Kronikken, Berlingske Tidende tirsdag 24. september 1991.
Noget uldent ved spøgelset.
Med Franco Zeffirellis ny filmatisering af "Hamlet" er Shakespeares 390 år gamle drama tilgængeligt for et nyt publikum. Efter valget af stjernen at dømme - Mel Gibson - og filmens trailer, som synes at bebude en "Dødbringende våben III", er denne "Hamlet" tiltænkt et yngre publikum. Det vil betyde, at endnu en generation vil blive indviet i Shakespeares stykke og forbavses over, at replikken 'to be or not to be' ikke falder, mens Hamlet står med en hovedskal i hånden. Det lader til at have været Zeffirellis bevidste mening at give os en vaskeægte klassiker, snarere end at give os en ny fortolkning.
Vi har med Gibson en mindre reflekterende Hamlet end før, ellers er der ikke meget nyt i den ny film. Det gør heller ikke spor, for materialet i sig selv er righoldigt nok. Der er blot ét aspekt, som ikke er repræsenteret i nogen filmatisering af Hamlet, endskønt det råber til himlen: mener Shakespeare, at hævnmord er etisk forsvarligt?
"Hamlet" handler om blodhævn, et utiltalende emne. Hamlet får pålagt at hævne mordet på sin far, og resten af stykket beskriver hans kangsommelige vej til drabet på fadermorderen. Fire århundreder af shakespeare-fortolkere har fordybet sig i Hamlets handlingslammelse. Man har set det som stykkets særpræg, at Hamlet er fem lange akter om at dræbe kongen, når hans far nu beder ham om at gøre det allerede i første akt.
Laurence Olivier indledte sin 1948-filmatisering med ordene: "Historien om en mand, der ikke kunne beslutte sig", og Coleridge skrev, at Hamlet 'tænkte for dybt over alt' - istedet for bare at skride til værket, altså. Disse og næsten alle andre kritikere synes at mene, at en kort proces med tronraneren ville have tjent Hamlet til ære, idet de ad akademiske omveje konkluderer, hvad enhver, der ser stykket for første gang, straks vil tænke. Forbløffende få har spurgt sig selv om Hamlet overhovedet burde begå mordet. De fleste af os vil i det daglige tage afstand fra hævnmord. Hvorfor skulle Shakespeare tænke anderledes, når ingen af hans andre 36 dramaer sanktionerer overlagt mord? Ikke desto mindre har "Hamlet" for vane at få sit publikum til at råbe på blod, fordi dette synes at være forfatterens hensigt.
En afdød konge hjemsøger bastionerne på slottet i Helsingør. Han er blevet myrdet af sin egen bror, Claudius, som nu sidder med både kronen og konen. Spøgelset formaner sin søn, Hamlet, til at hævne sig og dræbe Claudius. Men der er nu noget suspekt ved spøgelset. De to vagtposter, som i første omgang ser det, genkender den gamle Kong Hamlet og forbinder ham med de krige, som Danmark har udkæmpet i hans regeringstid, mod Norge og Polen. Shakespeare har ladet krig indgå som et vigtigt led i karakteristikken af den gamle Hamlet. Stykkets helt, Unge Hamlet, er et krigsbarn, født på den selvsamme dag tredive år tilbage, hvor faderen slog Fortinbras af Norge.
Gamle Hamlet betød krig, hvorimod tronraneren Claudius som sin første gerning i stykket afværger en krig med Unge Fortinbras (desværre udeladt i den ny filmatisering). Claudius manøvrerer Fortinbras gennem Danmark til Polen, så han kan slås derovre. De norske tropper skal kæmpe for et polsk landområde så lille, at der end ikke er plads til at begrave de faldne soldater - en lakonisk betragtning over krigens meningsløshed.
Alligevel mener de fleste altså, at Hamlet burde kopiere den voldsglade Fortinbras og handle hellere end tænke.
Kritikeren Eleanor Prosser har påpeget det mistænkelige i, at spøgelset forsvinder første gang, da Horatio påberåber himlen, og senere, da det hører hanen gale - hanen er et kristendomssymbol - farer sammen 'som tynget af skyld'. Når Shakespeare andre steder har gjort brug af spøgelser, f.eks. i "Macbeth" og "Julius cæsar", er de ofre for en morder og deres tilsynekomst er et udslag af morderens skyldkompleks, men her, i "Hamlet", er spøgelset selv en del af de mørke kræfter, som igangsætter mord - og det reagerer altså ret symptomatisk på kristne emner.
En lille sproglig iagttagelse: spøgelset beder Hamlet hævne det hæslige mord, som er begået (på ham selv). Spøgelset tilføjer, at mord er hæsligt, selv i bedste forstand ("Murder most foul, as in the best it is"), men dette mord er hæsligere og mere unaturligt end andre. Hvornår taler man om 'mord i bedste forstand'? Er det mord begået i krig - alle de polakker og nordmænd, som gamle Hamlet selv har på samvittigheden - eller tænker han på det hævnmord, han nu vil have sin uskyldige søn til at begå? Shakespeare lader spøgelset bruge den samme glose, hæslig (eng: foul) hele tre gange. Men spøgelset er uforvarende kommet til at bruge dette ord een gang før - da han præsenterer sig selv for Hamlet og siger, at han må vandre hvileløs om, til de hæslige forbrydelser, han selv engang har begået, er afsonede. Der er noget uldent ved dette spøgelse. Han kunne sikkert have fortalt mere om sine ugerninger, men det ville ikke have hjulpet hans forehavende med at lokke den loyale Hamlet til at begå mordet på Claudius.
Vigtigt er det at bemærke den rækkefølge, som Shakespeare har givet scenerne: før Hamlets møde med spøgelset ser vi Polonius forbyde sin datter Ophelia at omgås den danske prins. Ophelia indvilliger modstræbende, og derra føres vi direkte til de natlige bastioner, hvor Hamlet lover at adlyde sin far. Vi opponerer imod Ophelias lydighed, men godtager Hamlets, endskønt Gamle Hamlets forlangende er endnu mere omfattende - og i øvrigt vrimler det med urimelige fædre i Shakespeares stykker.
Hamlet går ind på faderens ønske og accepterer hvervet som hævner. Er han overhovedet egnet til denne opgave? Han er jo akademiker og har tilbragt mange år på universitetet i Wittenberg. Med sine tredive år er han vel, hvad vi kalder en evighedsstudent. Han har levet længe i den inaktive verden i Wittenberg og vender nu tilbage til sit fædrene hjem. Hamlet ytrer flere gange, at han må udføre faderens ordre for at realisere sig selv. Ikke desto mindre ser vi ham gå i moralsk opløsning i processen. Igennem hele stykket svinger Hamlet mellem handling og reflektion, tydeligst i scenen ved Ophelias begravelse, for her begynder vi i filosofiske betragtninger og ender i vold, alt på kanten af en grav.
Det er forkert, at Hamlet ikke kan handle. Han får dræbt fire mennesker, før han når frem til Claudius. Han myrder den gamle Polonius i et raserianfald rettet imod moderen, Gertrude; han underskriver koldt og kynisk en overflødig dødsdom over sine to skolekammerater, Rosencrantz og Guildenstern; han driver pigen, han elsker, til fortvivlelse og selvmord, men da han får en chance for at dræbe onkel Claudius - den eneste, han er bedt om at ekspedere - tøver han af frygt for at Claudius, som ganske ubevogtet knæler i bøn, skal fare til himmels. Denne Hamlet behøver ikke at spille gal, som Prins Amled gjorde det i Saxos gamle forlæg til tragedien; bedømt på sine handlinger er han splitterravende tosset.
Læg mærke til den berømte sovekammerscene, hvor Hamlet irettesætter sin mor: Hamlet havde tænkt sig at bebrejde Gertrude, at hun har giftet sig med sin første mands morder. I stedet kommer han til at anklage Gertrude for selv at have dræbt faderen, og denne fortalelse finder bogstaveligt talt sted tværs hen over liget af gamle Polonius, som Hamlet netop selv har slået ihjel. Hamlet fornemmer nok selv det løjerlige i situationen, for i stedet for at udlægge Claudius som morder - nu, hvor Hamlet selv er medlem af klubben - begynder han at nedgøre Claudius' udseende. Det er faktisk hovedargumentet i Hamlet tale til sin mor: at hun har udvist dårlig smag i valget af sin anden mand! Er det nu ikke at skyde under målet?
Sidst i stykket kommer også Ophelias bror Laertes og Dronning Gertrude af dage, og da Hamlets elv dør, er således hele det danske hof udryddet. Netop i dette øjeblik kommer den norske kronprins Fortinbras forbi, på sin vej hjem fra krigen i Polen. Han indtager den danske trone, for den er jo ledig. Altså ender stykket med Danmark på norske hænder, og Gamle Hamlet, som igangsatte hele dramaet ved at bestille mordet på sin bror, har udslettet sin egen sejr over Norge fra tredive år før.
Et eller andet sted i denne historie har Shakespeare lagt en camoufleret fordømmelse af blodhævn, og Hamlet, lader det til, havde gjort klogere i at tage tilbage til Wittenberg og læse videre.
Som det fremgår, blev denne kronik til i forbindelse med Zeffirellis filmatisering i 1991. Vi har så senere fået Kenneth Branaghs filmudgave fra 1997, og denne film - den første Hamlet-filmatisering uden beskæringer - synes at dele min opfattelse af Gamle Hamlet, det uldne spøgelse. Rollen som Gamle Hamlet blev spillet af Brian Blessed, som med røde, lysende øjne fremstod som et mareridt fra en Stephen King-roman, og filmens sidste billeder var af polske soldater, der rev Gamle Hamlets statue omkuld uden for slottet. Således understregede Brannagh, at Gamle Hamlet havde undermineret sit eget kongedømme, og at han, ved at bestille mordet på Claudius, havde forgjort sit eget livsværk.
Jeg kan jo ikke formode, at Brannagh har læst min kronik, men det varmer da alligevel, at en så glimrende Shakespeare-fortolker er faldet på den samme udlægning af teksten. Det er ellers vanskeligt at finde ligesindede i den sag.
