Guld og ære


Flot premiere på Columbus-musical


GILLELEJE: Den slutter i et brus af stemmer og pludselig mærkes køligheden, der trækker ind fra havet sammen med nattens stilhed. Oplevelsen er så brat som en bølge standset midt i sin brydning. Flere brænder inde med et ønske om at den vil fortsætte. I det mindste så bare med et lille ekstranummer.

Stromagter, verdenshave og de ukendte kyster er forsvundet. Tilbage står 23 glade skuespillere, ti musikere og otte generte scenefolk badet i projektørlyset og lyden fra de 125 klappende mennesker, der sidder oppe i mørket på palle-stablerne i Remisen på Gilleleje Station.


Vel i havn.


Græsted-Gilleleje Musikskoles musical "Columbus - som vinden blæser" sejlede ud i det ukendte og nåede vel i havn igen.
Historien er velkendt. Stormagter slås. Den stædige fantast Christoffer Columbus jagter en sponsor og finder endelig en i Dronning Isabella af Spanien. Han drager ud mod vest. derud, hvorfra ingen sømand nogensinde er vendt hjem, men Columbus finder indianernes land og finder vejen tilbage. En opdagelse, der nærer idealisternes drømme om et nyt og uspoleret land kun for gode mennesker, men i stedet bliver landet symbolet for den enkeltes drøm om magt og guld.


Stærke ballader


Den professionelle skuespiller Hans-Henrik Bærentsen, der bor i Græsted, fører publikum ind i fortællingen med sine alvidende og sarkastiske klovnerier. Her møder vi Morten Schelbech som Christoffer Columbus. I begyndelsen lidt stiv og anonym, men han bløder op og viser sine drømmes længsel i en stærk visesolo. Det er også i en stille ballade, at en af hans modspilere kæresten Beatrice, spillet af Vibeke Larsen, er med til at markere musicalens alsidighed og rytmiske sammensætning; "jeg skubber på og hjælper til/ så det kan gå som han gerne vil" synger hun i sin kærlighedserklæring.

Sensuelle Isabella.


Stykkets midtpunkt, magtens centrum, historiens primadonna Dronning Isabella fortolkes herligt af Christine Larsen fra Helsinge. Hun er herskerinde, dum dukke, forkælet lillepige og overraskende morsom og sensuel i sit nødråb efter helten Columbus. Følelserne får frit løb i samspillet mellem tekst, musik, mimik og sang, "...masten for oven, skumsprøjt for boven..." synger hun mens hendes hænder gennem kjolen kærtegner de halvspredte lår. Nummeret var fint suppleret af de tre dansende og uhu-ende hofdamer, der konstant har vredet ansigterne i stupide, mimiske folder.


Morsom mimik.

Den ordløse mimik er gennemgående et af musicalens stærkeste sider. Skuespillernes udtryk; lyster og længsler er tegnet lige så tydeligt som hos tegneseriefigurer, specielt sørger inkvisitoren Kasper Leisner og præsten Jakob Landgreen fro at få latteren frem hos publikum.

Mens amatørerne står i centrum på scenen er flere professionelle kræfter skjult i kulissen. En af dem er forfatteren Lars Kaaber, der også har instrueret årets studenterrevy og været instruktørassistent på sidste års store opsætning "Gilleleje '43". Teksterne er enkle, rappe og med små fiffige pointer, som da indianerne for første gang kigger i de kristnes bibel og siger: "Det ligner en masse små dyr, der er blevet klemt".


Professionelle


Scenografien er lavet af billedkunstner fra Kunstakademiet og Kunsthåndværkerskolen Hans Th. Clausen. Han har udnyttet remisens muligheder til at skabe overraskelser. Den største er det sejlende skib, men også landjordsscenerne får den rette stemning, når gulvets støv hvirvles op i små skyer omkring skuespillerne. Bagtæppet er en kopi af Toscanellis gamle kort.


Ekstranummer

Musikken og melodierne samles i en helhed, der først opdages ved eftertænksomhed,  komponeret og sat sammen af musikskolens leder, Erling Bevensee. Det er ranglet rock, stærke viser, stille ballader, sorgløs samba og den flerstemmige brusende korafslutning med orkesterleder Mads Brammers saxofon som en varm og venlig stemme i natten.
Den stemme, der vil tie, men prikker til ønsket om at høre mere. Det kan ske, når Columbus afsejler fra remisen ved Gilleleje Station og sætter kurs mod vest i aften, og frem til næste lørdag.

due