Columbus - som vinden blæser. 1993

Knud Andersens logo til forestillingen


Ina-Miriam Rosenbaum havde oprindeligt sagt ja til at instruere denne komedie om Columbus, men havde i sidste ende ikke tid, og bad mig om at overtage.

Da jeg modtog projektet, erfarede jeg imidlertid, hvorfor Ina-Miriam ikke havde tid: der var intet manuskript! Der var en samling sange, som en 8.klasse havde lavet på en lokal skole. Det var ganske udmærkede og morsomme sange for en skolekomedie, men hvis de skulle præsenteres for et betalende publikum, krævede de et eftersyn. Der var for eksempel en tekst, der lød: "Jeg vil sejle mod vest/
selvom der er vind og blæst" - dette sunget af Columbus i en tid, hvor intet skib kunne forlade havnen i vindstille. Erling Bevensee havde dog allerede den ganske glimrende musik klar, og det var jo en stor hjælp.

Jeg lavede en vis mængde research og erfarede, at Columbus var et stort stykke af en charlatan. Han havde planket et kort fra Toscanelli og præsenteret det som sit eget. Og historien fungerede desuden bedst, hvis den før så dydsirede Dronning Isabella faldt for Columbus og derefter opførte sig som en tæve i løbetid. Indianerne skrev jeg som gadebande på deres egen
turf, i sneakers og baseball-kasketter. Desuden fik jeg Hans-Henrik Bærentsen som en særdeles kynisk og modbydelig David Attenborough-agtig fortæller. Det gjorde han rigtig godt.

Vi opførte "Columbus" i Den gamle Remise i Gilleleje, og dengang lå endnu de gamle togskinner tilbage - derpå satte vi en dressine og byggede en ret imponerende model af
Santa Maria på den - så Columbus kom på en tilfredsstillende måde ud at sejle det år.

Det var egentlig også det år, at Teatergruppen GUT så småt blev søsat, endskønt endnu i Musiksolens regi. Mange af de - dengang
meget - unge mennesker holdt ved gennem årene: Brian Scanni, Morten Schelbech, Rasmus Christensen, Martin Ammitsbøl, Trine Heiselberg, og Vibeke Larsen. Andre af aktørerne blev søreme hængende i skuespillerfaget; Kasper Leisner går i skrivende stund på Århus Teaterskole, og Mikkel Teglbjærg er såmænd allerede færdig deroppe.

Anmeldelse, Frederiksborg Amts Avis (Marianne Due)  

Mikkel Teglbjærg, Trine Heiselberg og Kamilla Thorngren som spanske grander.