Kronikken, Berlingske Tidende, lørdag d. 30. januar 1993.
Shakespeare og Shylock.
Det kongelige teater har Shakespeares "Købmanden i Venedig" på plakaten. Det er nok den Shakespeare-komedie, som vanskeligst lader sig opføre i dag uden at jokke over nogle moralske tæer. Stykkets stærkeste tema er nemlig antisemitisme, og handlingen tager sig i store træk nogenlunde sådan ud:
Den unge venetianer Bassanio beder sin ven Antonio - købmanden fra titlen - om et lån, da han vil fri til den rige arving Portia. Antonio mangler rede penge og låner hos jøden Shylock, hvor han må underskrive en grum kontrakt: hvis lånet forfalder, skal han undgælde med et skålpund af sit eget kød.
Også Portias bejlere har hårde betingelser: de stilles på en prøve, hvori de skal vælge mellem tre skrin - et af guld, et af sølv og et af bly - og vælger de galt, må de aldrig fri til en anden kvinde. Bassanio vælger de rette skrin, får pigen og alt ender lykkeligt i et par minutter. Så kommer nyheden om Antonios bankerot, og gældsfristen er overskredet. Shylock vil have sit skålpund kød. Portia tager affære, forklæder sig som advokat og frelser Antonio med juridiske spidsfindigheder og kløgt. De gode ler, og jøden får sin bekomst.
Stykket har været opført med stor succes i nazitidens Tyskland (altså perioden 1933-1945) med en Shylock, der var maskeret som en karikatur fra "Der Stürmer".
Når Det kgl. Teater har haft mod til at sætte "Købmanden i Venedig" op nu, er det, fordi komedien rummer langt mere end den spinkle synopsis i ovenstående. Det er faktisk usikkert, om det overhovedet er en komedie.
Shakespeares baggrund for stykket var en antisemitisk bølge i London 1594, hvor dronningens livlæge, den spanske jøde Lopez, blev dømt for højforræderi på et meget tvivlsomt grundlag. Vi må formode, at Shakespeare er blevet hjemme for at skrive sit stykke, mens Lopez blev parteret for øjnene af en jublende folkemasse. man har spekuleret i indirekte referencer til Lopez-affæren, og stykket nævner "ulv" et par gange i forbindelse med Shylock (latin: lupus - ulv).
Det stykke, som Shakespeare skrev, har tre personer - Shylock, Portia - de øvrige roller er kun nødvendige tandhjul for handlingsmaskineriet. Shylock er måske Shakespeares ensomste figur. I løbet af stykket svigtes han af sin datter og sin tjener, og hans eneste ven, Tubal, er ham, der manipulerer ham til retssagen imod Antonio. Datteren Jessica stikker af med en kristen, men er dog ikke mere hovedkulds forelsket end at hun husker at ribbe Shylocks hjem for alle værdier - heriblandt en ædelsten, som havde tilhørt Shylocks afdøde hustru.
Shylocks krav på sit skålpund kød er grusomt, men man har lov at tro, at hans hævn er rettet mod den venetianske lov snarere end mod individet Antonio; tre gange spørger Shylock Dogen - som sidder til doms i sagen - om retten nu ikke vil underkende hans krav for at skåne Antonio, men det tør retten ikke. Det er tænkeligt, at Shylock ønsker det skal ske, således at den kristne lov, som aldrig har ydet ham retfærdighed, skal underkende sig selv. Det ville være en politisk sejr. Shylock er nemlig pinligt bevidst om racismen i Venedig, og han har selv følt den helt korporligt: han er blevet sparket og spyttet på, når han har vist sig på Rialto-broen for at passe sin forretning.
Der er et historisk perspektiv i dramaets behandling af begrebet 'åger' - det at tage renter af et lån. Det er det eneste holdepunkt i venetianernes angreb på Shylock, og det er derfor af interesse, at lån mod renter - førhen betragtet som ukristent og strafbart - netop på Shakespeares tid blev accepteret som nødvendigt for et moderne samfund. Shakespeares egen mæcen, Jarlen af Southampton, var i gæld til op over begge ører, og Dronning Elizabeth havde store lån i udlandet. I 1625 var man i England tvunget til at slække på 'kristendommen' og legalisere lån til 10% renter. I dag er det umuligt at forestille sig en samfundsøkonomi uden renter af lån, og denne udvikling har altså taget sin begyndelse i de dage, hvor Shakespeare skabte Shylock-figuren.
Portia er stykkets heltinde, som har kløgt til at frelse Antonio, hvad de lærde herrer i Venedig ikke kan. Men Portia er ingen engel. Hendes første scene er en dialog mellem hende og kammerpigen, og hun bagtaler og latterliggør de mænd, der skal stilles på prøven med de tre skrin. Værst er nok den bemærkning, hun lader falde, da Prinsen af Marokko tager hjem med uforrettet sag: "Gid alle af hans hudfarve må vælge lige så galt" (Denne replik har man ikke vovet at oversætte ordret på Det kongelige). Det er en modbydelig bemærkning, og mon ikke forfatteren til "Othello" har taget afstand fra den? Under alle omstændigheder er det vand på Shylocks mølle: racismen trives. Portia svindler desuden under skrin-prøven: hun har allerede udset sig Bassanio - stykkets ret ligegyldige helt - og da han betænker sig foran skrinene, lader hun nogle musikanter synge en lille sang, hvor alle verselinjerne ender på 'lead' (bly) - så selvfølgelig vælger Bassanio det rette skrin.
Portias store, berømte tale i retssalen rejer sig om barmhjertighed, der 'drypper som en mild regn fra himlen' på høj og lav - men Shylock drypper den ikke på. Da Portia først har fået skovlen under jøden, bliver han skånselsløst tilintetgjort. Under hujende tilråb fra Antonios venner frakendes han ikke alene de penge, han oprindeligt lånte Antonio, men hele sin formue, og, hvis han vil redde livet, må han lade sig omvende til kristendommen. Navnlig det sidste virker som formålsløs hævngerrighed. Shylock kryber ud af retssalen med ordene: "Jeg har det ikke så godt..."
Jo mere man ser eller læser "Købmanden i Venedig", jo mere træder Shylocks rolle som offerdyr frem i lyset. De sammenspiste venetianere, der udskælder ham for åger er selv håbløst pengefikserede. Se kun på selve præmissen for stykket: hvad skal Bassanio med lånet i første omgang? Hvorfor tager han ikke bare til Portia og frier til hende? Den smukke morale med den ægte kærlighed i det ydmyge blyskrin ville jo underbygge, at Bassanio ikke behøvede at møde op i nye klæder og ekvipage. Men nej - han fremlægger sagen for Antonio således: han skylder Antonio en rund sum penge allerede. Hvis han skal betale dem tilbage, må han først gifte sig med Portia, fordi hun skal indfri hans gæld. Portia er altså et vedhæng til sin egen medgift, og lånet, hvorom det hele drejer sig, er altså en fornuftig investering. Bassanio skal ikke på frierfærd - han skal på forretningsrejse.
Antonios karakter er heller ikke så strømlinet, som den først tager sig ud. Man noterer sig med undren, at den gode Antonio har været bandefører i mobningen af Shylock på Rialto-broen. Desuden vil Antonio ikke stå ved, at han i virkeligheden er forelsket i Bassanio og at dette er grunden til det tungsind, hvormed dramaet åbner.
Jeg læste engang stykket med en gymnasieklasse, og midt i en passage, hvor Antonio krukker med sin 'uforklarlige' depression, var der en elev, som udbrød: "Hva' fa'en, er han bøsse? Han snakker lissom en kælling!" Ja, jeg beklager formuleringen, men nævner alligevel dette som et eksempel på, at Shakespeares tekst er gået glat igennem hos en 400 år yngre gymnasieelev. Han havde umiddelbart fået øje på de feminine og følsomme træk, som Shakespeare har givet Antonio, og skar kompromisløst ind til én af de nuancer i stykket, som er blevet forbigået af mange kritikere og instruktører i teaterhistorien. Det er det træk, som giver Antonio hans gavmilde og melankolske væsen, men den omstændighed, at Antonio aldrig står ved sine følelser for vennen gør, at han, som alle sine med-venetianere, spiller med skjulte kort. Der er små disharmonier hos alle personerne i dette stykke, og det er knap så enkelt at afgøre, hvem man skal 'holde med'.
Karen Blixen skriver i "Den afrikanske farm", at hun engang genfortalte handlingen i "Købmanden i Venedig" for sin somali-tjener Farah. Farah, som må siges at komme med helt friske øjne til stykket, tog straks Shylocks parti. Han blev ude af sig selv af raseri over den medfart, Shylock fik i retssagen: "Havde jøden da ingen venner, der kunne råde ham?".
Det kongelige Teaters opsætning i år tager også Shylocks parti. Skal man være kritisk, kan man sige, at det sker lidt for meget på venetianernes bekostning: de er fremstillet som skinheads, stofmisbrugere og tom-hjernede jet-settere. Portia lægger ikke skjul på sin mening om jødetøsen Jessica, Shylocks datter. Antonio køber sine venner for derefter at udsætte dem for sin misantropiske galde. Alle protagonisterne i stykket er usympatiske indtil det groteske. Derved opnås den effekt, at vi tager afstand fra dem, snarere end at genkende os selv i dem, som det ganske givet har været Shakespeares mening. Selv om der er skiftet fortegn fra Det tredje Riges Shakespeare-opsætninger, kan vi endnu få lov at forlade teatret med følelsen af, at skurkene - det er de andre.
