre. Her er også meget hyggeligere. Som jeg lige har sagt til svenskerne: Der sker altid så mange grimme ting i udlandet.
 
KRISTINE STURE kommer løbende ind med sindet i voldsom bølgegang.
 
KIRSTINE:
Hjælp, hjælp! Åh, det er forfærdeligt!
 
KRISTIAN:
Men kære Kristine Sture, hvad er der los?
 
KRISTINE STURE er ude af stand til andet end at klynke ynkeligt og fægte med armene i den retning hvorfra hun kom. Hun ser KOKKEN, udstøder et vræl og løber væk. Kokken kommer løbende efter hende med et meget blodigt forklæde og en økse i hånden.
 
KOKKEN:
Stå stille! Du er den sidste.
 
KRISTINE STURE løber ud KS med KOKKEN efter sig. ESKE BILLE kommer ind fra MS.
 
ESKE BILLE:
Deres majestæt! Kokken er blevet tosset! Han har hugget hovedet af alle svenskerne!
 
KRISTIAN:
Hvad har han?
 
ESKE BILLE:
Han trak dem ud på Store Torv straks efter middagen og slog hovederne af dem med en stor økse.
 
ELIZABETH:
Jamen, det er jo skrækkeligt.
 
KOKKEN ind. Træt og udmattet.
 
KOKKEN:
Så! Nu ka’ Deres majestæt ikke komme og sige, at jeg ikke er en trofast undersåt. Men jeg har brug for en fridag, … og jeg skal vist også i terapi.
 
KRISTIAN:
Hvad går der dog af dig, Claus? Har du slået alle gæsterne ihjel!?
 
KOKKEN:
Ja, nøjagtig som jeg fik besked på. Der stod højt og tydeligt: ”Lad alle svenskerne dræbe efter middagen”. Se selv.
 
KRISTIAN tager sedlen.
 
SIGBRITT:
Det gi’r en helt ny mening til begrebet ”gæstfri”.
 
KRISTIAN:
Men det er jo citeret helt ude af konteksten! Kan man virkelig komme ud for sådan noget i politik? Nu er hele mødet jo blevet en fiasko.
 
ELIZABETH:
Ja, en middag hvor noget sådant sker kan næppe regnes for en succes.
 
ESKE BILLE of VALKENDORF kommer løbende på.
 
VALKENDORF:
Hvad er dog det for en redelighed ude på torvet?
 
ESKE BILLE:
Nu bliver det vanskeligt at holde sig gode venner med svenskerne.
 
KRISTIAN:
Hvordan i alverden skal jeg forklare det her, hvis nogen spørger?
 
VALKENDORF:
Det bliver ikke nemt. Vi bliver nødt til at skyde skylden på nogle andre.
 
KRISTIAN:
På kokken?
 
 
 
VALKENDORF:
Nej, det duer ikke. Man kan undertrykke og mishandle folket så meget man vil, men man kan aldrig give dem skylden for noget. Sådan er reglerne.
 
KONG HANS’ GENFÆRD kommer på.
 
KRISTIAN:
Åh, min fars genfærd, kunne du ikke en gang imellem komme og besøge mig, når det går godt? Du kan jo alligevel ikke hjælpe mig.
 
HANS GENFÆRD:
Jeg har kun besøgstid en gang om året.
 
KRISTIAN:
Jeg er kommet til at dræbe en masse svenskere.
 
HANS GENFÆRD:
Ja, og - ?
 
KRISTIAN:
Jam, nu går hele reformationen nok i vasken!
 
HANS GENFÆRD:
Reformationen?
 
HANS TAVSEN:
Ja, de rettroendes opgør imod Skærsilden, hvor vi skal pines for de synder, vi har begået i vor tid på jorden. Den er ikke andet end en usandsynlig, katolsk løgn.
 
HANS GENFÆRD:
Jamen, det vil jeg da tage tilbage og fortælle de andre nede i Skærsilden. De bliver henrykte for den nyhed.
 
HANS TAVSEN:
Men – er skærsilden da ikke bare Pave Gregorius’ påhit, som skulle skaffe penge til pavekirken?
 
HANS GENFÆRD:
Det ved jeg ikke – men jeg skal da spørge Gregorius. Han er også dernede.
 
HANS TAVSEN:
Åh-åh.
 
KRISTIAN:
Åh nej – nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal tro! Min fars genfærd, du var sådan en god konge, var der indtil flere, der syntes – hvad mener du?
 
 
HANS GENFÆRD:
Jeg mener at en konge skal skal stå ved sine gerninger, han skal være et med sit land, han skal lide med folket, glædes med folket, han skal være først i fremgang og modgang, men når det er sagt –
 
KRISTIAN:
Ja?
 
HANS GENFÆRD:
Så synes jeg ærlig talt, at du ta’ og skal stikke af.
 
VALKENDORF:
Stikke af?!
 
HANS GENFÆRD:
Ja, for pokker. Jeg havde selv gjort det for længst. Hvis I kigger derovre til venstre, så har svenskerne allerede væbnet sig til oprør under Gustav Vasa.
 
BILLE:
- og så ikke for trampe i det, men Paven blev faktisk ret sur over dit brev.
 
VALKENDORF:
Han sendte straks tropper herop, for at sætte dig i fængsel, Kristian. Vi måtte løbe hele vejen for at komme først.
 
KONG HANS’ GENFÆRD:
Og derovre fra kommer din onkel Friedrich, som nu har nedladt sig til at mobilisere en hær.
 
SIGBRITT:
Og hvis vi kigger lige dernede, så er koret parat til aflevere en finalesang.
 
KRISTIAN:
Hvilken lettelse. Så slipper vi måske for at dø i denne her forestilling.
 
ELIZABETH:
Jeg tager kirsebærrene med, som vi fik af Niels Høeg. Så har vi noget spise på rejsen …
 
 
FINALESANG.
 
Det var historien om Kristian den Anden
Nogenlunde cirka omtrent som den var
Svenskerne kalder ham stadig tyrannen
Selv om han faktisk var frygtelig rar.
 
Han lærte aldrig at styre politkken
Og det var det der beredte hans fald,
For ak desværre, han tænkte med … hjertet
Og det er ikke hvad konger de skal.
 
Hvad nu de svenske hinsidan angår
Så bar de inderlig nag kan I tro
Der sku’ gå fir’hundred og otti år
Før vi for alvor fik bygget en bro.