Traditionel Shakespeare-opsætning, der aldrig helt rammer tekstens tone.
LIGE FOR LIGE er historien om den unge, moralske Angelo, der for en kort tid får lov at virke i sin hertugs embede, forsøger at håndhæve landets strenge love for usædelighed, men på vejen lader sig fange af sin egen lyst og lastefuldhed. Et typisk dilemma hos Shakespeare og anledning til en del uhyre komisk intrigemageri, men samtidig et skarpt udfald mod magtmenneskets selvretfærdighed og renæssancens ideal om den politiske leder som en slags åndelig autoritet. Faktisk ikkenoget dumt problem at diskutere i vor egen tids politiske klima, men det er ikke det, der bliver gjort på Krudttøndens lille scene.
Her spiller man Shakespeare for sjov, og det er da også al ære værd, hvis det bliver gjort ordentligt. Det bliver det kun til dels. Stykket er opsat med stor loyalitet med forlægget, scenerne er tydeligt skårne og den livlige, muntre afvikling af plottet giver et godt og enkelt drive. Lige sådan er personerne, den stive Angelo, den kyske Isabella, den durkdrevne Hertug, holdt i tekstens småkarrikerede form og bliver derfor mere handlingsbærende end egentlig psykologiske naturer, hvilket også er i komediens ånd.
Men på et andet plan går det galt, og det drejer sig måske blot om, at det kræver sin skuespiller at spille Shakespeare. At kunne skifte mellem sindstilstande på sekunder, så det stadig virker plausibelt. At turde tro på tekstens rytme og sætningernes kompleksitet, så de ikke blot bliver forhindringer for at sige det, der skal siges, men bliver en hjælp og en ekstra dybde i komikken. Her er humoren for det meste overladt til spillernes egne små eller store komiske talenter, og de er med al respekt ikke så morsomme som den gamle selv, selv om Michael Skov og Lars Theilade gør det godt. Forestillingen går et gear op efter pausen, men det er stadig ikke nok til at aftvinge mere end et skævt smil.
Jeppe Brixvold.
