At være Hamlet

Hamlet blev først forvansket af romantikerne, så af det politiske teater, mener instruktør og dramatiker Lars Kaaber. Shakespeares klassiker er blevet spillet på de danske scener i snart 200 år og bliver det igen på lørdag, når forestillingen åbner det nye skuespilhus. Striden om Hamlet kan fortsætte
Af: Thomas Thurah
 
Information, 15. februar 2008
 
Den Hamlet, der er blevet spillet i de seneste godt 200 år, er ikke den rigtige Hamlet. I hvert fald ikke, hvis den rigtige Hamlet er Shakespeares Hamlet.
Det synspunkt argumenterer teaterinstruktør og dramatiker Lars Kaaber for i en disputats, der udkom sidste år.
"Romantikken gør Hamlet til helt," fortæller Lars Kaaber.

Læs mere om
Nicolas Bro
William Shakespeare
"Ud fra den synsvinkel på stykket bliver man imidlertid nødt til at bortforklare en masse ting i Shakespeares oprindelige tekst. I sit forsøg på at slå sin fars morder ihjel lykkes det Hamlet at aflive tre andre, som er komplet uskyldige. Siden romantikken har man haft travlt med at sværte Hamlets ofre for at retfærdiggøre drabene. For vi skal have en helt, vi skal have sort og hvidt. Men allerede i 1760'erne skrev forfatteren og litteraten Samuel Johnson det klart og fuldstændig korrekt: Shakespeare har ikke nogen helte."

Der stod striden. Og det gør den stadigvæk. Også på de danske scener, hvor Hamlet er blevet spillet med meget korte mellemrum, siden stykket første gang blev sat op på Det Kongelige Teater i 1813, dvs. midt i den romantik, som foretrak et idealiseret helteportræt frem for Shakespeares Hamlet. Så når Nicolas Bro på lørdag går på scenen i åbningsforestillingen i det nye skuespilhus og skal jonglere med stakkels Yorricks hovedskal, te sig tosset for at narre sine fjender og til sidst - formoder vi - hævne sin faders død, træder han direkte ind i en fortolkningsstrid omtrent så dramatisk som den berømte fægtescene. Men knap så dødelig.

Og der hører mere med, forklarer Lars Kaaber.

"Det, der interesserer Shakespeare, er Hamlets psykologi, hans rodløshed. Den gør Shakespeare i modsætning til romantikerne ikke noget forsøg på at forsvare. Der sker det i romantikken, at Hamlet får en sag. Og så får han en kæreste. Det er først med romantikken, at kærlighedshistorien om ham og Ophelia bliver til. Den har overhovedet ikke noget belæg i Shakespeares tekst."

Sagen, som romantikken forærer Hamlet, er kampen mod den berømte råddenskab i det danske rige.

"I den romantiske optik er Hamlet den retmæssige tronarving. Men det var der slet ikke noget af dengang. Vi havde ikke arvefølge i Danmark på den tid, Shakespeare har henlagt stykket til, og heller ikke i Shakespeares egen samtid. Den mand, der har bemægtiget sig tronen, er lillebror til den myrdede konge og har faktisk lige så meget ret til tronen som Hamlet. Hamlet skal nu genskabe ordenen, og der bliver den romantiske genfortælling af stykket helt vanvittig. Hamlet dør som bekendt under forsøget, men ifølge den romantiske fortolkning lykkes det ham alligevel, nemlig i den forstand, at han får slået de mennesker ihjel, som han skal slå ihjel, selv om der ryger nogle flere undervejs. Så for Hamlet ender det i en triumf, det finder man imidlertid slet ikke hos Shakespeare."

- Shakespeare er mere desillusioneret?

"Ja. Hos Shakespeare er slutningen en politisk katastrofe, en kataklysmisk fadæse. Hele landet ryger i afløbet, og det har Hamlet udvirket via sin meget forsinkede reaktion, som er den forkerte, da den endelig kommer. Alt, hvad Hamlet gør i stykket, er forkert."


Den politiske

At hver epoke har haft sin egen Hamlet siden 1600-tallet, er den gennemgående tese i Lars Kaabers disputats, og den historie slutter ikke med romantikken.

I løbet af 1960'erne dukker den politiske Hamlet op, stærkt tilskyndet af den polske litteraturforsker Jan Kott og hans bog Shakespeare - vor samtidige. Her bliver Hamlet med en af Kotts egne slaglinjer til en avislæsende oprører fra Krakow. Han når også frem til de danske scener: "Det var en ny Hamlet, nu skulle vi have ham som politisk rebel, som ungdomsoprører. Og det er lige så forkert som Hamlet som romantisk helt, hvis du spørger mig," siger Lars Kaaber.

Lars Kaaber er nok kritisk over for måden, Shakespeares stykke er blevet forvaltet på, men det betyder ikke, at instruktørens og skuespillerens egen tid ikke må forme Hamlet.

"Vi er ret overbeviste om, at Shakespeare har fyldt sine stykker med politiske kommentarer, så det grænser til Cirkusrevyen, selv om vi ikke kan dechifrere ret meget af det. Og vi har lov til at gøre det samme. Selvfølgelig må man fortolke Hamlet ud fra det politiske og i forhold til det publikum, man spiller for."

Præcis det gjorde Preben Harris, da han med Erik Wedersøe i titelrollen satte forestillingen op på Folketeatret i 1973. Stærkt inspireret af Jan Kott og eftervirkningerne af fransk eksistentialisme. Det sidste fremgik af forestillingens program, hvor man som en nøgle til opsætningen og et svar på stykkets store spørgsmål citerede Albert Camus: "Mennesket må gøre oprør for at være".

I dag, 35 år senere, husker Erik Wedersøe da også bedst sin Hamlet som et handlingsmenneske.

Følelsesmæssigt drevet af forholdet til moren, dronning Gertrud, der gifter sig med farens morder.

"Jeg havde ikke nogen bestemt måde at spille Hamlet på. Men jeg var meget optaget af Hamlets forhold til Gertrud. Han kan ikke forstå hende, det er smertefuldt, frygteligt. Det spillede jeg meget på, jeg spillede ham meget enkelt. Jeg er som person en handlingens mand, men ikke den store filosof, sådan spillede jeg ham heller ikke. Det var mere action. Og hævn."

I tiåret efter, først på Det Kongelige Teater i 1983, så på Kronborg i 1985, er det Søren Spanning, der skaber en Hamlet i tidens billede.

"Da jeg spillede ham, var der punk i luften. Hamlet blev derfor repræsentant for en anden måde at forstå verden på," forklarer Søren Spanning i dag.

"Man kan vælge at opfatte Hamlet som en indadvendt, tænksom og vankelmodig person, der ikke kan træffe et valg og slå sin fars morder ihjel. Så kan man lade ham tosse rundt og tale med sig selv om livets dybe spørgsmål, iklædt sort. Jeg spillede også Hamlet i sort kostume, men jeg så ham som en samtidens punker, et menneske, der repræsenterer et oprør."

At give figuren farve af tiden er ifølge Spanning ikke det samme som at skrue stykket fast i samtiden.

"Når klassikere lykkes, rammer de det, der hedder non-tid. Vi er ikke i 1600-tallet, vi går heller ikke i cowboybukser. Stykket er ikke fjernt, det er ikke påtrængende. Men vi genkender os selv, vi kan suge historien til os."

Resultatet af Hamlets oprør, som Lars Kaaber diskuterer i sin kritik af den romantiske Hamlet, var også i Søren Spannings fortolkning af figuren et kardinalpunkt.

"Det er en underlig, lakonisk slutning. Da alle ligger spredt rundt på scenen, kommer en norsk prins ind og snupper det hele. Det er en understregning af livets absurditet; i det øjeblik, verdensordenen er genoprettet, hvilket Hamlet betaler for med sit liv, overtager en anden landet. Hamlet var livskraftig, livsduelig. Tragedien er, at han alligevel aldrig bliver konge."


Den intellektuelle

Bettina Heltberg har som Politikens anmelder set de fleste danske Shakespeare-opsætninger de seneste par årtier og har desuden skrevet bogen Resten er tavshed om motiver i Shakespeares dramaer og komedier.

Hun er lige så lidt som Lars Kaaber en fan af den romantiske Hamlet. For hende er det i særlig grad selvrefleksionen, det intellektuelle, i figuren, der er interessant. En selvrefleksion, der hverken gør ham til idealiseret helt eller til søvngænger.

"Romantikerne med Goethe i spidsen har lagt meget vægt på Hamlets tøven, fordi han ikke straks slår Claudius, farens morder, ihjel. Men den scene, hvor Claudius knæler og beder, og hvor Hamlet står lige bag ham med hævet dolk, afstår Hamlet fra at dræbe ham, fordi han ikke under den bedende Claudius at komme i himlen. Det er pointen i scenen, ikke så meget en usikker tøven, men en intellektuel tøven. En tøven, fordi han vurderer, at øjeblikket er forkert."

Lars Kaaber kritiserer romantikerne for at have givet Hamlet en sag og gjort ham til en helteskikkelse med retten på sin side.

"Selvfølgelig er han en helt, for man gider ikke sidde i tre timer og kigge på et stykke, hvor hovedpersonen forekommer én usympatisk. I den forstand er han en helt, men ellers er jeg overhovedet ikke med på helte-Hamlet. Han har mange andre egenskaber, de mørke egenskaber, det dæmoniske. Men det gør ham kun yderligere interessant, at han er en splittet figur med så mange intellektuelle facetter. Jeg tror ikke, Hamlet skal være alt for nydelig."


Den Splittede

Jens Albinus' og den schweiziske instruktør Stefan Bachmanns Hamlet på Det Kongelige Teater i 2002 nåede aldrig at få premiere.

Den kontroversielle instruktørs ønske om at besætte rollen som Ophelia med et menneske med Downs syndrom stødte på modstand både inden for og uden for teatret. Til gengæld fik Albinus chancen året efter på Kronborg, hvor Hans-Peter Kellner instruerede.

Her var der meget lidt romantik tilbage.

"Ideen var at lade forestillingen tage udgangspunkt i Hamlets syv monologer," forklarer Albinus.

"De syv monologer har nogle helt forskellige og principielt uforenelige træk. Så i stedet for at spille én figur forsøgte jeg at spille syv sider af et sind."

Hvor polske Jan Kott inspirerede den danske Hamlet fra de sene 60'ere og nogle år frem, var det den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom, der prægede Albinus' Hamlet:

"Harold Bloom er min guru. Han har udgivet den meget fine, lille bog Poem Unlimited. Titlen kan oversættes til frie vers eller vers uden fast form. Men der ligger også den umiddelbare betydning i det, nemlig poesi uden grænser. Blooms overskrift er, at Hamlet er bevidsthedsdrama. Vi har at gøre med en figur, der er klogere end stykket, og et stykke, der er klogere end forfatteren. Dvs. det er en bevidsthed, Hamlets bevidsthed, som hele tiden overskrider grænserne både for sig selv og for det teaterstykke, som rummer den. Det var det, vi arbejdede med i Bachmanns iscenesættelse, men da jeg så kom til at spille rollen i en mere traditionel opsætning på Kronborg, tog jeg den guideline med mig, at der er tale om en figur, som i virkeligheden er større, end jeg selv kan overskue den."

- Hvad vil det konkret sige?

"Der er syv monologer og syv forskellige inkarnationer af en bevidsthed, som desperat søger et svar. Det gør Hamlet meget konkret. Han appellerer til publikum om at fortælle ham, hvad det her overhovedet handler om. Desuden arbejder Shakespeare altid i antiteser, med modstillinger. Sådan gjorde man i det elizabethanske teater, det var en formel ting, meget ofte inden for samme verselinje. I en af Hamlets monologer nærmer han sig den ultimative modsætning, 'to be og not to be'. I den danske oversættelse hedder det 'sagen', men det skjuler, at det er et spørgsmål. På engelsk: 'that is the question'. En bedre oversættelse kunne være: 'at være eller ikke. Hvad er svaret?'."

"Det understreger, at det er en desperat søgen, hvor Hamlet sammen med publikum prøver at finde vejen videre frem."

Det antitetiske, modsætningerne, er også karakteristisk for Hamlet som figur?

"Det for alvor epokegørende ved Shakespeare som digter er hans evne til at udstrække sin empati til også at omfatte det modsatte synspunkt. Det er også vandmærket i Hamlet; at Hamlet og Claudius spejler hinanden, og at den ene er lige så røget, som den anden er speget. Der er den interessante struktur i stykket, at Hamlet starter med at ville hævne en fadermorder, og undervejs i den proces bliver han selv en fadermorder, der så bliver genstand for en hævner, altså Laertes. Fuldstændig ligesom Claudius er det, da stykket starter. Det er igen en slags bevidsthedsmæssig fordobling."


Den hævngerrige

Præcis dér, i hævnmotivet, ligger også for Kaspar Rostrup det afgørende i Hamlet. Men hans konklusion er en anden. Rostrup har i nyere tid gjort hele den danske Hamlet-rejse med: Han satte forestillingen op på Aalborg Teater i 1969 med Lars Passgård som Hamlet. Ifølge den samtidige kritik stærkt inspireret af Jan Kott, skønt Rostrup angiveligt ikke havde beskæftiget sig med manden. Og så, næsten 40 år senere, instruerede han på Gladsaxe Ny Teater forestillingen igen, nu med Thure Lindhardt i titelrollen: "Jeg står ved den forestilling, jeg lavede dengang, men der er én stor forskel. Jeg har hele tiden ment, at det er en politisk sag, Hamlet kæmper for. Først og fremmest skal han hævne sin far, men han har også en større sag, for det er vigtigt for Hamlet at oprette kosmos i kaos, dvs. at få genoprettet en verdensorden i lille Danmark. Den store forskel på de to forestillinger er, at Hamlet i opsætningen i 1969 var hævneren, det var han ikke i opsætningen i 2007."

- Hvad var der sket i mellemtiden?

"Jeg var helt klart inspireret af den teolog, der hedder Benny Schuster, og hans bog Hamlet - den sidste hævner?. Hans pointe er, at det ikke nytter noget, at Hamlet ender som en morder ligesom alle de andre. På Shakespeares tid var der mode i det, der hed revenge drama. Det afgørende i stykket her er, at hvis Hamlet bare vil myrde videre, ligesom onklen har gjort, så bliver han selv en forbryder."

- Men er det ikke det, han gør?

"Jo, men det interessante i vores forestilling er, at Hamlet erkender, at han bliver nødt til at genoprette verdensordenen. Det skal ske i retfærdighed, det skal ske, mens rådet, mens hele landet ser det. Og på den rigtige måde. Ved opsætningen i Aalborg i sin tid pressede vi giften ned i halsen på kongen, så det løb ud af munden på ham. Men det er vildt forkert! Det har jeg så efter næsten 40 år lavet om. I stedet lod vi Hamlet tage giftbægeret, gå hen mod kongen og sige: 'Drik det, drik det nu!'. Kongen prøver at bede for sig, han knæler og beder Horatio om hjælp, men han vil ikke hjælpe. 'Drik det,' siger Hamlet. Og så rækker kongen ud efter bægeret og drikker. Det synes jeg er fantastisk, det tillader jeg mig at sige."

- Det ændrer Hamlets karakter?

"Det gør det. Jeg forstod ikke dengang, hvorfor Horatio ved Hamlets død siger: 'Der døde et ædelt menneske'. For hvor er det ædle henne? Han slår jo alle ihjel. Men hvis han virkelig prøver at stoppe disse ting og lader kongen drikke giften selv, så ser det anderledes ud."


Fakta: Hamlet kort

Skrevet i 1601, historien om den danske prins stammer fra Saxos Gesta danorum.

Handling: Hamlet erfarer, at hans far, kongen, er blevet myrdet af Hamlets onkel (Claudius), der nu har overtaget både trone og kongens hustru, dvs. Hamlets mor (Gertrud). Hamlet forsøger nu i et tætvævet net af tvivl, intriger og forstillelse at hævne faderen.

Hamlet i Danmark: Oversat til dansk første gang i 1777, opført på Det Kongelige Teater første gang i 1813 med Peter Foersom som Hamlet og med Foersoms egen oversættelse som grundlag.