Om Shakespeares "Lige for lige"



"Lige for lige" er Shakespeares sorteste komedie. Moralen i Wien skal retableres, og Hertugen sætter en ung jurist, Angelo, til at gøre det. Angelo går til sagen med bål og brand, fremgraver en gammel lov ifølge hvilken sex uden for ægteskabet straffes med døden. Den unge Claudio har besvangret sin kæreste, Julia, og disse to bliver de første ofre for Angelos lov.

Claudios kammerat, den forhorede og løgnagtige Lucio (Thomas Villum, bill.) sendes afsted for at hente Claudios dydige søster Isabella. Hun må være den rette til at gå i forbøn hos Angelo, for hun er netop på vej ind i en streng nonne-orden. Det kræver nogen overtalelse af pigen, der faktisk synes, at broderen har fået, hvad han har fortjent. Isabellas audiens har det uheldige resultat, at Angelo forelsker sig i pigen og forlanger, at hun går i seng med ham for at redde sin bror fra døden.

Jeg havde set en del opsætninger, der alle bekendte sig til et ret konformt og folkeeventyrsagtigt syn på komedien, med Isabella som den forfulgte uskyldighed, Hertugen som den velmenende fyrste, der til sidst træder ud af de skygger, hvorfra han har overvåget intrigerne, og reder trådene ud, og Angelo som den fæle skurk, der forløber sig. Det slog mig, at hvis man skal se sådan på komedien, skal man gøre det ud fra den overskrift, at sex er syndigt - eller at Shakespeare i det mindste syntes det. Og det tror jeg ikke på.

Vi lavede en "Lige for lige", der så ganske tog afstand fra Isabellas verdensfjerne kristelighed, udstillede Hertugen som en naragtig voyeur og prøvede at anskueliggøre, hvad jeg mener er Shakespeares vinkel på historien: at hvis man forsøger at hæve sig over alt det kødelige og blive ren ånd, går det frygtelig galt.
Julie Roesen (Isabella) i heftig dialog med Hertugen (Michael Skov). I baggrunden: Lars Theilade (Angelo), Alan Garnier (Fogeden), Søren Frellesen (Escalus) og Lucio (Thomas Villum)

Britt Jørgensen udtænkte nogle fabelagtige kulisser: gipsdyppede lagener, der lå over sætstykkerne (staten var jo under renovation!), men som også mindede om ligsvøb - og der er et strejf af død i hvert eneste punktum i denne sorte komedie. Tillige var de opstillede strukturer under lagnenerne falliske - og flere af lagen-folderne var i retning af noget vaginalt. Kulisserne antydede alt det, som Angelos strenge lov og Isabellas snerpede religion ville fornægte eksistensen af.

Skuespillerne var alle i jomfrueligt hvidt. Det gav en scenisk foræring: hele stykket består af dialoger mellem to og tre mennesker i hen ved halvanden time - og vi holdt lyset spottet og scenen mørk. Da alle kom på i sidste scene havde det en overvældende og blændende effekt.

Publikum var generelt begejstrede for forestillingen. Jeg var især glad for en publikumskommentar, jeg overhørte i pausen til en af forestillingerne. Det var en ca. 40-årig kvinde, der åbenbart ikke var meget bekendt med Shakespeares værker, som sagde til sin ledsager: "Hvis hans stykker altid er så morsomme, så kan jeg da godt forstå, at man bliver ved med at sætte dem op".

Sådan noget varmer! Anmelderne var derimod ikke tilfredse.
Michael Skov (Hertugen) lukker første akt med en monolog.

Anmeldelser: Politiken (Jeppe Brixvold) og Berlingske Tidende (Me Lund)

Hertugen: Michael Skov Isabella: Julie Roesen Lucio: Thomas Villum Jensen Angelo: Lars Theilade Mariana: Dorthe Koefoed Claudio: Joachim Knop Fogeden: Alan Garnier Julia: Heidi Kam Schubert Barnardino/ Broder Peter: Michel Schønnemann Escalus: Søren Frellesen Madam Mør: Eva Holm
Scenografi og kostumer: Britt Jørgensen Musik: Helle Tjørnov Assistent: Anders Thomas Jensen Lys: Dan Marmorstein
Bearbejdelse og instruktion: Lars Kaaber