KOR af tre himmelske legemer:
 
Midt i universet, lidt forskudt på mælkevejn
Ligger der en lille klode, som er vores eg’n
Og på denne klode, der er ikke rigtig rund
Ligger gamle Danmark i en tusindårig blund.
 
Vi har ikke mange faste naboer, desværre,
Derfor er det nok, at vi’ ble’t lidt insulære
Og vi praler løs af al den storhed, som er dansk
Skønt succesen ret beset er mere udenlandsk;
 
Blixen, Bohr og lurpak, H.C.Andersen og Lego
Dog: det allerdanskeste vi har, er vores ego
For i det er intet andet folk så stort og frit
Og vort ego gror så godt med øl og akvavit.
 
Er det nu så galt, vil I nok sidde der og spørge?
Var der ikk’ en tid, hvor større storhed lod sig gøre?
Var der ej en stjernestund, hvor end vi havde chancen?
Svaret er: Det var der. Velkommen til renæssancen.
 
Vi er til studenterfest i 1500-tiden
For utrolig mange liter dansker-hygge siden,
Og på denne aften, under himlens stjerneskare
Kommer nu komediens helt – den unge Tycho Brahe …
 

Tycho kommer ud fra et larmende lokale, hvor der synges drikkeviser og man kan høre klinken af ølglas. Han går over mod KS, hvor der er et lille plankeværk, vender ryggen mod publikum og stiller sig til at tisse. Vi må have en anordning bag plankeværket, så det ser ud, som om urinen løber fra, nåja, Tycho, over på plankeværket og vælter ud over podiet. Han står og smånynner imens og ser sig omkring. Pludselig får han øje på noget oppe på nattehimlen, bag tilskuerne (han skal altså dreje hovedet meget). Han får pludselig travlt med gøre sig anstændig igen, vender sig og ser ufravendt imod himlen.
 
TYCHO:
Halløj! Halløj, kom lige herud og se noget!
 
Larmen, som har været meget moderat efter Tycho lukkede døren bag sig, forstummer nu helt.
 
TYCHO:
Kom herud, blev der sagt!
 
Festaberne kommer ud fra lokalet bag døren. Blandt gæsterne ses HERLUF TROLLE (ganske uhistorisk, da han i virkeligheden er død), ANDERS SØRENSEN VEDEL, PARSBERG, FREDERIK ROSENKRANDS, BIRGITTE GØJE, RIGBORG BROCKENHUUS og KIRSTINE.
 
PARSBERG:
Hvad er der så, Tycho?
 
TYCHO:
Se – se deroppe. Stjernerne.
 
PARSBERG:
Ja, det er vel nok flot.
 
VEDEL:
Det har de lavet pænt i aften.
 
TYCHO:
Nej, SE dog på Cassiopeia!
 
De andre kigger i forskellige retninger.
 
TYCHO:
DER! Lige der! I Cassiopeia. Tumber …
 
VEDEL:
Tycho, hvad er det, du vil ha’ os til at se? Det er ærlig talt pissekoldt herude.
 
BIRGITTE:
Ja, vi vil godt ind igen…
 
TYCHO:
Der plejer kun at være otte stjerner i Cassiopeia.
 
KIRSTINE:
Du har glemt at lukke dine bukser.
 
TYCHO:
Og nu er der ni!
 
HERLUF:
Nå, for Søren. Tycho, kom nu med ind. Vi skal lege ’den, som øltønden peger på’.
 
VEDEL:
Jeg tror du ser dobbelt, Tycho.
 
TYCHO:
Nej, men se dog selv! Den er jo kæmpestor.
 
VEDEL:
Jeg ser også dobbelt. Kom nu.
 
TYCHO kan du ikke stikke mig en blyant og yatzyblokken? Jeg må lige gøre notater …
 
VEDEL ind.
 
RIGBORG:
(ellevild, hopper lidt op og ned)
Nu kan jeg se den! Det er den der store, runde, der står midt på himlen som, som … en stor rund ting. Den har jeg da bare set før!
 
TYCHO:
Nej, Rigborg, det er månen.
 
RIGBORG:
Nå.
 
ROSENKRANDS:
Nu skal jeg vise Dem den stjerne, som Tycho mener, frk. Brockenhuus. (trykker sig helt tæt ind til hende, angiveligt for at få hendes synsvinkel). Den der, kan De se den?
 
TYCHO:
Nej, det er den der! Sig mig, er I da stæreblinde?
 
RIGBORG:
Nåmen, nu går jeg altså ind, Hr. Rosenkrands.
 
ROSENKRANDS ser efter RIGBORG, som går ind.
 
ROSENKRANDS:
Er Rigborg Brockenhuus ikke det vidunderligste i verden?
 
TYCHO:
Det kan jeg slet ikke se.
 
VEDEL kommer ud med papir og pen til TYCHO.
 
ROSENKRANDS:
Åh, Vedel, De må hjælpe mig at skrive en serenade, som jeg kan synge under hendes vindue!
 
VEDEL:
Men –
 
ROSENKRANDS:
De må udfolde Deres bedste kunst, Vedel, alt hvad det danske sprog formår.
 
VEDEL:
Men, kære Rosenkrands, pigen er jo dum som en smørblomst.
 
ROSENKRANDS:
Ja, hun er.
 
VEDEL:
Hun er praktisk talt idiot.
 
ROSENKRANDS:
Jeg ved det. Men hvor ser hun dejlig ud. Vedel, du må forfatte mig en ode, der ganske nedbryder hendes kvindelige forsvarsevne. Lov mig det, Vedel.
 
VEDEL:
Du trækker store veksler på mine evner, men jeg skal forsøge. Så må jeg ha’ en side af yatzy-blokken, når du er færdig, Tycho.
 
TYCHO tæller efter en gang til. KIRSTINE kommer ud med en trøje til ham.
 
KIRSTINE:
Pas nu på, at du ikke bliver forkølet, Tycho.
 
TYCHO:
Kirstine – kan du ikke se, at der er ni stjerner deroppe?
 
KIRSTINE:
Jeg har altid kun kunne få øje på fem.
 
TYCHO:
Men se … en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte … og så den der, der ikke plejer at være der, og den er oven i købet den klareste.
 
KIRSTINE:
Den er vældig pæn.
 
TYCHO:
Tænk, hvis der ikke er nogen, der har set den før. Måske kan jeg så få lov at gi’ den et navn.
 
KIRSTINE:
Hvad skal den så hedde?
 
TYCHO:
Det ved jeg ikke.
 
KIRSTINE:
Du kan jo kalde den ”Tycho”.
 
TYCHO:
Ja, det ku’ - Nej, det passer nok ikke rigtig. Se, den der hedder Gamma Cas og den der hedder Schedir, og hvis så den der kommer til at hedde ”Tycho”, så vil det lyde underligt.
 
KIRSTINE:
Hm. (lille pause) ”Kirstine” ville vel heller ikke passe, vil jeg tro?
 
TYCHO:
Nej, nej, det er dybt godnat.
 
PARSBERG kommer ud.
 
PARSBERG:
Kommer du ikke ind, Tycho? Det er snart din tur til at snurre øltønden.
 
TYCHO:
Næ, det må I selv klare, Parsberg. Jeg har nu fået mig et højere mål i tilværelsen.
 
PARSBERG:
Såh? Og hvad kan vel være vigtigere end dine gode venner?
 
TYCHO:
Jeg vil skrive en bog om den der nye stjerne og blive berømt.
 
PARSBERG:
Skrive en bog? Men det er jo arbejde!
 
TYCHO:
Arbejde adler, siger man.
 
PARSBERG:
Ja, men adlen arbejder ikke. Det er jo vort største privilegium at være komplet talentløse. Vi skal bare avle børn og så, på et passende tidspunkt, indtræde i regeringen.
 
TYCHO:
Det synes jeg er åndssvagt. Bøger må skrives af dem, der har begavelse til det.
 
PARSBERG:
Det har du da heller ikke, Tycho. Du var jo altid en dosmer til matematik.
 
TYCHO:
Må jeg være fri! Jeg var højt begavet og klarede mig godt. Professor Skavbo lå næsegrus af beundring for mine evner.
 
PARSBERG:
Nej, du husker galt. Du fik middelmådige karakterer. Det var mig, der bestod med udmærkelse.
 
TYCHO:
Det var kun, fordi du skrev alle dine opgaver af fra Vedel.
 
PARSBERG:
Hvor næsvist! Tag det i dig igen!
 
TYCHO:
Aldrig! Det var sandheden. Du sad evig og altid med næsen i Vedels opgaver.
 
PARSBERG:
Nu kan det være nok, din storsnudede skid! Træk blank!
 
TYCHO:
Med største fornøjelse, din opblæste klovn!
 
KIRSTINE:
Så, drenge – pas nu på …
 
VEDEL, TROLLE, BIRGITE og RIGBORG kommer ud.
 
TROLLE: Næ, en duel. Hvor spændende.
 
TYCHO:
(gør udfald)
Tag den!
 
PARSBERG parerer og hugger næsen af TYCHO (som nu naturligvis står med ryggen til publikum).
 
TYCHO:
Av!
 
VEDEL:
Du godeste!
 
TYCHO:
Av for Søren. Kan man se noget i ansigtet?
 
VEDEL:
Ikke din næse. Den er røget af.
 
RIGBORG:
Det ser vildt mærkeligt ud.
 
PARSBERG:
Aj, det må du altså undskylde.
 
TYCHO:
Tænk ikke mere på det. Vi var lige gode om det. Men hvor fløj min næse hen?
 
TROLLE:
Ja, vi må finde den. Måske kan den sys på igen.
 
De begynder at se på jorden alle sammen.
 
VEDEL:
Det synes mig, at den fløj i den retning – åh, nej, nej.
 
De kigger alle ud. Der høres et bjæf.
 
BIRGITTE: Se – der er Reventlows store rottweiler, Pasop.
 
DYBVAD:
Læg så Tychos næse fra dig! Fy! Fy! Slem dreng!
 
VEDEL:
Pasop! Kom her, dreng!
 
De prøver alle at lokke Pasop hen til sig.
 
TROLLE:
Så, for Søren. Nu stikker han af!
 
ALLE løber ud efter Pasop.
 
Dermed har I set hvo’n Tychos næse den forsvandt
Men at miste næsen er vel ikke helt det værste
Når man tænker på, at han på samme aften fandt
Både mening med sit liv og så en yndig kærste.
 
BEATE BRAHE, Thycos mor, kommer styrtende ind, meget oprevet.
 
BEATE BRAHE:
Åh! Det er en ulykke, det er det værste jeg har hørt! Otto, Otto, kom og tal ham til rette.
 
OTTO:
Såså, Beate, rolig nu! Hvad har knægten gjort? Tycho, fortæl din far, hvad det er din mor er så hysterisk over. Lad os snakke sammen som fornuftsvæsner, mand til mand.
 
TYCHO:
Jeg har fundet mit kald i livet. Jeg vil være astronom. Jeg dropper min embedseksamen som jurist.
 
OTTO:
ER DU GÅET FRA FORSTANDEN, KNÆGT?!
 
OTTO forsøger at kvæle Tycho, Sofie og Beate må trække ham væk.
 
OTTO:
Jeg har slidt og slæbt for at min søn skulle drive det til noget, og sådan lønner du mig! Hvorfor skulle jeg også ha’ børn?
 
BEATE:
Rolig Otto, nu ikke hysterisk.
 
SOFIE:
Tyge må da træffe de valg i livet, som han finder rigtigst.
 
OTTO:
Netop nu, i disse tider, hvor det betyder så meget at have den rette uddannelse, så man kan begå sig ved hoffet. Netop nu vælger du at falde mig i ryggen! Mit eget kød og blod!
 
BEATE:
Jeg har altid sagt, det ville gå galt med den dreng!
 
OTTO:
Jeg vil aldrig se dig mere for mine øjne! Gid jeg var død!
 
BEATE:
Det var den forkerte tvilling, vi begravede!
 
OTTO:
Jeg går ud og hænger mig!
 
(OTTO ud)
 
SOFIE:
I overreagerer vildt meget. Hvis Tycho ikke vil være jurist, så bliver det hans egen sag.
 
TYCHO:
Jeg har også skrevet en bog om den nye stjerne, som jeg fandt.
 
BEATE:
Sig det ikke til far. Du ved, at han ikke vil ha’, at du skriver bøger. Det sømmer sig ikke for en adelsmand.
 
TYCHO:
Jeg skal holde en forelæsning på Københavns Universitet på onsdag.
 
BEATE:
Her er nogle penge. Du skal ikke mangle noget. Sig det ikke til far. Han har slået hånden af dig.
 
BEATE giver TYCHO et kys på kinden og går grædende bort.
 
SOFIE:
Hvor bliver det spændende med den forelæsning. Kommer professor Hemmingsen?
 
TYCHO:
Ja, det regner jeg med. Og rigshovmester Valkendorf og Biskop Resen kommer sikkert også.
 
SOFIE:
Min dygtige storebror. Du bliver berømt.
 
TYCHO:
Det håber jeg. Jeg vil godt ha’ opkaldt en dag i kalenderen efter mig. Det er mit højeste mål i livet.
 
SOFIE:
Det skal nok lykkes for dig. Nu kommer far tilbage.
 
OTTO:
Her, min dreng, her er lidt til lørdag aften. Du skal ikke mangle noget. Du er godt nok et fjols, men du er dog min søn. Sig ikke noget til mor. Du har knust hendes hjerte.
 
 
KOR:
Alt, hvad der ku krybe eller ku gå, de mødte op,
For man krøb og gik en del i disse svundne dage,
Alle der var int’resseret eller bare snob
Kom til uni for at høre det, som Thyco sagde.
 
Når I nu ser damer her, så vil I sikkert si:
Piger, der studerer dengang! Det’ da hen i vejret!
Når vi nu har ændret det, så er det jo fordi
At vi godt vil vise jer, hvordan det sku’ ha’ været.
 
FORLÆSNINGEN på Universitetet. TYCHO, LORENZ og KIRSTINE.
 
LORENZ:
Her er Deres bog, Brahe. Jeg synes selv, at den er blevet flot. Og så er den kommet i god tid til julesalget.
 
BRAHE:
Glimrende, Lorenz. Gå du bare ind – jeg skal lige samle mig et øjeblik.
 
LORENZ går ind med bøgerne.
 
KIRSTINE:
Nu er du vel ikke nervøs?
 
TYCHO:
Nervøs?
 
KIRSTINE:
Ja, jeg mener, du skal tale for kongen og alle de kloge mennesker på undervisitetet.
 
TYCHO:
Javist, men jeg er jo klogere end dem alle sammen tilsammen.
 
KIRSTINE:
Nåja, naturligvis. Men tænk, hvis de nu ikke kan se det?
 
TYCHO:
Naturligvis kan de se det. Det er jo derfor, de også er kloge. Ellers ville landet vel ikke betale dem for at sidde derinde, vel? Det kan du nok se. Sidder min næse lige?
 
KIRSTINE:
Ja.
 
MUSIK. FOREDRAGSGÆSTERNES ankommer.
 
NIELS HEMMINGSEN:
Vi skal i aften byde velkommen til Tycho Brahe, som vil fortælle om sin nye bog.
 
TYCHO:
Godaften. Jeg formoder, at alle har læst min bog, som at jeg har udgivet?
 
Tvivlsom mumlen fra forsamlingen.
 
TYCHO:
Der er måske nogle spørgsmål?
 
PIGE:
Hvoffer har De den der ting på næsen?
 
NIELS HEMMINGSEN:
Måske, min gode Brahe, bør De indlede med en udredning, der kan gøre det ud for et oplæg til en uddybning af det nedskrevne.
 
TYCHO:
Øh, javel. Jamen, jeg kan begynde med at fremvise værket. Her er min bog.
 
PIGE:
Den er blå.
 
EN ANDEN:
Må vi se den?
 
TYCHO:
Sågerne. Hemmingsen, vil De?
 
HEMMINGSEN rækker bogen ned til tilhørerne.
 
EN DERNEDE:
Den er meget blå.
 
LORENZ:
Farven er mit forslag. Jeg tænkte, at det passede godt til nattehimlen. Men jeg kan lave andre farver for de samme penge. Jeg er netop ved at udgive en bog af Hr. Simon Paullis om danske blomster, Flora Danica, og her har jeg valgt en rød farve til omslaget. (rækker bogen ned)
 
KONGEN:
Det er en rød bog.
 
EN ANDEN DERNEDE:
Den er pænere.
 
EN TREDJE:
Ja, meget.
 
EN FJERDE:
Kan man få én farve på forsiden, og en anden på bagsiden?
 
LORENZ:
Ja, for et par schilling ekstra skulle det nok ku la sig gøre.
 
TYCHO:
Må jeg lige -
 
RESEN:
Nej, se! Der er billeder i!
 
EN ANDEN:
Det er der også i den her!
 
VALKENDORF:
Jamen, de her er i farver.
 
TYCHO:
STILLE!
 
ALLE tier stille, lidt forbavsede over at blive tysset på af Tycho.
 
TYCHO:
Hold så op med det skvadder! Det er mig, der skal tale!
 
EN DERNEDE:
Ih, Gud bevares.
 
VALKENDORF:
Min gode Tycho, De sagde jo selv, at vi skulle drøfte Deres bog –
 
NIELS HEMMINGSEN:
Ja, og vi er jo netop ved at foretage en komparativ analyse af den og –
 
TYCHO:
I sammenligner jo kun omslaget!
 
NIELS HEMMINGSEN:
Jamen, omslaget er da også vigtigt. Det er jo det første ind-
 
TYCHO:
Kæft!
 
NIELS HEMMINGSEN:
-tryk …
 
TYCHO:
I er jo dumme at høre på! Hvis I havde gjort jer den ulejlighed at læse hjemme, så kunne vi have haft en diskussion på et højere plan. Nu må jeg forklare det hele. Hør så godt efter!! Kapitel et: Jeg observerer en ny stjerne natten til d. 12. november, midt i Cassiopeia –
 
KIRSTINE MUNK:
He he, ”midt i en kasse bajer”, he he.
 
TYCHO:
Den næste, der siger noget, bliver sendt uden for døren!
 
ALLE tier skamfuldt stille.
 
TYCHO:
Jeg observerer en ny stjerne natten til d. 12. november, midt i Cassiopeia (Tycho stirrer stift rundt på skaren for at se, om der kommer flere dumme bemærkninger) – godt. Jeg noterer mig, at den lyser klarere end de øvrige i stjernebilledet. Og den var der altså ikke før. Kapitel to: Ved hjælp af dette astronomiske måleapparat, som jeg selv har fremstillet –
 
KIRSTINE MUNK:
Det ligner et skohorn.
 
TYCHO:
Godt! Kirstine Munk! Uden for døren!
 
KIRSTINE:
Jamen, det gør det.
 
TYCHO:
Ud!!
 
Rosenkrands lunter ud ad døren.
 
RIGBORG:
Ih, han er streng …
 
TYCHO:
Ved hjælp af dette astronomiske måleapparat, som måske ligner et skohorn, og som at jeg selv har fremstillet, får jeg bevist, at den nye stjerne befinder sig i skiftende afstand fra jorden. Kapitel 3: Jeg påviser derved –
 
BIRGITTE GØYE markerer.
 
TYCHO:
Ja? Birgitte Gøye ….
 
BIRGITTE:
Det er det tredje kapitel, du er begyndt med ”Jeg”.
 
Det synes alle, at hun har ret i.
 
TYCHO:
Det er vel ligemeget! Sålænge jeg har ret!
 
VEDEL:
Næ, min gode Tycho, Birgitte har også ret: de stilistiske regler må overholdes.
 
TYCHO:
Hm. Nuvel: Derved fremgår det også klart, at det ptolemæiske verdensbillede, ifølge hvilket stjernerne er fastgjort på krystalkupler, der bevæger sig i forskellig hastighed omkring centrum af universet, er forkert.
 
NIELS HEMMINGSEN:
Nej, nu – !
 
TYCHO:
Jo! Hvorledes kan en stjerne ellers bevæge sig bort fra jorden? Den kan vel ikke formodes at hoppe fra den ene krystalhimmel til den anden?
 
NIELS HEMMINGSEN:
Nej, men det er ikke det! Nu har vi undervist i de krystalhimle i flere hundrede år. De kan da ikke forlange, at vi pludselig skal begynde at fortælle de studerende noget helt andet.
 
TYCHO:
Det kan jeg vel, hvis det er forkert.
 
HEMMINGSEN:
Det vil forvirre dem …
 
BISKOP RESEN markerer.
 
TYCHO:
Men De vil vel ikke argumentere imod videnskabelige –
 
BISKOP RESEN:
Vent lidt, Brahe, Biskop Resen har ordet.
 
RESEN:
Jeg vil bare sige, at jeg forstår ikke en lyd af det hele.
 
NIELS HEMMINGSEN:
Lad mig uddybe. Ifølge Ptolemæus er jordkloden, som naturligvis er centrum i universet, omgivet af store, kuppelformede skaller af krystal, hvorpå stjernerne er fastgjort. De er krystal, derfor kan vi ikke se dem. Det er meget praktisk udtænkt af Vorherre, således at stjernerne ikke falder ned i hovedet på os. Vi observerer, blandt andet gennem den fine stjernekikkert, som Grev Valkendorf har skænket universitetet –
 
SPONTAN KLAPSALVE.
 
VALKENDORF:
Jeg fandt den på udsalg, da jeg var i Hamborg.
 
HEMMINGSEN:
- men altså, i den kan vi observere, at stjernekonstellationerne forandrer sig lidt en gang imellem, og deraf kan vi konkludere, at der må være adskillige krystalhimle, som altså stjernerne sidder fast på, og som bevæger sig i forskellig fart. Der er – hvor mange er det, man siger, at der er, Biskop Resen?
 
RESEN:
Syv.
 
HEMMINGSEN:
Ja, syv. Sådan er det.
 
VALKENDORF:
Men hvad er så det nye, som Tycho Brahe siger?
 
HEMMINGSEN:
Jo, men han siger jo så, hvis jeg har forstået ham ret, at der slet ikke er nogen krystalhimle.
 
TYCHO:
Ja.
 
BIRGITTE:
Jamen … så sidder stjernerne jo slet ikke fast på noget mere!
 
PANIK iblandt forsamlingen. ALLE styrter rundt og skriger. Blandt jammeren bør kunne høres:
 
VALKENDORF:
Vi får det hele i hovedet!
 
BIRGITTE:
Det er verdens undergang!
 
RESEN:
Himlen falder ned!
 
VALKENDORF:
Den bog må ikke udkomme!
 
TYCHO:
STILLE! STILLE!
 
Forsamlingen dysser ned.
 
TYCHO:
Indavlede fjolser! Det er jo ikke noget nyt! Jeg står jo her og siger, at sådan har det været hele tiden! Fatter I da ingenting!?
 
KIRSTINE MUNK kommer styrtende ind.
 
KIRSTINE MUNK:
Tycho! Din nye stjerne er væk!
 
TYCHO:
Hvadbehar?
 
ALLE styrter hen til vinduet for at se ud.
 
TYCHO:
Ja, minsandten. Den er der ikke mere…
 
RESEN: Betyder det så, at himlen ikke falder ned alligevel?
 
TYCHO:
Nej, tværtimod! Det beviser jo ganske klart, at den stjerne må være frigjort fra nogen krystalhimmel, hvis den sådan kan forsvinde på ganske kort tid.
 
NIELS HEMMINGSEN:
Ja, eller snarere: den sidder fast på en anden krystalhimmel, vi bare ikke har opdaget endnu. En ny krystalhimmel, der drejer hurtigere rundt end de andre.
 
TYCHO:
Der ER ingen krystalhimle! Hør dog efter!
 
VALKENDORF:
Nej, hør nu, De kan da ikke bare stå der og bestemme det hele.
 
RESEN:
Nej. Tillad også andre at vide noget.
 
HEMMINGSEN:
Jeg har en glimrende idé: Skal vi ikke stemme om det? Hvem stemmer for, at der er en ny krystalhimmel, som er hurtigere end alle de gamle, som vi kender i forvejen?
 
ALLE rækker hånden i vejret.
 
HEMMINGSEN:
En, to, tre …Jamen, det kan vist ikke betale sig at tælle… det var så det. Ja, jeg beklager, Brahe, men dit nye verdensbillede vandt ikke gehør. Det lyder heller ikke så smart at have stjernerne farende rundt uden at de sidder fast på et eller andet, det må du medgive. Det var det. Jeg skal lige sige, at næste onsdagsforedrag bliver af mere praktisk karakter. Det er Sørine Sehested, der demonstrerer, hvordan man laver en dekorativ havemølle af muslingeskaller. Hvis det har interesse, skal man skynde sig at melde sig på, for der er allerede godt tegnet. Tak for i aften.
 
SLLE GÅR – undtagen TYCHO, og KIRSTINE kommer ind.
 
TYCHO:
Hvilken katastrofe!
 
KIRSTINE:
De var nok ikke så kloge som du troede, Tycho.
 
TYCHO:
Nej, det lader ikke til det. Jeg kommer nok til at rejse til udlandet, hvis jeg kan få penge til det. Derude bliver der forsket, kan du tro.
 
KIRSTINE:
Ja, det gør der vel. Jeg kommer nok til at savne dig.
 
TYCHO:
Jeg havde da tænkt mig, at du kom med, Kirstine.
 
KIRSTINE:
Jamen, du har jo ikke spurgt mig.
 
TYCHO:
Det regnede jeg da med, at du selv kunne tænke dig til. Du plejer da ikke at være sådan en, der skal have alt at vide.
 
ROSENKRANDS ind. Med blomster og måske en guitar.
 
ROSENKRANDS:
Hej, Tycho, hej Kirstine. Nu går jeg på frierfødder hos Rigborg Brockenhuus. Vedel har skrevet en super serenade, og se, nogle smukke blomster. Tror I så ikke, at hun siger ja?
 
KIRSTINE:
Jeg tror, at Rigborg bliver meget, meget glad.
 
ROSENKRANDS:
Kryds fingre for mig!
 
ROSENKRANDS løber ud. TROLLE og BIRGITTE kommer promenerende.
 
TROLLE:
Goddag med jer. Jeg er netop blevet forlovet med Birgitte Gøje (vil indikere Birgitte, men kommer til at stikke en finger i øjet på hende).
 
BIRGITTE:
Av.
 
TROLLE:
Hov, undskyld min due.
 
BIRGITTE:
Alt forladt. Se, nogle fine ringe, som Herluf har købt til os.
 
TROLLE:
De er 24 karat guld, men jeg fik dem billigt, fordi der hviler en forbandelse over dem.
 
KIRSTINE:
Hvor er de smukke.
 
TROLLE:
Vi gifter os til påske og så skal vi ha’ en masse børn. Ikke også, Birgitte?
 
BIRGITTE:
Jo. Så kan vi nå at ha’ dem til næste jul. Det bliver rigtig hyggeligt.
 
TROLLE:
Nåmen, vi må videre.
 
DE går.
 
TYCHO:
Hør, Kirstine – er det sådan, at du –
 
KIRSTINE:
Ja, det er.
 
TYCHO:
Du kan da ikke bare svare, før du har hørt, hvad jeg vil spørge om! Du må da vente, til jeg har talt ud!
 
KIRSTINE:
Men jeg ved godt, hvad du ville sige.
 
TYCHO:
Det kan du da ikke vide, før jeg har sagt det! Hvad ville jeg så sige?
 
KIRSTINE:
Du ville spørge, om jeg kunne tænke mig at blive gift. Er det ikke rigtigt?
 
TYCHO:
Jo. Men jeg bliver nødt til –
 
KIRSTINE:
Ja, ja, det ved jeg godt.
 
TYCHO:
Nu gjorde du det igen! Hold så op!!
 
KIRSTINE:
Du ville sige, at du først skulle spørge dine forældre, fordi jeg er borgerlig og du er adelig, ikke?
 
TYCHO:
Jo.
 
KIRSTINE:
Det forstår jeg godt. De adelige har ikke samme frihed som os andre. De kan ikke bare bestemme over sig selv.
 
TYCHO:
Nå, på den måde! Jeg skal vise dig, at jeg bestemmer over mig selv! Kom, og det skal være lige nu. Øh, nu gør det vel ikke noget, at, øh, at det –
 
KIRSTINE:
Nejnej.
 
TYCHO:
Lad mig dog tale ud!!
 
KIRSTINE:
Det gør ikke noget, at det ikke bliver i en kirke. Var det ikke det?
 
TYCHO:
Du gør mig sindssyg.
 
KIRSTINE:
Det er det sødeste, du nogensinde har sagt til mig.
 
DE går ud for at blive gift. ROSENKRANDS kommer ind til serenaden.
 
ROSENKRANDS:
Rigborg!
 
RIGBORG:
Er det dig, Frederik Rosenkrands?
 
ROSENKRANDS:
Jeg kommer for at synge en serenade og gi’ dig blomster. Jeg kommer for at fri.
 
RIGBORG:
Åh, men jeg er netop ved at gøre karriere. Vil du tænke dig, Frederik: Jeg er blevet kammerpige i Dronningens jomfrukammer! Den chance kan jeg ikke bare kaste bort som, som … et eller andet man bare kaster bort.
 
ROSENKRANDS:
Men hvad med min lykke, smukke Rigborg? Hvad med den?
 
RIGBORG:
Ja, det ved jeg virkelig ikke. Er det en gåde?
 
ROSENKRANDS:
Ak nej, det er en tragedie, hvis jeg ikke får dig, Rigborg.
 
RIGBORG:
Uha, dog, det lyder slemt. Men du skal ikke tro, du bare kan komme rendende her med blomster, som en anden … som en anden en, der også kommer rendende med blomster.
 
ROSENKRANDS:
Du må i det mindste høre min serenade, før du sender mig bort. Jeg har lært det hele udenad.
 
RIGBORG:
Nuvel. Det kan vel aldrig skade.
 
ROSENKRANDS (synger):
Jeg ved ikke hvodden jeg bedst beskriver dig
Leksikonet hjælper ikke mer’,
Når jeg skal forklare, hvad du er ble’t for mig
Må det lyde cirka sådan her:
 
Du er min Venus i den mørke nat
Du’ den enste stjerne som jeg ser
Og hvis du lyser kun for mig, min skat
Vil jeg aldrig ønske andet mer’
 
Du er den enste melodi jeg kan
Som jeg nynner hele dagen lang
Og jeg bliver lyk’lig over al forstand
Hvis du vil høre den engang.
 
Alt hvad jeg før har læst om kærlighed
Det blev sandt, den dag du så på mig
Alle de smukke digterord, jeg ved,
Alle sammen handler jo om dig.
 
RIGBORG: (vildt agiteret over sangen)
Stop. Hvorfor er det nu du elsker mig så højt?
 
ROSENKRANDS:
Fordi … fordi du er så smuk, Rigborg, og, og …
 
RIGBORG:
Det er godt nok!
 
RIGBORG hiver ham indenbords og voldtager ham.
 
SKIFT TIL: HJEMME HOS BRAHERNE. TYCHOS MOR kommer myldrende ind.
 
BEATE BRAHE:
Åh! Det er en ulykke, det er det værste jeg har hørt! Otto, Otto, kom og tal ham til rette!
 
OTTO:
Såså, Beate, rolig nu! Hvad har knægten gjort? Tag dig ikke af din mor, det hysteriske kvindemenneske.
 
BEATE:
Han har giftet sig!
 
OTTO:
Det glæder mig, min dreng! Det var på høje tid!
 
TYCHO:
Hun hedder Kirstine.
 
OTTO:
Glimrende! Kirstine hvad? Gyldenstjerne, Reventlow, Bernstorff, eller Oxe?
 
TYCHO:
Næ, hun hedder såmænd Jørgensdatter.
 
BEATE:
Han har giftet sig med en BORGERLIG pige!
 
OTTO:
ER DU GÅET FRA FORSTANDEN, KNÆGT?!
 
OTTO forsøger at kvæle Tycho, Sofie og Beate må trække ham væk.
 
OTTO:
Hvorfor skulle jeg også ha’ børn?!
 
BEATE:
Rolig Otto, nu ikke hysterisk.
 
SOFIE:
Tyge må da træffe de valg i livet, som han finder rigtigst.
 
OTTO:
Netop nu, i disse tider, hvor det betyder så meget at have den rette hustru, så man kan begå sig ved hoffet. Netop NU vælger du at falde mig i ryggen! Mit eget kød og blod!
 
BEATE:
Jeg har altid sagt, det ville gå galt med den dreng!
 
OTTO:
Jeg vil aldrig se dig mere for mine øjne! Gid jeg var død!
 
BEATE:
Vi begravede den forkerte tvilling!
 
OTTO:
Jeg går ud og hænger mig!
 
(OTTO ud)
 
BEATE:
Her – her er penge til en lille blomst til din kone. Sig det ikke til far. Han har slået hånden af dig. Du ser ham aldrig mere. Bu-huuu.
 
TYCHO:
Tak, mor.
 
BEATE:
Det var så lidt. Bu-huu.
 
BEATE giver TYCHO et kys på kinden og går grædende bort.
 
SOFIE:
Tycho, dog. Du inviterede os ikke engang til brylluppet.
 
TYCHO:
Nej, det var heller ikke noget særligt. Vi var nødt til at gifte os i en fart, mente Kirstine, for jeg forlader landet, så snart jeg kan rejse penge – jeg har fået lovning på en stilling ved observatoriet i Basel. Herhjemme kan jeg ikke blive, hvis jeg vil drive det til noget.
 
SOFIE:
Er hun sød?
 
TYCHO:
Ja, hun er såmænd helt i orden.
 
SOFIE:
Til lykke med det hele, Tycho. Nu kommer far tilbage.
 
OTTO:
Her, min dreng, her er lidt til din borgerlige hustru. Hun skal ikke mangle noget. Hun er sikkert en ambitiøs underklassehore, men hun er dog min svigerdatter. Sig ikke noget til mor. Du har knust hendes hjerte.
 
KOR:
Tycho kom til flere penge og ku’ rejse ud
Verden vented’ på ham nu og himlen vented’ med
Danmark var for provinsiel og Tyskland havde bud,
Men på rejsedagen får vor kære kobbertud
Ventet et minut for længe før han ta’r afsted …
 
KIRSTINE pakker en stor kuffert til Tycho.
 
KIRSTINE:
Jeg pakker din guldnæse ned, og så rejser du i kobbernæsen. Husk at pudse den et par gange om dagen.
 
TYCHO:
Det skal jeg nok. Jeg sender bud efter dig, så snart jeg er sikker på, at man i Tyskland går ind for familiesammenførsel.
 
KIRSTINE:
Jeg krydser fingre. Jeg har lagt dine bøger ind mellem undertøjet.
 
TYCHO:
Oh, hvor er jeg spændt. Og hvor var det heldigt, at min onkel Jørgen druknede, og efterlod mig penge nok til rejsen.
 
KIRSTINE:
Ja, det var sødt af ham.
 
TYCHO:
Din ægtemand bliver nu den fremmeste astronom i hele universet.
 
TROLLE, BIRGITTE  og VEDEL kommer ind.
 
TROLLE:
Nå, Tycho, så er du på vej til udlandet.
 
VEDEL:
Vi kommer for at sige dig ret farvel. Skade, at du skal rejse.
 
TYCHO:
Det kan ikke være anderledes. Man kan ikke gøre karriere i dette land.
 
TROLLE:
Men det bliver da også spændende at se verden.
 
VEDEL:
Jeg er sikker på, at du med alle dine talenter, vil fejre store triumfer derude.
 
ROSENKRANDS ind, i stor agitation.
 
ROSENKRANDS:
Tycho! Du må hjælpe mig! Der er sket en katastrofe!
 
TYCHO:
Hvad kan det vel være?
 
ROSENKRANDS:
Ak, Vedel, din ode som skulle nedbryde Rigborgs forsvar virkede kun alt for godt!
 
VEDEL:
Nå, for Søren.
 
ROSENKRANDS:
Jeg var næppe færdig med tredje vers, før hun stort set voldtog mig. Hun blev som et vildt dyr! Det er et farligt værk, den sang. Den må du aldrig udgive!
 
VEDEL:
Men hvad gik da galt?
 
ROSENKRANDS:
Rigborg venter sig! Hun er med barn! Jeg skal være far!
 
TROLLE:
Hvor kan du sagtens! Birgitte kan ikke blive gravid, på trods af alle de anstrengelser, vi har gjort os i den retning.
 
ROSENKRANDS:
Men det er en katastrofe, siger jeg jo! Rigborg tjener i Dronningens jomfrukammer.
 
VEDEL:
Ja, så bør hun nok søge en anden stilling inden alt for længe ...
 
ROSENKRANDS:
Bekymrer I jer kun om hende? Tænk på mig! Jeg har forbrudt mig imod en adelig ungmø udenfor ægtestanden. Jeg er hjemfalden til henrettelse!
 
TYCHO:
Hvad godt skulle det gøre?
 
ROSENKRANDS:
Det skal skræmme andre fra min fejltagelse! Man hugger hovedet af mig. (han begynder at tude)
 
TROLLE:
Så galt går det vel ikke …
 
ROSENKRANDS:
Jo, det gør! Man hugger også mine hænder af og sætter mig på hjul og stejle. Jeg bliver udstillet til spot og spe over mange kvadratmeter! Bu-huuu (græder).
 
TROLLE:
Nu græder han minsandten ..
 
KIRSTINE:
Såå, sååå, stakkels Rosenkrands.
 
TYCHO:
Du må ud af landet i en fart.
 
TROLLE:
Hvad? Skal han løbe fra sit ansvar? Skal han stikke af fra fædrelandet, netop som han har forsynet det med en ny undersåt?
 
TYCHO:
Hvad godt skal det gøre ham, når han er udstillet over flere kvadratmeter? Næ, du må ud af landet.
 
ROSENKRANDS:
Men – jeg har ingen penge at rejse for! Min familie er bragt til tiggerstaven! Jeg kommer ikke længere end til Hvalsø, så er min formue sluppet op! Bu-huuu.
 
KIRSTINE:
Tycho …
 
TYCHO:
Jeg kan låne dig nok til at komme til Stockholm, så er du da i det mindste ude af landet.
 
TROLLE:
Hold op med at tude som en anden kælling. Du er en adelsmand, for pokker.
 
ROSENKRANDS:
Bu-huuu …
 
KIRSTINE:
Tycho.
 
TYCHO:
Nuvel da, hvor mange skal du bruge?
 
ROSENKRANDS:
(tørrer sine øjne)
Åh, et par hundrede rigsdaler, så kan jeg vel komme til Ungarn, hvor jeg har familie.
 
TROLLE:
Jeg synes stadig det er forkert at stikke af fra sit ansvar.
 
TYCHO:
Og vel i høj grad at gøre det for andres penge.
 
KIRSTINE:
Tycho. Så, tør dine øjne, stakkels adelige Rosenkrands. (pudser også hans næse). Se (giver ham Tychos penge) Nu kan du komme afsted.
 
ROSENKRANDS:
Tak. Det skal jeg aldrig glemme jer.
 
TYCHO:
(ser i sin tomme pung)
Jeg kommer nok heller ikke til at glemme det foreløbig.
 
KIRSTINE:
God rejse.
 
ROSENKRANDS ud.
 
TROLLE:
Nu kommer du ikke til Basel, Tycho.
 
TYCHO:
Nej, ikke lige med det samme.
 
HEMMINGSEN kommer farende ind.
 
HEMMINGSEN:
Tycho! Kongen er på vej! Han har store planer for landets fremtid. Han har netop fundet på dem, og vil skynde sig herover.
 
TYCHO:
Kongen?
 
KIRSTINE:
Hurtigt, sølvnæsen!
 
TYCHO vender sig om, og KIRSTINE finder guldnæsen frem og skifter sølvnæsen ud.
 
HELE HOFFET ankommer, med KONGEN i spidsen.
 
KONGEN:
Min gode Tycho Brahe, Herluf Trolle, Anders Vedel, jeg har stort nyt at fortælle. Danmark skal nu være det fremmeste kulturland i Europa, det har jeg lige besluttet. Vi skal vinde vor fordums glorie tilbage, og sætte dagsordnen for hele renæssancen. Den næse klæder Dem.
 
TYCHO:
Tak, Deres Majestæt, men, øh … hvorledes har De tænkt at bringe dette ud i livet, sådan, lige pludselig?
 
KONGEN:
Godt spørgsmål. Men lad mig indlede, som jeg havde tænkt mig, for jeg har ikke hjerne til at improvise: Min gode Tycho Brahe, jeg kan godt li’ Dem. Det skal De vide. Man har sagt mig, at astronomien er vejen frem, og flere holder for, at De, min gode Brahe, er astronom på verdensplan. Man siger mig også, at De har tænkt Dem at tage til Tyskland og udøve Deres bestilling der. Det vil jeg forhindre ved at give Dem Deres eget laboratorium her. Sådan. Det var det.
 
TYCHO:
Var det det?
 
KONGEN:
Ja. Min gode Vedel – De må afgjort gøre noget for sproget og ved historien. Jeg har hørt, at sådanne tiltag går så glimrende i England netop nu. Men dansk er jo et meget smukkere sprog. Blot har vi ikke noget på tryk, og det er vigtigt. Det ordner De, ikke?
 
VEDEL:
Jeg skal da gerne forsøge.
 
KONGEN:
Forsøge? Næ, De skal søreme gøre det. Man får ingen point for at forsøge. Ha ha.
 
BIRGITTE:
Det er sandt.
 
KONGEN:
Mine herrer, jeg har, som antydet, besluttet, at Danmark skal være den fremmeste nation i Europa. Det er på høje tid. Jeg vil også gøre noget for uddannelsen og sundhedsvæsnet.
 
VEDEL:
Det lyder da glimrende. Hvad vil Deres majestæt gøre?
 
KONGEN:
Det ved jeg ikke endnu. Men jeg kommer nok på noget. Og fattigdommen. Den skal der også gøres noget ved.
 
BIRGITTE:
Hvor har vi fået en god konge!
 
KONGEN:
Først havde jeg tænkt at lade de fattige henrette, det ville være langt de nemmeste, men mine ministre mente, at det ville skabe utilfredshed blandt befolkningen.
 
KIRSTINE:
Det tror jeg også.
 
KONGEN:
Arkitekturen. På det felt må der også ske noget med det samme, har jeg bestemt. Vi skal ha’ bygget en hel masse! Tårne og universiteter og slotte.
 
TYCHO:
Men – hvor skal pengene komme fra til at dette?
 
KONGEN:
Det har jeg tænkt på. Men når først jeg finder ud af, hvordan man kommer fattigdommen til livs, så er alle danskerne jo rige, og så har vi masser af penge, ikke? Det har jeg selv fundet ud af. Men på kortere sigt vil det være praktisk at gøre landet større. Kan I ikke se det? Danmark er alt for lille. Derfor bor her ikke flere rige mennesker. Vi må genrejse Danmark til den størrelse det havde under Kalmarunionen. Hvis en kælling ka’ gøre det, så ka’ jeg også. Vi må for eksempel ha’ Skåne, Halland og Blekinge tilbage.
 
TROLLE:
Men – dem går svenskerne da aldrig af med!
 
KONGEN:
Ikke godvilligt, og især ikke under Erik den fjortende, det gale spektakel. Manden er jo en komplet fantast. Derfor må vi straks i krig, der er ingen tid at spilde, og det er her, at De kommer ind i billedet, min gode Herluf Trolle. De må straks i felten, sammen med nogle andre, naturligvis.
 
VEDEL:
Deres Majestæt –
 
KONGEN:
Ja, min gode Vedel?
 
VEDEL:
Mens De snakkede videre har jeg i al hast skrevet en fædrelandssang, som besynger den nye tid, De selv lige har fundet på. Den går på melodien fra den tyske drikkevise: ”Prost im Schiff”
 
KONGEN:
Fremragende. Den kender vi alle sammen. Skal vi synge den? Hvad siger I? Jeg holder Vedels tekst op, så I alle kan se den… en, to, tre -
 
ALLE (minus Vedel, som skriver næste vers):
 
”Danmark, Danmark over det hele
Nu skal vi vise de andre hvad vi kan.
Atter en gang skal vi over og dele
Øretæver ud til vort naboland.”
 
KONGEN:
Åh det er glimrende, Vedel. Lige hvad jeg ønskede mig. To, tre, og -
 
ALLE:
”Snart skal vi atter i fremskridtets ærinde
Gøre vort broderfolk rent til grin
Når vore sværd kløver hjelm og hjerne
på de tilbagestå’nde, svenske svin.”
 
KONGEN:
Det her fanger nøjagtig ånden i det som jeg havde tænkt mig.
 
VEDEL:
Mens I har sunget, har jeg skrevet endnu et vers.
 
KONGEN:
Glimrende! En, to og tre, kom så:
 
ALLE (undtagen Vedel, som skriver næste vers):
 
”Danmark, Danmark så langt når du ud
højt imod himlene sætter du dit spor
Stjernerne selv vil nu følge dit bud
Og universet vil lyde dit ord
Stort bliver dit ry, sådan er det jo bare
Du bliver en videnskabelig kolos,
for med genier som nu Tycho Brahe
kan ingen andre måle sig med os.”
 
VEDEL:
Her er det næste -
 
KONGEN:
Lad os ikke spilde tiden, men straks synge det. En, to og tre og:
 
ALLE, nu med Vedel:
 
”Danmark, Danmark, kulturlivets hjem
skønhed og styrke skal præge vores navn
slotte og børser vil snart skyde frem
Flottest blandt byer bliver vort København
Nu bliver det morgen for endnu en chance
Hvor vi vil rejse os fra fortidens lort.
Danmark, nu får du en renæssance
Og vi ska’ vise af hva’ stof vi’ gjort.”
 
”Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af”
 
KONGEN:
Nøj, hvor er vi gode!
 
TYCHO:
Men, Deres Majestæt – hvor havde De tænkt Dem, at jeg skulle have mit observatorium?
 
KONGEN:
Ja, hvor kunne De tænke Dem?
 
TYCHO:
Jamen, jeg ved snart ikke. Det er jo bedst at lægge sådan noget på høje steder, men hele landet er jo ret fladt …
 
KONGEN:
Ja, jeg må have besluttet nogle langt højere bjerge, men det bliver først, når krigen er overstået.
 
KOR:
Der var håb i tiden for vort lillebitte land
Drømme om succes, og penge, og avancementer
Lyste al fornuft og selverkendelse i band
Store drømme gjorde luften over landet svanger
 
Og på dette stikord, nu til Rigborg, stakkels pi’
Den ku ikke længre gemmes væk, graviditeten
Rigborg ligned’ stadig Venus, ku’ man måske si’
Ak, men dag for dag var det i højer’ grad planeten.
 
BROCKENHUUS kommer slæbende ind med den nu højgravide RIGBORG. Hans kone, Vibeke, kommer løbende efter.
 
BROCKENHUUS:
Hore! Hore! Skamløse tøjte!
 
VIBEKE:
Laurits, hids dig ned!
 
BROCKENHUUS:
Nej, Vibeke, hids dig op! Vores datter har tumlet sig i vellyst med den første, den bedste, og se nu på hende! Hun er blevet ganske deform!
 
VIBEKE:
Det går over igen.
 
BROCKENHUUS:
Nej, nej – forsmædelsen hører aldrig op! Din hjernedøde gås – du har bragt din ældgamle slægt i vanry!
 
VIBEKE:
Sådan er jo unge mennesker, Laurits…
 
BROCKENHUUS:
Sådan var JEG ikke!
 
VIBEKE:
Næ, det var du godt nok ikke.
 
BROCKENHUUS:
Ej heller min far, eller hans far. I mange generationer har vi levet et respektabelt og lidenskabsløst liv, og nu har hun spoleret det hele! Men jeg skal sørge for, at hun aldrig, aldrig vil bringe skam over os ude byen! Vibeke, hent mine mursten og min mørtel!
 
VIBEKE:
Hvad vil du?
 
BROCKENHUUS:
Jeg murer hende inde i det lille kammer i nordfløjen. Der kan hun sidde og tænke over, hvad hun har gjort!
 
VIBEKE løber efter mørtel og mursten. BROCKENHUUS slæber RIGBORG til kammeret.
 
RIGBORG:
Men far – Frederik vil godt gifte sig med mig, det sagde han selv, før han, før han –
 
BROCKENHUUS:
Ja, det ku’ være kønt! At du skulle ægte sådan en sjover!
 
RIGBORG:
Men jeg vil godt ha’ Frederik. Han er god nok til mig.
 
BROCKENHUUS:
Du er en Brockenhuus! Kun det bedste er for godt til dig! Glem ikke det!
 
VIBEKE er kommet tilbage med mursten og mørtel på en trillebør. BROCKENHUUS begynder at mure kammeret til.
 
RIGBORG:
Hvornår kommer jeg ud igen?
 
BROCKENHUUS:
Ikke så længe jeg trækker vejret.
 
RIGBORG:
Jeg har tid hos frisøren på fredag.
 
BROCKENHUUS:
Det vil være spild af penge! Ingen kommer nogensinde til at se dig igen.
 
VIBEKE:
Åh, mit stakkels barn!
 
RIGBORG:
Er det alt hvad du kan sige? Du må da fortælle far, at det kan man ikke, det her! Vi er ikke i middelalderen mere! Han kan da ikke bare mure mig inde, som en, som en …. Som en anden en, der bare bliver muret inde.
 
VIBEKE:
Åh, jeg kan ikke holde ud at se på det! Jeg går ned og bager en kringle.
 
PODIET med kammeret drejer væk.
 
Storhed og geni kan findes overalt på jord,
Ikke kun i storbyer som Rom, Paris, Athen
Og skønt Tycho sikkert ikke ha’d beklaget spor
Hvis han havde fået en ø, der var tilstræk’lig stor
Sa han dog, at:
 
 
DYBVAD, KEPLER og BRAHE ind.
 
BRAHE:
Himlen kan man også se fra Hven. Men det er ikke de bedste betingelser, det må jeg sige. Øen er flad som en pandekage, og her er overskyet det meste af året. Det havde været bedre i Basel, hvor der er indlandsklima. Men vi må rykke her alligevel, fordi kongen vil ha’ at æren skal tilfalde Danmark.
 
DYBVAD:
Det er vel også et ædelt mål.
 
TYCHO:
Javist, Dybvad. Min gode Kepler – de som tysker må vel også være ligeglad med Danmarks ære.
 
KEPLER:
Jeg ser det hele på et mere kosmisk plan, og jeg regner mig selv som verdensborger. Men Brahe – jeg har tænkt meget på deres studier af Mars. De mener, at man ved at studere den planet kan deducere hvordan det hele hænger sammen?
 
TYCHO:
Så afgjort, ja. Det må være det samme for alle planeterne, ellers er der jo rod i universet.
 
KEPLER:
Men ikke jorden, altså?
 
TYCHO:
Nej nej, ikke jorden, selvfølgelig ikke. Vi er en undtagelse. Hvad er det, De skriver, Dybvad?
 
DYBVAD:
Åh, jeg noterer hvert et ord, der bliver sagt. Som en god assistent.
 
TYCHO:
Så får De snart krampe i armen. De må virkelig begrænse Dem til det vigtigste. De kan begynde med at notere Dem, hvad jeg siger, og så i Deres fritid kan De notere hvad Kepler har sagt. Hvis De ellers kan huske det til den tid.
 
DYBVAD:
Javel.
 
KEPLER:
Men hvorfor er jorden en undtagelse? Hvorfor skulle den ikke indgå i den kosmiske rotation?
 
TYCHO:
Ærligt talt, Kepler – kan De mærke, at vi bevæger os? Nej vel? Hvordan kan De så tro, at det skulle være tilfældet. Teori er en god ting, men et modikum af observationsevne er aldrig af vejen.
 
KEPLER:
Men hvis alt andet i universet er på farten, er der så ikke en statistisk sandsynlighed for, at vi kolliderer med en af de bevægelige planeter en dag?
 
TYCHO:
Jo, men det er ikke sket endnu, vel? Og det skyldes – (til Dybvad): Notér! – Guds forsyn.
 
KEPLER:
Men Brahe – med al respekt – hvis det hele skyldes Guds forsyn, er så ikke al vort arbejde her på øen spild af tid? Jeg mener, hvis Guds forsyn er det eneste påviselige system? Er vi ikke her for at finde systemet i hele, øh, systemet?
 
 
SOFIE ind.
 
TYCHO:
Vi er her for at finde ud af – (til Dybvad): udenfor referat – at Gud ikke er helt så vanvittig, som han lader til. Åh, der er du, Sofie. Det er Kepler, der har lidt hovedpine.
 
SOFIE:
Sæt Dem her, Kepler.
 
SOFIE smøger ærmerne op og giver sig til at tage KEPLER under behandling.
 
KEPLER:
Tycho siger, at De er vældig ferm til behandling af alskens lidelser.
 
SOFIE:
Jeg går frem efter den nye videnskab. Det interesserer mig enormt. Ser De, før i tiden troede man, at ting som hovedpine skyldtes dæmoner eller hekse -
 
Denne absurde og gammeldags diagnose får de andre til at le højt.
 
KEPLER, BRAHE og DYBVAD:
HA HA HA HA.
 
SOFIE:
Men NU ved vi, at det skyldes den skadelige påvirkning fra visse planeter.
 
ALLE reagerer med saglig alvor på denne moderne diagnose.
 
SOFIE:
Den kan afværges på denne måde. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men det plejer at virke.
 
KEPLER:
Jeg synes allerede det hjælper, Sofie.
 
TYCHO:
Men sig mig da, min gode Kepler, hvilke tanker har De gjort Dem i Deres tyske hjerne angående planeternes kredsløb?
 
KEPLER:
Jo, jeg er jo vild af beundring for Deres udregninger, Brahe, men det synes mig, at De selv aflæser Dem forkert. Tag nu for eksempel Deres ellipseformede bane for Mars, som den fremgår af Deres noter.
 
TYCHO:
Det er forfærdelig grimt, jeg ved det godt, de burde være helt cirkelrunde – det er jo meget pænere.
 
KEPLER:
Men De har jo målt dem elliptiske!
 
TYCHO:
Vist så, men det skyldes bare, at universet er lidt skævt, set her fra Hven, er jeg sikker på. Eller også er mine måleinstrumenter ikke helt pengene værd. Det er meningen, at det skal rettes, når jeg udgiver min næste bog.
 
KEPLER:
Men Brahe – kunne det ikke tænkes, at solen, på grund af en eller anden lov, som vi ikke helt har fundet endnu –
 
KEPLER distraheres af SOFIES massage, som da også er blevet meget voldsom.
 
KEPLER:
- udøver en eller anden … åååh….
 
TYCHO:
Udøver en hvad, Kepler?
 
KEPLER:
Øh, tiltrækning.
 
TYCHO:
Tiltrækning på hvad? De bliver usammenhængende, Kepler.
 
KEPLER:
Men det kan jo også være, at jeg tager fejl.
 
DYBVAD trækker TYCHO til side, mens SOFIE radbrækker KEPLER.
 
DYBVAD:
Brahe, jeg har villet sige det et par dage, men … denne Kepler, kan han bare få lov at arbejde her i landet? Jeg mener, kan hans tyske uddannelse sådan uden videre meritoverføres til vores høje, danske standard?
 
TYCHO:
Jeg synes nu nok, at Kepler befinder sig på et temmelig tilfredsstillende niveau, om end han vrøvler lidt en gang imellem.
 
DYBVAD:
Men frygter De slet ikke, at han pludselig skulle stikke af, hjem til Tyskland, med alle de resultater, De er kommet frem til her?
 
TYCHO:
Nej, slet ikke. Hvordan kommer De dog på den tanke, Dybvad?
 
DYBVAD:
Det er bare sådan noget, jeg har gået og tænkt.
 
TYCHO:
Hm. De burde hellere koncentrere Dem om mere nærliggende ting, såsom planeten Mars’ kredsløb. Lad os komme op og observere. Kepler, er De snart behandlet færdig.
 
KEPLER:
Ja tak, min hovedpine er helt væk. Det er et mirakel.
 
SOFIE:
De må sige til, hvis De har ondt andre steder.
 
KEPLER:
Jeg skal nok finde på noget…
 
ALLE begynder at gå  ud.
 
KEPLER:
Men, Brahe, kunne man ikke overveje igen, om der ikke var en mulighed for at jorden også bevæger sig.
 
TYCHO tænker.
 
KEPLER:
… Således at det er os, der forsvinder, og ikke stjernerne, der slår nogle underlige baner?
 
TYCHO:
Nej. Nej, det er for langt ude.
 
 
ALLE ud.
Hos BROCKENHUUS. VIBEKE kommer ind med en lygte, og med ROSENKRANDS.
 
VIBEKE:
Hun sidder derinde. Men De må være meget stille, hendes far må ikke høre, at De er her. En småkage?
 
ROSENKRANDS:
Nej tak.
 
VIBEKE:
Tal nu ikke for længe.
 
ROSENKRANDS:
Rigborg? Rigborg, kan du høre mig?
 
RIGBORG:
Er det dig, Frederik?
 
ROSENKRANDS:
Ja. Hvordan har du det?
 
RIGBORG:
Her er så mørkt og kedeligt. Jeg kan slet ikke se noget, og der er overhovedet ingen, der kan se mig.
 
ROSENKRANDS:
Åh, min stakkels, smukke Rigborg. Hvordan går det med vores barn?
 
RIGBORG:
Min mave bliver større og større. Det er ret uheldigt, for der er ikke meget plads herinde.
 
ROSENKRANDS:
Det er skrækkeligt. Og jeg kan intet gøre for dig, for jeg skal ud af landet i morgen. Jeg kom for at sige farvel.
 
Tavshed inde fra kammeret.
 
ROSENKRANDS:
Rigborg?
 
RIGBORG:
Frederik, den sang du sang for mig, den som at Vedel havde skrevet –
 
ROSENKRANDS:
Ja, hvad med den?
 
RIGBORG:
Kan du ikke synge den for mig igen? Jeg synes, at den er så pæn.
 
ROSENKRANDS:
Jo.
 
ROSENKRANDS begynder at synge, med orkester.
 
Du er min Venus i den mørke nat
Du’ den enste stjerne som jeg ser
 
 VIBEKE kommer farende.
 
VIBEKE:
Shh!
 
ROSENKRANDS synger meget mere stille og orkestret spiller sagtere.
 
Og hvis du lyser kun for mig, min skat
Vil jeg aldrig ønske andet mer’
 
Du er den enste melodi jeg kan
Som jeg nynner hele dagen lang …
Og jeg bliver lyk’lig over al forstand
Hvis du vil høre den engang.
 
VIBEKE:
I må virkelig være mere stille. Væggene her i vores middelalderborg er papirstynde!
 
ROSENKRANDS står og hvisker sangen, og orkestret rører næsten ikke instrumenterne. Det er ynkeligt.
 
Alt hvad jeg før har læst om kærlighed
Det blev sandt, den dag du så på mig
Alle de smukke digterord, jeg ved,
Alle sammen handler jo om dig.
 
ROSENKRANDS er færdig. Ikke en lyd fra RIGBORG.
 
ROSENKRANDS:
Rigborg?
 
RIGBORG:
Jeg sidder bare og græder lidt herinde, fordi sangen var så smuk. Tag dig ikke af mig.
 
ROSENKRANDS:
Må jeg få et kys, inden jeg nu tager bort for altid?
 
RIGBORG:
Jeg tror ikke, vi kan nå.
 
ROSENKRANDS:
Ræk din smukke hånd ud til mig.
 
RIGBORG rækker hånden ud til ROSENKRANDS. Han kysser den.
 
ROSENKRANDS:
Farvel, smukke Rigborg.
 
RIGBORG:
Må jeg ikke også kysse din hånd?
 
ROSENKRANDS:
Jo. Her er den.
 
ROSENKRANDS stikker hånden ind ad sprækken i muren. Han hulker lidt, fordi det er sådan en sørgelig afsked.
 
RIGBORG:
Farvel, min elskede.
 
ROSENKRANDS vil trække hånden ud af muren igen, men erfarer, at han sidder fast.
 
ROSENKRANDS:
Åh-åh.
 
RIGBORG:
Du må godt gå nu, når det ikke kan være anderledes.
 
ROSENKRANDS:
Jeg tror, jeg sidder fast.
 
VIBEKE:
Det må ikke ske!
 
VIBEKE og ROSENKRANDS hiver og slider for at få hånden ud. De udsender nogle tvivlsomme lyde imens.
 
BROCKENHUUS kommer til syne i natskjorte.
 
BROCKENHUUS:
HVAD ER DET, DER FOREGÅR DEROPPE?!
 
VIBEKE:
Jeg, øh – er ved at skrubbe gulvet i tårnkammeret, min egen!
 
BROCKENHUUS:
Hvad? Klokken to om natten?
 
VIBEKE:
Ja! Jeg er blevet lidt dement af den tragedie, der har ramt vor slægt.
 
BROCKENHUUS:
Javel, ja. Men kan du ikke skrubbe gulvet uden at udstøde de utugtige lyde?
 
VIBEKE:
Jeg skal prøve, min egen.
 
BROCKENHUUS:
Godt. Verden er af lave. (går ind igen)
 
VIBEKE tager tilløb og vælter ROSENKRANDS væk fra døren. Han får armen med sig.
 
VIBEKE:
Sådan. Skynd dig nu ud.
 
ROSENKRANDS:
Farvel, min Rigborg.
 
RIGBORG:
Farvel, Frederik. Lev vel.
 
RIGBORG stikker armen ud af og vinker farvel. Armen sidder fast.
Kammeret vender.
VALKENDORF og RESEN og DYBVAD ind.
 
RESEN:
Jeg har aldrig haft fidus til denne Brahe, Grev Valkendorf.
 
VALKENDORF:
Heller ikke jeg, min gode Resen.
 
DYBVAD:
Hans videnskabelige undersøgelser er der nu ingen, der kan røre.
 
VALKENDORF:
Det drejer sig ikke om resultater, min gode Dybvad, men om at få æren.
 
DYBVAD:
Gør det virkelig?
 
RESEN:
Ja, og om loyalitet. Det er langt vigtigere.
 
VALKENDORF:
De er meget loyal, og det skal belønnes.
 
RESEN:
Vi kan regne med dem.
 
DYBVAD:
Det kan De, Biskop Resen, og Grev Valkendorf.
 
VALKENDORF:
Vi stoler på, at De rapporterer flittigt fra Hven. Vi er nu pot og pande.
 
DYBVAD:
Pot og pande. Javel.
 
VALKENDORF:
Farvel, Dybvad.
 
DYBVAD:
Farvel, Biskop Resen og Grev Valkendorf.
 
VALKENDORF & RESEN:
Farve-e-el.
 
DYBVAD ude.
 
RESEN:
Han er en middelmådig begavelse.
 
VALKENDORF:
Og en skrækkelig spytslikker.
 
RESEN:
Lige, hvad vi har brug for, Christoffer.
 
VALKENDORF:
Hvor har du ret, Gunnar. Gid der var flere som han.
 
RESEN
Københavns universitet kan ikke tåle at blive udfordret af virkeligt geni. Tænk, hvis Brahe skulle lægge standarden!
 
RESEN:
Så var der mange, der blev sagt op.
 
VALKENDORF:
Og jeg ville vist blive den første.
 
RESEN:
Vi har endnu lidt tid at handle i. Kongen har gudskelov sysselsat hele landet med en komplet meningsløs krig.
 
VALKENDORF:
Det ku ikke være bedre.
 
VALKENDORF og RESEN ud. KOR på.
 
KOR:
Hvad nu angår denne krig, så har vi snydt jer lidt
Den er flyttet tredive år i tiden, men hvad fanden?
Hvilket slag og hvilket år, det er vel lige fedt
For i grunden ligner alle krige nok hinanden.
 
Ofte skal man flytte på en grænse ingen ser
Eller som nu her her, skal man fordanske nogen svensker’
Der er mange grunde til man slåsser her og der,
Facit er dog altid, at der dør masse men’sker
 
VEDEL og PARSBERG ind – BIRGITTE fra modsatte side.
 
PARSBERG:
Birgitte – er Herluf klar?
 
BIRGITTE:
Han skal straks være der. Åh, Parsberg og Vedel, jeg har haft de ondeste varsler om det forestående slag. I går var der en ugle, der gav sig til at tude ved daggry, og den slags varsler død, ved I nok. Og krucifikset i kapellet faldt pludselig ned fra væggen i går aftes under bønnen.
 
PARSBERG:
Vi vil takke dig for at holde sådan noget for dig selv. Vi skal jo med Herluf i det slag, som du jo nok ved.
 
BIRGITTE:
Javel, men I må virkelig passe på ham for mig. Han er så uforsigtig og selvopofrende. Og han skulle så nødig komme af dage, før vi havde fået en arving til godset.
 
VEDEL:
Det ville være ærgerligt, ja.
 
BIRGITTE:
Der kommer han. Sig endelig ikke, hvad jeg har sagt.
 
VEDEL:
Goddag, Trolle. Nå, er vi så klar?
 
TROLLE:
Så ganske. Hør Birgitte – kan du ikke holde min vielsesring herhjemme, til jeg kommer tilbage.
 
BIRGITTE:
Men Herluf – tager du din vielsesring af?
 
TROLLE:
Den er en kende for stor, og jeg har ikke fået tid til at få det lavet om. Jeg vil så nødig, at den skal falde i svenskernes - øh, jeg mener: at den skulle falde i vandet.
 
BIRGITTE aner, at også HERLUF har haft onde varsler.
 
VEDEL:
Det lyder rigtignok fornuftig, Luffe.
 
TROLLE:
Nu tager jeg afsted, Gitte. Skriv straks, hvis du bliver gravid, mens jeg er væk.
 
BIRGITTE:
Det skal jeg nok, Luffe.
 
Krammer.
 
HERLUF:
Så for Søren, du maser mine ribben, Gittepige.
 
BIRGITTE:
Undskyld, Luffe. Jeg blev pludselig overvældet af følelser.
 
HERLUF:
Ja, det er noget værre noget. Det passer ikke så godt med krig og søslag.
 
BIRGITTE:
Pas på dig selv, Luffe.
 
BIRGITTE løber ind for at skjule, at hun tuder. Det bryder Trolle sig nemlig ikke om.
 
TROLLE:
Stakkels tøs. Det er da også forbandet, at vi ikke kan få børn. Vi troede vi ville have haft tre-fire stykker allerede det første år. Vi havde ligesom regnet med det, så jeg lod vestfløjen udbygge. Jeg selv kunne såmænd også godt have tænkt mig nogle små luffer og gitter, der kunne forsøde vores dagligdag. Det bliver lidt ensomt i længden med kun os to, på den store herregård.
 
VEDEL:
Ak ja, goderne er ulige fordelt. Især når man så betænker stakkels Rosenkrands, der nu bliver far uden at ville det.
 
PARSBERG:
Herrens veje er uansvarlige.
 
VEDEL:
Og den arme Rigborg, der nu sidder muret inde derhjemme.
 
TROLLE:
Nåmen, det kan vi ikke lave om på nu. Vi skal i krig mod svensken, og jeg må sige, at det ser farligt ud. Vores hær består næsten udelukkende af uduelige adelsmænd og utrænede bønder, der er indkaldt som det rene kanonføde.
 
PARSBERG:
Der kommer Kaptajn Horn med flåden.
 
HORN:
Goddag, Trolle og Parsberg, Nå – så er løjerne i gang igen. Vedel, De har meldt Dem som militærlæge, formoder jeg? Kunne De ikke se lidt på en ligtorn, der plager mig så skrækkeligt?
 
TROLLE:
Hvornår går vi til angreb, Hr. Kaptajn?
 
HORN:
Min kære Trolle, slaget er allerede i fuld gang. Vi har søsat vore forskellige regimenter af bonderøve og lejesvende, og nu har vi i sinde at ligge stille og fredeligt under Femern og betragte det hele fra sikker afstand.
 
TROLLE:
Hvad siger De? Har De ikke i sinde selv at slås imod svensken?
 
HORN:
Nej, vorherrebevares – det har vi folk til.
 
TROLLE:
Det er det værste, jeg i mit liv har hørt! Se at få samlet den flåde, og det øjeblikkelig!
 
HORN:
Men kære Trolle, De taler til landets adel, grene af den ædle stamme, hvoraf selve rigets ve og vel afhænger.
 
TROLLE:
Jeg er ligeglad. Vi skal i krig.
 
HORN:
Men tænk dog på, Trolle – vi kunne komme til skade, vi kunne måske ligefrem, nåja, dø.
 
TROLLE:
Mister vi livet, så får vi vel et nyt. Vi er jo gode kristne, ikkesandt?
 
HORN:
Sådan da. Men jeg havde da aldrig tænkt mig, at adelen ligefrem -
 
TROLLE:
Ikke det? Ved I hvorfor vi kalder os herremænd, hvorfor vi bærer gyldne kæder og har fine, store huse at bo i?
 
HORN:
Næ, det har jeg aldrig spekuleret på.
 
TROLLE:
Og hvorfor vi synes vi er yppermere og højere agtet end alle andre? Det er kun af denne grund, at når vores konge har brug for det, så skal vi slås imod Rigets fjender, beskytte vort fædreland med alt vor magt og formue, så vore undersåtter kan bo og leve i fred og rolighed.
 
HORN:
Gør vi det hele for bøndernes skyld?
 
TROLLE:
For fædrelandet, siger jeg. Nu har vi nydt i mange år, nu skal vi omsider til at yde noget. Hvis vi vil ha’ det søde, må vi tage det sure med.
 
HORN:
Men – jeg er diabetiker!
 
TROLLE:
Og der er de svenske skibe!
 
DEN DANSKE FLÅDE:
Aaaah!
 
Bomberne regner ned over den danske flåde. Den skvatter sammen og alle ligger udstrakt, undtagen VEDEL og PARSBERG.
 
PARSBERG:
Vedel! Herluf er ramt!
 
VEDEL:
Åh nej, og vi lovede Birgitte at passe på ham.
 
TROLLE:
Tag jer først af de andre!
 
VEDEL:
Men, Herluf, dine sår ser meget værre ud.
 
TROLLE:
Vissevasse, det er kun en hudafskrabning.
 
ADELSMAND:
Jeg kan ikke bevæge mig!
 
ANDEN ADELSMAND:
Det kan jeg heller ikke!
 
VEDEL løber over til en af dem med sin lægetaske.
 
PARSBERG:
Det var virkelig en meget flot tale, du fik holdt.
 
TROLLE:
Ja, jeg var selv ganske tilfreds med den.
 
ANDEN ADELSMAND:
Hvornår bliver det min tur?
 
TROLLE:
Jeg tror nok, at jeg kommer til at bede dig om at overbringe Gitte en hilsen … sig hende, at jeg desværre er …
 
PARSBERG:
Sig at du desværre er hvad?
 
TROLLE dør.
 
PARSBERG:
Åh nej – Vedel. Jeg tror, at Herluf har taget billetten.
 
VEDEL:
Så ser det sort ud for Danmark. Han var den eneste i hele hæren, der duede til noget.
 
KOR: (elegisk)
Og så var det her, at stakkels Herluf måtte dø
Blandt de andre gamle lig, der stunded’ mod den sø
(som skrevet står)
og fordi han var en helt, iblandt de ganske store
fik han lov at leve læng’re end han faktisk gjorde
(i tred’ve år)
 
(mere kækt:)
Lad os efterlade Luffe her i Dødens garn
Nu’ det tid at skåle for ham, med en øl i baren.

 

AKT II


 

VIBEKE er på vej ud til skraldespanden med en affaldspose hvorfra kommer barnegråd. BIRGITTE ind.
 
BIRGITTE:
Vibeke Brockenhuus!
 
VIBEKE:
Ah!!
 
BIRGITTE:
Det er mig – Birgitte.
 
VIBEKE:
(prøver at huske hvilken Birgitte)
Birgitte, Birgitte … åh ja, Gøye. Det gør mig ondt med Deres mand.
 
BIRGITTE:
Ja, det var et stort tab. Hvordan går det med Rigborg?
 
VIBEKE:
Åh, De ved hvordan piger kan være i den alder, mutte og indelukkede. Hun sidder på sit værelse hele dagen.
 
BIRGITTE:
Har hun født?
 
VIBEKE:
De burde ikke lytte til ondsindet sladder.
 
BIRGITTE:
Ja, hun har – og det er hendes barn, De er ved at kassere!
 
VIBEKE:
Ja, det er! Men De får mig aldrig til at indrømme det! Jeg har valgt at indtage en totalt fortrængende holdning til hele historien.
 
BIRGITTE:
Lad mig få det! Jeg har ingen børn og regner heller ikke med at få nogen, nu, hvor Herluf er væk.
 
VIBEKE:
Nej nej, det går ikke. Min mand sagde udtrykkelig: det må ikke slippe ud.
 
BIRGITTE:
Jeg kan tage skraldespanden med mig. Og jeg siger det ikke til nogen. På ære. Lad mig få barnet, og så vil jeg indsamle nogle flere. Jeg kunne forestille mig, at der er flere danskere, der godt vil af med deres børn, i det mindste i dagtimerne. Jeg vil lave en skole, som jeg vil opkalde efter min mand. Så er der da én solstråle i den her skrækkelige, danske renæssance.
 
VIBEKE:
Tag ham. Men ikke et ord til nogen!
 
BIRGITTE:
Åh, tak, tusind tak, fru Brockenhuus.
 
BIRGITTE slæber skraldespanden over scenen. VALKENDORF, RESEN og KONGEN ind.
 
VALKENDORF:
Stakkels Birgitte Gøje. Så dybt hun er sunket efter manden døde.
 
KONGEN:
Valkendorf og Resen, det er da alvorlige anklager I kommer med imod den gode Tycho Brahe, som jeg jo selv har besluttet, at jeg godt kan lide, selv om han naturligvis, som I siger, er en hoven lille skiderik.
 
VALKENDORF:
Vi har uigendrivelige beviser, Deres majestæt -
 
RESEN:
- såsom påstande fra indtil flere lyssky personer.
 
KONGEN:
Det lyder jo graverende. Og De mener, at Tycho har tænkt sig at rejse udenlands med alle sine resultater og lade berømmelsen tilfalde nogen, der ikke engang er danske?
 
VALKENDORF:
Det mener vi bestemt.
 
KONGEN:
Jeg kan ikke tro, at Brahe skulle være så utaknemmelig, efter jeg har været så storsindet at forære ham den lille snoldede ø, jeg har glemt hvad hedder.
 
RESEN: Hven.
 
VALKENDORF:
Brahe ejer ikke taknemmelighed. Hverken over for sin konge eller sit fædreland.
 
KONGEN:
Gør han virkelig ikke?
 
VALKENDORF:
Ikke det der ligner.
 
KONGEN:
Så er der ingen tid at spilde. Send straks bud efter den utaknemmelige, lille lort og få samlet alt, hvad der kan krybe og gå som vidner imod ham. Jeg skriver straks en kongelig befaling. Valkendorf, vend ryggen til.
 
VALKENDORF vender ryggen til, så Kongen kan bruge ham som skrivepult.
 
RESEN:
De må vise Brahe, at Danmark ikke har brug for sådanne som han.
 
VALKENDORF:
Vi er langt bedre tjent uden. Naturligvis vil denne proces også afskrække andre egoister fra lignende faneflugt.
 
KONGEN:
Staves ’lort’ med ’t’ eller med ’d’?
 
RESEN:
Med ’t’, deres majestæt.
 
KONGEN:
Hallo (tilkalder bud) Dette straks til Hven. Åh, hvor er jeg opbragt. Jeg må drukne min sorg i en hel tønde rhinskvin. Der er ingen tid at spilde. Farvel, mine herrer.
 
VALKENDORF og RESEN:
Farvel, Deres majestæt.
 
VALKENDORF:
Hvor ER vi rædsomme.
 
RESEN:
Vi kommer bestemt i helvede.
 
VALKENDORF:
Den tid, den sorg. Lad os gå i byen og fejre Brahes forestående fald.
 
TYCHO får overbragt brevet.
 
TYCHO:
Hvad fanden i helvede? Nej, nu er majestæten da gået helt fra forstanden! Hallo, alle sammen!
 
SOFIE, KRISTINE og VEDEL kommer ind.
 
TYCHO:
Han skriver, at jeg skal stille i København i morgen til forhør! Og her sidder jeg med en masse arbejde, der skal gøres, og Dybvad er blevet væk, jeg har ikke set ham hele dagen. Nåmen, når kongen byder, så må man jo komme, selv om kongen er helt urimelig. Kepler og Soffy, jeg regner med, at I passer butikken, og dig, naturligvis, Kirstine.
 
SOFIE:
Men Tycho, her står, at du anklages for bedrageri og misrøgt af dine privilegier! Det er jo alvorligt!
 
TYCHO:
Det er jo det, jeg siger.
 
SOFIE:
Jeg har en fornemmelse af, at Dybvad har noget at gøre med det her.
 
TYCHO:
Nej, ved du nu hvad, Soffy. Du er jo ligeså mistænksom som han er.
 
SOFIE:
Jeg har aldrig brudt mig om ham.
 
TYCHO:
Du plejer ellers at være ligeså klog som en mand, men nu mærker man nok alligevel, at du trods alt kun er en pige. Dybvad er forsker. Ikke en særlig dygtig forsker, men dog forbundet til faget. Og der er en vis etik blandt fagfolk. Nåmen, afsted må jeg. Kepler, pakker De mine notater fra Mars i går, så kan jeg læse dem igennem på rejsen, og få rettet de ellipseformede baner jeg målte, ud til nogle pæne runde cirkler. Når jeg alligevel er i København, kan jeg lige så godt få afleveret dem til Lorentz, så han kan udgive dem.
 
SOFIE:
Jeg hjælper Dem, Kepler.
 
KIRSTINE:
Tycho, nu lover du at være høflig, når kongen taler til dig, ikke? Og svare pænt.
 
TYCHO:
Jeg er altid høflig, og jeg svarer altid pænt -
 
KIRSTINE:
Tag din sølvnæse på.
 
TYCHO:
– men man må have lov at sige hvad man mener, så folk kan forstå det.
 
KIRSTINE:
Javist. Men du kunne vel mene lidt mindre, bare i morgen.
 
TYCHO:
Du venter vel ikke, at jeg skal krybe for kongen?
 
KIRSTINE:
Nej, det gør jeg vel ikke.
 
TYCHO:
Godt. For det har jeg sandelig ikke tænkt mig.
 
KEPLER og SOFIE ind.
 
KEPLER:
Her er de sidste notater fra Mars.
 
TYCHO:
Tak. (til Kirstine) Men jeg skal selvfølgelig nok beherske mig. En lille smule. For din skyld.
 
KIRSTINE:
Det er sødt af dig.
 
TYCHO:
Ja. Faktisk, så har jeg tænkt mig at være sindbilledet på ligevægt.
 
KIRSTINE:
Det lyder som en god idé.
 
TYCHO:
Jeg vil stå ganske roligt og høre på deres anklager, og bagefter vil jeg tilbagevise Dem med samme sindsro, for der er selvfølgelig ikke hold i noget af det.
 
KIRSTINE:
Selvfølgelig ikke.
 
TYCHO:
De skal få at se, hvor behersket og ophøjet og rolig en dansk adelsmand kan være, når hans tålmodige fortjeneste rammes af hån og falske anklager. Ja, det vil jeg vise dem.
 
KIRSTINE:
(Gir ham et kys)
Held og lykke.
 
TYCHO:
Næ, det behøver jeg slet ikke. Hvad har den at frygte, som intet galt har gjort?
 
KIRSTINE:
God fornøjelse, da. Farvel.
 
TYCHO:
Ja, farvel.
 
SOFIE og KEPLER:
Farvel.
 
De vinker farvel. Da Tycho er ude af syne, vender KIRSTINE sig mod de to andre.
 
KIRSTINE:
Vi må hellere pakke med det samme. Jeg tror ikke, vi kommer til at bo her ugen ud.
 
SOFIE:
Hvor har du ret.
 
DE går.
 
 
 
VEDEL og HEMMINGSEN ind.
 
VEDEL:
Tycho! Hvad er det for en redelighed?
 
TYCHO:
Ja, jeg ved det virkelig ikke. Hvad skal en ærlig, hårdtarbejdende videnskabsmand med sådanne intriger?
 
HEMMINGSEN:
Vi er her for at støtte Dem, Brahe.
 
TYCHO:
De, Hemmingsen? Men De er jo ravende uenig med mig i alt.
 
HEMMINGSEN:
Ja, det er jeg - men hvor var forskningen henne, hvis man skulle give modstanderne mundkurv på? Næ, dialog, det har jeg altid holdt på.
 
KONGEN og RÅDET ind.
 
KONGEN:
Tycho Brahe – jeg kan ikke lide Dem mere. Lad det være sagt med det samme, så spilder vi ikke tiden.
 
VEDEL:
Det borger vel nok for en hurtig afgørelse.
 
KONGEN:
Vi har besluttet at tage Dem af finansloven, Brahe. De har længe haft næsen nede i statskassen, men nu må det høre op.
 
TYCHO: Vil Deres majestæt ikke støtte videnskaben mere? Men vi skulle jo være foregangsland –
 
KONGEN:
Jo, jeg vil nok støtte videnskaben, men ikke Dem, Brahe.
 
TYCHO:
Men -
 
KONGEN:
Og nu giver jeg ordet til Valkendorf og Resen.
 
TYCHO:
Men jeg har jo gjort adskillige epokegørende opdagelser -
 
VALKENDORF:
Det har vi så sandelig også, Brahe. Vi har bl.a. opdaget, at De har tilranet Dem resultater fra andre, hæderlige forskere.
 
TYCHO:
Men det er jo forrykt!
 
VALKENDORF:
Vi har på Kongeligt bud fået lov at låne det manuskript, De sendte til bogtrykker Lorentz. Når man sammenligner Deres kladde med resultaterne i den nys udgivne bog af Jørgen Dybvad –
 
TYCHO:
Jørgen Dybvad?! Har han udgivet en bog?
 
RESEN:
Det har han rigtignok. De vil måske se den?
 
TYCHO:
Meget gerne.
 
KONGEN:
Den er grøn.
 
TYCHO:
Ja, det ser jeg – åh! Det er Lorentz, der har udgivet den! Lorentz, hvor kunne du?
 
LORENTZ:
Jeg fik mange penge for at trykke den i en fart.
 
VALKENDORF:
Men nu til sagen: Her i Deres endnu ikke udgivne kladde, Brahe, er optegnelser over planeternes placering i universet fra Solen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. Da denne rækkefølge er identisk med den i Dybvads udgivelse, kan vi godt afskrive Deres resultater som plagiat. Ud med det.
 
VALKENDORF river flere sider ud af Tychos manuskript.
 
TYCHO:
Hov, vil De lade være med det!
 
VALKENDORF:
Dernæst er der udregningen af afstanden til solen, på 1.150 jordradier eller 7 millioner km. De bruger De en masse sider på, men Dybvad kommer langt hurtigere til sit resultat, som i øvrigt er nøjagtig det samme som Deres – erindrer jeg ikke korrekt, Resen?
 
RESEN:
Så ganske, min lærde kollega.
 
VALKENDORF:
Hovsa, så ryger også dette.
 
VALKENDORF river flere sider ud af Tychos manuskript.
 
TYCHO:
Lad så være med at smide med mine optegnelser!
 
RESEN:
Så er her beviset for, at jorden står stille, udregnet ved hjælp af en kanonkugle, skudt lodret op ved vindstille. Det er da pudsigt, at De har benyttet samme udregningsmetode som Dybvad. Hvad siger De, Valkendorf.
 
VALKENDORF:
Det ryger vist også. Så hævder Brahe her at være den første, der optegnede 777 fiksstjerner
 
RESEN:
Vrøvl.
 
VALKENDORF:
Ud med det. Lad os gå hurtigere frem –
 
KONGEN:
Ja, ikke spilde tiden.
 
RESEN:
Der er intet nyt i Deres kladder, som ikke allerede står i Dybvads nye, grønne bog – pånær én ting.
 
VALKENDORF:
Forfatternavnet – ”Tycho Brahe”. De må De godt få tilbage, hvis De har tænkt Dem at udgive det.
 
KONGEN:
De har skuffet mig dybt, Brahe.
 
HEMMINGSEN:
Jeg må tale! Jeg vil gerne fremstå som karaktervidne for Tycho Brahe! Han ville aldrig nogensinde tilegne sig andres resultater på sådan måde. Hvad end han er, så er han dog en mand af integritet –
 
VALKENDORF:
Det er uhyre uheldigt, Hemmingsen, at man som professor ved Københavns Universitet ikke kan afsløre en svindler.
 
RESEN:
Synes De ikke også det, Deres Majestæt?
 
KONGEN:
I høj grad. De er fyret, Hemmingsen.
 
HEMMINGSEN:
Er jeg fyret? Men jeg har jo haft det professorat i mange år - !
 
KONGEN:
Det er også alt for længe. Sæt Dem.
 
VEDEL:
Så lad mig tale for Brahe! Og for Hemmingsen. Det er en skandale, at –
 
VALKENDORF:
Det har De ret i. De er hyret af den danske stat til at nedskrive Danmarkshistorien, ikke sandt?
 
VEDEL:
Jo, jeg er kommet til Harald Blåtand …
 
KONGEN:
Det går for langsomt, Vedel. De er sat fra bestillingen.
 
VEDEL:
Hvadbehar? Skal jeg betragte det således, at jeg ikke længere skal nedskrive historien?
 
RESEN:
Det er korrekt. De kan betragte Dem selv som historie. Vær venlig at aflevere det arbejde, De indtil videre har udført for kongelige midler, til Niels Kragh, som overtager jobbet.
 
KONGEN:
Netop. Der er alt for mange, der har nasset på statsmidlerne. Men fordi man er konge, behøver man jo ikke at være helt åndssvag.
 
VALKENDORF:
Så er der det uautoriserede medicinske virke, de driver på Uranienborg, Brahe. Hvordan i alverden vil De forsvare det?
 
BRAHE:
Det er jo mest min søster Sofie, som er blevet konsulteret af patienter, som er blevet opgivet af lægerne i København.
 
VALKENDORF:
Netop – hvor vover I at behandle patienter, som er blevet erklæret uhelbredelige af det kongelige sygehusvæsen?
 
KONGEN:
Vi har det bedste sygehusvæsen, det har jeg selv vedtaget.
 
VALKENDORF:
Hvis Kongens læger siger, at de er kaput, så ER de kaput.
 
TYCHO:
De lever nu allesammen i bedste velgående, ene og alene på grund af Sofies kyndige behandlinger.
 
RESEN:
Man må jo formode, at hun bedriver sortekunster.
 
VALKENDORF:
Sådan noget bliver man brændt for.
 
KONGEN:
Det må vi kikke nærmere på. Deres søster Sofie, siger De?
 
TYCHO:
Sagde jeg Sofie? Nejnejnej – det var ikke Sofie, det var naturligvis mig selv! Kom jeg til at sige Sofie? Ha ha … ha.
 
RESEN:
Angående Deres assistent Kepler, så finder Kongen det også mærkeligt, at De for hans penge ansætter udlændinge, når gode, danske forskere ville være langt at foretrække. Udlændinge på statsbudgettet er ikke ønskværdigt.
 
VALKENDORF:
Og så hugger de vore danske piger, har jeg hørt.
 
RESEN:
Sig mig, Brahe – De synes mig så underligt underdanig i dag. Hvor er Deres sædvanlige, iltre temperament? De er jo ganske ukendelig.
 
VALKENDORF:
Vi plejer jo netop at omtale Dem som ’Psyko’ Brahe. Ja, det er sådan en lille spøg, vi har, det tilgi’r De nok, he he.
 
TYCHO:
(sammenbidt)
Jeg har lovet min kone, at jeg ikke ville miste besindelsen.
 
RESEN:
Ah. Det minder mig om –
 
VALKENDORF:
Ja. Deres ’kone’, siger De.
 
RESEN:
Således stiller sagen sig nu ikke helt …
 
VALKENDORF:
Vi kan ikke finde Deres vielse nogetsteds i kirkebøgerne.
 
TYCHO:
Nej, for det var nemlig en borgerlig vielse.
 
RESEN:
Uden kirkens velsignelse? Jamen, så er ægteskabet jo slet ikke gyldigt.
 
KONGEN:
Det har jeg selv vedtaget, med tilbagevirkende kraft fra i fjor.
 
VALKENDORF:
Deres såkaldte ’kone’ er altså kun at anse for en gemen skøge.
 
TYCHO:
SÅ KAN DET VÆRE NOK! Degenerede, imbecile spradebasser! Nu orker jeg ikke mere! Her er jeres lærde værk (kyler Dybvads bog efter Valkendorf) - skrevet af en lavsindet kopist, der ikke ville kunne kende for og bag på en stjernekikkert.
 
VEDEL og HEMMINGSEN kaster sig over Tycho og holder ham tilbage. VALKENDORF og RESEN er overmåde henrykte.
 
TYCHO:
Det her er jo en hekseproces! Slip mig! I kører landet i ruin! ”Kulturens hjem”, jo godmorgen. Det er middelmådighedens moderland, er det, og det bliver det ved at være, kørt i sænk af en enøjet monark! Slip mig så, siger jeg! En ussel udørk, beboet af intrigante, misundelige provinstosser.
 
VEDEL og HEMMINGSEN har fået trukket Tycho væk, så han ikke kan forvolde skade på majestæten eller V&F.
 
TYCHO:
Men jeg skal nok forsvinde, bare rolig! Og jeg tager astronomien med mig, og al min videnskab.
 
KONGEN:
Ikke instrumenterne indkøbt for mine midler, det lover jeg Dem.
 
TYCHO:
Men det er mit design! Det er mig der har lavet dem!
 
VALKENDORF:
Det kan enhver jo komme og sige.
 
KONGEN:
Jeg lader bygge et nyt observatorium midt i København, et stort, rundt tårn, over tredive meter højt. Jeg fik selv idéen pludselig forleden nat, mens jeg var sammen med Frk. Kirstine Munk.
 
TYCHO:
Nå, NU bliver der endelig bygget noget, der egner sig. Det var kønt. Men hvem skal observere?
 
KONGEN:
En af Deres egne elever, Christen Sørensen.
 
VALKENDORF:
Andre skal også have lov at komme til.
 
TYCHO:
Christen? Den bonderøv? Han var en elendig assistent, og han bliver en uduelig astronom!
 
KONGEN:
Nejnej, han bliver glimrende. Meget bedre end Dem, Brahe. Det har jeg selv besluttet. (Kongen knipser til Tycho Brahes sølvtud. Ding.)
 
TYCHO:
De skal se, at det ikke er sådan noget, man bare beslutter. De vil sande, at selv ikke De kan råde over planeterne. Og da slet ikke Valkendorf og Resen.
 
VALKENDORF:
Tillad mig at svare Dem således: (prprprprhr)
 
KONGEN:
Nej, den skal De ikke stå alene med, min gode Valkendorf. Lad også mig – og vil De være med, min gode Resen?
 
RESEN:
Med glæde.
 
KONGEN, RESEN og VALKENDORF:
PRPRPRHR!
 
KONGEN:
Musik! Nu går jeg ud.
 
MUSIK til KONGENS exit.
 
KONGEN:
(idet han går ud)
Åh, det har vel nok været en fornøjelig eftermiddag. Lad os tage en skål på det.
 
VALKENDORF:
Glimrende idé, Deres Majestæt.
 
HOFFET går. Tilbage er TYCHO, VEDEL og HEMMINGSEN.
 
VEDEL:
Nåmen, så er vi overflødige.
 
HEMMINGSEN:
Ja. Det har kongen selv besluttet.
 
KEPLER, SOFIE og KIRSTINE kommer på, rejseklar.
 
KIRSTINE:
De kom lige efter du var taget afsted, Tycho, og tog alle dine apparater.
 
TYCHO:
Ja. Det var så det.
 
VEDEL:
Ja, det var det.
 
TYCHO:
Nu er der nok aldrig nogen herhjemme, der vil opkalde en dag efter din stakkels storebror, Sofie.
 
HEMMINGSEN:
Det ser sort ud for Danmark. Vi vil blive skoset og latterliggjort i udlandet.
 
VEDEL:
Igen.
 
KEPLER:
(som et udslag af tysk lommefilosofi)
Ved De, at man aldrig behøver lægge låg på en hummerkurv? Hver gang en af dem er på vej op, så bliver den omgående trukket ned af de andre. Siger man.
 
VEDEL:
Hvad vil De sige dermed, Kepler ? (fatter det) Åh….
 
SOFIE:
Men vi må ikke lade os slå ud! Det kan da ikke være en naturlov, at det altid skal gå sådan.
 
TYCHO:
Næ. Danskerne er vel trods alt ikke hummere. Og vi herhjemme har jo lige så godt udsyn til verdensrummet som alle andre.
 
SOFIE:
Netop.
 
TYCHO:
Jeg tror, der vil komme en tid, hvor den frie tænkning har bedre kår herhjemme. Hvor enhver dansker vil glæde sig over fremskridtet i sig selv, udelukkende fordi det er fremskridt, og ikke kun fordi han selv har fundet på det.
 
SOFIE:
Der vil måske komme en tid, hvor man vil finde glæde ved selve arbejdet, og ikke kun over udsigten til betaling og berømmelse.
 
TYCHO:
Hvor vi ærligt vil stræbe efter virkelig at blive gode, og ikke bare beslutte, at det er vi. En tid, hvor … en tid, hvor….
 
TYCHO og SOFIE ser på hinanden. Og siger så:
 
TYCHO og SOFIE:
Aaaaj!
 
SOFIE:
Hvad har vi gang i?
 
TYCHO:
Kom, lad os tage til Prag. Danmark må sgu passe sig selv. 
 
KIRSTINE:
Du skal lige skifte. Jeg vil ikke ha’, at du rejser i din fine næse.
 
TYCHO:
Så gi’ mig kobbertuden, kone.
 
KIRSTINE:
Den kommer her.
 
TYCHO:
(til Koret)
I kan godt lukke af nu. Vi er færdige her.
 
SLUTKOR.
Det var cirka sådan gik det til, det tror vi nok
Inden renæssancen, den til sidst blev helt barok
Og for nu at slutte vores lille sammendrag:
Tychos egen stjernebane endte snart i Prag.
 
Det var alt vi har om disse børn af renæssancen
 
Nogen af dem blev glemt imens de andre stod distancen
 
 
Danmark skued’ vidt i verdensrummet, men desværre
Det var sidste gang vi drømte stort om magt og ære
Det var dengang, vi ku’ mene, al fornuft til trods
Universets centrum ligger lige her hos os.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RENÆSSANCE