Kronikken, Berlingske Tidende 16/11 1994
Det ny postmoderne Disney -kuld
Disney-renæssancen indtraf i 1989 med "Den lille Havfrue". Derefter fulgte "Skønheden og Udyret", "Aladdin" og nu kommer "Løvernes Konge". Bag fortællingen om løveungen Simba gemmer sig Shakespeares historie om Hamlet. Bl.a. filmenes brug af sange adskiller "det nye kuld" af Disney-film fra de gamle klassiker.
Disney-fans kan nu begynde at glæde sig til premieren på "Løvernes Konge", nummer fire i rækken af den ny serie Disney-film.
Som de fleste ved, begyndte det at gå kunstnerisk lidt ned ad bakke for Disney-studierne efter Walt Disneys død i 1966 og efter "Junglebogen" den sidste film, som Disney selv supervisede. Allerede "Aristocats" (1970) er lidt for stueren i sammenligning med -Disneys egen "kæledyrsfilm", "Lady og Vagabonden" og "101 Dalamantinere". "Robin Hood" (1973) forfalder til genbrug af tidligere Disney-figurer såsom den Baloo-agtige Lille John og den Kaa-agtige Sir Hiss. Det hele virker lidt uinspireret og forglemmeligt. Herfra slap man grebet i det brede publikum og henvendte sig kun til de 6-12 årige med film som "Berhard og Bianca" og "Oliver & Co". Charme blev erstattet at nuttethed, og det blev let for konkurrenter som Don Bluth ("The Secret of NIMH", 1982) og Steven Spielberg ("An Americal Tail" 1987) at hamle op med produktionerne fra de 22 magre år, der fulgte Disneys død.
Disney-renæssancen indtraf i 1989 med "Den lille Havfrue", det første belønnede forsøg på at løfte arven fra selskabets storhedstid. For første gang i lang tid havde man en virkelig god historie at arbejde med, også selv om der måtte ændres i H.C. Andersens forlæg. Persontegningen fulgte Disneys gamle model, for så vidt som man havde bestræbt sig på at gøre figurerne vedkommende, rørende og morsomme, samtidig med at man tilføjede et strejf af amerikansk arketype. Således er f.eks. Havheksen gjort til et mareridt af en "matchmaker", hvilket er ret godt tænkt i forhold til den funktion, hun har i historien, nemlig at føre Havfruen og Prinsens sammen.
Musikkens betydning blev givet særlig opmærksomhed og sangene af Howard Ashman og Alan Mencken er da også noget af det mest iørefaldende siden "Junglebogen".
Eksemplet fra "Havfruen" blev fulgt slavisk i den næste Disney-film "Skønheden og Udyret" (1991), også med sange af Mencken & Ashman. Det er blandt andet i filmens brug af sange, at "det nye kuld" af Disney-film adskiller sig fra de gamle klassikere; kendetegnede for filmene fra Disneys egen tid er netop den behændighed, hvormed handlingen glider umærkbart over i sang, så begge dele fremstår som en samlet helhed. I de nye film er sangnumrene mere påfaldende iscenesatte og koreograferede, hvilket måske afspejler den omstændighed, at musicalgenren er blevet mere populær for tiden. I modsætning til den gamle Disney som aldrig slap den "virkelighed", hvori numrene var sat, fremstår de nye sangnumre mere som musikteater. "Skønheden og Udyret", begynder som en italiensk opera, med en gentagelse af åbningsnummeret, der scenisk minder om "Sound of Music"; et pøbelnummer, der lyder som Victor Herbert operette og et gallamiddags-nummer, der går i fodsporene på den gamle Hollywood-koreograf Busby Berkely. Det er helt postmodernistisk i sin stilblanding, men det er flot.
Desuden gør klipningen i sangnumrene mere opmærksom på sig selv - flere tydelige, rytmiske klip - sikkert inspireret af musikvideo-genren. Endnu en erfaring, som Disney-koncernen har gjort med de nye film, er brugen af verbal humor. Også her adskiller det nye kuld sig fra de gamle film, som mest benyttede den visuelle humor med sin bredere publikumsappel. I de nye film stiles der mod langt mere sofistikerede tekster, både i dialog (som Clockworths ordspil i "Skønheden og Udyret": "If it isn´s baroque, don´t fix it") og i sangteksterne, hvor man i samme film kunne finde en linje fra Shakespeares "Macbeth" citeret i sangen "Kill the Beast". Det er noget af et kvantespring for en Disney-film.
Den verbale humor blev ydermere optrappet i "Aladdin" (1992), især med Lampens Ånd, som her var blevet en stand-up komiker, der talte så hurtigt, at i hvert fald denne kronikør måtte se filmen to gange for at få det hele med. Det var da også Robin Williams - en tidligere stand-up komiker - der lagde stemme til ånden i originalversionen.
Den visuelle humor i "Aladdin" - ligeledes centreret omkring Lampens Ånd - blev for det meste en slags velfungerende illustrationer til replikkerne - hvinende hurtigt klippet, så også her skulle man være på dupperne. Hos Lampens Ånd fandt man også plads til parodier på Jack Nicholson og indtil flere amerikanske TV-værter. Igen et postmoderne træk; filmmediet henviser til sig selv.
Det fjerde og nyeste skud på stiklingen fra den gamle Disney-stamme "Løvernes Konge" (1994) bekender sig pænt til sine tre forgængere. Denne gang er ikke kun en linje, men hele historien lånt fra Shakespeare. Bag fortællingen om løveungen Simba, der ser sin far myrdet af en nedrig onkel og bliver snydt for sin titel som Dyrenes Konge, gemmer sig nemlig historien om "Hamlet". Vi har tilmed, som hos Shakespeare, faderens genfærd, som maner sønnen til at rette op på fortidens uret. Den onde onkel Scar (som i originalversionen har fået stemme af Jeremy Irons) er meget, meget morsom - og lidt af en gentagelse af den onde Jaffar fra "Aladdin". Han bruger junglens udskud, hyænerne, til at komme til magten, og i hans store nummer ser vi et par hundrede hyæner gå strækmarch (!). Hyænerne leverer meget af filmens verbale humor (en af hyænerne har lånt stemme af Whoopi Goldberg, endnu en tidligere stand-up-komiker, så det begynder at ligne en "trend"): Hyænerne er desuden en vittig og veloplagt parodi på punktkulturen. I sit eksil bliver vor helt Simba gode venner med to outsidere, hvis livsfilosofi er at tage tingene som de kommer (her er et ekko fra "Junglebogen") og også disse to, et vortesvin og vistnok et desmerdyr af arten surikat, er meget morsomme. Vortesvinet citerer Scorceses "Taxi Driver" ("Are you talking to me? Are you talking to me?!"), så også her, som i "Aladdin" associerer man til andre film, som i stil ligger meget uden for Disneys domæne.
Og det er måske den eneste anfægtelse, man kan have med denne velfungerende og pragtfuldt tegnede film: der synes at være et skel imellem filmens ånd - den enkle, evigtgyldige historie - og filmens stil, som er avanceret humor og finkulturelle allusioner. Ikke, at dette i sig selv er nogen forsyndelse, men det er et skel, som ikke fandtes hos den gamle Disney.
Man kan eventuelt se på Disneys første spillefilm, "Snehvide" fra 1937, som netop nu er ude på videomarkedet. Den fremstår overvældende som en stilmæssig helhed, og netop derfor sender den de samme signaler ud til alle, der ser den, uanset alder eller kulturel baggrund. De nye film, derimod, selv om de sandelig også fortryller et meget ungt publikum, ønsker på samme tid at imponere et publikum af akademikere og cineaster.
Muligvis er det en nødvendighed for at få legaliseret interessen hos et voksent publikum, tabt af 70´ernes og 80´ernes alt for barnagtige Disney-film, eller muligvis er det en naturlig følge af den omstændighed, at Disney-imperiet er overtaget af en ny generation, som ønsker at sætte deres eget præg på værkerne.
Endelig er der jo også muligheden for at staben hos Disney - alle veluddannede, moderne mennesker - ganske enkelt ikke tør bekende sig til den rendyrkede naivisme, vi fandt hos den gamle Disney. Det kan være en klog disposition; flertallet har fejlet, hvor det lykkedes Disney at holde sig på den rette side af skellet mellem det renhjertede og det stupide, eller mellem det bevægende og rørstrømske. Så hellere forsikre sig og udstede små dokumentationer på, at filmen er lavet af tænkende mennesker; allusioner til klassikerne, referencer til nazismen, citater fra "seriøse" voksenfilm som "Taxi Driver" og yderst avancerede ordspil.
Det er slet ikke en alvorlig fejl ved "Løvernes Konge", men en lille mislyd, der får en til at tænke: "Det er godt - men er det nu også Disney?".
Og så alligevel: pyt. Det er jo trods alt rart at leve i en tid, hvor Disney-studierne igen laver film af høj kvalitet, og man kan stadig tage hele familien med - bare man er forberedt på, at der altså smutter et par detaljer for de yngste.
